„Begejstringens Gade“ er en typisk forstadsboulevard i Moskva, der med otte tilmudrede kørebaner skærer sig tværs gennem et stort anlagt boligog industrikvarter. Takket være én mand er indbyggerne i Rusland blevet klar over, at gaden med det besynderlige navn burde udstyres med et andet, mere truende, men også langt sandere navn: „Ødelæggelsens gade.“ Midt imellem høje, firkantede betonhuse og kraftværker, fra hvis lave skorstene røgen rammer de omliggende boligblokkes øverste etager, ligger en lille anonym kontorbygning. Det er det såkaldte Gsniioht-Institut. Bag facaden med de høje, smalle vinduer, som synes at afvise nysgerrige blikke, arbejdede doktor i kemi Yil Mirzainov indtil oktober måned i år med udviklingen af en ny nervegas af hidtil ukendt effektivitet.
Der er allerede produceret tilstrækkeligt af nervegassen til at udrydde 100 millioner mennesker, svarende til det samlede befolkningstal i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
„Om jeg kan bevise det? Jeg har jo selv været med til at udvikle gassen! To milligram er nok til at slå et menneske ihjel. Vi har allerede produceret flere hundrede kilo. Så kan De selv regne resten ud.“
Yil Mirzainov slår ud med armene. Han er en 57-årig videnskabsmand med hornbriller og gråsprængt hår. Siden sin afgang fra universitetet i 1964 har han arbejdet med udviklingen af kemiske våben. Nu fortæller han den historie, der har bragt ham på forsiden af alle Ruslands aviser og gjort ham til helt for nogle og skurk for andre. Det er historien om en videnskabsmands vågnende samvittighed og en autoritær stat, der nægter at dø.
„Mens vi både under Gorbatjov og siden Jeltsin deltog i internationale forhandlinger om et totalforbud mod kemiske våben, udviklede vi i al hemmelighed en helt ny nervegas, der ikke stod på nogen liste. Det var et farligt hykleri,“ siger Mirzainov som forklaring på, hvorfor han valgte at offentliggøre sin viden.
„Jeg ønsker, at almindelige mennesker skal forstå, hvad der foregår. Vi er igen ved at blive gidsler for uansvarlige militærfolk. Vore forhandlingspartnere i Vesten er naive, hvis de stoler på de russiske generaler.“
Mirzainov skrev sin første artikel om de dødbringende eksperimenter i oktober 1991. Det var lige efter det fejlslagne augustkup, hvor de reaktionære, gammelkommunistiske kræfter havde lidt nederlag, og der var kaos overalt, også i efterretningstjenesten KGB. Derfor var der ingen, der reagerede.
Et år senere gentog Mirzainov sine anklager mod generalerne og den kemiske våbenindustri under overskriften Forgiftet politik i avisen Moscow News. Denne gang udeblev reaktionen ikke. Et par uger senere bankede det på hans dør. Udenfor stod KGB, der omhyggeligt havde afventet det øjeblik, da Mirzainovs kone var gået i skole med børnene, og deres offer var alene tilbage i lejligheden.
Men Mirzainov nåede at ringe til en journalist, han kendte, før han åbnede døren. Det blev hans frelse. „Jeg frygtede at forsvinde sporløst,“ siger han. Da journalisten nåede frem, var Mirzainov allerede ført bort til det nærliggende KGB-fængsel Lefortovo.
Mirzainov har overskud nok til at le af sin arrestation, og det er det overskud, der varsler, at det er nye tider i Rusland. „Jeg følte mig som deltager i en komedie. Vil De tænke Dem, den KGB-bil, jeg blev ført bort i, brød sammen midt på sporvognsskinnerne – og sporvognen kom. KGB-agenterne måtte ud og skubbe bilen væk. Og det skulle være verdens mest frygtede efterretningsvæsen?“
„Hvordan der var i fængslet? Jeg læste engang en KGB-fanges erindringer, som bar titlen Seks år i en lokumstønde. Sådan var det. Som at bo i en lokumstønde. Der var en medfange, som sagde til mig: „Dette fængsel er ingen skam for dig, men for staten.“ Nu har vi en demokratisk regering i Rusland. Men KGB er den samme. Der er billeder af Lenin overalt. De hader Jeltsins navn.“
Mirzainovs ophold i KGB’s fængsel kom kun til at vare i tolv dage. Så fik en kampagne i de russiske massemedier ham løsladt. Hans sag blev omtalt og forsvaret i aviser med et samlet oplag på næsten tyve millioner.
