Der er sagt mange vittigheder om norsk mad, de fleste af dem velbegrundede. Der er den om fladbrødet og myseosten, som bliver sendt til en verdensudstilling i Paris, hvorfra de kommer retur med et følgebrev: tak for de tilsendte vareprøver, som vi desværre ikke kan præmiere, da man ikke kan skrive på pappet, og sæben ikke vil skumme.
Jeg kommer til at tænke på vittigheden om myseosten og fladbrødet, da jeg sidder i kantinen i langmoen Parkett i den lille by Brumendal, 140 kilometer nord for Oslo. Langmoen Parkett er en del af den norske trævareindustri og beskæftiger 500 medarbejdere. Det er her i parketfabrikkens solfyldte kantine med vægge i lys fyr og vidt udsyn over en grøn dal, at jeg får lejlighed til at uddybe mit kendskab til norsk madkultur.
Jeg kikker simpelthen samme sted hen som arbejderne ved kantinens borde.
De kikker ned i deres madkasser.
Det gør jeg også.
Madkasserne er ikke anledning til, at jeg er her. Anledningen er norges statsminister Gro Harlem Brundtland, som er i gang med sin kampagne for et norsk ja til eU ved folkeafstemningen den 28. November.
En halv time før har jeg spadseret gennem fabrikshallerne i langmoen Parkett sammen med et stort presseopbud i hælene på en energisk frembrusende Gro Harlem Brundtland. Det er første gang, jeg ser norges statsminister, som i udlandet er blevet et symbol på en lille nations vilje og evne til at spille en international rolle. Hun er kraftigt sminket, som om fabrikshallerne var et tv-studie, og en grå spadseredragt understreger hendes tætte, firskårne skikkelse, mens hun målrettet følger træets vandring fra rå planke til blanklakeret parket.
Overalt håndteres træet af delikate robotarme, mens arbejderne sidder som tilskuere, tilbagelænet i magelige kontorstole, med høreværn, som de et øjeblik tager af, før de giver audiens til deres statsminister.
Og det er her, jeg hører stikordene for Brundtlands kampagne i Brumendal. Det er en af hendes rådgivere, som kommer op på siden af mig. „syv ud af ti norske træer bliver eksporteret,“ siger han, „de seks af dem går til eU. Hvis sverige og Finland kommer med, bliver eU selvforsynende med træ.“ Han gør en sigende pause. Så sender han et diktatorisk blik ned mod det ubeskrevne blad i min notesblok. Jeg noterer lydigt, før han haster videre.
Jeg forstår, at med oplysningen om seks ud af syv træer er alt sagt, og at jeg nu ved, hvad der er værd at vide om norge og eU.
I kantinen på langmoen Parkett stirrer arbejderne ned i madkasserne. Statsministeren går fra bord til bord, sætter sig, sludrer, så videre til næste bord. Jeg følger den norske arbejderklasses blik og indser i det samme, at hvis sandheden om, hvorfor norge bør sige ja til eU, ligger i de seks ud af syv træer, så ligger årsagen til, at det norske folk alligevel vil sige nej, på bunden af madkasserne i kantinen på langmoen Parkett.
Norske arbejdere har enten myseost eller goudaost på deres madder. Noget tredje gives ikke. Alternativet sælges heller ikke i kantinen. Det er et vigtigt vidnesbyrd om et folks stålsathed, om en helt enestående stædighed og vilje til sammenhold. Her er et folk, der føler sig som et og ikke bryder sig om alternativer eller valgmuligheder.
Der er en enkelt gastronomisk dissident i kantinen, en ældre dame, i hvis madkasse der befinder sig tre blegt lysende æggemadder. Dette er så usædvanligt et syn, at selv statsministeren standser og bemærker det. „nå, du kan godt lide æg på maden,“ siger hun.
Aner man en skjult bebrejdelse i hendes stemme? eller har hun snarere fundet en hemmelig forbundsfælle, en åndsbeslægtet, der ligesom hun længes ud af nejets og myseostens spændetrøje?
Hovedparten af indbyggerne i Brumendal er ansat i trævareindustrien, men oplandet er domineret af bønder, der frygter at blive udkonkurreret, hvis norge bliver medlem af eU. Det er et argument, statsministeren bruger igen og igen, når hun taler med arbejderne i kantinen. Landbruget får tyve milliarder kroner i årlig støtte fra staten. Det er det samme som hele den norske sundhedssektor. Sådan kan det ikke blive ved med at gå.
