Historien om den uafhængige republik Abkhazien i det tidligere sovjetunionen er en absurd historie. Komisk. Og tragisk. Det er et stykke verdenshistorie opført på en lillebitte scene. Et lærestykke i national og etnisk identitet, et spil om smukke hensigter og fatale konsekvenser, om sammenhold og ensomhed.
Især om ensomhed.
Det handler om konsekvensen af den sproglige nyskabelse, som kalder sig etnisk udrensning. Hvis man vil være konsekvent, kun tale og høre sit eget sprog, leve i overensstemmelse med sit folks historie og kultur, ender man med at blive alene. Det er den skjulte dagsorden i al form for etnisk udrensning: ønsket om at blive helt alene i verden. For Abkhazien er det lykkedes.
Men ingen tåler ensomheden, når det kommer til stykket.
Når man passerer grænsen til Abkhazien, melder mobiltelefonen, at den ikke længere er i kontakt med noget net. Man kan ikke ringe ind eller ud af Abkhazien. Ingen breve passerer grænsen. Landets pas er ubrugelige. Ingen nation på Jorden anerkender den unge republiks eksistens. Alle varer, der kommer ind i landet, er smuglergods, ingen varer, der forlader landet, klareres i nogen told, for Abkhazien er ramt af en total, international blokade.
Fabrikkerne er lukkede, markerne ligger brak. Ukrudt gror blandt den uhøstede majs, tebuskene breder sig uhæmmet, ingen plukker mandarinerne og hasselnødderne. Bøndernes huse står udbrændte med sodsvedne vinduesåbninger og sammenstyrtede tage. Landevejene forsvinder i huller. I hovedstaden er hvert andet hus tomt, ingen taxaer passerer gennem gaderne, butikkerne er lukkede.
Abkhazierne har et problem. Der er for få abkhaziere til at fylde landet og få et samfund til at fungere. Oprindelig var der en halv million indbyggere. Allerede dengang var abkhazierne et mindretal. Mindre end en femtedel af Abkhaziens indbyggere var etniske abkhaziere. Så meget mere nødvendigt fandt de det at gribe magten i landet og erklære det uafhængigt. Nu er to tredjedele af landets indbyggere forsvundet. Kun 170.000 er tilbage. Republikken Fyn i en affolket udgave. Men Odense har en præsident, en udenrigsminister – og en slagkraftig, stærkt motiveret hær. Abkhazierne er endelig blevet alene med sig selv.
Eller rettere: næsten alene med sig selv. For de er stadig mindretal i det land, de betragter som deres. I den tumult, der ledsagede den unge republiks fødselsstund, forlod en tredjedel af abkhazierne landet, åbenbart ikke lige så interesserede i deres egen etniske stat som deres ledere. Nu er der anslået 60.000 tilbage. De er nødt til at leve med andre. For ellers har de ikke længere noget samfund. Og det er abkhaziernes uløselige problem: De kan aldrig blive flertal i noget land, uanset hvor lille det er. De kan ikke fylde Fyn: „Værelse til leje. Nystiftet republik søger rolige lejere til stort hus. Delebasis.“
Abkhazien ligger ved sortehavskysten. I sin henrevne bog om Georgien, Morgenrødens land, kalder Hans scherfig landets 200 kilometer lange kyststrækning for Sovjetunionens riviera, en uendelig perlerække af kursteder, hoteller og sanatorier. Stalin havde sin datcha i det skønne Abkhazien, Beria, Krustjov, Gorbatjov.
Abkhazien blev en del af zarens Rusland i forrige århundrede. I sovjettiden blev Abkhazien som et led i Stalins del og hersk-politik i Kaukasusområdet indlemmet i naborepublikken Georgien, og da Georgien ved sovjetunionens sammenbrud erklærede sig uafhængigt, gjorde Abkhazien det samme. Det kom til krig mellem de to lande. Georgierne erobrede Abkhaziens hovedstad Sukhumi og ødelagde den delvist. Abkhazierne erobrede byen tilbage med endnu flere ødelæggelser til følge. Så flygtede den kvarte million georgiere, der var bosat i Abkhazien. En usikker fred fulgte, og Abkhazien gik ind i den totale isolation.
