Hotel endestation

Kvinderne på Hotel searock kunne opdeles i to grupper: De, der forelskede sig i Matt. Og de, der syntes, at han var for tynd.

Hotel searock var en grim, gulmalet betonklods, der lå kun 100 meter fra brændingen på en hvidglødende strand i Sydindien og lignede en bunker på vej ned i sandet og glemslen. Der var plads til en lille snes gæster. I en tilbygning bagved lå de billige værelser, hede, tillukkede og med en luft, der stod kvælende stille. Foran med udsigt til havet boede velhaverne blandt gæsterne, der for 35 kroner i døgnet fik store, lyse rum og en balkon.

I receptionen herskede Matt, og nogle gange fik man det indtryk, at det kun var hans rastløshed, der forhindrede en tornerosesøvn i at overtage hotellet og overlade det til sandet, havet og kragerne.

Der brændte en ild i Matt. En nervøs, sitrende flamme fik hans lange, fine fingre til at dirre og hans talestrøm til at komme i pludselige, opdæmmede ryk. Matt var narkoman. Men han var ikke på nogen af de stoffer, der blev falbudt på stranden af små mænd med undvigende blikke. Matt var på kvinder.

Der var ikke nogen bevidst forfører over ham. Han kendte kun Don Juans natside: en afhængighed, der var blandet med skræk og lignede drift mod udslettelsen. Han var kort sagt i kvindernes vold. De velnærede engelske piger brød sig ganske vist ikke om hans høje, ranglede krop. De kunne ikke forestille sig hans mahognibrune knogler mod deres bløde, fregnede hud. „He’s too skinny!“ sagde de med deres høje stemmer, når talen faldt på Matt, og det gjorde den næsten altid. Men de andre kvinder kunne se det. De så på månen, der skinnede over havet. De så på de vajende palmekroner, der i nattemørket fik skær af sølv. Til sidst så de ind i Matts øjne og fik øje på eventyret. Men de så en ting til. De så hans skræk, og den pirrede dem.

Matt havde en fortid. Og han havde engang haft en fremtid. Han var søn af en højtstående embedsmand, og hans engelsk var perfekt. I det stillestående indiske kastesamfund havde vejen frem ligget banet. Så havde han mødt sin skæbne og var styrtet ned gennem alle kastesamfundets etager, indtil han endelig ramte bunden og blev receptionist på det forblæste Hotel searock til samme løn som en daglejer: 150 kroner om måneden.

Matts skæbne havde et navn. Den hed Vestens seksuelle frihed. Han havde spillet på de store hoteller som musiker i Sydindiens måske eneste rock-orkester. Sent på aftenen, når der var stille i receptionen, fandt han fotografierne frem. De viste ham med forskellige hårlængder og frisurer, altid med den elektriske guitar i hænderne og iført en løsthængende hawaiiskjorte. Guitaren var for længst borte, kun hawaiiskjorterne havde han stadig.

Hans aflange, skarptskårne ansigt slog én med dets symmetri og næsten statueagtige regelmæssighed. Men han var midt i trediverne og havde allerede mange grå hår. Det kvindeeventyr, der var begyndt i de store hotellers soveværelser, nærmere sig sin afslutning, for i Indien er ældelsesprocessen kort og ubarmhjertig.

Receptionen i Hotel searock var en endestation. Men det var en befolket endestation. Og Matt måtte være, hvor kvinderne var.

I de syv uger, jeg boede på Hotel searock, så jeg dem komme og gå. De dukkede op i strandkanten med en rygsæk over skuldrene. Når de nåede ud for hotellet, skråede de tværs over sandet. Et øjeblik stod de i silhuet mod havet og horisonten, med de løse kjoler flagrende i vinden. Der var kvinder, der rejste alene, bramfri skandinaver og tilbageholdende amerikanere. Der var veninder, som udvekslede sigende øjekast, og en sjælden gang en mor og en beskyttende datter. I receptionen ventede Matt. Han elskede dem alle, endnu før de havde krænget rygsækken af skuldrene og fået udleveret nøglen.

Matts forelskelser var altid stormende, dramatiske og uundgåeligt smertefulde. De varslede hver gang opbrud og et helt nyt liv. Og de endte altid på samme måde. Med den elskedes bortrejse og lange, depressive dage, hvor Matt sank ned i en kurvestol i sandet foran hotellet. Herfra stirrede han ubevægeligt ud over havet, hvor vinden varslede monsunen med et riv i bølgetoppene. Regnen var på vej, og for Matt var den våde årstid den værste, for turisterne blev væk, og Hotel searock stod tomt og kvindeløst.

Første gang han forsvandt fra hotellet, var et par dage efter min ankomst. Den udkårne var en schweizisk kvinde med en yndefuld ryg i sommerkjolen og et vurderende blik under den bredskyggede stråhat. Aftenen før sin afrejse opsøgte han mig på mit værelse. Kunne jeg låne ham nogle penge? Han nævnte selv et tal, og jeg stak ham summen uden at være klar over, at det var en hel månedsløn. Hans taknemmelighed var overvældende og ikke helt ægte.

Han stak hotellets ejer en løgn om tvingende familieproblemer og drog af sted sammen med kvinden med stråhatten. Ti dage senere var han tilbage, fyldt med beretninger om dyre hoteller og overdådige middage. De var forelskede. Nu ventede han på brev. Der ville komme invitation til schweiz. Fremtiden havde åbnet sig. Så vendte han tilbage til kurvestolen i sandet.

