Jeg griber pennen for at give Dem et uomtvisteligt bevis på, at jeg betragter Deres ønsker, som om de var ordrer, man ikke kan modsætte sig. Hvor lidet tillokkende opgaven end kan være, vil jeg derfor fra erindringen fremkalde de skandaløse dele af mit liv, som jeg endelig slap ud af, så jeg kunne nyde alle de velsignelser, som kærlighed, sundhed og lykke har at give. Jeg glæder mig over, at dette skete, mens jeg stadig var i min blomstrende ungdom, og det ikke var for sent at anvende den frihed, jeg har fået i kraft af mine gode omstændigheder og min velstand, til at udvikle en forstand, som fra naturens hånd ikke var at foragte. Hertil kommer, at jeg selv midt i den hvirvel af løsagtige fornøjelser, jeg har været inddraget i, kunne foretage flere iagttagelser af de optrædende i verden og deres sæder, end det er almindeligt for dem, der tilhører min ulykkelige profession, og som, da de betragter enhver eftertanke som deres dødsfjende, holder sig den så meget fra livet, som de kan, eller skånselsløst ødelægger den.
Da jeg nærer et dødeligt had til alle lange og unødvendige indledninger, vil jeg spare Dem for en hel del af dette og fange an uden yderligere undskyldning end at forberede Dem på at se de løsagtige dele af mit liv beskrevet med samme frihed, hvormed jeg gennemlevede dem.
Løsenet skal være sandhed, den splitternøgne sandhed, og jeg vil ikke så meget som forsøge at dække den med det mindste florlette sjal, men afmale situationerne, sådan som de faktisk udspillede sig i virkeligheden, uden hensyn til om jeg overtræder de love for anstændighed, der aldrig har været udarbejdet med henblik på hæmningsløse intimiteter som vore. Jeg ved nemlig, at De har for megen fornuft og viden om baggrunden til sippet og fordomsfuldt at rynke på næsen ved billederne af den. De største mænd, de, der har den bedste og mest toneangivende smag, nærer ingen skrupler ved at udsmykke deres private værelser med nøgenbilleder, selv om de af hensyn til den almindelige fordom ikke finder dem passende som udsmykning for deres trapper eller saloner.
Med dette har jeg sagt mere end nok til indledning og vil nu gå direkte til min egen historie. Mit pigenavn var Frances Hill. Jeg er født i en lille landsby nær ved Liverpool i Lancashire af forældre, der var yderst fattige og, er det min fromme tro, yderst ærlige.
Min fader, der havde fået en legemsskade, som gjorde ham ude af stand til at udføre det tungere landarbejde, tjente et beskedent udkomme ved at lave net, og det blev ikke meget forøget ved, at min moder holdt en lille skole for pigerne i nabolaget. De fik adskillige børn, men ingen blev ret gamle undtagen mig, der fra naturen havde en helt igennem sund konstitution.
Min uddannelse var, indtil jeg havde passeret de fjorten år, yderst tarvelig og bestod af læsning eller snarere stavning, en ulæselig skrift og lidt almindeligt håndarbejde, og det eneste kendskab, jeg havde til dyden, var, at jeg var totalt uvidende om lasten. Hertil kom den sky frygtsomhed, der er almindelig for vort køn i den tidligste ungdom, når ting skræmmer os mere ved deres nyhed end af nogen anden grund. Men det er jo en frygt, der alt for ofte kureres på bekostning af uskylden, når den unge pige gradvist holder op med at se på en mand som et rovdyr, der vil æde hende.
Min stakkes moder havde delt sin tid så fuldstændigt mellem sine elever og sin beskedne husførelse, at hun kun havde lidt tid tilovers til at undervise mig, da hun på grund af sin egen uvidenhed om alt ondt ikke tænkte på at vogte mig imod det.
Jeg var nu på vej ind i mit femtende år, da den største ulykke ramte mig ved tabet af mine ømme og kærlige forældre, der begge blev revet bort af kopper med få dages mellemrum. Min fader døde først og fremskyndede derved min moders død, så at jeg nu var et ulykkeligt, venneløst, forældreløst barn (for det var tilfældigt, at min fader havde bosat sig, hvor han havde, da han oprindeligt var fra Kent). Den grusomme sygdom, der havde vist sig så dødbringende for dem, havde faktisk også ramt mig, men med så milde symptomer, at jeg snart var uden for fare og, hvad jeg dengang ikke ret forstod at værdsætte, helt uden ar. Jeg springer her over en redegørelse for den naturlige sorg og bedrøvelse, som jeg følte ved denne triste lejlighed. Lidt tid og den ustadighed, der hører ungdommen til, fik kun alt for hurtigt mine tanker om dette uerstattelige tab til at forsvinde, men intet bidrog mere til at forlige mig med det end den idé, som jeg straks fik sat i hovedet. Ideen om, at jeg ville tage til London og søge en plads. Heri blev jeg bistået med råd og dåd af en Esther Davis, en ung kvinde, der havde været på besøg hos sine venner, og som efter nogle dages forløb nu vendte tilbage til sin plads.
Da jeg nu ikke havde nogen tilbage i landsbyen, der bekymrede sig nok om, hvad der skulle blive af mig, og som kunne gøre indvendinger mod denne plan, der også blev støttet af den kone, som havde taget sig af mig efter mine forældres død, besluttede jeg mig derfor snart til at vove mig ud i den vide verden ved at tage til London for at søge min lykke; en frase, som har ødelagt flere eventyrere fra landet af begge køn, end den nogensinde har gavnet eller skaffet fremgang.
Esther Davis tilskyndede eller inspirerede mig heller ikke så lidt til at drage med sig ved at pirre min barnlige nysgerrighed med de smukke ting, man kunne se i London: gravene, løverne, kongen, kongefamilien, de fine skuespil og operaerne. Kort sagt alle de forlystelser, som hun i sit miljø kom til, hvilket alt sammen fuldstændig fordrejede hovedet på mig.
