Jeg er lige kommet hjem fra en rejse jorden rundt. Mens jeg har rejst, har jeg forsøgt at følge med i begivenhederne i verden, men det har ikke altid været nemt at få fat i aviser på et sprog, jeg kunne forstå, og jeg har jævnt hen været uvidende om, hvad der foregik.
Krigen i det tidligere Jugoslavien blev ved, så meget forstod jeg, og set fra den anden side af jorden forekom diskussionen, hvorvidt Balkan nu egentlig også rigtigt var en del af Europa, temmelig akademisk. Sådan så krigen ud, når jeg betragtede den fra klodens anden side: Det var Europa, der igen søndersled sig selv.
Jeg læste om de trusler, som omverdenen fremsatte over for især serberne. Hvis de ikke snart holdt inde med deres grusomheder, ville der blive skredet ind i form af væbnet intervention. Når jeg et par uger senere igen tilfældigt faldt over et eksemplar af Newsweek eller Times, kunne jeg af indholdet se, at disse trusler altid havde dementeret sig selv. Krigen fortsatte som altid, mens man i det europæiske kraftcenter i Bruxelles uforstyrret fortsatte med at lægge planer for fremtiden.
Jeg kom til at tænke på de med rette berygtede ord om „Fred i vor tid,“ som den engelske premierminister Chamberlain fremsatte i München i 1938 efter at have kapituleret over for Hitlers ekspansionsplaner, og forstod, at vor tid var en anden, mindre naiv og mere kynisk tid.
Det officielle Europa fremsagde i dag ikke noget forhåbningsfuldt – eller hyklerisk „Fred i vor tid,“ men et aldeles nøgternt: „Fred og krig i vor tid“. Fred hos os – og krig hos dem. Et nyt jerntæppe var gået ned i Europa, mellem fred og krig, mellem et velstandens Europa, hvor efterkrigstidens lange fred syntes at kunne fortsætte uhindret, og så en række nationer, der var blevet forvandlet til slagmarker, og som bag vor kynismes jerntæppe uhindret syntes at kunne fortsætte deres march mod selvmordet. Det forekom at være en stabil situation og derfor betryggende, ikke ulig terrorbalancen under Den Kolde Krig.
Krigen har stået på i mere end to år uden at brede sig uden for Balkan. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at en eller anden nation springer over jerntæppet for at tage del i det kollektive selvmord. Men grundlæggende er krigen og freden sikret hver deres territorier i et nyt, opdelt Europa.
Sådan så det ud for mig, når jeg så tilbage mod det Europa, jeg befandt mig så langt borte fra. Jeg rejste i nogle af de lande, der i det sidste halve århundrede har været genstand for voldsomme begivenheder af lignende art eller måske endog endnu mere dramatiske end det, der lige nu sker i Europa.
Min rute førte mig gennem Rusland, Kina, Cambodja, Vietnam, Chile og Peru. Jeg rejste lidt tilfældigt, og som vinden blæste, på improvisation og inspiration, for at møde mennesker og betragte fremmede landskaber. Jeg rejste ikke som professionel journalist og følte derfor heller ikke noget behov for at opsøge og være vidne til uretfærdigheder.
Jeg blev ikke ekspert på nogen af de lande, jeg besøgte, og det kan måske forklare den konklusion, jeg nåede frem til, og som i ørerne på avislæsere, tv-seere og mere professionelt engagerede, altså alle øjenvidnerne til vor verdens talrige katastrofer og overgreb, må lyde sær: Jeg vendte hjem opfyldt af stor tillid til vor verdens fortsatte beståen og menneskers grundlæggende vilje til at leve sammen på en anstændig måde.
Hvis jeg skal forklare, hvad jeg mener, er der to kvinder, jeg må fortælle om.
Den ene har jeg aldrig talt med, jeg kender ikke hendes navn og ved intet om hende. Jeg har set hende en aften stå under regntræerne ved bredden af Mekongfloden med et barn på armen. Det var i Cambodja, i marts måned. FN havde udstationeret 20.000 soldater for at forberede og sikre landets første demokratiske valg i over tyve år. Cambodjas onde ånd gennem lige så mange år, den maoistiske partisanbevægelse Khmer Rouge, havde boykottet valget og truede alle, der tænkte på at afgive deres stemme.
