Den ustyrlige by

Napoli, 1,2 millioner indbyggere, 200.000 arbejdsløse, en børnedødelighed større end new Delhis, mellem 60.000 og 300.000 mennesker, der lever af smugleri (mere præcise tal findes ikke), syv millioner rotter, en befolkningstæthed, der i de tættest befolkede kvarterer når op på 68.000 pr. Km², 60.000 familier på gennemsnitligt fire personer hver, der bor i lejligheder med kun et værelse, 70.000 lejligheder uden toilet, 35.000 lejligheder uden hverken toilet eller rindende vand. I kirkerne fortæller præsterne, at Napolis elendighed – og især den høje børnedødelighed – er Guds retfærdige straf, fordi italienerne har indført skilsmisse og fri abort.

Den tredje Verden begynder i Napoli, siger man i Italien.

Stiger man ned fra velhaverkvarteret Vomero, som ligger på toppen af det bjerg, Napoli er bygget omkring, med dets vesteuropæiske standardbybillede og amerikanske burgerbarer, er Napolis gamle bykerne, hvor der endnu bor hundredtusinder, en anden verden. Det er ikke Vesteuropa, det er ikke Italien. Arkitekturen er måske medinaen i Marrakech, den tæt sammenpressede menneskemængde, der strømmer af sted mellem de snævre mure Bombay, kampen for overlevelse Hong Kong. Napoli er den sidste plebejiske metropol, den sidste store landsby i verden, skrev filminstruktøren Pasolini.

Husmurene har indsuget deres patina af solen og regnen. Malingen er for længst skallet af, og tilbage er den grå sten, der synes at have stået der i århundreder. På gesimser og fremspring har græs og småbuske fundet næring. Tværs over de snævre gyder hænger tørresnorene tunge af vådt sengetøj, skjorter og undertøj. Fra første til femte sal. Fattigdommens faner. Hver familie har sit banner, sit mønster på dynebetrækket, et renlighedens demonstrationstog, der trodsigt siger nej til gydernes snavs, fugt og elendighed. En fin regn falder ned over den forbipasserende, når vinden fra Napolibugten får det våde tøj til med en langsom bevægelse at løfte sig på snorene.

I bunden af gyderne er der sort af fugt. Solen når aldrig herned, og Napolis berygtede bassi, vinduesløse lejligheder under gadeniveau, hvis eneste mulighed for lys er døren, ligger hen i evigt halvmørke.

De er de billigste lejligheder og de tættest befolkede. Ti-femten mennesker bor der ofte i hver, og der antages at være mindst 10.000 af dem.

Men gaden er det egentlige hjem for basso’ens beboere. For drengebørnene. Fra de har lært at gå, for de arbejdsløse mænd, hvis liv er en evig jagt efter et job, ligegyldigt hvilket, ved havnen, på barer og byens torve. Tilbage bliver kvinderne.

Bedstemoren, la nònna, lille og indskrumpet, syner kun så lidt i hjørnet af den store ægteseng, hvor hun er blevet anbragt for at tilbringe dagen. Moren, travlt optaget af huslige gøremål, en ugift søster, der hjælper til, den ældste, giftemodne datter, der fra døråbningen ørkesløst stirrer ud på gaden. På væggen hænger Jesus – ikke oplyst af en olielampe, nej, den moderne tid er også kommet til basso’en: et lilla neonrør, bøjet i form som en billedramme, sender sit kolde spøgelseslys ud i værelsets halvmørke. Alene med Jesus – kvinderne er som altid ofre i denne mandskultur, der ikke levner dem anden identitet end den ventende hustrus og den omsorgsfulde mors.

Det er her blandt de fattigste af de fattigste, at Guds straffedom rammer hårdest, og han begår sin retfærdige massakre blandt spædbørn. Han lader det begynde med en forkølelse og ende med coma og døden i en hospitalsrespirator. Næsten 100 spædbørn er døde på denne måde inden for det sidste halve år. En ukendt virus siger byens læger. Sygdommens navn er fattigdom, svarer de arbejdsløse på en løbeseddel.

Men på statistikken over spædbørnsdødeligheden i Napoli har den ukendte syge ingen indflydelse. I en by, hvor hvert tyvende spædbarn dør i løbet af det første leveår, syner 100 dødsfald ikke af noget.

Kun en ting er værre end livet i basso’en: livet uden for den – i de moderne forstadskvarterer, der ligger i en betonring om den gamle bydel. Ti til femten etagers boligblokke, anbragt så tæt som huse på nørrebro, mens motorveje, bygget på betonpiller større end fyrtårne, tordner over tagene i 40 meters højde. Her bor en kvart million mennesker uden veje, skoler, butikker eller nogen form for social service.

En exodus af bibelske dimensioner, en folkeflytning var det, da hundredtusinder af mennesker for tyve år siden brød op fra Napolis gamle kvarterer og landdistrikterne omkring byen. Men de blev i ørkenen. Kanaans land eksisterede ikke.

