Mine nyindkøbte vandrestøvler er vandtætte, men midt ude i den rivende strøm opdager jeg, at det er uden betydning. Vandet når mig til midt på låret, og støvlerne er fyldt på et øjeblik.
Længere fremme krydser vi igen et vandløb. Jeg ved ikke, om det er det samme som før eller et nyt, for junglen kender ikke til plane flader. Jeg er hele tiden på vej op eller ned i et terræn, der også uden den tætte vegetation ville være uoverskueligt. Denne gang fører en spinkel bambusbro over strømmen. Så går det op ad en mudret skrænt, hvor rudimentære trappetrin, der har modstået monsunregnen, hjælper med fodfæstet. Jeg er næsten fremme.
Den første bambushytte dukker op. Taget er tækket med blade, og rundt om hytten står høje, gule blomster skildvagt i rustne blikdåser. Gulvet, der hviler på pæle, er dækket af stråmåtter og oversået med løst henslængte maskinpistoler og granatkastere. På et bord af massiv teak står en buket nyudsprungne, lyserøde roser i en glasvase.
Det er mit første indtryk: blomster og våben.
Jeg tømmer mine støvler for vand og vrider sokkerne op. Efter et lille hvil fortsætter vi. Vi kommer ud af junglen og står midt på et ryddet højdedrag, hvor der er plantet courgetter og ingefærplanter i lige rækker. Midt i køkkenhaven ligger en improviseret bambusbunker under et halvtag af teakstammer og sandsække. En 12.7 milimeter maskinkanon af kinesisk fabrikat peger advarende ud over det smaragdgrønne landskab.
Et tordenskrald byder mig velkommen til Camp 202. I den anden ende af dalen står monsunregnen som et sølvgråt tæppe.
Det er dernede i bunden af regndisen, at guerillalejrens centrum befinder sig. Jeg kan skelne en fladstampet eksercerplads omgivet af aflange bambushytter. Bag to flagstænger lyser bogstaverne KNLA op mod himlen skrevet med hvidmalede sten.
Jeg er gæst hos en af verdens ældste guerillabevægelser. Karenerne er et stammefolk, den folkerigeste af Burmas mange etniske minoriteter. De har deres egen historie, deres eget skriftsprog og kultur og lever spredt ud over Burma, men er især koncentreret i de østlige jungle- og landbrugsområder op mod grænsen til Thailand. Hvor mange karenere, der er, er der ingen, der ved. I 1947 viste en folketælling, at der var fem millioner af dem. Siden har der ikke været afholdt nogen pålidelige folketællinger i Burma. I dag er der formodentlig flere.
I 54 år har karenerne været i krig med militærregimet i Rangoon. De har altid været på tilbagetog, aldrig erobret en fodsbred jord, altid tabt og aldrig givet op. Af alle af Burmas mange kæmpende etniske guerillaer har de været den mest udholdende og kompromisløse. I en moralsk standhaftighed, der formodentlig er uden sidestykke i guerillakrigenes historie har de holdt sig fra de fristelser, der altid lurer på en oprørsgruppe: kommunisme, terrorisme, opiumsdyrkning.
I deres kerneområde i jungleområderne langs grænsen til Thailand, er demografer nogenlunde sikre på, at der lever cirka 1,2 millioner karenere. Af disse er et sted mellem en tredjedel og halvdelen flygtninge, enten inden for landets grænser eller uden for.
Dette er karenernes liv: De er agerdyrkere, bor i små landsbyer med op til 200 beboere, de dyrker ris, kokos, bananer, papaja, de har grise og kyllinger, de væver deres eget tøj, de følger årstidens rytmer, de flygter. Deres landsbyer nedbrændes, der udlægges landminer på rismarkerne, de indfanges og bruges som bærere, tvangsarbejdere, menneskelige minesøgere. Når deres landsby er blevet nedbrændt fire-fem gange, holder de op med at vende tilbage. Så bliver junglen deres hjem.
De træder på miner, de bliver nedskudt på markerne eller i deres egne huse. Men de fleste overlever. Det er ikke et folkedrab, den burmesiske hær er i færd med at begå på karenerne. Det er et drab på deres livsbetingelser. Så må de overleve, så godt de kan, hjemløse i vildnisset, på flugt fra sted til sted. Ingen sætter efter dem på junglens smalle stier for at give dem nådeskuddet. Det leveres af udmattelsen, sulten og fortvivlelsen og junglen i fællesskab.
