Den franske forfatter Stendhal beundrede i begyndelsen af det 19. århundrede romerne for de smukke ansigter, som et hårdt liv havde givet dem. Regeringen tvinger romerne til at leve som forbrydere og svindlere, skrev Stendhal, og derfor er menneskeplanten her mere hårdfør og vokser højere end noget andet sted. Den energi, der kræves for at overleve, frembringer også større skønhed.
Et halvt århundrede senere kunne vor egen danske Georg Brandes efter et besøg i Rom gentage stendhals betragtninger over menneskeplanten, der som Brandes udtrykte det „i rom skyder kraftigere og aldrig beklippede skud“.
Så langsomt går tiden i den evige stad, at to forfattere med over 50 års mellemrum kunne gøre nøjagtig den samme iagttagelse, skønt det 19. århundrede ellers var rigt nok på opfindelser og omvæltninger af enhver art.
Colosseums truende, halvt nedbrudte silhuet appellerer meget mere til vores fantasi end de spinkle søjler på Forum Romanum, skønt det dog er på Forum, at nogle af menneskehedens største beslutninger er blevet truffet og dens ædleste taler holdt. Men civilisationens vugge tiltrækker os ikke så meget som dens slagtebænk.
Al retorik blegner med alderen, og der er flere mennesker, der i dag ved, hvad en gladiator bestilte, end hvad den romerske konsul Cicero talte om. For nok er livet et teater, men Colosseum er et sandere symbol end antikkens mange amfiteatre. For det var i Colosseum, de blødte på scenen og ikke rejste sig igen, når de først var faldet. Det er dette vidnesbyrd, som blodet bærer i sandet, vi ikke har glemt.
Parkerne i Rom er det første, der er blevet ændret af den invasion af illegale immigranter fra Afrika, som i disse år oversvømmer Italien. Før var parkernes ledige bænke altid optaget af kyssende og kælende unge. Nu er hver eneste af de hvide marmorbænke under pinjetræernes brede skygge okkuperet af sovende mænd i mørke bukser og posede skjorter, med nøgne fødder stukket ned i udtrådte sko. Det ser ud, som om alle disse sovende afrikanere ikke er kommet til Europa for at finde noget, men for at blive væk i søvnens selvforglemmelse midt på dagen. De ligger der som mørke forsvindingspunkter, udslukte kroppe hinsides al venten. Emigrationens store anstrengelse synes at have tømt dem for liv og efterladt dem som vraggods fra et synkende kontinent opskyllet på Roms bænke.
Men måske ser jeg galt. Måske ligger de på bænkene som den udmattede Æneas på stranden efter flugten fra det brændende troja i den romerske nationaldigter Vergils epos om Roms grundlæggelse, Æneiden, ikke som budbringere om sammenbrud, men som grundlæggere af nye riger.
Hvem ved, hvad indvandrerne drømmer om, når de i skyggen søger ly for den romerske middagssol?
De elskende er der dog endnu i Rom. I den samme middagshede, hvor immigranterne sover på parkernes bænke, parkerer de på de små, blinde sideveje omkring Borgheseparken. De modne par, på flugt fra hvert sit ægteskab, med evige løfter om snarlig skilsmisse, sande udøvere af den italienske elskovskunst: hengivelse på lånt tid. Kommer man der regelmæssigt, kan man følge kærlighedshistoriens udvikling. Først bilruder duggede på indersiden, bag hvilke anes halvt sammensmeltede kroppe. Nogle måneder senere er der blevet klarsyn gennem ruderne, de stirrer begge ligeud, han trommer med fingrene på instrumentbrættet, hun taler fortrydeligt eller tier med samme mine. Endnu en gang har han opsat den lovede skilsmisse, fordi konen har fået et hjerteanfald, datteren skal giftes, sønnen skal bestå en eksamen, en onkel er blevet kørt over af en bil.
Et halvt år efter sidder de der endnu på sidevejen. Måske tror han selv på sine bortforklaringer. Selvbedraget er også en romersk kunstart.
De sidste måneder af et af mine ophold i Rom boede jeg på fjerde sal i en opgang, hvis beboere for flertallets vedkommende viste sig at være ældre, stadig aktive prostituerede. Fra altanen var der en interessant udsigt til livet på gaden.
