50

I fem måneder efter, at John havde sendt Alton Turner Blackwood til helvede for anden gang, boede familien Calvino i et lejet hus, mens deres eget blev sat i stand og malet og fik nye gulvtæpper og blev rengjort fra kælder til kvist.

Den morgen, de flyttede hjem, velsignede fader Angelo Rocatelli, præsten i deres nye sogn, officielt hvert eneste rum i huset. Han kravlede endda op på krybeloftet mellem første og anden sal for også at velsigne det. Minnie elskede ham lige så meget, som hun elskede fader Albright, og Minnies mening havde stor vægt i familien Calvino.

Den allerførste dag under opklaringsarbejdet havde Lionel Timmins fundet en forbindelse mellem Preston Nash og Roger Hodd. Journalistens kone, Georgia, havde været Prestons behandler under dennes afvænning. Ingen kunne helt regne ud, hvorfor de to mænd havde rottet sig sammen om at overfalde familien Calvino i deres hjem, skønt der blev spekuleret flittigt. Georgia Parker Hodd gættede på, at hendes afdøde mands alkoholisme og Prestons stofmisbrug havde givet dem et vist fællesskab, men derudover vovede hun ikke at komme med gisninger. Man mente, at professor Sinjavski var blevet stukket ned af Nash eller Hodd og slæbt ud i pergolaen, fordi han havde set dem, da de trængte ind i huset. Uanset hvad havde John handlet i nødværge, og man overvejede på intet tidspunkt at rejse sigtelse mod ham.

Walter og Imogene Nash takkede ja til en stilling som ejendomsbestyrere af et storslået landsted på firs tønder land i Californien. Familien Calvino savnede dem, men Lloyd og Wisteria Butterfield, der afløste mr. og mrs. Nash, var dygtige til deres arbejde og glade af sind. Mr. Butterfield var gammel marineinfanterist, og mrs. Butterfield strikkede huer med tilhørende halstørklæder.

En måned efter at de var flyttet hjem, reddede familien en ét år gammel golden retriever fra hundeinternatet. Minnie døbte den Roscoe og fortalte, at det var Willard helt med på.

Nicky blev færdig med maleriet af børnene. Det blev vellykket, og hun hængte det op i dagligstuen, hvor det barokke spejl engang havde hængt. Hun blev ved med at forestille sig motiver og forvandle dem til virkelighed, og det skulle hun komme til at gøre resten af sine dage.

Et år efter at de havde forhindret Blackwood i at opfylde sit hadske løfte, fløj John og Nicky tilbage til Johns barndomsby, hvor han ikke havde sat sine fødder i enogtyve år. I tre dage gik de rundt i de gader, hvor han havde færdedes som barn. Huset, hvor han havde mistet sin familie, var blevet revet ned, og et andet opført. Det så ud til at være et godt hus. De besøgte kirkegården hver dag, hvor de fire gravsteder lå side om side, og de bredte et tæppe ud og sad på græsset. Indlagt i hver gravsten var en porcelænsmedaljon med et billede af den afdøde. Solen havde ikke afbleget dem, ligesom tyve års vind og vejr ikke havde fået deres glans til at falme. John fandt troen og styrken til at bede om tilgivelse for at have svigtet dem og følte sig tilgivet. Han gruede ikke længere for, at der skulle komme et tidspunkt hinsides verden og tiden, hvor han skulle møde dem igen, for nu kunne han langt om længe forestille sig, at et sådant møde kun ville handle om én ting – nemlig kærlighed.

Da John endelig havde fået ro i sindet, fløj han og Nicky tilbage til dér, hvor de hørte hjemme.