Sesto San Giovanni ligger ved undergrundsbanens endestation. Men endnu er der langt til bygrænsen og den flade Poslettes vide udsyn. Fabrikker, boligblokke i ti-femten etagers højde, 100.000 mennesker, et forstadskvarter som andre i Milanos periferi. Planløshed og spekulation har skabt dette kulturelle og arkitektoniske ingenmandsland, hvor bygninger, overbelastede vejnet og skrigende reklameskilte kæmper om pladsen i en trist disharmoni af betongråt, brækgrønt og blegrødt. Enkelte smågader er kantet med piletræer og lave grå huse med teglstenstage, der er sorte af sod. Det er de sidste rester af den landsby, som endnu lå her omkring århundredskiftet. Men ellers er der ikke mange spor fra fortiden. Et monument for de faldne i Første Verdenskrig står nede ved jernbanelinjen, hvor eksprestogene til Schweiz tordner forbi. Den platankransede hovedgade er opkaldt efter industripatriarken, der grundlagde kvarterets første fabrik. Men på en husmur i en sidegade fortæller et gadeskilt, at ikke kun kvarteret har ændret sin fysiognomi siden den første fabrik skød op for trekvart århundrede siden, men at også de mennesker, der lever her, har ændret deres holdning og måde at tænke på. Via Karl Marx står der på gadeskiltet.
Sesto San Giovanni har to historier: sidegadernes og boulevardernes, monumenternes og menneskenes, industriherrernes og arbejdernes.
I sidegadernes San Giovanni er der unge arbejdere, der begyndte deres politiske historie for ti år siden i det „varme efterårs“ legendariske fabrikskampe, hvis fædre var partisaner i modstandskampen, og hvis bedstefædre i september 1920 patruljerede bevæbnet på fabriksmurene for at forsvare de besatte fabrikker mod militær og arbejdsgivere. Og Sesto San Giovannis arbejdere fortæller med tydelig stolthed i stemmen, at det er seks år siden, fascisterne sidst har formået at afholde en demonstration i Milano. Sidste gang de prøvede, lå kvarterets fabrikker på mindre end to timer øde hen, mens et demonstrationstog på 50.000 arbejdere bevægede sig ind mod byens centrum.
Guiseppe Granelli er en af de 50.000 arbejdere på Sesto San Giovannis fabrikker. 56 år, metalarbejder på stålværket Falck siden 1937, medlem af kommunistpartiet siden 1945.
Da krigen sluttede og Granelli trådte ind i kommunistpartiet, havde Sesto San Giovanni skaffet sig tilnavnet Italiens Stalingrad. Politiske strejker, sabotage og partisankamp havde gjort kvarteret til kommunisternes stærkeste bastion i Italien. At være arbejder i Sesto San Giovanni var det samme som at være kommunist. „Vi oplevede tiden efter krigens afslutning som en rus. Vi havde selv vundet vores frihed, og nu ville vi skabe retfærdighed. Kongen, paven, fascisterne, arbejdsgiverne, vi ville gøre op med dem alle og skabe et land uden herrer og uden tro. Det var en utopi, men vi var unge, og de unge føler sig tiltrukket af utopier. Vores tilslutning til kommunistpartiet var spontan, vi kendte ikke dets program og forstod ikke dets tale om en demokratisk vej til socialismen. Vi var bevæbnede og ville forsvare den frihed, vi havde vundet.“
Nej, arbejderne ville ikke aflevere deres våben efter krigens afslutning, og det skete flere gange, at våbendepoter blev fundet på fabrikkerne. Strejker, fabriksbesættelser og sammenstød med politiet var Sesto San Giovannis hverdag i de første efterkrigsår. Med en bidetang blev de vigtigste strømførende ledninger på fabrikken klippet over – det var signalet til strejke.
I 1948 kulminerede efterkrigstidens politiske spænding, da en højreorienteret student forsøgte at myrde kommunistpartiets leder Togliatti. Fabrikkerne blev besat, med maskinpistoler over skuldrene afpatruljerede arbejderne fabriksområdet. I fabriksportene blev de store godsvogne, der til daglig transporterede malmen ind på fabrikkerne, svejset fast til jernbanesporene for at udgøre en effektiv barrikade mod eventuelle angreb.
Det sidste kapitel i denne del af Sesto San Giovannis historie blev skrevet af de bulldozere, der i begyndelsen af 60erne rykkede ind i kvarteret for at omskabe det til et moderne forstadskvarter. Under udgravningen af fundamenterne til de store beboelsesblokke stødte de på det ene nedgravede våbendepot efter det andet. Ødelagte, rusttærede granater og maskinpistoler, der i næsten to årtier havde ligget i jorden og ventet på en revolution, der aldrig kom.