Erindringen er endnu levende hos Napolitanerne. Det var mafiakongen Gava fra Milano og hans kompagnon, den fascistiske borgmester Lauro, der stod bag. I fællesskab ejede de halvdelen af Napoli og drev byen, som var den deres egen private forretning. Som erstatning for det livsgrundlag, de med deres hensynsløse spekulation havde berøvet hundred tusind af dens indbyggere, lod de i fattigkvartererne oprette maddepoter, hvorfra der gratis uddeltes spaghetti og olivenolie.

I den gamle bydel er der fællesskab; man kan overleve, der eksisterer endnu resterne af en primitiv bytte-økonomi, sæbe byttes for tobak, tjeneste for tjeneste, der er tusinder af småjobs. I forstadsghettoerne er der intet. Kun isolationen og desperationen. Napolitanerne har ikke selv kunnet opfinde et ord, der udtrykker deres syn på den moderne betonvirkelighed. I stedet har de måttet gøre noget så uvant som at låne et udtryk fra et andet sprog, et ord, der skurrer i den melodiske Napolitanske dialekt. „Lager“ – lejr, kz, hedder forstæder på Napolitansk.

De arbejdsløse samles på Piazza Garibaldi, hvor frihedshelten står på sin granitsokkel, tonstung af metal, og stirrer over mod Vesuv og havnens fattigkvarterer. Engang gav de arbejdsløse ham en hætte over hovedet, som han bar i månedsvis, og hvorpå de havde skrevet: „Jeg er af jern, men alligevel skammer jeg mig ved at se, at regeringen og arbejdsgiverne er skyld i så mange arbejdsløse, og derfor vil jeg ikke vise mit ansigt, før de igen har fået arbejde.“

„Hvor mange år er det, at du hver måned har måttet stemple?“ spørger de arbejdsløse på deres løbeseddel. Hver dag gennemkrydses Napoli af arbejdsløshedsdemonstrationer. Op ad Via Umberto, til venstre ad Via Roma og ned foran rådhuset. Det er den obligatoriske tur, der i timer kan lamme al trafik i byen. Kun om søndagen holder de arbejdsløse fri.

De organiserer sig i arbejdsløshedskomiteer, alt efter politiske sympatier eller – og det er det hyppigste – ud fra en generel antipati mod politik. Til helvede med politikken, giv os arbejde, lyder det. Den største komite kalder sig „De organiserede arbejdsløse fra Banchi Nuovi“ efter gaden, hvor den holder til.

Bruno, Mario, salvatore, Beppe og antonio. Jeg lærte hurtigt deres navne at kende. De havde hver deres historie at fortælle, og de fortalte den gerne. „Skriv blot, hvad du hører, men slæb os ikke gennem lortet,“ sagde en. Det var historier om det „sorte“ uorganiserede arbejde i Napolis småfabrikker, hvor lønnen er på femten kroner om dagen, om fædre, der ikke havde mad til deres børn, om nittenårige, der kun havde kendt arbejdsløshed, siden de fyldte fjorten, om overfyldte lejligheder og fængselsophold. Alle beretninger munder ud i det samme store spørgsmål: Hvordan overleve for fem kroner om dagen? For fem kroner er, hvad en arbejdsløs får i understøttelse, og selv i Napoli rækker det kun til en pakke Marlboro på det sorte marked.

Fra sokker, underbukser og skjorter – fra alle tøjets sikre skjulesteder finder de arbejdsløse deres tegnebøger frem (i Napoli må selv den fattige vogte over det lidt, han har) og viser mig de tomme rum og understøttelseskontorernes kontrolkort, der er oversået med stempler.

„at overleve i Napoli,“ forklarer Beppe, „er en kunst.“ „Kunsten at arrangere sig,“ hedder den, og den har mange former. Antonio demonstrerer en af dem. „Sådan skaffede jeg i går min kammerat et par sko.“ Med en hurtig bevægelse viser han, hvordan skoene forsvandt op under blusen. At få en tegnebog til at skifte ejermand i fortovets mylder er den letteste sag i verden. „Men selvfølgelig gør vi det ikke med vennerne,“ griner de og slår mig beroligende på skulderen, da jeg et øjeblik ser foruroliget ud.

Smuglerbranchen er en anden overlevelsesmulighed. Lønnen i Syditaliens største industri er rimelig, arbejdstiderne faste og beskæftigelsesmulighederne utallige. Fra arbejdet på fragtskibene, der ankrer op uden for Napolibugten lastede med cigaretter, til cigaretsalget på gaden. I løbet af de sidste to år har toldpolitiet konfiskeret 13 fragtskibe, 180 motorbåde, 2.000 køretøjer og 38 millioner pakker cigaretter. Tal, der formentlig kun dækker ti-femten procent af det samlede smugleri.

