I kø for overlevelse

Det kunne være et hvilket som helst sted i verden højt mod nord, Grønland, Norge eller Alaska, for eksempel. Et sted, hvor der måske er fundet værdifulde metaller eller olie, og hvor mænd nu strømmer til for at arbejde hårdt og tjene hurtige penge, mens de bor i en improviseret by af element- og typehuse i skurstørrelse. Som alle pionerbyer er det et anonymt sted uden særpræg, med den stenede jord dækket af sne og blåhvide bjerge i baggrunden.

Men det er ikke noget moderne Klondyke. Her mellem typehusene, som stammer fra Danmark, Italien, Schweiz, Sverige og tyskland, er der ingen mænd i arbejde og ingen hurtige penge.

Det er ikke i Alaska, Grønland eller Norge. Det er et ensomt sted i de armenske Kaukasusbjerge.

Og der er ikke noget virksomt, gærende liv her. Det er dødens by.

For indbyggerne i Spitak vil den 7. december altid være en uheldssvanger dato. På denne dag for fire år siden fyldtes luften pludselig af en dyb, ildevarslende tone. Så brød ragnarok løs, og hele byen styrtede sammen under rystelserne fra et kraftigt jordskælv. Ikke ét hus blev stående. I dag er Spitaks kirkegård byens største og tættest befolkede byggegrund. Her er begravet over 10.000 mennesker, halvdelen af byens indbyggere.

Nu frygter Spitaks tilbageværende indbyggere, at kirkegården snart vil modtage de sidste overlevende, og at sult og kulde vil gøre det dødegraveri færdigt, som jordskælvet påbegyndte.

Vinteren er knap nok begyndt, men allerede nu skal der kraftige sneplove til for at holde vejen åben til det ensomt beliggende Spitak i en dal midt i de snedækkede Kaukasusbjerge. Armenien er i krig med nabolandet Aserbadjan og ramt af en blokade, som fuldstændigt har afskåret landet fra gas- og olieforsyninger. Det er de sidste kostbare dråber benzin, sneplovene forbrænder, mens de pløjer sig gennem snedriverne i det, der endnu kun er begyndelsen på Kaukasus’ strenge bjergvinter.

Der er 10.000 mennesker i Spitak – og et bageri. Der var tre andre, men de har måttet lukke på grund af mangel på mel. Melet forhandles kun til sortbørspriser, 8.000 rubler for 50 kilo. Det er fire månedslønninger, mindst. Brødet er rationeret ligesom i resten af Armenien, et kvart kilo pr. person pr. dag. Men selv de største familier får ikke udleveret mere end to kilo.

Klokken er tre om eftermiddagen. Det er bidende koldt under en lavthængende, snetung decemberhimmel. I en cementstøbt gård, foran en lille luge i en hvidmalet, skrammet port står de sidste rester af en kø, der blev dannet, da bageriet åbnede klokken fem om morgenen. Der er endnu 150 tæt sammenstuvede mennesker tilbage.

Det er ikke kun kulden, der får de tilbageblevne i køen til at stå tæt presset mod hinanden. Det er også angsten for at nå for sent frem til bagerens hænder i lugen.

En uniformeret politimand har skilt mændene fra kvinderne. De ventende bølger frem og tilbage. Sammen med en garderhøj medhjælper skubber politimanden ublidt til de forreste, så der kan blive plads foran lugen. En kvinde sætter i et hysterisk skrig, panisk over de masende kroppe omkring sig. Her, så tæt på den varme duft af frisk brød, er det, som om selvbeherskelsen og værdigheden omsider slipper op.

Så er der en, der maser sig ud af mængden, mens han i triumf hæver det dyrebare brød over hovedet, som om det var et trofæ vundet i kamp.

