Sneen hvirvler ned over Stockholm og gør byen hvid. Til forskel fra Danmark, hvor det mindste snefnug øjeblikkelig får en panserdivision af sneplove, salt- og grusspredere til at rykke ud, får sneen lov at blive liggende på fortove og vejbaner. Den svenske stat overlader det til sine borgere selv at passe på deres ben. Eller også er det ikke gået op for den, at der findes mange måder at holde en truende arbejdsløshed kunstigt nede.
Jeg er på vej til Adolf Frederiks Kirke, hvor Sveriges myrdede statsminister Olof Palme ligger begravet, kun et par hundrede meter fra Sveavägen og Tunnelgatan, hvor han en sen februaraften for ni år siden faldt som offer for en ukendt morders kugle.
Der er kun få grave på den snedækkede kirkegård rundt om kirken. Jeg har svært ved at finde Olof Palmes. Så ser jeg to fyrfadslys stå og brænde i sneen. Gravstenen har form som en kugle, nærmest som en globus, eller som en af disse drivminer af jern fra Første Verdenskrig, som for et par årtier siden stod opstillet i danske havnebyer.
Kuglen er dækket af sne, og jeg kan ikke se noget navn. Det er et uanseeligt, egentlig lidt bizart, gravsted, og jeg har svært ved at forstå symbolikken. Er det overhovedet her, Palme ligger?
Jeg er for blufærdig til at børste sneen væk. Kirkegårde bør jo egentlig også være uberørte. Det er ikke et sted for nævenyttig geskæftighed. Da jeg går bort, har jeg kun de to stædigt blafrende flammer midt i den nyfaldne sne som bevis for, at jeg har stået foran Palmes grav.
Da jeg har været nogle dage i Stockholm, går det op for mig, at mit besøg ved Olof Palmes grav kun har været alt for symbolsk. I virkeligheden har Sveriges myrdede statsminister ikke nogen grav. Han er ikke en død person. Han er en forsvunden person, ligesom sin ukendte morder, som om denne, da han løber op ad trapperne i Tunnelgatan, på en mærkelig måde får følgeskab af Palme på sin flugt ind i mørket.
En grav – hvad er det? Et sted, hvor man stedes til hvile, et punktum for et liv, det sted, hvorfra en historie kan fortælles. Et liv er afsluttet, og i erindringen og tilbageblikket forsøger de efterlevende at få en helhed og en mening ud af det levede. Men kuglen, der en februarnat for ni år siden rammer Sveriges statsminister, sætter ikke punktum for andet end hans hjerteslag. Der vokser ingen myte eller legende ud af hans afsluttede liv, han træder ikke ind i historiebøgerne og finder sin plads, ingen stor, seriøs biografi skrives om den myrdede, ingen citerer den døde, hans eget parti springer ham over, når kongerækken af folkeførere memoreres.
Den katastrofe, der rammer Olof Palme, opsluger også hans liv og udsletter det, omtrent som om han havde været passager på færgen Estonia og nu lå dernede i havbundens mørke, hvorfra han aldrig skal hentes op igen, op i lyset, op i erindringen, op i den svenske historie.
Til mordmysteriet føjer sig en anden og større gåde, gåden om den glemte Olof Palme.
Hvis man i dag spørger en svensker, hvor hans land er på vej hen, får man et ejendommeligt svar. Sandsynligvis vil han nemlig begynde at opremse en række af de dramatiske mord, der i de senere år har hjemsøgt sverige. Han vil nævne skuddramaet på Stureplan i Stockholms centrum, hvor fire mennesker i kø foran et diskotek pludselig mejes ned, fenrikken Mathias Fink, der en lys sommeraften i juni 1994 dræber syv kvinder, og endnu flere tilfælde. Til forskel fra mordet på statsministeren er alle disse mord opklaret. Det er ikke gerningsmanden, der er en gåde. Det er motivet. De er alle tilfælde af voldsom og uforklarlig, egentlig grundløs drabslyst.
På spørgsmålet, hvor sverige er på vej hen, vil svenskeren altså svare med et modspørgsmål. „Hvordan kan dette finde sted i Sverige? Hvad er det, der er ved at ske med os?“
Historiske og politiske begivenheder vil ikke længere være referencepunkter for ham, når han skal forklare sit land. Forbrydelsen er i stedet blevet hans udgangspunkt. Fra Sveriges-historie er han gået over til kriminalhistorie. Der er i hans måde at spørge på et behov for et kollektivt ansvar, en social forklaring på det, der træder frem som menneskers uforklarlige ondskab. Det er samfundet, der er kilden til ondskab, ikke individet. Denne tankegang har sin rod i en af socialdemokratisk humanisme opblødt kristendom, der anser mennesket for grundlæggende godt. Kun dets omstændigheder kan være onde, ikke mennesket selv. Ondskaben er derfor ikke en eksistentiel eller religiøs kategori, men et reformanliggende. I princippet findes det onde menneske derfor ikke som andet end genstand for snarlig forbedring.
