Samtaler i Sibirien

Hvem er de nye russere? Hvad tænker de på? Hvem er de bange for? Hvad håber de?

Er det nye Rusland kun befolket af gamle, uformelige bondekoner, der indsvøbt i uldsjaler klager over deres lands evige vanskæbne? Eller dystre, ubarberede mænd, der med Kalasjnikov-maskinpistolen i hånden et eller andet sted i det engang så mægtige Sovjetimperiums afkroge forbereder sig på at døbe deres lille stump nyerhvervede nationalstolthed i blod?

Findes der overhovedet normale mennesker i det Rusland, der som få andre lande i historien synes befolket af ofre og bødler, helte og skurke?

På en rejse fra Moskva til det østlige Sibirien spørger jeg mig for. Jeg leder efter en slags midte, et balancepunkt, der midt imellem ekstremerne i et splittet land i rivende opløsning kan pege fremad mod en bedre fremtid for det plagede verdensrige.

„Rusland er som et spejl, der er slået i stykker. Men spejlet viser stadig det samme billede som før.“

Ordene kommer med et suk fra en 63-årig jødisk professor i biologi, Danovich Konstantin. Jeg møder ham i lufthavnen i oliebyen Tjumen i Sibirien. Dagen før er vi nødlandet med Aeroflot-flyet fra Moskva. Kun 40 minutter efter afgang sætter den ene motor ud, og de to andre begynder snart efter at fungere for nedsat kraft. Den sidste time flyver vi i få hundrede meters højde over den sibiriske tajga, hvor de nøgne birketræer tegner et fint mønster af brungrå blyantstreger hen over den frosthårde sne.

I lufthavnen bliver vi modtaget af brandbiler og lange rækker af blinkende ambulancer. Nu venter vi på andet døgn på, at et reservefly skal blive fremskaffet.

„Det er Rusland,“ siger Konstantin med henblik på forsinkelsen. „Som et spejl, der er gået i stumper og stykker. Stadig det samme Rusland, blot endnu mere inkompetent og uansvarligt end nogen sinde før.“

Jeg spørger Konstantin, om han ikke frygter for jødernes skæbne i det stadig mere politisk urolige Rusland, hvor også det ekstreme højre vinder frem.

Konstantins svar er forbløffende moderat og uden de alarmsignaler, som jeg ventede.

„Vi har ekstrem nationalisme og jødehad i Rusland, men vi har også det modsatte. Det yderste højre har ikke mange tilhængere, mest blandt mislykkede intellektuelle. I størstedelen af befolkningen findes der ikke negative følelser over for jøderne. Russerne er ikke længere så nemme at manipulere med. Som jøde føler jeg mig hverken isoleret eller ladt i stikken.“

Victor Sivkv er 24 år gammel med kort, farveløst hår, en bodybuilders muskelsvulmende overkrop og et højre ben, der er kunstigt fra knæet og nedefter. Benet mistede Sivkv, da han som værnepligtig soldat i Afghanistan-krigen trådte på en landmine. Han var kun nitten år gammel og stod ved begyndelsen til en karriere som professionel skiløber. Nu er han arbejdsløs.

Jeg møder Victor Sivkv på et sanatorium ved den sibiriske Bajkalsø. Han har et mildt, lidt drenget genert væsen, slet ikke som man forventer det af en krigsveteran. Hans egen tragedie har ikke gjort ham bitter. Men han er blevet modstander af krig. „Jeg har set mødre græde over deres dræbte børn,“ siger han, „det vil jeg ikke se igen.“

Sivkvs hjerte var med Ruslands demokrater, da Kremls gamle magthavere i august 1991 forsøgte sig med et kup. „De kunne aldrig have vundet,“ siger han om de generaler, der også var med til at beordre ham i krig. Situationen nu er han derimod usikker på. „Der er krig overalt i Rusland. Økonomien bliver ikke bedre. Folk har ingenting. I begyndelsen prøvede Jeltsin – men hvem ved, hvad der nu sker? Det er et mareridt. Jeg er bange for borgerkrig.“

Jekaterina Popva er 76 år og for nylig blevet enke. Hun bor i et solidt, sortbejdset bjælkehus i den lille sibiriske landsby Listvinka. Det fryser minus ti grader udenfor, men den sibiriske vinter er slet ikke begyndt endnu. Tunge, lave bjælkehuse omgivet af hældende plankeværker og lave blå- og grønmalede stakitter udgør landsbyens hovedgade, hvor telefonpælene står skæve i de høje snedriver.

