Det sorte Rusland

I Rusland er der en vittighed, de elsker at fortælle.

To mænd er i færd med at bestige et bjerg, da den ene mister taget og falder.

„Ivan,“ råber den anden bestyrtet, „lever du?“

„Ja, ja,“ lyder svaret beroligende.

„Er du kommet noget til?“

„Nej, jeg er helt i orden.“

„Hvorfor kravler du så ikke op igen?“

„Det kan jeg ikke. Jeg falder endnu.“

I Rusland falder de endnu.

Uenigheden går blot på faldets årsag.

En forklaring er nogenlunde nem og ligetil. Inflationen, faldet i produktionen og arbejdsløsheden starter omtrent samtidig med, at markedsøkonomien indføres. Altså må markedsøkonomien være årsagen.

Der er også en anden forklaring. Markedsøkonomien, reformerne og demokratiet var det eneste alternativ til et system, som var nået til vejs ende. De kom, fordi der ikke var andet at gøre. Men hvis et system, der har varet i 70 år, når til vejs ende, har det konsekvenser.

Så var begivenhederne i august måned 1991, da Sovjetimperiet gik i opløsning, måske ikke så meget en ny begyndelse som et punktum. Så var det ikke et nyt Ruslands fødsel, vi overværede, ikke en revolution, så meget som et sammenbrud, der i arv giver et kaos videre, som måske vil vise sig stærkere end alle reformbestræbelser.

Så skyldes inflationen, faldet i produktionen og arbejdsløsheden ikke markedsøkonomien. Sådan må det være, når et samfund giver op, og et system kollapser. Det, vi overværer, er blot sammenbruddets første fase, og de markedsøkonomiske reformer er ikke andet end den lille, strittende pegefinger, som bliver stukket ind i revnerne på en dæmning, der er i færd med at give efter.

„Kommunismen ville være brudt sammen for 30 år siden, hvis det ikke havde været for Sovjetunionens enorme naturressourcer,“ sagde en 38-årig kemiingeniør, Andrej Mironov, til mig. I 80ernes begyndelse beregnede han, at der før eller siden ville indtræffe et drastisk fald i den sovjetiske olieproduktion. Beregningen skaffede ham en dom på fem år i fængsel for „udbredelse af rygter“. Over for sine dommere påpegede han, at hans beregninger var korrekte. „Ja, men du var ikke autoriseret til at udføre dem,“ svarede de.

Kommunismen var et system, der i endnu højere grad end de skiftende solkonger under den franske enevælde levede efter devisen „efter os syndfloden“.

„Hele det tidligere Sovjetunionen er simpelthen et stort økologisk højkatastrofeområde,“ fortsatte kemiingeniøren. „Olieproduktionen falder, ikke fordi ressourcerne er sluppet op, men fordi de er ødelagte som følge af kortsigtede og forkerte udvindingsmetoder. Landbrugsproduktionen falder, fordi jorden er ødelagt. Hvis verdens ene lunge befinder sig i regnskoven i Amazonlandet, befinder den anden sig i den sibiriske tajga, men skovene her er mindst lige så ødelagte som Amazonjunglen. Den værste økologiske katastrofe er måske gået ud over mennesket selv. Vi har ikke længere arbejdsmoral. Vi har i stedet alkoholisme.“

Det var kemiingeniør Andrej Mironov, som fortalte mig om store sibiriske floder, der var, hvad han med et uhyggeligt udtryk kaldte „steriliserede“, fordi der ikke længere fandtes noget spor af plante- eller fiskeliv i dem. Det var også ham, der berettede for mig om en industriby i Uralbjergene, hvor den gennemsnitlige levetid blandt arbejderne var 43 år på grund af en forældet og forurenende industri.

I Kubanregionen i det sydlige Rusland er der et landbrugsdistrikt, hvor der i en hel generation ikke er en eneste ung mand, som på sessionen er blevet fundet egnet til militærtjeneste. Samtlige værnepligtige må kasseres, fordi hele egnen er forurenet af dioxin.

Og det farlige giftstof, som i Seveso i Norditalien forårsagede en miljøkatastrofe, er ikke optegnet eller beskrevet i nogen af de lærebøger, der bruges på de sovjetiske læreanstalter, fortalte kemiingeniøren.

Det var, mens jeg lyttede til Andrej Mironov, at det gik op for mig, at hele det tidligere Sovjetunionen var et stort, uudforsket kontinent. En rejse her kunne kun sammenlignes med Stanleys og Livingstones rejser i det sorte Afrika. Forskellen var blot, at Sovjet var sort, fordi det var mørklagt.

