Det store afghanske forsvindingsnummer

Tilgiv, at jeg starter med at fortælle om dyr, når jeg skulle tale om mennesker. På min rolleliste er der en død ged, en ørkenfugl ved navn budana, en elefant og en enøjet løve. Så skal jeg nok komme tilbage til afghanerne.

Det er fredag på Kabuls Ghazi stadion, hvor Talebanstyret indtil for få måneder siden foretog offentlige henrettelser og amputationer. 25.000 mænd er kommet for at se på en død ged.

Stadionet domineres af et kæmpeportræt af den mest legendariske af Nordalliancens kommandanter, den myrdede Ahmed Massoud, der i døden er blevet det nationale samlingssymbol, han aldrig fik lov at blive i levende live. Fra stadionet kan han se ud over det ruinlandskab, han efterlod sig efter fire års forgæves forsøg på at holde Kabul mod skiftende fjender. Så endte han, hvor han var begyndt: I den uindtagelige Pansjerdal, som han i ti år havde holdt mod de sovjetiske besættelsestropper, der ikke mindre end tolv gange løb stormløb mod ham i storstilede, men forgæves offensiver. Gennem fem år kæmpede han mod Taleban. Det var også i Pansjerdalen, at Massoud to dage før angrebet på New York blev myrdet i et attentat orkestreret af Osama bin Laden.

På fodboldbanen, som tre års tørke har forvandlet til savsmuld, ligger der en halshugget ged. Det er den, de 25.000 mænd stirrer på. Den døde ged er hovedperson i det ældgamle spil buzkashi, som betyder noget i retning af „grib-geden“, og det er, hvad en snes ryttere forsøger at gøre, hængende på siden af en hest i vild galop. Det gælder om at komme banen rundt og bringe den hovedløse ged tilbage til udgangspunktet. Imens forsøger andre ryttere at få fat i geden, ofte med begge hænder, mens de står vandret ud fra sadlen, og kun kraften i deres lårmuskler forhindrer dem i at styrte ned mellem de sparkende hove. „Det er et farligt og hårdt spil,“ siger min sidemand med et tilfreds udtryk i ansigtet.

Han er netop vendt hjem til Kabul efter fem år i en flygtningelejr i Pakistan. Han har ikke meget godt at sige om gensynet med sit land, men buzkashi er en af de ting, han har savnet. Det har de 25.000 andre tilskuere også, for det puritanske Talebanstyre forbød det barbariske skuespil, der stammer fra det nordlige Afghanistans stepper, og erstattede det i stedet med de opbyggelige fredagshenrettelser. Det er først anden gang efter talebanernes fordrivelse fra Kabul, at byens indbyggere har lejlighed til at se buzkashi.

„Gud er stor!“ skratter det i højttalerne. Spillet er i gang. Rytterne er samlet om geden på jorden. Det er et virvar af stejlende, skubbende heste og mænd, der med korte ridepiske prygler løs på hinanden og hestene. Så er der en rytter, der bryder ud af den sammenpressede flok, triumferende løfter han den dinglende dyrekrop i vejret, og et vildt forfølgelsesridt indledes banen rundt. En anden rytter vrister geden fra ham. Et øjeblik ser det ud, som om de vil flå geden midt over, så runder de i en hasarderet drejning banens modsatte ende. Tilskuerne spredes i panik, da en halv snes heste tumler ind blandt dem.

Nu går jagten tilbage mod startpunktet, hestene strækker ud, og alle forsøger at presse rytteren med geden i hånden. Så når han den opkridtede cirkel og slipper. Tilskuerne bryder ud i jubel. Sejrherren løfter armene i vejret og rider en æresrunde. Spillet er i gang igen.

To ryttere rager uklar. De udveksler slag med pisken og rider så bort fra hinanden. Men pludselig vender de hestene og farer frem med hævede piske. Dommeren, der også er til hest, udviser en af kombattanterne. Det er en upopulær beslutning. Spillet går i stå, og et masseslagsmål bryder ud. Over højttaleren opfordres rytterne igen og igen til at komme i gang med spillet. Den hovedløse ged venter midt på banen. Men ingen interesserer sig længere for den.