Jeg er kommet kørende op fra Bangkok for at nå frem til Camp 202. Jeg har kørt ad brede, velanlagte motorveje, af og til er jeg standset ved tankstationer, hvor velforsynede supermarkeder stiller mig over for de samme eksistentielle dilemmaer, som jeg kender hjemmefra: skal jeg drikke Coca Cola eller Pepsi Cola? skal jeg spise Magnum Classic, eller skal jeg vælge en Cornetto?
Hvis larmen fra motorvejen et øjeblik døde hen, og min hørelse blev en anelse skærpet, ville jeg kunne høre det: skudsalver, den knitrende lyd af brændende træ, løbende fødder, et barns skrig af rædsel, detonationen fra en landmine og lyden af en krop, der som et stykke dødt kød klasker mod jorden. Det foregår på den anden side af motorvejen, to-tre kilometer fra Friskos køledisk, hvor jeg står og træffer mine bekvemme valg.
Det foregår hvert eneste minut, mens jeg med 80 kilometer i timen kører op mod grænsebyen Mae sot, hvorfra jeg skal bevæge mig ind i Burma. Det foregår nu, mens jeg nogle dage senere skriver dette. Det foregår, når artiklen er trykt og bliver læst. Hele tiden denne lyd af brændende træ, hele tiden denne raslen af blade i underskoven, hvor mennesker i rædslens vold er på flugt.
Hvem karenernes modstandere er, gik for alvor op for verden i 1988, da burmeserne rejste sig i protest mod en militærjunta ledet af den aldrende og overtroiske general Ne Win, som havde misregeret landet siden 1962. Aung San Suu Kyis modige og poetiske skikkelse blev demokratiets frontfigur i Burma, men var hun håbets symbol, så var det karenerne, der var dette håbs fodsoldater. Da ti tusind oprørske studenter flygtede ud i junglen, var det hos karenernes guerillahær, de fandt husly. Men i hælene på de flygtende studenter fulgte den burmesiske hær, der i storoffensiv efter storoffensiv med op til 100.000 veludrustede soldater ad gangen blev sat ind mod KNLA, Karen National Liberation Army, der på intet tidspunkt talte mere end 15.000 mand under våben.
I et stort slag ved Den sovende Hunds Høj holdt karenerne ud i seks måneder. Burmeserne mistede tre tusind mand. Men karenerne mistede deres land. I 1995 faldt deres hovedkvarter ved Manerplaw. I 1997, da Burma, som nu kaldte sig Myanmar, i omverdenens øjne var forvandlet til en parianation, internationalt isoleret, ramt af sanktioner og boykotter, stod generalerne i rangoon stærkere end nogen sinde. Karenerne tabte de sidste af de kvadratkilometer, de i næsten 50 år havde kæmpet for. Burmesiske tropper gjorde indfald over grænsen til Thailand og nedbrændte de flygtningelejre, hvor de havde søgt ly. De var fredløse på jorden.
Men midt i katastrofen foretog karenerne deres måske modigste spring. De opgav deres kamp for national selvstændighed. I stedet blev de Aung San Suu Kyis allierede og kæmper nu for et Burma, hvor alle etniske minoriteter har deres plads i et fælles demokrati. Karenfolket har overvundet guerillakrigens sidste fristelse: nationalismen.
Det var midt i 1990erne, da nederlaget var bitrest og fortvivlelsen størst, at nerdah Mya vendte tilbage fra USA. Han tog direkte fra Nappa Valley, Californien, hvor han netop havde afsluttet en collegeuddannelse, til Burmas jungle. Her sluttede han sig til sin far, general og Karenstatens præsident gennem mere end tyve år, Saw Bo Mya, der til trods for, at han var næsten 70 år, var blevet med sine slagne mænd på junglestierne for at sikre et ordnet og disciplineret tilbagetog. „Jeg har beordret disse mænd til at gå i døden, så kan jeg ikke forlade dem nu,“ sagde generalen til sin søn. „Jeg har lært meget af min far,“ siger Nerdah.
