Goliath mod Goliath

Det er lørdag i Oslo, høj, blå septemberhimmel, smældende solskin og sommertemperatur. Den norske nej-fløj varmer op til folkeafstemningen om norges tilslutning til EU på spikersuppa Plads mellem nasjonalteatret og stortinget, og jeg er på vej til at opleve mit første møde med nejbevægelsens mange paradokser.

Der er ikke ret mange tilhørere. De fleste er ganske unge, af et forbløffende ensartet udseende, alle sammen med de samme „nej til EU“-skilte i hånden, hvide bogstaver på rød baggrund, tydeligvis udsendinge fra et partis ungdomsorganisation, formodentlig Senterpartiet, de norske bønders traditionelle parti, som er ledende i modstanden mod EU.

Et hornorkester med unge i røde jaketter og høje hatte entrer scenen og trutter entusiastisk. Stemningen blandt de få tilhørere er professionelt indøvet opstemt, midtvejs mellem studentergildet og gadeparaden ved en amerikaniseret byfest.

Det er et af nej-folkets paradokser. For retorikken ved dette folkemøde hører hjemme i 1970erne foran en bølgende, uoverskuelig demonstration, befolket af unge iført afghanerpelse, med langt hår og revolutionære forventninger.

Hovedtaler er senterpartiets leder, Anne Enger Lahnstein, nej-modstandernes førstekvinde, der da også på et øjeblik får mængden foran talerstolen til at tætne og vokse til. Hun er i en spadseredragt i efterårets rustfarver, som matcher perfekt med hendes rødblonde og fregnede teint. Håret er kort og velklippet, hele udstrålingen er karrierekvindens fra det private erhvervsliv med netop den frimodighed og drengede kækhed, som kvinder, der må klare sig i en mandsverden, tilegner sig. Nedenunder mærker man en uimodståelig jernvilje.

Hun hæver en lille bog i den ene hånd og betror tilhørerne, at dette er en bog, hun altid bærer på sig. Ja-tilhængernes bedst bevarede hemmelighed: Maastricht-traktaten. Og så spørger hun retorisk: „Er det her, man finder løsningen på den globale kløft mellem rige og fattige, på arbejdsløshedsproblemet, på bevarelsen af miljøet?“

Nu skulle man vente, at Anne Enger Lahnstein i sin anden hånd ville hæve en bog, hvor svarene stod. Det gør hun ikke, for bogen med svaret på menneskehedens problemer findes selvsagt ikke, lige så lidt som den definitive afklaring af spørgsmålet om Guds eksistens findes.

Dagen før havde jeg hørt Norges statsminister Gro Harlem Brundtland stille netop dette spørgsmål til nej-sigerne: „Sig mig, hvad er fordelen ved at stå udenfor?“ Og statsministeren fortsatte selv med den undertone af triumf, der opstår, når man tror, man har sat sin modstander skakmat. „når jeg stiller dette spørgsmål, får jeg aldrig noget svar.“

Hvad Gro Harlem Brundtland ikke ved, er, at netop tavsheden på dette punkt er nej-sigernes paradoksale styrke. De behøver slet ikke at svare, og når de ikke gør det, skyldes det et særegent historisk fænomen, som man bedst kan beskrive som det skandinaviske fællessyndrom.

Det skandinaviske fællessyndrom har sin oprindelse i, at de tre skandinaviske lande Norge, Sverige og Danmark på et tidspunkt lige over århundredets midte med en vis historisk berettigelse kan hævde, at der her er skabt samfund, som er enestående, hvad angår velfærd og social retfærdighed. I overensstemmelse med det skandinaviske fællessyndrom bliver nationalfølelsen i de tre lande i vid udstrækning identisk med en følelse af moralsk bedreværd, en overbevisning om i en global sammenhæng at inkarnere godhedens sejr over den ondskab, der viser sig i nød, fattigdom og social udsathed.

Det er derfor, nej-modstanderne ikke behøver at argumentere for deres nej, fordi ethvert kompromis med omverdenen, ethvert afkald på national suverænitet og enhver indtræden i et større fællesskab uden for selve skandinavien og det velfærdsstatens tusindårsrige, som her er inkarneret, logisk set må være et skridt nedad på den trappestige, der udgøres af godhedens hierarki. Politisk og økonomisk forpligtende og bindende kontakter med omverdenen repræsenterer et moralsk fald, et tab, ikke i uskyld, men i godhed.

