Frihedens børn

Om eftermiddagen den 11. Marts 1977 sank Francesco Lorusso om ud for en port i Via Mascarella. 100 meter bag ham sænkede en politibetjent sin pistol. Hans kugle havde fundet sit mål. Samme dag traf kommunistpartiet i Bologna en historisk beslutning. For første gang i efterkrigstiden reagerede det ikke på et sådant drab ved at kalde sammen til en protestdemonstration. Francesco Lorusso var student, medlem af en lille venstrefløjsgruppe, Lotta Continua, aktivist i den studenterbevægelse, der i de dage voksede frem overalt i Italien, og som vendte sig kritisk mod PCI. Han var ikke en af deres. Studenterne stod alene. Fra parti- og fagforeningskontorerne svaredes der ikke, arbejderne blev på fabrikkerne.

Om aftenen den 11. Marts var kvarteret omkring Bolognas universitet en slagmark. Gaderne blokeret af barrikader, bankruder knust, luksusbutikker stukket i brand, restauranter og fødevarebutikker plyndret.

To dage efter, tidligt om morgenen den 13. Marts, rullede tanks gennem Bolognas gader. Regeringen havde sat hæren ind mod studenterne.

Det er dage, der altid vil blive stående. Datoer, hvor afgørende begivenheder finder sted, hvad enten de nu opstår som resultat af tilfældigheder eller allerede i lang tid i forvejen har varslet deres ankomst. Bagefter siger man altid: Fra det øjeblik blev alt anderledes.

Den 11. Marts 1977 var en sådan dag for Bologna. Fra denne dag var der ikke længere et Bologna, men to. Der var opstået en by i byen. To fremmede byer stod over for hinanden, og grænsen mellem dem var så åbenlys, som hvis et jordskælv uden varsel havde åbnet en kilometerbred kløft ned gennem gaderne.

På den ene side det røde „Bologna,“ kommunistisk styret gennem 30 år, en hårdtarbejdende og velhavende by med Italiens højeste beskæftigelsesniveau, højeste lønninger og højeste sociale serviceniveau. Den frieste by i verden, siger den kommunistiske borgmester Zangheri.

På den anden side … Ja, hvad stod der egentlig på den anden side?

„Vi fik for lidt tæv af vore fædre/derfor er vi alle mordere,/umulige at forbedre/forbryderfjæs, ansigter på delikventer/sådan er bevægelsen af studenter,“ vrængedes det ironisk fra tætsluttede rækker, når studenternes demonstrationstog bevægede sig igennem gaderne. Mordere, forbrydere, det var pressens karakteristik af studenterne, og det var de ord, der spøgte i hovedet på Bolognas handlende, når de midt i åbningstiden måtte lukke butikkerne og gemme sig bag nedrullede skodder.

På universitetets mure skrev studenterne: lad os gøre universitetet til fakultetet for ønsker og behov. Det bedste universitet, jeg ved, er sengen. Sankt Døgenigt er vores leder.

Bevægelsen til befrielsen fra arbejdet var et af de tilnavne, studenterbevægelsen gav sig selv. Her, nu, med det samme, lod dens program. Imod arbejdet – for den ny historiske ret til at sove længe om morgenen. Lad kroppene tale. Lad os feste imod undertrykkelsen.

Frihed, lighed, broderskab, den gamle treenighed havde stået på revolutionære bevægelsers bannere i hundreder af år. Den ny generation, der gik på gaden i 1977, havde sin version. Frihed betød kroppens frihed – frihed for arbejde – lighed, leg og ikke pligt, og så var der kærligheden. Det private er politisk, feministernes parole var blevet grebet af en hel generation. Færdig med partier og grupper, programmer og resolutioner, nej til revolutionens specialister, til leder-aspiranter, parti-afdelingsrotter, mørke bureaukrater, folk med den korrekte linje i lommen. En bevægelse uden bannere og paroler, som ikke ville forandre uden selv at være forandringen.

Sådan lød det fra bevægelsens ene mund. Men den havde to. Den var et Janus-ansigt. ØDelæggelse er befrielse – opbygning er tvang. Det ny 68 vil være kaliber 38. Ordet til kammerat P38. Sådan stod der også på universitetets mure. Det var bevægelsens andet ansigt, den væbnede konfrontation med politiet, den store forandring reduceret til en skudduel på et gadehjørne. Det var de to umage ben, den havde at gå på, og på dem løb den ene haltende spidsrod mellem en sværtbevæbnet statsmagt og en uforstående og afvisende venstrefløj.