Så kommer der et dumpt drøn rullende et eller andet sted fra. Er det en eksplosion? En bombe? Eller blot et bildæk? Lyde rejser langt i Kabuls ruinlandskaber. Der bliver uro blandt tilskuerne. Nogle rejser sig og løber op mod de øverste rækker, hvorfra der er udsyn over byen. Andre strømmer ind på banen. Nervøse soldater går til angreb med geværkolber. Fra højttalerne lyder der beroligende musik. Arrangørerne har besluttet, at hvis rytterne alligevel er mere optaget af deres slagsmål, kan de lige så godt holde pause.

Det er to hold, der kæmper mod hinanden. Det ene hold er klædt i blå kofter, det andet i hvide og grønne fodboldtrøjer, der står i en mærkelig, næsten lattervækkende kontrast til deres broderede sadeltæpper, svære læderstøvler og skindhuer.

Efter pausen sker der udskiftninger. Nu er der fire ryttere i vinrøde kofter på banen. De er selvbevidste og bringer en ny aggressivitet og præcision ind i spillet. Men ingen kan finde ud af, hvilket hold de rider for. Det ser pludselig ud, som om der er tre hold, der kæmper mod hinanden. Kampen opløser sig i bølgende hesterygge, hævede piske, en forvirrende mosaik af skiftende farver.

Som Afghanistan, tænker jeg fra min plads på tilskuerrækken.

Nogle timer før havde jeg været i Kafrooshi-gaden, fuglehandlernes gade. Jeg havde hørt, at Talebanstyret forbød duehold, og jeg ville gerne vide hvorfor. Enayturuhmman, en smilende gammel mand med broderet kalot og langt, hvidt hageskæg var den, der vidste mest om fugle i hele gaden, Så det var ham, jeg spurgte.

Taleban havde ikke noget imod, at folk holdt duer, sagde han. De måtte bare ikke lade dem flyve. For brevduer har man i et bur på taget, og når man er på taget, kan man kikke ned i naboens gård og måske fange et glimt af hans kone eller datter.

Så var det, han viste mig den lille budana, en lærkelignende ørkenfugl, som befandt sig i et bur på det lerstampede gulv. Den synger smukt, sagde han. Men det er ikke derfor budana’en er populær blandt afghanerne. Budana’en er en kampfugl.

En kampfugl? Jeg så på fuglens kløer. De var små og fine. Det kunne ikke være med dem, den kæmpede.

„Se på dens næb,“ sagde Enayturhmman. Budana’ens næb er spidst og kraftigt, i hvert fald for så lille en fugl. „Vi oplærer dem til at hakke hinanden.“

Afghanistan, tænkte jeg.

Den tanke, at det ødelagte Kabul har en zoologisk have, hvor der stadigvæk er dyr, forekommer på en gang absurd og opløftende. Et besøg i haven er dog udelukkende nedslående. De fleste af havens bygninger er skudt sønder og sammen. Løven halter enøjet og slunken ensomt omkring i sin store indhegning. Kravebjørnens snude er et stort, åbent sår. Ørnen ser ud til at være blevet vanvittig af frihedstrang og breder hele tiden vingerne ud for i et kluntet flugtforsøg at gå til angreb på burets hønsenet med kløerne. De eneste beboere i Kabuls Zoologiske Have, der synes at trives, er med en lidt for uhyggelig symbolik gribbene. Elefanthuset ligger i ruiner, og elefanten, som yndede at spille fodbold med dyrepasseren, er dræbt af en vildfaren raket. Resten af dyrene er enten døde af sult eller har som elefanten ved et uheld befundet sig i skudlinjen.

Det var havens sikkerhedsvagt Merza Jan, en sammensunket midaldrende mand med ansigtet fuldt af bitre rynker, som fortalte mig historien om, hvordan løven i Kabuls Zoologiske Have mistede sit ene øje. En mujahedin, der stammede fra Pansjerdalen ville bevise, at han var lige så modig som sin legendariske kommandant Ahmed Massoud, der bar tilnavnet Løven fra Pansjerdalen. Han indgik et væddemål med sine venner, sprang ned i løvegraven og gik hen og klappede løven på hovedet. Første gang gik det godt. Så blev han grebet af overmod og ville gentage kunststykket. Denne gang sprang løven på ham og flåede hans strube ud. Den dræbtes venner blev så opbragte, at de smed håndgranater efter løven, som blev hårdt såret og mistede det ene øje.

