Det konsekvente menneske

 

Jeg var på vej til en demonstration på Christiansborgs slotsplads, hvor jeg var blevet bedt om tale. Over 200 afviste irakiske asylansøgere stod over for en påtvunget hjemsendelse til et land, hvis vold og kaos vi havde været med at skabe. De var flygtet, fordi de havde protesteret mod den samme diktator, som vi fandt så farlig, at det var nødvendigt at føre krig imod ham. Efter ti år bag asyllejrenes hegn takkede vi dem for deres indsats for demokratiet med en enkeltbillet til et land, de ikke længere kunne genkende som deres.

Jeg havde ved en tidligere lejlighed drillende sagt, at det ikke var nogen tilfældighed, at H. C. Andersen er dansker. Det var jo vores nationalskjald, der havde skrevet eventyret om prinsessen på ærten, og i historien om den ømskindede prinsesse, der tværs gennem tyve edderdunsdyner og madrasser mærker tilstedeværelsen af en lille ært, fandt jeg en slående parallel til danskernes forhold til de fremmede. Nu ville jeg minde om et andet eventyr, Den lille pige med svovlstikkerne, hvor et barn fryser ihjel på en befærdet gade, oven i købet nytårsaften. Det er en helt ubegribelig scene for moderne danskere, der lever i et land, hvor selv de mest udsatte er genstand for en overvældende statslig omsorg. Eller er scenen nu også så ubegribelig, som vi gerne vil tro? Fysisk led de afviste asylansøgere ganske vist ikke under nogen kulde, men åndeligt talt lå de og frøs ihjel i den snedrive, der var danskernes hjerter. Jeg ville appellere til den fællesskabsfølelse, der ellers præger os så stærkt, men som menneskeligt set ikke er meget værd, hvis den kun omfatter dem, der har samme etniske baggrund som os selv.

Laura, der lige var fyldt tretten, havde bedt om at komme med til demonstrationen, og da vi nærmede os slotspladsen med dens ventende menneskemængde, spurgte hun mig, om jeg troede, at mine ord ville hjælpe.

Jeg tøvede et øjeblik. Jeg følte mig splittet mellem en instinktiv trang til at give et udglattende svar og behovet for at sige sandheden med den risiko, det altid indebærer for at fratage et barn troen på verden. Så valgte jeg at sige tingene, som de var.

„Jeg vil være ærlig over for dig. Nej, jeg tror ikke, at det hjælper.”

„Hvorfor gør du det så?”

„For min samvittigheds skyld. Jeg vil ikke have, at der skal komme en dag, hvor jeg ser tilbage på det her, og er nødt til at spørge mig selv, hvorfor jeg intet gjorde.”

Hun så på mig. Hendes stemme lød vred. „Det svar er ikke godt nok,” sagde hun. „Du skal tro på det, du siger. Du skal tro på, at det hjælper.” Jeg indså, at hun havde ret. Der er ikke noget alternativ til ordene. Der er ikke noget alternativ til troen på ordets magt, uanset hvor naiv den end må forekomme. Tror jeg ikke på, at mine ord når frem og i sidste ende har en effekt, ender de med at blive hule, og jeg lader først sarkasmen, siden kynismen tage magten over mig. Til sidst vil der kun være tavsheden tilbage. Og tavsheden er altid den største fare for demokratiet.

Når jeg ser tilbage på de sidste 30 år, er jeg ikke sikker på, at det altid var troen på ordene, der var mit motiv til at tale og skrive. Det var snarere mistilliden til ordene. Vaclav Havel har sagt det i en tale, da han blev tildelt De tyske boghandleres fredspris, kort før Muren faldt, og han selv blev sit lands præsident. I sin tale slog han fast, at det altid kan betale sig at være mistænksom over for ordene. „er det i øvrigt netop ikke det – mistænksomhed over for ordene og en påvisning af de rædsler, der diskret kan slumre i dem – der er den intellektuelles egentligste kald?”

Hvis jeg fulgte noget kald, var det vel dette, og mistilliden til ordene var igennem mange år indbegrebet af den saks-sten-papir-leg, jeg havde for med mig selv og verden.

Titlen på den bog, hvori Havels tale står trykt, er De magtesløses magt, og den titel siger meget, ikke blot om Havels virke som intellektuel, men også om den situation, han befandt sig i som dissident i et samfund, han selv betegnede som „post-totalitært”, men som dog stadig var et diktatur med en fuldstændig kontrol over alle ytringer. I den situation er mistilliden til ordene, vægringen mod løgnen den stumme oppositions vigtigste våben. Gælder det samme også i et demokrati, hvor løgnen rigtignok også trives, men magten er mere ligeligt fordelt, og forestillingen om den intellektuelles permanente opposition også kan ende i en bekvem fremhævelse af outsider-positionens nemme heroisme?

Jeg kender ikke svaret, og jeg tror måske heller ikke, at der er noget endegyldigt svar. Man må i stedet prøve sig frem i det altid vanskeligt navigerbare farvand mellem kompromisset og det principielle standpunkt.

