De belejrede digtere

På endevæggen i digtercaféen Café Slavia hænger et stort maleri, der viser en beruset udseende herre, tydeligvis bænket netop her på Café Slavia, i lyshavet fra de måneformede art nouveau-lamper, hvis blændende skær på maleriet som i caféen genspejles i bordenes hvide marmorflader. Han stirrer fortabt på en nøgen kvinde, der indbydende har anbragt sig på bordpladen foran ham. Hendes hud er absintgrøn og hendes yppige krop halvt gennemsigtig, som om hun er i færd med at forsvinde i luften eller måske netop har materialiseret sig ud af den. Et stykke borte i den nattomme café står en ældre tjener foroverbøjet i forbløffelse. Måske har synet vist sig for dem begge, måske er det blot denne den sidste gæsts fortabthed, der griber ham.

Maleriet har haft samme skæbne som sit motiv. I mange år hang det og dominerede caféens endevæg, så forsvandt det pludselig, indtil det ved en restaurering af Café Slavia i 1985 lige så uventet dukkede op igen.

Uden for Café Slavias vinduer hænger Prags gamle kongeslot Hradcany og svæver over Moldaufloden i en sløret dis af rosa vinterlys, som er en uforudset og smuk bieffekt af den forurenede luft. Det er decemberdagens blege sol, hvis skrå stråler leger med støvpartiklerne over Prag, så det ser ud, som om også byens symbol, slottet, svæver midt imellem forsvinding og uvarslet tilsynekomst.

Prag er synernes by.

Foran en pladebutik på et torv i den gamle bydel står en flok unge og måber over en skærm, hvor musikvideoer farer forbi. De ligner en generation på risten, som vagabonden i den gamle sang, der indsnuser duften fra restaurantens køkken og lever af luftsteg og vindfrikadeller. Med hængende undermund ser de på sangerinden på skærmen. Skal de tro på hende? er hun virkelig? eller blot et absintgrønt drømmesyn på cafébordets hvide marmorflade?

På Karlsbroen over Moldaufloden holder en ung mand med et blegt ansigt og langt skæg til. På en skammel ved siden af sig har han anbragt små, bemalede soldater, som han selv har støbt i tin. På et skilt har han skrevet Looking for agent contractor og neden under ordene Ich suche og Je cherche og så en pil, der viser op til det lidt hjemmelavede begreb. På tre sprog søger han en agent af en slags. Her er hans syn: I den nye markedsøkonomi at få sit liv smeltet om og opleve sine standhaftige tinsoldater blive afsat verden og markedet rundt.

De gamle prager-digtere har altid kendt til syner. Den kabbalistiskinspirerede, jødiske forfatter Gustav Meyrink skrev omkring Første Verdenskrig sin fantasi om Golem, en lerfigur, der fik liv, og hvis tilsynekomst altid varslede ulykke. De gader, hvor Meyrinks jøder tog varsel af Golems tilsynekomst, forsvandt i en sanering allerede i 1890erne, men ghettoens tranghed overlever på den gamle jødiske kirkegård, hvor tusinder af skævt hældende gravsten næsten har lagt sig oven i hinanden i et fantastisk stenbrudslignende dødelandskab. Her ligger den rabbi Löw begravet, der ifølge legenden kunne give liv til ler og skabte Golem. På hans grav anbringer de besøgende små sten. Det er ønskesten, men stenenes virkning udebliver, hvis man blot har samlet dem op på kirkegården. De skal være medbragt hjemmefra.

Små ønskesten er der også på den strenge, granitgrå monolit, som udgør Franz Kafkas grav på den nyere jødiske kirkegård i Prags udkant. Hvad kan der dog være at ønske sig fra denne digter, hvis figurer altid gik tabt i vældige labyrintiske systemer eller vågnede op til ubønhørlige og grusomme forvandlinger? Sandfærdighed måske, for Kafkas inappellable domme over livet var altid mest vendt mod ham selv.

Og en sandhed rummer denne kirkegård, der blev grundlagt i 1880erne, men hvor kun få af de portallignende gravmæler i sort marmor mellem de høje, tyste popler bærer dødsår, der er senere end 1942. Her er det fraværet, der vidner om den malstrøm, der under Anden Verdenskrig opslugte Prags jøder. Den tjekkiske hovedstads jødiske befolkningsdel sank på få år fra 50.000 til 800, og i svælget mellem de to tal står der end ikke en gravsten eller et årstal. Mærkeligt bevægende er det at læse de sidste strofer, som slægtninge på en gravsten har tilegnet en ung kvinde, Rosa Neumann, der døde få år før Anden Verdenskrigs udbrud. „ … du hører ikke længere skabningens klage og skal ikke være vidne til dine børns kval.“ Hvad der måske blot var tænkt som en sentimental afskedshilsen til den afdøde, har tiden her givet en klangbund af uhyrlig profeti.

