Den afghanske dødedans

Jeg er inviteret til middag hos mullah Daoud.

Fra vagttårnet midt i Camp Price har jeg fået udpeget de fem checkpoints, der i nogle hundrede meters afstand slår en beskyttende cirkel rundt om lejren. „Mullah Daoud passer på os,“ siger Christina, en af de kun atten kvinder blandt lejrens 300 soldater.

Jeg kan ikke skjule min forbløffelse. Jeg har passeret gennem et af mullahens checkpoints. Oven på en nødtørftig mur af sandsække står en afghaner i en løsthængende grøn armyjakke, kun bevæbnet med en Kalasjnikov. Jeg er begyndt at få en idé om den enorme ildkraft, der gemmer sig i Camp Price. Hvorfor i alverden lader kæmpen sig forsvare af en dværg i pjalter?

Mullah Daoud passer på os? Jeg forstår ingenting.

Det er lejrens kommandant, Thorsten Lossin, der forklarer mig sammenhængen. Da amerikanerne rykkede ind i Afghanistan i slutningen af 2001, lejede de jorden af Daoud, som var en af de lokale jordbesiddere. Tidligere havde der ligget en russisk lejr. Nu blev der bygget en amerikansk. Daoud fik 20.000 dollars om måneden for ulejligheden. Da briterne overtog lejren, følte de, at arrangementet var urimeligt, og holdt op med at betale. Der gik ikke ret lang tid, så regnede mortérgranaterne ned over Camp Price. Da briterne genoptog betalingen, hørte mortérregnen op.

Mullah Daoud er en af Afghanistans mange krigsherrer. Han var for ung til at kæmpe mod russerne, da de besatte landet og udstykkede hans families vidtstrakte jordbesiddelser til egnens fattige daglejere. Heller ikke Taleban lod den magtfulde familie i fred, så mullah Daoud allierede sig med de amerikanske invasionsstyrker. Han indrømmer åbent, at han dyrker opium, men siger til sit forsvar, at han holdt en pause sidste år, fordi han fik skældud af sin far, der er familiens overhoved og som ortodokst troende er af den overbevisning, at der i islam er nedlagt forbud mod opium.

Han har 60 mand under våben, og da NATO er i Helmand for at styrke den afghanske regerings autoritet, ikke for at undergrave den, er det strengt taget et problem at samarbejde med en privat milits, men den imødekommende Daoud har gjort det lettere for koalitionen. Han har omdannet sin milits til et sikkerhedsfirma under navnet Afghan Security og er nu ikke længere krigsherre, men direktør i en privatkapitalistisk virksomhed, en civil contractor, der kan samarbejdes med. Elegant har mullah Daoud taget springet fra en kultur ind i en anden og er blevet acceptabel i sine vestlige samarbejdspartneres øjne.

„Vi må være realistiske,“ siger Thorsten Lossin. „Nu behøver vi ikke forsvare lejren. Så kan vi koncentrere os om andre ting. Vi har brug for arbejdsro. Før måtte soldaterne springe ud af sengen hver anden nat, fordi alarmen gik.“

„Det kan da godt være, at det er en løsning,“ siger næstkommanderende i Camp Price, Bjarne Højgaard Jensen, resigneret, „men det er jo ikke en løsning, der passer til vestlig kultur, hvor staten har monopol på magten.“

Daoud har også en bror, Hajia Kaduz. Han var indtil for nylig en endnu mægtigere krigsherre end sin bror med 300 mand under våben. Nu står han svækket. Syd for Camp Price kontrollerede han et område, der rakte næsten hele vejen ned til provinshovedstaden Lashkar Gah. Et efter et har Hajia Kaduz mistet sine atten checkpoints til Taleban. Det er derfor, luften hele tiden knalder af artilleriild i de dage, jeg opholder mig i Camp Price. 500 soldater fra den afghanske hær forsøger med støtte fra danske og canadiske tropper at vinde det tabte land tilbage. Når slaget er overstået, skal kontrollen med de tilbageerobrede checkpoints overgives til det afghanske politi.

Det er også artilleriild, der ledsager vores samtale, da jeg sammen med Thorsten Lossin og en britisk officer aflægger mullah Daoud besøg i hans tilholdssted uden for lejren. Det er ikke hans hjem, men et sted, han bruger, når han skal inspicere sine folk eller konferere med sine arbejdsgivere inde i lejren, mere en jordhule med lerstampet gulv og klinede vægge end et hus, men der er tæpper på gulvet og en brændeovn, som et medlem af militsen fodrer med kviste.

