Den sorte skorpions by

Når Afghanistans sorte skorpion, som kun lever dette ene sted i verden, skal tømme sig for sit overskud af gift, hugger den kloen i en sten. Så stærk er giften, at stenen smuldrer og bliver til støv. Den pulveriserede sten siges at helbrede kræft, og i Quetta, hovedstaden i den pakistanske ørkenprovins Baluchistan, er støvet en sjælden og kostbar vare, der falbydes i basarens trange gader. Også den sorte skorpion selv kan man købe her. Som død er skorpionen et eftertragtet samlerobjekt. Som levende er den et diskret og frygteligt mordvåben.

Afghanistans sorte skorpion fører sin egen krig mod både de døde og de levende ligesom de russiske besættelsestropper i Afghanistan, der får byer og huse til at smuldre og mennesker til at styrte om. Sådan er Afghanistan i Quetta blevet berømt for at levere to ting: smuldrende sten og mennesker på flugt.

I de sidste otte år har flygtningestrømmen fra det krigshærgede Afghanistan næsten fordoblet indbyggerantallet i den støvede, hede ørkenby, som blev grundlagt af englænderne som garnisonsby i midten af forrige århundrede, og i dag er hjemsted for et af Den tredje Verdens største militærakademier. Dengang var garnisonsbyen en forpost i et imperium, men også en symbolsk grænse for en ekspansionstrang, når det genstridige og umedgørlige Afghanistan, kun 100 kilometer borte, satte englænderne stolen for døren i slag efter slag.

Sådan er det også i dag. Quetta ligger stadig ved grænsen til et imperium, som omsider har måttet lade sig belære om, at overmagt i våben ikke altid fører til sejr. Før var det englænderne. Nu er det russernes tur.

I 1935 blev Quetta næsten fuldstændigt ødelagt i et jordskælv, som også udraderede, hvad der var af engelsk koloniarkitektur og den klare, overskuelige byplan. I stedet voksede et grimt og rodet Quetta frem uden iøjnefaldende arkitektoniske samlingspunkter, med blot et par tilløb til moderne hovedstrøg og ellers en vrimmel af improviserede basargader og umotiveret store pladser.

De afghanske flygtninge bidrager yderligere til det kaotiske indtryk. Overalt, hvor der er en ledig plads, har de slået deres telte og boder op, og i udkanten af byen har de opført hele kvarterer med de karakteristiske høje mure af mudder og ler, som hvidner og revner i solen, med husene inde bagved i skjul som veritable fæstningsværker.

Flygtningene sælger vandmeloner, tomater og mangofrugter. De snedkererer på granatkasser og skaber dem om til vandingstrug til dromedarerne. I byens udkant driver de deres gedeflokke gennem gaderne, eller de nøjes med, i ly for solen under et stykke sækkelærred, at drive lidt skomagervirksomhed midt på et tilfældigt fortov. De har for travlt med at overleve til at virke enten heroiske eller det modsatte. Alligevel høster døden også på denne side af grænsen, selv om våbnene tier i Quetta, og russerne er langt borte. Lige så hyppigt som teltbyerne ser man midt i byen afghanernes improviserede gravpladser med små stenhøje, hvorpå der er plantet stænger behængt med kulørte flag og vimpler, der blafrer i ørkenvinden. Her ligger de mange, for hvem en status som flygtning ikke blev en forbigående tilstand. En tilfældig mark eller vejside i det fremmede Pakistan blev i stedet endestationen.

Mange flygtninge har et identitetspapir, hvor deres status som flygtninge står angivet sammen med den stamme, de tilhører, og den provins de kommer fra. Også den af de syv forskellige afghanske modstandsgrupper, de kæmper for, står opført her. Kortet giver ret til ophold, regelmæssig hjælp samt en lille sum penge. Men det forudsætter fast bopæl i en af de overfyldte flygtningelejre placeret midt i ørkenen i op til 50 kilometers afstand fra Quetta.

