Livvagt for demokratiet

Det er mandag morgen på Via Manzoni i et af napolis velhaverkvarterer. Foran smedejernsporten, der fører ind til en ældre, gulkalket villa i tre etager, holder to biler, en mørkeblå Fiat Croma og en sølvfarvet Alfa Romeo 75 spark. Der står fire mænd i jakkesæt på fortovet, tilsyneladende uden at ænse regnen, mens de vagtsomt spejder op og ned ad gaden. Den ene af dem trækker en pistol og holder den diskret på ryggen.

Klokken kvart over otte går smedejernsporten op, og en ældre mand med briller og gråsprængt hår træder ud i selskab med en lille pige i mørkeblå frakke. Bildørene smækker i med en tung lyd, der afslører, at de er lavet af armeret stål. De to skudsikre biler glider lydløst af sted mod Napolis centrum, mens blå blinklys advarende prikker hul i regntågen.

Den offentlige anklager, Luigi Gay, er på vej til arbejde sammen med de fire livvagter, der følger ham døgnet rundt. Undervejs til statsadvokaturet skal han aflevere sin lille datter i skolen.

Da Luigi Gay sammen med sine livvagter sidst på eftermiddagen dukker op på Hotel excelsior, er han i strålende humør

Regnbygen samme morgen har renset luften og fjernet det svovlgule låg af forurening, der altid ligger over byen. Vesuvs store kegle står majestætisk frem i det klare solskin, og ude over napolibugten anes øerne Capri og Ischia som blå, sejlende skygger. Men det er ikke det gode vejr eller udsigten, der er årsag til luigi Gays gode humør.

„Vi har en af Italiens mægtigste forbryderorganisationer på knæ. Vi står med frugten af ti års arbejde i hænderne,“ siger han, da han placerer sig i en af lænestolene i Hotel excelsiors store sal.

To af hans livvagter har diskret placeret sig oppe ved baren. Luigi Gay selv er vagtsom, uden at virke neurotisk. Hver gang nogen træder ind i salen, ser han hurtigt op uden at afbryde interviewet.

Den offentlige anklager i Napoli er en diskret mand, der ikke udbasunerer sine egne triumfer. Om årsagen til hans gode humør kan man først læse dagen efter i napoli-avisen Il Mattino. Luigi Gay har netop fået dømt de to mægtigste bosser i den napolitanske mafia, camorra’en.

Carmine Alfieri og Pasquale Galasso fik hver 25 år. Den ene for sytten mord, den anden for nitten. Blandt andre af de dømte var lejemorderen Domenico Cuomo. Cuomo havde tilstået 90 drab, men fik elleve års fængsel for seks.

Årsagen til de lave straffe er en lov om såkaldt „angrende mafiosi“, som garanterer strafnedsættelse for de forbrydere, der angiver deres medskyldige.

Den 39-årige Pasquale Galasso er en af den italienske forbryderverdens mest farverige og frygtindgydende skikkelser. Hans karriere startede, da han som tyveårig lægestuderende skød to mænd ned på åben gade. Ved sin arrestation i 1992 havde han samlet sig en formue på fem milliarder kroner.

Den højtbegavede Galasso, der selv har tilstået flere mord, end han blev dømt for, nemlig 52, blev på et tidspunkt efter sin arrestation inviteret til at tale i det italienske parlament for en gruppe politikere og journalister. Her stillede han politikerne et direkte spørgsmål:

„Hvis I politikere ikke forstår at løse de sociale problemer og fjerne deres rødder, hvordan vil I så bekæmpe camorra’en? Det er min faste overbevisning, at den organiserede kriminalitet automatisk vil forsvinde, hvis hver af jer – hele den politiske elite i landet – gør sin pligt.“

Det er med disse mænd, Luigi Gay har levet intenst sammen i de sidste par år, mens han igen og igen har forhørt dem om alle detaljer i deres forbryderiske virksomhed.

„Det mærkelige er jo, at der langsomt udvikler sig en gensidig respekt,“ siger han. „Det har været en oplevelse at møde dem, for de er store personligheder, af bondeslægt, men højt begavede. Carmine alfieri er for eksempel en uhyre belæst mand, der hele tiden under retssagen citerede russiske og franske forfattere. Da vi arresterede ham, fandt vi digtsamlinger overalt i hans arbejdsværelse. Han er bevidst om sin rolle som leder og føler, at denne rolle også kræver, at han har dannelse. Så han har sat sig hen og studeret den store litteratur.“

En af de mærkeligste oplevelser, Luigi Gay har haft i kampen mod den napolitanske camorra, er den anklage, der offentligt er blevet rettet mod Napolis dommere og anklagere: at de i deres kamp for lov og orden ødelægger beskæftigelsen og økonomien.