Hen mod slutningen af sommeren 1977 syntes bevægelsen imidlertid at have overvundet sit dilemma og at have lært sig den oprejste gang. I slutningen af september sammenkaldte Bolognas studenter unge fra hele Italien til et tredages møde. Der kom 80.000. Det blev tre dage uden vold; tre dage, hvor kammerat P38 ikke fik adgang til talerlisten.

Forfatterinden Maria Antoinetta Macchiocchi (som herhjemme er kendt for sin bog om den italienske fascisme Mussolinis kvinder) deltog. I en begejstret stillingtagen for de unge (en stillingtagen, der kostede hende medlemskabet af kommunistpartiet) beskriver hun i sin bog Efter Marx april de tre dage, da det andet Bologna tog byen i besiddelse: „Mængden var grebet af en form for ømhed, byen syntes et feminiseret samfund. Sammen med nejet til udbytning og ydmygelse forsvandt aggressiviteten og volden. Vi hørte ikke længere hverken jukebokse eller de andre magtens grammofonplader, der forfølger os overalt, stemmerne fra fjernsynsautoriteten, den almægtige radio. Endelig hørte vi lyden af menneskelige stemmer og musikken fra virkelige dialoger. I tre dage et liv uden for verden eller i den sande verden.“

Mødet i Bologna var en moralsk og politisk sejr for ungdomsbevægelsen. Men bagefter fulgte tavsheden. Med samme jordskælvsagtige pludselighed, som den uvarslet var opstået, forsvandt bevægelsen igen.

Et besøg i Bologna i dag er en deprimerende oplevelse. En hel generation af unge, der står med ryggen mod fremtiden. En generation brændt op i sine egne forventninger, hvis livskraft synes at have udtømt sig i forårs- og sommermånederne for to år siden. „Dengang var jeg 21 og så lyst på tingene. I dag er jeg 23. Jeg venter mig ikke mere noget af livet,“ siger Claudio, som jeg en aften falder i snak med på Piazza Maggiore. Mindet om ‘77 kan man ikke leve eller overleve på. Det er for stærkt, for smerteligt at bære på i et liv uden fremtid. Det er som et sår, man venter på skal heles.

Sporene fra de dramatiske måneder forsvinder fra bybilledet. Fra universitetets mure er slagordene borte. Den smukke 100 meter lange billedfrise, der prydede husmurene i Via delle Belle Arti har studenterne selv ødelagt. Borte er billedet af frigørelsens tog med påskriften „som kunstner fødes man – eller man dør,“ borte billedet af indianerne, der sender en regn af pile mod hærens tanks, mens kommunistpartiets formand Enrico Berlinguer forskræmt er krøbet op i toppen af en totempæl. Oversprøjtet med hvid maling og igen overmalet med brune galger. Af bevægelsens mange mødesteder er kun Piazza Maggiore tilbage. Piazza Star Male er den blevet omdøbt til – „Koksepladsen.“ når mørket er faldet på, pushes der heroin i de smukke søjlegange, der omgiver pladsen.

Diego Benechi var med i bevægelsen i ‘77. I marts ‘77 blev han fængslet, anklaget for at være den drivende kraft bag urolighederne og idømt tretten måneders fængsel. „Hvad er der sket med bevægelsen?“ spørger jeg ham. „Staten opsøgte konfrontationerne med os og tvang os ind i en spiral af vold, som vi ikke formåede at frigøre os fra,“ svarer Benechi. Han fortsætter: „’77-bevægelsen er død. At have deltaget i den er som at have rørt himlen med en finger. Men nu er vi tilbage på jorden igen. Og for en ung generation, der stod uden nogen forudgående erfaringer, har denne landing betydet et fuldstændigt sammenbrud. Vi havde så mange myter. Nu bagefter kommer tomheden. I dag taler alle om tilbagetog, det er ikke muligt at lave noget, sådan lyder det hele tiden, enhver sikkerhed er borte. Tusinder af personer er faldet hen i passivitet.“

„Hvor er de blevet af, de 10.000 kammerater fra martsdagene? De er forsvundet fra universitetet, de er på heroin, eller de er gået under jorden for at tilslutte sig de væbnede grupper.“ Francesco Berardi slår opgivende ud med hænderne. Lederen i en bevægelse uden ledere, som Diego Benechi eftersøgt af politiet, flygtet til Frankrig, arresteret i Paris og løsladt igen efter franske intellektuelles indgriben. „Af udseende en veluddannet student, men han behandlede ordene som molotovcocktails. Med et sødt og mildt udtryk, akkurat som Djævlen,“ lyder Macciochis forelskede karakteristik af Bifo, som Francesco Berardis officielle kælenavn er blandt studenterne. „Hvad lå der bag ‘77-bevægelsen?“ spørger jeg ham.