Rusland havde blandet sig i krigen og givet en diskret støtte til abkhazierne, uden hvilken lilleputfolket næppe havde været i stand til at vinde over nabolandet, hvis befolkning er ti gange så stor. Og tjetjenerne kom vandrende ad Kaukasus’ stier for at holde generalprøve på den senere krig med Rusland. Det var et politisk spil, og Abkhazien var blot en brik. Rusland brugte abkhazierne til at holde georgierne i skak og iværksatte samtidig en blokade mod abkhazierne selv, så ingen andre små folkeslag skulle få gode idéer om uafhængighedens glæder. Hvad der var begyndt som en flyvsk idé i hovedet på nogle politiske fantaster (Abkhaziens ledere var alle historikere eller arkæologer), blev pludselig ubønhørlig virkelighed, et fængsel, hvorfra ingen kunne undslippe.
Man gør sig nogle forestillinger, før man besøger et land som Abkhazien. Man synes, man har set sceneriet før: det urolige Kaukasusområdes traditionelle persongalleri: skæggede mænd med tungsindige blikke, der iført slidte camouflageuniformer slæber rundt på stormgeværet som hulemanden på sin kølle. Man når hurtigt til den konklusion, at de alle sammen må være tossede. Man forbereder sig på mødet med denne væbnede nation ved selv at væbne sig med humoristisk sans. Problemets overskuelige omfang, det lave indbyggerantal, hele konfliktens miniatureformat synes at tage brodden af tragedien. Abkhazien kan ikke konkurrere med Bosnien og Tjetjenien, når det kommer til blodigt drama.
Så rejser man ind i landet og opdager, at det hele er anderledes, end man troede. Der er ingen skæggede mænd med Kalasjnikover. Landets situation er rigtignok tragisk. Men den er også noget andet og uventet.
Når man sydfra nærmer sig abkhazien og når den georgiske by Zugdidi nogle få kilometer fra grænsen, er man ikke i tvivl om, at det er en tragedie, man står over for. Byen, hvis oprindelige indbyggerantal var 100.000, er svulmet op til det dobbelte. Flygtningene er bønder fra den nærliggende Galiprovins og bor overalt, ikke blot hos slægtninge i de store, rummelige toetagers huse, som vidner om Zugdidis tidligere velstand, men også i byens skoler og de mange nedlagte fabrikker. I tidligere cementfabrikker og midt i byens centrum strejfer det kvæg, som flygtningene tog med sig, omkring. Ofte ligger deres landsbyer kun nogle få kilometer på den anden side af Ingurifloden, som udgør grænsen. De har kunnet stå på flodbredden og se røgsøjlerne, når deres hjem brændte ned.
De har været her før. Den første store flygtningestrøm kom i 1992. Flygtningene blev i Zugdidi nogle år. Så begyndte de at sive over grænsen tilbage til deres gårde. Årstiderne trak uimodståeligt i dem: forår, efterår, såning, høst. Først var det et par gange om måneden, de vendte tilbage, blot for at se til kvæget og markerne. Så blev det hyppigere. Til sidst blev de. De reparerede husene og var bønder på egen jord igen.
Så i maj måned i år proklamerede georgiske partisaner, at landet var tilbageerobret og igen tilhørte Georgien. Den abhkaziske milits svarede øjeblikkeligt igen. Endnu en gang blev Galiprovinsen tømt for mennesker. Denne gang nedbrændte abkhazierne landsbyerne. Der var ikke mere nogen huse at reparere.
Djambul Aronias familie havde levet i fire generationer i landsbyen Pirveli fjorten kilometer fra grænsen. Han er blandt dem, der nu er flygtninge for anden gang. Denne gang tror han, at livet som bonde er slut.