Smuglerjobbet er et ærligt arbejde – et arbejde som ethvert andet. For i Napoli er det ikke loven, der bestemmer, hvad der er rigtigt eller forkert, men kiloprisen på spaghetti. „Hvis du spørger mig, om det er rigtigt at være smugler, vil jeg spørge dig, om det er rigtigt, at mine børn sulter,“ siger Mario. Og desuden: Hvori adskiller smugleriet sig fra andet arbejde? Det er altid den samme gamle historie, historien om de fattige og de rige. De arbejdsløse kender magten. Det er en kreds af gamle mænd, der spiser sig mætte på de fattiges bekostning. De samme gamle mænd, der står bag ved alt, men aldrig kan rammes, fordi de dækker over hinanden. Gava og Lauro hed de engang. Deres tid er forbi, men andre har taget deres plads. I en by, hvor politik altid har været forbrydelse og magthaverne har været kriminelle, er tyveriet den fattiges moralske ret til selvforsvar.

En fattigdommens moral, der bestemmes af behov og ikke af jura, familiesammenhold og gadens solidaritet, det er de våben, Napolis arbejdsløse har i kampen for overlevelse. En paradoksal fattigdom, uden skam, fuld af selvbevidsthed.

Men i denne overlevelseskamp har der i de sidste år meldt sig en ny tone. Et sammenhold, der er større end både familiesammenholdet og gadens solidaritet: De organiserede arbejdsløses kamp for arbejde og indkomst. Det blev koleraepidemien i 1973, der gav stødet til komiteernes opståen. Det voksede til en bevægelse, der ved kommunevalget i 1975 gav Kommunisterne over 30 procent af stemmerne og borgmesterposten og året efter ved parlamentsvalget en stemmefremgang på endnu ti procent. Hvilken overraskelse – også for kommunisterne selv – i en by, der blot tyve år før havde haft et fascistisk flertal. Det var et råb på forandring, der steg op fra fattigkvartererne. Et råb, der ikke blev besvaret.

„Det røde byråd er rødt af skam,“ siger de arbejdsløse. Deres situation er ikke forbedret efter tre års kommunistisk styre.

Mens jeg opholdt mig i Napoli, besatte de arbejdsløse fra Banchi Nuovi den kommunistiske fagforening CGIl’s kontorer. „Det er ikke en besættelse,“ forklarede de mig, da jeg mødte op. „Det er et permanent møde. Vi vil have en dialog i gang med fagforeningen.“ I forhallen nægtede en opbragt fagforeningsfunktionær at besvare mine spørgsmål. „Så længe disse herrer ikke vil forlade vore kontorer, kan fagforeningen ikke fungere.“ Men på hallens opslagstavle fortalte et avisudklip, at fagforeningen afviste de arbejdsløses aktion som „uansvarlig“ og deres krav om arbejde som udtryk for „egoistiske særinteresser.“

De arbejdsløse havde ikke forstået situationens alvor.

„Kommunistpartiet kom til magten i det politisk værst tænkelige øjeblik,“ forklarer lokalredaktøren af det kommunistiske dagblad Paese Sera, „Napoli har måttet betale dyrt for PCI’s beslutning om at samarbejde med De Kristelige Demokrater. Vi har samarbejdet, hvor vi i stedet burde have opstillet et klart alternativ: enten os eller De Kristelige Demokrater. Og i dag er det os, de arbejdsløses raseri retter sig imod. Vi er kørt fast.“

„Vores virkelige problem,“ siger Nino Ferraiuolo, leder af PCI’s informationsafdeling, „er, at PCI ikke har nogen reel magt. Vi har borgmesterposten, men De Kristelige Demokrater har den finansielle magt. De sidder på bevillingskanalerne og bankerne, det er dem, der styrer hospitalerne og politiet. De kan kvæle os økonomisk, og de kan sabotere os politisk. Og det er det, de gør: De saboterer os. Vi kan intet få igennem.“ Napoli er et offer for den udvikling, der har forvandlet hele Syditalien til et arbejdskraft-reservoir for Europas store industricentre. At bringe den moderne virkelighed til byen, „at få styr på det ustyrlige,“ det er kommunisternes formel i Napoli. Bringe orden i administrationen, udrydde korruptionen, sætte de hundredtusinder i arbejde. Den økonomiske krise, De Kristelige Demokraters sabotage, den umådelige kriminalitet, som er blevet en eksistensbetingelse for hundredtusinder, og først og fremmest svagheden i deres egen politiske strategi, det er nogle af hindringerne på kommunisternes vej.

Det var Napolis selvbevidste, skamløse fattigdom, de arbejdsløse, smuglerne og lommetyvene, der med deres stemmer bragte kommunistpartiet til magten. De stemte for forandring, men de er ikke kommunister. Kommunisterne har ikke kunnet løse deres problemer. Hvem skal vise vejen i den ustyrlige by?

Hundredtusinder, der hver dag præsterer det umulige: at overleve. En by, der overlever, mens den går i opløsning, en by, der går i opløsning uden at eksplodere. Hvor meget elendighed kan et samfund rumme?

Politisk revy, maj 1979