Italiensk dagbog

Søndag den 22. maj
Ankomst til rom.

Avisen la Repubblica fortæller på forsiden, at statsadvokaturen i Palermo forbereder en retssag mod Giulio Andreotti, Italiens premierminister adskillige gange og uafbrudt medlem af skiftende kristelig-demokratisk-ledede regeringer siden 1940ernes slutning. Nu sætter såkaldt angrende sicilianske mafiosi, der til belønning for deres bekendelser er blevet lovet frit lejde og ny identitet, Andreotti i forbindelse med flere mord, bl.a. på redaktøren af ugebladet Op, Mino Pecorelli, og carabinierigeneralen Dalla Chiesa, der i 1982 blev skudt ned på åben gade i Palermo.

Andreotti har i mange år været den sicilianske mafia Cosa Nostra’s vigtigste forbindelse og beskytter i Italiens politiske liv.

Italiens tidligere premierminister går i mafiakredse under navnet „Onkel“.

Mandag den 23. maj

Efter et interview spiser jeg middag med en ældre intellektuel, hans kone og to af deres yngre venner i en lille restaurant tæt ved Via Nazionale. Jeg får pasta og saltimbocca.

Samtalen falder på Bettino Craxi, socialistpartiets tidligere leder, som efter at være blevet anklaget for korruption er flygtet til Tunis. Selskabet er ikke så meget optaget af, om Craxi, der også var regeringsleder nogle år midt i 80erne, nogen sinde vil vende tilbage til Italien for at stå til regnskab for en korruption, der beløber sig til mange milliarder, ikke i lire, men i kroner. Selskabet er nemlig enige om, at Craxi i løbet af kort tid vil være en død mand.

Uenigheden går blot på dødsmåden. Vil Craxi blive myrdet, eller vil han begå selvmord?

Tilhængerne af selvmordshypotesen henviser til Craxis arrogante karakter, som næppe overgås af nogen anden italiensk politiker i efterkrigstiden, og som har givet ham øgenavnet „den lille Mussolini“. Igennem de sidste måneder er han i offentligheden blevet ydmyget i uhørt grad, og den magtsyge politiker har mistet enhver indflydelse. Af hans opførsel fremgår det tydeligt, at han nu er en knækket mand. Han vil ikke kunne overleve at blive stillet for en domstol i Italien med udsigt til en sikker domfældelse, der vil sende ham år i fængsel. Heller ikke udsigten til et permanent eksil i tunis rummer nogen tiltrækning for ham. Derfor vil han sandsynligvis vælge selvmordet.

Tilhængerne af mordhypotesen peger derimod på, at Craxi var manden, der hjalp Italiens nye regeringsleder Silvio Berlusconi med at skabe hans finans- og medieimperium. I dag har Craxi mistet alt, mens hans tidligere protegé er steget til magtens tinde. Hvis Craxi vælger at fortælle, hvad han ved, kan han vælte den italienske regering. Derfor udgør han en trussel mod hele den politiske stabilitet i Italien, og det er sandsynligt, at han inden længe vil blive fundet myrdet.

Jeg lytter til samtalen i stigende undren. Dens deltagere er akademikere og trænede politiske debattører, og af deres stemmer, der er uden hverken skadefryd eller sensationslysten ophidselse, forstår jeg, at disse spekulationer over en politikers død i Italien er en helt normal måde at diskutere politik på.

Tirsdag den 24. maj

Martin viser mig en bog, han netop har købt om Berlusconi. Bogen er udkommet i marts, altså nogenlunde samtidig med, at valget, der bringer Berlusconi til magten, finder sted. Titlen er Berlusconi in Concert. Forfatterne stefano E. D’ama og Gigi Moncalvo er henholdsvis journalist ved en af Berlusconis tv-stationer og leder af det europæiske universitet i Parma. På bogens bagside står følgende introduktion: „Det 20. århundredes store ideologier er alle brudt sammen under presset fra en altomfattende omvæltning. Selve begreberne ‘postindustriel,’ ‘postmoderne’ eller talen om en ‘tredje kapitalisme’ fortæller mere om, hvor vi kommer fra, end hvor vi er på vej hen. Sandheden er, at vi ikke ved, hvad der vil ske. Vi ved kun, at der er brug for en ny slags menneske, en psykologisk revolution, så at hver eneste af menneskehedens mange celler kan begynde at tænke konstruktivt. Berlusconi fremstår som prototypen på en menneskehed, der er i færd med at skifte ham: Han er en pragmatisk drømmer, en dyrker af utopier som sin yndlingsfilosof Thomas More, en handlingens filosof, som i denne overgangstid tilstræber en syntese mellem en kapitalisme med rødder i det 19. århundrede og en ny etisk-Æstetisk-Emotionel kapitalisme, der kender sin plads i den planetariske rytme.“

Jeg bladrer lidt frem og tilbage i bogen, der har et mørkeblåt, lakeret omslag, hvor titlen Berlusconi in Concert står med elegant slyngede bogstaver som navnet på en særlig dyr slags fyldte chokolader.

