Mordernes by

Hvad siger man, hvis man sidder over for et menneske, som man ved har utallige menneskeliv på sin samvittighed og oven i købet har udført drabene på de mest bestialske måder, med hakker, skovle, trækøller og knive? spørger man: Hvorfor gjorde du det? Hvordan føltes det? eller siger man: Har du nu fortrudt det?

Det var netop disse spørgsmål, jeg var i færd med at stille.

På en måde, som jeg, hvis jeg tænkte mig om, muligvis burde kalde pervers, var det en gammel drøm, der endelig gik i opfyldelse.

Seks år tidligere havde jeg rejst rundt i Cambodja i håb om at møde en repræsentant for landets berygtede guerillabevægelse, de såkaldte Khmer rouge, som i de fire år, hvor de var ved magten, fra 1975 til 1979, udryddede næsten to millioner mennesker, godt en fjerdedel af Cambodjas befolkning. FN var på det tidspunkt i gang med en storstilet operation, som igen skulle bringe det hærgede land på fode efter mere end tyve års krig. De stridende parter skulle afvæbnes, frie valg afholdes, og demokrati indføres, så Cambodja igen kunne blive medlem af det internationale samfund. FN’s indsats var kun en betinget succes. Frie valg blev afholdt, men demokratiet kom aldrig til at fungere, og de stridende parter beholdt deres våben. Krigen fortsatte.

I FN’s hovedkvarter i Pnom Penh var jeg blevet informeret om de områder, hvor der var størst mulighed for at støde på Khmer rouges styrker. I det tidligere Jugoslavien havde jeg i en lille skala været vidne til lignende grusomheder som dem, Khmer rouge havde hjemsøgt deres eget land med, og jeg følte et indtrængende behov for at forstå, hvad det var, der motiverede mennesker til sådanne handlinger. Jeg lejede en bil med chauffør og kørte i nordvestlig retning fra Pnom Penh, indtil jeg kom til den lille landsby Stung. Khmer rouge stod kun få kilometer borte. Et par dage før min ankomst var de stormet ind på byens marked, havde skudt vildt omkring sig, dræbt et par stykker og var derpå forsvundet med fyldte rygsække. Det var næppe de ideelle omstændigheder for udveksling af filosofiske betragtninger vedrørende ondskabens natur.

I Stung Treng, højt oppe ad Mekongfloden og tæt på den laotiske grænse, tog jeg på flodpatrulje med FN-soldater fra Uruguay. Soldaterne havde regelmæssige møder med Khmer rouge, men et par dage før havde guerillaen uventet åbnet ild, så nu var al videre samtale indstillet. Igen måtte jeg tage bort med uforrettet sag. Men hvad skulle jeg også have spurgt morderne om? Og forventede jeg virkelig, at de ville svare ærligt på mine spørgsmål, eller at de overhovedet besad nogen som helst form for indsigt i de motiver, der lå bag deres blodrus?

Nu seks år efter fik jeg igen lejlighed til at tænke over de spørgsmål, man stiller en morder. Jeg var omsider nået frem. Over for mig sad et højtstående medlem af Khmer rouge. Hans navn var Pun Saren, og han var chef for militærpolitiet i Pailin, en by for foden af De Blå Bjerge tyve kilometer fra grænsen til thailand, og indtil for to år siden, da det, der i den lokale Khmer Rouge-terminologi hed „integrationen“ i stedet for „overgivelsen,“ indtraf, havde han været Khmer rouges militærkommandant i området. I dag var han medlem af Cambodjas nationale hær. Han havde blot skiftet en uniform ud med en anden. Men i Pailin var det nu som før Khmer rouge, der herskede enevældigt.

Ligesom alle andre havde jeg gennem de seneste år været henvist til at følge opløsningen af Khmer rouge gennem mediernes dækning. Guerillasoldater, der overgav sig, afleverede deres våben og slukøret traskede hjem til rismarkerne, berøvet den aura af frygt, som uniformen og våbnene havde omgivet dem med. Eller de blev tvunget til at stå skulder mod skulder med deres tidligere fjender og fra nu af tage imod ordrer fra fremmede kommandanter. Sådan havde jeg forestillet mig det. Det var de billeder, ordet overgivelse fremkaldte for mit indre blik. Pailin lærte mig, at sandheden om Khmer rouges såkaldte overgivelse var en helt anden.

