Ruslands to sjæle

„Dette er ikke frihed. Dette er ikke markedsøkonomi. Dette er ikke demokrati. Det er barbari. Rusland er syg.“

Manden, der taler, er en af det tidligere sovjetunionens populæreste forfattere. Valentin Rasputins kritiske romaner om industrialiseringens ødelæggelse af Sibirien er kommet i millionoplag. Han var i opposition til kommunismen. Men i dag er han blevet en af de mænd, som det unge, demokratiske Rusland har lært at frygte.

Valentin Rasputin har sat sin autoritet og popularitet som folkekær forfatter ind som medstifter af den såkaldte Fronten til Nationens Frelse, hvor ortodokse kommunister og det yderste ekstreme højre alle forskelle til trods kan mødes om én ting: Ruslands storhed skal genrejses, og det kan kun ske på ruinerne af demokratiet.

Valentin Rasputin har ikke nogen ydre lighed med sin navnebror, den dæmoniske munk Rasputin, som havde så stor og gådefuld indflydelse ved zarens hof omkring århundredskiftet. Han er en tilforladelig, lidt bondsk type med stridt, gråsprængt hår, fladt ansigt, vejrbidte kinder og stumpnæse. Under interviewet sidder han sammensunket i en sofa og taler ned i sin egen brystkasse. Indesluttet og tvær lever han op til de fleste af klichéerne om den charmeforladte, tungsindige russer.

„Hvad skal vi i Rusland med denne nye frihed?“ spørger Rasputin anklagende. „Før var vi ofre for kommunisternes ideologiske terror. Nu er vi ofre for demokraternes anarkistiske terror. Vi frygter dagen i morgen. Vil vi overhovedet få noget at spise? Vi er skræmte og kuede af kriminaliteten. Vi er i mafiaens hænder, og de gør med os, hvad de har lyst til. Der findes ikke længere nogen statsmagt, der kan beskytte os. I 1917 blev demokratiet ofret for kommunismen. Nu skal Rusland ofres for demokratiets skyld.“

Det er moral og åndelighed, der skal frelse Rusland, mener Rasputin. „en sund sjæl,“ som han også kalder det. Det nye russiske demokrati anser han for vanskabt.

„se på vore gader. Alle vil købe og sælge. Men den slags handel er ikke ordentligt produktivt arbejde. Imens falder produktionen, også i landbruget. Jeg er chokeret over en gallupundersøgelse, der viser, at flertallet af unge skolepiger drømmer om at blive prostituerede. Det er en ny livsstil, som ikke er russisk. Intetsteds i verden bliver der udgivet så mange beskidte bøger, som der nu gør i Rusland.“

Valentin Rasputin har aldrig været marxist. Det er kommunismens ødelæggelse af den oprindelige sibiriske jæger- og landbokultur med dens følelse af fællesskab mellem menneske og natur, han kritiserer i sine romaner. Også forureningen af naturen var han en skarp kritiker af, dengang det endnu var farligt at være det. Men i den kommercielle massekultur importeret fra Vesten ser han en langt mere effektiv ødelægger af den russiske tradition og levevis end kommunismen.

Jeg spørger Valentin Rasputin, om ikke 70 års kommunisme har gjort langt mere skade på det russiske folk, end et par frække bøger og pornografiske film er i stand til at gøre?

„Rusland ville have overlevet kommunismen. Om et par årtier, ville kommunismen alligevel have lidt nederlag, men ikke på en så chokerende måde som nu. Nu dør århundredgamle traditioner. Jeg er pessimistisk. Jeg tror ikke på zardømmets tilbagekomst, sådan som mange af mine venner gør. Folket ønsker det ikke. Jeg tror heller ikke på demokratiet, som aldrig er stærkt og beslutsomt nok, ikke engang i gode tider. Jeg tror ikke på kommunismen – af moralske grunde. Jeg ved ikke, hvordan fremtiden bliver. Det vigtigste er at få stoppet Ruslands indre konflikter og forhindre borgerkrig.“

Rasputin taler hele tiden på den samme måde, sammensunket med hagen presset ned i brystet, fortrydelig, som et menneske, der har været udsat for et overgreb. Han taler om at forhindre borgerkrig, men anser de tidligere sovjetrepublikker, der nu har erklæret sig som uafhængige nationer, for forrædere og kræver deres tilbagevenden til Rusland. Han har i et interview sagt, at det er jøderne, som er skyld i alle Ruslands ulykker, inklusive kommunismen, men når jeg spørger ham, hvad han egentlig mener, svarer han undvigende, at udtrykket jødehader eller antisemit er en etiket, „som altid hæftes på dem, der elsker deres fædreland.“

Også Oleg Volkov er forfatter og en offentlig person med stor moralsk autoritet.