Jeg kan heller ikke uden at le huske den uskyldige beundring, ikke uden et strejf af misundelse, hvormed vi fattige piger, hvis søndagstøj ikke var finere end bomuldschemiser og uldkjoler, betragtede Esthers forvaskede silkekjoler og hendes øvrige stads – kapper, der var besat med kniplinger af en tommes bredde, godtkøbsbånd og sko, der var oversået med sølv. Vi forestillede os, at alt dette voksede i London, og det bidrog i høj grad til min beslutning om at forsøge at sikre mig nogle af disse ting.
Men tanken om at have et bysbarn som ledsager var det eneste motiv, der fik Esther til at tage sig af mig under rejsen til byen, hvor hun på sin måde fortalte mig, ”at adskillige piger fra landet havde gjort deres egen og deres familiers lykke for evigt. Nogle havde ved at bevare deres dyd gjort et sådant indtryk på deres herrer, at herrerne havde giftet sig med dem og givet dem vogne, så de havde levet overmåde godt og lykkeligt, mens andre måske blev hertuginder. Det drejede sig kun om held, og hvorfor skulle jeg ikke have det, såvel som andre?” Og sådan fortsatte hun med anden snak af samme art, hvilket straks fik mig til at trippe af utålmodighed efter at påbegynde den lovende rejse og forlade et sted, der, skønt det var min fødestavn, ikke rummede nogen slægtninge, som jeg havde grund til at savne, og som var blevet mig uudholdeligt på grund af skiftet fra den venligste behandling til kold velgørenhed, som jeg blev udsat for, selv i huset hos den eneste veninde, som jeg havde mindste erfaring med omsorg og beskyttelse fra. Men hun var så retfærdig over for mig, at hun sørgede for at omsætte de småting, der var tilbage, efter at gælden og begravelsesomkostningerne var betalt, til penge. Ved min afrejse gav hun mig hele min formue i hånden, nemlig en meget mangelfuld garderobe pakket i en kiste, der var let at bære, samt otte guineas og sytten shillings i sølv opbevaret i en portemonnæ. Dette var en større skat, end jeg nogensinde havde set på en gang, og jeg kunne ikke forestille mig, at den nogensinde skulle kunne udtømmes. Faktisk var jeg så fuldstændig opslugt af at se mig selv som ejerinde af en sådan umådelig sum, at jeg ikke lagde meget mærke til alle de gode råd, som jeg fik sammen med den.
Da der således var bestilt plads til Esther og mig på vognen til London, vil jeg forbigå en meget ligegyldig afskedsscene, hvor jeg fældede et par tårer halvt af sorg, halvt af glæde og ligeledes springe alt det ubetydelige over, der skete på vejen, såsom at kusken kiggede fordrukkent på mig, og at nogle af passagererne havde skumle planer med mig, som blev forpurret af min chaperone Esthers årvågenhed. Om hende må jeg retfærdigvis sige, at hun passede moderligt på mig, samtidig med at hun tog sig betalt ved at lade mig bære alle rejseomkostningerne. Men dem afholdt jeg med største fornøjelse og syntes tilmed, at jeg stod i stor gæld til hende.
Hun passede virkelig på, at vi ikke betalte overpriser eller blev narret, såvel som på at vi klarede os så sparsommeligt som muligt; hun var ikke forfalden til ødselhed.
En temmelig sen sommeraften nåede vi London i vort langsomme køretøj, der dog blev trukket af et seksspand. Da vi passerede gennem de største gader, der førte til vor kro, blev jeg på en gang glad over og forvirret af larmen fra vognene, det hastværk, der herskede, mængderne af fodgængere. Kort sagt hele det nye sceneri af butikker og huse.
Endelig ankom vi til kroen, og vore ting blev sat af og overleveret til os. Men forestil Dem min dybe skuffelse og overraskelse, da min rejseledsagerske og beskytter, Esther Davis, der havde behandlet mig meget kærligt på hele rejsen og ikke på nogen måde havde forberedt mig på det hårde slag, jeg ville modtage, ganske pludselig anlagde en besynderligt kølig holdning over for mig. Det var, som om hun frygtede, at jeg skulle blive en byrde for hende, skønt jeg var helt afhængig af hende på dette mærkelige sted.
I stedet for at jeg fortsat at kunne drage nytte af hendes bistand og gode hjælp, som jeg havde stolet på og aldrig trængt mere til, fandt hun tilsyneladende, at hun så rigeligt havde opfyldt sine forpligtelser over for mig ved at have bragt mig sikkert til målet for min rejse. Hun så tilsyneladende ikke selv noget forkert i sin opførsel over for mig, men begyndte at omfavne mig og tage afsked, mens jeg var så forvirret og lamslået, at jeg ikke havde kraft eller fornuft nok til så meget som at nævne mine forhåbninger og forventninger til hendes erfaring og viden om det sted, hun havde bragt mig til.
Mens jeg således stod dum og stum, hvilket hun utvivlsomt ikke tillagde anden årsag end bekymringen ved afskeden, skaffede den følgende idé mig måske en lille lettelse ved hendes formaningstale: At da vi nu var kommet sikkert til London, og hun skulle hen til sin egen plads, ville hun råde mig til så snart som muligt at skaffe mig en plads selv. Jeg behøvede ikke at være bange for ikke at få nogen, da der var flere pladser end sognekirker, og hun rådede mig til at gå til et ansættelsesbureau og lovede desuden, at hvis hun hørte om nogen tilbud, ville hun finde frem til mig og lade mig det vide. I mellemtiden skulle jeg indlogere mig privat og fortælle hende min adresse. Så ønskede hun mig held og lykke og håbede, at jeg altid ville passe på at bevare min dyd og ikke bringe skam over mine forældre. Hermed tog hun afsked med mig og overlod mig til mig selv lige så let, som hun havde overtaget mig.