For at forstå Pailin må man forestille sig noget fuldkomment usandsynligt, f.eks. At sovjetunionen ved anden Verdenskrigs afslutning kom De allierede i forkøbet og løb hele tyskland over ende, at der aldrig kom nogen nürnbergprocesser, men at hele den nazistiske ledelse undslap til Bayern, hvor de forskansede sig, og at Vestmagterne med Den Kolde Krigs særlige logik besluttede sig for at støtte dem for at skabe en modvægt til den sovjetiske indflydelse i resten af tyskland. At sovjetunionen omsider kollapsede og trak sig ud af tyskland, og at den nye tyske regering derpå tilbød Hitler, Goebbels, Himmler og Göring forsoning med forsikringer om, at de, hvis de strakte hånden frem, ville blive generøst belønnede, hvorpå de blev tilbudt hele Bayern kvit og frit som deres private ejendom, et feudalt len, hvor de kunne herske enevældigt, hvis de til gengæld blot ville anerkende den tyske regerings legitimitet.

Pailin: mordernes og monstrenes by. De var her alle sammen: Goebbels, Göring, Himmler, Mengele, Eichmann. Pol Pot, Brother no. 1, var død året før og brændt på et bål af bildæk og gamle madrasser, muligvis myrdet af sine egne, fordi han i politisk stivsind modsatte sig integrationen. Men Brother no. 2, partiets ideolog Noun Chea, arkitekten bag de mange blodige udrensninger, boede her i en pragtvilla. Sammen med Khieu Samphan, endnu en af fanatikerne fra inderkredsen omkring Pol Pot, havde han officielt overgivet sig den 20. December 1998 og otte dage senere ved en pressekonference udtalt, at han beklagede, at han var kommet til at tage livet af et par millioner mennesker, for derpå i hoverende arrogance at tilføje, at hans tanker ikke mindst gik til de mange dyr, der havde måttet lide på grund af krigen. Også Ieng S ary boede her, Pol Pots tidligere udenrigsminister, manden, der med personlige opfordringer lokkede tusinder af højt uddannede eksil-cambodjanere tilbage til fædrelandet for derpå at lade dem myrde. Nu havde han netop udtalt til pressen, at han ikke vidste noget om myrderierne og i øvrigt ikke følte sig ansvarlig for de forfærdelige år, heller ikke moralsk.

Pailin havde stået tom i alle årene under Khmer rouge ligesom Cambodjas øvrige byer, der alle blev evakueret. Det var Pol Pots vision for et nyt Cambodja, renset for bylivets dekadence, hvor alle levede i selvforsyning på landet, uden penge og markeder. Vietnameserne indtog den forladte by, da de i en blitzkrig fordrev Khmer rouge fra Cambodja i begyndelsen af 1979 og blev der indtil 80ernes slutning. Så rykkede Khmer rouge ind og gjorde Pailin til deres, kun afbrudt af en kort pause i 1994, hvor regeringstropperne erobrede byen efter hårde kampe blot for en måned senere at miste den igen. De var så optagede af at plyndre, at de havde glemt at tænke på et forsvar.

Jeg havde fået det misforståede indfald, at jeg gerne ville tale med nogle „almindelige“ indbyggere i Pailin for at høre, hvordan det var at leve så længe under Khmer rouge. Efter at have spurgt mig omkring gik det op for mig, at der ikke var nogen almindelige mennesker i Pailin. Der var kun soldater, nogle i civil, andre i uniform, men de var alle medlemmer af Khmer rouge. Også landsbyerne, der lå i et bælte uden om Pailin, var udelukkende befolket af hårdføre soldater, som havde fået tildelt jord, men stadig var parat til at gribe til våben, hvis byen skulle blive truet. Der var mange miner i rismarkerne og mange etbenede mænd. Pailin var en soldaterrepublik, som Sparta i det gamle Grækenland. Her fik man kun borgerret, hvis man havde slået ihjel. Der var kun monstre i Pailin.

