Usynlige fronter

Den lille, tætbyggede afghaner fra Durannistammen, som jeg for et øjeblik siden trykkede i hånden, svinger pludselig sit kinesisk fabrikerede RPG-7 antitankmissil op på skulderen, mens han vifter de omkringstående bort. Så brøler det fra udstødningen, der ligner tragten på en trompet, og den udtørrede, grå ørkenjord hvirvles op, som om en jetmotor var gået i gang. Med det brag farer en ildkugle af sted, og samtidig flammer den hvide mundingsild fra antiluftskytset på de omkringliggende høje.

Et raketbatteri blander sig pludselig, og på få sekunder trækker tolv raketter deres hylende ildstreger tværs over den hvidglødende middagshimmel. Et par kilometer borte eksploderer ørkenen. Søjler af ild og jord rejser sig ved siden af hinanden, mens drønet fra nedslagene når frem med nogle sekunders forsinkelse.

Tidligt samme morgen passerede jeg grænsen til afghanistan sammen med en engelsk og en amerikansk journalist. En søvnig pakistansk grænsesoldat kom ud fra det middelalderlignende fort med tykke stenmure og firkantede hjørnetårne, som symbolsk markerer den i øvrigt usynlige grænse i ørkenområdet mellem de to lande. Han fjernede vejspærringen, som ikke bestod af andet end et stykke rustent pigtråd udspændt mellem to mørnende stolper. Så vinkede han os uinteresseret forbi.

Vi var ikke på vej til nogen front, og det voldsomme skyderi betød ikke, at noget slag var i gang. Vi var blevet inviteret for at overvære et møde mellem stammeledere fra hele den afghanske opposition, en såkaldt jirgah, som af symbolske årsager skulle afholdes på afghansk jord. Når ørkenen blev pulveriseret, var det blot de skydeglade mujahediners måde at fejre vedtagelsen af vigtige politiske beslutninger på.

Morgenen igennem har en 200-300 stammeledere, fortrinsvis ældre mænd med store turbaner og ærværdige, grå skæg, siddet i skyggen af tre enlige træer på udlagte presenninger. De har hørt på en række talere, som stod omgivet af vajende trikolorer i det gamle afghanske kongedømmes farver, sort, rød og grøn.

Af og til har en stammeleder selv rejst sig for at tage ordet, og hans medbragte krigere har begejstret hyldet ham ved at fyre deres Kalasjnikov-maskinpistoler af i luften, så de omkringstående må dukke sig for tomme patronhylstre, som kastes ud i alle retninger.

Da middagsheden når sit højeste, melder det voldsomme skyderi, som næsten overdøver råbene „Allah u akhbar,“ Allah er stor, at en fælles beslutning omsider foreligger.

Ekskong Zahir shah, der i femten år har levet i eksil i rom, skal vende tilbage til afghanistan. Kongen skal være nationalt samlingspunkt og garantien for et frit og uafhængigt afghanistan uden fremmed indblanding. I mellemtiden skal der oprettes en provisorisk overgangsregering, som skal befinde sig inden for landets grænser, men uden fast residens.

Magtspillet om afghanistans fremtid, når de russiske tropper har rømmet landet, er begyndt.

I Kabul sidder den nuværende kommunistiske regering og drømmer en håbløs drøm om fortsat at bevare en vis indflydelse også efter sovjets tilbagetrækning.

I det nordlige Pakistan, i Peshawar, er der de såkaldte fundamentalister, som tæller fire af de bedst bevæbnede mujahedingrupper. Deres drøm er en islamisk republik efter iransk forbillede.

Og her i ørkenen foran mig er anden del af oppositionen ved at samle sig, de såkaldte traditionalister eller royalister, som ønsker den gamle konges tilbagekomst som en garanti for en genetablering af tilstandene før revolutionen og de sovjetiske troppers ankomst. Heller ikke de forestiller sig noget demokrati efter vestlig målestok med partier og parlamentsvalg, men snarere en centralregering med indskrænket magt og til gengæld en udstrakt grad af uafhængighed og selvstyre til de enkelte provinser og afghanistans mange stammer.

En af mændene bag royalisterne er Mohammed Sardar, selv en slægtning af eksilkongen. Jeg træffer ham nogle dage før mødet i afghanistan i en baghave i den pakistanske grænseby Quetta. Her konspirerer han med kommandanter fra forskellige mujahedingrupper for at sikre sig deres opbakning. Han breder armene ud mod journalisterne og hilser med følgende proklamation: „alle blikke i afghanistan er rettet mod mig. Mit blik er rettet mod allah.“

Sardar er ikke nogen politiker i vestlig forstand. Han er en retorikkens og de teatralske bravaders mand, hvilket han selv er den første til at indrømme.