Da jeg således blev overladt til mig selv og var helt forladt og venneløs, begyndte jeg bittert at føle smerten ved denne afsked, som var foregået i et lille værelse på kroen. Og næppe havde hun vendt mig ryggen, før den smerte, jeg følte ved mine hjælpeløse og besynderlige omstændigheder, fik afløb i en strøm af tårer, som i høj grad lettede mit betyngede hjerte, selv om jeg stadig var lammet og helt uden anelse om, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
En af tjenerne kom ind og forøgede min usikkerhed endnu mere ved kort for hovedet at spørge, om jeg trængte til noget, hvortil jeg uskyldigt svarede: ”Nej.” Men kunne han fortælle mig, hvor jeg kunne få logi for natten? Han sagde, han ville gå hen og tale med sin frue, der følgelig kom og kort fortalte mig, at jeg kunne få en seng for en shilling, og at jeg, da de formodede, at jeg havde venner i byen (her drog jeg et dybt suk, men forgæves!), selv kunne finde på noget den næste morgen. Hun vogtede sig vel for på mindste måde at komme ind på de besværligheder, hun så, jeg havde.
Det er utroligt, hvor ringe ting der kan trøste mennesket under de største lidelser. Den blotte forsikring om en seng den nat i kroen dæmpede min uro. Jeg skammede mig over at fortælle krokonen, at jeg ikke havde nogen venner at henvende mig til i byen, og blev derfor enig med mig selv om næste morgen at gå videre til et ansættelsesbureau, som jeg havde fået skriftlig beskrivelse af vejen til bag på en skillingsvise, Esther havde givet mig. Der regnede jeg med at få oplysninger om, hvilken plads en pige som jeg fra landet kunne egne sig til, og at kunne finde et logi, før min lille kapital var opbrugt. Hvad en anbefaling angik, havde Esther ofte gentaget over for mig, at jeg kunne regne med, at hun ville skaffe mig en. Og hvor hårdt ramt jeg end var af, at hun havde forladt mig på den måde, opgav jeg ikke helt at stole på hende, da jeg godmodigt begyndte at tænke, at den måde, hvorpå hun havde opført sig, nok var helt normal, og at det var mit ukendskab til livet, der havde fået mig til at opfatte den, som jeg først gjorde.
Følgelig klædte jeg mig næste morgen på så rent og pænt, som min landlige garderobe tillod, og da jeg havde efterladt min kiste med særlig anbefaling hos værtinden, dristede jeg mig ud. Jeg nåede snart til det bureau, jeg ønskede, og det uden flere vanskeligheder, end man kunne formode, ville ramme en ung pige fra landet, der knap var femten, og for hvem ethvert skilt og enhver butik var en fælde, som kunne fange hendes opmærksomhed.
Det blev drevet af en ældre dame, der sad og modtog kunderne. Hun havde en bog foran sig, der så meget formel og ordentlig ud, og adskillige på forhånd udarbejdede ruller med anvisning på pladser. Jeg henvendte mig derfor ærbødigt til denne vigtige person uden at løfte øjnene og uden at se på nogen af de omkringstående, der var der i samme ærinde som jeg selv. Jeg nejede meget dybt for hende, mens det akkurat lykkedes mig at fremstamme mit ærinde.
Da konen havde hørt mig til ende og med et enkelt blik på min skikkelse havde set, hvad jeg var for en, gjorde hun, med en mine som en viceminister, ikke andet end at bede mig om den shilling, der skulle betales forud. Da hun havde fået den, fortalte hun mig, at der var meget få pladser til kvinder, særligt da jeg syntes at være for spinkelt bygget til hårdt arbejde. Men nu ville hun se sin bog igennem og overveje, hvad der kunne gøres for mig, og så anmodede hun mig om at blive lidt, til hun havde ekspederet nogle andre kunder.
Jeg trak mig derfor lidt tilbage, yderst bedrøvet ved en erklæring, der indeholdt en dræbende uvished, som mine omstændigheder ikke godt kunne tåle.
Lidt efter tog jeg mod til mig og vovede som adspredelse for mine urolige tanker at løfte hovedet lidt og sende mine øjne rundt i lokalet, hvor de krydsede klinger med en dames (for det udråbte jeg hende i min utrolige uskyldighed til at være). Hun sad i et hjørne af værelset og var klædt i en fløjlskappe (midt om sommeren, notabene), og jeg bemærkede, at hun havde taget hatten af, og at hun var kvabset, rød i ansigtet og mindst halvtreds.
Hun kiggede, som om hun ville sluge mig med øjnene, og stirrede på mig fra top til tå uden mindste hensyn til den forvirring og den rødmen, jeg gav efter for, da hun betragtede mig så stift. Uden tvivl var det for hende den stærkeste anbefaling og udtryk for, at jeg egnede mig til hendes formål. Efter en kort stund, hvor min holdning og hele skikkelse undergik en streng eksamination, som jeg på min side forsøgte at gøre gunstig for mig selv ved at sidde pænt, rette nakken og forsøge at se så godt ud som muligt, gik hun frem og talte yderst dydsiret til mig.
”Ønsker du en plads, lille ven?”
”Ja, mange tak.” (Sagde jeg, mens jeg nejede helt ned til jorden.)