Få dage efter, at klokkerne på Frelser Kirken, Moskvas største katedral, for snart 93 år siden havde ringet det 20. århundrede ind, kom Oleg Volkov til verden. Mellem forfatterens og Ruslands skæbne i dette århundrede er der et tragisk fællesskab. I 1928 blev Volkov, der var søn af en velstående forretningsmand, anklaget for at være „et socialt skadeligt element“ og sendt i fangelejr i sibirien. Først 30 år senere skulle han gense Moskva og sin familie. På trods af alle odds var det lykkedes ham at overleve et halvt liv bag pigtråd.

I dag tager han imod i sin lejlighed på 11. etage i en typisk Moskvaforstad, hvor han bor med sin kone, sin 30-årige datter og en femten år gammel russisk mynde, der i sin høje alderdom må stolpre rundt på rheumatiske ben. Den over 90 år gamle Volkov står forbløffende rank med sine næsten 190 centimeter, og man fornemmer, at denne rankhed er en del af forklaringen på hans overlevelsesevne. Rankheden er også et indre karaktertræk.

Den tidligere Sibiriensfange har en skarpsleben profil, der vidner om de lidelser, han har måttet gennemgå, og et ansigtsudtryk, som på en gang er stolt og mildt. Ned over hans bryst breder der sig et stort, hvidt skæg.

Volkov taler helst ikke om de mange år i lejrene og fængslerne.

„Jeg vil helst glemme,“ siger han. „I så mange år var jeg tvunget til at leve på sadisters nåde og barmhjertighed. Vi var altid dårligt klædt, og kulden er den værste fjende af viljen til at overleve. Skulle jeg vælge mellem kulde og sult, ville jeg foretrække det sidste. Det var ubarmhjertige år. Jeg måtte stole på mine egne ressourcer og moral. Anden hjælp var der ikke.“

Volkov fortsætter:

„Jeg var spærret inde sammen med kriminelle. Men jeg lod mig aldrig glide med strømmen. Jeg forsøgte at opføre mig i overensstemmelse med de kristne værdier, jeg havde mødt i min barndom. Måske forlod jeg ikke Sibirien som sejrherre. Men jeg forlod lejrene med min værdighed i behold.“

„Ruslands historie er et mareridt,“ siger forfatteren, der er på alder med sit århundrede og mere end de fleste har mærket dets brutalitet på sin krop. „I 70 år har vi fået fortalt, at tingene gik fremad. Nu vågner vi op til et land i ruiner. Mit indtryk er, at alt er gledet ud af kontrol. Vi befinder os i dag i en farlig situation, som gør mig bange. Marxismen har ikke gjort russerne blidere eller bedre.“

„Hvad tænkte De i august 1991, da kupmagerne i Kreml led nederlag?“ Volkov ler overbærende: „Der var meget larm, voldsomme artikler i aviserne, nu skulle alt ændres radikalt. Nye mennesker er kommet til magten. Men vores situation her i Rusland er så vanskelig, at den forekommer mig uløselig.“

„Og fremtiden?“

Den 92-årige smiler:

„Jeg ville gerne leve et par år endnu for at se, hvordan det ender. Jeg er stadig nysgerrig. Materialismen har spillet fallit. Vi må forstå, at uden de kristne værdier kan mennesker ikke leve sammen i fællesskab. Vi må igen opleve os som hinandens brødre og praktisere næstekærligheden.“

Mens jeg betragter Volkovs ranke skikkelse og lytter til hans blide gammelmandsstemme, går det op for mig, at det her er et andet Rusland, jeg møder, end i den sammensunkne Valentin Rasputin.

Rasputin drømmer om at se den russiske sjæl frelst og beskyttet af en stærk stat. Volkov drømmer om at se denne sjæl vågne op til et personligt ansvar for sig selv og andre. Det ene er slavens råb på sin herre. Det andet er en fri mands drøm om fremtiden.

Det er to forskellige sjæle i det samme bryst, to Ruslande, der kæmper om magten i den samme nation.

Ekstra Bladet, december 1992