Bag sløret i Kabul

Kabul er fodfetichisternes paradis. Man har ikke været i Afghanistans ødelagte og isolerede hovedstad mere end et par timer, før man udvikler en intens interesse for fødder. Fødderne er det eneste, man ser af byens kvinder. De ved det selv og investerer derfor al deres forfængelighed i fødderne. Det er vinter og koldt, og støvet hvirvler omkring i gaderne. Men kvinderne går i tynde, højhælede sko, lak synes at være højeste mode, ankelremme er også in, mønstrede nylonstrømper. Alt signalerer, at her har fodfetichisten fundet sit fædreland. Intet er overladt til fantasien. Undtagen altså resten af kvinden.

Dag 2 begynder den besøgende at spekulere over, om også burkaen, den teltlignende, plisserede beklædningsgenstand, som kvinderne skjuler sig bag, skulle være genstand for modens strømninger. Burkaen ligner en uniform. 95 procent af de burkaer, man ser i gadebilledet, har samme farve, dueblå. Der findes en mosgrøn variation. Det er hele udvalget.

Dag 3 opdager den besøgende, der nu begynder at føle sig mere hjemme i Kabul, at der på visse sideveje i forstæderne færdes unge kvinder, som har slået burkaen bagover, så den flagrer om dem som en kappe, mens ansigtet og hele kroppen er blottet. Hvilket mirakel! En hel kvinde! Man behøver ikke længere at nøjes med fødderne, men får hele mennesket.

Men man ser uhyre få kvinder uden burka. Næsten tre måneder efter, at Kabul blev befriet for det middelalderlige og kvindehadende Talebanstyre, er burkaen fortsat en del af den kvindelige anatomi. Hvis man vil vide noget om den politiske situation og afghanistans fremtid, kan man gå til FN’s daglige pressekonferencer på Hotel Intercontinental, eller man kan interviewe de kommandanter og ministre, der færdes i hotellets lobby. Man kan også give sig til at studere burkaens snit, dens længde og måden, den bæres. Skræddere ved mere om den politiske situation i afghanistan end politiske iagttagere. Det er kvinderne, der er afghanistans sande seismografer, for det er deres liv og frihed, der står på spil. Og lige nu fortæller moden, at fremtiden er uvis.

Mandawigaden er skræddernes gade og ligger i den nordlige del af Shahzada-markedet, pengehandlernes marked. Jeg går ind i det største af skrædderierne, der har udsalg ud til gaden. I butikken venter jeg at finde en indædt Talebantilhænger, der af forsigtighedsgrunde har studset skægget og lagt turbanen. I stedet finder jeg en smilende ung mand i færd med at stryge hovedstykket på en burka.

„Hvordan er kvindernes fremtid?“ spørger jeg.

Muhamed Rashid, der er 22, ler.

„Vent til foråret,“ siger han, „så er burkaen væk. Der er revolution i Afghanistan. En ny regering. For tre måneder siden kunne du ikke se kvindernes fødder. Nu går sømmen på burkaen hele tiden op. Og prisen går ned. I dag koster en burka det halve af, hvad den kostede for tre måneder siden.“

„Det må da ærgre dig, at Taleban er væk,“ siger jeg. „Det kommer til at gå ud over din forretning.“

„Ærgre mig? Jeg er lykkelig over, at de er væk.“ Han slår sig på låret. „se bare, nu kan jeg igen gå i jeans.“

Rashid har haft forretningen i tre år sammen med en onkel. Han har haft kvinder til at sy for sig, alle sammen enker efter de mange mujahediner, der blev dræbt i de interne opgør i Kabul. Det var kvinderne forbudt at arbejde under Talebanstyret, og i et ondt paradoks overlevede de ved i al hemmelighed at fremstille symbolet på deres egen undertrykkelse. Det har ikke været nemt for Rashid at drive en forretning, hvis kundekreds udelukkende var kvinder. Det var forbudt at tage mål af kvinderne, og de måtte heller ikke komme ind i butikken, men skulle blive stående ude på gaden.

