Ved civilisationens yderste rand

Først er der luften, lyset, så denne eufori, som om jeg pludselig har indåndet en stor dosis ren ilt. Den lavstammede birk er gået i brand op over fjeldet. Nu er den gul, om et par dage vil den gløde rødt. Det gør blåbærbuskene allerede, som et ulmende tæppe. Et par hundrede meter oppe ad de nedslidte fjeldsider begynder sneen.

Et eller andet sted i luftrummet mellem Trondheim og Tromsø har jeg for første gang i mit liv krydset polarcirklen. Så højt mod nord har jeg aldrig været før. I det øjeblik, jeg træder ud fra lufthavnen i Tromsø, bliver jeg grebet af den renhed, der udgår fra dette landskab og dets uberørthed.

Der er som en første begyndelse i det, eller en afslutning, som før livets opståen – eller efter dets forsvinden. Man mærker en ophøjethed i landskabets tomhed. Her opgøres tid ikke efter kalenderen, men efter geologien og fjeldes gennemsnitsalder.

Mennesket er kun en parentes. Man har fornemmelsen af at stå på randen af noget, måske civilisationen, eller er det blot ens egen erfaring?

Uden litterær bagage kommer man heller ikke hertil. For hvordan kan fantasien undgå at føle sig tiltrukket af dette øde sted? Jeg har genlæst Knut Hamsuns Markens grøde, som ganske vist udspiller sig længere sydpå. Men om ikke andet så taler befolkningen her stadig samme nordnorske dialekt som i Hamsuns roman fra 1921.

Men på en eller anden måde forventer jeg også at møde Isak, Hamsuns første menneske, manden med den ukendte fortid, som tramper gennem ødemarken for med sine egne hænder at bygge livet op fra grunden. Her må hans efterkommere og åndsbeslægtede leve.

Jeg kommer ikke til at møde det første menneske. Men måske det sidste, ikke civilisationens grundlæggere, men dens seneste produkter. I hvert fald er Nordnorge et udsigtspunkt og et sted at gøre status, at se tilbage, måske mere end frem, og vurdere, hvor langt den vestlige civilisation er nået.

For på en mærkelig måde er denne tyndt befolkede del af Norge først og fremmest et socialt landskab. I højere grad end ødemark og skueplads for kampen mellem menneske og natur er det et eksperiment i samliv mellem mennesker, udsprunget af overskud og rigdom, ikke af bitter nødvendighed.

I min litterære bagage er der også en film. Det er Svein Andersens film om Karlsøy, som netop har haft premiere i Oslo. Karlsøy er en lille ø ikke langt fra Tromsø, der siden begyndelsen af 1970erne har fungeret som et alternativt samfund, en slags nordnorsk Christiania.

Svein Andersen skildrer øen netop sådan, som et sted uden for samfundet og samtidig et billede på det, hvor folk kommer, fordi de er på flugt, men også for at realisere en drøm, en slags nybyggere mere i sindet end i naturen. Der er rockmusik i den smukke, hvide trækirke, der er gedeavl på fjeldet og frem for alt denne overvældende natur. Og så er der ifølge filmen en ting til på Karlsøy: en muslimsk vækkelse, norske kvinder i fodlange beduinerkjoler og med hovedet viklet ind i tørklæder, så deres hårpragt ikke skal friste mændene.

Man kan se på denne muslimske vækkelse blandt nordmænd som et kuriosum, uden nogen principiel interesse. Jeg kommer til Karlsøy med en hypotese. At livet i en så overvældende og barsk natur, hvor det egentlig slet ikke er meningen, at der skal leve mennesker, afsætter en hård kerne i sindet, en trods, en evne til udholdenhed, hvis pris er vold mod de naturlige instinkter. Er man ung og oprørsk, har man to alternativer: enten at flygte eller at besejre hårdheden med en endnu større hårdhed. Her er ingen plads til blødt buddhistisk sværmeri eller hinduistisk hokuspokus. Man går fra en fundamentalisme til en anden, fra den protestantiske tro til den muslimske, fra Luther til Muhamed.

Men deri tager jeg fejl.

Birketræerne flammer på Karlsøy. En snes rød- og hvidmalede huse ligger langs det kolde, blyfarvede vand. Horisonten på den anden side af vandet er kranset af de snedækkede Lyngsalper, en lang, lav fjeldrække med dramatisk stejle sider, som det blottede tandsæt på en ulv. Og dog er indtrykket fred.

Det er stilheden, jeg bemærker, en stilhed, man aldrig møder i Danmark, men som alle nordmænd synes at have hørt og gemmer inden i sig. Der er den fjerne dunken af en usynlig båd omme bag en af øerne, et skud fra en rypejagt. Men stilheden er panoramisk som et bagtæppe, lyden af menneskers tilstedeværelse blot en hurtigt overstået detalje.

I Karlsøys nedlagte præstegård er der nu pensionat. I det store køkken med blåmalede døre, hvor et moderne elkomfur og et gammeldags støbejernskomfur står side om side, er Herdis Eikemo i gang med at filetere en torsk. Fisken stammer fra en af hendes lejere, en fisker fra Lofoten, der foretrak at betale i naturalier.

Lige nu bor der to kvindelige pensionærer i den nedlagte præstegård. Rosita måtte væk fra storbyen og er her med sine to børn, Kristian og Stina, for at finde et hus at bo i, for på Karlsøy er huslejen billig. Ellen har taget et års orlov fra jobbet som rengøringsassistent på et hospital for „at få tid til sig selv“.

