Krigsjul i Kroatien

Det er den 24. december i Kroatien. Der er artilleribombardementer over Osijek og Pakrac, luftalarm i tre andre byer og julesange i radioen.

Jeg står på en høj i Dalmatien, en af Kroatiens nordvestlige provinser, ved kanten af en slette, der strækker sig over mod den sneklædte Velebitbjergkæde. På den frugtbare slette ved foden af bjergene gror der både vindruer og oliven, og de århundredgamle landsbyers røde tegltage ligger tæt på hinanden. Nu stiger røgsøjler op i den stille, regnmættede luft for at mødes med det lavthængende skylag. Midt i slettelandskabets tunge vintergrønne ser jeg gløden af fjerne ildebrande. Mens resten af Europa i disse timer forbereder sig på at fejre julen, brænder Kroatiens landsbyer.

Det er her, ved en af de utallige frontlinjer i Kroatien, i en evakueret landsby et par kilometer fra den jugoslaviske forbundshærs tanks og artilleri, kun beskyttet af en mineret mark og en håndfuld dårligt udrustede soldater, at jeg skal tilbringe min juleaften.

Idéen var egentlig Sine Mincevic’. Han er en 43-årig velhavende ejendomsmægler, der er født og opvokset i Kroatien. Men det er i Canada, han har tjent sin formue, og han har stadig sit canadiske statsborgerskab efter de sidste ni år at have delt sin tid ligeligt mellem Canada og Kroatien. For en måned siden sendte han sin kone, sine to børn og sin 80-årige mor til Florida. Selv er han fast besluttet på at holde ud i Kroatien til den bitre ende.

I hans hus, der ligger lige ud til Adriaterhavet, har der ikke været el eller vand i tre måneder. På køkkenbordet, hvor uordenen røber, at Mincevic er uvant med sit påtvungne ungkarleliv, ligger der en ladt Smith & Weston. Mens han stopper revolveren ind under jakken, siger han:

„Hvis du vil holde en rigtig krigsjul, så kom med mig.“

Mincevic’ plan er at holde jul i sit barndomshjem i landsbyen Gorica, der ligger som nabo til to andre landsbyer Nadin og Skabarnja. De to sidstnævnte landsbyer faldt i serbernes hænder i slutningen af november. Det er dem, jeg fra højen med udsigt til Velebitbjergkæden har set brænde. Nu, en måned efter erobringen af de to landsbyer, der engang var egnens mest velhavende, står plyndringen og ødelæggelsen stadig på.

Gorica er den næste landsby, der er i udsigt til at falde i serbernes hænder. Beboerne er for længst evakuerede, og tilbage i spøgelsesbyen er der kun husdyr og en deling unge soldater.

Da vi ankommer til Gorica, går skyerne for månen og kaster den i forvejen mørklagte landsby ned i et bundløst, sort hul. Vi må famle os frem, da vi vil besøge den sidste familie, der endnu holder ud i den uddøde by.

Tre gamle mennesker, to mænd og en kvinde, sidder sammenkrøbne i et køkken omkring en gammeldags brændeovn. Gløderne fra ovnen og et enkelt halvt nedbrændt stearinlys er de eneste lyskilder i det tomme, mørke hus. De gamle har slæbt en sofa og en lænestol ud i køkkenet, og konen lader en skål gå rundt med hjemmebagte frittole, en slags æbleskiver overstrøet med flormelis.

Juleaften ville hvert eneste hus i landsbyen normalt have været et summende, festligt centrum for familiesammenkomster. Nu rummer dette køkken med dets dystre halvmørke alt, hvad der er tilbage af liv.

Et par huse borte er en deling soldater indkvarteret. Også de sidder i køkkenet, i skæret fra et enligt stearinlys, mens de lader en emaljeret blikkande med den lokale vin gå på omgang. De siger ikke meget. Deres ansigter er udslukte, præget af dyb udmattelse, som om en træthed, der ikke kun er fysisk, har slået rod i dem.

De er lige kommet tilbage efter 24 timers tjeneste i den tætte underskov af stedsegrønt krat, der udgør fronten mellem Gorica og den næste landsby.

Her har jeg om formiddagen været ude at se de huler i den røde, mudrede lerjord, hvor soldaterne kryber i ly for den konstante beskydning fra den anden side. De mørke gange under jorden er afstivet med træ og foret med strå og flamingoplader som en nødtørftig beskyttelse mod kulden i det fugtige ler. Soldaterne fryser og kan ikke tænde ild af frygt for at røbe deres position. Sådan har de nu levet i de 100 dage, krigen har varet.