Milan Kundera opsummerede den tjekkiske kulturs skæbne ved at sammenligne Prag med „et papirark i flammer, hvorfra digtet forsvinder“. Også i de næste 45 år, der gik efter befrielsen og krigens afslutning, skulle Prag blive forsvindingens og de pludselige tilsynekomsters by, når politikere blev retoucheret ud af den officielle historieskrivnings fotografier, og digtere den ene dag var fejrede, den næste forbudte og ikke-eksisterende.

„I dagens unge tjekkiske digtning genopstår Kafkas og Gustav Meyrinks Prag,“ fortæller den danske lektor i Prag Karen Gammelgaard mig, da vi i aftenmørket spadserer hen over Karlsbroen. Det er et kirkegårdenes og de underjordiske ganges Prag, hvis mørke gyder genlyder af de listende fodtrin fra skjulte, metafysiske væsener. En gotisk-romantisk og samtidig humoristisk digtning, der efter tyve år med officielle løgne har en trosbekendelse, der er vigtigere end alle andre: at tale sandhed.

„Er det ikke et paradoks?“ spørger jeg, endnu uvant med byens mærkeligt vrangvendte virkelighed, „at gribe tilbage til en helt igennem antirealistisk digttradition og samtidig ville fortælle tingene, som de er?“

„Ikke i Prag,“ svarer Karen Gammelgaard, „for her fortæller det synlige aldrig sandheden.“

Og hun citerer for mig et lystigt digt om selvmord, som en af den unge generations digtere J.H. Krchovsky har skrevet. Hans navn er et pseudonym og betyder på prager-slang bedemand. I en sarkastisk tone fantaserer han om sin trang til at flygte fra den tjekkiske virkelighed i et badekar med syre: „Hvis jeg sporløst vil forsvinde/ skal mig floden ikke finde/ jeg vil ned mit legem styre/ i et lunkent kar med syre.“

Vi er på vej til et møde med digteren Ludek Marks, der også er redaktør af et af de ældste undergrundstidsskrifter, Vokno. Han er en blid mand omkring de 30, men ser betydeligt ældre ud i en sort vinterfrakke og med et langt, bølgende fuldskæg, som kompenserer for hans pilskaldede isse. Han bor i en skurvogn uden for Prag og flakker helst rundt i byen ved nattetid. Ironisk kalder han sig Prags sidste boheme og truer med for evigt at forsvinde i de bøhmiske skove, hvis fløjlsrevolutionen ikke også giver kunsten nye muligheder.

Efter at have tilbragt årtiet i poesiens forfulgte undergrund udkommer han med sin første digtsamling på et officielt forlag tidligt i foråret. Titlen er Lys og skygge. Skal han nævne sine inspirationskilder, griber han tilbage til den franske digter Rimbaud og den tjekkiske symbolisme fra århundredskiftet. Også med den tidlige danske firserlyrik føler han et slægtskab. Sammen med Karen Gammelgaard planlægger han at oversætte Michael Strunge, som han med et sødt smil kalder „den danske nats skønneste lyriker“.

For den generation af tjekkiske forfattere, der blev verdensberømte med Prager-foråret og siden i Vesten har stået som inkarnationen af Østeuropas samvittighed, navne som Milan Kundera, Ivan Klima og Pavel Kohout, har Ludek Marks derimod ikke meget tilovers. „Vi har fået nok af at være tidskronikører og i vore værker opremse historiske begivenheder. Vi er ikke blot trætte af røde faner og masseoptrin. Vi er også trætte af ironien over de røde faner,“ siger han og trækker på skuldrene som for at demonstrere, at han hellere vil tale om noget vigtigere, f.eks. Det han kalder „tilværelsens dybere temaer.“

Marks tager mig med til den nærliggende Snemavni Gade nr. 1, hvor Indenrigsministeriet har overladt et stort, mørkt skrummel af et hus til en gruppe unge kunstnere. „Du må huske på,“ siger han forklarende, „at undergrundens stilling er anderledes her end i andre lande, for den alternative kunst spillede en vigtig rolle i revolutionen.“

Revolutionen er endnu ung, men det bliver den ikke ved med at være. De unge kunstnere har svært ved at få fornyet deres lejekontrakt, og udsmidningstrusler er allerede begyndt at svirre i luften. En østrigsk hotelkoncern har kik på huset, og i valget mellem at indfri sin taknemmelighedsgæld over for landets unge, kompromisløse kunstnergeneration og tiltrækningen fra den udenlandske valutas anderledes kontante gældsbeviser er den tjekkiske regering blevet blød i knæene. De unge taler allerede om at lade sig bære ud af politiet.