Herpå fortalte hun mig, at hun faktisk selv var kommet til kontoret for at se efter tjenestefolk, men at hun nok troede, at jeg kunne bruges, når jeg havde fået lidt oplæring af hende, og at hun ville tage mit udseende som tilstrækkelig anbefaling. London var en meget slem by, et grusomt sted, sagde hun, og hun håbede, jeg ville være medgørlig og holde mig fra dårligt selskab. Kort sagt, hun sagde alt det til mig, som en gammel, erfaren bybo kunne finde på, hvilket var langt mere end nødvendigt, for at narre en uskyldig, uerfaren pige fra landet, som var bange for at måtte vandre rundt i gaderne og derfor med glæde sprang til ved første tilbud om ly, især når det kom fra en dame, der så så alvorlig og matroneagtig ud. For min alt for smigrende opfattelse af hende overbeviste mig om, at denne min nye frue virkelig var respektabel. Jeg blev faktisk hyret lige for næsen af den gode kone, der drev kontoret, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til hendes listige smil og skuldertræk, men jeg fortolkede uskyldigt begge dele som udtryk for, at hun var tilfreds med, at jeg så hurtigt havde fundet en plads. Hvad jeg dog senere fandt ud af, var, at disse to madammer udmærket forstod hinanden, og at bureauet var et marked, hvor mrs. Brown, min frue, ofte var til stede på jagt efter friske varer, som kunne være på tilbud der, til brug for sine kunder og til profit for sig selv.
Konen var imidlertid så godt tilfreds med sin handel, at hun, da hun formodentlig var bange for, at jeg med bedre rådgivning eller ved et tilfælde kunne smutte fra hende, tjenstvilligt tilbød selv at køre mig hen til min kro, hvor hun fik min kiste udleveret, da hun bad om den, fordi jeg selv var til stede. Det skete uden de mindste skrupler med hensyn til forklaringer om, hvor jeg skulle hen. Da det var overstået, befalede hun kusken at køre til en butik i St. Paul’s Churchyard, hvor hun købte et par handsker, som hun gav mig, og derfra gav hun kusken nye ordrer om at køre til hendes hus i *** Street. Han kørte os derfor til hendes dør, efter at jeg var blevet opmuntret og underholdt på vejen af de mest troværdige løgne uden en eneste stavelse, hvoraf jeg kunne slutte andet, end at jeg ved det største held var faldet i hænderne på den venligste frue for ikke at sige veninde, som hele den vide verden kunne byde på. Jeg gik således ind ad døren med den mest fuldkomne tillid og glæde og lovede mig selv, at så snart jeg var kommet lidt til ro, ville jeg fortælle Esther Davis om mit usædvanlige held.
De kan være sikker på, at min gode mening om min plads ikke blev formindsket, da jeg blev ført ind i en meget nydelig stue ud mod haven, som forekom mig at være overdådigt udstyret, da jeg aldrig havde set bedre værelser end de almindelige i kroerne langs landevejen. Der var to forgyldte konsolspejle og en buffet, hvor et par tallerkener, der var stillet op, så de tog sig bedst ud, forblændede mig og overbeviste mig helt og aldeles om, at jeg måtte være kommet til en meget respektabel familie.
Her begyndte min frue først sin del ved at fortælle mig, at jeg måtte være ved godt mod og lære at opføre mig frit over for hende, at hun ikke havde antaget mig som almindelig tjenestepige for at gøre det hårdeste husarbejde, men som en slags selskabsdame for hende, og at hvis jeg var en god pige, ville hun være mere end tyve mødre for mig. Til alt dette svarede jeg kun ved at neje dybt og genert samt med nogle få korte ord som ”ja”, ”nej” og ”javist”.
Inden længe ringede min frue med klokken, og en kraftig pige kom ind, hende, der havde lukket op for os. ”Her, Martha,” sagde mrs. Brown. ”Jeg har lige antaget denne unge dame til at se efter mit linned. Så gå op og vis hende til hendes værelse, og jeg vil bede dig om at behandle hende med lige så megen respekt, som du ville behandle mig med, for jeg er kommet til at synes vældig godt om hende, og jeg ved ikke alt det, jeg gerne vil gøre for hende.”
Martha, der var en snedig tøs og var vant til disse lokketoner, reagerede helt som ønsket, nejede let for mig, bad mig om at gå op sammen med hende og viste mig så et net værelse på anden sal ud mod haven, hvor der var en nydelig seng, hvor Martha fortalte mig, at jeg skulle ligge sammen med en ung dame, en kusine til min frue, som hun var sikker på, ville være vældig god ved mig. Så begyndte hun på meget affekterede lovtaler om sin gode frue! Hendes søde frue! Og hvor heldigt var det ikke for mig, at jeg havde fundet hende. Jeg kunne ikke have fundet frem til nogen bedre. Og andre lignende grove overdrivelser, som i sig selv ville have fået enhver anden end en uerfaren og godtroende tåbe uden kendskab til livet til at fatte mistanke. Men hun så straks, hvor kløgtig jeg var, og vurderede mig helt præcist på den måde, hvorpå hun fløjtede ad mig som for at gøre mig tilfreds med mit bur og blind for tremmerne i det.
Midt i disse falske forklaringer om, hvad min fremtidige tjeneste skulle bestå i, blev der igen ringet efter os, og jeg blev ført ind i den samme stue, hvor der var dækket op til tre. Min frue havde nu fået en af sine yndlingspiger med sig, en glimrende bestyrer af hendes hus, hvis opgave det var at forberede og tæmme unge føl som mig, der var uvant med at blive besteget. Derfor var det, at jeg havde fået hende til sengekammerat. Og for at give hende større indflydelse, havde hun af den ærværdige leder af denne skole fået titel af kusine.
Her undergik jeg endnu en inspektion, som endte med bifald fra mrs. Phoebe Ayres, thi sådan hed den pige, der var valgt som min lærer, og til hvis omsorg og instruktion jeg elskværdigt blev anbefalet.
