Aristokraterne kommer

Owen Matthews ser ud, som om han lige er trådt ud af rygeværelset i en klub i Oxford. Han er helt i sort, i et jakkesæt i gammeldags snit med tilhørende vest og et stribet slips, der viser hans medlemskab af middagsklubben The Chancellors. Han taler et distingveret engelsk og omgås helst adelige. Det har han rig lejlighed til i den ungarske hovedstad Budapest.

Efter kommunismens fald er den smukke by ved Donaufloden ikke blot tumleplads for nyrige. Den er også blevet ramme om det gamle ungarske aristokratis tilbagekomst. For ikke så længe siden afholdt adelen sit første velgørenhedsbal. Der blev skænket rødvin i krystalglas, mens veldresserede tjenere bar gallamiddagens otte retter frem. Pengene, cirka en halv million kroner, gik til en Røde Kors-fond for enlige mødre.

Baronesse Eva von Herbing-Bournemisza kommer fra en af Ungarns ældste adelsslægter, Bournemisza, hvis aner kan spores tilbage til år 1210. Slægten kommer fra transsylvanien, og den gamle slægtsborg havde 400 værelser.

Baronessen er iført en orange spadseredragt af tweed med lilla knapper og kantbesætninger. Med sikker hånd styrer hun sin chokoladefarvede Mercedes ned ad Budapests brede Andressy Boulevard, mens hun blandt boulevardens mange forfaldne huse udpeger paladset, der engang var familiens vinterresidens.

„Jeg er kommet tilbage, fordi jeg føler mig så frygteligt ungarsk,“ siger baronesse Bournemisza, der har fast residens i london, men også ejendom i Italien. „Her i Ungarn vil jeg bo, i hvert fald halvdelen af tiden, lige meget om det bliver i et slot eller i en hytte.“

Den 9. Juni i år vendte Ungarns tidligere kommunistparti, nu omdøbt til socialdemokrater, tilbage til regeringsmagten med nøjagtig 50 procent af stemmerne, og baronessen finder, at tiden er lidt svær. Hun ønsker en stille og værdig tilbagevenden for Ungarns gamle adel, der i så mange år har måttet leve i eksil. „Vi har så meget at give den ungarske nation,“ siger hun. „Det er en barnlig mistanke, at vi kun vender hjem for at kræve vore slotte tilbage. Vi gør det for traditionens skyld. Vi kan sætte en standard for landet og give ungarerne disciplin, en følelse af rødder og fædrelandskærlighed, ikke den usunde nationalisme, men en nobel nationalisme.“

Baronesse Bournemisza er på vej til slottet Fot en halv times kørsel uden for Budapest. Under kommunismen blev slottet indrettet som børnehjem, og det er det stadig. Baronesse Bournemisza sidder sammen med andre adelige i en velgørende fond, der vil støtte børnehjemmet i Ungarns vanskelige overgang fra kommunisme til privatisering.

Slottet er et stort, ucharmerende skrummel, bygget i 1850, og selv om kommunisterne intet har gjort for at vedligeholde det i 40 år, er det tydeligt, at det aldrig har været nogen skønhedsåbenbaring. Nu skal der indrettes koncertsal, så „børnene kan få noget ordentlig kultur og lære at spise med kniv og gaffel“, som baronessen formulerer det.

En af sponsorerne bag den private fond er et schweizisk chokoladefirma, der gerne vil ind på det ungarske marked. Som chokoladefirmaet prøver Ungarns aristokrati med det søde.

For Ungarns gamle aristokrati har brug for accept. De mener om sig selv, at de har en særlig social mission som bevis på rigtigheden i det gamle ord, at adel forpligter. Med velgørenhed vil de løse Ungarns store fattigdomsproblem og sikre sig selvrespekt og folkeyndest.

Engelske Owen Matthews kender i forvejen mange af de hjemvendte aristokrater fra deres eksiltid i London. Nu taler han deres sag i lange kommentarer i den engelsksprogede ugeavis, Budapest Week.

„Hvad Ungarn oplever i dag,“ siger han, „er fremvæksten af en rig, egocentrisk og på mange måder uudholdelig burgøjserklasse, som, fordi de selv kommer fra en beskeden baggrund, slet ikke har nogen følelse af ansvar over for dem, der er blevet hængende længere nede på den sociale rangstige. Men aristokratiet har altid vidst, at social stabilitet kun kan sikres, hvis man beskytter de lavere klasser. Derfor har Ungarn brug for et aristokrati, der kan afbøde de værste virkninger af yuppieklassens udskejelser.“

Der har været talt om at give den fordrevne adel sine tidligere ejendomme tilbage, men diskussionen er endnu ikke slut. I mellemtiden har et medlem af Ungarns måske mest berømte og engang mægtigste adelsslægt spillet åbent ud.

