„En snigskytte … en snigskytte!“

Jeg havde ikke været mange timer i Osijek, den belejrede by i det østlige Kroatien, før det gik op for mig, at hver eneste handling, selv den mindste og mest ubetydelige, kræver mod og lang tids overvejelse.

Osijek er dag og nat under intens beskydning fra den jugoslaviske forbundshær, fra tanks og kanoner, der fra tre sider belejrer byen. Når man på to-tre kilometers afstand beskyder en by, der engang husede 120.000 indbyggere og altså var på størrelse med aalborg, er det umuligt ikke at ramme noget. Hver eneste granat er altså i en vis forstand en fuldtræffer, og ethvert skridt på gaden indebærer en potentiel risiko for døden. Der er da heller ikke nogen plads, gade eller hus i Osijek, som ikke har huller efter artilleriangreb, granater eller er oversåede med ar efter sprængstoffer.

På belejringens hårdeste dag blev der indbragt 120 mennesker på Osijeks hospital. De kom fra den nærliggende front eller fra byens gader. På en gennemsnitsdag bliver der indbragt mellem 20-30 sårede og døde.

Det anslås, at cirka 60.000 mennesker er flygtet fra Osijek i de sidste måneder, halvdelen af byens befolkning er altså blevet tilbage. Risikoen for at blive dræbt, når folk bevæger sig op fra de kældre, hvor de tilbringer det meste af deres tid, er måske lidt større end chancen for at få en ellever eller tolver i tipning. Statistisk set er risikoen altså ikke stor. Det er chancen for at vinde i tipning heller ikke, men alligevel er der nogen, der vinder hver gang. Hvad Osijeks indbyggere dagligt spiller med i, er en slags Djævelens lotteri, hvor nogens numre altid vil ende med at blive udtrukket på dødens sorte liste.

De 60.000 mennesker, der er tilbage i Osijek, har valgt at blive der, skønt de ved, hvad prisen er. Der var ingen af de mennesker, som jeg talte med i Osijek, der ikke havde gennemgået en samvittighedskrise, hvor de havde måttet gøre op med sig selv, hvad de egentlig ville med deres liv, og hvilke værdier de satte højest.

Det, de havde opdaget eller måske genopdaget, var egentlig noget meget elementært. De forstod nu på en måde, de aldrig havde gjort før, hvad det vil sige at udgøre et samfund og leve i et fællesskab.

Buschaufføren havde måske før i tiden sat sig ind bag rattet, fordi det var et job som alle andre. Det samme gjaldt syersken på tekstilfabrikken, metalarbejderen, bageren, journalisten på den lokale avis og sygeplejersken på byens hospital. Nu gik de alle på arbejde, fordi det var en moralsk pligt, og nogen havde brug for, at de gjorde det.

Det krævede ikke mindre mod af buschaufføren hver morgen at sætte sig ind bag rattet eller af bageren at gå på arbejde og tænde for ovnen, end det gjorde af den unge kroatiske soldat på den anden side af Dravafloden at gribe maskinpistolen og rykke frem.

I Osijek begynder modstanden mod de tropper, der uafladeligt beskyder byen, ikke med maskinpistoler eller mortérgranaten. Den begynder i det øjeblik om morgenen, når byens indbyggere i deres trange kældre står ud af deres improviserede senge og under de vanskeligst tænkelige betingelser begynder det heroiske arbejde at opretholde et normalt, menneskeligt liv.

Osijeks hospital, som ligger ned til Dravafloden og derfor udgør et let mål for artilleriet på den anden flodbred, har fået flere fuldtræffere. Administrationsbygningen, den gynækologiske afdeling og afdelingen for børnesygdomme står alle med gabende granathuller. Nu er alt liv i hospitalet rykket ned i det vidt forgrenede kældersystem. Der er endnu ingen mangel på medicin, og der er stadig overskud af sengekapacitet.

Vladimir er en ung nyuddannet læge fra Zagreb, der gør ambulancetjeneste. For ti dage siden mistede han fire kolleger, da en ambulance blev ramt af en granat. Hvorfor han gør det? Det er hans pligt, svarer han blot. Om han er bange for at dø? „Ja,“ svarer han med stor sindighed.

Vladimir viser mig ind på en stue, hvor der ligger fire soldater, der netop er blevet bragt ind fra fronten. En af dem er Josif, en stor og tung hospitalsportør, der er 59 år gammel. Han slår dynen til side for at vise, at hans højre ben er amputeret lige over knæet. Jeg spørger, om han ikke er for gammel til krig.

