Hvorfor har dromedarerne navne?

På den lange strækning fra Zinder til nigers hovedstad Niamey prøvede jeg at forestille mig, hvordan jeg skulle forklare livet i verdens næstfattigste land for den 1. klasse, min datter går i.

Det første, jeg måtte gøre, var at bede klassens 24 børn om at forestille sig, at der kun var seksten af dem tilbage. „De andre otte er allerede døde,“ måtte jeg sige til dem, „for i Niger dør hvert tredje barn, før det er fem år gammelt.“

Så måtte jeg bede børnene om at dele sig op endnu en gang, denne gang i to nogenlunde lige store grupper. „Halvdelen af jer vil aldrig komme i skole, enten fordi der ikke er nogen skole der, hvor I bor, eller fordi jeres forældre har brug for jer i det daglige arbejde.“

Til de sidste otte ville jeg så sige: „I går nu i skole, men kun i seks år. I vil sidde i overfyldte klasselokaler med 50-60 elever. De fleste af jer vil sidde på gulvet, fordi der ikke er borde og stole. I vil være fem om at deles om hver læsebog, I vil hverken have blyanter eller hæfter til at skrive i, kun på tavlen vil I have mulighed for at afprøve jeres færdigheder. Undervisningen vil foregå på fransk, et sprog, som hverken jeres mor eller far kan tale, og som I sandsynligvis heller aldrig vil høre uden for skolen. Når I har gået her i seks år, vil kun hver syvende af jer have lært at læse og skrive.“

Og så ville jeg se ud over klassens 24 elever og opsummere: „Af de seksten, der overlever de fem første år, er der kun to, der vil lære at læse og skrive, for i Niger er 85 procent af befolkningen analfabeter. Jeres mødre vil være unge kvinder først i tyverne, jeres bedstemødre sidst i trediverne, og ud over dem vil I ikke kende ret mange ældre mennesker, for i Niger er den gennemsnitlige levetid kun 45 år.“

Kommet så langt ville jeg sikkert blive alarmeret af udtrykket i børnenes ansigter og indse, at jeg havde valgt en helt forkert pædagogisk strategi. Før jeg tog af sted, havde jeg fortalt min datter, at jeg nu skulle besøge et af verdens fattigste lande, og hun havde straks reageret med en blanding af bekymring og håbefuldhed på børnenes vegne: „Men selv om de er fattige, har børnene det så ikke godt?“ spurgte hun. Det var præcis denne håbefuldhed, jeg risikerede at slå i stykker, hvis jeg gav mig til at herse rundt med børnene i hendes klasse for at anskueliggøre, hvor hårdt det var at være barn i et af verdens fattigste lande.

Hos de voksne i den vestlige verden er denne håbefuldhed allerede væk og afløst af en permanent, men også rutinepræget medlidenhed. Afrika er blevet synonymt med kontinentets hyppige hungerkatastrofer. Det er en tabt og opgivet verden, og i flyet på vej til Niamey tænkte jeg med en vis træthed, at jeg nu var på vej til at opleve, hvad Susan Sontag i sin seneste bog Regarding the Pain of Others har betegnet som „kvintessensen af den moderne erfaring at være tilskuer til ulykker i et andet land“.

Fra det øjeblik jeg trådte ud af Air France-flyet og blev ramt af den tørre hede som af et kølleslag, begyndte jeg at spejde efter tegn på fattigdom. Man kan sige, at jeg i de første dage af mit ophold i Niger i virkeligheden var blind. Jeg ledte overalt blot efter illustrationer af det, statistikken allerede havde fortalt mig. Var den iver, hvormed unge mænd i lufthavnen rakte efter håndtaget på min taske, et tegn? De mange gående langs indfaldsvejene til landets hovedstad? Det næsten fuldstændige fravær af butikker, mens fortovene til gengæld var fyldt af simple træboder, hvorfra der solgtes det mest nødvendige, grøntsager, søde kartofler, bananer, cigaretter og benzin hældt på gamle, fedtede flasker, hvis etiketter med ordene Pernod og Pastis var de sidste minder om det for længst forsvundne franske kolonistyre?

Da der var gået nogle dage, begyndte konsekvensen af min blindhed at gå op for mig. Jeg så ikke noget, fordi jeg ikke så noget af det, jeg havde forventet. Niger svarede ikke til mine forestillinger om et fattigt land. Der var ingen tiggere i hovedstaden, men det havde dog sin forklaring. Frankrigs præsident Jacques Chirac ventedes på besøg, og tiggerne var simpelthen jaget bort fra gaderne, hvor vejtromler var i færd med at nyasfaltere de slidte og hullede vejbaner.

Fjorten dage og 3.200 kilometer senere genså jeg Niamey, på hvis brede boulevarder tiggerne nu var vendt tilbage. Børn og voksne, unge og gamle, spedalske, der rakte deres håndstumper frem, vanskabte af alle slags. I et land som Indien kommer der et vist professionelt anstrøg over tiggerne. Deres ansigter stivner i en maske af elendighed beregnet på at vække medynk. De synes at have trukket et jerntæppe ned mellem sig selv og omgivelserne, bag hvilket de skjuler deres følelser. Men sådan er tiggerne i Niamey ikke. De ligner ganske almindelige mennesker, der brat er blevet ramt af frygtelige ulykker, og hele følelseslivet sidder stadig midt i deres ansigter.