I Sverige er alle mordere enfoldige. Eller også er de ikke svenskere.
Alle hypoteser om Palme-mordet er formet over disse to simple læresætninger. Enten er morderen det, der går under betegnelsen „en ensom galning“, eller også er der en sammensværgelse bag, som uanset hvor den startede, og hvem den havde som sine håndlangere, ender med at forgrene sig ud i det sorte – og frem for alt usvenske – kontinent, der hedder udlandet.
En ensom dåre, siger man også på svensk. På dansk er ordet dåre forsvundet ud af dagligsproget, og dukker det op, har det en bibelsk klang af på samme tid respekt for og medfølelse med den vanvittige, der er blevet berørt af Guds finger og i sin galskab bærer på en hemmelig indsigt, som ikke er andre forundt.
Den ensomme dåre er også en hellig martyr. Han ved noget om det moderne samfunds kulde og fremmedhed, om isolationen og anonymiteten i storbyen og et socialt system, der umyndiggør og afpersonificerer. Noget i ham er blevet dræbt. Det er denne død, han giver videre, når han bliver morder. Da han trykker på aftrækkeren, udtrykker han også noget. At velfærdsstaten alligevel ikke er perfekt. At der endnu er et par mil til paradis.
„Hvordan kan noget sådant ske hos os?“ spørger det svenske folk. Dette spørgsmål er den eneste synlige arv fra Olof Palme.
Man kan også formulere det på en anden måde. At den konklusion, det svenske folk når frem til, når det selvransagende ser tilbage på den drabets epoke, der starter med Olof Palme og derefter synes at accelerere, er den simple, at Sverige endnu ikke er svensk nok. Det kan derfor heller ikke undre, at det eneste spor, det svenske politi med blind og rørende trofasthed har forfulgt gennem alle årene, er det, der fører til den ensomme dåre, og at det i sin hengivenhed til netop dette spor, ikke blot har valgt at ignorere alle andre, uanset hvor frugtbare eller indlysende de måtte forekomme, men i sand og selvopofrende kærlighed til den ensomme dåres hypotese, endog har været parat til at fabrikere tvivlsomme vidnesbyrd og tilsidesætte en lang række af de rettigheder, en sigtet eller mistænkt måtte have.
For den ensomme dåre passer ind i et socialdemokratisk verdensbillede. Den ensomme dåre er simpelthen en vildfaren social klient, der for et øjeblik er undsluppet socialkontorets kontrol, en velfærdsstatens fortabte søn, som i mordgådens løsning vil blive kaldt hjem til forbrødringens og den kollektive godheds altomfattende favn.
Der er ikke skrevet nogen bøger om Olof Palme efter hans død. Men der er skrevet mange om hans død. En af dem er Kjell-Olof Bornemarks kriminalroman fra 1989, Skyldig utan skuld, som handler ikke om statsministeren, men om morderen. Titlen siger det hele. Her er en af svensk traditions enfoldige mordere, et krænket og vildført menneske, som lader den forkerte undgælde for det, livet har gjort imod ham. Han er det, der på moderne socialrådgiversprog hedder ressource- og kontaktsvag, og efter endt læsning er man ikke i tvivl. Her kunne mere fritidshjem i barndommen og forstående samtaler med en psykolog have gjort underværker, og sverige ville aldrig være blevet en statsminister fattigere.
For nylig udkom Kjell Espmarks roman, Hatet, som rummer et letgenkendeligt nøgleportræt af Olof Palme. Forfatteren er en anerkendt lyriker og litteraturhistoriker og dertil medlem af Det Svenske Akademi og altså en af mændene bag den årlige uddeling af den prestigefyldte, litterære Nobelpris. Der er da også lagt afstand til al triviel virkelighed i romanen, som er skrevet med højlitterær patos af nærmest bibelske proportioner, når tonen da ikke brat brydes for at give plads for polemiske kværulanterier, hvor der i komisk kontrast til forfatterens kulturpessimistiske undergangsvisioner skældes ud over for høje trækprocenter og for få privilegier til den besiddende middelklasse.
Der er ingen enfoldig morder i Hatet. Der er derimod et skyldigt mordoffer, Palme, som fremkalder hadet mod sig, fordi han er for perfekt, for dygtig, for selvbevidst, i sine dæmoniske talegavers vold.
„Du har meget, meget at lære, endnu er du bare perfekt,“ lyder en gammel læremesters formaning til den politiske lærling Palme. Og det, Palme må lære, er at være et med sit folk inde i staldvarmens beklumrede fællesskab, ikke for perfekt, ikke for dygtig, ikke selvbevidst og maliciøst veltalende.
Men Palme sidder sin læremesters livskloge og besindige formaning overhørig, og derfor nedkalder han mordet over sig. Han må dø af mangel på tilpasningsvilje, og Espmark former i triumf sin roman som konformismens hoverende gravtale over outsideren, der selvforskyldt bukker under.