Mullah Daoud selv er en overraskelse. En spinkel og væver mand, næppe mere end halvanden meter høj, der med lette skridt danser mig i møde på nøgne fødder. Han smiler indsmigrende med sin lille mund i det tætvoksende skæg under en sort silketurban og rokker velvilligt med hovedet.

Det er ikke kun hans fremtræden, der kommer bag på mig. Det er også hans ord.

Daoud starter med at kommentere slaget, der nu på tredjedagen er i gang kun to kilometer borte. Han er utilfreds med koalitionstroppernes manglende lokalkendskab og siger, at hvis blot ledelsen af slaget blev overladt til ham, kunne han afslutte det hele på en dag. Han kritiserer også planen om at overlade de tilbageerobrede checkpoints til politiet. Politistyrkerne er alt for svage og vil hurtigt blive løbet over ende af Taleban.

Daoud siger det ikke. Men det er tydeligt, hvad han mener. Han vil kunne gøre det bedre.

Mullah Daoud har fremhævet sine egne fortjenester. Det var den forventelige del af hans tale. Så kommer den uventede.

Krigsherren spørger, hvor meget en flybillet til Danmark koster, inklusive visum. Thorsten Lossin og jeg ser på hinanden. Planlægger han at holde ferie i vores land?

„Jeg vil gerne anmode om asyl i Danmark,“ siger mullah Daoud.

Thorsten Lossin ser forbløffet på ham. Er det krigsherren, der passer på Camp Price, og som kan tænde og slukke for mortérregnen, som det passer ham – og nu anmoder han om asyl?

„Taleban står stærkt overalt,“ siger mullah Daoud. „De kan angribe, hvor de vil. I byerne og i landdistrikterne. Jeg arbejder for jer.“ Han ser over på den danske lejrkommandant. „Men det er farligt. Jeg vil væk herfra. Jeg har hjulpet jer med at arrestere mange Talebanere. Jeg har kæmpet imod Taleban. Jeg er blevet såret to gange. Men I bliver her ikke for evigt. Når I er væk, slår de mig ihjel.“

Thorsten Lossin forsøger at overbevise krigsherren om, at NATO-styrkerne ikke forlader området, før den sidste talebaner er nedkæmpet. Men mullah Daoud virker ikke, som om han er overbevist. Han lyder i stedet som en mand, der har satset på den forkerte.

Vi er nået til desserten, som Thorsten Lossin har medbragt fra lejrkøkkenet. Der er chokoladekage og vaniljeis, og et øjeblik breder tavsheden sig, mens vore afghanske værter fylder deres tallerkner til randen. Mullah Daoud piller med en sirlig bevægelse et stykke kage ud af skægget.

„Jeg er analfabet,“ siger han. „Og mine børn bliver det også. Jeg tør ikke sende dem i skole. Hvis nogen finder ud af, at jeg er deres far, bliver de kidnappet eller dræbt. Nu går de hjemme og lærer ingenting.“

Den magtfulde og dog så magtesløse krigsherre ser frem for sig med et tungt blik, da han opsummerer situationen. „Mit liv er i fare.“

Mullah Daoud er ikke den eneste af danskernes afghanske allierede, der i disse dage opfører sig anderledes end forventet.

Det er lørdag, og det fem dage lange slag i Spin Masjek, hvor en styrke fra den afghanske hær sammen med danske og canadiske soldater har forsøgt at tilbageerobre Hajia Kaduz’ tabte checkpoints, er overstået. Der er blevet indsat alt, hvad en moderne højteknologisk hær kan indsætte af ildkraft: artilleri, tanks, helikoptere, kampfly, satellitstyrede missiler, og nu gøres der status. Taleban bed sig fast og gjorde uventet hård modstand. De havde mineret terrænet, og fremrykningen blev mindre end ventet. Efter fem dage var det kun lykkedes for den afghanske hær at trænge skuffende fem-seks kilometer frem. Slaget er derpå blevet afblæst og erklæret for halvvejs vundet.