Mange andre foretrækker at fægte sig igennem på egen hånd, og det er dem, der i et anslået antal på cirka 100.000 fylder hver en ledig tomt i Quetta og fra alle fortove tilbyder deres varer og tjenester.

To ældre melonopkøbere på et af byens grøntsags- og frugtmarkeder er ikke utilfredse med de mange afghanske handlende. Der er flere, der sælger, siger de. Men til gengæld er der med 100.000 flygtninge endnu flere, der køber. Under turbanerne blinker de to gamle snedigt til hinanden.

Ejeren af en afghansk tæppe- og smykkehandel på hovedstrøget Jinnah Road er en af dem, der har klaret sig godt i landflygtigheden. Til trods for krigen drager han med regelmæssige mellemrum over grænsen for at opkøbe de tæpper, der her i Pakistan har skaffet ham en formue. Men han har ikke glemt sin krigerfortid som mujahedin. Forretningens glasdækkede opslagstavle er smykket med billeder af turbanklædte mænd i højtidelig opstilling omkring tunge maskingeværer. Her ligger en død kriger, istandgjort til begravelsen, med voksagtigt ansigt og omgivet af sørgende kvinder. På et andet foto er en hårdtsåret kriger med flået tøj og et blodindsmurt underliv. Rundt om ham sidder kammeraterne på hug, mens de rører ved den døende som for at følge ham på vej.

Tæppehandleren taler med foragt om de russiske soldater: „træffer de dig på gaden, beder de om at se dine penge. Har du 20.000 afghani [cirka 1.000 kr.] på dig, tror de, du er rig, og skyder dig på stedet. Har du ikke så mange penge, nøjes de med at tage dine penge og lader dig gå. Det må være det, de kalder klassekamp: skyd de rige, og tag alt fra de fattige. Men har du hash, tilbeder de dig, som om du var deres egen far. De er villige til at sælge alt, selv deres egne våben, blot for at få den rus, der kan få dem til at glemme.“

I et af afghanerkvartererne i Quettas udkant, møder jeg en anden slags flygtningevirkelighed. Her bliver jeg inviteret indenfor hos en familie, som hører til dem, der har bygget deres eget lille hus af ler og mudder. Rundt om den lerstampede gårdsplads befinder sig en række små rum med et ildsted, en brønd, og helt for sig selv i halvmørket står store, kølende lerkrukker med drikkevand. Familien har femten medlemmer, men kun to sønner har arbejde og forsørger resten.

I husets største rum forsamles naboerne i hugstilling på det tæppebeklædte lergulv. Det er høje mænd med store knogler, men indsunkne i ansigtet og med slunkne kroppe. De har alle den samme historie at fortælle. „Kun en ud af 1.000 afghanere er lykkelig her i Pakistan,“ siger en ældre mand med hvid turban. „alle drømmer vi om at vende tilbage. Afghanistan er vores land. Men vi tror ikke længere på fremtiden. Vore ledere har forrådt os. Det er ikke for vores skyld, krigen bliver ført, men kun for deres, for deres magt og rigdom, og derfor vil krigen aldrig holde op.“

De omkringsiddende falder i som i et kor. Deres egne ledere bedrager dem. Alle beriger sig på krigen og flygtningenes bekostning. De penge, flygtningene er berettiget til, ser de aldrig. Er de syge og går til læge, får de blot en vitaminpille og bliver sendt hjem igen. De trækker en lille dreng frem med øjne, som løber over af betændelse. De peger på en gammel mand, som er næsten blind. Lægen stak tre fingre op for næsen af ham og spurgte, hvor mange der var. Da han svarede tre, fik han besked på at komme igen til næste år. „De eneste afghanere, der er tilfredse, er dem, der har bedraget de andre,“ siger den ældre mand med den hvide turban bittert.