På informationsalderens ny verdenskort, hvor journalistisk reportage og begivenheder omtrent er samtidige, er det et sted, ingen endnu for alvor har betrådt. Der er ufortalte historier overalt. Men det syn, der møder de første indtrængende er ikke opmuntrende spirer til noget nyt. Det er de rystende vidnesbyrd om et system, der for længst har overskredet den sidste grænse.

Aralsøen i Usbekistan er en af de økologiske katastrofer, som selv ikke Sovjetstyret kunne mørklægge. Det er en katastrofe, der kan ses fra verdensrummet, og som betyder, at alle eksisterende kort over det tidligere Sovjet er ugyldige.

Søens overflade er svundet ind med 40 procent, dens vandmængde med 60 procent som følge af omledning af floder i forbindelse med store overvandingsprojekter. Fiskeribyer på størrelse med Hanstholm og Hirtshals ligger nu 30-40 kilometer fra vandet med rustrøde fiskekuttere strandede på en havbund, som er i færd med at blive forvandlet til en fygende saltørken.

Aralsøen havde vi ønsket at se på vores rejse gennem det tidligere Sovjet. Men myndighederne i det nyligt uafhængige Usbekistan ville ikke give os tilladelsen. Og det afslag er ikke utypisk for udviklingen i mange af de femten nationer, som er blevet født ud af Sovjetimperiets opløsning. Her er udviklingen blevet skruet tilbage til en tid længe før Gorbatjov og glasnost.

Nationerne blev nemlig ikke alle uafhængige og frie som følge af et folkeligt, demokratisk pres nedefra. I augustkuppets skæbnetime var der mange lokale, gammelkommunistiske partiledere, der så muligheden for at løsrive sig fra enhver kontrol og udnytte en uafhængighedserklæring som en genvej til personlig enevælde. Og nu driver disse ekskommunistiske herremænd nationer på 20-30 millioner indbyggere, som om det var deres egne personlige godser.

Man hører ofte det nye Rusland sammenlignet med den inflationshærgede og splittede tyske Weimarrepublik, som til sidst endte med at afføde nazismen. Jeg tror, sammenligningen er forkert, først og fremmest fordi den går ud fra, at Rusland er et europæisk land.

Tidligere præsident Gorbatjov omtalte ganske vist altid Rusland som en del af „det europæiske hus“. Men forfattere som Milan Kundera og den eksilsovjetiske nobelprismodtager Josef Brodsky modsagde ham. De mente, at Rusland hørte til asien, og når man rejser i Rusland, er det svært ikke at give dem ret.

Skæbnehengivelsen, passiviteten over for problemer, tålsomheden, snavset og ligegladheden med et kollektivt ansvar minder ikke meget om Europa med dets rastløse, nervøse og somme tider destruktive energi. Det er snarere som at rejse i et Indien, der blot befinder sig på arktiske breddegrader.

Snarere end den tyske Weimarrepublik som model peger de fleste med indsigt i russiske forhold da også på et andet historisk fortilfælde, opløsningen af det kinesiske kejserrige, som i 1920erne førte til en periode, hvor landet opdeltes i en række små riger ført af selvbestaltede generaler, de såkaldte „krigsherrer“.

Det var krige ført uden ideologi eller forestillinger om nye samfundsmodeller. Først senere blev det til en egentlig borgerkrig mellem nationalister og kommunister. I Rusland i dag er der ingen poler, der kunne udkæmpe en borgerkrig, for der er ingen tro eller samfundsmodel at kæmpe for. Russerne har vendt ryggen til et system uden at have et nyt.

De fem krige, der i dag føres inden for det tidligere Sovjetunionens grænser, producerer millioner af flygtninge og tusinder af døde. Men der er ingen idé bag dem. Der er blot mænd med magt, våben og ambitioner. Og krigene ser ikke ud til at kunne vindes. I stedet truer de med at gro fast og blive til ond og hård hverdag for flere og flere.

Og alligevel er der ingen historiske paralleller, der rigtig dækker, hvad vi i dag oplever i det tidligere sovjet. Det er en udviklet industrination, hvis indbyggere midt imellem de giftigt rygende skorstene har levet, som om de hørte hjemme i Den Tredje Verden. Og nu bryder den sammen. Det er noget, vi aldrig før har set i verdenshistorien. Derfor er endestationen også ukendt – hvis der er en.

Det bliver en lang og bitter vej for et bedraget folk. Og de er først lige begyndt at gå den.

Ekstra Bladet, december 1992