Det kan også være, at jeg tænker sådan, fordi laura er kommet ind i mit liv, og jeg har indset, at når man tager ansvaret for et enkelt lille menneske, tager man på en måde også ansvaret for alle mennesker. Jeg kan ikke opdrage hende udelukkende i mistillidens ånd, og når jeg ikke kan det, kan jeg heller ikke lade mig selv fylde af denne ånd, uanset hvor skarpt et våben, den i mange situationer udstyrer mig med. Jeg er den havelåge, hvorigennem hun træder ud i verden, og havelågen kan ikke være låst, men må stå vidt åben. En åben dør er indbegrebet af den tillid, der er nødvendig, hvis man skal finde sin plads blandt mennesker.

Vores problem i dag er ikke demokratiet, og heller ikke vore ledere, skønt flertallet af dem er så inkompetente, at de fortjener vores foragt i højere grad end vores stemmer. Vores problem er, at det netop er den type ledere, vi ønsker. Vi ønsker ledere, som ikke stiller krav til os, som er uambitiøse indtil det selvudslettende, og så snæversynede, at de ikke virker, som om de går ind for andet end, at dagen i morgen ikke er til at skelne fra dagen i dag.

Værten for sidste vinters historiske klimakonference, den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, er netop sådan en mand. Hans formatløshed er monumental, men han er nøjagtig det, hans vælgere ønsker: en garanti for, at deres komfortable liv aldrig vil forandre sig. Han har udført en eneste historisk opgave, som han vil blive husket for: med sit fumlegængeri at få klimakonferencen til at gå i kage. Han er den globale opvarmnings Neville Chamberlain, den naive britiske premiereminister, der på kanten til Anden Verdenskrig vendte hjem fra en konference i München for triumferende at meddele, at han efter besværlige forhandlinger med den tyske fører Adolf Hitler havde sikret „fred i vor tid”.

De ord var der ingen, der vovede at udtale efter den fiasko, det storstilede forsøg på at forhandle sig frem til en klimaaftale, endte i, bl.a. Takket være den nu herostratisk berømte danske indsats. Vi har andre metoder til at undgå at se vores største udfordringer i øjnene. Efter en vinter i Nordeuropa med temperaturer under nulpunktet og et par lækkede emails fra klimaforskere, der gav anledning til at sætte spørgsmålstegn ved deres moral, er den globale opvarmning aflyst. Bjørn Lomborg, klimadebattens svar på holocaust-benægterne, er igen stjerne. Medierne har fundet andre dagsordner, mens isen smelter, og den globale temperatur fortsætter med at stige.

Nej, vores problem er ikke demokratiet, heller ikke medierne eller de politikere, vi vælger. Vores problem er os selv.

Vi behøver ikke at opgive demokratiet til fordel for en ny type autoritært samfund, men vi bliver nødt til at føre demokratiet i en anden retning og forestille os en klasse af politikere med tilstrækkeligt udsyn og mod til også at kræve afkald og ofre af os. Vi må indse, at de politikere, vi i dag vælger til at tage vare på vores fælles fremtid, er livsfarlige drømmere hjemsøgt af den forestilling, at alting kan fortsætte som før. Det er den mest virkelighedsfjerne utopi af alle: at vi kan nøjes med at bestyre verden, som den er. Den, der nøjes med at se på sine skosnuder og ikke kender skyernes sprog, er fortabt i en verden, hvor himler over os hver dag melder om nye, voldsomme forandringer.

Valget af Barack Obama til præsident i USA gav håb. Men kun to år senere virker han allerede magtesløs, nådeløst forfulgt af demagogiske medier, svigtet af en politikerstand, der ikke kan se større mål end deres eget genvalg, og til trods for historiske resultater alligevel afvist som en skuffelse af sine tidligere tilhængere, fordi han bliver bedømt med en målestok dikteret af urealistiske forventninger. Jeg har aldrig tvivlet på Barack Obamas intellektuelle klarhed, hans moralske mod eller hans vilje til at vende en udvikling, der er inde på et fatalt spor. Jeg er også godt klar over, at han som politiker er realist og ikke nogen frelserfigur, og det er det, der i nogles øjne får ham til at tage sig mindre ud, end han er.

På valgaftenen lovede jeg laura, at jeg ville stå tidligt op for at få valgresultatet og derpå vække hende. Jeg kom ind i hendes værelse ved halvsyvtiden og satte mig på sengen. „Obama vandt,” sagde jeg og så det smil, der bredte sig over hendes ansigt. Syv år tidligere havde hun i et ubevogtet øjeblik foran tv-skærmen set tvillingetårnene styrte sammen, og det var dengang, som om et sår havde åbnet sig i hendes verden. Nu begyndte såret at hele.

Valget af Obama som præsident for USA var endnu et af disse definerende øjeblikke i historien, der for altid indlejrer sig også i den private erindring. Vi er som menneskehed nået til et sted, hvor vores skæbne på planeten er så indbyrdes tæt forbundet, at hvert nyt præsidentvalg i USA bringer os et skridt nærmere den fælles undergang eller et skridt bort fra den. Nøjagtigt hvor vi i dag befinder os, er der ingen, der ved, og det kan ikke udelukkes, at valget af Barack Obama fandt sted på dækket af Titanic efter mødet med isbjerget, og at det blot er en redningsbåd og ikke et verdensrige, han vil ende med at være præsident for.