„Jeg forstår ikke, hvad det er, der får mænd til at betale for romerske ludere,“ sagde jeg til en ven. „I gaden, hvor jeg bor, er de alle overmodne, tøndeformede og med et hår, der må have været brintoveriltet siden Mussolinis store dage.“
„Det, du ikke forstår,“ svarede han, „er, at katolikkerne i luderne ikke søger en seksuelt tiltrækkende kvinde, det, de søger er et billede af synden. Og synden ser netop sådan ud, hærget, nedbrudt, en krop som en ruin, udskejelserne er straffet og betalt. Ligesom katolikkerne har behov for at bøje sig foran et billede af frelsen, har de også behov for at bøje sig foran et billede af synden. Det er det, de bruger deres ludere til. Bordellerne er en usynlig tilbygning til deres kirker.“
Fra altanen på fjerde sal kunne jeg hver aften følge livet i gaden. Fra hele Rom ankommer luderne i bil med deres kunder, ikke kun fra de nærliggende gader oppe omkring banegården, men også fra motorvejene uden om byen. Via Capoccis damer er ved at være oppe i årene, og nu får de en del af deres indtægt ved at udleje værelser et kvarter ad gangen. Fra altanen kan jeg se, når liresedlerne med de astronomiske tal skifter hænder hen over bilernes kølerhjelme.
Tina er min nabo. Hun er et stykke over 50, og om dagen går hun rundt i papillotter og underkjole, hendes øjne er små punkter inde bag tykke, langsynede brilleglas. Om aftenen forvandler hun sig til en krigsmaskine på larvefødder på vej mod kønnenes slagmark i Roms centrum. Ved elevatoren kysser hendes mand hende farvel. Han er over tyve år yngre og immigrant fra Egypten. Han har et ansigt som en tilfreds kat, hele tiden oplyst af et smil, som gør hans kinder barnlige og tykke. Men han har siddet i fængsel for vold, fordi han ikke kan styre sit temperament. Han hader sin elskerindes kat og de stiknarkomaner, der af og til søger ind i opgangen. Det sker, at han standser trafikken i gaden, mens han sanseløs af raseri stikker med en kniv i luften.
Om natten fyldes gaden med råb. Så har Tina og egypteren endnu et af deres opgør. Han slår ud efter hende, og hun flygter ud og ind mellem de parkerede biler, blødende fra munden efter et slag. Først når hun råber ordene „så er det ud af mit hus“ bliver han ydmyg og stille. Det er immigrantens skræk for hjemløshed, hun pirker til.
Før Tina mødte sin egypter fejrede hun jul ved at invitere en halv snes af sine ældre og enlige kunder til julemiddag. Så serverede hun pasta, spaghétti puttanésca, luderspaghettien, som også i den officielle italienske gastronomi bærer dette navn, fordi den er så hurtig at lave, at en luder kan nå den mellem to kunder. Efter maden spillede hun tallotteri med kunderne. Siddende på sin store seng, som er det vigtigste møbel i den etværelses lejlighed, råbte hun tallene op. Hun har aldrig fortalt mig, hvad præmien var.
Nu, da hun har fået en ung mand at elske og forsørge, må hun gå på gaden juleaften.
Det er hårdt at være en luder med et hjerte.
På de mørke veje omkring det olympiske stadion i byens udkant holder en anden slags prostituerede til. Det er de brasilianske transseksuelle, der ved operationer og hormonbehandlinger har ladet sig forvandle til det modsatte køn. Men ikke helt. I tangatrusserne er der stadig en bule. „’Uden den der’, er jeg ikke en lire værd,“ udtaler Gabriella fra Rio til avisen la Repubblica. Undersøgelser viser, at 80 procent af alle kunder hos prostituerede foretrækker de transseksuelle. Nok er de italienske mænd store kvindebedårere, men de er også så selvforelskede, at de i sidste ende foretrækker deres eget køn, blot de kan få det leveret indpakket i kvindelige former.