Et par uger senere dukkede Melissa op. Hun var en neurotisk amerikansk pige med nøgne, blege arme i en uklædelig, æblegrøn kjole. Efter et par dage rykkede Matt ind på hendes værelse. Kort tid efter begyndte de at skændes, og hun truede med at rejse. Han slæbte sin kurvestol ind i receptionen og vågede hele natten for at fange hende, hvis hun skulle gøre alvor af truslen. Det gjorde hun. Matt forsvandt igen et par dage. Med den langsomme flodbåd var han fulgt efter Melissa helt op til Cochin, flere hundrede kilometer nordpå, i håb om en forsoning. Mens han fortalte sin historie, så han ud over havet. Så bar han kurvestolen ud af hotellet og stillede den tilbage i sandet.

Matt var bange for havet. Om aftenen, når det halvtomme hotels sidste gæster samledes på en af balkonerne, fortalte han om de mange drukneulykker, han havde overværet i bølgerne lige ud for hotellet. Femogtyve havde han set forsvinde i de otte år, han havde stået i receptionen. Og så lo han, som om der nu kom en god pointe: De fleste af de druknede var indiske mænd, der trodsede brændingen for at komme ud til de hvide piger, der anderledes hjemmevant boltrede sig i bølgerne. Det var de nøgne skuldre i det safirblå vand, der lokkede som sirenesang. En kort, panisk viften med armene, så var bejlerne væk. En understrøm havde grebet dem. Matt lo igen: „De glemmer, de ikke kan svømme.“ Vi så på ham, forbløffede over dette upassende udbrud af godt humør. Men måske gjaldt Matts sarkasme også ham selv. Det var på en måde sin egen historie, han fortalte.

Maj måned nærmede sig, da der indtraf noget, som lignede en afslutning. Men ved skæbnens ironi skulle det ikke blive en kvinde, men en død mand, der gav Matt nådestødet.

For hver dag blev heden mærkbart stærkere. Stranden tømtes for alle andre end fiskerne, der hver morgen trak deres net op af havet, som de altid havde gjort. Men på mange dage var blæsten stærk nok til at holde de sortbejdsede fiskerbåde med de højtsvungne stævne borte fra havet, og kvinderne, der kom for at købe fisk, måtte gå igen med tomme kurve.

På Hotel searock tømtes værelserne et efter et. Først forsvandt den mælkehvide lynda, der om natten blev besat af ånder og talte pidginengelsk med en mimik som en shanghai-kineser. Så rejste tavse Willy, der havde tilbragt de sidste ti-tolv år af sit liv på boreplatforme ud for Indien og Indonesien. Til sidst opgav også den unge svensker, der i ugevis havde isoleret sig i et af bagbygningens beklumrede værelser, hvor han klaprede på en medbragt erika-skrivemaskine.

De indfødte tjenere tog tilbage til deres landsbyer. På et bord i den tomme restaurant snorkede kokken, mens palmetaget raslede i blæsten. Der var kun Matt og mig tilbage. Og så den døde, som på det tidspunkt endnu ikke var død.

Den døde var en lille, korpulent inder, hvis ansigt ingen bagefter kunne huske. Han boede i et af værelserne ud til havet, men tilbragte dagen med at holde Matt med selskab. Siddende i hver sin kurvestol stirrede de rugende ud over bølgerne, der i forventning om kommende uvejr kogte mere og mere op og fyldte luften over stranden med et fint slør af flyvende skum.

En dag udeblev den lille inder fra kurvestolen. Hans værelse var aflåst. Et par dage efter brød Matt døren op. Det mennesketomme værelse stank af cyankalium. Ved siden af sengen stod en halvtømt giftflaske. På hovedpuden lå et brev. „Kære venner på hotellet. I har intet ansvar for, hvad der her er sket …“

Politiet ankom. En politiinspektør med olieret moustache gik fra rum til rum, mens han holdt fire osende røgelsespinde i nærheden af sine udspilede næsebor. Hans fine næse udholdt ikke cyankaliumstanken. En menig betjent kikkede efter lig under min seng.

Så begyndte forhørene. Politiinspektøren opsummerede: en mand havde øjensynlig begået selvmord ved at indtage et kvantum gift, der var tilstrækkelig stort til at slå to elefanter ihjel. Derefter var han sporløst forsvundet fra hotellet. Han havde efterladt et brev, hvori han frikendte hotelpersonalet. Men i hotelbogen havde han skrevet sit navn med en håndskrift, der ikke var den samme som skriften i afskedsbrevet. Politiinspektøren lod konklusionen hænge i luften. Men der var ingen tvivl. Der var begået et mord, og hotellets personale var under mistanke.

Det var søndag eftermiddag og min sidste dag på Hotel searock. Matt lå udstrakt på min seng, mens han betragtede den blå røg fra sin cigaret. Han blev ved med at gentage den samme sætning: „tænk, at det skulle ende sådan … tænk, at det skulle ende sådan.“ Han havde netop været i forhør, og dagen efter ville han blive indkaldt endnu en gang. „efter alle disse år,“ sagde han teatralsk, „efter alle disse år, som jeg har ofret på searock – og så skal det ende sådan.“

Embedsmandens søn havde troet, han havde nået bunden i det lange fald, som hans betagelse af kvinderne havde skubbet ham ud i. Nu stirrede han ned i en ny afgrund, der pludselig havde åbnet sig.

Så rejste jeg. Jeg havde følelsen af at slippe en bog få sider før slutningen.

Nogle måneder efter modtog jeg et postkort fra Sydindien: „Everything’s okay,“ stod der. Matt havde fået endnu en udsættelse, før tæppet faldt for sidste gang på Hotel endestation.

Det Fri Aktuelt, oktober 1987