Mirzainovs trængsler er ikke ovre. Han er blevet afskediget fra sit arbejde og ved ikke, hvordan han fremover skal forsørge sin familie. Han siger stolt og undvigende, at han vil leve af sin opsparing, men et blik rundt i den beskedne 28 kvadratmeter store lejlighed, hvor han bor med sin kone og to sønner, fortæller en anden, mere bitter sandhed. Den arbejdsløse videnskabsmand har ikke noget at leve af.
„Hensigten med min arrestation har været at skræmme andre fra at gøre det samme. Jeg tror desværre, det virker efter hensigten. Mine kollegaer betragter mig som forræder. De er bange for at miste deres arbejde.“
Manden, der sagde fra over for verdens mægtigste militærindustri, står nu over for en langvarig retssag. Mirzainov er anklaget efter den berygtede paragraf 75, loven om brud på statshemmeligheder. Hans advokat kan ikke få aktindsigt og har således ingen muligheder for at forberede sit forsvar. Mirzainov har ganske vist fået beskikket to advokater af staten. „Men de bestiller ikke andet end at belære mig om, at en borger ikke må blande sig i politik. Hvad giver De? Hvordan skal man have tillid til den slags forsvarsadvokater?“
Jeg spørger Mirzainov, hvad der oprindelig fik ham til at arbejde med udviklingen af et så bestialsk masseudryddelsesvåben som nervegas.
„Samme grund som alle andre: Jeg havde brug for pengene. Jeg fik halvfjerds procent mere i løn end andre med en tilsvarende uddannelse. Jeg havde samvittighedskvaler fra den første dag. Jeg beroligede mig med, at jeg blot foretog kemiske analyser og ikke deltog i den endelige fremstilling af gassen. Det var selvfølgelig et selvbedrag. Mine kollegaer og jeg vidste godt, det var umoralsk at arbejde videnskabeligt med henblik på masseudryddelse af mennesker.“
„Tror De, den sovjetiske hær nogen sinde har haft planer om kemisk krigsførelse – eller tror De, det kan ske i fremtiden?“
„Den nye nervegas er en uhyre effektiv dræber. Også ikke-dødelige doser forårsager uoprettelige skader på centralnervesystemet, og vi har gode grunde til at tro, at gassen også påvirker arveanlæggene, sådan at eventuelle skader nedarves. Hvad angår spørgsmålet, hvorvidt hæren havde planer om kemisk krigsførelse, kan jeg ikke kategorisk svare ja eller nej. Men vi har aldrig haft tilstrækkeligt med tropper, der var udrustet til kemisk krig, så jeg tror det ikke. Truslen om kemisk krig var en af de løgne, som skulle skræmme Vesten. Samtidig var og er produktionen af kemiske våben en vigtig indtægtskilde, som holder en privilegeret elite ved magten.“
„Der er en ting, De må forstå.“ Mirzainov ser direkte på mig. „Rusland er nu på papiret et demokrati. Men det er modstanderne af demokratiet, som sidder på alle de afgørende poster.“
Videnskabsmanden ser eftertænksomt på sine hænder. „Jeg har udsat min familie for en stor risiko. Fremtiden vil vise, om jeg handlede rigtigt.“
For Mirzainov selv kan sagen godt ligne et nederlag. Men for det skrøbelige russiske demokrati er videnskabsmandens modige optræden en sejr. En simpel undersåt har rystet angsten for den mægtige stat af sig og stemt sine spinkle skuldre mod en jernkolos, som står endnu.
Granitsoklerne i Ruslands byer står tomme. Statuerne af sten er blevet væltet. Sovjetmagtens symboler er borte. Nu gælder det dens repræsentanter i kød og blod.
Ekstra Bladet, december 1992