„Min stemme er min Kalasjnikov,“ siger han med en hentydning til guerillaens foretrukne mærke i maskinpistoler.

Med en maskinpistol diskuterer man ikke, og det er da også næsten umuligt at få den selvbevidste Sardar til at svare på et spørgsmål. Han afleverer blot en ny politisk tale, mens han triumferende hugger med hovedet, som om han stod foran en tusindtallig mængde og modtog den applaus, der naturligt tilkom ham.

Afghansk politik er uforståelig for vesterlændinge, mener Sardar, som præsenterer sig selv sådan her: „Min bedstefar kæmpede mod englænderne. Hans far før ham kæmpede mod inderne. Jeg er den fjerde fætter til kong Zahir shah. Jeg er ingen kriger, jeg står ikke i spidsen for noget parti, men folket er på min side. I vesterlændinge kan kun tænke ti år tilbage. Men det er forkert. I må tænke hundreder af år tilbage, for historie avler historie.“

Sardar har allerede sikret sig opbakning for sit ønske om kongens tilbagekomst hos en af de mest magtfulde mujahedingrupper, afghanistans nationale Islamiske Front, der har den moderate, vestligt orienterede Galani som leder. Frontens problem er, at den ikke modtager lige så mange våben som sine rivaler, de fundamentalistiske, fanatisk islamiske guerillagrupper. Sardars forklaring er, at det er Pakistan, der administrerer våbentildelingen, og fundamentalisterne er blot marionetter for Pakistans ambitiøse militærdiktator Zia-ul-Haq, som støtter dem for at sikre sig kontrollen med et fremtidigt afghanistan.

I modsætning til de uforsonlige fundamentalister ønsker Sardar en våbenstilstand med sovjettropperne, mens de rømmer afghanistan. Hans plan med at oprette en provisorisk regering er at gøre den kommunistiske Kabul-regering rangen stridig som landets lovlige repræsentant.

„når de sovjetiske tropper forlader afghanistan, kræver vi, at de efterlader deres våben. Og eftersom vi er landets lovlige regering, bliver det til os, de efterlader dem,“ forklarer han snedigt og naivt.

Om Sardar virkelig er fremtidens mand i afghanistan eller blot en operettefigur i kanten af en krig, er ikke til at afgøre. Men det står fast, at det bliver kulissemænd som ham, der kommer til at bestemme udfaldet af magtkampen i et afghanistan efter russernes rømning. Den kamp lader sig ikke afgøre militært. Det er de fleste iagttagere enige om til trods for guerillaens stormagtige fremskridt i forsommeren.

Ikke langt fra den pakistanske grænse i det sydvestlige afghanistan ligger landsbyen Spin Baldak, hvor der det meste af juni måned blev udkæmpet hårde slag mellem guerillaen og den lokale landsbymilits støttet af kommunistiske regeringstropper. Situationen er fastlåst. Guerillaen er stærk nok til at holde byen belejret i et jerngreb, men ikke stærk nok til at indtage den.

„Og den situation er typisk for hele afghanistan,“ siger Zia Mohjdedi, en forhenværende professor i agronomi ved Kabul Universitet, der nu arbejder som kommentator for Radio Voice of America. Mohjdedi tilføjer: „Det hele bliver yderligere kompliceret af, at de grupper, der støder sammen ved Spin Baldak, ikke blot er fjender af politiske grunde, som har med krigen at gøre. De har været fjender i 150 år. Også det er typisk for den afghanske situation. Historien spiller altid med.“

Afgørende for krigens udfald er officerernes loyalitet. Med den står og falder regeringshæren og dermed kommunisterne i Kabul. Sådan kalkulerer guerillaen i hvert fald, og derfor har den for længst indledt underhåndsforhandlinger med generaler og højere officerer for at få dem til at desertere i det afgørende øjeblik mod amnesti og penge. Det samme tænker regeringen, som for længst har indledt underhåndsforhandlinger med mujahedinledere for at få dem til at nedlægge våbnene mod amnesti og penge.

Krigen i afghanistan har mange synlige fronter. Men i dag har den måske flere usynlige end synlige. Forræderi og desertering er nogle af dem. Hemmelige møder, penge, der skifter ejermænd, og håndtryk af begrænset troværdighed er andre.

Imens kæmpes der videre i byerne, i bjergene og i de røde ørkener. Og røde Kors-hospitalet i Quetta med det pompøse tilnavn Kirurgisk Hospital for de Sårede i den Afghanske Krig, lider under overbelægning og må rejse telte i haven for at få plads til de stadig flere sårede, der skyller ind over grænsen.

Det Fri Aktuelt, juli 1988