Jeg ankommer en vintermorgen. Det er mildt i vejret, og solen står stadig lavt på himlen. Ørkenstøvet har endnu ikke rejst sig, osen fra dårligt forbrændt benzin endnu ikke sløret byens sandfarvede huse. Jeg ved, hvad stedet hedder. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal kalde det. Der er maskingeværreder ved udkørslen fra lufthavnen, soldater, der standser bilerne for at stikke spejle ind under karosserierne. Jeg ved ikke, hvad de venter at finde.
Jeg har læst, at Osama bin Laden er 196 centimeter høj og vejer 63 kilo. Sådan ser soldaterne ud i deres blå uniformer, naturstridigt høje med kvistagtigt tynde kroppe. Deres skæg er buskede og sorte, deres øjne dybtliggende på hver sin side af næser, der springer frem fuldt så truende som de maskinpistoler, de holder i hænderne.
Til alle sider er der høje, takkede bjerge. Midt gennem ørkenen løber et snorlige jernbanespor. Skinnerne ser ud, som om de springer ud af den ene bjergkædes blå skygger og har kurs mod den næste. Noget tog er der ikke at se. Ikke så meget som en glemt godsvogn. Der går kjortelklædte mænd langs sporene med bøjede hoveder, som om de er tyngede af vægten af deres egne turbaner. En hest er slået over i galop foran en tohjulet vogn. En kamelkaravane lastet med hvedesække vugger frem i rabatten. Så begynder byen. Først brede, næsten mennesketomme indfaldsveje omgivet af lerfarvede mure. Et sted midt i ørkengruset rager et pariserhjul op. Så tætner byen til, bliver labyrintisk og uoverskuelig, luften tyk af uddunstninger. Men bjergene er hele tiden inden for synsvidde. Og byen selv er blot som et frikvarter fra ørkenen.
Det var ved synet af ørkenen, jeg for første gang forstod bønnens betydning, påkaldelsen af en allestedsnærværende Gud, som med sin nærhed kunne fylde selv ørkenens og bjergenes uendelighed af rum og tid.
Så er jeg her igen. Jeg har været her før. Stedets navn er Quetta, provinshovedstad i ørkenstaten Baluchistan i det vestligste Pakistan. Jeg var her i 1988, fordi der var krig i Afghanistan. Det er fra Quetta, man kan komme ind i Afghanistans sydlige del. Dengang skulle jeg til Kandahar. Kandahar var mujahedinkrigens Stalingrad. Mujahedinerne havde bidt sig fast i Kandahars vidtstrakte frugtplantager, som det havde taget århundreder at vriste løs af ørkenens greb. Russerne ødelagde vandingsanlæggene, fældede træer og bombede. Nu er der ørken igen.
Jeg var inviteret af en dansker, der havde kæmpet med en mujahedingruppe i halvandet år dybt inde i Afghanistan. Han var forhenværende sergent i den danske hær, fotograf, christianit og amtmandens søn fra Bornholm. Han havde også kæmpet i Kandahar og kunne i poetiske vendinger beskrive, hvor smukt det var, når sporprojektilerne på en stjerneklar nat lyste over Kandahars frugthaver. Når jeg stillede ham det indlysende spørgsmål: „Hvorfor sætter du livet på spil?“ svarede han noget mindre indlysende: „Fordi guerillakrig i fladt terræn interesserer mig.“ På en gammel engelsk skrivemaskine havde han omhyggeligt søgt at reproducere de danske bogstaver æ, ø og å for at sammenstykke en udførlig instruks til mig. Her stod der f.eks., hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af helikopterangreb. Kort fortalt skulle man springe ud af det køretøj, hvori man befandt sig, og løbe alt, hvad man kunne.
Et større indtryk gjorde hans beskrivelse af de herskende skikke og sædvaner blandt krigere af pashtunsk afstamning. Det mest skamfulde, man kan foretage sig i en forsamling af pashtunere, er at slå en prut. Der er eksempler på mænd, som efter ved et uheld at have sluppet en vind bagefter var gået udenfor og havde skudt sig en kugle gennem hovedet. Så skamfuld en handling er det. En mands ære overlever ikke.
Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig selv som offer for et helikopterangreb. Jeg havde derimod fantasi nok til at se eller rettere høre mig selv slå en prut i en forsamling af krigere efter det første møde med den afghanske mad, og jeg blev fra nu af hjemsøgt af frygtelige fantasier om mit eget nært forestående endeligt.
Det lykkedes mig at komme både ind og ud af Afghanistan uden at forbryde mig mod det mest centrale i den lokale skik. Det lykkedes mig til gengæld ikke at nå frem til Kandahar, for den floddal, vi skulle køre igennem, var spærret af de sovjetiske besættelsestropper, og efter et par dage i en mujahedinlejr måtte jeg vende tilbage til Quetta.
Nu er jeg her igen. Der har været krig igen i Afghanistan, og det er den eneste grund til at være her. Det er det, Quetta er, den næstsidste station før verdens ende, Afghanistans forgård, for den fremmede kun en ventesal. Sådan ser lobbyen i Hotel Serena også ud. Her sidder også andre og venter, de, der i journalistsproget hedder fixere, de lokalkendte, som kan tage den fremmede over grænsen til Afghanistan. Men det er stille dage.
Krigen i Afghanistan er forbi for denne gang. Det samme er urolighederne i Quetta selv. Under de antiamerikanske fredagsdemonstrationer i oktober blev der nedbrændt to biografer og syv banker. Af grunde, som jeg ikke er tilstrækkeligt teologisk velbevandret til at kunne forklare, lod demonstranterne også deres hellige raseri gå ud over byens telefonbokse.
Da fixerne får øje på mig, springer de op. Jeg har ikke sovet i et døgn, men søvnen må vente. Uden deres hjælp kommer jeg ingen steder. Der er tilladelser, der skal indhentes i provinsregeringens endeløse korridorer, ruter, der skal besluttes, kontakter, der skal etableres allerede på denne side af grænsen.
„Hvor mange bevæbnede vagter vil du have med?“ spørger de. „Hvor mange har jeg brug for?“ spørger jeg. Skal vi krydse grænsen ad hovedvejen eller ad en bivej? skal vi undgå Spin Boldok, grænsebyen, som er i hænderne på en lokal mafia, og hvor fremmede afpresses for den sidste dollar? skal jeg klædes ud som pakistaner med kameez, skjorte, shalwar, folderige pludderbukser og det varme uldne tæppe, pattu, slynget om skulderen og helst også op over underansigtet, som om jeg beskyttede mig mod vinterkulden, mens jeg i virkeligheden beskytter mig mod granskende blikke?
„Er det da farligt?“ spørger jeg. De ler og ryster på hovedet. No problem. De var i Kandahar for seks dage siden. Så rykker de konspiratorisk tættere på. Men krigen vender tilbage, siger de. Talebanerne har barberet skægget af og smidt den sorte turban. De har gjort sig usynlige. Men de er der endnu. Hver nat skriver de på Kandahars mure: Vi kommer igen.
Natten må vi undgå. Der er udgangsforbud i Kandahar efter klokken syv om aftenen. Vi må være fremme før. De ser min ængstelse. Så beroliger de mig igen. Det er kun fire timers kørsel, siger de. Vi er fremme midt på eftermiddagen. Det er deres teknik: Hvis det ikke er lidt farligt, kan de ikke kræve de vanvittige summer, de gør. Hvis det er alt for farligt, tager jeg ikke af sted. Jeg må hverken være skræmt eller rolig. Drevent holder de mig svævende midtimellem.
De har et altafgørende argument. De kender alle. Den verden, jeg er trådt ind i, er dybt personlig. Der findes altid en fætter eller en onkel, som kan løse ethvert tænkeligt problem.