Vi får ikke fred i vor tid. Vi er i krig med naturen, og den forbereder sig på at vise os, hvem der er den stærkeste. Vores nuværende livsstil holder en generation eller to endnu. Så bliver verden, som vi kender den, dramatisk anderledes, og vore børnebørn vil se tilbage på det liv, vi uanfægtet fortsatte, mens katastrofen rykkede nærmere, med en blanding af foragt og misundelse.

Der er ingen, der bedre end den indiske forfatter Arundhati Roy har opsummeret vores tid i et slående billede: Det er Siachen Gletsjeren i Himalya, den højeste beliggende slagmark i verden, hvor den pakistianske og indiske hær står over for hinanden. Tusinder af soldater udholder her isnende storme og temperaturer ned til minus 40 grader, alt imens de med højteknologiske midler fortsætter en krig, der under så ekstreme vejrforhold er næsten umulig at føre. Imens smelter gletcheren under deres fødder, og den er på få år allerede skrumpet til halvdelen af sin oprindelige størrelse.

Nedsmeltningen skyldes ikke så meget den højteknologiske krig, som den skyldes mennesker, der befinder sig på den anden side af Jorden, hvor de fører det, Arundhati Roy med svidende ironi, kalder „det gode liv”. Jo, vi tror skam på fred, ytringsfrihed og menneskerettigheder i Vesten. Men det er vores valg af livsstil, der er skyld i den smeltende gletsjer under soldaternes fødder. Og det er vores økonomi, der trives på det våbensalg, som holder krigen i gang oven på gletsjeren. Resultatet bliver ikke militære sejre for hverken Pakistan eller Indien, men oversvømmelser på det indiske subkontinent og sidenhen en tørke, der vil påvirke millioner af menneskers liv.

Krigen på den smeltende Siachen Gletsjer er det sandeste snapshot af livet, som det leves netop nu på planeten, hvor en art, der fortjener at gå over i biologibøgerne som det konsekvensløse menneske lever og trives et par sekunder endnu.

Men sådan kan vi ikke slutte. Sådan kan vi ikke smide alt det væk, vi har skabt gennem 5000 års historie. Der er ikke andet at gøre end at hæve røsten endnu en gang i forsvar for en helt anden mennesketype, ikke det konsekvensløse menneske, men det konsekvente, der vover at tænke over udfaldet af sine egne handlinger.

Vi har hengivet os til nuet, fordi vi tror, det er der, lykken bor. Men nuets menneske er kun det halve menneske. Åbenhed er ikke kun et fænomen, der vedrører rummet, men også tiden. Det er netop det, der kendetegner os som mennesker frem for dyrene, ikke blot, at vi ved, at vi skal dø, men at vi overhovedet er i stand til at tænke ud over øjeblikket og planlægge for fremtiden. Bien har ikke noget billede af bikuben, før den bygger den. Arkitekten har en tegning af huset, og det er sådan, vi har forsøgt at leve gennem historien: som vores egen skæbnes arkitekter.

Det menneske, der lever i øjeblikket, har lukket af over for de fleste af tidens dimensioner. Vi har vænnet os til at betragte det mentale fravær, som forhindrer os i at være til stede i øjeblikket, som en mangel, en slags defekt, og konfronteret med tidens lykke-terapeuter føler vi os tvunget til at undskylde, at vi er distræte, eller at tankerne går på flugt, når vi i stedet burde være et med vores krop og pleje og adlyde dens krav. I virkeligheden er vores tankeflugt ikke en mangel, men en styrke, for vi kommer altid tilbage med noget fra vores udflugter. Vi var ikke åndsfraværende. Vi var tværtimod langt mere åndeligt til stede, blot ikke i rummet, men i tiden. Det er nuets menneske, der er endimensionelt. Tankeflugt er en rigere, mere mangfoldig form for tilstedeværelse, når vi hengiver os til erindringen eller i dagdrømme udforsker fremtidens muligheder. Evnen til at se fremad er vores største egenskab som mennesker, men i vor tid også den mest forsømte, ja, endog miskrediterede.

Vi har en forpligtelse over for de døde såvel som over for de ufødte. Selv om vi ikke er et samfund bygget på traditioner, men på brud med traditioner, så skylder vi de tidligere generationer, på hvis skuldre vi står, at vi ikke forkaster deres hårdt erhvervede sejre, men bygger videre på dem. Det historieløse menneske er også uden fremtid. Det konsekvente menneske er det menneske, der lever i mange dimensioner på en gang, og som ikke har givet efter for fristelsen til at forsvinde ind gennem nuets magiske port.

Fortidens generationer tænkte på os, når de forsøgte at skabe en stadigt mere menneskeværdig verden. Det er den forpligtelse, de giver videre: altid at have de ufødte i tankerne.

Livet er en kæde, og den, der glemmer det, risikerer at bryde kæden.

Det er sådan nogen lunde, hvad jeg har lært i en alder af 58 år.