Jeg så ingen tegn på hunger, ingen vandrende skygger, kun få børn med opspilede maver (men deres fravær kan også skyldes, at høsten to år i træk havde været god), intet døende kvæg. Der er ingen borgerkrige i Niger, ingen militser, der terroriserer civilbefolkningen og forhindrer den i at få adgang til fødevarer, ingen strømme af flygtninge gennem udtørrede landskaber, ingen løbsk aids-epidemi, for den overvejende del af befolkningen er muslimsk. Og alligevel er Niger verdens næstfattigste land. Kun Sierra leone er fattigere, men det er også et land sønderrevet af en langvarig borgerkrig. I Niger er fattigdommen udramatisk, og måske fordi dens tilstedeværelse er så diskret, fik jeg synet igen og begyndte at kunne se noget andet.

Når det kommer til et land som niger, gemmer det danske sprog på en mærkelig dobbeltbundethed. For et par årtier siden ville Niger optimistisk være blevet kaldt et udviklingsland. I dag hedder det mere nøgternt et underudviklet land. Men i begge tilfælde forkortes dets status til det samme ord: uland. Når man sætter et u foran et ord på dansk, kommer ordet automatisk til at betyde det modsatte. Et umenneske er ikke et menneske, og skønt vi aldrig ville indrømme det officielt, har vi i virkeligheden hele tiden sagt det med vores foretrukne forkortelse: Et uland er ikke et land, men et ikke-land.

En del af Afrikas tragedie er måske, at dets mange nationer desperat forsøger at lade, som om de er nationalstater efter europæisk mønster. Man ser det tydeligt i Niamey. I virkeligheden er hovedstaden blot en forvokset landsby gennemskåret af boulevarder med enkelte landemærker i form af højhuse, en bank, et par ministerier, to luksushoteller, der som de eneste rager op over de grønne trætoppe og den lave bebyggelse. Niamey er en by, der lader, som om den er hovedstad i et landområde 30 gange så stort som Danmark, og dette landområde lader igen, som om det er en nation, mens det i virkeligheden ikke er andet end det tilfældige produkt af en europæisk kolonimagts grådighed og militære sejre.

Fattigdom og udvikling er to tvillingeord, der uundgåeligt optræder sammen, når talen falder på ulandene. Det ene ord beskriver problemet, det andet løsningen, og budskabet er klart: I skal blive som os, hvis I vil af med jeres fattigdom. De to ords betydning ligger således fast, indtil man giver sig til selv at rejse rundt i et fattigt land. Så begynder ordenes betydning at flyde, og bag ved den nemme benævnelse af problemet og dets løsning dukker der noget andet op. Det var, hvad der skete for mig, mens jeg i løbet af to uger rejste 3.200 kilometer gennem Nigers sydlige og sydøstlige del, fra Niamey til N’Guigmi og tilbage igen.

Rejsen fra Niamey til Maradi, som er Nigers tredjestørste by, varer otte timer. Landevejen passerer igennem utallige landsbyer, for det er ørkenlandets grønne bælte, hvor jorden kan dyrkes, og de fleste bor. Da solen står i middagshøjde, og skyggerne skrumper, som om også de blev brændt væk, sker der en forandring med landets indbyggere. Som på et aftalt signal lægger de sig alle ned, inde i husene eller i skyggen fra træernes tætte løv. Det er middagshvilen, der begynder. For kvinderne varer den kun kort, men for mændene strækker den sig over resten af dagen.

Mens jeg gennem bilruden ser det sovende land glide forbi, hører jeg en anekdote om en bistandsekspert, der sætter sig hen til de liggende under et træ for at belære dem om nødvendigheden af hårdt arbejde. Hvis de arbejder hårdere, vil de kunne producere mere, sælge overskuddet på markedet, tjene penge, få råd til mere mad, bedre huse, en hel kædereaktion af lykkelige begivenheder, der dog ikke får de liggende mænd til at holde op med at stille det samme irriterende spørgsmål: „Og hvad skal vi så bruge det til?“

I sit forsøg på at svare ender bistandseksperten uden selv at være klar over det i en cirkelslutning: „Når I først er blevet rigere, vil I også have mere tid til at slappe af.“ „Jamen, det har vi jo allerede,“ svarer afrikanerne i træets skygge og vender sig om for at sove videre.

Man kan få meget ud af denne anekdote. Den kan bekræfte en i den vedtagne fordom, at afrikanere er dovne. Man kan også udlægge den på en anden måde og se den som et sammenstød mellem to helt forskellige tilværelsesopfattelser. Så er den ene part lige pludselig ikke længere hjælpeløse stakler, der intet kan selv, mens den anden part er deres ansvarsfulde formynder. Så handler historien i stedet om to værdisæt, der støder sammen, en kulturkamp mellem mennesker, der har vidt forskellige idéer om livets mening.