I det italienske Stalingrad troede arbejderne, at hele Italien var rødt, men parlamentsvalgene var bitre belæringer om, at det forholdt sig anderledes. Efter den første efterkrigstids eufori fulgte hårde år. Produktionsomlægninger og fyring af over 10.000 arbejdere fra kvarterets største fabrik, flyfabrikken Breda, var de første tegn på, at tiderne var ved at ændre sig. Det var Amerikanerne, der stod bag, sagde arbejderne, de rødes stærkeste bastion skulle knækkes. For de fyrede stod ingen fabriksporte åbne, og mange måtte vælge emigrationen.
For Granelli er 50erne et årti uden historie. Fagforeningerne splittedes, mistede medlemmer og lammedes, og kommunistpartiet blev stadig mere isoleret. Tidligere kammerater mistede kontakten med hinanden. Da akkorden indførtes på Falck, var Granelli den eneste, der løftede stemmen i protest. Men det var hårde tider, og kun den, der som Granelli levede alene, kunne tillade sig den luksus at protestere.
I disse år længtes Granelli ofte væk fra fabrikken. Havnebyen Genova med emigrantbådene til Amerika trak. Eller alperne, der på klare dage kan ses helt fra Milano. 80 kilometer borte svæver det mægtige bjergmassiv over den flade Poslette med en kinesisk tuschtegnings lethed. Bag dem ventede måske et andet liv, andre muligheder. Der var tider, hvor Granelli gav fanden i det hele. Uden penge på lommen begav han sig til Paris, fandt arbejde i Hallerne for at skaffe tilstrækkeligt til et måltid mad, og vendte så tilbage til Milano på tommelfingeren. Tilbage til fabrikken, men også til kammeraterne. Og det var båndet til kammeraterne, der var det stærkeste, et sted at høre til, rødder.
I 1953 døde Stalin, og kommunistpartiets dagblad l’Unita bragte meddelelsen om hans død under overskriften „Det menneske, der har gjort mest for menneskehedens frigørelse og fremskridt, er gået bort“. Stalinismen, endnu en rus, endnu en illusion, siger Granelli. „Engang havde jeg et fotografi af Stalin i min tegnebog. Jeg gemmer det endnu hjemme som et minde om den tid. Det er slidt og ødelagt, fordi jeg har båret det på mig i så mange år. Jeg føler mig latterlig, når jeg fortæller dig det. Det var jo helt i katolikkernes ånd. De havde deres Jesus Kristus, vi havde vores Stalin.“
Granelli åbner leende sin pung: „se, ingen relikvier længere, kun profane ting, kun fagforeningskort og sygesikringsbevis.“
„Vores opfattelse af socialismen var blind,“ fortsætter han, „sovjetunionen var sovjetunionen, det første land i verden, hvor hammeren og seglet havde taget magten. Alt, hvad der kom derfra, var godt. For os i kommunistpartiet var forsvaret for sovjet også et spørgsmål om disciplin og sammenhold. Under Den Kolde Krig var vi altid på vagt, altid i defensiven, altid tvunget til at retfærdiggøre ting, vi ikke brød os om.“
For Granelli har det altid været vanskeligt at forstå, at partiet på en gang kunne forsvare sovjet og samtidig bekende sig til den demokratiske vej til socialismen. Partiets dobbelte ansigt kalder han det. Med partiets kritik af sovjetunionen, som den fremføres i dag, er han enig. Også i hans øjne er det sovjetiske styre autoritært og udemokratisk: Og alligevel det første land, hvor socialismen sejrede, et land, som arbejderklassen i Europa skylder uendelig meget.
Og demokratiet i kommunistpartiet selv? Har han nogen sinde befundet sig i opposition til den dominerende linje? Granelli svarer tøvende. Der har været valg, som har været svære for ham at træffe, positioner, han har haft vanskeligt ved at forstå. Men han har altid prøvet at være positiv og ikke stille sig udenfor, ikke være ufrugtbar i sin kritik. „Opgiver jeg partiet, hvad har jeg så at sætte i stedet?“ spørger han. „Jeg vil ikke lyde desperat, men hvis PCI ikke eksisterede med sine to millioner medlemmer, hvad ville der så ske? For mig er det et virkeligt drama. Der findes intet alternativ, ingen organisation med en tradition og et perspektiv, der tåler sammenligning med PCI.“
I partiets strategi er Granelli enig. Udtrykket „det historiske kompromis“ bryder han sig ikke om, han vil hellere tale om det italienske folks vej til socialismen, en vej, der må gå gennem demokratiet og det store flertal i befolkningen. Det er frygten for et nyt Chile i Italien, men også Granellis personlige konklusion på de lange, hårde år i ghettoen, myterne, der en efter en brød sammen, våbnene, der alligevel ikke formåede at sprænge magtens mur i stykker, Stalinismen, der bragte isolationen med sig.