Huset er fuldt af mørke kamre og interimistiske atelierer, hvor adskillige kunstnere synes at have indrettet sig permanent med improviserede senge og andre møbler. Stedet ligner et Christiania på et tidligt stadium, på samme tid en ruindynge fra en overstået fortid og en spæd utopi opbygget af skrammel og spinkle forhåbninger. Der er lange labyrintiske gange med maling, der skaller i bleggult og institutionsgrønt, mens utildækkede lysstofrør ubarmhjertigt overstråler det hele fra loftet fire-fem meter oppe.

Da jeg får at vide, at bygningen under krigen var Gestapos hovedkvarter og siden blev overtaget af det tjekkiske sikkerhedspoliti, som var de sidste lejere, før kunstnerne rykkede ind, ligner lysstofrørene pludselig forhørslamper, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig de værgeløse mennesker, som er blevet slæbt gennem de smalle, højloftede korridorer.

Da jeg sidst på aftenen skal hjem, farer jeg vild og kan ikke finde udgangen, og med et bliver arven fra Kafka og Meyrink meget levende. Til trods for det skærende lys fornemmer jeg uhyggen fra disse mure, mellem hvilke man kunne forsvinde uden at efterlade sig så meget som en dato for sin død eller en gravsten.

Der er et værelse i Meyrinks roman, hvortil der hverken er ind- eller udgange. Det er her, Golem holder til, det kunstigt skabte stykke liv, der voksede sin herre over hovedet og tog magten fra ham med fatale konsekvenser, og pludselig føler jeg, at det er i Golems værelse, jeg er havnet, omgivet af en skrækindjagende fortids vindues- og dørløse mure.

Et udtryk falder mig ind. Jeg har hørt det dagen før på en restaurant i Prag. „De belejrede digtere,“ sagde en ung eksiltjekke Miroslav Vurmarapp, jeg var faldet i snak med. Med sine forældre var han kommet til Schweiz lige efter sammenbruddet for Pragerforåret. Hans farfar havde været godsejer, hans far chauffør på det nu nationaliserede gods, og også i eksilet i Schweiz havde faren levet og var død som chauffør. Miroslav selv var forlægger med sit eget lille forlag. Hans forbindelser til den nye demokratiske regering var gode. I fortiden havde han takket være sit schweiziske pas kunnet rejse ud og ind af landet og havde ofte smuglet bøger og manuskripter begge veje over grænsen. Selv havde han ikke noget ønske om at vende tilbage til det fortabte fædreland. Schweiz var blevet hans nye liv. „For min far var eksilet en tragedie, men dog kun som en tydeliggørelse af den tragedie, hans liv i Tjekkoslovakiet i forvejen var blevet gjort til. For mig blev eksilet en chance. Det behøver ikke at være tragisk at måtte forlade sit land.“

De belejrede digtere kom han ind på i forbindelse med sit arbejde som forlægger. Han ønskede at få kontakter i Kulturministeriet, men det havde vist sig umuligt. Alle døre var lukkede for ham. „Forstår du,“ forklarede han mig, „på de nye ledende poster har regeringen anbragt mennesker med demokratisk sindelag og af den bedste vilje. De er ofte digtere eller sympatisører fra Pragerforåret, men de er uden nogen som helst kompetence eller praktisk erfaring med administrativt arbejde. Hvor skulle de også have den fra? De er omgivet ikke blot af de gamle ministeriers mure, de er også omgivet af det gamle regimes personale, der ligger som en belejrende fjendtlig hær uden om dem og omhyggeligt forholder dem enhver oplysning. De sidder på vigtige poster med masser af magt til deres rådighed og er samtidig praktisk taget afskåret fra kontakt med omverdenen.“

Dagen efter besøger jeg ugemagasinet Respekt, en af de største succeshistorier i den nye, frie tjekkiske presse. Fra en eksistens som undergrundspamflet har det i løbet af et år vokset sig stort med et oplag på 100.000, som læserundersøgelser viser, magasinet mageligt kan fordoble fra den ene uge til den anden, hvis blot distributionen fungerede bedre.

Her bekræfter en af redaktørerne, Jaroslav Spurny, at historien om de belejrede digtere er rigtig nok. Mange ministerier er helt ineffektive, siger han. Det er svært at skaffe nye folk. Ikke mange fra oppositionen er kvalificerede. Selv har han fået tilbud om ikke mindre end fem stillinger inden for administrationen. I Indenrigsministeriet er de tre viceministre alle tidligere redaktører fra undergrundspressen. Men udskiftningerne kan ikke gå hurtigere, for så ender man i regulære udrensninger som under kommunisterne. Ikke engang inden for sikkerhedspolitiet er man gået særlig drastisk til værks. En enkelt afdeling, den såkaldte 2. Afdeling, der under betegnelsen „Kampen mod den indre fjende“ blev oprettet for at overvåge borgerrettighedsgruppen Charta 77, er der dog blevet ryddet op i og hele mandskabet afskediget. Så nu har en hel generation af digtere og intellektuelle omsider kunnet tage afsked med de trofaste statsansatte skygger, der fulgte dem overalt.

