Freden er forbi

Ved et tilfælde kom jeg inden for få dage til at opholde mig på to steder, der godt kan siges at udgøre modpolerne i Europa. Jeg havde netop afsluttet to uger i Kroatien som reporter for Ekstra Bladet, da jeg kom til Bruxelles for at fejre nytår sammen med nogle venner. Fra krig og kaos i kontinentets ene hjørne kom jeg til bureaukratisk ro, orden og velstand i det andet.

En sen aften blev jeg taget med på en sightseeing rundt i byen, hvor jeg aldrig før har været. I aftenbelysningen så jeg EF-kommissionens karakteristiske bygning, som jeg så ofte har set på tv. Ved siden af ligger der enorme saneringstomter og byggegrunde, hvor en hel by af kontorhuse er under opførelse.

Ældre huse under nedrivning står med nøgne gavle, hvor etageadskillelserne endnu kan ses, og vinduerne glor tomt som i en evakueret spøgelsesby. Fundamentet til kontorbygningerne er støbt, men endnu ligner det, med en skov af jerndragere, der stiver betonen af, ikke bygninger. Snarere ligner de ufærdige huse nogle af de ruiner, jeg netop havde set i Kroatien, og det slog mig, at der findes et sted, hvor det halvt færdige og det halvt ødelagte mødes og ikke er til at skelne fra hinanden.

De halvt opførte kontorhuse i Bruxelles repræsenterer en europæisk drøm. Ruinerne i Kroatien et europæisk mareridt.

Vi har vendt ryggen til det ene for at værne om det andet. Og alligevel kan det godt være, at ruinerne i Kroatien bliver skyld i, at kontorhusene i Bruxelles aldrig kommer til at stå færdige. Selvfølgelig vil murerne og entreprenørerne ikke standse midt i arbejdet. Husene vil en dag stå der i glas og beton, men de vil måske aldrig komme til at opfylde den funktion, arkitekterne og politikerne havde tiltænkt dem: at symbolisere et Europa forenet i fred og demokrati.

Efter min hjemkomst bliver jeg hele tiden spurgt: Hvad kommer der til at ske med Kroatien? Dette spørgsmål er jeg ikke bedre til at svare på end alle mulige andre. Faktisk er det ikke nogen særlig kvalifikation at have været i Kroatien, hvis man vil svare på det. Spørgsmålet kan lige så godt besvares i Bruxelles eller København. Det skyldes, at vi i Europa er blevet stadig mere forbundne, og at svaret derfor afhænger af, hvad vi forstår ved et europæisk demokrati, og hvordan vi ser på dette demokratis fremtid.

I den belejrede kroatiske adriaterhavsby Zadar så jeg i et beskyttelsesrum en kabaret opført af byens unge kunstnere. I kabareten var der også en parodi på en af de observatører, EF har sendt til Jugoslavien for at overvåge de utallige, altid kortvarige våbenhvilers overholdelse.

Sketchens EF-observatør kendte udmærket til Kroatien. Han havde været der mange gange – som turist. Nu kunne han ikke tro, at det billige og smilende solskinsland pludselig skulle være blevet skueplads for massakrer og ødelæggelser. Da han endelig bliver overbevist om, at det er tilfældet, udbryder han indigneret: „Nu vil jeg tage energiske skridt til at standse myrderierne!“ Og så tramper han energisk i scenegulvet.

Men mere gør han heller ikke.

Skuespilleren, der fremstiller EF-observatøren, har ikke nogen bukser på.

Det kræver ikke megen fantasi at udlægge, hvorfor bukserne mangler. Det er ikke så meget EF-observatørens manglende manddom, stykket vil gøre opmærksom på, som hans afmagt, hans barnlighed og naive uvidenhed.

Det forekommer mig, at dette er en udmærket karakteristik af alle os, kroaternes europæiske medborgere, der i passiv afmagt har været vidner til deres tragedie.