I dag er han 37 med en fysik som en bryder og et bredt ansigt, der altid bærer en bekymret mine. Hans liv står i pligtens tegn, og det, han har lært af faderen, er at bære sit folks byrder på sine egne skuldre. Når han går ud på patrulje, er han overhængt med våben. I skulderselen hænger to amerikansk fabrikerede M-14 landminer, i bæltet en propeldrevet granat, som kan affyres med den M-16 riffel, han har hængende over skulderen.
I otte år har han nu kæmpet i junglen, men sammenlignet med de mænd, der omgiver ham, er han en novice. Hans næstkommanderende, saw Wee på 67, har haft et gevær i hænderne i 34 år. Tre gange har han, saw Wee, været såret, et skud gik gennem låret på ham, et andet traf ham i skulderen, den tredje gang eksploderede en landmine, han var ved at demontere, mellem hænderne på ham. I to uger lå han blind på hospitalet. Han troede, han havde mistet synet. Så kom det tilbage. „I dag ser jeg bedre end nogen sinde,“ ler han med den ironiske underdrivelse, som jeg snart skal lære er karakteristisk for karenerne.
Den energiske og rundkindede Ba Wah er Lejr 202’s residerende læge. Han har to års medicinsk træning bag sig og femten års praksis, i hvilken han egenhændigt har gennemført omkring 120 amputationer. „Aldrig uden bedøvelse,“ tilføjer han stolt. En bambushytte med et trægulv hævet cirka en meter over jorden gør det ud for klinik. Her er fjorten råt sammentømrede senge. En af dem er omgivet af et forhæng. Det er operationsbordet.
Ba Wah peger på en opslagstavle. Her viser en samling fotografier glimt fra den medicinske uddannelse i en guerillalejr. Et svin, der er blevet dræbt af en halv snes kugler anbragt forskellige strategiske steder, tjener som forsøgsobjekt i den vanskelige kunst at fjerne kugler og amputere lemmer. Hele klinikkens udstyr kan være i en tætpakket rygsæk. Ba Wah viser indholdet frem, her er skalpeller, en savklinge, iltmaske.
Nerdahs far, den aldrende general og nu forhenværende præsident, udgav for et par år siden en erindringsbog, hvor han skildrer befrielseskampens første år tilbage i 1950ernes begyndelse. Det er en krig set gennem mikroskopet: bagholdsangreb, små træfninger, en hær, der vokser mand for mand. Hvad der tæller, er antallet af erobrede våben.
Efter 54 års kamp er karenerne tilbage, hvor de startede. Positionskrigen og de store slag har de måttet opgive. Nu er det igen guerillakrig, der føres, og antallet af erobrede maskinpistoler og granatkastere, der tæller. De har 5.000 mand under våben, men kunne have flere. De har blot ikke våben til dem. De har tilbageerobret en del af det tabte terræn, først og fremmest langs grænsen til thailand. Længere inde i landet er det en lomme her, en lomme der, der er befriet. Nogle er på et par tusind kvadratkilometer, men de burmesiske tropper er aldrig langt borte. Heller ikke fra lejr 202, som kan nås med mortérild fra den nærmeste burmesiske forpost kun fem kilometer væk.
I maj måned angreb burmesiske tropper lejren, men endte i et minefelt, hvor de kom under heftig beskydning. Så trak de sig tilbage med deres døde og sårede. Lejr 202 havde fået endnu en frist.