Men der var også noget andet i Pailin. Omegnen var fuld af ædelstene. Der var rubiner og safirer overalt. På byens hoteller og restauranter blev man antastet af magre mænd, der fra de slidte militærjakkers mange lommer fremdrog små, gennemsigtige plastikposer fulde af rubiner og safirer. I Pailins udkant var det grønne landskab arret og ødelagt. Gravkøer pløjede jorden op og hældte den i store, drejende tromler, som blev bombarderet af vandkanoner, før jorden skred videre i et kompliceret sorteringssystem, der siede ædelstenene fra. Det var stenene, der havde finansieret guerillaens krig.

Men det var også ædelstenene, der havde overbevist Khmer rouges fanatiske ledere om nødvendigheden af national forsoning. De havde fået noget at forsvare, som var vigtigere end en smuldrende, udtørret ideologi, som de ikke engang længere selv kunne få sig til at tro på, skønt så mange havde lidt døden i dens navn. De var blevet rige mænd, og deres formuer og store villaer lod sig bedre forsvare inden for det cambodjanske samfund end i en frugtesløs krig imod det. Det hed sig, at de var kommet ud af junglen for at overgive sig. Det var ikke sandt. De havde blot ladet et budskab udgå fra de store villaer, hvor de længe havde holdt til. Bag de høje villamure havde de gennemgået de sidste stadier i en transformation fra fanatiske ideologer til politisk illusionsløse, pragmatiske gangstere, der vogtede over deres besiddelser.

Mens jeg interviewede bevægelsens generaler og kommandanter, der alle optrådte i prunkløse uniformer, gik det op for mig, at det militære hierarkis striber og stjerner var blevet erstattet af nye distinktioner: Det var tykkelsen på de guldringe, de tidligere Khmer Rouge-ledere bar på deres fingre, og størrelsen på de rubiner, der prydede dem. Rubinerne var blodrøde. Det var den sidste mindelse om den kommunistiske ideologi, der engang havde drevet dem ud i massemordet, og alt det blod, de havde udgydt.

Jeg stirrede på Pun saren. Under Khmer rouge havde han været kommandant for hele Pailin-området. Nu, efter integrationen, var han chef for det lokale militærpoliti. Han havde smalle øjne, ingen synlige øjenlåg, og det hvide i øjnene var gult. Jeg syntes, han lignede et rovdyr, men jeg ved ikke, hvad jeg ville have tænkt, hvis han var blevet præsenteret for mig som bonde i stedet for tidligere officer i verdens mest grusomme hær. Han tændte en ny 555-cigaret. Jeg så på hans hånd. I ringen sad en rubin på størrelse med en grønært. Pun saren var en mand af betydning.

Så stillede jeg mit spørgsmål.

Pun sarens stemme var hård og hæs. Han lænede sig tilbage og så vurderende på mig gennem røgen fra sin cigaret. Jeg havde spurgt ham, om han kendte antallet af dræbte under det regime, han havde tjent i så mange år, og om han følte noget ansvar for de døde.

Pun saren havde under Pol Pot-regimet haft en rang, der svarede til løjtnant. Han havde haft opsyn med udgravningen af de store vandingskanaler, der stadig skar sig tværs gennem det flade cambodjanske landskab. Her var hundredtusinder omkommet af sult og udmattelse. På vejen til Pailin havde min chauffør, en mildt udseende mand sidst i 40erne ved navn to Vanna, udpeget kanalerne for mig i landskabet. På sit gebrokne fransk, et minde fra den franske kolonitid, havde han fortalt mig, at de for ham repræsenterede et personligt mareridt. I tre år havde han arbejdet der, tretten-femten timer i døgnet, på to skåle tynd rissuppe om dagen. Han havde været tvunget til at spise bladene af træerne for at overleve.

Pun saren kendte ikke noget til antallet af døde, hævdede han. Han vidste blot, at Pol Pot havde beordret, at alle, der var i opposition til ham, skulle henrettes. Også militæret var under mistanke og genstand for hyppige udryddelseskampagner. „Der var ingen kontrol,“ sagde han. „De henrettede, hvem de ville.“

Og ansvaret? „som officer havde jeg ingen ret til at have en mening. Det gjaldt blot om at sige ja, ja. Ja, jeg får mad nok. Ja, jeg er tilfreds. Så overlevede man. Sagde man nej, nej, jeg får ikke mad nok – så var det døden. Der var ikke andet at gøre end at følge med.“