Der var en tuaregkvinde, som fortalte mig, at hver eneste dromedar i nomadestammernes store flokke havde sit eget navn, som refererede til dyrets udseende, karakter eller alder. Tegawchante betød således „Gamle“, Kardemalan „Hvide“, Assakaray „Bræge“.

„Hvorfor,“ spurgte jeg, „har dromedarerne, disse sære, fjerne dyr med deres arrogante blikke og gumlende, savlende munde, navne, som var de gamle venner?“

„Fordi det er det, de er,“ svarede hun. „Vi nomader har samme følelser over for vores dyr, som vi har over for vores børn.“

En nomade kan være rig på dyr og alligevel klædt i pjalter, for han tænker ikke på sine dyr som noget, der kan omsættes i penge. Men bistandseksperten vil lære ham at tænke anderledes. „Hvad vil du gøre, hvis tørken kommer, og du ikke kan finde føde til dine dyr,“ spørger bistandseksperten. „Hvad gør du, hvis dit barn bliver sygt, og du ikke har råd til medicin? Hvor skal pengene komme fra, hvis du ikke vil sælge dine dyr? Du må lære at tænke på dine dyr som en investering. Kun penge kan give dig en sikker fremtid.“

Men nomaden opfatter budskabet anderledes. Her er, hvad han i stedet hører: „Du skal lære at skille dig af med det, du elsker. Du skal lære at bryde de stærkeste bånd, der findes, båndet mellem dig og dine dyr.“

Fra sine vandringer gennem ørkenen ved nomaden, at de få træer, der kan vokse der, har rødder, der rækker 20-30 meter ned i jorden. Selv er han også sådan et væsen, med rødder i en livsvisdom og levevis, der strækker sig tusinder af år tilbage i tiden. Uden dem ville han ikke have overlevet i en ekstrem natur. Nu bliver han bedt om at kappe sine rødder, og hvad skal han så tænke og tro? Det kaldes udvikling, men er det også synonymt med lykke?

Jeg rejste rundt i et land, som burde have været gråt som de statistikker, der berettede om dets elendighed. Men overalt så jeg kun mennesker i de mest farverige dragter. Selv de hulkindede kvinder i de fattigste landsbyer bærer spraglede kjoler, mens mændene går i lange kjortler, der giver deres magre kroppe en konges værdighed.

De fantastiske wadabeer har viet hele deres liv til skønheden, kvinderne med opsat hår, i korte skørter og kjoleliv, der er en eksplosion af farver og mønstre, mændene med en dristig makeup, der skal fremhæve de afgørende skønhedskriterier, tænderne og øjnenes form. „I byerne lever man ikke. Der overlever man kun,“ sagde en af dem til mig som forsvar for sit i æstetisk henseende ekstravagante nomadeliv.

Skulle bistandens første bud være at gå op til disse mennesker og forklare dem, at deres prioriteringer er helt forkerte? Først burde de løse deres lands økonomiske problemer, og dernæst kunne de begynde at gå op i deres udseende?

Jeg spurgte mange mennesker, hvad de fandt var deres lands største problem. En skolelærer i en landsbyskole og en fundamentalist i en koranskole gav mig samme svar: uvidenheden. Og skønt jeg ikke var sikker på, de mente det samme med deres svar, tænkte jeg meget over det og nåede frem til, at jeg kun var delvis enig med dem. Jeg var enig med dem, fordi jeg tror, at analfabetens største handikap er, at han ikke kan tilpasse sig nogen forandring. Kun læse- og skrivefærdigheden kan åbne en horisont for ham, der også omfatter fremtiden.

Jeg var uenig med dem, fordi de begge mente, at vejen til oplysning gik gennem kulturer, der var Niger fremmed. Skolelæreren underviste på fransk, koranlæreren på arabisk, ingen af dem på nogen af de sprog, indbyggerne i Niger til daglig taler. Når de talte om kampen mod uvidenheden, stemplede de dermed også deres elever som nogen, der ikke selv havde noget at bidrage med.

Jeg derimod mente, at indbyggerne i Niger ikke kun havde brug for skoletavler, men også for spejle. Spejle, der kunne vise dem, hvem de var, og som skulle ledsages af ordene: „Se, så meget I er, så meget I allerede kan. Når I kan alt dette, kan I også mere endnu.“

Der er intet, der er så dræbende for nysgerrigheden som ordet fattigdom. Statistikken fortæller alt, og resten har man set gentaget tusind gange på tv-skærmen. Jeg rejste til fattigdommens indre og opdagede, at jeg befandt mig midt i en rigdom, der blot ikke lader sig beskrive med statistiske tabeller. Hvis vi lader ordet fattig være vores sidste og endelige dom over Afrikas nødstedte og dog så rige mennesker, kommer de aldrig ud af fattigdommen.

Politiken, november 2003 (samt Morgenbladet, Norge)