Hun sidder på scenen badet i et koldt, blåt lys. Det lange, røde hår hænger ned foran ansigtet, hvis øverste halvdel er dækket af et par store, sorte solbriller. Rocksangerinden, der først blev en myte, så glemt og nu dukker op i 80ernes begyndelse som en dødsengel i pagt med tidens pessimisme. Akkompagneret af et klagende indisk harmonium aflægger hun sine frosne rapporter fra eksistensens ødemarker.
Nico er nået til Napoli på sin månedlange Via Dolorosa gennem de Europæiske koncertsale. Foran sig har hun Europas mest udisciplinerede og ubarmhjertige publikum.
Dagen før havde en kold vind fået snavset til at hvirvle gennem byens smalle gyder. På Vesuvs skrænter på den anden side af bugten lyste sneen hvidt, da solen omsider brød igennem. De sidste svage efterdønninger fra et jordskælv, hvis centrum lå langt uden for kysten, havde endnu en gang fået husene til at svaje og drevet indbyggerne ud på gaderne i panik. Denne gang blev husene stående. Ikke engang en revne viste sig mellem fugtpletterne på de grå mure. Men sporene fra sidste gang et jordskælv ramte byen og gjorde titusinder hjemløse, forsvinder ikke. Mange gader er spærrede af hastigt opførte betonmure, mens husene står med tomme vinduesåbninger og kan styrte sammen, hvert øjeblik det skal være. Hele husrækker er spærret inde i et stålkorset af stilladser, som de sandsynligvis aldrig mere vil blive befriet fra. Om aftenen, når lysene i vinduerne tændes, træder stålrørene frem i sort silhuet som tremmerne for et fængselsvindue.
Det er svært at afgøre, om Napoli er ung eller ældgammel. Intet andet sted har tiden sat sine spor så ubarmhjertigt som her i Europas mest mishandlede by. Men Napolitanerne har tilsyneladende valgt at leve uden for tid og sted. Napoli er det eneste sted, hvor jeg har hørt den menneskelige stemme forsøge at konkurrere med trafikbrølet i gaderne. Denne naive, irrationelle livskraft, der får mennesker til at holde en samtale gående tværs over hovedgaden, fra fortov til fortov, måske er det den, der forhindrer byen i at indse sin alder og med et suk synke sammen og blive til støv.
„Napoli er miraklernes by,“ siger de. Men her er ingen helgenstatuer, der græder blod, ingen blinde, der bliver seende, ingen lamme, der rejser sig og går. Her er blinde, lamme, seende og gående, der lever fra dag til dag: livets simple, banale mirakel. „Overlev“ er det første og eneste bud, der har slettet de øvrige ti af indbyggernes hukommelse. Et eller andet sted nede på bunden af de tusind fugtige gyder er myten om Napolis skønhed blevet til et mareridt. „Se Napoli og dø“ er et slogan, som selv turisterne tager så alvorligt, at de holder sig væk. I Napoli har døden mange ansigter, og kampen for overlevelse afføder stadig nye måder at dø på. En af dem er en gangsterkrig, der bringer al Capones Chicago i erindring.
Jordskælvet i 1980 bragte penge til Napoli. Millionerne, der skulle være gået til genopbygningen af byen, pustede i stedet nyt liv, ikke blot i korruptionen, men også i rivaliseringen mellem byens ældgamle forbryderorganisationer. Ikke alle gangsterkrigens ofre dør stille og fredeligt for mundingen af en pistol. Nogle findes dræbt med afhugget hoved og opsprættet brystkasse, hvorfra hjertet er blevet fjernet. ÆLdgamle feudale riter er blevet genoplivet i kampen om kontrollen med Napoli. Krigen mellem 5.000 bevæbnede gangstere havde i 1981 243 ofre. I 1982’s tre første måneder er der allerede blevet dræbt over 90. Gangsterfejden gælder den hvide sne, der som et ligklæde har lagt sig over den italienske ungdom, heroinen. Napoli er i færd med at udkonkurrere Marseille som det Europæiske centrum for import af narkotika. I skyggen af Vesuv opstår det ene laboratorium efter det andet, hvor drømmepulveret forarbejdes. Napoli er første station på heroinens rejse mod røde pulsårer og ung selvdestruktion.
Det var til denne by, Nico var nået på sin månedlange Europæiske koncertturne. Kulden stod stadig ned fra bjergene, og på fortovene rykkede luderne tættere til bålene, de hjemløse havde tændt. „Nico, hvem Nico?“ spurgte min sidemand i cirkusteltet, der gjorde det ud for en koncertsal. „Jeg er kommet for at høre rock og få varmen.“ „Lou Reed, Velvet Underground? Nej, det siger mig ikke noget.“
Her er ingen nostalgisk erindring om 60ernes new Yorker-avantgarde og dens sadomasochistiske mysteriespil. 80ernes dommedagsstemning med dens romantiske dødekult og poserende offer-attitude kender de ikke i Napoli. I Napoli er det ikke en myte, der går på scenen, men en rocksangerinde. Nico er for alvor alene: Hun er kun en stemme, en rytme, en spildt eller vellykket aften til 6.000 lire. „Jeg tror ikke, du vil bryde dig om hende,“ siger jeg til min sidemand.