Ude på gaden møder jeg en af bedragerne, den lokale leder, som er udpeget af de pakistanske myndigheder. For to år siden kom han til Pakistan i pjalter. Nu er han korpulent med tykke ringbesatte fingre og en nystrøget, hvid skjorte, der skiller sig ud fra de omkringståendes slidte, plettede kjortler. „Se på dem,“ siger han og slår ud med hånden, „de er ubegavede, uoplyste, det rene skidt. De gør sig alle mulige forestillinger om deres rettigheder. Men de ved ingenting.“

Det er et møde mellem en feudal herremand og hans undersåtter, jeg overværer. Og det møde er kun et af paradokserne i den frihedskamp, som Afghanistan fører. For mujahedinerne i Afghanistans bjerge kæmper også for denne fede, arrogante mand med de ringbesatte fingre og hans ret til at bedrage andre.

Rigdommen har flere ansigter. Et af de mere eksotiske er Malik. Malik betyder konge eller fyrste, og det er omtrent, hvad Malik er, af en ældgammel afghansk adelsslægt, som i generationer har holdt til i Pakistan, hvor familien ejer udstrakte godser. Har man sagt Malik, må man også sige Maliks have. Lidt vest for Quetta har Malik indrettet en blomstrende have fyldt med solsikker, hampeplanter og abrikos- og blommetræer. Her tilbringer den hovedrige mand sine dage, døsende på en blød hynde i skyggen af vinranker, der snor sig over et halvtag, mens han er omgivet af et hashrygende hof af slægtninge og værdigt trængende, som han underholder med sine mange penge.

Malik er en smuk mand først i halvtredserne med et kraftigt markeret ansigt og et tæt, sort hår, som er tungt af duftende olie. Med halvtlukkede øjne og en stemme, der er langsom og grødet af euforiserende drikke, beretter han om sine velgerninger. Før i tiden var det hippierne, der var genstand for Maliks generøsitet. I dag er det sårede afghanske mujahedinkrigere, som får lov at rekreere sig i hans skyggefulde have, hvor han beværter dem med sin selvkomponerede yndlingsdrik, kaldet Bang, en blanding af topskud fra hampeplanten, som er knust i en morter og tilsat hakkede mandler, rosenblade og vand.

På de udstrakte marker uden om haven var der tidligere tusinder af flygtningetelte. Nu har Malik solgt markerne til bebyggelse, og flygtningene er gennet bort. De ufrivillige nomader har ikke efterladt sig andet end et par hundrede gravstene, der får lov til at stå, indtil bulldozerne pløjer dem ned i jorden og fjerner de sidste spor af de i forvejen spor- og hjemløse.

I Maliks fjerne blik er der en mærkelig glidende overgang mellem virkelighed og drøm. Selv når han taler om de sårede krigeres blindede øjne og amputerede lemmer, lyder det, som om han genforæller en indre vision og ikke et stykke virkelighed. Efter nogle dage i Quetta, begynder jeg at føle, at hele den hededirrende, kaotiske ørkenby genspejler sig i Maliks slørede øjne.

Quetta er en by fuld af snoede skæbneforløb og fortællinger, hvor alle ikke blot har deres egen historie at berette, men også historier om de andre, sådan som det må være i en by så tæt på krigen, hvor det vrimler med repræsentanter for alle de kæmpende parter, ikke blot krigens ofre, men også dens agenter og dobbeltagenter. Quetta trives i konspirationen. Byens ånd og atmosfære er den vildtvoksende paranoide fantasis. Den hyppigste sætning, man hører, er denne: et rygte vil vide at … I basaren ved alle alt, længe før aviserne har trykt det. Snart forlyder det, at den nærmeste afghanske provinshovedstad er faldet i oprørernes hænder, så at en mujahedinleder er i lommen på den pakistanske regering eller måske den amerikanske. Pakistanerne udspionerer afghanerne, som udspionerer hinanden indbyrdes. Mujahedin vogter på mujahedin, på hotellerne er ikke blot telefonerne aflyttede, men også bordene i de idylliske haver. Af og til myrdes en mand, eller der sprænger en bombe, og ophidselsen stiger yderligere, som om fantasierne nu har fundet et gensvar i virkeligheden.