De er selv pashtunere som afghanerne på den anden side af grænsen. Kommandanten i Kandahar er en onkel. En fætter har en onkel, som er bror til Afghanistans nyudnævnte præsident. Bliver vi overfaldet, er der sikkert en grandfætter blandt banditterne, som inviterer os hjem på te i stedet for at røve os. Alt lader sig arrangere. Verden er en stor familie. Det skal nok gå godt.
Jeg er nu en del af fætrenes netværk. Og så slutter de med en påkaldelse. „Inshallah,“ siger de fromt. Om Gud vil.
Jeg er kommet til at afsky det udtryk. For hver gang jeg hører det, må min tilkæmpede ro vige for en ny, urolig skepsis. Det er jo ikke Gud, jeg betaler for at komme sikkert ind i Afghanistan. Det er dem. Det er ikke i Guds, men i deres hænder, jeg har lagt min skæbne plus en masse dollars.
Jeg hører udtrykket for første gang, da flyet fra Pakistan International airlines letter fra Dubai. „Vi er fremme i Karachi om en time og seksogtredive minutter. Inshallah, om Gud vil,“ siger stemmen i højttaleren.
Efter en time og 36 minutter er jeg fremme i Karachi. Det er min bagage ikke.
„Du har den i morgen, inshallah,“ siger manden i lufthavnen, da jeg rapporterer om den forsvundne bagage.
Jeg er kommet til Quetta uden andet jordisk gods end en bærbar computer, en satellittelefon og en engelsk rejsebog om Afghanistan. Datakablet, som skal forbinde computeren med satellitten og tillade mig at sende mine artikler hjem fra det indre af Afghanistan, hvor der hverken er fastnet eller mobilnet, har jeg selv ødelagt, da jeg under en mellemlanding i london skulle afprøve det, en handling, der ifølge teknikeren på Politiken er så idiotisk, at den er uden fortilfælde i dansk journalistiks historie.
Med så kort varsel kan et reservekabel ikke fremskaffes fra Danmark. I london lader det sig ikke opdrive. Det lykkes at finde en forhandler i Dubai, som lover at bringe et nyt datakabel hele vejen til Quetta.
Jeg står i lufthavnen ved verdens ende og spejder efter en arabisk udseende forretningsmand. Men det er en rustikt udseende pasthuner, der kommer hen til mig og hiver kablet op af lommen på sin kofte.
„Han er fra min landsby,“ siger en af mine nye venner fra fætternetværket og omfavner overbringeren.
Da jeg i 1988 var i Afghanistan, tilbragte jeg en nat i ørkenen under åben himmel. Med øjnene fulgte jeg en satellits bane mellem stjernebillederne. Nu kan jeg tale med satellitten og få svar fra den. Verden er lille og højteknologisk. Men den er også personlig og familiær. Det lærer jeg af mine nye venner.
Det er ventetid. Jeg venter på tilladelser, arrangementer, der skal falde på plads. Og jeg venter på min bagage. Ved morgenbordet på Hotel serena læser jeg engelsksprogede aviser. Der er to lokale, Baluchistan Times og The Independent Daily, som bærer den interessante undertitel Massernes stemme. smuglere er efter en kort ildkamp med politiet blevet pågrebet med 650 kilo heroin, som de planlagde at bringe ud af landet på kamelryg, beretter den ene af aviserne. På landevejen til grænsebyen Chaman har banditter oprettet vejspærringer og skyder på forbipasserende, fortæller den anden. Mullah Omar er endnu en gang undsluppet amerikanerne, denne gang på motorcykel. Der er interview med en skuffet fundamentalist og talebantilhænger, som kryptisk opfordrer amerikanerne til at komme ud af „ydmygelsens kviksand“, mens han forudsiger, at jorden snart vil skælve under amerikanernes fødder. „Vi vil komme tilbage, og denne gang kan ingen magt på jorden standse os.“ Pensionerede generaler og udenrigsministre skriver om den kommende krig mod Indien, og i lederne omtales storbritannien som Usa’s lakaj, mens stor i storbritannien konsekvent skrives i anførselstegn.