„Engang kom en kvinde ind i butikken, og jeg blev idømt en uges fængsel,“ siger Rashid og ler igen. Hver dag skulle han recitere fra Koranen og bede. Først da han havde lært hele passager af den hellige bog udenad, blev han sluppet ud.

„Ved du, hvad de kaldte os?“ spørger han. „De kaldte os titanic’erne. Fordi vi alle sammen havde samme frisure som skuespilleren leonardo DiCaprio i filmen Titanic. Det var forbudt at se film under Taleban, men vi så Titanic på video. Og så efterlignede vi DiCaprio. Talebanerne havde selvfølgelig også set filmen. Hvordan skulle de ellers genkende vores frisure?“

Han peger på sit tilbagestrøgne hår, der ganske rigtigt er skilt på midten og i to kraftige lokker indrammer hans pande. Han ler igen. „Vi sad 50 titanic’er i en celle på størrelse med butikken her.“ Han peger på rummet omkring sig, der er på cirka seksten kvadratmeter. „I cellen ved siden af sad 50 lastbilchauffører, der var blevet grebet i at spille musik på kassettebånd. I næste celle var der folk, som havde haft parabolantenner.“

„Hvad vil du gøre, når der ikke længere er nogen efterspørgsel på burkaer,“ spørger jeg.

„Så vil jeg sy bukser,“ griner Rashid. „Men allerhelst vil jeg læse jura på universitetet.“

Farjal, en spinkel og forsigtigt udseende pige på seksten, har også planer for fremtiden. Hun vil være kamppilot. Jeg møder hende på en privat sprogskole, Tullu English and Science Center. Sprogskolen fandtes også under Taleban, men der var ingen adgang for kvinder, så Farjal har læst hjemme de sidste to år. Nu sidder der tre-fire unge piger imellem 20-25 mænd i hvert af sprogskolens små, overfyldte klasseværelser.

Farjal har knold i nakken, et fint ansigt med guldindrammede briller og ligner en sart lille frøken, selv om hun er klædt i jeans og sort læderjakke. Indtil man altså ser hende ind i øjnene og bliver klar over, at ønsket om at blive kamppilot ikke kun er inspireret af hendes engelsklærer, som selv er tidligere pilot. Farjal blev arresteret tre gange af Talebans religiøse politi. Straffen var hver gang den samme: Hun blev gennembanket med læderposer fyldt med sand. Første gang det skete, var hun kun fjorten.

„Men jeg blev ikke bange,“ siger hun, „jeg blev rasende.“ Til sidst måtte hendes mor trygle hende om at holde op med at gå uden burka. „Men jeg vidste, at hun var stolt af mig,“ siger Farjal. Farjal løfter hagen og smiler skælmsk. „Jeg har også været oppe at slås med en talebaner. Han standsede mig på gaden og ville undersøge min taske. Men den var fuld af bøger, og jeg var bange for, at han ville konfiskere dem. Så slog jeg løs på ham. Han blev så overrasket, at han slap mig, og så stak jeg af.“ Vi ler begge to.

Men ét billede vil ikke slippe mig midt i munterheden. Det er billedet af voksne mænd, der slår løs på en fjortenårig pige med knipler, fordi hun har overtrådt et idiosynkratisk religiøst forbud og vist sit ansigt offentligt. Men der er også et andet billede, der bliver hos mig. En fjortenårig pige, der humper væk med en smertende krop fyldt med blå mærker, og som ikke reagerer med angst, men i stedet fyldes af trods.

Jeg taler med andre kvinder i Kabul. Der er Yalda Assadi på atten med et yndefuldt, hjerteformet ansigt og et mørkt, intenst blik. For kun tre uger siden er hun vendt hjem efter fem års eksil i Pakistan. Hun går omkring i gaderne uden burka.