„Man er aldrig for gammel til at forsvare det, man elsker,“ svarer han.

Så slår han afværgende ud med hånden, som om han er flov over alvoren i sit svar:

„Pyt, om et år får jeg alligevel pension.“

Jeg ved ikke, hvem der gør det mest hjerteskærende indtryk, anton eller Boris. Anton beskyttede sin far med sin krop, da en granat sprang i nærheden af dem. Faderen slap uskadt, men den store, livskraftigt udseende Anton kommer aldrig til at gå igen.

Den 12. december var det Boris’ attenårsfødselsdag og nøjagtig fire måneder siden, at han blev indlagt på hospitalet. Han var chauffør i forsyningstjenesten. Da hans lastbil kom under beskydning, gik der panik i den kun syttenårige dreng, og han kørte galt. Han er for altid lammet i underkroppen og ligger med tynde, blege lemmer og lytter til en ghettoblaster, som han af hensyn til de andre patienter har skruet ned for.

Der er en stor plads midt i Osijek i ægte østeuropæisk monumentalstil. Højhusene rundt om pladsen er fulde af store granathuller og for længst evakueret. Men det er ikke højhusene, artilleriet på den anden side af floden har sigtet efter. Det er et lille trykkeri, der gemmer sig i et hjørne af pladsen.

Her trykkes hver eneste dag Osijeks lokale avis, Glas Slavonije, i et oplag på 15.000 eksemplarer. Oplaget er faldet til det halve, fordi avisen har mistet adgangen til det meste af sit opland. Redaktionen selv har for længst holdt flyttedag fra en farlig 1. Sal og ned i en af de mange betonkældre, som alle andre i Osijek må tage til takke med. I de lavloftede kælderrum uden dagslys eller nogen form for udluftning lever avisens stab på 40 medarbejdere døgnet rundt, mens de arbejder på skift og deles om madlavning og rengøring. En er allerede blevet dræbt og fire såret.

Nevanka Levak er udenrigsredaktør på avisen og en lille, skrøbelig kvinde midt i fyrrerne:

„Jeg er knyttet til hver eneste bygning, ja, hver eneste gade her i byen. Jeg vil frelse alt, hvad der kan frelses, og en dag håber jeg, at jeg skal være med til at bygge byen op igen. Jeg tror, jeg er modig nok til at stå det igennem. Jeg har det stærkeste motiv af alle: Jeg har mit hjem at forsvare.“

Nevanka Levak indrømmer gerne sin angst.

„Det er en beskidt krig,“ siger hun. „Jeg frygter ikke så meget minerne og granaterne som kniven. Det er en krig, hvor man bliver dræbt på en bestialsk måde.“

At der er mere end en måde at dø på i Osijek, skal jeg erfare kun nogle få timer, efter at jeg har talt med Nevanka Levak. Sammen med min canadisk-kroatiske tolk har jeg netop krydset gaden, da der lyder et skud. John dukker sig øjeblikkeligt og begynder i løb at siksakke over mod husmuren, som han braser ind i med skulderen, før han søger hen mod en dør. Imens råber han: „En snigskytte … En snigskytte!“

Jeg følger efter, endnu oprejst og i en klodset, halvhjertet flugt. Det er, som om jeg ikke har de instinkter, denne by kræver, og jeg griber mig i ikke at tro på hans advarende råb.

Sammen ryger vi ind ad døren og befinder os pludselig i en bar. Her oplever jeg endnu et af disse mærkelige skift mellem vanvid og normalitet, som Osijek er så rig på. Indenfor er der polstrede lædersofaer og imiterede palisanderreoler. Radioen spiller en gammel Beatles-sang, og soldater sidder rundt om bordene og drikker øl.

John begynder ophidset at fortælle om skuddet.

„Lort,“ siger han. „Jeg hørte kuglen piske forbi mindre end en meter fra mig.“

Så synker han sammen i et sofahjørne og begraver ansigtet i hænderne.

„Hold kæft,“ siger han igen og igen. „De forsøgte at skyde mig.“

I rummet ved siden af spiller en gruppe mænd billard, og radioen afbryder musikken for at meddele, at klokken er fire, og at antallet af sårede, der i dagens løb er blevet indbragt til Osijeks hospital, nu er oppe på ni.

Før vi næste morgen forlader den belejrede by, ringer jeg til hospitalet for at få de nøjagtige tal for det sidste døgn: 21 indlagte, heraf to døde og otte hårdt sårede.

I Osijek kalder de sådan en dag for nådig.

Ekstra Bladet, december 1991