Jeg drikker te i Zubair achakzais rummelige hus. Han er filmproducent og har fået sin sidste film forbudt af hæren, som bedømte den til at være antiamerikansk. Titlen Yageen betyder „tro“, og filmen skildrer de afghanske mujahediners kamp mod den sovjetiske besættelseshær. Han viser mig stillfotos fra filmen.
„Kan du se, hvem han skal forestille?“ spørger han og peger på en smuk mand med langt, bølget skæg. „Osama bin laden,“ svarer han selv.
„Er han så på de godes eller de ondes side?“ spørger jeg.
„I filmen er han en af de gode,“ svarer han. „Men efter min personlige mening er Osama bin laden CIA-agent. Det er han også den dag i dag. Amerikanerne ville have Afghanistan. Han gav dem et påskud. Nu er han forsvundet. Men om et par dage får vi at vide, at han gemmer sig i Kashmir. Så begynder de at bombe der. Bare vent. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har studeret politisk videnskab, og min far er en berømt politiker.“
„Vores hjerte er på talebans side, men vi kæmper ikke på deres side,“ siger muftien i en af Quettas lokale koranskoler, de såkaldte madrassa’er, der er berygtede som rekrutteringssteder for talebansympatisører. Muftien har et problem. En del af hans elever forsvandt i efteråret over grænsen til Afghanistan for at kæmpe på talebans side mod amerikanerne. Kommer de tilbage, bliver de ikke optaget på madrassa’en igen, hævder han med vredt rynkede bryn.
„Når jeg siger, de skal stå op, står de op. Når jeg siger, de skal sætte sig, sætter de sig. De skal adlyde mig, og jeg har ikke givet dem tilladelse til at gå i krig. Jeg lærer dem at bede, ikke at kæmpe. De, der er ulydige, har ingen plads her.“
Muftiens kontor er fyldt af radmagre femten-sekstenårige drenge, der nidstirrer mig med blikke, som er lige så stikkende, som de er nysgerrige. Måske undrer de sig over muftiens ord, for måske er ordene ikke de samme som dem, de hører til daglig. Det er i hvert fald Zubair achakzais udlægning. Han er smart, den mufti, siger han til mig. Han ved godt, at regeringen har truet med at lukke de madrassa’er, som opfordrer til hellig krig. Så nu er han pludselig en fredens mand.
Sidst på dagen tager Zubair mig på en køretur gennem Quettas afghanerkvarter. Da jeg var her for tretten år siden, boede de afghanske flygtninge i gigantiske lejre i ørkenen vest for byen. Nu har de integreret sig selv, alle 500.000, og udgør et sted mellem en fjerdedel og en tredjedel af Quettas indbyggere. De er blevet pakistanske statsborgere med alle de nødvendige papirer. Normalt tager det tyve år at blive statsborger i Pakistan, de har klaret det på under den halve tid, for korruption er også en form for menneskelighed, og de har betalt og bestukket sig til deres indfødsret. Nu har de butikker og ejendom.
Afghanerne er ikke vellidte, for de havde for meget ammunition med sig, da de kom, og krigen havde gjort volden til et naturligt udtryksmiddel for mange af dem. Deres bydel er uden drikkevand eller ordentlig kloakering, dens farve er fattigdommens skidne jordbrune, de har hærgede ansigter og indsunkne kinder, men deres børn lyder lige så muntre som børn andre steder i verden.
Da taleban kaldte til hellig krig, var der ikke en af dem, der fulgte opfordringen og gik over grænsen. De havde fået et liv og noget at miste.
Om aftenen banker det på min dør. Udenfor står en af mine venner fra fætternetværket. Han har bragt mig en pattu. Det er en foræring. Han viser mig, hvordan jeg skal drapere den over skulderen.
„I morgen tager vi til Kandahar,“ siger han. „Inshallah.“
„Inshallah,“ svarer jeg til min egen forbløffelse. Jeg er ved at lære sproget i chancernes og skæbnetroens by.
Politiken, januar 2002 (samt Dagens Nyheter, sverige, og Morgenbladet, norge)