Et par dage efter, at jeg var ankommet til Cambodjas hovedstad Pnom Penh, blev jeg spurgt, om jeg kunne se nogen forskel mellem nu og mit første besøg seks år tidligere. Jeg tænkte mig længe om og forsøgte mig med forskellige svar, men ingen af dem tilfredsstillede mig, for der var en afgørende ting, jeg ikke kunne tage stilling til. Jeg kunne ikke se ind i hjertet på de mennesker, der passerede mig på gaden, og derfor vidste jeg ikke, om den krig, der havde varet i næsten 30 år og nu omsider var slut, fortsatte i hjertets jungle som en indre guerillakrig, der aldrig ville få ende.
Da jeg besøgte Cambodja seks år tidligere, havde den følelse, der beherskede alle cambodjanere og bestemte deres handlinger, været frygt. Var frygten der stadig? eller var den omsider forsvundet og Cambodja på vej til at blive et normalt land i Den tredje Verden, fattigt, plaget af korruption og magtmisbrug, men uden den sorte skygge, som et dagligliv med dødsangsten kan kaste ind over selv de mest fredsommelige gøremål?
Selvfølgelig var der ændringer, der var iøjnefaldende. Der var mange flere mennesker. Byen var blevet mere beskidt og larmen steget med adskillige decibel. Motorcykler og biler dominerede gadebilledet, hvor det før havde været cyclo’er, en særlig cambodjansk, tung og uhåndterlig version af rickshawen. Dengang var et telefonsystem først under etablering. Nu var der mobiltelefoner overalt. Ingen soldater patruljerede længere i byen om natten, og den bevæbnede vagt foran Hotel le royal, hvor jeg havde boet, var forsvundet.
I 28 år havde der været krig i Cambodja. Først var der den kommunistiske guerillabevægelse Khmer rouges krig mod det amerikanskstøttede Lon Nol-regime. Efter Pnom Penhs fald i 1975 fulgte de nye magthaveres krig mod deres egen befolkning. Pol Pots vanvittige visioner om et rødt Cambodja, omdøbt til Demokratisk Kampuchea, og hans morderiske metoder til undertrykkelse af enhver opposition, virkelig eller indbildt, resulterede i drabet på næsten to millioner mennesker, omtrent en fjerdedel af befolkningen. I 1979 erobrede Vietnam i en veritabel blitzkrig hele Cambodja på kun to uger. De overlevende Khmer Rouge-styrker søgte tilflugt i thailand, hvor de med støtte fra USA, Thailand og Kina indledte en nålestikskrig, der kom til at vare i næsten tyve år, før de endelig, berøvet enhver folkelig støtte i Cambodja selv, strakte hånden frem til forsoning. I mellemtiden havde Cambodja mistet de fleste af de træk, der kendetegner et fungerende samfund. Cambodjanerne levede uden tillid eller håb, plaget af mistro og frygt, ikke blot til fjenden i junglen, men også til deres egne ledere, sig selv og hinanden.
Da jeg besøgte Cambodja i 1993, tog landet sine første forsigtige skridt ud af spøgelseszonen. FN havde netop lanceret sin hidtil største operation, og 22.000 soldater og rådgivere var ankommet til Cambodja for at etablere demokratiske strukturer og gengive landet dets plads i det internationale samfund. Men Pnom Penh var stadig en tyst by. På byens markeder og i gaderne kunne larmen fra de nyankomne og deres store, hvidlakerede landrovere ikke fortrænge en stilhed, der syntes at komme fra byens indbyggere selv, som et vidnesbyrd ikke om indre harmoni, men om et traume, der ikke ville forsvinde.
I februar, næsten på dagen seks år efter mit første besøg, havde jeg mulighed for at rejse rundt i Cambodja i to uger, takket være en invitation fra Folkekirkens nødhjælp. Jeg talte med menneskerettighedsaktivister og militærkommandanter, med buddhistmunke og tidligere prostituerede, med bønder, gadebørn og filosofiprofessorer, og efterhånden dannede der sig et billede, og jeg så, hvordan krigen, skønt geværerne omsider var blevet tavse, havde fundet nye, uventede veje og blev ved hos et folk, der belært af frygtelige erfaringer koncentrerede sig om at overleve.
En af de få optimister, jeg mødte, var dr. Lao Mong Hay, en lille, skaldet mand med et rundt, smilende ansigt. Dr. Lao var leder af Khmer Instituttet for Demokrati, en uafhængig græsrodsorganisation, hvis aktivister drog rundt i landsbyerne og forklarede bønderne demokratiets principper. Cambodja, forklarede dr. Lao mig, var som et barn i voksealderen, der stadig var tvunget til at gå i det samme tøj, som nu var blevet alt for småt. Tøjet – det var Cambodjas politikere, folk som Hun sen, kommunistlederen, der nu havde været femten år ved magten, og som, selv da han blev stemt fra den ved valget i 1993, havde tvunget og truet sig tilbage i regeringen, hvor han nu behandlede hele landet, som om det var hans private ejendom. Efter endnu et groft manipuleret, såkaldt frit valg i 1998 sad han der stadig.