Vandet må her i landsbyen stadig hentes op af brønden med håndkraft, men hos Jekaterina Popva er der tændt for fjernsynet og fyret op i den lille støbejernsovn, der udsender en frisk duft af brændende træ. Blussende af oprømthed over det uventede besøg udtaler Jekaterina sig med stor gammelkonevisdom om det nye Rusland, da jeg spørger hende, hvad hun her fra sin udsigtspost i det fjerne sibirien mener om præsident Boris Jeltsin og hans reformer.

„For mig er det lige meget, hvad zaren hedder. Vi har levet under så mange zarer. Det bliver hverken værre eller bedre under den ene eller den anden. Jeg har min køkkenhave. Det er det vigtigste. Uden den ville jeg dø af sult. Jeg har vist lige så store anlæg for markedsøkonomi, som jeg har for at være jagerpilot.“

Ikke så langt borte bor ægteparret Vladimir og Valentina Chibisov, lige ud til verdens mest vandrige ferskvandssø, den 600 kilometer lange og sine steder 1.600 meter dybe Bajkalsø. Han er kaptajn på et af de små videnskabelige undersøgelsesskibe, der besejler Bajkalsøen. Hun sælger billetter til den lokale bus og tjener dobbelt så meget som sin mand, der er aflønnet af staten, mens hun betales efter antallet af solgte billetter. Med en samlet månedsløn på 10.000 rubler er det hårde tider i det smukke, gamle bjælkehus, hvor familien bor.

I det lille udhus står en enlig ko med et blik, der er mere gudhengivent end vanligt selv for køer. Dens bofælle i stalden gennem flere år hænger nu som flået hud over plankeværket. Der var ikke mere råd til foder.

„Jo, livet har ændret sig, men til det værre,“ siger Valentina Chibisov på 54, der har et smukt, muntert ansigt med brede, fyldige læber.

„Der er mindre mad, færre varer, sådan er det over hele landet. Produktionen falder, og enhver må klare sig selv. Vi troede på Boris Jeltsin i begyndelsen. Nu har vi vores tvivl. Men det er for tidligt at fælde en dom.“

Vladimir afbryder sin kone:

„Vi har været i værre situationer.“

Og hun falder i, ukueligt smilende, som om modstand kun var til for at blive overvundet. „Ja, vi skal nok klare den. Vi har brug for tid og tålmodighed. Og så må vi arbejde, arbejde, arbejde. Ingen kommer til at dø af sult i Rusland.“

På et kollegium i det østlige Sibiriens hovedstad Irkutsk finder jeg tre lyse piger barrikaderet bag en dør.

På kollegiet bor der nationaliteter og racer mange steder fra. Her er laoter, kampucheanere, syrere, mongoler – og selvfølgelig russere. I kollegiegangene er pærerne smadret, væggene malet i en grumset gråblå og gulvet sort af skidt. Køkkenerne er ribbede for alt, undtagen to ødelagte komfurer, der ser ud, som om der har været tændt bål oven på dem.

Gammelt affald ligger ankelhøjt på gulvet, og tilstoppede vaskekummer står fulde af en gullig suppe. Det ligner en lejekaserne i forrige århundredes forslummede London, ikke en ramme om moderne unges studie- og fritidsliv i 1992. Til gengæld er huslejen billig. 84 rubler betales der i kvartalet for et tre-sengs værelse. Det svarer til 30 øre om måneden.

Det er med god grund, Natasja, Olga og Ljuba har barrikaderet sig i den tilsvinede, mørklagte kollegiebygning. Bag døren til deres tolv kvadratmeter store værelse med dets skrammede trægulv og triste, lysegrønne tapet har de formået at skabe en lille ø af hygge med spraglede sengetæpper og puder og et par vægstore fotostater, som viser idylliske skovpartier.

Natasja, som læser journalistik, er overbevist om, at det med de nye tider i Rusland bliver nemmere at være ung og gøre karriere.

„Hvis man har et godt hoved og lyst til at tage fat, kan alt lade sig gøre. Før kunne man undvære hovedet.“

Olga derimod er pessimistisk: „Det er de få stærke, som vil ende med at dominere de svage.“

Natasja bider hende af: „Før var det slyngler, der regerede os. Nu er det bare dilettanter. Det er da altid en forbedring.“

På spørgsmålet om de ser optimistisk på fremtiden, svarer Natasja, at det nok skal ende godt.

„Jamen, hvornår?“ siger Olga, der hellere vil svare med en russisk vittighed. „En pessimist og en optimist diskuterer Ruslands fremtid med hinanden. Det er så slemt, at det ikke kan blive værre, siger pessimisten. Hvorfor dog ikke? svarer optimisten.“

Ekstra Bladet, december 1992