Jeg spørger Spurny om hans egen personlige historie, og han fortæller, at han hele sit liv som voksen har arbejdet inden for undergrundspressen. Respekt’s succes påvirker ham ikke på anden måde, end at han nu fuldtids kan hellige sig sin journalistiske efterforskning. Her skiller han sig ud fra flere af de andre i den femten mand store redaktion, der har været med til at skabe grundlaget for det efter tjekkiske forhold tårnhøje oplag. De er forfattere, malere og rockmusikere og føler sig hele tiden splittede mellem det kunstneriske kald og det journalistiske.

Da jeg forlader Respekt’s redaktion, ser jeg, at et andet tidligere undergrundsblad, det litterære Vokno, hvor digteren Ludsk Marks er redaktør, holder til i samme opgang, og det slår mig, hvor meget de to mænd minder om hinanden. Begge er de hver på sin måde kompromisløse sandhedssøgere, men ingen af dem ønsker at omsætte deres indsigter til indflydelse i statsapparatet. Opbygningen af deres land ligger et andet sted, og sandsynligvis tænker de, i modsætning til alle historiens tidligere revolutionære, overhovedet ikke fremtiden i form af store begreber. I stedet næres de af den skepsis, som Prag giver i arv til sine indbyggere: ikke at falde for det synliges lettilgængelige udsagn.

Det er lørdag den 8. december, min sidste dag i Prag. Overalt, hvor jeg færdes, strømmer der Beatles-melodier ud af Prags højttalere: På en lille café ud for byens gamle gotiske domkirke med de tilsodede, sorte spir, på pladsen foran rådhuset fra en improviseret tribune, hvor et orkester af fjortenårige med en iøjnefaldende sigøjnerdreng på en alt for stor basguitar sammen river i de elektriske strenge, over radioen i taxaen, der fører mig langs Moldaufloden ad Rasingaden, der for kun et år siden hed Friedrich Engels Gade, alle steder de samme melodier, Beatles, Beatles, Beatles.

Først om aftenen går det op for mig, at Prag hele dagen har mindedes tiårsdagen for mordet på John Lennon.

Lige på den anden side af Karlsbroen, i det kvarter, der gennemstrømmes af kanaler afledt fra Moldaufloden, og derfor kaldes Det Lille Venedig, har store grupper af unge samlet sig i den frostklare aften. Her findes John Lennon-muren, hvor regimet gennem ti år førte en sammenbidt kamp på graffiti mod landets ungdom. Unge hænder skrev „Peace and Love“ og „Giv os Lennon, så kan I beholde lenin“ – og igen og igen blev ordene kalket over, indtil den fire meter høje, majestætisk udseende mur til sidst bulede uformeligt af de næsten geologiske kalkaflejringer, som kampen mod ordets frihed havde affødt. I dag har graffitien og John Lennon sejret i en eksplosion af ord og farver.

Men før jeg når frem til muren, fanges min opmærksomhed af en anden mur med ordene fra lennon-sangen Imagine: „You may think that I’m dreamer/ but then I’m not the only one.“ På fortovet foran indskriften er der stearinlys, blidt blafrende kerter i hundredvis. På rækværket på en lille barokbro står små flammer ranke i frosten, og over dem bøjer unge, endnu ufærdige ansigter sig i stille koncentration. Det bliver ved gennem flere gader, hundreder, måske tusinder af brændende kerter, og så disse unge, der står i tavs andagt helt alene eller samler sig for at synge sammen i kor.

Endelig er jeg fremme ved den oprindelige mur for John Lennon, hvor datoen for hans død blev skrevet kort efter mordet. Under en regnbue er der et sort-hvidt portræt fra perioden, hvor han har skulderlangt hår med midterskilning og fuldskæg under kindben, som ansigtets skarpe, næsten asketiske magerhed gør højere, end de måske var.

Mens jeg betragter portrættet, går det op for mig, at ingen af alle disse unge er over tyve, og at hvad de her samles om i blufærdig tilbedelse ikke så meget er en afdød rockstjerne som et byzantinsk helgenbillede, et melankolsk ikon i en ny generations endnu usagte drøm.

Jo, jeg har været i Prag, hvor digterne belejres af syner, Kafkas, Meyrinks og nu drømmeren John Lennons by, hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være, end ikke revolutionerne.

Politiken, januar 1991