Regnen holder op, og mørket falder på. Her og der tændes et stearinlys under de bladtækkede tage. Der er ris, bananblomster i chili, søde agurker og karrystuvet øgle til aftensmad. Øglen blev skudt i junglen samme eftermiddag, og jeg så den hænge, meterlang med den kløftede tunge dinglende ud af munden fra jægerens oprakte hånd. Efter måltidet er der bibeloplæsning. Nerdah læser fra Salmernes Bog, den 27. salme. Jeg forstår ikke de karenske ord, men da jeg senere slår op i en bibel, ser jeg, hvad han har læst: „Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte? Om en hær end lejrer sig mod mig, er mit hjerte uden frygt, om krig bryder løs mod mig, dog er jeg tryg.“
Karenerne er kristne. Engang var de animister, og nogle af dem, der lever isoleret i Karenstatens nordligste, vidtstrakte jungleområder, er det stadig. Andre er buddhister. Men næsten halvdelen af karenerne var lydhøre, da missionærerne for 100 år siden begav sig ind i junglen. I de skiftende burmesiske kejserriger havde karenerne altid været anset for andenklassesborgere. I kristendommen fandt de selvbevidsthed og identitet. Nogle blev katolikker, men de fleste karenere tilhører protestantiske trosretninger. Baptister dominerer. Nerdah selv er syvendedagsadventist. „Ifølge den kristne lære er vi alle født lige,“ siger han. „Gud ønsker ikke, at vi skal leve i lænker. Han ønsker, at vi skal være frie.“
Nu vandrer ordet rundt om det enlige stearinlys i junglens tætte mørke. Først taler den næstkommanderende. Så er det Charlies tur. Han er 23 og har kun kæmpet et år i junglen. Skønt karener havde han fundet sig et liv i thailand med egen lejlighed, en bil og et velbetalt job. Nu er han soldat på livstid. Han fortæller om sit første slag og angsten, der greb ham, da en soldat ved siden af ham blev ramt. Så bad han for første gang til Gud. Han har en udtryksfuld stemme, og hele kroppen understreger de dramatiske højdepunkter i hans beretning. Jeg kan se, hvorfor Nerdah rekrutterede ham. Charlie er en kommende leder.
Der er mange andre soldater på Charlies alder i lejr 202. Men til forskel fra Charlie er de alle veteraner. Nerdah understreger, at KNLA ikke bruger børnesoldater. „Men så er der problemet med de vilde børn,“ tilføjer han. De vilde børn har set deres forældre eller søskende blive myrdet. Så kommer de til KNLA og beder om én ting: Et gevær. KNLA sender dem i skole, men her passer de ikke ind. Så får de i stedet militær træning og lærer disciplin på den hårde måde. Når de er 25, har de kæmpet i junglen i lige så mange år som en europæisk soldat, der havde deltaget i alle store slag i begge verdenskrige.
Lejren har et videoapparat, som får strøm fra et solpanel. Det eneste, soldaterne ønsker at se, er krigsfilm. Den Længste Dag, Rambo, Saving Private Ryan. En af soldaterne har titlen på en James Bond-film tatoveret på underarmen: Tomorrow Never Dies. Men for dem er der ingen i morgen.
„Kærlighedsfilm og komedier interesserer dem ikke,“ siger Nerdah. „Fremtiden eksisterer ikke for dem. De tænker kun på at overleve. Hvad sker der, hvis vores lejr bliver overfaldet? De ser krigsfilm for at se, hvordan andre soldater klarer sig.“
På højen bag lejren ligger der spredte grave: cementkors og falmede papirkranse beskyttede mod monsunregnen af gennemsigtige plastikposer. Gravene kan ses fra eksercerpladsen. At en brat død befinder sig kun få skridt borte, kan ingen være i tvivl om.
En fjern torden ruller gennem junglen. „Bliver det regn?“ spørger jeg.
Nerdah ryster på hovedet. „Det er mortérild,“ siger han. „Det er os, de skyder efter. Men tag det roligt. Burmeserne er dårlige til at ramme.“
Jeg vågner klokken halv fem næste morgen til lyden af støvletramp. Det er rekrutterne, der træner. „Dea-khee! Dea-khee!“ lyder det taktfast. „En-to! En-to!“
Turen tilbage til den thailandske grænse tager fire timer, og ruten er ny. Glidebanerne af mudder er næsten lodrette, kun lianer og grene udgør holdepunkter, torne flår min underarm. Så signalerer lyse bambuslunde, at vi nærmer os udkanten af junglen. Der lyder en klukken fra rismarkernes vandingskanaler. Et eller andet sted har vi passeret grænsen og er tilbage i thailand.
Da jeg på mit hotelværelse tager tøjet af for at gå i bad, er begge mine ben dækket af blod fra knæet og nedefter. Fuld af væmmelse fjerner jeg forsigtigt blodiglerne, som er lyserøde og opsvulmede af mit blod. Det er et lille visitkort fra den jungle, som for mig er et eventyr, men for andre en slagmark og en grav.
Et par dage efter får jeg meddelelsen: Lejr 202 har mistet endnu to soldater. På patrulje i junglen faldt de i baghold. Den ene blev dræbt på stedet, den anden døde af blodtab under transporten tilbage.
Politiken, august 2003 (samt Dagens Nyheter, sverige, og Courier International, Frankrig)