Fabriksarbejderne burde være lydhøre over for dette argument, der appellerer til det ældgamle, historisk betingede fjendskab mellem arbejderog bondebevægelse.
Men jeg kan ikke se eller høre på arbejderne i kantinen på langmoen Parkett, at det virker.
Her er jeg tæt på et norsk paradoks. Hvis jeg har forstået det rigtigt, bærer støtten til det norske landbrug sin del af ansvaret for, at norske supermarkeder har så lille et vareudbud til så høj en pris. Det vil eU lave om på, og det er det, den norske nejsiger ikke vil have, fordi han vil fortsætte sit vaneægteskab med myseosten. Han vil ikke kaste sig ud i nogen gastronomisk polygami eller indlede promiskuøse forhold til de smagsoplevelser, der ligger uden for norsk landbrugs begrænsede skala.
Et folks grad af nationalisme kan formodentlig måles på, hvad det foretrækker at putte i munden. Et folk bliver altid internationalister med maven, før det bliver det med hovedet. Hjertet er nationalismens sidste bastion, maven internationalismens første erobring. Jeg taler her ud fra min erfaring som dansker, et land, som i lighed med andre europæiske lande i de senere år har oplevet en opblomstring af nationalistiske tendenser, et forhold, der imidlertid ikke giver mig den ringeste anledning til bekymring, fordi jeg ved, at danskernes vigtigste organ, maven, for længst er blevet europæiseret. Ja, mere end det, hver dag aktiverer danskeren sin mavesyre i samdrægtig solidaritet med spisevanerne i Den tredje Verden.
I dag er det i de fleste større danske byer næppe muligt at finde en restaurant, der serverer dansk mad. Den danske madkultur er forsvundet fra bybilledet, hvis man ser bort fra smørrebrødet. Det franske køkken monopoliserer overklassens spisevaner, det italienske middelklassens, de kinesiske grillbarer underklassens og burgerbarerne børnenes. Derudover finder man en kosmopolitisk vrimmel af indiske, pakistanske, thailandske, indonesiske og afghanske spisesteder, og dukker der endelig en dansk restaurant op, er det her, den hører hjemme: i afdelingen for eksotisk mad. Gastronomisk set er danskerne blevet en etnisk minoritet i deres eget land.
Norges gastronomiske sydflanke er ganske vist under angreb, og i hovedstaden finder man mange restauranter med unorsk mad, men de frekventeres da også mest af dem, der i enhver nation er de prædestinerede outsidere, middelklassens unge. Norges vestflanke ser ganske vist ud til allerede at være faldet, for over for indflydelse fra amerikansk madkultur er de separatistiske og isolationistiske norske smagsløg eftergivende. Overalt i de norske småbyer og langs landets uendelige landeveje er det burger- og hotdogkulturen, der dominerer.
Forfatteren axel Jensen har i et interview ironisk bemærket, at hvis EU-afstemningen i stedet gjaldt norges optagelse som delstat i amerikas Forenede stater, ville der ikke være tvivl om udfaldet, som ville blive et ja. Han tænker sikkert på den amerikanske film- og musiksmags markante dominans, men denne deler norge jo med resten af verden. Slægtskabet med Usa stikker endnu dybere og er slet ikke til at overse, når man som udlænding bevæger sig rundt i det landlige norge.
Norske småbyer er decentrale, nogen egentlig bykerne er der ikke som i nabolandet, det centralistiske sverige. I stedet findes der en skræmmende uæstetisk ophobning af indkøbscentre og gigantsupermarkeder. Indbyggerne er alle motoriserede og dertil prægede af arbejds- og udeliv, senede og solbrændte, iført baseballkasketter og vindjakker i kunstige materialer: det landlige norge, det landlige Usa, to provinser i samme åndelige land.
Intetsteds ser man det tydeligere end i spisevanerne. Den mexikanske forfatter Octavio Paz har med den udenforståendes skarpe blik lavet en analyse af det amerikanske køkken, hvor han konstaterer, at det først og fremmest er baseret på udelukkelsens princip. Det er besat af råstoffernes renhed og skyer krydderier af enhver art. Det er sober mad af en næsten apostolisk enkelhed og uskyld: Dets symbol er glasset med mælk, det sunde råstof, der samtidig fører tilbage til barndommen.
Paz ser en parallel mellem denne forkærlighed for de rene råstoffer, uskyldslængslen og den hvide amerikaners syn på sex, race og klasser. Det er et køkken, som også er et livssyn. Her er fællesnævneren for amerikaner og nordmand: puritanismen.