Nu blev maden sat på bordet, og i overensstemmelse med sin beslutning om at behandle mig som en ligeværdig veninde afviste mrs. Brown i en tone, der afskar al diskussion, snart mine ydmyge og forvirrede protester mod at sidde til bords med Hendes Nåde, hvilket min meget mangelfulde opdragelse antydede over for mig, ikke kunne være rigtigt eller i overensstemmelse med det passende.
Ved bordet var det hovedsageligt de to damer, der holdt konversationen i gang og førte den med tvetydige udtryk, som ofte blev afbrudt af venlige forsikringer til mig, hvilket alt sammen havde til formål at fastholde min tilfredshed med min nuværende stilling; forøge den kunne de ikke, så naiv var jeg dengang.
Det blev så aftalt, at jeg skulle holde mig inde og ude af syne nogle få dage, til man kunne skaffe klæder, der passede til den rolle, jeg skulle spille som min frues ledsager, samtidig med at man gjorde opmærksom på, at det første indtryk af min skikkelse kunne være afgørende. De tænkte med rette, at udsigten til at ombytte mit landlige tøj med fine ting fra London ville få mig til uden videre at finde mig i indespærringen. Men sandheden var, at mrs. Brown ikke brød sig om, at jeg skulle blive set eller tiltalt af nogen, det være sig hendes kunder eller hendes gimmerlam (som de kaldte de piger, hun leverede til dem), før hun havde sikret sig et godt marked for min jomfrudom, som jeg i det mindste så ud til at have medbragt til gavn for fruen.
For at forbigå detaljer, der ikke har nogen betydning for hovedsagen af min historie, springer jeg let hen over tiden indtil sengetid, hvori jeg blev mere og mere tilfreds med de udsigter, der åbnede sig for mig i en let tjeneste under disse gode mennesker. Og da jeg efter aftensmaden blev vist op til min seng, kom miss Phoebe op til mig, efter at pigen havde trukket sig tilbage, og begyndte at tage nålene ud af mit tørklæde og min kjole. Hun havde nemlig bemærket en vis modvilje hos mig mod at tage tøjet af og gå i seng i min chemise for hendes øjne, men nu opmuntrede hun mig til at fortsætte med at tage tøjet af. Da jeg stadig rødmede ved nu at være nøgen bortset fra chemisen, skyndte jeg mig ind under sengetøjet og gemte mig der. Phoebe lo, og det varede nu ikke længe, før hun anbragte sig ved siden af mig. Hun var omkring femogtyve år gammel ifølge sin egen ret upålidelige redegørelse, hvori hun tilsyneladende må have forbigået mindst ti gode år, og hvori der også må tages hensyn til den skade, en lang tjeneste som skøge samt varme bade må have forårsaget på hendes konstitution. Resultatet var, at hun allerede havde nået den triste tilstand, hvor de, der tilhører hendes profession, må nøjes med at tænke på at vise gæsterne ind i stedet for selv at modtage dem.
Ikke så snart havde denne herlige erstatning for min frue lagt sig i sengen, før hun, der aldrig gik af vejen, når en lejlighed til liderlighed bød sig, vendte sig imod mig og omfavnede og kyssede mig med den største iver. Dette var nyt, og det var sært, men da jeg ikke tilskrev det andet end den rene venlighed, som det jo godt kunne være normalt i London at give udtryk for på denne måde, var jeg besluttet på ikke at lade hende noget efter og gengældte kysset og omfavnelsen med den iver, som kun fuldkommen uskyldighed kan give.
Opmuntret heraf lod hun sine hænder tage sig store friheder og vandre over hele kroppen med berøringer, klem og pres, som skiftevis chokerede og alarmerede mig.
Den smiger, som hun blandede med denne indtrængen, bidrog ikke så lidt til at få mig til at forholde mig passivt, og da jeg ikke vidste af noget ondt, frygtede jeg ikke noget ondt og særligt ikke fra en, der forhindrede al tvivl om sin kvindelighed ved at føre mine hænder til et par løsthængende bryster af en størrelse og et omfang, der helt tilstrækkeligt i det mindste over for mig, der ikke havde noget at sammenligne med, tilkendegav hendes køn …
Jeg lå så tam og passiv, som hun kunne ønske, mens de friheder, hun tog sig, ikke vakte andre følelser end en mærkelig og indtil da ukendt lyst. Enhver del af mig var åben og udsat for hendes hænders liderlige berøringer, der som flammende ild løb over hele min krop og optøede al kulde, hvor de kom frem.
Mine bryster, hvis det ikke er for dristigt at bruge denne betegnelse om to hårde, faste småhøje, som på dette tidspunkt just begyndte at rejse sig lidt og blive håndgribelige, beskæftigede og morede hendes hænder en tid. Så gled disse hænder længere ned over en jævn bane, og de kunne føle de bløde, silkeagtige dun, som kun få måneder før var spiret frem, og som prydede venusbjerget i disse regioner og gav løfte om et herligt ly over sædet for de mest udsøgte følelser på et sted, som indtil da havde været sæde for den mest ufølsomme uskyldighed. Hendes fingre legede og forsøgte at sno de små spirer i dette mos, som naturen har frembragt både til nytte og pryd.
Men da hun ikke var tilfreds med disse ydre forposter, angreb hun nu selve fæstningen. Hun begyndte at bevæge sig i ryk, at nærme sig og til sidst at tiltvinge sig adgang med en finger ind i selve det følsomme sted på en sådan måde, at hvis hun ikke havde benyttet sig af umærkelige overgange som ophidsede mig ud over, hvad ærbarheden kunne bære, ville jeg være sprunget ud af sengen og have råbt på hjælp mod disse mærkelige overfald.
I stedet havde hendes lystne berøringer antændt en ny ild, som bevægede sig gennem alle mine årer og dog med magt var fæstnet til det centrum, som naturen har udpeget for den, hvor de første fremmede hænder nu havde travlt med at beføle, at klemme, at famle ved læberne og så at åbne dem igen med en finger imellem dem. Dette vedblev, indtil et ”Åh!” gav udtryk for, at hun voldte mig smerte der, hvor den ubrudte passages snæverhed nægtede fingeren at trænge dybere ind.