„’77-bevægelsen er et udtryk for fremvæksten af nye sociale lag, som i ‘68 endnu ikke havde opnået masseudbredelse. Ungdomsproletariatet kalder vi med et lidt upræcist udtryk disse lag. De omfatter arbejdsløse, sæsonarbejdere, uorganiserede arbejdere på småfabrikker og værksteder, studenter. Hvad er det, der binder disse forskellige sociale grupper sammen? Det er deres holdning til arbejdet. De afviser lønarbejdet, de afviser det kapitalistiske herredømme på fabrikkerne – og de gør det ved at flygte fra det. De lever snart af understøttelse, snart af arbejde, som de imidlertid altid kun beholder i korte perioder.“

Bifo fortsætter: „De er en klasse, som nægter at være klasse, proletarer, som nægter at være proletarer. Det ny proletariat prøver allerede nu at leve kritikken af sin egen eksistens. Befrielsen fra lønarbejdet er modsætningsfyldt. Den betales med en usikker eksistens, men samtidig rummer den et forsøg på en radikal frigørelse.“

Sociale nomader, de udstødte, de ikke-garanterede, det andet samfund, Bifos proletarer uden klasse har mange navne. Bag deres opdukken ligger dybtgående ændringer i det italienske samfund. Der foregår en omfattende decentralisering af produktionen. Mens de store fabrikker automatiseres, og det regulære marked opsuger stadig mindre arbejdskraft, vokser et kolossalt sort arbejdsmarked frem, en uoverskuelig, i de officielle statistikker ikke-eksisterende underskov af småfabrikker, værksteder og hjemmearbejde. Tilfældige, kortvarige ansættelsesforhold, dårlig løn, fravær af enhver form for kontrakt og overenskomst. I et arbejde, der på en paradoksal måde giver et skær af frihed, fordi det ikke kræver loyalitet og disciplin, vokser en ny type arbejder frem.

Et universitet i krise er den anden pol i denne nye sociale figurs tilværelse. Her kommer hundredtusinder af unge, ikke i håb om en sikret fremtid – for en sådan er universitetsuddannelsen for længst holdt op med at give adgang til – men i en desperat søgen efter en mening og en identitet i nutiden. Selvrealiseringens sjældne privilegium i et samfund, hvor arbejdet bliver stadig mere degraderet.

Arbejder-studenten, studenter-arbejderen, man kan kalde det, hvad man vil, men en ny socialfigur er opstået midt i den kapitalistiske krise. Marginalisering og rodløshed er nøgleordene til hans eller hendes situation. Den sociale usikkerhed, som krisen tvinger de unge til at leve i, truer med at blive en tilstand, der varer hele livet.

Læg dertil, at et af Europas mest faste og traditionelle familiemønstre er under hastig nedbrydning, at det moderne varesamfund og den seksuelle frigørelse i forening har givet frit løb for en række hidtil tilbageholdte behov og impulser, og portrættet af ‘77-generationen er ved at være færdigt.

‘77-bevægelsen er død, men de sociale ændringer, som den var et første vidnesbyrd om, har givet fødsel til en ny kultur. De udstødtes kultur, hvor i morgen fornægtes for i dag, og politikken forkastes for behovene.

Bevægelsens normer og værdier har aflejret sig i titusinder af unges daglige adfærd og holdninger. Midt i den sociale udsigtsløshed føler de, at livet – deres liv, det eneste, de har – er blevet for stort til at kunne rummes i de politiske kategorier og synteser. Den politiske organisering er en spændetrøje, socialismen er blålys. „Partiet er en død form, fordi det ikke kan rumme rigdommen på udtryk i det ny proletariat,“ siger Bifo. „Ingen har længere illusioner om socialismen, vi afviser problemet med magten. I stedet sætter vi massernes selvstændighed, den permanente revolte i det kapitalistiske hverdagsliv.“

Venstrefløjens krise er en kendsgerning.

Kommunisten Asor Rosa var blandt de første, der formulerede teorien om „de to samfund.“ På den ene side arbejderbevægelsen og dens kultur, på den anden side de unge, der vender sig imod den. De unge vender sig ikke blot mod partierne og fagforeningerne, men også mod de organiserede arbejdere og det liv, de repræsenterer. Det socialistiske ideal er borte: Opløsning, nedbrydning, ødelæggelse, det er perspektivet i det andet samfunds negative oprør. En uforsonlig modsætning til arbejderbevægelsen med dens organiserede, produktive liv, hævder Asor Rosa.

Siden er tonerne fra kommunistpartiet blevet mere forsonlige. „De er børn af vor kamp for friheden,“ har Berlinguer sagt om de unge. Men fædrenes pArti har måttet erkende, at det har mistet sit greb om frihedens børn.