Vanik Voskanjan er en midaldrende mand med blide, brune øjne og smal, fin næse. Han er far til fem og invalid efter jordskælvet, hvor han brækkede begge ben og hoften. Jeg kan ikke se, hvad der er galt med hans ben, for hans skuldre og smalle ansigt er det eneste af ham, der er synligt i den sammenstuvede menneskemængde. Men på sine lemlæstede ben har han her til morgen gået femten kilometer for at nå frem til brødkøen. Nu venter han på niende time. I går stod han her i elleve timer og måtte gå tomhændet de femten kilometer tilbage.

I dag er Vanik Voskanjan heldigere. En halv time senere kæmper han sig ud af køen med det eftertragtede brød i hænderne. Han kommer smilende hen til mig og bryder et stykke af, som han rækker frem mod mig.

Brødet føles tungt og solidt i hånden. Det er klægt med en hård, gylden skorpe. Der strømmer en varme fra det nybagte brød, som forplanter sig til min stivfrosne hånd.

Jeg har ofte set tv-reportager fra det tidligere Sovjetunionen, hvor indbyggernes liv gøres op i ventende køer foran butikker, sparsomme lønninger og endnu sparsommere leverancer af fødemidler. Jeg har altid følt, at det var en reduktion af disse mennesker at måle deres liv udelukkende på den mængde varer, de var i stand til at skaffe sig. Nu i det snedækkede Kaukasus med en lille, næsten levende, åndende brødklump i hånden forstår jeg brødets betydning. Det er varme, menneskelighed, civilisation, brødmassen gemmer på. Brødet er det sidste værn mod døden i bjergene og Spitaks overbefolkede kirkegård.

I det, der engang var Spitaks centrum, for foden af en lang skrånende bakke, ligger en gruppe selvbyggerhuse kaotisk kastet rundt mellem hinanden. Her bor Garnik og Eriknas Akulian, begge 37 år gamle, med deres tre børn. I de første to år efter jordskælvet boede de i et skur, mens de ventede på en lejlighed, som myndighederne havde lovet dem. Men lejligheden kom aldrig. Så tog familien Akulian selv affære og udvidede skuret, sådan at de i dag bor i et lille, rummeligt hus på tre værelser.

Der er spraglede tæpper på gulv og vægge og en sofagruppe med brede, lave lænestole. De er købt for de penge, som familien fik i hjælp efter jordskælvet. Men husets vægge af spånplader er tynde, og familiens fem medlemmer fjerner sig aldrig mange meter fra den lille, koksfyrende kakkelovn midt i stuen.

Garnik Akulian var chauffør. Men nu er han arbejdsløs. Der er ikke noget at transportere i det økonomisk lammede Armenien. Han får ingen understøttelse, men staten betaler 500 rubler om måneden pr. barn. De tre børn indbringer familien, hvad der svarer til en halv månedsløn.

Et stykke uden for den ødelagte by har de en lille jordlod, stor nok til at føde en ko. Mælken sælger de, og det er den, der sikre deres overlevelse. „Men hvor længe endnu?“ spørger Garnik Akulian. „Vi vågner hver morgen og ser, at priserne igen er steget.“

En lærerinde fra den lokale skole er kommet på besøg og sidder foran kakkelovnen sammen med de øvrige. „Hvad kan man kræve af børn, som kommer sultne i skole?“ spørger hun beklagende.

Engang var Spitak en af de rigeste byer i den armenske del af Kaukasus. Uden for Akulians hus står en skrammet parkbænk i støbejern og træ. Det er, hvad der er blevet tilovers af byen, der lå her før jordskælvet.

Byggematerialerne i den spøgelsesby, der har rejst sig på ruinerne, er spånplader, bølgeblik, eternit, krydsfiner eller gasbeton. De elektriske kabler ser ud, som om de er der for at tøjre de skrøbelige huse til jorden.

Istapperne vokser sig store fra tagene. Senere på vinteren vil de ligne tremmer om en indespærret by.

Spitak ligner et sted, hvor livet først for nylig har slået rod. Men det er et sted, hvor livet er ved at miste sit tag.

Sådan ser det ud, når et samfund dør.

Ekstra Bladet, december 1992