Kernen i nej-sigernes modstand er så indlysende af moralsk natur, at politiske og økonomiske argumenter indtager en ren ornamental plads. Deres tavshed om et alternativ bærer vidne om deres moralske renhed. For alternativet er allerede for hånden: Det er det skandinaviske folk selv og dets historie, udlagt i et storhedsvanvid, der træder frem som beskedenhed: at være en i politisk betydning lille nation og samtidig en moralsk supermagt, der på etikkens verdenskort ville række fra nordpol til sydpol.

Det er derfor, Anne Enger Lahnsteins ene hånd er tom denne lysende septemberdag på Spikersupa i Oslo. Skulle der have været noget i den, skulle der have været et spejl. Men dette spejl findes allerede i den norske folkesjæl, i den selvbevidste følelse af at have realiseret godhedens princip på jorden. Nej-sigerne behøver ikke at have løsninger, de er selv løsningen, et eksempel til efterfølgelse, i en fordrømt utopi, hvor kloden omskaber sig i Norges billede.

Der er en anden taler på denne septemberdag i Oslo. Hans navn er Kristian Nygaard. Han er leder af Nej til EU-bevægelsen, en organisation, der på kun seks år er vokset til 140.000 medlemmer, næsten det dobbelte af det magtfulde socialdemokratiske arbejderparti, der, skønt det er gammelt som århundredet selv og næsten smeltet sammen med statsapparatet, ikke tæller mere end 80.000 til 90.000 medlemmer.

Også Kristian Nygaard er et omvandrede paradoks. Han er en ældre mand sidst i 60erne, stor og ludende, troldeagtig af fremtoning, men også af en vis professoral distraktion, som røber hans baggrund i den akademiske verden. Kristian Nygaard er professor i datalogi og verdensberømt opfinder af det datasprog, der danner baggrund for hjemmecomputeren. Men hans rolle i EU-kampen er en anden. Det er ikke som repræsentant for en international eller videnskabelig ekspertise, han fører sig frem. Han er folkets talsmand, den lille mands inkarnation, de stummes talerør, og han raser mod netop eliten med hele den patos, som kun et medlem af den kan gøre.

Der er en retorisk figur, der går igen i alt, hvad Kristian Nygaard siger. Det er kampen mod de tre M’er: millionerne, medierne og magten. Det er nej-sigernes verdensbillede, folkemagt mod pengemagt. David mod Goliath. Det er den stærkeste af alle myter, nej-sigerne dygtigt har allieret sig med: retfærdigheden og sandheden i en ulige kamp mod overmagten, den svage mod den brovtende stærke.

Da jeg sidder over for Kristian Nygaard på en af caféerne langs Karl Johan er det svært at opretholde illusionen om, at jeg her sidder over for den inkarnerede lille mand. Det er snarere en general, der mønstrer sine tropper aftenen før slaget.

Kristian Nygaard ridser slagmarken op. Fjenden kan mønstre regeringen, embedsmandsvældet, arbejderpartiets organisationer, 90 procent af pressen. På nej-siden er der fem politiske partier, fiskeriets og landbrugets erhvervsorganisationer, for ikke at tale om LO, og om få dage venter general nygaard, at også det magtfulde Kommuneforbund vil stemme sig ind i nej-sigernes rækker. Og så er der Nej til EU’s egne 443 lokale foreninger fordelt over hele norge.

Mens min notesblok fyldes, vokser et spørgsmål frem i mig: Er dette virkelig David over for Goliath? Er dette ikke snarere som to Goliath’er, der går frem mod hinanden med køller af nøjagtig ens størrelse? Den ene er bare smart nok til at kalde sig David, den anden for forlegen til overhovedet at kalde sig noget.

Mine betragtninger bliver afbrudt, da Kristian Nygaard stiller mig et spørgsmål. Ved jeg, hvor mange procent af Norges jord der er opdyrkeligt?

Jeg ryster på hovedet. „Vel ikke mange,“ siger jeg.

„Gæt,“ siger han bydende. Pludselig er der kommet noget fortættet, urokkeligt over Kristian nygaards store skikkelse. Han er mere trold end nogen sinde. Det er, som om vi er tæt på et eller andet kernepunkt. EU-modstandens hemmelige hjerte, som denne Dovregubbe har privilegeret adgang til.

„Ti procent,“ siger jeg hen i vejret.