„Jeg ønsker ikke noget land tilbage,“ skrev Peter Ezsterhazy i en omstridt avisartikel.

Peter Ezsterhazy er ikke blot ud af en adelig familie. Han er også Ungarns kendteste forfatter. Den berømte 1700-tals komponist Joseph Haydn omtaler Peter Ezsterhazy kærligt som „familiekomponisten.“ Det var Ezsterhazy-familien, der ansatte Haydn og gav ham arbejdsro til sine kompositioner. Der var altid tætte forbindelser til det østrig-ungarske kongehus, men da kommunisterne tog magten, mistede den før så indflydelsesrige fyrsteslægt alt, og sammen med sine forældre blev Peter Ezsterhazy, der er født i 1952, deporteret til en lille landsby i det nordlige Ungarn. Hans far blev kommunal vejarbejder, „et arbejde, han var yderst velegnet til, da han havde to doktorgrader,“ siger Peter Ezsterhazy med et underfundigt glimt bag de stålindfattede briller, der sammen med den store, gråsprængte manke virkelig får ham til at se ud, som om han hører hjemme i en anden tid.

I modsætning til mange andre adelige familier, valgte Peter Ezsterhazys far ikke eksilet. „Sådan tænker vores familie ikke, vi føler os forbundet med Ungarn og tænker i større målestokke.“ selv anser Peter Ezsterhazy det nærmest for at være en fordel at være vokset op i en familie, der var stemplet som fjende af folket. „Jeg fik lov at være i fred. De opgav mig på forhånd.“

At Ungarns tidligere kommunister nu på demokratisk vis er blevet stemt tilbage til regeringsmagten, ser Peter Ezsterhazy som et tegn på, at det ikke er så nemt at forandre verden, som man skulle tro.

„Der er blevet en masse tilbage fra det tidligere regime, først og fremmest os selv. Russerne trak sig tilbage, men vi må blive, hvor vi er. Før kunne vi altid give russerne skylden for alle problemer. Nu er det os selv, der er problemet. Nu har vi igen kommunister i regeringen, men ikke i form af et regime. Forskellen er, at landets kommunistiske ledere ikke kunne fyres. Det kan de nu. Det betyder selvfølgelig ikke, at de nødvendigvis bliver det. Med tiden vil vi ungarere blive mere modne. Spørgsmålet er blot, om vi har den tid. Vil Ungarn igen blive en del af Europa? Det spørgsmål er endnu ikke afgjort.“

Peter Ezsterhazy smiler afvæbnende: „Jeg er ikke andet end en uvidende student, når jeg taler om alle disse spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, og det er måske meget europæisk. For er netop ikke uvished om fremtiden det mest typiske ved Europa i dag?“

Så vender han tilbage til spørgsmålet om eszterhazy-slægtens tidligere jordbesiddelser i Ungarn. „Mine brødre blev meget opbragte, da jeg på deres vegne gav afkald på familiens jord. Men jeg er den ældste, så det er mig, der bestemmer.“

Og Peter Ezsterhazy ler en meget aristokratisk latter.

György Konrad er en forfatter, oversat til mange sprog, hvis værker var totalforbudt de sidste seksten år under det kommunistiske regime. I dag er han en ivrig deltager i samfundsdebatten. Konrad mener, at det er normalt for et samfund, der er inde i en voldsom omvæltning, at orientere sig mod fortiden for at finde rødder.

„I en periode var jeg bange for, at den nyvundne frihed skulle undermineres af nationalistiske strømninger. Men den fare er allerede drevet over. Folk lærer hurtigt, og de indså næsten med det samme, at nationalismen bare drejede sig om retorik og ikke om virkelige løsninger på deres problemer. Lige efter Murens fald længtes vi tilbage til tiden før kommunismen. Efter fire år med en konservativ regering længtes vi til gengæld tilbage til kommunismen selv. Nu er der ikke længere nogen periode i vores fortid, vi kan længes efter. Vi må lære at leve i nutiden.“

Og aristokraterne? Hvor er deres plads i det Ungarn, der ifølge György Konrad må lære at leve i nutiden?

Måske er det prinsessse Katalin zum Windischgraetz, en slank, elegant kvinde, der i dag ernærer sig som succesrig modeskaber, der kommer sandheden om sin egen klasse nærmest: „I dag er aristokratiet blot en minoritet blandt andre minoriteter og bør selvfølgelig have en minoritets rettigheder. Når man har levet tilstrækkeligt længe i verden, ved man, at alt kun er forbigående, også hvem der er aristokrat, og hvem der ikke er.“

Ekstra Bladet, december 1994 (samt Dagens Nyheter, Sverige, og Aftenposten, Norge)