Som dansker nikker man genkendende. Vi har et ord for det. Jantelov. Du skal ikke tro, du er noget. Espmark, akademimedlemmet, tror formodentlig også om sig selv, at han er noget. Hans oppustede stil vidner om det. Men der findes rigtige og forkerte måder at tro noget om sig selv. Palmes var den forkerte.
Bornemarks og Espmarks romaner læst som et mentalt Sverigesbillede: Den ene viser en enfoldig, uskyldig morder, den anden et begavet, arrogant – og derfor skyldigt – mordoffer. En svensk morder, et usvensk offer. En svensk symmetri.
Ordet „had“ har jeg svært ved at forbinde med demokrati. Uvilje, antiog sympati, ja, endog lede, som når man taler om politikerlede. Men allerede der, ved leden, er vi ved at nå en grænse. For meget lede, og demokratiet eroderes. Men had?
Ordet had hører jeg hele tiden i forbindelse med Palme, også nu ni år efter hans død. Det er titlen på Espmarks roman. Ordet er hele tiden til stede i den offentlige debat. Palme-hadet hedder det, næsten i ét ord, som et nyt og selvstændigt begreb i kataloget over menneskelige passioner.
Had udspringer af afmagt eller af en krænkelse så dyb, at den kræver den krænkendes udslettelse. Had føler også den, som er berøvet sine handlemuligheder. Er nogens afmagt i et demokrati så dyb, at den udmunder i had mod en offentlig person, valgt af et flertal og afsættelig igen, hele tiden underkastet en vilje større end sin egen?
Had udspringer af afmagt. Kan had også udspringe af det modsatte, at nogens magt er så stor, at den mindste modstand, ja, selv en uregelmæssighed, fremkalder et morderisk raseri, en altopslugende, uimodståelig trang til at udslette forstyrreren? Kan årsagen til hadet mod Palme ligge her, ikke i afmagten, men i overmagten?
Søndag den 12. Februar var der på den svenske satellitkanal tV3 en tre timer lang udsendelse om mordet på Sveriges statsminister. Udsendelsen gør mig ikke klogere på Palme-mordet. Men den gør mig på en eller anden måde klogere på sverige og tiden efter Palme.
Først og fremmest er der i studiet denne bizarre duo. Den ene del består af studieværten selv, en trivelig, sjusket påklædt, lettere usoigneret herre, som aldrig ser ind i kameraet, men under hele udsendelsen virker distræt, uinteresseret, nærmest som om han kæmper med søvnen. Hans navn er leif W.G. Persson, og senere får jeg fortalt, at han er professor og dertil forfatter af kriminalromaner, hvilket synes at være det højeste, en svensk kulturpersonlighed kan nå.
Persson har ry for at være højt begavet, og hans store popularitet i fjernsynet baserer sig på, at han omhyggeligt skjuler dette faktum. Han er afvæbnende, jovial og magelig i fremtoning, nærmest sløv, hvilket sikrer ham adgangen til svenskernes hjerte. Hans modpart er den øverste chef for politiets Palme-undersøgelse, Hans Ölvebro, en stiv embedsmand, hvis ansigt er en mur af tillukket mistænksomhed.
Sammen synes de to, den uafhængige journalist og repræsentanten for statsmagten, at arbejde for et fælles mål, som de sidder der i studiet side om side, time efter time: at få alle vidner miskrediteret og politiet renset for enhver mistanke for at have saboteret efterforskningen i mordet på statsministeren.
Det synes ikke et øjeblik at falde den hovmodige Ölvebro ind, at det eneste, han er chef for, er en af kriminalhistoriens mest monumentale fiaskoer, ligesom det heller ikke ser ud til, at den tanke melder sig hos den trivelige Persson, at han er repræsentant for en journaliststand, der burde hævde sin kritiske uafhængighed over for statsmagten i stedet for at bistå den.
Jeg ser fra den ene til den anden, fra Persson til Ölvebro og tilbage igen. Måske er det de to eneste ansigter, det officielle sverige tillader sig at vise frem: en urokkelig, uantastelig statsmagt på den ene side. Demokratiet i skikkelse af afvæbnende og tandløs folkelighed på den anden.
Og jeg forstår, hvorfor Olof Palme måtte forblive en tragisk parentes i svensk historie, et uplacerbart fremmedelement, der måtte stødes ud af den kollektive erindring, for arrogant til at være folkelig, for menneskelig til at være ufejlbarlig, kort sagt rolleløs i det svenske demokratis foreskrevne rollespil.
Om mordet og motivet til mordet ved vi ingenting.
Om tiden efter mordet ved vi en del. Nok til at mærke den brise af lettelse og glemsel, der følger efter en vellykket djævleuddrivelse.
Dagens Nyheter, Sverige, februar 1995 (samt Jyllands-Posten)