„Tre procent.“

Oplysningen falder med en klippebloks tyngde. For mig lyder dette minimale stykke opdyrkelige jord som et indlysende argument for Norges optagelse i EU. For Kristian Nygaard er det på en gådefuld måde et lige så indlysende argument for det modsatte.

Det er, som om der til disse tre procent knytter sig en form for national heroisme. Ud af så lidt har man skabt så meget. Et af verdens rigeste og mest retfærdige samfund. Det er det skandinaviske fællessyndrom igen, selvtilstrækkelighedens hårdføre evangelium.

Det er dagen efter, søndag den 25. september, den alternative Norges nationaldag, hvor EF-modstanden for 22 år siden vandt sin første sejr. Stedet er Stiklestad, 90 kilometer fra Trondheim, et nationalt mindested, hvor kong Olav den Hellige faldt på slagmarken, og i hans blod blev Norge døbt, ikke blot som nation, men også som et kristent land.

Nu er der museum på stedet med denne overflødighed af plads og dyre materialer, som kendetegner alle offentlige norske bygninger efter oliemiraklet. I amfiteatret bag museumsbygningen står en rytterstatue af kong Olav, og som septembersolens sene eftermiddagsstråler stryger lavt hen over landskabet, går der brand i det forgyldte kors, den første kristne konge i Norge holder i sin oprakte hånd.

Her holder nej-sigerne folkemøde som endnu et eksempel på EU-modstandens paradoksale evne til at få mobiliseret alle nationale myter på sin side og lade ja-sigerne stå tilbage med tomme hænder og en retorik, der ikke indeholder andet end tørre tal og halvt formulerede trusler om økonomisk nedgang i tilfælde af et nej.

For også kong Olav rider for nej-siden, skønt han blev kristen i Frankrig og således var den første norske europæer, hvis man da gider erindre sig, at kristendommen dengang var for troen, hvad EU i dag er for økonomien. Men det er der ingen, der gider erindre sig, for kong Olav er national og norsk og dermed værnepligtig i nej-hæren.

Aftenens hovedtaler er forfatteren Edvard Hoem, engang militant maoist og revolutionær agitator, nu landsfaderagtig i sin positur, med mave og stort vædderhoved, hvorpå skæg og gråsprængt Dylan-hår stadig gror med ungdommelig kraft. Han er iført mørkeblåt, dobbeltradet jakkesæt, som sidder på ham med samme stramhed som hans ungdoms dogmer, lige præcis uden den skødesløshed, som signalerer den sande elegance. Det ligner en forklædning, en indrømmelse til en tidsånd, som Hoem endnu ikke helt har fået gået til.

Edvard Hoem har skrevet en hel bog om EU, I kampens hete, med sig selv i løveprofil på omslaget og det røde skær fra et bål flakkende over ansigtet. Her afslører han EU som en stortysk konspiration og et norsk ja som et ja til at blive Tysklands tætteste allierede på vejen mod magten i Europa. Desuden får han i forbifarten sendt en kærlighedserklæring over skulderen, bagud i tiden, til sin ungdoms maoistiske Kina. Hvad var alternativet? spørger han, der heller ikke kan se noget alternativ til støtten dengang til Cambodjas Khmer Rouge.

Nu står han på scenen i Stiklestads Nationale Kulturhus og taler i bibelske vendinger om „den mægtige fjende“, mens han appellerer til de stolteste og bedste sider i den norske folkesjæl. Han bliver mødt med stormende klapsalver. Han raser mod de aldrende kolonimagter England og Frankrig. Igen er der klapsalver. Han taler om norges ja til den store verden, til de 93 procent af jordens befolkning, som ikke bor i det rige Vesten. Igen vil jublen ingen ende tage. Ved talens afslutning rejser alle sig.

Klapsalverne bliver ved og ved, mens en lykkelig forløst Moses ser ud over sit folk: Her er der ingen, der vil danse om guldkalven.

Jeg ser på tilskuerne. Hvem er de? Familier i søndagstøj, alle generationer samlet, som om der aldrig havde eksisteret noget ungdomsoprør eller nogen generationskløft. Det borgerlige norge, der med rasende lidenskab applauderer en svunden epokes revolutionære retorik, fremført af en senmaoist forklædt som skibsreder.

Så er det, jeg med usvigelig sikkerhed kender udfaldet af den norske folkeafstemning om EU.

For en bevægelse, der rummer sådanne paradokser, kan ingen besejre.

Aftenposten, Norge, november 1994 (samt Jyllands-Posten)