Herdis eikemo selv ernærer sig kun delvist af sine pensionatsgæster. Hun underviser i tegning på skolen efter fritidsloven og modtager desuden støtte til sit pensionat fra Distriktsudviklingsfonden. Også hun er alene med et par børn.

Den muslimske vækkelsesbevægelse på Karlsøy har været der og er drevet over igen. Nu er der bare en lille håndfuld troende tilbage. Ophavsmanden var en svensk brugtbilsforhandler, der sammen med sin kone havde været på inspirationstur i Pakistan.

På Karlsøy fik han med brugtbilsforhandlerens veltalenhed samlet sig en menighed. Men det var, hvis man skal tro øens andre beboere, sådan lidt af en kludetæppe-muhamedamisme, hvor man tager, hvad man kan bruge.

Og i en periode var det altså sådan, at nogle kvinder på en lille norsk ø nord for polarcirklen kunne bruge det at hylle sig i slør og nægte at sidde i samme rum som mændene. Men nu er menighedens stifter borte og med den muslimske brugtbilsforhandler også troens gnist.

Hanne latifa er en af de få, der holder fast ved troen. Hun sidder på en lav skammel i køkkenet i sit lille, hyggelige træhus. Der står brød og hæver oven på støbejernsovnen. Hanne kom som nittenårig til Karlsøy fra naboøen Vannøy, fordi hun ville leve et andet liv end sine forældre. Så fandt hun frem til islam, der lærte hende, at alt her i verden må bøje sig for Skaberen, som græsset bøjer sig for vinden.

Ved siden af hende, på en høj stol, så hun må se op til ham, sidder hendes mand. Han er Karlsøys eneste rigtige muhamedaner. Ali Saiyah er fra Algeriet og flakkede i mange år rundt i Europa. Så hørte han i København om Karlsøy, og nu har han boet her sammen med Hanne i otte år.

Deres fælles filosofi er en blanding af hippi-utopier med drømme om en fredelig verden uden grænser og så militant islamisk fundamentalisme. Ali Saiyah kan holde lange taler om undertrykkelsen af hans trosfæller hjemme i Algeriet og nødvendigheden af et opgør med militærstyret. Hanne Latifa producerer postkort, hvor skriftsteder fra Koranen opfordrer militante muslimer overalt i verden til at gribe til våben.

Sven Eigil var en af de første, der kom til øen i begyndelsen af 1970erne. Dengang var bosættelsen på Karlsøy en udløber af et oprør, der også omfattede kampen mod EF. Nu bor han med øens smukkeste udsigt i et velindrettet hus med sofakrog og elementkøkken. Han har stadig skulderlangt hår og bredt fuldskæg, der i dag giver den aldrende ungdomsoprører et patriarkalsk udseende.

Mens det mørkner over Karlsøy, spørger jeg ham om forskellen på dengang og nu, hvor norge med folkeafstemningen om EU i slutningen af november igen står over for at skulle tage stilling til Europa.

„Dengang havde vi så mange håb …,“ siger han først. Jeg hører klichéen, og måske hører han den også selv, for han standser op og ser ned for sig. Så siger han den sætning, der endegyldigt saboterer min hypotese om det alternative samfund på Karlsøy: „Ja, men vi har det jo så godt i Norge. Alt går i den rigtige retning.“

Det er jo sagen. Det er ikke Karlsøy, der er et alternativt samfund. Det er Norge, der er et alternativt land. Selv dets oprørere tilstår det: Her er godt at være.

Når man rejser ud i den nordnorske ødemark, rejser man ikke væk fra samfundet, man rejser dybere og dybere ind i det. Og dermed tænker jeg ikke på Sven Eigils elementkøkken, men på et socialt netværk, der tillader mennesker at overleve i den barskeste natur med en frihed, der ellers kun er storbymennesket forundt. Det er også det, den muslimske vækkelsesbevægelse spejler, ikke en tugtelse af sindet, men en leg for ledige sjæle.

Det er sådan, livet på Karlsøy er, som i en tilfældig gade i en storby, med storbylivets typiske rastløshed og troløse søgen, med tilfældige job eller slet ingen, med en instinktiv evne til at orientere sig efter de overlevelsesmuligheder, der byder sig til. Naturen tugter ingen her, den er blot en tilfældig kulisse for et liv i hjertet af den norske velfærdsstat.

Her i ødemarken, hvor det slet ikke var meningen, at mennesker skulle kunne leve, og hvor prisen engang blev betalt med kuede kroppe og ydmygede sind, lever mennesker nu i den yderste frihed, og det er kun i anden række de teknologiske hjælpemidlers skyld. I første række skyldes det en stat, der med et fintmasket socialt netværk har sat sig som mål endegyldigt at suspendere tilværelseskampen.

Det kunne være Manhattan, London eller København. Blot er livet mindre udsat her, hvor engang Knut Hamsuns første menneske trampede gennem vildnisset. Nu lever de sidste mennesker her som sommerfugle i den tilstundende polarnat.

Kan man forestille sig noget bedre bevis på, hvor langt et land kan nå i rigdom og overflod?

Måske er det fjeldenes alder. Måske er det naturen, der alligevel sætter sit mærke i én og får én til at forestille sig en tid, hvor livet, som vi kender det, ikke findes mere.

Men da færgen i det tidlige aftenmørke sejler bort fra Karlsøy, kan jeg ikke lade være med at tænke, at engang i fremtiden vil nogen pege mod Nordnorge og sige: Her kulminerede den vestlige civilisation.

Aftenposten, Norge, november 1994 (samt Jyllands-Posten)