I mellemtiden afslørede den måde, mine lemmer strakte sig på, mine matte bevægelser, suk og korte åndedrag for det erfarne, liderlige kvindemenneske, at jeg følte behag snarere end krænkelse ved det, hun havde gjort, og som hun krydrede med gentagne kys og udbrud: ”Åh, hvilken fortryllende skabning du er! Hvor lykkelig vil den mand ikke blive, der først gør dig til kvinde! Åh, jeg ville ønske, jeg var en mand for din skyld …” Disse samt lignende usammenhængende udbrud blev afbrudt af kys så voldsomme og ildfulde, som jeg nogensinde har fået af det modsatte køn.
For min del var jeg henrykt, forvirret og ude af mig selv; følelser, der var så nye, var for meget for mig. Mine ophedede og pirrede sanser var i vildt oprør, som berøvede mig friheden til at tænke; tårer, der var fremkaldt af min tilfredsstillelse, løb fra mine øjne og slukkede i nogen grad den ild, der rasede overalt i mig.
Phoebe selv, den forhorede fuldblodsluder, som var vel bekendt med alle former og påfund inden for vellyst, fandt tilsyneladende i udøvelsen af den kunst at tilride unge piger tilfredsstillelse for en af de mærkelige lyster, som man ikke kan forklare. Ikke at hun hadede mænd eller ikke ligefrem foretrak dem frem for sit eget køn, men når hun kom ud for en lejlighed som denne, fik en overmåde mæthed ved nydelserne ved den almindelige manér og måske også en hemmelig forkærlighed hende til at udnytte nydelsen mest muligt, hvor hun kunne finde den, uden at skelne mellem kønnene. Ud fra dette og nu overbevist om, at hun ved sine berøringer havde opflammet mig tilstrækkeligt til sit formål, rullede hun blidt sengeklæderne af, og jeg så mig selv ligge udstrakt nøgen med min chemise trukket op til halsen, mens jeg ikke havde kraft eller evne til at modsætte mig det. Selv min rødmen udtrykte begær snarere end ærbarhed, mens stearinlyset, der (sikkert ikke uden hensigt) brændte, kastede sit fulde skær på hele min krop.
”Nej,” sagde Phoebe, ”du må end ikke tænke på at gemme alle disse skatte for mig, min søde pige. Mit syn må tilfredsstilles såvel som min følesans … Jeg må med øjnene fortære dette spirende bryst … Lad mig kysse det … Jeg har ikke set det nok … Lad mig kysse det igen … Hvilket fast, glat, hvidt kød! … Hvor fint skabt! … Og så disse herlige dun! Åh, lad mig se den lille, kære, spæde kløft … Det er for meget, jeg kan ikke holde det ud! … Jeg må … Jeg må …” Her tog hun min hånd og førte den i sin ekstase derhen, hvor De let kan gætte. Men hvor anderledes var den tilstand, som denne samme ting havde! … Et vildtvoksende krat af buskede krøller markerede den fuldvoksne, færdigudviklede kvinde. Og det hulrum, som hun førte min hånd til, kunne let tage imod den. Og så snart hun følte den i sig, bevægede hun sig selv frem og tilbage med så hastige gnidninger, at jeg snart efter trak min hånd tilbage våd og klam. Herefter blev Phoebe straks mere fattet efter totre suk og dybtfølte Åh!’er, og idet hun gav mig et kys, der syntes at udånde hendes sjæl gennem hendes læber, lagde hun sengetøjet tilbage over os. Jeg kan ikke sige, hvilken lyst hun havde følt. Men jeg ved, at de første gnister til optænding af naturen, de første ideer om besmittelse, opstod hos mig den nat, og at bekendtskabet og samværet med de dårlige eksemplarer af vort eget køn ofte er lige så fatalt for uskylden som al forførelse fra det andet køns side. Men for at fortsætte: Da Phoebe var faldet til ro igen, hvilket langtfra var tilfældet med mig, udspurgte hun mig listigt om alt, hvad der var nødvendigt for at styre de planer, som min ærbare frue havde med mig. Og af mine svar, som blev givet af mit oprigtige hjerte, havde hun ingen grund til andet end at love sig selv al mulig succes, for så vidt den afhang af min uvidenhed, elskværdighed og mit hede blod.
Da vi havde talt længe nok, overlod min sengekammerat mig til hvilen, og jeg faldt i søvn af bar træthed på grund af de voldsomme følelser, der var blevet vakt hos mig. Og naturen (som var blevet ægget og ophidset for meget til at falde til ro uden at finde udløsning på en eller anden måde) skaffede mig lindring ved en af de vellystige drømme, hvis henrykkelse næppe står tilbage for, hvad man kan opleve i virkeligheden i vågen tilstand.
Om morgenen vågnede jeg omkring klokken ti helt munter og udhvilet. Phoebe var oppe før mig og spurgte mig på den venligste måde, hvordan jeg havde det, hvordan jeg havde sovet, og om jeg var klar til morgenmad. Samtidig undlod hun omhyggeligt at forøge den forvirring, hun så, at jeg var i, da jeg så på hende, ved på nogen måde at hentyde til, hvad der var sket i sengen om natten. Jeg fortalte hende, at jeg ville stå op, hvis det passede hende, og begynde på et hvilket som helst arbejde, som det ville behage hende at sætte mig til. Hun smilede. Lidt efter bragte pigen teen ind, og jeg havde lige skyndt mig at komme i tøjet, da min frue vraltede ind. Jeg forventede bestemt at blive bebrejdet, om ikke irettesat for at være stået så sent op og blev behageligt skuffet over hendes komplimenter omkring mit rene og friske udseende. Jeg var ”en yndig rosenknop” (sådan talte hun), og ”hvor ville alle de fine herrer dog beundre mig.” Til alt dette kan jeg forsikre Dem for, at mine svar ikke gjorde min opdragelse uret. De var fuldt så enfoldige og dumme, som man kunne ønske, og uden tvivl behagede de dem langt mere, end hvis de havde fundet, at jeg var veloplyst gennem uddannelse og havde kendskab til verden.