Igennem tre år krydsede han ugentlig grænsen, og i ly af nattens mørke bragte han høstudbyttet tilbage, meloner, majs, hasselnødder. Gamle mennesker var blevet tilbage i landsbyen og tog sig af kvæget. Abkhazierne lod dem være. Det var mænd i den kampdygtige alder, de slog ihjel. Ikke kvinder, børn og gamle. Som etniske udrensere var de af den bløde slags. Men med en nedbrændt landsby kan selv ikke en stædig bonde som Djambul Aronia stille noget op.
Før man passerer grænsen til Abkhazien, bliver man advaret mod at vise sit pas. Et stempel fra Abkhazien kan skaffe problemer i naborepublikkerne. Man kan vise alt andet, bare navnet står der. Jeg rækker mit danske sygesikringsbevis frem. Det bliver studeret grundigt af en sekstenårig dreng iført T-shirt, camouflagebukser og Kalasjnikov. Der er ingen skæggede mænd her med dystre blikke. Drenge, der endnu ikke er gamle nok til at barbere sig, repræsenterer den unge republik. Med et skuldertræk og et usikkert smil giver soldaten mig sygesikringsbeviset tilbage.
Ellers er der ikke noget afslappet over sceneriet ved grænsen. Som udlænding kommer man kun ind i Abkhazien i FN-konvoj. Forrest kører en pansret mandskabsvogn af sydafrikansk fabrikat, en såkaldt Mamba, der er specielt bygget til at absorbere trykket fra en eksploderende mine. Galiprovinsen er stadig krigsområde med sporadisk guerilla-aktivitet – tidligt samme morgen er syv abkhaziske militssoldater blevet dræbt i et baghold – og det sker, at landevejene er minerede.
De lokale FN-tropper har haft lejlighed til at afprøve Mambaens effektivitet, da de kørte på en mine, og det fem tons tunge køretøj blev slynget 30 meter hen ad vejen. Ingen kom noget til. Mambaen havde bestået prøven, men kom aldrig til at køre igen.
Nu snegler vi os bag efter Mambaen ad landeveje, der i den abkhaziske republiks år 6 allerede er halvt borteroderede. På begge sider af vejen strækker sig det tomme land. Ukrudt erobrer majs- og bønnemarkerne. Tebuskene ligner uklippede pudler. Naturen byder med begge hænder af sine rigdomme i et landbrugsland, der hører til blandt de mest frugtbare i hele det tidligere sovjetunionen, men der er ingen til at tage imod. Bøndernes store huse vidner om, hvor rigt her engang var. Nu vidner de kun om, hvor tomt her er.
Kun halvdelen af hovedstaden Sukhumis indbyggere er tilbage. Der er næsten ingen trafik, en enlig bus, et par Ladaer passerer forbi, så ligger gaden øde hen igen. En mor går tur med en klapvogn. Havnepromenaden er tom. Fra et par boder sælges der kiks, cigaretter, mineralvand og øl. Kun i byens markedshal er der trængsel. Her blandt boder med lokale oste, honning og grøntsager foretager en hel by sine indkøb, men bodernes antal svarer til en lille bys, ikke en hovedstads.
Sukhumi er en af sortehavskystens havnebyer med lav, hvidmalet bebyggelse, intime og skyggefulde alléer af lind og magnolia, hvis kroner mødes over vejbanen. Man kan slentre sig en aftentur, mens mørket tætner til under trækronerne, og den eneste lyd, der høres, er lyden af samtale.
Jeg gør en opdagelse under denne spadseretur i tilsyneladende tidløs idyl: Hvert eneste hus, der ser ud til at have været af nogen som helst arkitektonisk eller historisk interesse, står med nøgne mure, der indrammer et gabende, udbrændt indre. I visse kvarterer er det hvert andet hus. Det er seks år siden, ødelæggelserne fandt sted, vejret har sat sit præg på ruinerne, ukrudtet gror frodigt og understreger indtrykket af romantisk forfald. Men der er intet romantisk ved denne ødelæggelse. Den er den georgiske besættelsesmagts værk. Arkitektonisk interesserede hærværksmænd er gået fra dør til dør og har stukket ild til alt, hvad øjet kunne finde behag i. Man aner, hvilken frygtelig maskine af gengældelse man befinder sig midt i. Hvis abkhazierne har faret frem som etniske udrensere i den sydlige del af landet, er det kun bevis på, at de har lært lektien af storebror Georgien alt for godt. Det er som en klassisk tragedie, hvor den ene voldshandling uundgåeligt afføder den næste.