Der står meget om Berlusconis genialitet og hans revolutionære intuition. Jeg falder over følgende passage: „Nye ledere vokser frem i såvel forretningslivet som i politik, sol-mennesker udstyrede med en sjette sans … og endog med en syvende sans, som er de andre sanser overlegen, og som består i evnen til at ‘drømme’. Det nye menneske er ikke en forbedring eller en mere perfekt udgave af det gamle, men et helt nyt, fuldkommen originalt væsens fødsel, frigjort fra alle begrænsninger og fordomme, udstyret med en kreativ intuition, som sætter det i stand til at skabe harmoni mellem de evige modsætninger, økonomi og etik, fornuft og følelse, højfinans og kærlighed.“

„Det lyder som en blanding af Julio Iglesias og L. Ron Hubbard, stifteren af Scientology-sekten,“ siger jeg.

„Ja,“ siger Martin, „Men det er lederen af et europæisk land.“

Torsdag den 26. maj

På børsen i Milano falder kurserne 2,58 procent. Det rygte har bredt sig, at der er udstedt arrestordre på Berlusconi. Rygtet viser sig at være falsk …

I Reggio Calabria holder mafiabossen Toto Riina en politisk tale i retssalen, hvor han står anklaget bl.a. for mordet på en dommer. Han henvender sig direkte til den nye regering med en appel om at ændre den lovgivning, der tilstår „angrende“ mafiosi frit lejde. Samtidig nævner han ved navn sine fjender: Den offentlige anklager i Palermo Giancarlo Caselli, den tidligere formand for antimafiakommissionen Luciano Violante, sociologen Pino Arlacchi.

Aviserne er ikke i tvivl om tolkningen af Toto Riinas optræden. Mafiabossen ser et håb i den nye regering og opfordrer den på denne uortodokse måde til en forhandling. Det er en kendt sag, at mafiaen på sicilien beordrede de vælgere, den traditionelt har rådighed over, til at stemme på Berlusconis parti Forza Italia.

Riina nævner også tre personer ved navn og kalder dem sine fjender. Det er mafiabossen, der beordrer sine håndlangere uden for retssalen i aktion. Der er slet og ret tale om dødsdomme.

Aviserne skriver, at det vil blive „en varm sommer“.

Fredag den 27. maj

Jeg er inviteret til middag hos et velhavende dommerpar. Vi spiser udenfor på tagterrassen. Det er en syv retters menu, og aftenluften er varm og fløjlsblød.

Under middagen falder jeg i snak med en af gæsterne, en vis Enrico, der er advokat og arbejder for Vatikanet, hvor han siges at have stor indflydelse. Enricos status kan man aflæse i hans uhyre diskrete, næsten anonyme påklædning. Han er den perfekte grå eminence. Hans kone silvia har netop født deres niende barn. Hun er en slank, velholdt kvinde i olivengrøn buksedragt og ville stadig være smuk, hvis det ikke var for nogle store, mørke vorter, der var begyndt at spire frem midt i hendes ansigt. Men hun finder sig tilsyneladende i vorternes angreb på sin skønhed med samme katolske resignation som den, hvormed hun har underkastet sig børnefødslernes diktatur over sin krop.

På et tidspunkt begynder enrico at tale om Francis Ford Coppolas sidste mafiafilm Godfather 3. „Det er en utrolig film,“ siger han. „Hvor har en amerikansk filminstruktør al denne viden fra? Hele filmen er én stor, præcis kode.“

Jeg lytter med stigende interesse. Her sidder en mand med intime forbindelser til Vatikanet og siger, at en film, der hævder, at der eksisterer et tæt samarbejde mellem mafiaen og Vatikanstaten, er fuldstændig autentisk.

Enrico har bemærket min interesse og er tydeligt smigret. „Har du set The Highlander?“ Jeg nikker forvirret. Jeg har set filmen for mange år siden og fandt, at filmens postmodernistiske sammenrod af overtro og science fiction ikke var andet end spektakulær kitsch. Hvad har det med sagen at gøre?

„Også den film er en kode,“ siger enrico, „en endnu tydeligere kode, ja, faktisk et signal. Jeg viste den for en ven, jeg har, som er højt placeret i Interpol. Han var lamslået.“

Jeg slår opgivende ud med armene. Jeg forstår ingenting.