Vi spiste morgenmad, og næppe var teservicet fjernet, før to bundter linned og tøj blev båret ind; kort sagt alt, hvad der var nødvendigt for at ”rigge mig til”, som de kaldte det.
Forestil Dem, frue, hvordan mit lille, kokette hjerte bankede af glæde, da jeg så en hvid lystringskjole besat med sølvblomster, ganske vist slidt, men dog givet til mig som fuldstændig ny, en kappe besat med brysselkniplinger, flettede sko og resten svarende hertil, alt sammen gode brugte sager og købt netop til denne lejlighed med den gode mrs. Browns utrættelige flid. Til mig havde hun allerede en købmand i huset, som skulle beskue mine yndigheder; for han havde ikke blot insisteret på at inspicere varen på forhånd, men også på, at den straks blev overleveret til ham, hvis han ville have mig. Han tænkte nemlig meget viseligt, at det sted, jeg opholdt mig, var lige varmt nok til, at man kunne opbevare en så letfordærvelig ting som en jomfrudom deri.
Omsorgen med at klæde mig på og gøre mig klar til markedet blev så overladt til Phoebe, der skilte sig fra den opgave om ikke godt, så i det mindste til fuld tilfredshed for alt andet end min utålmodighed efter at se mig selv i stadsen. Da det var overstået, og jeg så mig selv i spejlet, var jeg uden tvivl for naturlig og ukunstlet til at skjule min barnlige begejstring over forandringen. En forandring, som i virkeligheden i høj grad var til det værre, eftersom jeg må have taget mig langt bedre ud i min enkle, landlige dragt end i det klodsede, upassende, billige stads, som jeg helt klart var fremmed over for.
Men Phoebes komplimenter, hvorunder hun ikke glemte sin egen andel i min påklædning, bestyrkede mig ikke så lidt i den første tanke, jeg nogensinde havde haft om min egen skikkelse. Og lad mig sige det uden al forfængelighed, den var dengang god nok til at retfærdiggøre, at man kunne få smag for mig, så det er næppe forkert her at skitsere den nøgternt for Dem.
Jeg var høj, men ikke for høj for min alder, der, som jeg tidligere har bemærket, var knap femten. Min holdning var helt rank, jeg var smal om livet og let og fri uden at have brug for korset. Mit hår var skinnende brunt og så blødt som silke, og det faldt ned ad min nakke i naturlige lokker og satte i ikke ringe grad min glatte huds hvidhed i relief. Mit ansigt var desværre lige rødt nok, selv om dets træk var fine, og formen var en rund oval, bortset fra et smilehul i min hage, der havde en slet ikke ubehagelig virkning. Mine øjne var så sorte, som man kan forestille sig, og smægtende snarere end funklende, bortset fra ved visse lejligheder, hvor jeg har hørt, at de fængede hurtigt nok. Mine tænder, som jeg altid passede omhyggeligt, var små, lige og hvide. Mit bryst var smukt hævet, og man kunne dengang ane løftet snarere end den fulde fremvækst af de runde, faste bryster, som snart herefter opfyldte denne forjættelse. Kort sagt, alt hvad der vedrører universel skønhed, havde jeg, eller i det mindste forbød min forfængelighed mig at appellere den dom, som vore almægtige dommere, mændene, fældede, og de af dem, jeg kendte, udtalte sig stærkt til fordel for mig. Desuden mødte jeg selv blandt mit eget køn nogle, der fandt det under deres værdighed ikke at yde mig min ret, mens andre priste mig endnu mere og ganske uventet ved at forsøge at forklejne min skikkelses gode egenskaber, hvormed jeg helt åbenbart brillerede. Dette lyder, indrømmer jeg, lidt for meget som selvros, men ville det ikke være utaknemmeligt over for naturen og over for en skikkelse, som jeg skylder så store velsignelser i form af nydelse og formue, hvis jeg gennem påtaget beskedenhed skulle undlade at nævne sådanne værdifulde gaver?
Nå, altså, således var jeg blevet klædt på, og det faldt mig slet ikke ind, at alt denne muntre stads kun var en udsmykning af et offerlam. Snarere tilskrev jeg uskyldigt det hele simpelt venskab og godhed fra den søde, rare mrs. Browns side. Om hende har jeg glemt at nævne, at hun under påskud af at gemme mine penge sikkert uden mindste tøven havde fået overdraget fra mig den lille smule, der var tilbage, efter at jeg havde afholdt udgifterne til min rejse.
Efter at lidt mere tid var blevet tilbragt foran spejlet, hvor jeg ikke så meget beundrede mig selv som mit nye tøj, blev der sendt bud efter mig nede fra stuen, hvor den gamle dame hilste mig og ønskede mig tillykke med mit nye tøj, som efter hendes ligefremme udsagn passede mig, som om jeg aldrig havde båret andet end det fineste gennem hele mit liv. Men hvad kunne hun ikke anse mig for dum nok til at sluge? Samtidig præsenterede hun, hvad hun kaldte en fætter, en ældre herre, der rejste sig, da jeg trådte ind i stuen, og hilste mig, da jeg nejede for ham. Han syntes lidt krænket over, at jeg kun bød ham min kind; en fejltagelse, som han imidlertid øjeblikkeligt rådede bod på ved at lime sine læber til mine med en fyrighed, som hans figur slet ikke havde beredt mig på at forestille mig. Han var nemlig det mest chokerende og afskyelige, man kunne forestille sig – grim eller ubehagelig ville være alt for milde betegnelser til at give en idé om det.