Da soldaterne i grupper på to og tre ankommer til Mincevic’ hus og ser det veldækkede bord, vi har forberedt, lyser deres ansigter op. Så falder de igen hen i tavshed, mens de tager for sig af osten og vinen.

Kaptajnen, en stor og tung mand af ungarsk afstamning, der som den eneste har en baggrund som professionel soldat efter elleve år i forbundshæren, kommer med de forløsende ord:

„Du må forstå,“ siger han til mig, „at de unge mænd, du ser her, forsvarer sig imod andre unge mænd, som de er vokset op med, har gået i skole med og spillet fodbold med, det er deres egne gamle venner, der nu er deres fjender. De er ikke bare ofre for en krig, men også for en psykologisk tragedie.“

En ung soldat, som de andre kalder Damir, supplerer:

„Min mor er serber, min far fra Kroatien. Min onkel på mødrene side blev dræbt for nylig. Og ved du hvordan? I en serbisk uniform. Forestil dig min mors situation: Hendes egen bror drager i krig for at dræbe hendes sønner. Jeg har selv serbiske venner, jeg ville kalde mine brødre. Nu ser vi på hinanden langs geværløb. De står ved fronten, kun syv-otte kilometer herfra. Og det er kun to måneder siden, vi sidst talte sammen som venner.“

Damir ryster på hovedet:

„Jeg har lige været henne at stikke næsen indenfor i min families hus. Der var tomt og mørkt. Ved du, hvad denne juleaften er? Det er den værste aften i mit liv.“

Efterhånden som vinen gør sin virkning, og snakken bliver livligere, går det op for mig, at soldaterne alle sammen kommer fra landsbyen her. Det er altså ikke blot en idé om et uafhængigt fædreland, de kæmper for. Det er deres egne barndomshjem, de forsvarer.

I den åbne pejs knitrer en brændeknude, og mens jeg ser ind i flammerne, tænker jeg på nabolandsbyerne, der netop i disse timer brænder ned til grunden få kilometer borte. Flammerne er også den skæbne, der venter hele den verden, disse unge mænd har kendt.

„Hvad sker der, hvis hæren sætter et massivt angreb ind med artilleri og tanks?“ spørger jeg, mens jeg skæver over til den ene væg, hvor soldaterne har stillet deres våben fra sig. Flere af geværerne i den brogede våbensamling er mausere, som sidst blev brugt af tyskerne under Anden Verdenskrig.

„Vi kæmper i hvert fald ikke til sidste mand,“ svarer en af soldaterne. „Vi spæner.“

„Omgrupperer hedder det,“ korrigerer kaptajnen tørt.

„Ja, selvfølgelig,“ fortsætter soldaten. „Men hør her: Nedbrændte huse kan vi bygge op igen. Men tabte liv kan vi ikke erstatte. Hvad er Kroatien værd, hvis der ikke længere er nogen kroatere tilbage?“

Damir tager ordet igen: „Ude ved forreste linje vågner jeg hver morgen til lyden af serbiske maskingeværer, og jeg spørger hver gang: Bliver I da aldrig trætte? For jeg er fan’me så træt af at være i uniform. Jeg blev gift for et år siden. Min kone er i tredje måned, og jeg kan ikke være hos hende.“

Ved midnatstid går vi udenfor og betragter himlen. Skyerne er drevet bort, og stjernerne glimter af sølv i julenatten. Ildskæret fra de brændende landsbyer i øst er borte, så brandene må være døet hen.

Fem minutter over midnat synes hele himlen pludselig at skælve, da det serbiske artilleri går i gang. Så sænker julenattens stilhed sig igen over fronten.

„Glædelig jul fra serberne,“ siger en af soldaterne lakonisk.

Ved tretiden samler de unge mænd deres våben sammen, og jeg falder i søvn på sofaen, mens jeg stirrer ind i de sidste gløder i pejsen. Mincevic har selv ombygget huset og blotlagt de rå kampesten i en romantisk stil, typisk for den, der er brudt op fra sit miljø og vendt velhavende tilbage med et nyt, lidt sentimentalt blik for de rustikke, landlige værdier.

Det kunne være et fritidshus hvor som helst i Europa. Men det er et hus ved fronten i Kroatien, og hvis jeg nogen sinde ser det igen, vil de solide kampestensmure sandsynligvis stå alene tilbage midt i en landsby, der er forvandlet til en stor, sodet brandtomt.

Ekstra Bladet, december 1991