I Sverige er alle fundamentalister

Der var nogle år, da man i Danmark så over Øresund og sagde: Som de har det, får vi det. Vil du kende din fremtid, så se over Sundet. USA er ti år foran os, Sverige mindst fem. Sverige havde et mere ligefremt, hjemmevant forhold til fremskridtet, en dristigere og mere direkte kontakt. Vi derimod et mere efternølende, præget af fumlegængeri og forsinkende betænkeligheder.

Så en dag lå Barsebäck der, som bevis og eksempel. Fremskridtet kunne også være et problem. Stockholms gamle bykerne var ryddet af bulldozere. København stod der endnu, reddet af rettidig bagklogskab eller bare af danskernes almindelige mangel på effektivitet, vores evigt forsinkende palaver-demokrati, hvor det aldrig lykkes for nogen at etablere et holdbart flertal.

I dag er der ikke længere nogen, der kigger over sundet for at få øje på Danmarks fremtid. Danmark og Sverige er for længst gået hver sin vej.

De to lande har f.eks. Ikke længere samme opfattelse af fremskridt. I Danmark, der politisk set er et desillusioneret land, som regeres af principløs snusfornuft og ikke af fremsyn, er det eneste officielle kriterium for fremskridt, der i dag er tilbage, den øgede tilgang til forbrugsgoder.

Man kan også sige det på en anden måde. I Danmark findes der ikke længere noget politisk formuleret håb for fremtiden. Men der findes heller ikke nogen angst for den. Vi har fundet os til rette i en tidsalder af stærkt begrænsede forventninger.

I Sverige findes der ikke andet end angst. Eller rettere: I det omfang, der findes et politisk formuleret håb for fremtiden, findes der også en angst. Sverige er et land plaget af sine positive forventninger til fremtiden.

Der er en skræk i Sverige for, at Sverige skal holde op med at være svensk, dvs. Socialdemokratisk. På en unik måde er national identitet og partipolitisk tro i Sverige smeltet sammen til en enhed.

„Da Olof Palme døde, fungerede den svenske model optimalt. Der var stabilitet og tro på fremtiden. Siden hen blev alt kaotisk,“ siger forfatteren og socialdemokraten Per Olov enquist.

„efter Murens fald i 1989 er også et fjendebillede faldet bort. Højrefløjen fik en ny selvbevidsthed. Det hed sig ikke længere, at ‘inderst inde er vi alle socialdemokrater’. ÅRene med en borgerlig regering var et mislykket forsøg på et systemskifte, og valget i efteråret kan godt ses som en folkeafstemning om den svenske velfærdsmodel. Tres procent stemte til venstre. Siden fulgte folkeafstemningen om eU med det modsatte resultat og Socialdemokratiet i en dobbeltrolle, der kommer til at koste dem dyrt.“

Efter Per Olov enquists mening går vejen frem for det svenske socialdemokrati på en måde tilbage.

„Kravet om fornyelse er Socialdemokratiets plage,“ siger han, „de har altid haft svært ved at identificere, hvad det egentlig var, der fungerede i den svenske model. Her opstår deres krise, når de mister kontakten med det gode, de har udrettet. Vejen frem går gennem selvbesindelse og spørgsmålene: Hvad var det, vi gjorde godt? Hvad var det, vi gjorde forkert?“

Da jeg spørger enquist, hvad der ville være sket, hvis de borgerlige var forblevet ved magten, svarer han ikke med beskrivelsen af en anderledes social og politisk situation. Han svarer ved at henvise til en anden geografi, et land nede i europa, et Sverige altså, der er holdt op med at være svensk.

„Havde de borgerlige gennemført systemskiftet, havde det været slut med Socialdemokratiet, og vi ville have fået et tysk samfund, højt industrialiseret, begrænset velfærd, store klasseskel. Det unikke ved den svenske model havde for altid været borte.“

Jeg er i et land, hvor politiske forandringer opleves som et tab af national identitet, og de politiske modsætninger mellem borgerlige og socialdemokrater, højre og venstre, opleves som lige så klare, som hvis det drejede sig om to forskellige nationer.

Enquist erklærer sig på lang sigt som pessimist. Han tror ikke, at det er muligt at bevare den svenske model inden for den europæiske union. For det forudsætter, at svenskerne selv kan bestemme om deres økonomi.