Da jeg var meget ung og for første gang i Rom, blev jeg forført af en moden romerinde. Hun var gift og havde tre børn. Om hun var ulykkelig i sit liv, ved jeg ikke. Mit italiensk var så sparsomt, at vi næsten ikke kunne gøre os forståelige for hinanden. Da vi en sen eftermiddag satte hinanden stævne på Monte Pincio, brød hun grædende sammen på bænken, hvor vi havde anbragt os for at nyde solnedgangen bag Peterskirkens store kuppel. Hun elskede mig, sagde hun, mens hun blinkede tårerne ud af sine tætte, sorte øjenvipper. Jeg svarede, som sandt var, at jeg ikke elskede hende, og at jeg desuden troede, hun havde valgt netop mig, fordi jeg kun var på gennemrejse i Italien og derfor ikke kunne komplicere hendes liv. Hun svarede, at det i begyndelsen havde været sådan, men at det nu forholdt sig anderledes. Stadig grædende takkede hun mig, fordi jeg ikke havde løjet om mine følelser, og tilføjede: „Ingen italiensk mand ville have svaret så ærligt.“
Jeg tog den sidste bemærkning for en kompliment. Det var den ikke. Kort tid efter brød hun med mig, fordi hun ikke kunne udholde en utroskab, der var for nem.
Selvfølgelig ville ingen italiensk mand have svaret hende, som jeg gjorde. Italienske mænd er jo ikke dumme. De ved, at forholdet mellem løgn og sandhed ikke er så enkelt, når det gælder kærlighed. Jeg tror ikke, min romerinde virkelig elskede mig. Men hun havde behov for at føle sig tragisk og betydningsfuld og forløses i en ufarlig gråd over ingenting. Den mulighed tog jeg fra hende. Med min sandhedskærlighed tvang jeg hende i stedet til at stirre ind i et spejl, der viste hende banaliteten i hendes eget liv. Det var dumt og grusomt gjort.
Det var frem for alt meget uromersk gjort.
Rom er facadernes by. De er der overalt, barokkirkerne, der pludselig bryder en ellers ensartet husrække, de massivt befæstede renæssancepaladser, søjler og portaler fra antikken, der har fået lov at blive, halvt sammenvoksede med senere årtusinders byggestile.
Hvad er der bagved?
Der er mange facader i Rom, men der er også mange låste døre. Det er, som om alle disse pragtfulde facader hele tiden hvisker til en: „Jeg gemmer på en hemmelighed – men jeg fortæller den ikke.“ Det kaldes også kunsten at fascinere. Og romerne er som deres huse, med prangende, fascinerende facader.
At blive mødt med så megen selviscenesættelse og så megen elegance er jo i grunden smigrende. Der bliver gjort stads af en. Man bliver værdsat. Men vi nordboere har det svært med de iøjnefaldende facader. Vi bliver utrygge, vi føler os bedragede. Der må ligge noget bagved, siger en fast vending i vores sprog, og når der ligger noget bagved, er det aldrig af det gode. Ikke for ingenting var det Henrik Ibsen, der opfandt begrebet livsløgn om de illusionsnumre, vi opfinder for at komme igennem livet. Vi vil se den nøgne sandhed. Den interesserer til gengæld ikke italieneren det fjerneste. Han finder nærmest denne sandhedstrang upassende, uforståelig og lidt barbarisk. Som den repræsentant for en ældgammel kultur han er, vil han se sandheden påklædt, helst elegant i en habit fra Valentino eller Armani. Og den påklædte sandhed – er den ikke altid en lille smule løgn?
De er så klassisk stilsikre i deres påklædning, romerne, så ulasteligt og næsten ensartet elegante, egentlig ikke spor individualistiske i deres fremtræden. Og dog føler man, når man ser dem hurtigt indtage en kop espresso, at de bærer på en hemmelighed, en trang til udfoldelse, måske en vildtvoksende anarkistisk individualisme. De er blot så sikre på sig selv, at de ikke behøver at bære den uden på tøjet.
Vil man vide noget om sig selv som dansker, behøver man blot at tage til Rom. Så indser man, at man tilhører et barbarisk bondefolk, der først for nylig har fundet ind til civilisationen ude fra den yderste kartoffelrække og endnu i sit livssyn har meget af plovfurens kedsommelige retlinethed.