Den elegante silvia, som synes at være indviet i sin mands hemmeligheder, ler højt af min uvidenhed. Enrico nøjes med at smile overbærende. Så siger han tålmodigt: „Der er to brødre i filmen. Den ene siger til den anden: „Vi er brødre, men der er kun plads til den ene af os.“

Min mangel på forståelse er nu fuldstændig. Jeg overvejer et øjeblik, om ikke enrico i virkeligheden er en grænsepsykotiker, som blot har terroriseret sin kone til at dele hans visioner og uforståelige indfald. Jeg har svært ved at finde en grimasse og ønsker, jeg aldrig havde indladt mig på samtalen.

Så siger Enrico pludselig det forløsende ord, som giver mig nøglen til det hele.

„Kender du noget til frimurerne?“ spørger han.

I løbet af den næste time indvier enrico mig i sit verdensbillede, hele tiden akkompagneret af små udbrud fra sin kone, langsomt og pædagogisk, trin for trin, næsten som i en religiøs indvielsesproces, hvor jeg er novicen, der kun tåler sandheden i små portioner. Det er en verden, som minder om den, Umberto eco har beskrevet i sin roman Foucaults Pendul, hvor alt er sammensværgelser og konspirationer, og hvor intet sker tilfældigt, men som led i en stor plan. Filmen The Highlander, pyramiden, der er afbildet på den amerikanske endollarseddel, krigen i Jugoslavien, det politiske systemskifte i Italien, mafiaen, alt falder på plads i en verden, hvor intet er, som det ser ud til at være, men alt må forstås som koder, tegn og signaler, som kun de indviede er i stand til at fatte.

„Frimurerne er verdens hoved,“ siger Enrico, mens han med hænderne fatter om et usynligt hoved på størrelse med et modent græskar. „resten er kroppen, der blot må adlyde hovedets ordrer. Bagved sidder mægtige hjerner, mænd med en tankekapacitet som Platon eller Kant. Hvis de forklarede dig deres projekt, ville du alligevel ikke kunne forstå det. Det kan ingen almindelige mennesker.“ På hans tone fornemmer jeg, at Enrico selv ikke helt hører til de almindelige, og under presset fra min nysgerrige insisteren løfter han endnu en flig af sløret.

Den mægtigste af frimurerordnerne styrer på en gang tidligere præsident Bush, den amerikanske hær, Hollywood og mafiaen. Hvem der står bag, kan han ikke sige. Det sidste slør må ikke falde. „nu forstår du måske min hentydning til The Higlander,“ siger han konspiratorisk. „Husk replikken. Vi er brødre, men der er kun plads til en af os.“

„Men hvem kæmper de så imod?“ spørger jeg.

„Det europa, som er i færd med at forene sig med den arabiske verden. De frygter den globale kraft, der vil blive udløst, når europæisk teknologi og islamisk vitalitet fusionerer.“

Jeg spørger ikke om mere. Jeg er ejendommeligt mat, som om jeg har været ude for en åndelig maveforgiftning, og ved ikke, om jeg skal finde aftenen komisk eller skræmmende. Men en følelse af uhygge sidder der i mig. Det er ikke så meget enricos vision af verden, der skræmmer mig, som hans person, hans skær af uanfægtelig, veletableret normalitet, og så nedenunder overtroen, det spekulative barbari, for anderledes kan jeg ikke tolke hans forvrøvlede sammensværgelsesteorier end som et fuldstændigt fravær af den mest elementære form for dannelse, der blot formår at skjule sig under en sleben overflade. Men det er især den viden, at han er en mand med stor position og indflydelse, der giver mig denne udefinerbare følelse af krybende uhygge.

Dagen efter refererer jeg aftenens forløb til en ven.

„Jamen, er du da slet ikke klar over, hvem det er, han hentyder til, når han taler om disse frimurere, der stræBer efter verdensherredømmet, og som allerede har taget magten i USA?“

„Nej, det kan jeg virkelig ikke regne ud. Hvem skulle det være?“

„Det er da fuldstændig indlysende. Det er jo jøderne. Manden er antisemit. Han finder det bare ikke opportunt at vedgå det.“

Søndag den 29. maj

Afrejse fra Rom.

I flyet på vej hjem mod København læser jeg i Franco Ferruccis lille bog Nuovo discorso sugli italiani. På side 26 finder jeg følgende konstatering: „I Frankrig, England og Amerika er det åbenlyst, at de ledende klasser er underklassen overlegne, i kulturel henseende og ofte også i menneskelig. I Italien er det som regel lige omvendt. Hos os træder magten ofte frem i korrupt eller ligefrem forvredet form, omtrent som om det var tjenerne, der havde sat sig i besiddelse af nøglen til huset og i opførsel og vaner forsøgte at imitere herskabet.“

Politiken, juni 1994