„Socialdemokratiet er et parti på retræte. Hvad der sker med den folkelige opinion, der bakker op bag den svenske model, og som sidst støttede den ved valget i efteråret, det er det store spørgsmål. Jeg tror, vi vil få et meget uroligt samfund med stærk frustration og politisk apati på samme tid. Den permanente svenske stabilitet vil være væk. Det kan godt være, Sverige har været et beskyttet værksted. Men det var ikke noget dårligt beskyttet værksted.“

Jeg prøver at lytte til tankemønstret bag Per Olov enquists ord. Der er den svenske model, ro, stabilitet, velfærd på den ene side. På den anden side, udlandet, det, han selv med en ironisk betoning kalder „det harmoniserede centraleuropæiske samfund“: kaos, uro, mangel på stabilitet, tab af velfærd. Jeg kommer til at tænke på enquists ofte citerede ord, da Cambodjas kommunistiske partisanbevægelse Khmer rouge efter sejren i 1975 tvang Pnom Penhs indbyggere til at forlade byen, en begivenhed, der senere skulle vise sig at være indledningen til en katastrofe: „Bordellet rømmet, rengøringen i gang.“

Det var den danske forfatter Jens-Martin eriksen, der i en ophedet diskussion om Per ahlmarks debatbog Vänstern och tyranniet skrev, at det måske ikke var så interessant at gøre sig bagklog på historiens vegne. Nej, det interessante lå i metaforerne, i billedsproget, i denne svenske interesse for rengøring, synet på modstanderen som i en eller anden forstand besudlet, uren, promiskuiteten som fjende, angsten for skidt.

Et eller andet sted tror jeg, vi her er ved hjerteroden af den svenske model, dens overmål af fornuftslys og funktionalisme, hvor råbet på klarhed også er et råb på åndelig renhed.

I Sverige diskuterer man ikke politik. Man opsporer åndelige trusler. Rigsdagsvalgene er ikke egentlige valg, men religiøse prøvelser og fristelser, betragtet med dyb bekymring, for her udsætter folket sig i et svimmelt øjeblik for at miste sin åndelige sundhed og stemme forkert. I stemmeboksen lurer afgrunden.

Her er det eneste punkt, hvor politiske modstandere kan blive enige. I folkeflertallets uransagelige valg af veje ligger faren for fortabelse. Demokrati på svensk, det er folkets frie, om end noget betænkelige, ret til at miste sin sjæl.

I Sverige synes alle politiske idéer rodfæstet i menneskesyn og livsanskuelse. Krydset på valgdagen er omtrent så bindende som jaet foran alteret i kirken, afsagt foran Guds og menighedens åsyn. Skilsmisser forekommer selvfølgelig. Men i Sverige er alle på hver sin måde fundamentalister, markedsfundamentalister eller velfærdsfundamentalister.

Man fornemmer, at her er det nemt at blive stemplet som forræder. Man udvikler sig ikke. Man falder i stedet fra, mister troen, går over til fjenden. Eller man holder fast på livstid, trofast som en af feudaltidens livegne.

Også som udlænding mærker man det. Jeg rejser fra Sverige med en følelse af uhjælpeligt at have kompromitteret mig. For omtrent hver eneste af mine samtalepartnere ryster på hovedet, når de spørger, hvem jeg ellers har talt med, og jeg må bekende, at jeg også har færdedes i fjendens lejr. Facit, når samtlige har afsagt deres domme og givet hinanden karakter, lyder, at alle politiske debattører i Sverige er ubetydelige eller perifere, åndeligt nedbrudte, direkte tossede, affældige, deprimerede, helt igennem uinteressante.

For nogle år siden udviklede en embedsmand i det amerikanske Udenrigsministerium, Francis Fukiyama, den teori, at historien nu havde nået sin afslutning, idet man ikke kan forestille sig nogen højere udvikling end det markedsbaserede demokrati. Samtlige svenskere synes at være tilhængere af denne teori, dog i en mild national aftapning, idet det er Sverige, der anses for højdepunktet i historiens udvikling, omend i to indbyrdes afgørende forskellige varianter. For den ene fløj er velfærdsstaten svaret på kapitalismens problemer. For den anden er kapitalismen svaret på velfærdsstatens problemer. Begge lejre har dog det til fælles, at de om deres egen idé mener, at længere kan man ikke nå i historisk udvikling.

„et fremtrædende træk ved velfærdsstaten er, at ingen har mod til at propagere ordentligt og fuldstændigt for den. For socialisterne er den blot en halv socialisme, for de liberale blot en halv liberalisme.“ Citatet af Piet Thoenes står som motto for et essay i forfatteren og debattøren Göran Greiders bog Det levande löftet, der er skrevet som et helhjertet forsvar for velfærdsstaten.

Citatet siger jo, at velfærdsstaten som ideologi er for meget af en blandform til at kunne inspirere til nogen fundamentalisme. Den bygger ikke på en idé, som mennesket må underkaste sig, men snarere på en idé om menneskets ret til udfoldelse. Göran Greiders kunststykke er ikke desto mindre på en gang at propagere for velfærdsstaten og samtidig forvandle dens idé tilbage til en fundamentalistisk ideologi, et godhedens funktionelle tyranni over de genstridige.