Og dog er der noget, der mangler i dette klassiske billede af vildfarne stater. Jeg er to en halv dag i Sukhumi. Ikke en eneste gang ser jeg en soldat, heller ikke en politibetjent, end ikke en eneste Kalasjnikov.
Det er ikke den eneste overraskelse. Abkhaziens udenrigsminister, Sergei Shamba, er en anden.
Man går ind i regeringsbygningen, hvor hans kontor ligger på anden sal. Overfor står det udbrændte revolutionsmuseum i pittoresk silhuet mod den blå sortehavshimmel. Der er ingen vagter i regeringsbygningen, ingen kontrol, ingen visitering. Man går op ad de brede trapper til anden sal, ned ad lange korridorer. Man møder ikke nogen. Endelig finder man udenrigsministerens kontor i den tomme bygning. I forværelset står en række biografstole til eventuelle ventende. Der er ingen. Kun en spinkel sekretær, der åbner døren til hr. Shamba.
Abkhaziens udenrigsminister taler i halvanden time. Mødet var berammet til en. Han er skuffet, da vi rejser os og siger, vi ikke har mere tid. Det er tydeligt, at han føler sig ensom i den tomme regeringsbygning. Han ser ud, som om han har lyst til at invitere på frokost, og at kun etiketten forhindrer ham i det.
Shamba er uforudsigelig. I sine udredninger springer han ubesværet frem og tilbage mellem det 20. århundrede og det sjette. Han priser de abkhaziske mandariner på bekostning af de græske. „Har I lyst til at vide, hvor frustrerende mit arbejde er?“ spørger han og afslører intime detaljer fra politiske forhandlinger i Moskva. Så kommer overraskelsen: „Vi har tænkt os om,“ siger han. „Vi er villige til et kompromis.“
Abkhazien vil gerne tilbage til Georgien. I en konføderation, altså et samarbejde mellem to jævnbyrdige partnere, to stater med fælles forsvars-, udenrigs- og handelspolitik. „Vi har brug for støtte,“ fortsætter han, „mennesker og penge.“
Udenrigsministeren siger det ikke selv, men hans ansigt siger det, da vi går: Det er ikke sjovt at være alene i verden.
Stanislav Laboka, professor i historie og forhenværende viceformand for Parlamentet, var en af de intellektuelle, der med sine stærkt nationalistiske synspunkter var med til at drive Abkhazien ud i katastrofen. Hans tirader om forskellene på de drevne abkhaziere og naragtige georgiere er lige så uendelige, som de er dræbende forudsigelige. Nu har han overraskende trukket sig ud af politik og irriterer i stedet sin nære ven, Abkhaziens præsident Vladislav Ardzinba, med satiriske artikler i pressen.
„Det er ikke sundt for en stat, hvis præsidenten mister sin humoristiske sans,“ siger han fra sit hjørne i den café, hvor han har sat de udenlandske gæster stævne. „Om vi har ytringsfrihed? nej, selvfølgelig ikke. I den henseende er vi ikke spor bedre end georgierne. Det er måske derfor, vi er nødt til at lære at leve med hinanden.“
Det er ikke den eneste forbløffende udtalelse, der kommer fra den nationalistiske professor i historie. Han medgiver også gerne, at han, den abkhaziske nationalist, er forfatter til artikler og bøger på russisk. Af praktiske grunde må abkhazierne være tosprogede. Og ungdommen interesserer sig ikke for abkhazisk, men for engelsk og computere.