Der er en tid i livet, hvor man er meget optaget af sandheden, også hvis man er italiener. Det er ungdommen. Sådan var det i Rom for en ti-femten år siden, da kæmpemæssige demonstrationer af unge studerende gik rundt i Roms gader og krævede, at sandheden om det hele kom på dagsordenen: sandheden om udnytningen af arbejderklassen, om statens svindel, om konspirationerne mellem efterretningsvæsen og forbryderverden. Jeg havde set billeder af sammenstødene i aviserne og følte mig tiltrukket, som om de store gadeslag mellem politi og unge var mere virkelige end noget, jeg kunne komme til at opleve i Danmark.
Jeg havde også set billederne af unge, maskerede demonstranter, der pludselig trak en pistol frem og skød på politiet. Der var døde og sårede på begge sider. Jeg kom egentlig til Rom for at møde disse to ting, sandheden og døden. Døden drager, når man er ung. Der er endnu så lang tid til, man skal møde den, at man af ren nysgerrighed kan finde på at sætte den stævne.
I mine første måneder i Rom gik jeg til demonstration, hver gang der var lejlighed til det. Jeg stirrede på betjentenes maskinpistoler, men det kom aldrig til alvorlige episoder, de gange jeg var med. Alligevel følte jeg, at jeg havde dette fællesskab med de uendelige rækker af råbende unge, som fyldte Roms gader: Vi ville gerne se døden. Jeg husker stadig de slagord, der blev råbt mod fjenderne i det italienske fascistparti: „Kammerat med den sorte baret – din plads er på kirkegården!“ Og fascisternes symbol, som man dengang kunne se overalt på murene, var en cirkel med et kryds igennem, vistnok et religiøst frugtbarhedssymbol, men det lignede finindstillingen i et kikkertsigte.
Man kan stadig finde dem rundt om i Rom, mindetavlerne for de unge døde fra dengang. Og en frisk buket blomster ligger der næsten altid. Der er nogen, der ikke kan slippe erindringen om en ungdomsleg, der blev til alvor.
Mange år senere så jeg i en avis et fotografi af to tilfangetagne terrorister, taget under retssagen. Hvad der slog mig, var deres upåvirkethed – og den sædvanlige skødesløse elegance. De havde været spærret inde i mange år, og dog så de stadigvæk ud, som om de havde mødt fotografen på en kaffebar med dagens første cappuccino i hånden. Det var, som om de med deres formskårne frisurer og halstørklædet, der nonchalant var slynget over skulderen, ville fortælle, at alt snart igen ville være som før.
Selv forandringen går over. Det er vel på en måde også det budskab, der udgår fra Roms mure og en definition på den evighed, der bliver forbundet med det ældgamle centrum i et for længst forsvundet verdensrige. Rom har stået der så længe, at byen kun har et skuldertræk tilovers for sin egen alder og ikke længere tillægger sin egen opsparede livsvisdom nogen betydning. Sameksistensen af så kolossalt mange forsvundne år har først og fremmest frembragt en næsten overmenneskelig overbærenhed med livet. Hvis disse mure kunne tale, ville de ikke længere gide sige noget.
Jeg husker, at mine unge venner fra demonstrationerne i gaderne, når de ikke råbte højt, faldt hen i indadvendthed og melankoli. For de forstod godt murenes budskab: I kommer og går, I er kun en episode, et pausekomma, en tankestreg.
Når man er ung, er man nødt til at tro det modsatte: at historien begynder med en selv, og at alt kan laves om. Over dagens unge romere kan der være noget næsten anstrengt uskyldigt, en villet, uansvarlig barnlighed. De har deres Vespa-scootere, deres diskoteker og isbarer. De råber ikke højt eller demonstrerer som deres ti-femten år ældre storebrødre og storesøstre. Men når musikken et øjeblik ikke spiller, og isen er spist op, falder de hen i samme indadvendte melankoli som de.
Rom er så gammel, at det er en næsten uoverkommelig opgave at være ung i den evige stad. De romerske unge kan ikke bare nøjes med at blive voksne. De skal også lære at tilegne sig en over to tusind år gammel bykulturs nonchalante omgang med løgn og sandhed.
Politiken, maj 1991