Voldsmændene blev straks arresteret og anklaget for uden gyldig grund at være trængt ind på løvens enemærker, idet det var løven, der blev anset for den krænkede part, ikke den dræbte. Før dommeren kunne fælde sin dom, havde magten i Kabul endnu en gang skiftet hænder. Dommeren måtte flygte, og ingen ved, hvad der blev af gerningsmændene.

Men løven nyder i dag et stort ry i Kabul og omtales altid som løven, der slog en mand ihjel.

Afghanistan, tænker jeg igen, da Merza Jan er færdig med at fortælle sin historie.

Hvorfor vil et land have en zoologisk have? For børnenes skyld selvfølgelig, og fordi det er et moderne land, og moderne mennesker har et nysgerrigt og betragtende forhold til naturen. Men hvad vil et bjerg- og ørkenland, hvis indbyggere lever forskanset i forter optaget af indre slægts- og stammefejder, med en zoologisk have?

Fordi der er nogen i dette land, der gerne vil omskabe det til en moderne nationalstat og derfor forsøger at skabe nationale samlingssymboler, som alle kan identificere sig med på tværs af stammefejder. Det var opskriften i Europa i det 19. århundrede, og det var opskriften i Afghanistan under kong Zahir shah, der regerede i 40 år, før han blev afsat ved et kup i 1973. Sovjetunionen forsøgte at videreføre denne drøm, omend med visse modifikationer. Afghanistan skulle nok være en nationalstat, men først og fremmest en satellitstat tilpasset besættelsesmagtens behov.

Imens gik landet langsomt, men sikkert mod sin undergang som nation. Da kommunisterne omsider blev væltet i 1992, var der ikke længere noget samfund tilbage, som hang sammen. Der var blot vildfarne krigere, som skød på hinanden uden forståelse for, hvad det var, de ødelagde, da de forvandlede Kabul til en ruinhob.

En køretur rundt i Kabul er fuld af minder om denne drøm om Afghanistan som en moderne statsdannelse på lige fod med andre af verdens nationalstater. Men Kabuls ruiner rummer også et ubarmhjertigt budskab. Dette er et land, der ikke kan eller vil være en nation i nogen som helst moderne forstand.

Det er derfor, jeg fortæller om Kabuls Zoologiske Have.

Der er et nationalmuseum i Kabul, men det blev ødelagt og plyndret, og skønt det nu er genopbygget, er det lukket og tomt. Der er et ministerium for telekommunikation, en moderne bygning i femten etager, men telefonsystemet fungerer kun sjældent, og man kan ikke ringe ind eller ud af landet. Der er et ministerium for turisme og civil luftfart, men den sidste turist forlod Afghanistan for over tyve år siden, og det nationale luftfartsselskab, Ariana, flyver kun sporadisk inde i landet og ikke ud af det. Der er et ministerium for information og kultur, men landets største trykkeri, Statstrykkeriet, er en ruin, hvor over 300 trykke-, sætte- og offsetmaskiner, de fleste af dem bygget i Heidelberg, står udbrændte og ødelagte. Her arbejdede engang 1.000 mennesker, nu arbejder der 100, de fleste af dem i et primitivt håndsætteri. Der er et sundhedsministerium, men stort set alle former for medicinsk behandling er i hænderne på FN eller forskellige ngo-organisationer. Der er et forsvarsministerium, men ingen national hær, kun maroderende lejetropper, der på skrømt sværger troskab til skiftende krigsherrer. Den centrale busstation i Kabul er en bilkirkegård, hvor cirka 1.000 busser står udbrændte, sønderskudte og udplyndrede for alt fra sæder til dæk. Millionbyens indbyggere betjenes i dag af ti offentlige busser. Der er et ministerium, der kalder sig ministeriet for katastrofeberedskab, og det synes som det eneste at udtrykke en eller anden form for realitetsfornemmelse.

Hvis man vil forstå de sidste tyve års blodige begivenheder i Afghanistan og den tankegang, der ligger bag dem, tror jeg den bedste kilde er de islandske sagaer med deres lakoniske beretninger om endeløse kampe mellem krigeriske småkonger. Afghanistan er de islandske sagaer med Stinger-missiler og satellittelefon, vikingetiden uden vand, men med Kalasjnikov og Toyota-pickup.

