Cabaret Beskyttelsesrum

Under mit ophold i Kroatien bliver jeg ofte spurgt af kroatere om mit motiv til at være i deres land. Jeg kan ikke bare svare ved at henvise til, at det er mit arbejde som journalist. For jeg har selv valgt at komme her.

Hjemme i Danmark har jeg tit hørt, at det simpelthen skulle være vanviddet og ødelæggelsestrangen, der har taget magten i Jugoslavien. Sådan har jeg også selv tænkt. Og alligevel har jeg haft en vag fornemmelse af, at denne forklaring ikke slår til.

Var kampen mellem Kroatien og den serbisk dominerede jugoslaviske forbundshær blot en religionskrig fuld af pogromer og inkvisitionsbål, var jeg aldrig taget herned. Jeg ser ingen grund til frivilligt at opsøge middelalderen.

Min fornemmelse er en anden. Jeg ser i krigen i Kroatien en lille nations fødselskamp, og jeg tror, at denne nation ønsker at komme til verden, fordi dens indbyggere har troet på de mange ord om frihed og demokrati, der i disse år har lydt i europa.

De er blevet skuffede. Europa har ikke givet Kroatien samme generøse modtagelse, som vi har givet for eksempel de baltiske lande. Vi har tøvet, og som begrundelse for vores tøven har vi henvist til Kroatiens fascistiske fortid under anden Verdenskrig, skønt vi for længst har tilgivet tyskerne den samme forbrydelse.

Dette er altså min begrundelse for at være blevet vidne til denne krig: Kroatien er et europæisk land som alle andre, og i det stadig mere forbundne europa kan vi ikke sidde dets skæbne overhørig.

Da jeg en eftermiddag i decembersolskinnet sidder på en lille fortovscafé i adriaterhavsbyen Zadar og ser på soldaterne rundt om mig, føler jeg, at jeg ikke har taget fejl. Soldaterne er ganske unge. En har ring i øret, en anden hestehale og ray Ban-solbriller. Hvis man skiftede uniformen ud med jakke og jeans, ville disse soldater ikke være til at skelne fra et hvilket som helst ungt café-publikum i Paris, london, amsterdam eller for den sags skyld København.

Og det slår mig, at det måske er derfor, at de unge kroatere er ved fronten – for at kæmpe for deres ret til at sidde i solskinnet på en fortovscafé og gøre nøjagtig som andre unge i europa.

Zadar er et af de store turistcentre ved adriaterhavet og besøges om sommeren af hundredtusinder af især italienske og østrigske turister. Byen har i århundreder været under indflydelse fra Venedig, hvad der ses på arkitekturen og dens indbyggere, der i påklædning og udstråling er svære at skelne fra italienerne på den anden side af adriaterhavet.

Filminstruktøren alfred Hitchcock har sagt om Zadar, at dens solnedgange er smukkere end Californiens, og at man her sover bedre end noget andet sted i Jugoslavien.

Det er muligt, at Hitchcock har ret, men Zadars indbyggere vil her i krigens fjerde måned næppe være enige. Natten til søndag den 22. december blev byen beskudt med tungt artilleri lige til klokken seks om morgenen. Zadar er i færd med at dele skæbne med den sydligere beliggende Dubrovnik, og i tre måneder har byen været uden vand og el.

Jeg ankommer til Zadar midt i en luftalarm. Klokken er ni. Det er søndag morgen, og efter nattens bombardementer har byens indbyggere vovet sig ud på gaden for at nyde stilheden og solen.

Det er min tredje luftalarm under opholdet i Kroatien. Oftest er det rekognosceringsfly eller jagere på vej til fronten, der overflyver byerne. Det ved folk, og kontrasten mellem sirenernes hæse advarselsbrøl og det rolige gadebillede har hver gang slået mig.

Men denne gang synes gaderne at eksplodere. Jeg ser søndagsklædte mennesker løbe i panik i alle retninger.