I Gereskh afholdes det ugentlige stormøde mellem den militære ledelse i Camp Price og de afghanske myndigheder. Hverken politimesteren eller distriktsguvernøren er mødt op. Til stede er Gereskhs borgmester, said Dur Ali Shar, en statelig, ældre mand med hvidt skæg og en turban i gråt og sort mønster. Han er kronvidnet til den succeshistorie, som Gereskh efter danskernes mening har udviklet sig til inden for det sidste år, og igen og igen har jeg fået at vide, at said Dur Ali Shar skulle og måtte jeg møde. Borgmesteren er ikke folkevalgt, men har siden sin indsættelse umiddelbart efter Talebans fald for syv år siden vist sig som en klog og frem for alt retlinet administrator af den vanskelige rolle som borgmester for en by, der ligger midt i en krigszone. Hans position har haft sin pris. Hans søn blev kidnappet af Taleban, og kun en stor pengesum skaffede ham tilbage i live.

Næppe er mødet gået i gang, før borgmesteren retter en sønderlemmende kritik mod det netop overståede slag. Tidspunktet var dårligt valgt, siger han. Det er midt om vinteren, og indbyggerne i krigszonen måtte flygte fra deres hjem medbringende syge børn. Mange Talebanere blev dræbt, men også civile blev ofre, og taleban slap bort. Indbyggerne er oprørte. De har ingen tillid til NATO-styrkerne. Spin Masjek blev ikke befriet for taleban. De er allerede tilbage, og de politistyrker, der skal bemande de erobrede checkpoints, vil blot fortsætte med at udplyndre folk. Fanger de en talebaner, kan han altid købe sig fri.

Da said Dur Ali Shar har talt, indfinder der sig en rystet tavshed. Mødet slutter i en trykket stemning.

Jeg går op til said Dur Ali Shar, og det er, som om han blot venter på en anledning til at fortsætte sin talestrøm. „De fleste regeringsansatte nyder godt af korruptionen. Jeg står alene, helt alene,“ siger han oprørt. Det er en retlinet mand, der omsider får luft. Så vælter ordene igen frem. „Det afghanske folk er magtesløst. Det har ingen magt til at lave om på tingene. Det afpresses af regeringen, det afpresses af Taleban. Og når de stemmer til valgene, bliver deres stemmer misbrugt. Jeg er skuffet. Jeg er bare så skuffet.“

Said Dur Ali Shar slår opgivende ud med armene, og hans i forvejen mørke ansigt bliver endnu mørkere.

Anne-Cathrine Riebnitzsky, Udenrigsministeriets udviklingskonsulent i Gereskh, er kommet hen til os. Det er hende, der igen og igen har henvist til borgmester said Dur Ali Shar, når hun ville bevise for mig, at Gereskh på rekordtid havde udviklet sig til et forbillede for andre byer i Helmand-provinsen. Jeg har lært hende at kende som et oprigtigt engageret og begejstret menneske med stor varme for de mennesker, hun arbejder sammen med. Nu stirrer hun bestyrtet på sine tidligere allierede. „Jeg forstår det ikke,“ siger hun med røde kinder. „Jeg ser ændringer til det bedre overalt. Der sker hele tiden fremskridt. Nu siger du pludselig, at du ikke ser det samme som mig. Der er noget galt.“

Said Dur Ali Shah vender sig mod hende og stirrer hende ind i ansigtet. Jeg kan se, hvor usædvanlig hans mangel på beherskelse er, også for ham selv, og han vil sikkert senere fortryde den. Men lige nu magter han ikke at holde igen. Der er noget, der skal siges, uanset konsekvenserne.

„Du!“ udbryder han med stor voldsomhed i stemmen. „Ja, du har magt, du er beskyttet, du har ingen problemer. Men de lokale har store problemer. De bliver dræbt, de bliver bestjålet. En ganske almindelig butiksejer bliver tvunget bort fra sin butik. Hvor tror du, han går hen? Han slutter sig til Taleban. Jeg kan give dig mange flere eksempler. Åh, der er så mange ting, jeg ikke har fortalt.“

Danskerne i Helmand-provinsen er meget mere isolerede, end de selv ved af. Og som en smitsom sygdom ender isolationen også med at omfatte dem, der arbejder tæt sammen med dem, selv de mest magtfulde. Mullah Daoud og Gereskhs borgmester er eksempler. Der er et mønster i det, og somme tider bliver mønstret synligt.

