Dengang jeg næsten blev talebantilhænger

Der var et tidspunkt under min rejse i Afghanistan, hvor jeg næsten blev Talebantilhænger. Eller rettere: Det var ikke i Afghanistan, men lige før jeg rejste ind i Afghanistan. Jeg befandt mig ikke blandt typiske Talebantilhængere, forslidte og dårligt ernærede bønder på landet, hvis almindelige sundhedstilstand, også den mentale, gennem lang tids krig og lidelser var blevet nedbrudt. Jeg befandt mig blandt sunde, velnærede og veluddannede middelklassemennesker. Det var ikke nogen religiøs åbenbaring, der pludselig gav mig indblik i Talebantilhængerens psykologi. Det var en lille, bureaukratisk trivialitet.

I Quetta, en ørkenby, der befinder sig et par timers kørsel fra grænsen til Afghanistan, havde jeg i to dage ventet på min bagage, som var forsvundet et eller andet sted undervejs fra Europa til asien. Omsider dukkede den op. Jeg fik lov at se den. Jeg fik endog lov at holde den i mine arme. Den indeholdt min sovepose, skiftetøj, nogle bøger, et kamera og forskellige andre ting. På en eller anden måde havde alle disse trivielle brugsting antaget en overvældende betydning for mig.

Måske det var, fordi de var kendte, og jeg var på vej ind i ukendt land, og de derfor udgjorde en modvægt, noget trygt, en slags forsikring. Jeg stod med tasken i armene. Jeg glædede mig til at åbne den. Det var som et gensyn med et kært, gammelt familiemedlem. Så blev den taget fra mig. Jeg blev forevist et dokument, og nogen pegede på det højre hjørne. Her, lige nøjagtig her, manglede der et stempel. Vi gav os til at lede efter en toldembedsmand. Vi fandt hans kontor. Kontoret var låst. Min taske var kommet med et fly, dagens eneste, den skulle deklareres, og toldvæsenet var der ikke? Var toldembedsmanden da ikke på arbejde? Jo, selvfølgelig. Det vil sige rent teknisk var han på arbejde. Rent faktisk var han gået hjem og kom ikke igen resten af dagen. Vi fik tolderens privatadresse og tog hjem til ham medbringende dokumentet, der skulle stemples. Min bagage kunne jeg ikke få med. Vi buldrede på en stor, lukket port. Efter nogen tid blev porten åbnet. En søvnigt udseende mand i en pyjamas med grønne striber dukkede op. Det var toldvæsenets bror. Toldvæsenet sov, sagde han. Det måtte ikke vækkes. En af mine ledsagere pegede på sit ur. Arbejdsdagen er ikke slut, påpegede han. Få ham så vækket. Porten blev smækket i. Vi stod på fortovet og kikkede op på det store, prangende hus.

„Er du klar over, hvad sådan et hus koster?“ spurgte en af mine ledsagere. „Halvanden million rupees. Og ved du, hvad sådan en toldembedsmand tjener? 4.500 rupees om måneden.“

„2.800 rupees,“ korrigerede den anden af mine ledsagere. „Ved du, hvor længe han skal arbejde for at få råd til det der hus?“ spurgte den første af mine ledsagere.

„35 år.“

„50 år,“ korrigerede den anden af mine ledsagere. „Og hvordan tror du så, at han har fået råd til det?“ spurgte de mig begge.

„Han har arvet pengene,“ foreslog jeg.

De fnøs hånligt.

„Korruption,“ sagde de. „Bestikkelse.“

På vej væk diskuterede de ivrigt, hvilken straf der var mest passende for den korrupte og dovne embedsmand.

„Hvis taleban havde haft magten i Pakistan, ville han have fået hugget hovedet af offentligt,“ sagde den ene med åbenlys fryd. „Begge hænder ville være nok,“ mente den anden. De var enige om én ting: Under Taleban ville embedsmanden skælvende af rædsel have passet sit arbejde i stedet for at ligge hjemme og sove. De bad om mit synspunkt. Til deres skuffelse havde jeg ikke nogen foretrukken legemsdel, jeg mente, toldembedsmanden skulle miste som straf for at misrøgte sit embede.

„Du forstår nok, hvad det er, vi prøver at vise dig,“ sagde de. „Vi prøver at vise dig, hvordan det kan være, at så mange mennesker også i Pakistan nærer sympati for Taleban.“

Næste dag gjorde vi endnu et forsøg på at få udleveret min bagage. På denne dag var toldvæsenet mødt på arbejde. Embedsmanden mumlede om en skat, der skulle betales, og tvivlede på, at det omfattende papirarbejde kunne nås på en dag. Den ene af mine ledsagere gik en tur med ham. Da han kom tilbage, sagde han: „Han siger, at du godt kan få bagagen nu uden problemer. Du skal bare give ham 400 dollars. Jeg fik ham ned på 200 dollars.“

Nogle timer senere nåede vi grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. Jeg blev taget i forhør af det pakistanske grænsepoliti. Min ene ledsager foreslog grænsebetjenten, at de gik en tur. Da de kom tilbage, sagde han: „Han siger, at du godt kan komme over grænsen uden problemer. Du skal bare give ham 400 dollars. Jeg fik ham ned på 200 dollars.“

Indtil nu havde jeg troet, at mine ledsagere var på min side. Nu forstod jeg, at de ikke var på nogens side, andre end deres egen. Den forbløffende overensstemmelse i de beløb, der hver gang blev foreslået og derpå nået til enighed om, skyldtes selvfølgelig, at det var mine ledsagere, ikke nødvendigvis toldembedsmanden eller grænsebetjenten, der så muligheden for at slå en lille korrupt handel af.