Forkærligheden for de råvarer, som kommer fra hjemstavnen og minder om den, er nationalistens sikreste kendetegn. Nordmændenes besættelse af mælkeprodukter afslører dem som separatister og isolationister. Der går en lige vej fra myseosten til nejet til eU. Det norske køkken er i endnu højere grad end det norske flag en trosbekendelse og en identitet.
De amerikaniserede norske gadekøkkener er ikke ligefrem nogen templer for smags- og madoplevelser, hvilket der ikke ville være noget bemærkelsesværdigt i, hvis de ikke helt bevidst var iscenesat som det modsatte: som gastronomiske destruktionsanstalter og kulinariske knusemaskiner, hvor enhver ansats til smagsoplevelse systematisk ødelægges i et uhelligt ægteskab mellem amerikansk og norsk puritanisme: en farve-, smags- og velsagtens også kødløs pølse omviklet med lumpe, denne sælsomme, smagsmæssigt ubestemmelige norske kartoffelpandekage, der selvdød og modstandsløs lader sig vikle om den kogte pølse i en slatten omfavnelse. Herfra stammer også den eneste nåde, der tilstås norske smagsløg, når tomatketchup-beholderens bøvsen signalerer, at lidt kunstig tilsætning er på vej.
På menukortene i norske restauranter er det stadig sådan, at der er anbragt en advarsel, hvis en ret indeholder hvidløg. Mange nordmænd tager et glas whisky før maden, skønt whisky ikke er en aperitif, men en drink for ensom eftertænksomhed i sene nattetimer. I lang tid troede jeg, nordmænd drak whisky før maden i stedet for at børste tænder, som en form for rensning af mundhulen. Forklaringen er mere ligetil. Whiskyen lammer og bedøver smagsløgene og gør dermed nordmanden immun over for uventede og grænseoverskridende smagsoplevelser. Den er puritanerens forsikring mod de pirringer, der kan vække et slumrende gastronomisk begær.
Mens jeg opholdt mig i Brumendal, hørte jeg en historie om lillebyen, som ikke spiller nogen rolle i de samtaler, statsminister Gro Harlem Brundtland fører med dens indbyggere, hverken i kantinen på langmoen Parkett, eller da hun senere på byens torv møder dens indbyggere for med en charme, der på en gang er anmassende og ukuelig, at overrække dem hver en rose.
For et par år siden fik Brumendal et dårligt ry som tilholdssted for nynazister og racister. Det kom til optøjer og sammenstød, da byens borgere selv tog affære og fik ryddet op. Men gåden bliver tilbage: Hvorfor bliver man nynazist i en naturskøn dal i et af verdens rigeste lande, i en lilleby med fuld beskæftigelse og ingen synlige sociale problemer af nogen art?
Da affæren er dysset ned og næsten glemt, får den en mærkelig epilog. En kinesisk restaurant i Brumendal bliver sprængt i luften, og eksplosionen er så kraftig, at en hel husgavl bliver blæst ud. Politiet afviser sagen som en drengestreg, og den bliver aldrig opklaret.
I dag er der ikke længere noget spor af kineserrestauranten. Et skilt forkynder, at her holder City Pub til, men den støvede glasdør er låst, og i halvmørket inde bagved ser lokalet forladt og øde ud.
En ny gåde føjer sig til den første. Hvem i alverden kan have noget imod kinesere, denne den mest upåagtede og diskrete af alle indvandrergrupper, som takket være deres flid, nøjsomhed og indadvendte selvtilstrækkelighed kun sjældent påkalder sig aggressioner nogetsteds i verden? Og hvorfor en restaurant? Hvad er der i vejen med den kinesiske mad?
Svaret på kriminalgåden ligger netop her, i et motiv, der skal findes i den norske puritanisme og dens forhold til gastronomien. Den kinesiske kok, med sin menu af farvestrålende og eksotiske grøntsager, med sin virtuose spillen på smagsløgenes klaviatur, med sin dristige orkestrering af smagssammenstød som i den sursøde sovs, udfører en slags femtekolonne-virksomhed, en undergravende virksomhed over for en puritansk identitet møjsommeligt opbygget og opretholdt på en diæt af myseost og andre mælkeprodukter, et fåtal af grøntsager og kød og fisk, der konsekvent er blevet stegt eller kogt for meget, når de da ikke er massakreret til en melet fars.