Pun saren var skamløs nok til at fremstille sig selv som offer for et bedrag. Han påstod, han aldrig havde delt Pol Pots frygtelige idéer om kommunismen. Han havde troet, at han kæmpede for den afsatte prins Sihanouk, der blev væltet ved et statskup i 1970. Men Pol Pot havde løjet for ham. Jeg sagde, at jeg godt kunne forstå, han som ung partisan i junglen kunne nære denne illusion. Men hvorfor var han så blevet sammen med Pol Pot efter nederlaget for hans forrykte kommunisme i 1979? Hvordan kunne han give endnu tyve år af sit liv for en sag, han ikke troede på, oven i købet avancere til militærkommandant og så fortsat hævde, at han var blevet bedraget?

Pun saren kastede et blik på sin rubinring som for at sikre sig, at den stadig var der. Så sagde han, at han var nationalist og ikke kommunist og gav sig til at prise freden og demokratiet. Jeg blev klar over, at han med sit blik på ringen allerede havde svaret på mit spørgsmål, og stillede ikke flere.

Under mit ophold i Pailin talte jeg med endnu to repræsentanter fra det forhenværende Khmer rouges militære ledelse. Chun Nhip havde været general under Khmer rouge. Nu var han general i den nationale hær. Han var 48 år, en lille, spinkel mand med kortklippet hår og et reptillignende ansigt. Under halvt lukkede øjenlåg var hans blik vagtsomt og koldt, og han svarede i korte sætninger uden at røbe, hvad han følte ved alle disse spørgsmål, som rodede op i en fortid, han helst ville have, at verden glemte. Hans svar fulgte samme mønster som interviewet med Pun saren. Han anerkendte ikke noget ansvar for det, der var sket. Heller ikke antallet af dræbte vidste han noget om, hverken dengang eller nu, skønt han indrømmede, at informationerne i dag var tilgængelige, men „det er ikke en officers pligt at vide den slags“. På ét punkt afveg han i sine svar. Han mente, at Pol Pots idéer var gode nok. Det var de mænd, der skulle føre dem ud i livet, som havde svigtet.

Vi sad uden for generalens store hus på Pailins hovedgade. Hans datter skulle giftes den næste dag, og et stort rum ud til gaden var ved at blive pyntet op til brylluppet. Chun Nhip nød alle de glæder, som han havde afskåret hundredtusinder fra nogen sinde at få del i.

Jeg ville aldrig have gættet, at Seng Narin havde været general i en hær af mordere. Han var en lille, tyk mand først i halvtredserne med et ansigt, der skinnede af veltilfredshed, lange, tætte øjenvipper og et overbid, der gav ham et udtryk af afvæbnende fjogethed. Han så ud, som om han hvert øjeblik kunne vælte om på ryggen og bede om at blive kløet på maven. Hans fede fingre var prydede med diamantringe, og alle hans svar var akkompagneret af en fnisen, som om historien om Khmer rouge og ødelæggelsen af et helt land vakte en munterhed i ham, der ingen ende ville tage.

Da jeg spurgte ham, hvorfor Khmer rouge var holdt op med at kæmpe og i stedet havde indvilget i at lade sig integrere, kom han med et svar, der forbløffede mig i sin ærlighed. „Vi havde ikke længere nogen folkelig støtte,“ sagde han. „Efter 1979 vidste vi alle, hvad der var sket, også i militæret, sulten, myrderierne, henrettelserne, mange soldater havde selv mistet deres familie. Selv mistede jeg min mor, min niece og min onkel. Jeg blev kun hos Pol Pot, fordi vietnameserne havde invaderet landet, og der ikke længere var nogen legitim regering i Cambodja.“

Seng Narin var optaget af de rygter, der gik om muligheden for en retssag mod Khmer rouges ledere. Menneskerettighedsorganisationer havde indsamlet 80.000 underskrifter og krævede de ansvarlige stillet for en domstol anklaget for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. Hans hoved var trukket ned mellem de fede skuldre, og overbiddet stak frem i endnu et fnis, da han kommenterede mulighederne for en retssag: „en retssag må jo også involvere vore venner, vore støtter og donorer i udlandet, og dem var der mange af. Udenlandske interesser spillede jo en stor rolle i krigen i Cambodja. USA støttede os i mange år, de anerkendte vores sæde i FN og sagde, at vi var de eneste legitime repræsentanter for Cambodja efter den vietnamesiske invasion.“