Som journalist får jeg alle slags tilbud. Nogen tilbyder at introducere mig for manden, der så Pakistans tidligere præsident Ali Bhutto dø og selv stak en nål i kroppen på den henrettede præsident for at overbevise sig om, at alt liv havde forladt ham. Andre kender en udenrigspolitisk ekspert, som i alle detaljer kan forklare mig om den internationale sammensværgelse mellem new york-jøderne og magteliten i Kreml, som sammen arbejder på at udrydde alle muslimer i verden.

Også tilstedeværelsen i en af de nærliggende flygtningelejre af nogle store, hypermoderne, kørende hospitaler betalt af saudiarabiske petrodollars har sin egen historie, der lyder, som om den er hentet lige ud af Tusind og en nat, hvilket den måske også er. En saudiarabisk udenrigsminister var fløjet ind direkte fra Jedda for i ørkenen tæt ved den afghanske grænse at gå på jagt efter den sjældne ørkenfugl, som på engelsk kaldes the great bustard.

Undervejs forvildede jagtselskabet sig ind på afghansk område, hvor det faldt i hænderne på guerillaen. Løslad mig, og jeg vil give jer alt, hvad I forlanger, sagde udenrigsministeren fra det rige olieland. Giv os hospitaler, svarede krigerne. Sådan kom de kørende hospitaler, der ligner pansrede tankbiler, til Quetta, hvor de nu står ubrugte hen, fordi de er alt for avancerede til at blive taget i anvendelse.

Historien om verdens ulykkeligste mand har jeg også fået fortalt i Quetta. Jeg så hans portræt hænge i en af basarens boder, og det var hans ansigt, der fik mig til at pege og udbryde: Der hænger et billede af verdens ulykkeligste mand. Hans øjenbryn var kraftige og lavthængende, næsten som et gardin, der var ved at blive trukket ned for ansigtet. Hans underlæbe stræbte op mod ansigtets midte i en tragisk forvreden gråd, omtrent som på en græsk teatermaske. Ansigtet lignede en muslingeskal, der fra hver side lukkede sig om et par ulykkeligt stirrende øjne.

Da tæppehandleren, i hvis bod portrættet hang, blev opmærksom på min interesse, fortalte han beredvilligt den ulykkelige mands historie. Manden på billedet var en forhenværende amerikansk soldat, som havde kæmpet i Vietnam. Her havde han mistet sin vietnamesisk fødte hustru og var selv blevet skudt i ryggen. Kuglen havde klippet nogle nervetråde over, og tre af fingrene på højre hånd var blevet ubrugelige. Dog ikke aftrækkerfingeren, tilføjede tæppehandleren.

Og med aftrækkerfingeren strittende og bevægelig, var soldaten sidste efterår gået fra mujahedingruppe til mujahedingruppe med den ene bøn: lad mig få lov at slå nogle kommunister ihjel. Omsider havde de forbarmet sig over ham, og i syv måneder havde den ulykkelige amerikaner kæmpet ved mujahedinernes side i bjergene.

Blev han så lykkelig? spurgte jeg. Tæppehandleren svarede ved at pege på et nyt fotografi. Fotografiet viste amerikaneren ved tilbagekomsten fra bjergene. Han sad omgivet af krigere, og hans ulykkelige træk var mildnet af et stort fuldskæg. Jeg kunne dog ikke afgøre, om han virkelig var blevet lykkelig bag fuldskægget.

Sandheden om verdens ulykkeligste mand skulle jeg altså aldrig få opklaret. Men jeg tænkte på den afghanske flygtning, som havde sagt, at i en krig er det kun bedragerne, der bliver lykkelige.

Om det er sandt, at den sorte afghanske skorpion kan forvandle en sten til støv med sin gift, ved jeg heller ikke, selv om de fortæller det i Quetta. Men at der i Afghanistan virkelig lever en skorpion, som får huse til at smuldre og mennesker til at flygte, ved jeg nu, er sandt.

Jeg har selv set det.

Det Fri Aktuelt, juli 1988