Men i befolkningen gærede det. Dr. Lao havde set strejkende lærere gå gennem Pnom Penhs gader og blive hilst af blomstersælgerskerne på markedet, der hængte flettede lotuskranse om halsen på dem. Han havde set soldater læse aviser. Han havde set en lille pige samle en stump avispapir op fra gaden og selvforglemmende lade sig opsluge af det trykte ords mysterier.
Flygtninge, der vendte hjem, fortalte om verden udenfor. Studenter, der var født efter de grusomme år under Khmer rouge og ikke delte de ældres indgroede frygt, turde frit give udtryk for deres mening. Cambodja åbnede sig mod verden. Barnet voksede. Det var en udvikling, ingen kunne standse.
I en såkaldt wat, buddhisttemplet midt i Pnom Penh, sad den ærværdige Yos Khermarco på en stråmåtte med korslagte ben og skænkede te i en kop. Han var budhistmunk, en kraftig mand midt i halvtredserne med glatraget hovedbund og den ene skulder blottet under den orange kjortel. „For at få fred i verden, må vi virkeliggøre fred i hjertet,“ sagde han. „Det betyder, at freden er alles anliggende, personens, familiens, nationens.“
Yos Khermarco havde været i eksil i Frankrig i de frygtelige år fra 1973 til 1988, hvor Cambodja blev hjemsøgt af krig, borgerkrig, folkemord og fremmed besættelse. I 1988 var han taget tilbage, ikke til Cambodja selv, men til de store lejre i thailand, hvor hundredtusinder af flygtninge opholdt sig. Her havde han arbejdet i fire år, før han vendte hjem til Pnom Penh. Yos Khermarco var af den overbevisning, at buddhismen havde en vigtig rolle at spille i genopbygningen af Cambodja.
„I Cambodja skal alt genopbygges,“ fortsatte han. „Frem for alt det åndelige, hovedet og hjertet. Cambodjas lidelser har været dybe, men lidelse giver os også erfaring. Vi må forstå lidelsen og dens årsag. Årsagen til krig og vold er begær, had og illusion. Når de hersker, har vi krig. Når kærlighed, barmhjertighed og visdom vokser, får vi fred.“
Yos Khermarco var en diplomatisk mand, der ikke brød sig om at tale om politik, men han lagde ikke skjul på, at i den skrøbelige balance, han talte om, mellem begær og had på den ene side og kærlighed og barmhjertighed på den anden, befandt Cambodjas sig i den forkerte vægtskål. Hvad han først og fremmest savnede, var ydmyghed. Som buddhist gjorde han sig imidlertid ingen illusioner. „Jeg tror ikke, at der findes noget perfekt samfund. Der vil altid være krig og fred. Efter krig kommer fred. Efter fred kommer krig. Det er universets lov, dets evige cyklus. Men krig og fred starter og slutter i hjertet.“
Og jeg så en krig i Cambodja. Den førtes ikke længere fra junglen, dens frontlinjer lå ikke midt i rismarkerne, det var ikke landminernes detonationer, der varslede dens fortsættelse. Det var ægtemænd, der slog deres hustruer, det var voksne, der slog deres børn, det var børn, der blev drevet på gaden, det var unge piger, der blev solgt til prostitution. Mange hundredtusinder var blevet forældreløse under Khmer Rouge-regimet. Deres forældre var blevet myrdet. Selv havde de efter regimets sammenbrud vagabonderet rundt på vejene. De var uden skolegang eller den mest elementære dannelse, og de havde ingen anelse om, hvordan en mor eller far optrådte over for deres børn, for i stedet for forældre havde de kun haft fangevogtere. Tidligere generationer var vokset op i tætte landsbymiljøer, hvor forældrene havde afgjort valget af ægtefæller. De havde levet i store familiefællesskaber, hvor andre greb ind, når noget gik galt. Nu var de rykket op med rode, de levede blandt fremmede, giftede sig med fremmede, og i deres plagede ensomhed formåede de ikke at lægge bånd på sig selv, men gav den vold videre, som de selv havde oplevet så meget af.
Der var en krig i Cambodja, og jeg så den i ansigterne på Dy Nau og Noy sy, på so Cheatha og Srey. De var børn, drenge og piger mellem ni og seksten år, og de havde det til fælles, at de i en lille skala havde oplevet den samme krig, som deres forældre gennem 30 år havde oplevet i en stor. Det var ikke soldater, der havde øvet vold mod dem, men en forrået voksenverden.