Fniseriet truede nu med helt at tage magten fra den tidligere general. „Kina og thailand støttede os,“ fortsatte han. „Hvorfor lukkede thailand ikke grænsen til Cambodja? Det havde været enden på Khmer rouge. Og Fn – hvis de havde ønsket at arrestere os, kunne de have gjort det for længst. Vi gik ind og ud af FN-bygningen i new york i mange år. Da der skulle være valg i Cambodja i 1993, indbød de os til at være med. Hvorfor har de ventet tyve år? De har jo hele tiden vidst, hvad der foregik.“

Seng Narin lod sin diamantbesatte hånd glide hen over bordfladen. Bordet var i højpoleret rosentræ og helt nyt. Rundt om stod otte stole, og væggen bagved var helt dækket af et vitrineskab i samme træsort, også det nyt. Udenfor larmede en vejtromle. Pailins veje var ved at blive asfalterede. Jeg befandt mig i den eneste rige og velordnede by i et ødelagt land.

Der var en mand, som inkarnerede den tidligere kommunistguerillas nye stil. Det var Pailins guvernør Y Chhien. Han var engang livvagt for Pol Pot. Nu skulle han tiltales „Deres excellence.“ Y Chhien havde ryddet det meste af Pailins bymidte for at gøre plads til sin egen pragtvilla, et veritabelt palads omgivet af meterhøje mure og forgyldte gitterporte. På sin venstre hånd bar han byens største rubin, på størrelse med et dueæg, og om håndleddet et armbåndsur i massivt guld. Han var involveret i byens ulovlige casino, flere bordeller og en stor, prangende natklub i nabobyen Battambang. Rundt om i landskabet lå andre af hans nyopførte villaer.

Y Chhien var en travl mand, og et interview med ham måtte foregå på åben gade midt mellem to politiske møder, hvor han i timevis monopoliserede talerstolen. Han benægtede, at han nogen sinde havde været livvagt for Pol Pot. Så tilføjede han: „Pol Pots fejl var, at han ikke havde nogen professionel måde at regere på. Det er den eneste indvending, jeg har imod ham.“ Da jeg nævnte muligheden for en retssag, svarede han blot, at det var en dårlig idé. Så drejede han om på hælen og gik, omgivet af sine livvagter, en professionel mand i en ny verden.

Jeg kravlede op ad yat-bjerget og satte mig for foden af en medtaget tempelbygning, en stupa, hvorfra jeg havde udsigt over dalen, som Khmer rouge havde forsvaret så succesrigt gennem så mange år, og hvor de nu havde skabt en stat i staten. Det var tørtid, og overalt sendte den brændende jungle blå røgsøjler op mod himlen, hvor de lagde sig som et slør over dalen og bjergene.

Dagen efter kørte jeg gennem junglen på vej til thailand. Der var nøgne bakkekamme og bjergsider, hvor rubinjægerne havde fjernet al vegetation i deres jagt på de kostbare sten. Ved en krumning på floden havde de opdæmmet vandet ved hjælp af sandsække og sad nu i vand til midt på livet, mens de siede bundens sand. Junglen brændte stadig. De fleste af brandene skyldtes skødesløshed eller var påsat med vilje. Overalt var der store, afsvedne strækninger af grå aske og sorte, forkullede træstammer. Bambuskrat stod i lys lue, og knitrende flammer slikkede op mod himlen. Luften var fuld af røg og lugten af brændende træ.

Var det normalt, at bønder behandlede junglen på den måde? spurgte jeg mine ledsagere. De rystede på hovedet. Der var jo ingen af de oprindelige bønder tilbage her. Der var kun Khmer rouge, herrer i et land, hvor alt var rykket op med rode, en hær, der skød på alt, også den natur, der skulle føde den, groet fast i den vane, at vold altid var svaret, også på dyrkningens delikate problemer.

Måske var det flammernes skyld. Men da vi kørte ud af junglen, følte jeg, at jeg havde været en tur i helvede.

Jyllands-Posten, marts 1999 (samt Dagens Nyheter, Sverige)