Efter 50ernes tavshed vågnede fabrikkerne igen til live i slutningen af 60erne. Det legendariske efterår 1969 bragte minderne fra befrielsessommeren 24 år tidligere frem hos Granelli. Fabrikkerne eksploderede på ny, og Sesto San Giovanni fyldtes igen af et myldrende liv af aktionerende og demonstrerende arbejdere. Der var de unges begejstring og politikken, der igen blev fest og kreativitet. Men af intet gror der intet. Var ‘69 ikke også produktet af det arbejde, der var blevet udført af dem, der i de lange år havde holdt ud i fagforeningerne og partiet? Var det ikke dem, der havde sørget for, at bålet ikke gik ud, at gløderne vedblev at brænde under asken? spørger Granelli. „Måske er det en egoistisk analyse, men jeg tror, ‘69 var frugten af vores arbejde, vi havde forberedt terrænet, gødet jorden. De unge anerkender ikke vores indsats. Men du fødes ikke alene, du fødes ikke med hammer og segl i hånden, der har været andre før dig. Og hvor er de unge, der så begejstret engagerede sig dengang? Her på fabrikken er kun få forblevet aktive. To-tre år er de med i det politiske arbejde, så forsvinder de.“
De unge er et stadig tilbagevendende tema i vores samtale. Et had-kærlighedsforhold, siger Granelli selv om sit forhold til den nye generation, der ved det hele bedre selv, som kalder fabrikken en straffeanstalt, arbejdsgiveren for et svin og arbejderen, der henslæber sit liv på fabrikken, for idiot. En generation, der er rodløs, uberegnelig og desperat.
„De unge er krisens letteste ofre, de er desillusionerede, føler, de ikke er børn af nogen, uden tillid til fremtiden. I PCI ser de et statisk parti, som har givet afkald på revolutionen. Nogle hævder, at vi har svigtet de unges idealer. Jeg mener ikke, det er rigtigt. Men det er rigtigt, at vi har svært ved at forstå dem og svært ved at gøre os forståelige. De er formet under andre omstændigheder end os med vores næsten religiøse engagement. Deres behov er anderledes og måske også deres mål. Men de unge mangler bevidsthed om det, der gik forud for dem, om historien. Det er med mennesker som med planter, uden rødder tørrer de ud. Hvis du fornægter det, der gik forud for dig, ikke har et positivt mål, hvis du hverken i traditionen eller i det demokrati, vi kæmper for, ser en løsning, er der kun desperationen tilbage.“
Og desperationen, hvor fører den hen? Fra sit vindue i lejligheden i Via Leopardi nr. 161 har Granelli en tidlig decembermorgen for to år siden set liget af en ung mand ligge udstrakt i gården. Walter Alasia, tyve år, medlem af Brigate Rosse, dræbt efter en skudduel med politiet. Granelli kender familien, de er naboer, faren og moren arbejder begge på kvarterets fabrikker og har i mange år været med i kommunistpartiet. Walters historie minder om mange andre unges. Indtil et vist punkt. „Han kunne have været min egen søn,“ siger Granelli. Et offer for samfundet, men først og fremmest et offer for sin generations desperation. Og i denne desperation er der noget, som Granelli ikke kan forklare. „Det sker, at en ung mand lader sig rive med af en sag, og at det ender tragisk. Men den kolde ro, hvormed han skyder to betjente, lader sin revolver igen og forbereder sig på at fortsætte kampen …“ Granelli afbryder sig selv: „Jeg kan ikke forklare det – hvordan kan en ung mand på tyve på den måde opsøge døden?“
Tålmodighed, siger Granelli, politik er først og fremmest tålmodighed, visheden om, at et nederlag aldrig er endeligt, at det sidste ord aldrig er sagt. Der har været tider, hvor fabrikken var et fængsel, og hvor arbejderne følte, at livet svandt bort mellem hænderne på dem. Men altid har de rejst sig igen.
Og hvad har de så bragt dig, alle disse år på fabrikken? Hvad har du vundet med din udholdenhed og tålmodighed, Granelli?
„Et liv, jeg kan kalde mit eget,“ svarer Granelli, „jeg er organiseret, jeg forsvarer mig, og sådan har jeg skabt mig min egen måde at se og tænke på. Har arbejdsgiveren magten, gør han os til upersonlige arbejdsdyr. Men holder jeg sammen med de andre, er der ingen, der kan berøve mig min individualitet. Jeg er et kollektivt menneske, men jeg har intet tabt ved min personlighed. Det, du ved, ved jeg også; det, der er i din lomme, tilhører også mig – og omvendt. Det er vores arbejderdemokrati.“
Vores samtale er ved at være slut. Granelli stiller sig hen ved vinduet og ser ud over fabrikken. Foran os breder den sig med sine gader, tage og rygende skorstene. Det er en hel lille by. Så ser han hen på mig og smiler forlegent. „Ved du, at jeg stadig tror på, at der en dag vil være skabt en verden med kun en farve og uden herrer. Det lyder lidt utopisk ikke? Men måske er utopier nødvendige. Jeg tænkte sådan i 1945, og jeg gør det endnu i dag.“
Politisk revy, april 1979