Dy Nau var en lille dreng på ni med nyklippet pandehår, triste øjne og en fysik som en seksårig. Hans mor, der havde en bod på det lokale marked i grænsebyen Poipet, havde solgt ham til en fremmed kvinde. Kvinden havde taget ham med til thailand, hvor hun havde tvunget ham til at tigge for sig. De var blevet arresteret af politiet og begge fængslet. Efter en uge var Dy Nau blevet sendt tilbage til Cambodja. Hans forældre nægtede at tage imod ham. Han ønskede heller ikke at se dem igen, for hjemme ventede der kun tæv. Han opholdt sig nu på et center for børn med en lignende skæbne som han og modtog for første gang i sit liv skoleundervisning. Hans triste øjne fik pludselig liv og flammede beslutsomt op: „Og her vil jeg blive for evigt.“
Noy sy var en pige på tolv år med et stort, uklippet hår, så sky, at hun vendte ansigtet bort, hver gang nogen henvendte sig til hende. Hun var forældreløs og havde boet hos sin bror, indtil denne blev gift, og svigerinden beordrede hende ud af huset. Så var der kun gaden tilbage. Her havde hun levet i tre måneder, før hun blev samlet op af den samme organisation, som også havde taget sig af Dy Nau. Organisationen havde henvendt sig til hendes familie og forklaret pigens fortvivlede situation, men døren var igen blevet smækket.
Poipet var vokset eksplosivt de sidste to år, efter at grænsen til thailand igen var blevet åbnet, og bestod mest af hastigt opførte bræddehuse og uendelige kolonner af parkerede lastbiler, som ventede på at komme over grænsen med smuglervarer. Poipet var også centrum for en hastigt ekspanderende handel med mennesker, unge kvinder, som blev bortført for at blive indespærret på bordeller, børn og gamle, hvem der ventede et ydmygende liv som tiggere.
Det var et mirakel, at den tolvårige noy sy ikke også var blevet samlet op og bragt til at forsvinde sporløst, mest sandsynligt i et bordel, forklarede Chea Cham mig. Han var koordinator i Khrousar Thmay, organisationen, der havde samlet de to børn op og specialiseret sig i at redde solgte og hjemløse børn og give dem et nyt liv.
I udkanten af Poipet, midt i et tilmudret slumkvarter af midlertidige hytter bygget af tilfældige materialer som strå, sækkelærred, grene og plastik af Poipets mange løs- og sæsonarbejdere, havde Khrousar Thmay skabt en lille, indhegnet landsby, hvor 30 børn boede i små, sortbejdsede bræddehuse, et mirakel af orden og renlighed midt i grænsebyens kaos. Chea Cham indrømmede, at han ikke var nogen ørn til statistik. Han kunne ikke give mig nogen tal for, hvor mange børn organisationen havde reddet sidste år. Men alene i februar havde det været 50 børn. Han anslog, at 15.000 mennesker, frem for alt børn og unge piger, hvert år blev bortført eller med falske løfter lokket væk fra deres familie og derpå solgt. Det lykkedes for Khrousar Thmay og andre lignende organisationer at redde cirka hver tiende.
„Der er 60.000 prostituerede i Cambodja, 80-90 procent af dem er blevet tvunget ind i prostitutionen, de kommer fra landsbyerne og er ofte analfabeter, efter kort tid er halvdelen af dem smittet med aids.“
Oung Chanthol var leder af et krisecenter for kvinder. Hun var plump, mørk i huden og lignede en ydmyg bondekvinde, indtil man kom til at se hende ind i øjnene. Hendes blik var direkte og stærkt som hos en person, der ikke gav op, men blev ved, indtil hun havde fået sin vilje sat igennem. Hendes modstandere i kampen for at få reddet landsbypigerne ud af den tvungne prostitution var korrupte politifolk, gangstere og officerer fra hæren, der ejede de fleste af bordellerne. Ofte var det hende, der gik af med sejren, når hun tiltvang sig adgang til et bordel og fik bragt en pige eller to med sig ud.
En af dem, det var lykkedes for Oung Chanthol at redde, var so Cheatha, en pige på seksten år, som var blevet bortført, da hun kun var fjorten. Hun var blevet væk fra sin familie under indvielsen af en nyrestaureret pagode, da tre mænd havde grebet fat i hende. De havde trukket hende ind i en bil, voldtaget hende og derpå solgt hende til et bordel i Pnom Penh. I to år havde hun arbejdet tolv timer i døgnet. Hun havde aldrig fri, heller ikke, når hun havde menstruation eller var syg. Hun var ofte blevet slået, og hendes spinkle underarme var fulde af mørke mærker, hvor hun var blevet ramt af jernstænger. En kunde havde indvilget i at smugle et brev til familien ud for hende. Hendes onkel var gået til politiet, der havde nægtet at gøre noget ved sagen, medmindre de fik en stor sum penge. Så var onklen gået til Oung Chanthols krisecenter.