Jeg kører bag en amerikansk patrulje et par kilometer ned ad Jadayiseh Aqrab, den boulevard i Kabul, hvor den højeste koncentration af destruktion har fundet sted. Jeg har kørt ned ad den nogle gange, men synet af ødelæggelsen bliver aldrig en rutine. Ruinernes dramatisk anråbende former gør hver gang samme lammende indtryk. Hvis ordet „anspændt“ har nogen berettigelse, så er det her, i ansigtet på de tre unge soldater, der sidder med benene dinglende ud over jeepens sider. De har sværkalibrerede maskingeværer i skødet, høretelefoner og mikrofoner. Det eneste, der bevæger sig i deres forstenede ansigter, er øjnene, som kører fra side til side.

Min chauffør ruller vinduet ned og råber et muntert hello. Overlæben på det ene stenansigt bevæger sig en millimeter, og der undslipper det en ulden lyd, som om munden var udstyret med lyddæmper. Sandsynligvis gengælder han chaufførens hilsen, men ellers opfører han sig i overensstemmelse med instrukserne for adfærd i det, der på amerikansk militærsprog hedder hostile environment, fjendtlige omgivelser.

Jeg møder to andre amerikanere i Kabul. Deres navne er Eva Rupp og Derrill Bodley. De har begge mistet familie i terrorangrebet på New Yorks tvillingetårne og er kommet til Kabul for at møde pårørende til de civile ofre for de amerikanske bombardementer i Afghanistan. Organisationen Global Exchange, som står bag deres rejse, har haft svært ved at finde nogen, der ville tage af sted. Påvirket af den amerikanske mediedækning af begivenhederne har andre pårørende til ofrene for attentatet i New York sagt nej, fordi de frygtede for deres liv, hvis de satte foden på afghansk jord.

Eva Rupp og Derrill Bodley er kommet, fordi de ikke tror på den amerikanske regerings påstand om, at der ikke har været nogen civile tab i Afghanistan. De vil gerne minde det amerikanske folk om deres ansvar i forbindelse med krigen. Skønt Eva Rupp har mistet en stedsøster, har hun ikke nogen negative følelser over for afghanerne og mener, at man altid bør skelne mellem et folk og dets regering.

„At sætte lighedstegn mellem det afghanske folk og al-Queda,“ siger hun, „ville være det samme som at sætte lighedstegn mellem det amerikanske folk og Ku Klux Klan.“

Hun er blevet modtaget med åbne arme overalt, men er ikke sikker på, at de afghanere, hun møder, egentlig forstår, hvilken begivenhed, der bliver hentydet til, når de får forklaret, hvem hun er. De amerikanske soldater, jeg ser køre ned ad Jadayiseh Aqrab, repræsenterer den regering, hvis krig Eva Rupp og Derrill Bodley er modstandere af. Men soldaterne og de to pårørende til ofrene for attentatet i New York har en ting til fælles. De er alle overbevist om, at de befinder sig i fjendtlige omgivelser, eller at afghanerne i det mindste har grund til at nære antiamerikanske følelser. Men ingen af de afghanere, jeg har talt med, giver udtryk for sådanne følelser. De udtrykker alle det samme ønske, at amerikanerne skal blive, indtil der igen er ordnede forhold i Afghanistan.

Gennem tyve års krig og besættelse har indbyggerne i Kabul udviklet nogle ret præcise definitioner, ikke på et godt, men dog i det mindste på et tåleligt liv. Det første og altafgørende kriterium er sikkerhed. De ønsker ikke at leve med raketangreb i en by, der er reduceret til slagmark for stridende fraktioner, og hvor ruinernes antal vokser dag for dag. De ønsker mulighed for at færdes på gaden uden at blive skudt, overfaldet eller intimideret af et idiosynkratisk religiøst politi. Deres andet krav til en tålelig tilværelse er lige så elementært: Fødevarer skal være til at betale.

Dette er summen af deres forventninger til amerikanerne og grunden til fraværet af antiamerikanske følelser. Det er den værdiskala, efter hvilken frem for alt indbyggerne i Kabul bedømmer de skiftende regimer, der har været ved magten gennem de seneste tyve år. Årene under den styrtede konge Zahir Shah fremstår i deres øjne som en guldalder. Der bliver heller ikke fældet nogen hård dom over den russiske besættelse, hvor Kabul var et fredeligt sted præget af relativ velstand.

