I tre måneder rejste jeg rundt i Indien med en skrivemaskine, en tandbørste og en pytonslange. Slangen havde jeg købt på en strand i Orissa-provinsen, og den var så stor, at jeg aldrig opnåede at bo på et hotelværelse, hvor den kunne rulle sig ud i hele sin frygtindgydende længde.
Heldigvis var pytonslangen lige så død, som den var lang. Men noget af den skræk, den må have voldt i levende live, hang stadigvæk ved den sammen med den skønhed, som en dygtig garver havde formået at bevare i dens ham. Dens skind var hårdt og pansret, og alligevel var der i dens varme, rødbrune farve noget af det samme lysspil som på en menneskeryg i solen.
Når jeg stod med det døde reptil i hænderne, tænkte jeg ikke på det som en slange, men som et væsen, der kunne antage mange forskellige former. Pytonslangen levede i et grænseland mellem skønheden og døden. På den måde mindede den mig om det land, jeg rejste i.
Jeg besøgte første gang Indien i 1972. Jeg var kun nitten år og ankom til new Delhi med en tom rygsæk og brystet fuldt af bronkitis, som jeg havde pådraget mig på en månedslang bustur gennem et bundfrossent vinterligt asien.
På tyrkiets østlige højsletter var bussen brudt sammen i 30 graders kulde. En snestorm holdt os fanget gennem en hel uge på grænsen mellem Iran og afghanistan. Ikke langt fra Kabul ramlede fordøren af bussen og forsvandt ud over en bjergside. Det gjorde dog ikke den store forskel, for bussen var i forvejen uopvarmet og så utæt, at fygesneen dannede små driver på gulvet mellem sæderne.
På Connaught Circle i new Delhi mødte jeg en velklædt, engelsktalende inder, der tilbød mig følgeskab. Vi rejste sammen en uge, indtil han forsvandt fra vores fælles værelse på et billigt pensionat i Bombays slum medbringende alt, hvad jeg ejede, bortset fra mit pas og 60 dollars i rejsechecks. For de 60 dollars overlevede jeg i halvanden måned, indtil nye penge nåede frem hjemmefra.
Lang tid senere vendte jeg tilbage til Danmark. Mine eneste ejendele var ud over et par hullede jeans et nepalesisk hyrdetæppe, som jeg svøbte om mig for at beskytte mig mod forårsregnen det sidste døgn på stoppeturen op gennem nordtyskland og Jylland. Så kom gensynet med mine forældre. Min mor græd ved synet af mine hule lår og kun 55 kilo.
Jeg havde været ude at møde pytonslangen for første gang.
Indien var en afgørende oplevelse, som ikke havde noget med religiøse eller politiske idéer at gøre. Selvfølgelig kunne jeg ikke undgå at komme i berøring med det meste eller få et håndgribeligt billede på verdens uretfærdighed i de sovende på Bombays natlige fortove. Men den forandring, Indien betød i mit liv, var meget mere simpel. Hidtil havde jeg levet alene i en verden af bøger og genert selvtilstrækkelighed. Jeg troede, jeg ikke havde brug for andre mennesker, og alligevel levede jeg frivilligt et liv, hvor jeg var afhængig af andres omsorg og penge. Det var pubertetens typiske dilemma. Jeg havde ikke behøvet at vågne fra denne forkælede drømmeverden. For et ungt menneske i velfærdsstatens og den fulde beskæftigelses sidste år var der så mange andre drømme, der stod parat.
Men i Indien blev jeg vækket af det råb, der steg op fra de kolossale sammenpressede menneskemængder. I de overbefolkede byer indså jeg pludselig betydningen af ordet alene. Jeg var alene i ordets allermest elementære og uromantiske forstand. Det havde intet at gøre med den sjælelige tilstand, man kalder ensomhed. Jeg var alene, fordi ingen bekymrede sig om mig. Hvis jeg ikke passede på mine penge, ville de blive stjålet fra mig. Hvis jeg ikke overvandt min afsky for den overkrydrede, udkogte mad, der tilbød sig for min slunkne pengepung, ville jeg sulte. Hvis jeg ikke overvandt min angst for små klaustrofobiske hoteller med snavsede senge, måtte jeg bo på gaden som en hjemløs. Der var ikke noget valg.
Denne opdagelse gjorde mig ikke bange, men det modsatte. For første gang i mit liv oplevede jeg en berusende bevidsthed om mine egne ressourcer. Da jeg blev frastjålet mine penge og stod alene midt i Bombays slum, blev jeg nitten år gammel sparket ud i livet for anden gang. Jeg indså, at tilværelsen på en meget banal måde var en kamp, og at jeg selv var en del af denne kamp. Jeg mistede min tillid til verden og vandt i stedet en tillid til mig selv.
