Jagten på Khmer rouge

Det var nøjagtig i det øjeblik, da hjulsporet hørte op, og der kun blev en smal, næppe synlig sti tilbage, og motorcyklen bare fortsatte ud over rismarkerne langs med et udtørret flodleje, hvor der ikke længere var nogen mennesker at se, at jeg begyndte at filosofere over fonetikken, læren om ordenes udtale.

„Pu Mo Tjak,“ havde den kronragede newzealænder i FN-observatørernes hus i Stung sagt til mig. „Det er ikke så langt væk,“ havde han tilføjet, „området er sikkert nok.“

På markedet, hvor jeg havde hyret en lille, tæt cambodjaner i besiddelse af en motorcykel til at køre mig derud, havde jeg gentaget newzealænderens udtale af det cambodjanske stednavn. Motorcyklisten havde rystet på hovedet. så havde han selv prøvet med et par navne, og da han endelig nævnte et, der lignede, havde jeg nikket. Mo Tjok havde han sagt i stedet for Pu Mo tjak. Mulighederne for gensidige misforståelser var utallige og fatale.

Dette var ikke Khmer Rouge-land, men det var så tæt på, som man kunne komme. Deres positioner var kun ti-femten kilometer fra Stung, som jeg netop havde forladt. Det var ikke mere end ti dage siden, at de var dukket vildt skydende op midt i byen, havde dræbt et par stykker og skræmt resten ned i de improviserede beskyttelsesrum, som den indonesiske FN-bataljon havde udgravet i det røde sand. På det lokale marked havde de fyldt deres rygsække med varer. Derpå var de igen forsvundet.

Næsten alle på gaden i Stung var bevæbnede. I en barbersalon, som ikke var andet end en bræddehytte, så jeg en mand blive barberet med en gammeldags ragekniv, mens han lå udstrakt på en træbænk med lukkede øjne. Han havde lagt sin våbenbeholdning fra sig: fire håndgranater.

Lige uden for byen stod der fire tanks på en rismark. De var dårligt vedligeholdt og meget lidt funktionsdygtige at se til. Den sandgule og bladgrønne camouflagemaling fik en til at tænke, at den jord og vegetation, de ramponerede tanks skulle falde i med, i stedet var ved at erobre dem tilbage. Mellem larvefødderne og et skyggefuldt figentræ havde soldaterne udspændt hængekøjer, hvor de blundede sig gennem middagsheden. Men tanks var heller ikke denne krigs foretrukne våben.

Cyklister passerede på den hullede vej i en livlig strøm, og over skulderen på de fleste hang en AK 47, den sovjetisk fabrikerede stormriffel. Den var denne krigs virkelige værktøj som i alle krige, der ikke kan vindes, og hvis skueplads derfor skifter fra slagmarken til terror i en uopslidelig og uendelig styrkeprøve med et begrænset antal faldne, mere angst og endnu mere lidelse.

Jeg så mig omkring fra motorcyklens bagsæde. Landskabet var truende tomt, ikke et hus, ikke et menneske, ikke engang et dyr. Der var intet, der rørte sig i den stillestående, varmeflimrende luft. Stien passerede over flere rismarker og snoede sig derpå ind og ud mellem en klynge palmetræer. Af og til fik jeg et glimt af det udtørrede flodleje.

„Ikke langt væk,“ havde newzealænderen sagt. Nu havde vi kørt i næsten en time. I begyndelsen nød jeg turen. Vi kørte langs en flod med røde lerskrænter, palmelunde og små klynger af træhuse bygget på pæle. Af og til passerede vi med de løse planker klaprende under motorcyklens hjul en høj, svajrygget træbro, der spændte i en bue fra bred til bred, yndefulde mesterværker i ingeniørkunst, der synes at inkarnere Cambodjas skrøbelige og flygtige skønhed.

Så snart man kom væk fra byerne, var træ og strå de dominerende byggematerialer. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at cambodjanernes liv var som deres huse, der så let faldt sammen, ikke holdt længe og ikke efterlod sig noget spor, når de forsvandt.

Cambodja var et land, hvor bøndernes eneste kontakt med det 20. århundrede havde været de ubarmhjertige ideologier, i hvis navn de var blevet massakreret, og de detonerende højteknologiske miner, som blæste benene af dem, når de var så uheldige at træde på dem.