Koncertens første halve time bliver en overraskelse. Et til lejligheden sammenbragt rockband tæver sig gennem de gamle Lou Reed-numre fra Velvet Underground-tiden. Salen er med, og min sidemand kikker undrende på mig. Da Nico sender musikerne ud af scenen og alene bag harmoniummet intonerer Frozen mornings viser hans reaktion, at han er begyndt at forstå, hvad jeg mener. „Vattene,“ brøler han og slår så for tydelighedens skyld om i engelsk: „Fuck off.“
„Who’s the clown of tonight?“ Nico afbryder musikken: „Throw him out!“ Men her er ikke én klovn, her er alle klovner. Brølende og intolerante blinker de til hinanden, mens de kræver larm, sved og glemsel i stedet for indlevelse og ensomhed.
„You’re tired of me.“ Nico afsender en sidste masochistisk appel i et forsøg på at vække det genstridige publikums velvilje. „Yes,“ brøler klovnerne i absurd henrykkelse over deres egen grusomme frækhed. Efter tredje forgæves forsøg på at bryde igennem denne menneskelige lydmur af uartikulerede brøl, krakelerer dødsenglens maske. „I’ve had it, I’m leaving.“ „røvhuller!“ Fra scenekanten tømmer Nico som en afskedshilsen sin øl ud over de forreste rækker.
Den tomme scene får publikums ophidselse til at stige til nye højder. „Ladri! Ladri! tyveknægte! tyveknægte!“ en anklage rettet mod alle og enhver og ingen i særdeleshed, de evigt bedragnes protest mod skæbnens ubønhørlighed, snydt for brødet og nu også snydt for det skuespil, der skulle få dem til at glemme verdens bedrageri. Efter et par minutters ophidset råben er scenen stadig tom, og publikum synes at have afreageret sit raseri. Som et barn, der indser sin uartighed og nu beder om forladelse, eller måske som katten, der opfinder nye variationer i sit grusomme spil med musen, skifter det taktik.
„Nico! Nico! Come back!“ råber de tusind klovner indsmigrende. Og Nico kommer.
Våbenstilstand, velvilje, i hvert fald så længe den hårde kontante rock lyder fra scenen. Så gentager det hele sig: Nico alene foran harmoniummet, salen i brølende oprør, denne gang delt i to stridende partier, tilhængere og modstandere, der hver på deres måde bidrager til larmen. „Nico! Nico!“ brøler forreste del af salen. „Go away!“ skråler de bageste rækker. Nico er ikke længere af betydning, et karneval af lyd bryder ud og overdøver højttalerne. Snart galer de som haner på de bageste rækker, så parodierer de de stumper af sang, der af og til trænger igennem fra scenen, så hepper de som på et fodboldstadion. Tusind selvudnævnte superstars beruser sig i deres egen stemmekraft.
Tilbage på scenen sidder Nico overdøvet og glemt af alle, selv af lysmanden, der lader hende sidde badet i koldt, blåt lys. En uvedkommende dødsengel foran tusind klovner, der først og fremmest vil overbevises om, at de er i live. Et kort øjeblik bliver scenen sort. Da lyset vender tilbage, er Nico borte.
De fleste har søgt ly for vinden i trappeskakten, der fører op til perronen. Mens vi venter på lokaltoget, der går fra forstaden Bagnoli tilbage til Napolis centrum, dunker de store japanske kassettebåndoptagere stumper af koncerten ud i aftenmørket. „I have come to lie with you. I have come to die with you.“ Nicos store stemme er langt borte, en hvisken på bunden af en skakt, et åndepust i en orkan af stemmer.
Vi er i bunden af Europakortet, nærmere på Den tredje Verden end på London, Paris og Berlin. Napoli er en storby uden lakering, tættere forbundet med tilværelsens poler, liv og død. Rock betyder noget andet her: larm – tilstedeværelse og glemsel på samme tid – livsbekræftelse i dens mest nøgne og brutale form, kroppens trods mod tidens og dødens diktatur. Derfor kan Napolis tusind klovner kun gøre en ting med myten om Nico: tage livet af den.
Mens kassettebåndoptagerne endnu en gang repeterer sejren over dødsenglen, griner de opmuntrende til hinanden. De har besejret en myte og bekræftet en anden.
Napoli er miraklernes by.
Information, maj 1982