For mig var Indien et personligt kapitel og en ny start. Jeg husker selvfølgelig også landet for skønheden i dets landskaber, dets templer og solnedgange. Men i min erindring smelter skønheden sammen med brutaliteten til en elementær lære om livet.
Ligesom de tegn, der lyser i pytonslangens skind.
Femten år senere opdagede jeg allerede på vej fra lufthavnen ind til new Delhi, at Indien ikke havde forandret sig. Jeg var måske blevet en anden, men landet var stadig det samme. Bussen blev tvunget ned i skridtgang gennem en trafik, som var en sammenfiltret masse af søvngængeragtige fodgængere, cykelrickshawer, overlæssede lastbiler, okser, geder og arrigt bippende autoscootere. Også luften indeholdt den samme blanding af det organiske og det metalliske. Der var lugten af svedige dyrekroppe sammen med dunsten af dårligt forbrændt benzin, sød røgelsesduft fra en nærliggende basargade og som altid i Indien den uundgåelige stank af menneskelort.
Allerede under mit første besøg i Indien havde jeg lagt mærke til indernes dårlige vane med at forvandle enhver offentlig plads til et toilet. Stanken af lort var der overalt som en disharmoni selv i det reneste skønhedsindtryk. På de lange togrejser gennem landet så jeg ustandseligt skidende mennesker, der ugenert sad på hug langs jernbanelinjen.
Den stadige stank af lort, der syntes at hvile over hele det indiske subkontinent, oplevede jeg ikke bare som et vidnesbyrd om afstanden til en vestlig standard for hygiejne. Lorten, synet af den, lugten af den, dens evige tilstedeværelse, viste hen til det samme som de spedalske tiggeres deforme lemmer og daglejernes udslidte skikkelser: kroppens anden side, ikke skønheden og væksten, men forrådnelsen, afslutningen, døden. Døden var der altid i Indien. Som et brutalt greb om hjertet, et memento. Selv i den bekvemme udsigt fra vinduespladsen i en lufthavnsbus så jeg spillet i slangens ham.
I new Delhi boede jeg hos en antikvitetshandler, der var blevet rig på at sælge varer, som han selv beskrev som made old, fabrikeret gamle. Hans butik var et smalt, aflangt lokale proppet med dansende shivaer, mediterende buddhaer og tibetanske malerier. I et lagerlokale i nærheden havde han ægte varer til særligt købedygtige kunder, som han hjalp med at bestikke embedsmænd og toldere, så de værdifulde antikviteter kunne forsvinde problemløst ud af landet.
Dagen tilbragte han på en stol på fortovet eller bag et skrivebord bagerst i butikken, hvor han ikke syntes at herske over andet end en dårligt fungerende telefon og en skuffe fuld af mønter, som han delte ud til forbipasserende tiggere. Han var en stor, svær sikh, og når han var i sin butik, talte han ikke, men brølte.
Efter lukketid mødtes han med et par venner, som hver hev en flaske indisk McDowell-whisky op af deres rummelige jakkelommer. Mens de drak, pralede de med deres indtægter og deres vovede oplevelser med de lettilgængelige kvinder fra Vesten, som de passede op i den gamle bydels smalle gader og altid havde den samme succes hos. „How is it about free sex in Europe?“ Det var den uvægerlige indledning til en flirt. Senere fulgte tilføjelsen: „Kama Sutra, you know? It’s an old Indian tradition of lovemaking.“
Pengene og kvinderne. Det var deres mandlige selvfølelse. Derudover var der familiefølelsen, som han passede senere på aftenen, når han halvdrukken kørte mod forstædernes hjem til det treetagers hus, som han delte med sin far og en bror.
Hans kone var en spinkel, yndig skabning, som havde den ulykke at være velbegavet. Et par år på universitetet havde kun øget den bitterhed, det vakte i hende allerede som 25-årig at være indespærret som mor til en voksende børneflok midt i et af new Delhis begivenhedsløse velhaverkvarterer, mens manden tilbragte tiden på lange rejser i europa eller på hotelværelser med fremmede, friere kvinder.
Da jeg ydede min tribut til høfligheden og roste hendes smukke hjem, så hun mig lige i øjnene og svarede: „Det sete afhænger af øjnene, der ser.“ Hendes mand sendte mig et indforstået blik over skulderen: „Der kan du se, hvad jeg må finde mig i.“ Hendes ord havde ulmet af oprør. Det var fængselsfangen, der signalerede fra vinduet.