So Cheatha havde en spinkel, lille krop og var stadig mere pige end kvinde. Hendes bortbarberede øjenbryn var igen ved at vokse ud, og befriet for den prostitueredes groteske makeup tittede et barneansigt på ny frem under det kortklippede, stride hår. Men hendes erfaringer var ikke et barns. Hun følte afsky for sex og kunne ikke forestille sig, at hun nogen sinde skulle blive gift.
So Cheatha havde syv års skolegang og kunne læse og skrive, og det havde reddet hende. Hun var ikke noget typisk offer for handlen med mennesker. Det var Srey derimod. Hendes far var død. Sammen med sin mor og fem søskende havde hun levet på gaden, og da moren i fortvivlelse begyndte at drikke, var familien gået i opløsning. Srey var blevet anbragt hos en grandtante, der mishandlede hende og tvang hende til at arbejde til langt ud på aftenen. Da en kvindelig bekendt af familien foreslog hende at tage med til Pnom Penh og finde et job, indvilgede hun tillidsfuldt. Kvinden havde i stedet solgt hende til et bordel.
„Hvis du ikke har sex med kunderne, kommer du aldrig til at forlade denne bygning,“ sagde bordellets ejer, en højtstående officer i den cambodjanske hær, og slog derpå den femtenårige pige hårdt i ansigtet. Det var Srey selv, der havde set sit snit til at undslippe en dag, da ejeren var fraværende. Nu havde hun kun et ønske: at finde sin mor, som hun havde hørt var syg, måske død, og få et job, så hun kunne sørge for sine søskende.
Srey havde talt i en lang strøm, med opspærrede øjne, som om hun frygtede, at hun ville gå i stå for altid, hvis hun standsede for at trække vejret eller blot blinkede en eneste gang. Nu brød hun pludselig sammen: „Jeg er et værdiløst menneske nu,“ græd hun.
Srey var ikke hendes rigtige navn, men et navn, hun selv foreslog til interviewet. Srey er cambodjansk og betyder kvinde. Jeg kunne ikke lade være med at se hende som symbol ikke blot på Cambodjas mishandlede og misbrugte kvinder, men også på dets forrådte ungdom, alle de retsløse mennesker, der havde troet på de senere års smukke ord om det nye demokratiske Cambodja, som omsider skulle vokse frem efter krigens afslutning. Men hos den stat, der skulle garantere lov og orden og de smukke løfters opfyldelse, var der ingen hjælp at hente.
Jobbet som embedsmand var blandt de mest eftertragtede i det cambodjanske samfund, forklarede Thun Saray mig. Han var leder af en Cambodjas mange private menneskerettighedsorganisationer og havde siddet fængslet to år i 90ernes begyndelse for sine politiske aktiviteter. Han var ikke en mand, der gjorde sig mange illusioner. Der var ingen, der ønskede at blive embedsmand, fordi de drømte om at gøre noget for deres mishandlede land, sagde han. Jobbet var efterstræbt af den simple grund, at det gav magt og prestige og fik folk til at frygte en. Med en position inden for statsapparatet kunne man skaffe sig beskyttelse, og det var nødvendigt i et land, hvor der ikke eksisterede lov og orden, og selv de mest åbenlyse forbrydelser forblev ustraffede.
Det gik op for mig, at min samtalepartner fra Lanka-pagoden, munken Yos Khermarco havde haft ret, da han sagde, at krigen begynder og slutter i hjertet, og at den krig, der nu var standset i rismarkerne, fortsatte i cambodjanernes hjerter. Begærets, hadets og illusionens kræfter var nemme at få øje på. Kærlighedens, barmhjertighedens og visdommens var sværere. Men de var der: For hvert hjemløst barn, der levede på gaden, og hvis tillid blev misbrugt af dem, der stod det nærmest, var der en organisation som Khrousar Thmay, der forsøgte at træde til. For hver unge pige, der blev indespærret i et bordel, var der en kvinde som Oung Chanthol, der forsøgte at få hende ud og give hende meningen med livet tilbage. For hver korrupt og forrået embedsmand, der svigtede sine mest elementære pligter, var der en buddhistmunk som Yos Khermarco, der mindede om dem og talte visdommens sprog.
Der var omsider et alternativ i Cambodja. Håbet var måske spinkelt, hverken særlig stærkt eller synligt, men det var vigtigere end de mobiltelefoner og motorcykler i Pnom Penhs gader, jeg som det første havde bemærket, og det var dette spinkle håb, den eneste modgift mod krigen i hjertet, jeg skulle tale om, når jeg blev spurgt, hvilke ændringer jeg havde bemærket siden mit besøg seks år tidligere.
Jyllands-Posten, marts 1999