Gerningsmændene bag bombeattentatet i Brumendal bliver næppe fundet. Men deres motiv ligger her: i den norske puritanisme, i en national identitetssøgen, der pludselig sætter en sælsom natblomst i form af et gastronomisk motiveret terrorangreb mod den kinesiske wok i et forsvar for smagsløgenes uskyld og jomfruelige uberørthed.
Jeg får et kort interview med Gro Harlem Brundtland på bagsædet af ministerbilen bag de røgtonede ruder. Hele dagen har jeg hørt hende tale til Brumendals borgere om de seks ud af syv træer. Nu siger jeg til hende, at hendes kampagne for et norsk ja til eU får mig til at tænke på ja-kampagnen i Danmark i 1972, hvor der også blev talt økonomi, og ja-sidens afgørende argument var, at et nej ville få prisen på kaffe til at stige. Men det er dog en politisk union, norge skal træde ind i. Hvor er de europæiske visioner?
Man kan ikke sige om statsministeren, at hun virker træt i sit svar. Tværtimod. Men hun virker utålmodig, som om hendes dynamiske facade skulle dække over et indre mentalt fravær. Som om hun hellere ville være et andet sted, i et andet land, et utopisk ikke-eksisterende norge, hvor jaet var sikret. Det norge, hun beskriver for mig, er et misforståelsernes norge, det er det, hun ser som sin opgave og formålet med sin kampagne: at korrigere misforståelser. Det er derfor, hun rejser fra by til by, fra fylke til fylke, som en stor verbal fejemaskine, der renser det lange, smalle land for misforståelser. Og så til sidst, ved vejs ende, bliver der tid til visioner.
En halv time senere står hun på talerstolen i Brumendals teatersal, der som et vidnesbyrd om dette sære, puritanske lands overflod må være stor nok til at rumme halvdelen af lillebyens indbyggere. Mens jeg lytter til hende, tænker jeg over, hvilket billede hun egentlig gør sig af sine landsmænd, når hun taler til dem.
Det er tydeligt, at hun er landsmoder, og at hun med stor, berettiget naturlighed indtager rollen som statsoverhoved. Men hun er også en landsmoder fyldt med ulmende vrede. Forfatteren erik Fossnes Hansen har sagt om Gro Harlem Brundtland, at hun har en udstråling som en tandlægelampe: myndig klarhed, og som i tilfældet med tandlægen åbner man sig kun, fordi man ved, det er bedst for en.
Men er det sådan, Gro Harlem Brundtland ser på nordmændene, som patienter med dårlig tandhygiejne? eller som genstridige børn?
Mens jeg spekulerer videre på vej mod Oslo, lægger jeg mærke til et besynderligt fænomen: De steder, hvor motorvejen er blevet sprængt tværs gennem en klippe, svæver der altid en betonbro over vejbanen, en bro, der ikke forbinder nogen vej, men blot to stykker granbevokset vildnis.
Da jeg spørger om formålet med disse stykker tilsyneladende vildfarende beton, får jeg det svar, at det er broer for elge.
Broer for elge?
Ja, dette er elgland, og skovene og fjeldene er gennemskåret af dyrestier, som elgene benytter på deres ustandselige vandringer. Elgene er stædige, traditionsbevidste dyr og holder sig til den samme sti gennem hundreder af år. Heller ikke en motorvej får dem til at ændre kurs. Åbner der sig pludselig en kløft, hvor stien plejer at gå, vil det enorme dyr som en overdimensioneret lemming fortsætte lige ud i afgrunden. Derfor bygges der elgbroer i norge som et bevis ikke blot på nordmandens unikke samhørighed med naturen, men også på hans enestående indsigt i elgpsykologi.
Det er i dette øjeblik, det går op for mig, hvordan Gro Harlem Brundtland ser på nordmændene, og hvorfor hun taler til dem med denne særlige diktion, som er en blanding af vrede, utålmodig irritation og overbærende omsorg. Hun ser på dem som elge. Hendes taler er en slags verbale elgbroer, som hun lægger ud for at forhindre dette enestående stædige og stålsatte folk i at styrte sig i den afgrund, som isolationen uden for eU efter hendes mening er.
Måske er det her, forklaringen på nej-flertallets stabilitet ligger. Der er ingen mennesker, der bryder sig om at blive talt til som elge.
Heller ikke, selv om de er det.
Aftenposten, norge, november 1994 (samt Jyllands-Posten)