Det bliver synligt, når Anne-Cathrine Riebnitzsky opdager, at en del af de kvinder, der tilslutter sig hendes kvindegrupper, har fået deres uddannelse under den sovjetiske besættelse. Det bliver synligt, når den afghanske general Mohyaddin Gouri fortæller mig, at han startede sin løbebane på militærakademiet i Moskva. Det bliver endnu mere synligt, da generalen udvikler sine visioner for fremtidens Helmand. Ifølge ham skal den tilbagestående provins satse på bomuldsdyrkning og tekstilindustri. Senere erfarer jeg, at dette ikke så meget er en vision som et tilbageblik. Under den sovjetiske besættelse var der bomuldsmarker og tekstilindustri i Helmand. Embedsmændene i Gereskh er svære at tale fra idéen om statsejede fabrikker, og når de skal diskutere byplanlægning, henviser de altid til en såkaldt master plan udarbejdet af sovjetiske planlæggere.

Når man graver gennem de arkæologiske lag af krig og kaos for at finde en fast grund at stå på, ender man i Afghanistan ofte med arven fra den sovjetiske besættelse. De afghanere, der ligger på linje med koalitionen i tankegang, værdier og visioner, er næsten alle sammen kollaboratører fra den sovjetiske besættelse. Der er meget, der skiller den selvdøde sovjetkommunisme fra det vestlige demokrati, men konfronteret med en fjende som taleban er der mere, der forener os. Vi forfølger grundlæggende samme strategi: at forvandle de byer, vi kontrollerer, til udstillingsvinduer for det moderne fremskridt, alt imens vi ignorerer landdistrikterne, hvor modstanden vokser og tvinger os ind i isolationen i befæstede lejre, gemt i pansrede biler og bag beskyttelsesdragter, der ikke står tilbage for middelalderens ridderrustninger.

Der er brutaliteten til forskel mellem os og russerne. Vore hære har blidere hænder. Men begge er vi, både den sovjetiske okkupationshær og vi, Afghanistans påståede hjælpere, blevet tvunget med i den afghanske dødedans. Hvis der er en afghansk forbandelse, er det denne: For at afslutte dødedansen må man deltage i den, og så bidrager man kun til dens fortsættelse.

Det var Niccolò Macchiavelli, der engang sagde, at man kan starte en krig, når man vil, men man kan ikke slutte den, når det passer én. Det er en sandhed, Danmark lærer nu, hvor den afghanske trediveårskrig er ved at blive til en fyrreårskrig. Døden har taget os i sit greb, og den holder fast.

Intetsteds føler jeg isolationen fra det Afghanistan, jeg i fjorten dage har færdedes i, så stærkt, som da jeg på den sidste dag, før jeg er tilbage i sikkerheden i Camp Bastion, kører i konvoj de 30 kilometer fra Camp Armadillo til Camp Bastion tværs gennem den uvejsomme ørken for at undgå de farlige veje. Seks timer tager turen, og det er ikke kun på grund af terrænets uvejsomhed. Selv her i det store øde, hvor vi ikke følger noget på forhånd fastlagt spor, må vi hele tiden standse for at sende ingeniørsoldaterne ud at sweepe efter miner.

Soldaterne fragtes i store, fuldpansrede fjorten tons tunge såkaldte personelcontainere på ladet af de svære MAN SX-lastbiler, der selv vejer 22 ton. Inden i containeren er der magelige flysæder. På skærme i ryggen på sædet foran glider landskabet udenfor forbi. Der er ingen vinduer i containeren, kun to små glughuller forude. Adskillelsen fra omverdenen er absolut. Sådan ville mennesker færdes på månen. Sådan ville mennesker færdes på havets bund. Sådan færdes vi i Afghanistan.

Jeg sidder i førerhuset på en af lastbilerne, og det er kun derfor, jeg ser det syn, der skal forfølge mig i de kommende dage. På en klippe flere hundrede meter borte dukker en enlig skikkelse op. Han står ubevægelig i silhuet mod vinterhimlens dybe blå. Kun de løse klæder flagrer i ørkenvinden. Så hæver han den ene arm. Han vinker ikke. Han hæver den blot. Så bøjer han sig ned og samler en sten op, som han kaster efter os. Vi er så langt borte, at hans handling ikke giver nogen mening. Alligevel gentager han den. Så vender han tilbage til positionen fra før og står igen ubevægelig med armen rakt op som en skildvagt.

I tankerne bliver han ved med at hjemsøge mig, og først dage senere går det op for mig, hvad han foretager sig med den hævede arm midt i ørkenens ensomhed.

Han forbander os.

Information, januar 2009 (samt Dagens Nyheter, Sverige, og Dagbladet, Norge)