Rundt om i Cambodjas landsbyer blev der holdt foredrag om menneskerettigheder. Der blev vist videoer, som forklarede demokratiets mekanismer, og repræsentanter for de mange nydannede politiske partier fik mulighed for at forklare deres synspunkter. Det var sådan en seance, jeg overværede i mørket under regntræerne. Indimellem var der indslag med populære popgrupper og advarsler mod de millioner af landminer, som er spredt ud over Cambodja. Det hele varede et par timer. De fleste af tilskuerne var børn. Et par enkelte mænd dukkede op, men fjernede sig hurtigt igen. Arrangementet lignede ikke nogen succes.
Jeg talte med en hollandsk sociolog, som stod bag denne undervisning i demokrati. Hun måtte kæmpe for at bevare optimismen. „Du må forstå,“ sagde hun, „at alt, hvad cambodjanerne gør, er dikteret af frygt. Frygt er det vigtigste motiv i alle deres handlinger.“
Imens stod kvinden med barnet på armen lidt i udkanten af tilskuermængden, fuldstændig ubevægelig og uden nogen sinde at tage blikket væk fra de talende på fjernsynsskærmen. Jeg spekulerede på, hvad der rørte sig i hende. Søgte hun blot adspredelse? Var det mediet, fjernsynet, som hun her formodentlig så for første gang, hun var fascineret af? Eller var det noget andet?
Situationen i Cambodja er stadig ikke afklaret, men valget i maj måned blev en succes, der kom bag på alle, med en valgdeltagelse, der til trods for truslerne var på over 90 procent.
Når jeg skal forklare denne uventede succes, tænker jeg på kvinden under regntræet. Mens hun har stået der i mørket, har en beslutning taget form i hende.
Hun har brudt med frygtens mønstre og gået hen og stemt for et anstændigt liv.
Den anden kvinde sidder med en lille bog i hånden. I en pause i sit arbejde læser hun. Hendes navn kender jeg. Hun hedder Dorita. Hun har opkaldt den lille restaurant, hun selv driver på torvet i Chachapoya, efter sig.
Chachapoya er en lille by i det nordlige Peru. Peru har i det seneste tiår lidt under de sidste efterdønninger af den maoistiske bølge, som startede med Maos kulturrevolution, forårsagede katastrofen i Cambodja, og som i slutningen af 1970erne, da den havde lidt nederlag alle andre steder, blev inspirationskilde for terrorgruppen Sendero Luminoso (lysende sti), som med sine aktioner har bragt Peru på opløsningens og fallittens rand i en borgerkrig, som er blevet årsag til mere end 30.000 menneskers død.
For kun et par år siden så det ud til, at Sendero Luminoso skulle vinde og gøre med Peru, hvad Khmer Rouge havde gjort med Cambodja. Så vendte krigslykken, og i dag er terrorgruppen på tilbagetog. Manden, der har taget æren for terrorismens begyndende nederlag, er Perus præsident Fujimori, som har fulgt successen op med et forslag til en ny grundlov, som skal give præsidenten langt mere vidtstrakte beføjelser end tidligere.
Det var udkastet til denne grundlov, Dorita sad og læste i, da jeg forstyrrede hendes koncentration ved at bede om regningen.
Hun lagde de tættrykte ark fra sig, og jeg spurgte hende nysgerrigt, om hun ville stemme ja eller nej.
„Nej, selvfølgelig,“ sagde hun. Hun begyndte at bladre i tryksagen og pegede på forskellige paragraffer.
„Her står der f.eks., at dødsstraffen skal genindføres. Jeg ved, at vi har store problemer her i landet. Men dødsstraf hjælper ikke på noget. Det har den aldrig gjort.“
Hun pegede et nyt sted. „Her er en paragraf om ‘forræderi mod fædrelandet’. Som jeg ser den, kan den også bruges mod journalister, der skriver kritisk mod regeringen. Sådan noget kan jeg ikke stemme ja til.“
Om Dorita ved jeg ikke meget. Jeg ved som sagt, at hun har en lille restaurant på torvet i Chachapoya, en by i det fjerneste Peru. Jeg ved, at hun kan læse, hvilket ikke er en selvfølge i Peru. Jeg ved ikke, hvordan den folkeafstemning, hvor hun så ivrigt argumenterede for et nej, er gået. Den blev afholdt søndag den 31. Oktober, men danske aviser har ikke fundet det ulejligheden værd at referere resultatet.
En ting til ved jeg dog om Dorita. Det samme, som jeg ved om hendes medsøster under regntræet ved Mekongflodens bred.
De hører begge til de mennesker, der holder sammen på jorden.
Når jeg skal begrunde den tillid til verden, jeg er vendt hjem med, er det dem, jeg tænker på.
Amnesty, december 1993