Også Talebanstyret var i begyndelsen populært. Det indrømmer de gerne. Det kan godt være, Taleban bedømt med alle det 20. Eller for den sags skyld det 21. århundredes kriterier repræsenterede et tilbageskridt. Men målt med kriterier hentet fra 1100-tallet udgjorde de måske et fremskridt.

Under mujahedinernes indbyrdes opgør midt i 1990erne, før Taleban kom til magten, var Kabul fanget i en tidslomme, som i bedste fald kunne kaldes førmiddelalderlig. Men da det kom til stykket, var Talebanstyret heller ikke interesseret i at opbygge noget fungerende samfund. De lod ruinerne og de sammenbrudte institutioner være og bidrog yderligere til forfaldet, da de udelukkede kvinderne fra arbejdsmarkedet med det resultat, at skoler, hospitaler og ministerier ophørte med at fungere.

Talebanstyret var ikke interesseret i afghanernes skæbne, endsige genopbygningen af en moderne nationalstat. De var, som professor i jura på Kabuls universitet M. Dareez forklarer mig, en universalistisk bevægelse, optaget af den internationale udbredelse af deres egen strenge version af islam, ikke af deres undersåtters velfærd.

Jeg er kommet til professor Dareez, fordi der er et spørgsmål, der brænder mig på læben: Hvor er Taleban blevet af? Bevægelsens forsvinden fra Kabul er som en tryllekunstners trick. Det ene øjeblik holder de storbyen i et jerngreb. Det næste er de der ikke. Det ene øjeblik er der en enøjet mullah Omar i hatten, det næste en kommandant fra Nordalliancen.

Gadebilledet i Kabuls centrum er ikke specielt afghansk. Der er masser af glatbarberede mænd i jeans og læderjakker. Men for blot tre måneder siden var de alle iført turban, vildtvoksende skæg og den traditionelle afghanske kjortel. Hvad er der sket? Har Taleban været en besættelsesmagt, der nu blot har taget flugten?

Professor Dareez bekræfter, at det til dels var sådan. Der har været pakistanere og arabere blandt de talebanere, som styrede Kabul. De er nu alle flygtet eller dræbt. Der har også været talebanere fra provinsen. Også de er forsvundet. Tilbage er de mange, der af opportunistiske grunde tilsluttede sig Taleban. De har nu af lige så opportunistiske grunde smidt turbanen. Det er en elementær overlevelseskunst, som hos afghanere altid møder stor forståelse. Derfor får de også lov at være i fred.

Jeg spørger professor Dareez, hvordan det var at arbejde som juraprofessor under Taleban, der jo gik ind for en særlig streng version af den islamiske sharia.

Professorens svar er meget mærkeligt. Professor Dareez er uddannet på det amerikanske George Washington Universitet og det egyptiske Alazhar Universitet. Han har undervist i ejendomsret og civilret og svarer, at det slet ikke gav problemer at leve sammen med religiøse fanatikere, skønt Talebanbevægelsen, hvad angik fanatisme, var uden fortilfælde i islams historie. Fanatikerne blandede sig simpelthen ikke i hans undervisning. De lod ham være i fred, og dette gjaldt også universitetets øvrige lærere. Taleban krævede blot, at studenterne ugentlig gik til ti timers ekstra undervisning i bevægelsens religiøse læresætninger.

Dette har jeg svært ved at forstå, og jeg kommer ikke gådens løsning nærmere, før professor Dareez citerer et gammelt afghansk ordsprog: Du kan ikke købe en afghaner, men du kan leje ham for en meget høj pris.

Når det eneste, Taleban krævede af universitetets lærere, var, at de gik med turban, mens de var ligeglade med indholdet i deres undervisning, skyldtes det ikke kun, at et universitet er alt for kompliceret en organisme til at kunne forstås af disse tykhovedede provinsboere. Det skyldtes frem for alt, at i et land, hvor ingen kan købes, men alle kan lejes, må magthaverne nødvendigvis blive som besatte, hvad angår loyalitetens ydre kendetegn. Der findes formodentlig intet regime i verdenshistorien, som har investeret så meget idiosynkratisk energi i sine undersåtters udseende, deres klædedragt, frisure og skæglængde, ja, selv kvindernes fodtøj var der forordninger for. Denne besættelse af det ydre er intet andet end en paranoia i fuldt udbrud. Taleban vidste, at de kunne miste magten af samme grund, som de havde fået den: Fordi ingen ejede afghanerens sjæl. Når afghanske mænd og kvinder pludselig alle gik med turban og burka, var det ikke blot, fordi de adlød et nyt regimes påbud. Turbanen og burkaen beskyttede dem også mod det samme regime. Når blot de bar disse beklædningsgenstande, fik de lov at være i fred.