„I mange år fremover vil forholdet mellem den traditionelle arbejderbevægelse og de nye sociale subjekter have karakter af et brud, et sammenstød. Det drejer sig om to kulturer, to verdensopfattelser, baseret på hver sit materielle grundlag. Dette sammenstød er produktet af en drastisk ændring af landets sociale sammensætning og af arbejderklassens sociale sammensætning,“ kommenterer Luigi Manconi, forfatter til bogen En mærkelig bevægelse af mærkelige studenter, da jeg spørger ham om hans syn på de to samfund.

Orden, flid, produktivitet, disciplin har altid været kardinaldyder i arbejderbevægelsen, også den kommunistiske, som de har været det i det borgerlige samfund. I venstrefløjens diskussion af ungdomsbevægelsen har der været rettet et kritisk søgelys mod denne del af ikke blot arbejderbevægelsens, men også det ny venstres kultur.

I et interview i venstrefløjsavisen il manifesto giver en af partiet Democrazia Proletarias ledere, Pino Ferraris, denne karakteristik af det ny venstres krise: „Det revolutionære venstre slæber rundt på mange uløste problemer. Og det vigtigste drejer sig om forholdet mellem individ og kollektiv. Også de vestlige samfund er kollektivistiske, de er massesamfund, baseret på standardiseret forbrug og samlebåndsarbejde. Genvurderingen af individet er et vigtigt element i revolten mod dette kollektivistiske samfund.“

„Den politiske opdragelse på venstrefløjen har aldrig været selvstændig. Den har altid været baseret på modeller tilbudt af det borgerlige samfund. Det leninistiske partis etik gør ikke andet end i en anden form at genfremsætte fabriksdisciplinen. Det problem, vi ikke har løst, er derfor udviklingen af nye former for opdragelse. Det er ikke noget tilfælde, at de sociale lag, der har fået problemet til at eksplodere, er de, hvis integration i samfundet, i produktionen, er svagest.“

Ferraris fortsætter: „Hvordan være revolutionær i et samfund, hvor revolutionen udebliver? Det er vort problem. Andre revolutionære har haft det samme problem, men bolsjevikken i tredje Internationale havde et forhold til fremtiden baseret på arbejdsetik og selvopofrelse. Det lykkedes ham at give afkald i troen på noget. Kapitalismens antropologiske revolution har påført os konkretisme, vi lever indespærret i nuet og har tabt sansen for historien. Hvorledes man lever i dag for i morgen, uden ofre, det er den anden side af det uløste forhold mellem individ og kollektivitet.“

Genvurderingen af individet, det var det grundlag, hvorpå ‘77-bevægelsen sagde nej til de forudgående generationer. Passivitet, narkotikamisbrug, selvmord er nogle af de tragiske fænomener, der har ledsaget bevægelsens opløsning. „Tilbagetoget til privatlivet“ er den etikette, som en bekymret venstrefløj hæfter på en generation, der er gledet den af hænde. Men tilbagetoget til privatlivet er også en protest mod en venstrefløj, der alligevel ikke formåede at udgøre et virkeligt alternativ.

I en kommentar til en ung aktivists selvmord giver Rossana Rossanda fra il manifesto et portræt af en svigtet generation og et selvportræt af en venstrefløj, der svigtede:

„I 1968 var der noget, der var nær. Ikke at revolutionen var om hjørnet, men overbevisningen om, at der var sket et brud, og at det allerede var muligt at se en anden måde at være til på, et andet fællesskab aftegne sig. Et samfund i kamp, som allerede var et andet liv. Det er ikke, når revolutionen udebliver, men når visheden om, at den revolutionære idé kan omsættes i den daglige praksis, undergraves, at nogen begynder at vælge døden.“

„Det er det, der er sket for det ny venstre i de sidste år,“ fortsætter Rossanda. „tvivlen undergraver motiveringerne, realismen adskiller politikken fra moralen. En ny måde at leve på er ikke længere til stede som en nærværende virkelighed. Hvis det ikke er sådan, hvordan så forklare, at så mange mennesker har udholdt omstændigheder, der var langt hårdere end dem, vi oplever i dag, været underkastet tortur eller har fuldført mirakler og endog ladet sig slagte med en bekendelse til livet på læberne, mens andre i dag vælger døden?

Engang skrev Brecht: ‘ak vi, som ville skabe grobund for venlighed, kunne ikke selv være venlige.’ Men har denne retfærdiggørelse også gyldighed i dag? I dag er det ikke som i 30erne, hvor den stærkeste var fjenden, i dag er den stærkeste vor egen usikkerhed. Fjenden dræber os ikke længere direkte.“

politisk revy, juni 1979