Og det var minerne, jeg tænkte på, mens motorcyklen sneglede sig af sted på den smalle nedtrådte sti. Jeg var udtrykkeligt blevet advaret imod nogen sinde at bevæge mig væk fra hovedvejene. Der var fire millioner miner i Cambodja, og FN anslog, at det ville tage 100 år, før landet var ryddet for miner. Hver uge var der 300 mennesker, som trådte på en mine, og i provinsbyen Siemreap havde jeg set resultatet. Hele byen synes befolket af etbenede tændstiksmænd, der i en søsyg rytme svajede af sted mellem deres krykker.

Somme tider lykkedes det at lokalisere et minefelt. En tom Coca Coladåse hængende fra en gren, to kviste over kors, en pil af strå, det var advarselstegnene. Men minerne var af plastik. De flød i vand, og når regntiden kom med sine voldsomme regnskyl, flyttede de sig.

På vej til stung havde jeg set et minesøgerhold fra FN på arbejde i et tæt buskads i vejkanten. Der hang røde advarselsskilte med dødningehoveder overalt. Aldrig har jeg set mænd bevæge sig med en sådan langsomhed eller i en sådan stilhed.

Jeg vidste ikke, hvor jeg var, mens vi fortsatte ad den smalle sti. Kun at jeg var langt fra de hovedveje, jeg var blevet advaret mod at forlade. Jeg lænede mig frem og gentog navnet Pu Mo tjak for cambodjaneren foran mig. Han vendte sig om og sagde noget uforståeligt. Mit mod sank.

Så pludselig var vi der. På en solsveden slette, som strakte sig helt ud til horisonten, så jeg dem. Newzealænderen havde sagt, de ikke var flygtninge: „Displaced persons,“ havde han kaldt dem, altså forflyttede. De havde flyttet sig selv, en hel landsby på vandring med alt, hvad den ejede, bort fra den Khmer Rouge-kontrollerede spøgelseszone et sted bag horisonten, et ukendt land, hvor ingen fremmede kommer ind, og ingen nyheder slipper ud, skabt af terror og bevogtet, ikke af uoverstigelige bjergkæder eller uigennemtrængelige jungler, men af minefelter og moderne våbenteknologi.

De var sluppet ud på den simpleste af alle måder. De var gået, som en indianerstamme på vandring. Nu sad de på sletten under improviserede halvtag af strå som beskyttelse mod solen med deres ejendele og husdyr omkring sig. Der var høns og sortbrogede grise, der var lerpotter og blikgryder, stabler af brænde og de tunge oksekærrer af træ, som havde bragt dem her. Der var nøgne børn, gamle, kronragede kvinder, mødre i saronger og sorte bondeskjorter, ubevægelige mænd med rødternede tørklæder viklet om hovedet. De sad fuldstændig tavse og betragtede mig. Ingen rørte sig. De var vandret ud af spøgelseszonen, men de havde bragt dens uhyggelige stilhed med sig.

De havde sat sig i den svidende sol ved et udtørret flodleje for at vente på, at en krig, der havde varet i tyve år, skulle høre op. Det var en venten, som næsten ikke var til at skelne fra døden.

Jeg tilbragte natten i Kampong Thom, en større provinsby 50 kilometer borte. Jeg havde igen konsulteret de lokale FN-observatører.

„Hvad du end gør,“ sagde de, „gå ikke ud efter klokken otte om aftenen. Regeringssoldaterne er fulde, og så skyder de på alt – månen eller dig.“

Jeg boede på et hotel, der stod på pæle midt i en halvt udtørret sø overgroet med lotusplanter og skræppeblade. Der var ingen elektricitet, og jeg lå i mørket under det fintmaskede moskitonet og lyttede til moskitoernes summen og den tørre lyd af maskinpistoler nogle hundrede meter borte. De skød om natten for ikke at føle sig alene under fuldmånen, eller fordi geværerne havde talt så længe, at de havde mistet tilliden til deres egne stemmer – eller måske for at tilkalde døden, så i det mindste den kunne holde dem med selskab.

Mit næste mål var Stung Treng i det nordøstlige Cambodja, en lille by i junglen ved bredden af Mekongfloden.

Det er umuligt at opholde sig i Cambodja uden overalt at mærke Khmer rouge-partisanernes usynlige tilstedeværelse. Men jeg havde aldrig set nogen. Det var derfor, jeg ville til Stung Treng, for jeg havde hørt, at FN-soldaterne fra Uruguay, som var udstationeret her, stod på god fod med de lokale partisaner og havde daglige møder med dem ved udvalgte checkpoints, når de i gummibåde afpatruljerede Mekongfloden.