Også det har Zadar nemlig prøvet: Dagen før var byen offer for krigens hidtil værste luftbombardement, da jagerfly fra det jugoslaviske luftvåben beskød den i fire timer med raketter.

Jeg søger ly i et beskyttelsesrum, hvor der på døren sidder en juledekoration. I en kælderhvælving har beboere fra området indrettet sig med madrasser og borde og stole. En baby græder i en kravlegård, mens tre børn spiller kort i lyset fra en petroleumslampe.

En time efter bliver luftalarmen afblæst. Denne gang var det kun et rekognosceringsfly. Udenfor får jeg forevist skaderne efter det sidste angreb. På havnen roder en ung mand indsmurt i olie med en udbrændt Fiat. Bilen fik en fuldtræffer, mens han var på vej over mod den. Nu leder han efter brugbare reservedele. Rundt om står parkerede biler med flade dæk. Luftrykket fra detonationen har fået dækkene til at eksplodere.

I havnebassinet stikker masterne fra flere sænkede både op af vandet. En raket har trukket en plovfure tværs gennem kajkanten af massiv cement.

Værst er det gået ud over Zadars gamle historiske bydel, der rummer gotiske kirker fra 1200-tallet og et lille forum fra romertiden. Kirkernes facader er helt dækkede af opstablede sandsække, og alligevel har de fået flere træffere. Også de romerske søjler står med ar efter sprængstykker. Byens bibliotek, der rummer håndskrifter helt tilbage fra det 11. århundrede, har store granathuller i den revnede facade. Kun et hurtigt improviseret stillads forhindrer muren i at styrte ned over gaden.

Mandag den 23. december skinner solen, og himlen over Zadar er ren også for fjendtlige fly. I den gamle bydels snævre gyder er julehandelen gået i gang igen, selv om ekspedienterne står i overfrakker, og der i de halvmørke butikslokaler ikke er andre lyskilder end stearinlys.

Ekspeditricen i en legetøjsbutik er dog ikke tilfreds, for Zadars børn er næsten alle evakueret på grund af bombardementerne. I gavebutikken Kod Vice overfor går det derimod strygende. Ejeren slår tilfreds ud med armene:

„Der er jo ikke så meget konkurrence mere. De fleste butikker er enten lukkede eller ødelagte. Og så har vi i år virkelig realistiske priser på krystalglas. Se her: tolv champagneglas for kun 1.360 dinarer.“

Om aftenen har byens unge kunstnere premiere på en cabaret i et beskyttelsesrum under den lokale basketballhal. Cabaret Beskyttelsesrum kalder de sig, og på den professionelt tilriggede scene mellem vand- og varmerør danser unge piger fra den lokale nu bombede musikskole til tonerne af liza Minnellis Cabaret. Der er også en satirisk sketch, som instruktøren fortæller er inspireret af de engelske Monty Python.

I disse juledage får Zadar uventede gæster. Det er fire desertører fra den jugoslaviske forbundshær, som står kun få kilometer fra byen.

Desertørerne er ganske unge og beklemte med feberrøde kinder og nervøse hænder. Ved femtiden samme morgen er de gået tværs gennem et minefelt for at slippe bort. De er værnepligtige og har ikke deltaget i kamphandlinger. Den ene har overværet nedbrændingen af en landsby, og alle er de oprørte over de beretninger, de har hørt om hærens fremfærd.

„Hvad fik jer til at stikke af netop nu?“ spørger jeg dem.

Med nedslagne øjne og spage stemmer svarer de:

„Vi ville hjem til jul.“

Mens jeg sidder over for dem, føler jeg, at jeg har mødt nogle af denne krigs sande helte. For midt i rædslerne har de fire soldater haft overskud til at bevare deres normalitet ligesom Zadars indbyggere, der spiller cabaret og vover at drikke af krystalglas, mens bomberne falder.

Ekstra Bladet, december 1991