Disse frustrerede velhavere var konstant omgivet af en hær af tjenende ånder, som så ud til at tilhøre en anden menneskerace end deres herrer. Det var spinkle, næsten kvindagtige drenge, som lignede fjortenårige, men hvis virkelige alder lå over tyve. Deres ansigter var præget af en vågen, opmærksom intelligens, den form for lydhørhed, som altid udvikler sig hos mennesker, hvis liv er afhængigt af andres luner.
Jeg så dem altid arbejde. Om morgenen kogte de te og åbnede butikken i basaren. Sent på natten hentede de is i køleskabet og mixede drinks. De gættede ens ønsker, næsten før man havde udtalt dem, og reagerede lynhurtigt på alt. Derfor var det også muligt at ignorere dem. Deres specialitet var deres usynlighed. En gang imellem meldte der sig en alvor i deres blik, som fortalte, at der i deres barnlige, uudviklede kroppe allerede boede gamle sjæle.
Selvfølgelig er det umuligt at rejse i Indien uden at få et forhold til fattigdommen. Den er så iøjnefaldende, og de tavse tjenestedrenge er blot et af dens mindre dramatiske udtryk. Tiggerne er det mest dramatiske. Under mit første besøg i Indien skræmte de mig fra vid og sans. Med deres åbne sår og teatralske mimik var de for groteske til at vække min medlidenhed. De tiggende børn gjorde mig derimod syg i sjælen, når de smed sig på fortovet og kyssede mine sandaler. Men Indien brutaliserer. Efter nogen tid var jeg ligesom en professionel bokser døv over for smerten og tykhudet i sjælen. Allerhøjst blev der en smule sentimentalitet tilbage. På en jernbanestation modstod jeg engang en halv times belejring af en flok tiggende børn. Bagefter gav jeg en mønt til en mand med en abe. Jeg havde ondt af aben.
Somme tider greb jeg mig i at stirre granskende ind i en tiggers ansigt. Midt i den maske af ydmyghed og lidelse, som tiggernes træk altid danner, fandt jeg pludselig et par strålende øjne, hvis udtryk jeg ikke kan beskrive med andet ord end sjælsskønhed. Bagefter blev jeg rasende på mig selv. Hvad jeg havde søgt efter i tiggerens ansigt var en gratis syndsforladelse, en benådning fra den afmagt, som andres lidelse altid vækker. Og jeg fandt, hvad jeg ledte efter: den billigste af alle klichéer: klichéen om lykken i fattigdommen. Uden at tænke over det bekræftede jeg med mit blik den gamle lov, at alle byrder må de fattige bære: Også de riges og privilegeredes forløjede drøm om de fattiges lykke.
På en mærkelig bagvendt måde virker Indien ikke overbefolket. I vores del af verden bliver selv store lande med få indbyggere pr. Kvadratkilometer hurtigt overfyldte. Vi vil så lidt med hinanden og så meget med os selv. Individualisme er pladskrævende. Men inderne kender kunsten at øge antallet af liv, uden at nogen føler sig overflødig. Heller ikke tiggeren er en udstødt. Han har sin faste plads i et verdensbillede. Der er regler for hans liv, og for den forbipasserende hindu bekræfter tiggeren på fortovet, at verden er i balance. Hvad man forbrød i sit forrige liv, betaler man for i dette.
Det er denne vished om en orden i tilværelsen, der virker så tiltrækkende på rastløse vestlige sjæle. Mig oprører den derimod. Med al deres livfuldhed og intensitet minder inderne mig om mennesker, der er i færd med at blive til sten under en Medusas blik. De ligner de skulpturer, der i hundredvis smykker tagene på deres egne templer. Alle disse skulpturer er kraftigt bemalede for at virke så livagtige som muligt. Men resultatet er det modsatte. Stenen har ikke fået mere liv. Derimod ser statuerne på en uhyggelig måde ud som kød, der er stivnet til sten.
Jeg ser det, når jeg går gennem basaren. I krydderihandlerens tunge skikkelse bag bjergene af muskatnødder. I sølvsmedens fine fingre. I den magre ryg og de senede lægge på manden på cykelrickshawen. I tiggernes hænder, der strækkes frem, som om den samme koreograf havde instrueret dem alle. I tjenestedrengens blik. I kvinden i forstaden. Her er et liv, der forødes i den samme bevægelse. Evigt lænket til de samme kvadratmeter for udfoldelse i et rum, der ikke er meget større end en grav.
Indiens skønhed er stjernebilledets forheksede skønhed. Heller ikke stjernerne bevæger sig i forhold til hinanden, mens de stråler med en sovende verdens tyste tiltrækning.
Det Fri Aktuelt, september 1987