Afghaneren lever sådan: Selv i byerne er hans hus skjult bag meterhøje mure. Det er, som om et hus uden mure er en farlig blottelse, en invitation til overfald og vold. På samme måde er hans klædedragt også altid en selvbeskyttende forklædning. l disse kolde vintermåneder efter Talebanstyrets uventede fald har han skiftet ét kostume ud med et andet. Tryllekunstneren har knipset med fingrene og trukket en ny kanin op af hatten.

Det er Sayed Saifuddin, en ung læge på et af Kabuls hospitaler, som har taget mig på en rundtur til de sønderskudte symboler på Afghanistans drøm om at blive en moderne stat. Vi har netop forladt fodboldstadionet med dets kæmpemæssige portræt af den myrdede Ahmed Massoud, da jeg spørger ham, hvad han mener om Massoud, hvis portrætter nu hænger overalt i Kabul, mens han selv bliver hyldet som den leder, Afghanistan kunne have haft, men aldrig fik.

„Nu er det forbudt at sige det,“ sagde dr. Sayed, „men jeg tror ikke, Massoud gjorde landet meget godt. Se på alle ødelæggelserne i Kabul. Han bærer en del af ansvaret. Det, jeg ønsker for Afghanistan, er en leder, der aldrig har haft et våben i hænderne, og som altid har stået for fred og fremskridt.“

„Jamen, findes der da et sådant menneske i Afghanistan?“ spørger jeg vantro.

„Ja,“ svarer dr. Sayed. „Det gør der. Hans navn er Zahir Shah.“

Mit mod synker. Zahir Shah er Afghanistans eksilerede 86-årige konge, der i 29 år ikke har sat sine fødder på afghansk jord. Skulle denne olding virkelig være Afghanistans eneste håb, ser det sort ud.

Dr. Sayed tager mig med til ruinerne af det, han kalder „kongens palads“, som befinder sig en halv snes kilometer fra Kabuls centrum for enden af Jade Darulaman. Det er en kæmpemæssig, europæisk udseende bygning, som ligger på en bakke midt i et parklignende landskab omgivet af nøgne bjerge. Taget med de store kupler er udbrændt, de metertykke mure fulde af granathuller, en hel fløj er skredet sammen og blotter væggenes freskoer. Alle andre bygninger i området ser ligesådan ud. Der er nye og gamle huse mellem hinanden, læreanstalter og den tidligere sovjetiske ambassade.

Senere finder jeg ud af, at kong Zahir Shah aldrig har boet her. Bygningen, der er skabt af den franske arkitekt M. Godard, var oprindeligt tænkt som parlament. Folkefantasien og en hukommelse, der er lige så bombearret som Kabul, har omdøbt den til kongens palads. Nu ligger den som et monument over en nationalstats sammenbrud.

Det er sidst på eftermiddagen, solen er netop gået ned bag bjergene, og temperaturen falder til langt under frysepunktet. Der er kun et menneske i det udbombede landskab, en tolvårig dreng, der med en skovl på skrømt fylder sand i vejens granathuller. Hans navn er Samardin, han er nødtørftigt klædt i en snavset pirahan og en trevlet trøje, tøj, der næppe kunne holde ham varm på en kølig dansk sommeraften. Hans læber skælver i kuldegraderne. Han bor i nærheden med sine fem søskende og en syg far. Han går af og til i skole og mener selv, at han kan læse lidt.

Skole? Jeg ser mig omkring i ruinlandskabet. Samardin peger på en bygning uden tag. Der er skolen: uden tag, borde, stole eller tavler.

Jeg spørger Samardin, hvad han gerne vil være.

„Læge,“ siger han fra bunden af sin elendighed. Han siger det ligefremt, uden beskedenhed, uden påkaldelser af nogen velvillig Gud eller skæbne.

Her, tænker jeg, ikke i kongepaladset, men i denne ukuelige dreng med det pjaltede tøj og blå læber, ligger Afghanistans eneste fremtid og håb.

Politiken, januar 2002 (samt Dagens Nyheter, sverige, og Morgenbladet, Norge)