„Vi er en multinational, moderne stat,“ siger Lena Kobakhiva, leder af et ungdomshus, hvor en flok unge piger på et journalistkursus hver anden måned producerer en prøveavis skrevet på russisk. „Her er armeniere, grækere, georgiere, ukrainere, estoniere. De skulle jo gerne kunne tale med hinanden. Derfor bruger vi russisk, ikke abkhazisk.“
„Vi sælger kun få bøger på abkahzisk,“ siger Tatjana Vainer, indehaverske af den ene af Sukhumis to boghandler. „Vi sælger i det hele taget kun få bøger.“ Men øverst på Tatjana Vainers bestsellerliste står ordbøger, især russisk-engelsk. Og bøger om historie.
„Abkhazisk historie?“ spørger jeg.
„Nej, al slags historie. Engelsk, fransk, tysk.“
Man vænner sig til Sukhumis stille liv, uden biler, supermarkeder, biografer, diskoteker. Man bliver indtaget i byens indbyggere, der er blevet moderate midt i en ekstrem situation. Og man glemmer, at dette land er ramt af en blokade, på krigsfod, og at alle lever på kanten af katastrofen. Man husker det igen, når man besøger boligblokkene langs Gumistafloden i Sukhumis nordlige udkant.
Her gik fronten gennem et helt år, og boligblokkene, der aldrig er blevet repareret, bærer stadig spor af beskydning. Der er ingen glas i vinduerne, granathuller i murene, sønderskudte altaner, el og vand kun sporadisk. Højhusene er store, smuldrende betonmonumenter over en krig, der aldrig for alvor sluttede. De fleste beboere er borte. Kun pensionisterne er tilbage. Af dem er der i Aobkhazien cirka 60.000. De udgør en tredjedel af befolkningen, og de er her kun, fordi de ikke kan slippe væk. De har ingen slægtninge, ingen midler til overlevelse. Internationale nødhjælpsorganisationer som den spanske Acción contra el Hambre, der opererer i boligblokkene langs Gumitsa Floden, er den eneste barriere mellem dem og sultedøden.
Tre gange daglig kommer det mobile suppekøkken forbi. Så kommer de gamle stavrende ud fra deres mørklagte, rudeløse huler, ned ad trapperne fra 7. Eller 8. Etage, for elevatorerne virker ikke. Deres lejligheder er nøgne celler. De har solgt alt for at holde sig i live. Nu har de intet andet tilbage end det tøj, de går og står i, en seng, bestikket, og den madspand, gryde eller kedel, de modtager dagens rationer i. I dag er menuen bønnesuppe og ris med boghvedegryn. Nøje udmålte portioner, 2.300 kalorier dagligt. Så stavrer de gamle koner tilbage, iført snavsede kitler, med opsvulmede fødder i ødelagte sko, rystende hænder og tomme ansigter, hvor mærkelige vækster gror uhæmmet, mumlende for sig selv i et mareridt, hvorfra der kun er én udgang. Den gamle filosofiske sandhed, at døden også kan være en nådig opvågnen, synes at finde sin bekræftelse her.
Abkhazien har været et laboratorium, et eksperiment i nationalisme, ført igennem til den logiske endestation. Nu vil abkhazierne gerne tilbage til den verden, de vendte ryggen til. De var fantaster, men ikke fanatikere, og nu er de blevet klogere. De har et budskab, der gælder os alle. De har opdaget, at det ikke er godt at være alene i verden, at ens eget sprog, ens egen historie ikke er næring nok, og at vi ikke kan leve uden de fremmede, de andre.
Men deres telefoner virker ikke, deres breve når ingen steder hen, ikke kun deres få varer er ramt af en international blokade, også deres ord og tanker og de erfaringer, de har betalt så dyrekøbt og alligevel formået at tage ved lære af, er nægtet udrejsetilladelse.
Hvis vi ikke hører dem, er det vores egen skyld.
Jyllands-Posten, september 1998 (samt Moderna Tider, sverige)