Kaptajn strapolini var en lille, rund mand med en strittende moustache. Han pustede kinderne op og lukkede så luften ud igen med en beklagende lyd. „Det er rigtigt, at vi plejede at sludre med Khmer rouge,“ sagde han. „Men for to dage siden skød de på os. Vi er ubevæbnede. Det er ikke vores opgave at besvare ilden. Så nu er det slut med at sludre.“

„Afpatruljeringen af floden er et interessant job,“ tilføjede han. „Men somme tider farligt.“ Jeg fik lov til at komme med i en af gummibådene på en ottetimers patrulje på Mekongfloden op mod grænsen til Laos.

Af og til standsede vi en forbisejlende kano, og FN-soldaterne bad om identitetspapirer. Kaptajn strapolini og hans mænd ledte efter våben. Et sted lagde vi ind til bredden for at tale med en gruppe fiskere. Der sad to kvinder på hug i sandet foran et bål, hvor en lille, sortsveden blikgryde hvilede på tre sten. Et spædbarn sov på en stråmåtte i skyggen under et træ. Et par mænd bødede garn. Det var alt. Det var så elementært et liv og et samfund, som tænkes kan.

Mændene beklagede sig over de lokale regeringssoldater, der stoppede fiskerne på floden og krævede penge for at lade dem passere.

Senere gik vi i land ved en af regeringssoldaternes improviserede kontrolposter. Soldaterne kravlede ud af hængekøjerne, og med Kalasjnikoven hængende over skulderen kom de ned til bredden for at møde os. Der blev udvekslet håndtryk og cigaretter, men ingen smil. Kaptajn Strapolini spurgte dem, om det var rigtigt, at de stoppede forbisejlende fiskere og afkrævede dem penge.

„Ja,“ sagde de. „Men de betaler kun, hvis de har lyst.“

„Hvad sker der, hvis de ikke betaler?“ blev kaptajnen ved.

„Ikke noget,“ løj de.

De stod i sandet med nøgne fødder og åbentstående skjorter. Ikke to af dem havde den samme uniform på.

„Prøv at forstå,“ sagde den ene af dem pludselig, som om han ville forsvare sig mod en uudtalt anklage. „Vi har ingenting.“

På en måde havde han ret. Der var ikke meget forskel på soldaterne og fiskerne, vi havde talt med kort tid før. Men én ting adskilte de barfodede soldater og de barfodede fiskere: Kalasjnikoven, som soldaterne bar i en strop over skulderen og hele tiden blev ved med at pille ved under vores samtale. Soldaterne på Mekongfloden var ikke soldater i nogen hær, i nogen nations eller noget ideals navn. De var soldater i den eneste krig, der blev ført i Cambodja, den mest elementære af alle krige, overlevelsens. Det var tilværelseskampens mest nøgne form, der talte ud af deres mørke, tillukkede ansigter og deres nervøse fingre, der hele tiden måtte søge den bekræftende kontakt med geværløbets koghede metal.

Jeg kom aldrig til at stå ansigt til ansigt med et medlem af Khmer rouge. Alligevel havde jeg hele tiden på fornemmelsen, at partisanerne var lige i nærheden, og hvis jeg blot vendte mig hurtigt nok, ville jeg få dem at se.

Jeg besøgte en flydende landsby på ton le Lap-søen og tilbragte en solbeskinnet formiddag med at sejle rundt mellem hundredvis af pælehuse og husbåde fyldt med vinkende børn. Samme dag, otte timer senere, netop som mørket var faldet på, dukkede Khmer rouge op. De efterlod sig 34 dræbte.

I dag findes landsbyen ikke mere. Pælehusene står forladte, og husbådene, hvis beboere er etniske vietnamesere, der var bosat i Cambodja i generationer, er med strømmen drevet ned ad Mekongfloden med kurs mod Vietnam for at undslippe terroren.

I Kampong Thom lærte jeg kommandanten for den indonesiske bataljon at kende, en stor, venlig mand, der som en personlig tjeneste havde skaffet mig plads på helikopteren til Stung Treng. Tre dage efter at vi havde sagt farvel til hinanden, trådte han på en mine og mistede højre ben.

En hollandsk sociolog, som arbejdede for FN med at forberede de første frie valg i Cambodjas historie, sagde til mig:

„Alt, hvad cambodjanerne foretager sig, er motiveret af frygt. Frygt er den vigtigste drivkraft i alle deres handlinger.“

Efter fjorten dage i Cambodja forstod jeg, hvad hun mente.

Politiken, maj 1993