I de forudgående dage havde jeg lært dem at kende som indignerede modstandere af enhver form for korruption og uretfærdighed. De var veluddannede og havde mange nuancerede synspunkter, som det var værd at diskutere. Nu så jeg pludselig, at de selv var en del af den korruption, som de så heftigt angreb. Gjorde det dem til hyklere?

De havde i begyndelsen forklaret mig, at kun analfabeter og fattige bønder kunne føle sig tiltrukket af en bevægelse som Taleban. Men jo mere jeg talte med dem, desto mere anede jeg, at de til trods for deres høje uddannelse delte analfabeternes fascination. De var ikke blot trætte af den korruption og uretfærdighed, de så overalt i samfundet omkring sig. De var også trætte af deres egen korruption og et samfund, hvor alle for at overleve var henvist til kun at holde med hver deres egen ensomme side. De længtes efter retfærdighed. De længtes efter at blive befriet for deres egen lumpenhed.

I Quetta havde jeg talt med lederen af en koranskole, en af de såkaldte madrassa’er, som forklarede mig, hvorfor han og hans elevers hjerte var med taleban. Han endte med at fortælle mig en opbyggelig anekdote. En hindu bosat i Afghanistan var under det kaos, der herskede i årene, før taleban kom Til magten, blevet frastjålet sin butik. Da Taleban kom til magten, klagede han til de nye magthavere. Retten trådte sammen, og kun elleve dage efter, at han havde indgivet sin klage, var butikken igen på hans hænder. Derefter omvendte han sig til islam.

Historien har to tyngdepunkter. Det ene er retfærdighed, det andet er tro. Men det er retfærdigheden og trangen til den, der vejer tungest. Det er retfærdigheden og dens opfyldelse, der er årsagen til, at en religion bliver skiftet ud med en anden. Historiens hindu konverterer ikke til islam, fordi Allah er bedre end hinduismens farverige gudeparnas, men fordi de muslimer, han møder, er repræsentanter for retfærdigheden.

Alle bevægelser har en skabelsesmyte. Det har den afghanske Talebanbevægelse også. Skønt Talebanbevægelsen har ry for at være en af de mest fanatiske i nyere tids historie, handler dens skabelsesmyte ikke om åbenbaringer og omvendelser eller troens kraft. Den handler om kampen mod vilkårlighed og retfærdighedens sejr.

Talebans grundlægger, mullah Omar, dukker ud af historiens tåger i et Afghanistan præget af vold og kaos. En krigsherre i det urolige Kandahar-område havde bortført en ung pige, som han derpå voldtog. Det var hverdagen i Kandahar. Magt var ret, og den, der ingen våben havde, retsløs. Mullah Omar samlede sine gamle venner fra krigen mod Sovjetunionen. De opsøgte krigsherren, dræbte hans mænd, befriede pigen og hængte krigsherren i kanonløbet på hans tank.

Sådan begynder det, selv om det ender med Osama bin laden og angrebet på New york. Det begynder ikke med de fattiges oprør mod de rige. Det begynder ikke med et mishandlet folks had til udlændinge eller den internationale imperialisme. Det begynder med forsøget på at skabe orden i kaos. Det begynder med retfærdighed. Det begynder for at sige det endnu mere simpelt med behovet for at leve et ordentligt og anstændigt liv.

Taleban er slået eller i hvert fald gået under jorden. Al-Qaedas terrornetværk ligner et sønderrevet spindelvæv, der flagrer i vinden. Men når fjenden er slået, er det tid til at forstå hans motiver. Taleban var aldrig et svar på fattigdom og nød. Bevægelsen handlede ikke om brød. Den handlede om behovet for at leve et ordentligt liv, et motiv, der er universelt og genkendeligt, ikke kun hos de fattige og nødlidende, men i alle klasser og lag.

I Kabul hørte jeg en talsmand fra FN appellere til den rige verden. Skulle den afghanske overgangsregering overleve de næste seks måneder, var der øjeblikkeligt brug for 700 millioner dollars. Ellers ville der om seks måneder ikke være nogen regering. De statsansatte havde ikke fået udbetalt løn i de sidste seks måneder, og hvordan forventede man, at politiet i en vanskelig overgangssituation skulle engagere sig i overholdelsen af lov og orden, hvis det end ikke blev betalt?

Nogle dage senere samledes den rige verden i Tokyo for at afgøre Afghanistans skæbne. USA’s udenrigsminister Colin Powell meddelte højtideligt, at det amerikanske folk skænkede afghanerne 295 millioner dollars til genopbygningen af deres ødelagte land. Beløbet udgør cirka en tusindedel af det samlede amerikanske forsvarsbudget for det kommende år og femten millioner dollars mere, end det har kostet at producere filmtrilogien Ringenes herre. Tilbuddet er lige så meningsfuldt, som hvis Colin Powell havde tilbudt hver eneste afghaner en fribillet til premieren på anden del af Ringenes herre.

Lige nu kan Afghanistan vindes. Landets skæbne hviler i vore hænder eller rettere i vore bankkonti. Men det bliver ikke lommepenge til en biografbillet, der kommer til at afslutte den afghanske tragedie.

Jeg tænker på min egen sekundkorte kontakt med tankegangen bag Taleban. Jeg tænker på terrorbevægelser, der kan knuses, og på behovet for retfærdighed, der ikke kan. Og jeg indser, hvor lidt vi lærer af historien, især når vi har mest brug for det.

Politiken, februar 2002 (samt Dagens Nyheter, Sverige, og Morgenbladet, Norge)