„Camorra’en har i løbet af firserne foretaget et stort spring fra bevæbnede bander til en økonomisk magtfaktor. Vi har opdaget de utroligste Forbindelser til det lokale erhvervsliv. Forbryderne har kontrol med bankerne. Alle de største virksomheder i Napoli-provinsen er dybt involveret med dem.

Vi har fået ram på de store fisk. Men der er et vældigt mellemlag af virksomheder, som er gået fri, og det er her, camorraen er i færd med at reorganisere sig efter de hårde slag, vi har rettet mod den.“

Lige nu er napoli en stille by. Men i 80erne var byen en slagmark, der fik gangsteropgørene i al Capones Chicago til at ligne et slagsmål i en skolegård.

Luigi Gay kender ikke det nøjagtige antal dræbte, Men han anslår det til et sted mellem 1.500 og 2.000. Så ler han:

„Men faktisk foretrækker vi, når banderne slås indbyrdes. For når de slås, blotter de sig. Når der derimod er fredeligt, ringer alarmklokken. For så betyder det, at de er blevet enige og står stærkere. Også set fra et publicitysynspunkt er det bedre, når de myrder løs. For så er der mere forståelse for nødvendigheden af vores arbejde.“

Den konstante livsfare, Luigi Gay selv lever i, og som har gjort det nødvendigt 24 timer i døgnet at udstyre ham med livvagter, ønsker den diskret velklædte offentlige anklager ikke at dramatisere.

„Gudskelov er det her ikke Sicilien: Den napolitanske camorra har ikke tradition for at slå dommere ihjel. Men vi har modtaget trusler, som det ville være forkert ikke at tage alvorligt.

Vi har fundet omfattende våbendepoter, hvor der endog var missiler. Et menneskeliv betyder ikke noget for dem. Og lige nu, hvor de er trængt, har de behov for at vise deres styrke. Derfor må vi være på vagt.“

Også et liv med livvagter kan man vænne sig til.

„Når jeg bringer min datter i skole, undlader de at bande og vise deres våben.“

Men der én ting, Luigi Gay ikke kan vænne sig til. Det er det sære land, han lever i: „Det er en utrolig situation. I udlandet er vi italienere berømt for vores design, vores forfinelse, elegance og skønhedssans. Og så har vi dette barbariske fænomen. De sidste 25 år har Italien udviklet sig stadig mere demokratisk. Vi har fået fri abort, ret til skilsmisse, stadig mere fremskridtsvenlige idéer. Men i de samme år har mafiaen vokset sig umådelig stærk. Det er en krig, en social krig, vi fører mod kriminaliteten.“

Det er mennesker som Luigi Gay, dommere og offentlige anklagere, der med deres uafhængige undersøgelser og store, personlige mod står bag den revolution, der har vendt op og ned på Italiens korrupte politiske liv og gjort store indhug i en ellers urørlig forbryderverden.

Luigi Gay må leve med bodyguards. Men han er selv en af demokratiets livvagter.

Men dommerstanden tager ikke politisk parti, understreger Luigi Gay.

„Jeg ser os som en demokratisk kraft, vi repræsenterer en vilje til at tage personligt ansvar og yde ofre i frihedens navn. Der er dommere, der er blevet myrdet i denne kamp. Vi har mistet vigtige år på grund af politisk indblanding, men vi er på rette vej. Dette er et smukt historisk øjeblik, så der er ingen grund til at give op nu.“

Luigi Gay lader hånden glide kærtegnende hen over armen på den massive lænestol i Hotel Excelsiors store opholdsrum med de marmorerede søjler og udsigten over Napoli-bugten.

„Ved De, hvor dette stof stammer fra?“

Den offentlige anklager peger på det pragtfulde brokade i guld og grønt.

„Det er et mønster, som stammer helt tilbage fra de franske burgundere. Og det fremstilles stadig på et stort væveri i Reggio di Caserta uden for Napoli. Hvis mafiaens værdier sejrer, vil der ikke længere være plads til den slags. Så vil skønheden forsvinde. Det er en grund mere til at kæmpe.“

Ekstra Bladet, december 1994 (samt Dagens Nyheter, sverige, og Aftenposten, norge)