Når det magtfulde EF for længst har mistet enhver betydning i Jugoslavien, skyldes det netop denne naivitet. Unionen ledes af politikere, hvis horisont er formet af handelshøjskoler og universitetets økonomiske fakulteter, og hvis menneskelige erfaring indskrænker sig til indtagelse af hvidvand ved konferenceborde og læsning af børskurser.

De har simpelthen ikke forstået, at der var en krig, eller hvad en krig er, men har troet, at de blot kunne gribe til det sædvanlige universalmiddel i enhver konflikt: at vifte lokkende med tykke seddelbundter af D-mark, pund og franc og samtidig true med økonomiske sanktioner. Men sådan standser man ikke en krig.

Jeg siger ikke dette for at bidrage til den almindelige politikerlede, for jeg tror, at den dybeste årsag til politikerleden ikke er, at politikerne er forskellige fra deres vælgere eller moralsk ringere end dem, men snarere, at politikere og vælgere ligner hinanden for meget. Vore politikere er ikke idealer for os, de er vore åndelige tvillingebrødre og -søstre, og det er derfor, vi ikke bryder os om dem.

Alle er vi børn af den samme parentes, hvor der i 46 år har hersket fred og demokrati i Europa, og i løbet af dette næsten halve århundrede er der en idé, der i stigende grad har bundfældet sig i os, nemlig den, at alle politiske og menneskelige spørgsmål i sidste ende er økonomiske. Derfor finder alle konflikter også den samme løsning: Der underskives en check på et større eller mindre beløb, og EF er ikke andet end et storslået monument over denne pengefikserede tankegang. I en krig viser mennesket sine bedste og værste sider. I fredstid er det mest mellemtonerne, der dominerer, og forskellen er, at mennesker, der inddrages i en krig, bliver døve for pengesedlernes knitren.

Mange af de ting, jeg fik at se i Kroatien, de døde og lemlæstede, de uendelige rækker af ødelagte huse, fik simpelthen min forstand til at stå stille. Når jeg søgte efter en forklaring, en politisk årsag til alt dette vanvid, var det mest for at berolige mig selv. For uanset om der bagved stod en jugoslavisk forbundshær, der var bange for at miste sine privilegier, eller et kommunistparti i Beograd, der kæmpede for sin overlevelse, så vidste jeg, at det ikke var forklaring nok.

For her var mennesker gået fra hus til hus og havde sat ild på. Her angreb mennesker forsvarsløse medmennesker med knive, økser og skovle, skønt de – hvis det endelig skulle være – kunne have endt deres liv langt mere barmhjertigt med et skud.

Hvad havde drevet dem til at gøre det? Jeg stiller dette spørgsmål som et naivt barn af den parentes i Europas historie, hvor freden og ikke krigen har hersket, og jeg stiller det, fordi jeg ligesom alle andre har glemt, at skønt Europa har tradition for fred og demokrati, har vi en langt stærkere tradition for det modsatte.

Det nemmeste svar på spørgsmålet om, hvad der driver mennesker til at begå uhørte grusomheder mod andre, er også det farligste. Svaret lyder i al sin enkelhed: Hvad der driver mennesker til den slags handlinger, er noget, vi i Danmark ikke kender til, noget, de kun har i andre lande og andre kulturer.

Hvad der skiller os fra de kæmpende i Jugoslavien – og dermed os danskere fra krigens mulighed – er noget nationalt og kulturelt og måske også et svælg i tid på mange hundrede år. Sådan har vi i Danmark ikke opført os siden Gøngehøvdingens tid, og dengang var det alligevel svenskerne, der var de værste.

Dette svar er farligt, fordi det svækker vores agtpågivenhed over for mørke kræfter i os selv og det samfund, hvis demokrati vi ikke vil undvære.

