Folkemordets virus

Cambodja er et tragisk land, og en del af dets tragedie er de surrealistiske dimensioner, dets omgang med fortiden antager. Midt i 70erne blev landet genstand for et af historiens værste folkemord, da det kommunistiske Pol Pot-regime i løbet af kun tre et halvt år udryddede en fjerdedel af befolkningen. I dag taler man i Cambodja om straffrihedens kultur, for der er aldrig nogen af de ansvarlige, som er blevet stillet til regnskab for deres forbrydelser. Tværtimod. De overlevende politiske ledere fra Pol Pot-tiden, folkemordets arkitekter, sidder i dag i store villaer i Pailin, Cambodjas rigeste by og centrum for en omfattende handel med ædelstene. Bag de formelle ord om overgivelse og forsoning skjuler sig den kendsgerning, at rædselsregimets bagmænd i dag har fået foræret en stat i staten, hvor de uantastet lever videre.

Et andet aspekt ved denne surrealistiske „straffrihedens kultur“ oplevede jeg under et besøg i Cambodja, få timer før mit fly til Bangkok lettede.

Det havde taget et stykke tid at finde frem til Youk Chhang, for på hans visitkort står der ikke andet end nummeret på en postboks. Men det var ikke umuligt – skønt Youk Chhang selv måske havde haft mere ro i sindet, hvis det ikke havde kunnet lade sig gøre at opspore ham.

Youk Chhang er en ung cambodjaner, sidst i trediverne, uddannet som cand.polit. I USA. Iført nystrøget, hvid skjorte og gult silkeslips ligner han en succesrig forretningsmand, men han er en af nøglefigurerne, hvis Cambodja omsider skal tage opgøret med fortiden og stille forbryderne til regnskab. Youk Chhang er leder af Documentation Center of Cambodja. I villaen, hvor centret holder til, opbevares de 350.000 sider, som bliver det altafgørende bevismateriale, hvis Cambodja nogen sinde skal opleve sin parallel til nürnbergprocesserne.

Youk Chhan tager en mappe ned fra en reol, som går fra gulv til loft. Han slår op et tilfældigt sted og peger på en række af navne. Her rapporterer ledelsen fra en lokal provinsregering til styret i Pnom Penh, hvem de har henrettet, og vedlægger en liste med nye navne, som de beder om grønt lys til at tage livet af. Det vil være umuligt for de stadig levende ledere af Khmer rouge at benægte, at de ikke kendte til de rædsler, der foregik. For beviserne er der. „Selv en dårlig advokat vil kunne vinde denne sag,“ smiler Youk Chhang.

For ham er en retssag ikke et internt cambodjansk anliggende. Et folkemord er en forbrydelse mod menneskeheden, og derfor er det ikke en enkelt nations anliggende, men angår hele verden.

Og nu kommer vi til det surrealistiske aspekt. Denne retssag mod Khmer Rouge-regimets arkitekter, som ville være en af de værdigst tænkelige måder, hvorpå man omsider kunne lukke bogen for et af det 20. århundredes mange blodige kapitler, hænger i en tynd tråd. Hvor nürnbergprocesserne var et helt verdenssamfunds anliggende, er Youk Chhangs dokumentationscenter et enmandskorstog, afhængigt af donorer og velvillighed.

Hans 25 højt kvalificerede medarbejdere aflønnes med 25 dollars om måneden. Han har ikke råd til sikkerhedsvagter, effektive låse eller brandsikre bokse til de beviser, uden hvilke en retssag mod nogle af historiens største forbrydere ikke vil være gennemførlig. Selv har Youk Chhang modtaget talrige trusler, men han lever uden beskyttelse af nogen art.

„Ingen livvagter?“ spørger jeg.

„Jo, en.“ Han peger smilende op mod loftet. „Ham deroppe.“

Centret har ingen officiel adresse. Det er lidt svært at finde. Men det kan lade sig gøre. Sikkert også for andre end interesserede udenlandske journalister.

Hvem skal egentlig anklages? spørger jeg. Bødlerne var jo ikke kun en håndfuld. Der var tusinder eller snarere titusinder af dem. Cambodjas nuværende premierminister Hun sen var medlem af Khmer rouge, indtil han i 1977 under trussel om udrensning flygtede til Vietnam. Youk Chhang viser mig anklagelisten. Den indeholder en halv snes navne, hvoraf jeg kender de fleste, Khieu Samphan, Noun Chea, Ieng Sary, Ta Mok (den etbenede general, der aldrig overgav sig, og som en uge efter mit besøg blev fanget og nu ser ud til at skulle blive syndebuk for resten). Ikke flere.