Greiders bog er til gengæld også skrevet med en uforfærdet klarhed, som egentlig forekommer befriende: Velfærdsstaten er bureaukrati, centralisme, flertalsstyre, offentlighedens ret til at blande sig i selv de mest private ting, et demokrati, som han ikke kalder pluralistisk, men kollektivistisk. Og sådan vil han have det.

Göran Greider er kun 35 år og har en halv snes digtsamlinger bag sig. Men nu har han etableret sig som en af arbejderbevægelsens unge intellektuelle og optræder som taler på LO-kongresser. Han er enorm af statur, med en brystkasse stor nok til at råbe flere skibsværfter op på en gang og ligner egentlig en arbejdsfører og folketaler fra før, højtaleren blev opfundet.

Göran Greider taler imod det, han kalder eliternes sammensværgelse mod velfærdsstaten og „overklassens revolte mod det svenske folkehjem“.

„Problemet er, at industrien ikke længere kan skabe fuld beskæftigelse. I Usa løser man problemet ved at åbne stadig flere McDonald’s, i europa ved at lade arbejdsløsheden ligge højt, i Sverige løste man det engang ved at udbygge den offentlige sektor.“

Ifølge Göran Greider lever det svenske Socialdemokrati i en krise, der har varet i tyve år: „Det, jeg savner i tidsånden, er det offensive forsvar for velfærdsstaten som avantgarde inden for den moderne udvikling. Det fundamentale spørgsmål, hvordan et samfund skabes fra grunden, har ikke været diskuteret i mange år i Socialdemokratiet. I tyve år har vi levet i en parentes, hvor Socialdemokratiet har accepteret, at den offentlige sektor ikke kan udbygges, og at kun den private må vokse. Men på den måde kommer man aldrig ud af det dilemma, som industrisamfundets forandringer skaber. I stedet har Socialdemokratiet resigneret over for arbejdsløsheden. Den eneste løsning er at lade den offentlige sektor ekspandere igen.“

Ligesom Per Olov Enquist har Göran Greider også noget, han frygter. Han kalder det „normaliseringen på et gennemsnitligt europæisk niveau“.

Til den svenske borgerlighed, de moderate eller nyliberale, for nemheds skyld ikke-socialdemokraterne, har jeg ikke rigtig noget forhold. Jeg har på fornemmelsen, at livet i Socialdemokraternes skygge og det mislykkede udbrudsforsøg, der udgøres af Carl Bildts treårige regeringstid, ikke rigtig har gjort dem noget godt. Jeg husker fra min læsning gennem mange år af en forfatter som den i Usa eksilerede lars Gustafsson, hvordan niveauet pludselig falder, når talen nærmer sig Sverige og skatteprocenter. En desperat kværuleren tager over, tydeligvis resultatet af en mangeårig åndelig udmattelse.

Jeg havde sat Anders Isaksson stævne i Café rydberg. Anders Isaksson skriver regelmæssigt i Dagens Industri og i tidsskriftet Moderna Tider og arbejder desuden på et stort værk om socialdemokraten Per albin Hansson. Jeg havde fået ham anbefalet som „en af ikke-socialdemokraternes“ mest interessante penne.

„staten er den store illusion, i hvilken alle tror, de kan leve på andres bekostning,“ sagde Anders Isaksson, da vi sad over for hinanden over en ret med laks og noget, der kaldte sig „dansk sovs“. Det var et citat, men jeg husker ikke af hvem.

Så fortsatte han: „Folk lever længere end nogen sinde. Arbejdsmiljøet bliver bedre og bedre. I velfærdsstaten går vi på pension tidligere end nogen sinde. Men vi bliver også mere syge end nogen sinde. Vi har flere arbejdsskader end nogen sinde. Det er det svenske systemliv.“

Anders Isaksson var tydeligvis en utilfreds mand. Det var svenskerne, han var utilfreds med, uanset partifarve. Han mente, at det eneste, der interesserede dem, var at få penge af staten.

Jeg prøvede at spørge ham om forskellige andre ting. Jeg ventede en vision, et livssyn, en bekendelse. Anders Isaksson insisterede på at tale om penge. Han begyndte at forklare mig det svenske skattesystem. Det var som at tale med en sur og nøjeregnende revisor.

Da vi var på vej ud af Café Rydberg, slog Anders Isaksson ud med hånden. „Det er ligesom i Rusland,“ sagde han.

Jeg så mig forvirret omkring. „Hvad er ligesom i Rusland?“

„Café rydberg. Stedet her ejes af det svenske forfatterforbund. Det er ligesom i Rusland.“

Der var den igen.

I Sverige er højre og venstre forenet i en fælles kærlighed til det svenske, som de gensidigt beskylder hinanden for at forråde.

Dagens Nyheter, Sverige, marts 1995 (samt Jyllands-Posten)