I Danmark begås der hvert år cirka 1.000 overfald på sagesløse personer. Mange bliver lemlæstede for livstid af personer, de aldrig har kendt eller haft noget udestående med. Det anslås, at antallet af medlemmer i landets forskellige rockerbander løber op i flere tusind.

Alle disse unge mænd har ved talrige lejligheder bevist, at de har et helt andet forhold til et menneskelivs værdi end resten af befolkningen.

Hvis man samlede alle disse mænd på et sted og forsynede dem med rigelige mængder spiritus, tanks, artilleri, håndgranater, maskinpistoler, knive, økser og bajonetter og derefter fortalte dem, at indbyggerne i en nærmere angivet provinsby, f.eks. Vordingborg, i grunden ikke var mennesker, men snarere en slags skadedyr, og at det var deres opgave at erobre denne by, og at de, når byen var faldet i deres hænder, kunne gøre med dens indbyggere nøjagtig, hvad de ville, uden at det ville få nogen som helst følger for dem selv, så er jeg sikker på, at navne som Vocin og skabarnja, kroatiske landsbyer, hvor dokumenterede massakrer har fundet sted, også snart ville kunne indskrives på det danske landkort.

I Kroatien tilbragte jeg meget af min tid sammen med en 24-årig canadier. Han var barn af emigrerede kroatiske forældre og talte derfor begge sprog, kroatisk og engelsk, hvad der satte ham i stand til at fungere som tolk. Han havde tilfældigt befundet sig på studieophold i Zagreb, da krigen brød ud, og nu havde han i over fire måneder hver dag taget journalister ud på krigens farligste steder, op og ned langs fronten, ind og ud af belejrede byer, tværs gennem fly- og artilleribombardementer.

Han talte om at melde sig til de kroatiske styrker i stedet for blot at være et vidne til krigen. Jeg ved ikke, om han endte med at gøre det, men det vigtigste var, at her var en ung mand som millioner af andre i de vesteuropæiske og nordamerikanske storbyer, der pludselig var parat til at ofte sin fremtid, måske sit liv, for at hjælpe andre.

Lige på den anden side af fronten demonstrerede massakrerende soldater de værste sider i mennesket. Her så jeg de bedste sider dukke frem, og min canadiske tolk var ikke den eneste, ja, ikke engang den mest iøjnefaldende.

Der er ingen tvivl om, at efter efterkrigstidens lange periode med fred har der i vores samfund indfundet sig en tilstand af politisk mathed. Vi ville lyve for os selv, hvis vi benægtede, at denne tilstand overvejende udgøres af mæthedsfornemmelser, søvnighed og en almindelig ligegyldighed over for medmenneskets skæbne. Disse tre ord, mæthed, søvnighed og ligegyldighed definerer nogenlunde det, der indtil nu har været kernen i demokratiernes stabilitet.

Begivenhederne i Europa de sidste par år viser, at det ikke kan fortsætte sådan. Voldsomme kræfter er sluppet løs i det befriede Østeuropa og det sammenbrudte sovjet, og de er langtfra alle sammen demokratiske. Noget lignende sker i Vesteuropa, hvor modstanden mod indvandring også bliver til en forbitret protest mod demokratiet.

Skal vi forsvare demokratiet, må vi ikke blot overvinde vores mathed, vi må også gengive begreberne godt og ondt deres betydning og være i stand til moralsk at orientere os imellem dem. Vi kan kun værge demokratiet mod det værste i mennesket ved at mobilisere det bedste i mennesket, ikke ved fortsat at forskanse os bag en indre Berlin-mur af ladhed, ligegyldighed og hygge. Derfor må vi også i fredstid opføre os, som om vi var i krig for demokratiet.

Det er derfor spørgsmålet: Hvad kommer der til at ske med Kroatien? kun kan besvares med et andet: Hvad vil Europa med demokratiet?

Kroatiens skæbne, hvordan den end bliver, vil være et varsel.

Ekstra Bladet, januar 1992