„For Khmer rouge var drab en måde at føre politik på. Det er arkitekterne bag denne politik, vi vil dømme. Ikke håndlangerne. I Cambodja har vi i tyve år stirret på vore egne mordere. Det er psykologisk traumatiserende. Jeg har talt med tusinder af mennesker. De er alle mærkede, dybt skadede, også selv om de tilsyneladende lever et normalt liv. Så længe vi ikke har gjort op med vore mordere, er vi ufrie. Kun en retssag kan statuere et eksempel og befri os fra fortiden. Dens budskab er det simple, at der findes lov og ret, og at loven skal respekteres. Først derefter kan vi igen forsones med hinanden.“

„Folkemord,“ fortsætter Youk Chhang, „er som en virus, der ikke kan kontrolleres. Den kender ikke til grænser. Folkemord udføres af mennesker, men det kan ikke kontrolleres af mennesker. Det fødes af lidenskaber, men kan ikke stoppes af lidenskaber. Kun loven kan standse det.“

Jeg spørger Youk Chhang, hvem der støtter hans arbejde. USA er den største donor, Norge den næststørste.

„Og Danmark?“ spørger jeg.

Han ryster på hovedet. Han har henvendt sig flere gange, og hver gang fået afslag.

Sverige?

FNs svenske menneskerettighedsrepræsentant i Cambodja, thomas Hammerberg, er begejstret for centrets arbejde, men penge er det ikke blevet til.

Youk Chhang finder et slidt fotoalbum frem. Det har tilhørt en embedsmand i Khmer rouges Udenrigsministerium, som det aldrig er lykkedes at identificere. „Sverige,“ siger han blot og peger på et foto af en velnæret, midaldrende mand med overskæg. Det er den svenske forfatter Jan Myrdal på venskabsbesøg hos Pol Pot. Han sidder ved et veldækket bord. Det er i et af de landbokollektiver, hvor bønderne var tvunget til at spise blade fra træerne for at overleve, men alligevel døde i hundredtusindvis af sult, sygdomme og mishandling.

Jeg får lov at bladre i albummet. Det er tilsyneladende en dokumentation af et normalt menneskes liv. Her er gruppebilleder med politiske kammerater, familieopstillinger, sightseeing under rejser i udlandet, Hanoi, Paris, FN i New York. Så kommer de sidste sider, hvor masken falder. Albummets indehaver har været på besøg i et fængsel og ladet sig fascinere. Vi ser en fange på et cellegulv. Hans fødder er sammenlænkede. Han sidder halvt op ad væggen. Øjnene er lukkede, der er en blodstribe ud af næsen. Jan Myrdals ven er i morbid fascination gået helt tæt på for at få sine billeder. Også af fangens hovedbund har han taget et close-up. Her er et lille hul, indgangen for den kugle, han er blevet henrettet med i et nakkeskud. Det er det sidste billede, en illustration af ragnarok og en status over et regime, der efterlod sig et forblødt og ødelagt land.

Jeg går fra Youk Chhang med en undren. En undren ikke så meget over Jan Myrdal, som er den bizarre figur, han er, men over det Vesten, som 80erne igennem anerkendte Khmer Rouge-regimets landflygtige ledere, folkemordets arkitekter, som de eneste legitime repræsentanter for det land, de havde ladet forbløde, og gav dem sæde i FN. Jeg undrer mig over, at vores chance for at råde bare en lille smule bod på en kolossal fejltagelse (som måske ikke var en fejltagelse, men politisk kynisme) er overladt til de finansielle tilfældigheder på et usikkert donor- og sponsormarked. Jeg undrer mig ikke mest over mit eget Skandinavien, som altid har ført an i kampen for et globalt demokrati, og hvis udenrigsministre kan vækkes klokken tre om natten og få sten til at græde med deres taler om menneskerettighedernes betydning.

Hvorfor har Danmark og Sverige lukket døren? Forstår vi da ikke, at menneskerettighederne ikke kun er ord, men har brug for en ramme, og at denne ramme er retsstaten? Forstår vi ikke, at et udviklingsland nogle gange kan have mere brug for lov og orden end for vandpumper og støtte til rismøller, og at menneskerettighederne altid må bygge på det konkrete, og at det konkrete i Cambodjas tilfælde er penge til effektive låse, en sikkerhedsvagt, brandsikre bokse?

I 1992-93 brugte FN over to milliarder dollars på at installere et demokrati i Cambodja, et demokrati, som stadig ikke fungerer. Ligger der ikke en forpligtelse her til ikke at lade arbejdet ugjort?

Hvordan ville vi have bedømt De allieredes indsats efter anden Verdenskrig, hvis nürnbergprocesserne for at finde sted havde været nødt til at lade sig sponsorere af Coca Cola?

Jyllands-Posten, marts 1999