„Hvorfor i alverden skulle jeg bære burka,“ udbryder hun, „jeg er ikke bange.“ Hun finder Kabul forandret efter fem års fravær. Forholdet mellem drenge og piger er blevet mærkeligt. Hun leder efter ordet. „De er blevet – gammeldags.“

„Men det vil forandre sig,“ tilføjer hun. „Om Gud vil.“

F. er en højtuddannet kvinde midt i fyrrerne, som ikke ønsker sit navn nævnt. Hun har haft indflydelsesrige poster på universitetet både under den sovjetiske besættelse og siden under mujahedinernes korte, kaotiske styre, hun har rejst i udlandet og skrevet lærebøger, hun har opfordret kvinder til at arbejde og blive økonomisk uafhængige. Under Taleban sluttede hendes karriere brat. For øjnene af hende brændte det religiøse politi hendes eksamenspapirer, hendes identitetskort, hendes private fotoalbum, alle beviser på, at hun havde været en kvinde med en karriere og et aktivt, indflydelsesrigt liv. Så gennemtævede de hendes mand. Selv er hun også blevet mishandlet ved flere lejligheder. Hun har siddet i fængsel i en kortere periode, har levet i eksil i Pakistan, hvor hendes familie stadig er, for vinteren i Kabul er hård og familiens hus ødelagt. Selv kom hun tilbage endnu før Talebans fald og arbejdede for Fn. Hun ville ikke give op.

I Kabul er talebans dage talte, tror hun, men i provinserne vil de igen komme til magten. Der meldes hele tiden om overfald, rejsende, der får næser og ører skåret af. Hun er nervøs, indrømmer hun. F. går stadig med burka.

Det gør Jamilla også. Hun gik med burka, før taleban kom til magten, og hun vil også gøre det i fremtiden. Burkaen er en del af hende selv, og hun vil aldrig lægge den bort. Hun ler, da hun siger det. Hun er sidst i trediverne, med et rundt, robust ansigt og en ligefrem væremåde. Det generer hende ikke, at jeg ser hende uden burka. Burkaen er til brug på gaden. Nu er vi i et bageri, hvor hun arbejder sammen med en halv snes andre kvinder. Hun tjener fem kroner om dagen, og for det beløb forsøger hun at forsørge sig selv og sin familie. Jamilla er ligesom de øvrige kvinder i bageriet krigsenke efter de utallige opgør mellem stridende mujahedinfraktioner. Hun er alene med otte børn.

I en løbegrav står en mager kvinde og langer med en smidig bevægelse de store, flade afghanske brød ind til gløderne i den murede stenovn. Langs den ene væg sidder kvinder og gør brødet klart. En gammel kone ælter den ugærede dej, så bliver den formet i store boller for siden at komme under kagerullen, før Jamilla med hurtige fingerbevægelser laver små fordybninger i dejen, så brødet kan få den karakteristiske noprede overflade. Et brød koster 200 afghanis. Det er det samme som fem øre. Te, brød og kartofler, siger Jamilla. Det lever hendes familie af. Der er ikke råd til grøntsager, ris eller kød. Før hun fik job i bageriet, som støttes af en FN-organisation, World Food Project, vaskede hun for fremmede, og hendes drenge solgte tyggegummi og cigaretter på gaden. Nu går de i skole. Hendes to ældste døtre på atten og nitten er analfabeter, men når skolerne igen åbner for kvinderne, skal de i gang med at lære noget. Nu går de hjemme og passer huset, som består af et rum uden vand eller elektricitet, hvor familiens ni medlemmer lever sammen.

Under Taleban var hun altid bange. Kvinder måtte ikke arbejde, og tit blev hun standset på gaden, når hun var på vej til bageriet, og udspurgt og chikaneret. Nu bliver livet bedre. „Gud er god,“ siger hun. Jamilla vil gerne have, at amerikanerne bliver i afghanistan. „De vil hjælpe os.“

Jeg indvender, at amerikanerne jo ikke er muslimer.

„Jeg er ligeglad med, hvem der er muslim, og hvem der ikke er,“ svarer hun. „Sig til verden, at de skal hjælpe os. Det kan godt være, at jeg ikke selv får glæde af hjælpen. Men mit land har brug for den.“

Min undersøgelse af burkaen, som både er fængsel og puppe, er slut. Til foråret vil Kabuls kvinder springe ud, om Gud og måske især resten af verden vil.

Politiken, januar 2002 (samt Dagens Nyheter, sverige, og Morgenbladet, Norge)