Forestil Dem en mand noget over tres, lav og dårligt skabt med en gul og gusten hudfarve, store stirrende øjne, der gloede, som om han var blevet kvalt, en mund, der var spændt ud over to hugtænder snarere end almindelige tænder, blålige læber og en ånde, der lugtede som et lokum. Desuden havde han en særlig afskyelighed i sit grin, der gjorde ham helt forfærdelig, om ikke farlig for gravide kvinder. Og alligevel var han, selv om han således var formet som en parodi på en mand, så blind for sine egne iøjnefaldende deformiteter, at han troede, at han var født til at behage, og at ingen kvinde kunne se ham og bevare roen. Som følge af dette havde han givet store summer ud på stakler, der kunne overtale sig selv til at foregive at elske ham, mens han optrådte brutalt over for dem, der ikke kunne forstille sig eller ikke havde tålmodighed til at dække over den afsky, han vakte. Vanmagt snarere end nødvendighed fik ham til ved afveksling at søge den stimulans, som han manglede for at kunne nå glædens tinde, som han ofte så sig franarret på grund af svigtende evner. Og når det skete, udløste det altid et raserianfald hos ham, som han, så vidt han turde, lod gå ud over den uskyldige genstand for hans forbigående begær.
Det var altså det uhyre, som min samvittighedsfulde velgørerinde, der længe havde leveret ham varer af denne slags, havde tildømt mig, og hun havde sendt bud efter mig med det formål, at han kunne undersøge mig. Derfor fik hun mig til at rejse mig foran ham, vendte mig rundt, løsnede mit tørklæde, gjorde bemærkninger over for ham om, hvordan mit bryst, der lige var begyndt at vokse, steg og faldt, og hvor hvidt det var. Så fik hun mig til at gå og lod sig endog inspirere af min landlige gang til at føje den til listen over mine yndigheder. Kort sagt, hun undlod ikke noget hestehandlerkneb ved sin præsentation af mig, hvorpå han kun reagerede med elskværdige, bifaldende nik, mens han kiggede på mig som på en ged eller en abe. For undertiden stjal jeg et blik på ham ud af øjenkrogen, og når jeg mødte hans fyrige, ivrige stirren, så jeg bort af bar rædsel og frygt, hvilket han i overensstemmelse med sin væremåde ikke tilskrev andet end en jomfruelig ærbarhed eller i det mindste en foregivelse af en sådan.
Men jeg blev snart sendt bort og ført til mit værelse igen af Phoebe, der blev hos mig og ikke lod mig være alene, så jeg havde tid til at gøre mig sådanne overvejelser, som naturligt kunne melde sig for enhver, der ikke var idiot, efter en scene som den, jeg lige havde oplevet. Men til min skam må jeg indrømme, at min uovervindelige dumhed eller rettere min formidable uskyld var så stor, at jeg endnu ikke åbnede øjnene for mrs. Browns planer og ikke så noget andet i hendes såkaldte fætter end en skrækkelig, hæslig person, der ikke havde noget med mig at gøre, bortset fra at min taknemmelighed over for min velgørerinde fik mig til at udstrække min respekt til alle hendes slægtninge.
Phoebe begyndte imidlertid at undersøge, hvordan mit hjerte forholdt sig til dette uhyre, og spurgte mig, hvad jeg ville synes om at få sådan en fin herre til ægtemand. (Jeg formoder, hun kaldte ham en fin herre, fordi han var besat med kniplinger). Jeg svarede meget ligefremt, at jeg ikke tænkte på nogen ægtemand, men at hvis jeg skulle vælge en, skulle det helt sikkert være en af min egen stand! Så meget havde min modvilje mod dette bæsts modbydelige skikkelse givet mig afsmag for alle de ”fine herrer” og forvirret mine ideer, som om de, der tilhørte denne stand, nødvendigvis alle skulle være støbt i samme form som ham. Men Phoebe kunne ikke holdes på afstand så let og fortsatte sine bestræbelser på at smelte og blødgøre mig med henblik på min optagelse i dette gæstfri hus. Mens hun talte om mænd i almindelighed, havde hun ingen grund til at fortvivle og tvivle på, at jeg ville føje mig, hvilket mere end én ting viste hende, let kunne opnås. Men hun havde al for megen erfaring til ikke at kunne opdage, at min specielt indædte afsky for denne skrækkelige fætter ville være en hindring, det ikke ville blive så ganske let at fjerne, som det ville være nødvendigt for fuldbyrdelsen af deres handel og for at opnå salget af mig.
Mutter Brown havde i mellemtiden aftalt betingelserne med denne fordrukne, gamle ged, hvilket jeg senere forstod, var halvtreds guineas straks for den frihed at forsøge sig med mig og hundrede mere, hvis han fuldstændig fik tilfredsstillet sine ønsker ved at besejre min jomfrudom. Hvad mig angik, skulle jeg helt overlades til hans forgodtbefindende og generøsitet. Da denne uretfærdige kontrakt var afsluttet, var han så ivrig efter at få mig i sin besiddelse, at han insisterede på at blive inviteret til at drikke te med mig om eftermiddagen, og at vi skulle lades alene. Ej heller ville han lytte til rufferskens indvendinger om, at jeg ikke var tilstrækkeligt forberedt og modnet til et sådant angreb, at jeg var for grøn og utæmmet, da jeg knap havde været fireogtyve timer i huset. Det er lystens karakter at være utålmodig, og hans forfængelighed bevæbnede ham mod enhver mistanke om andet end den almindelige modstand hos en jomfru ved sådanne lejligheder. Det fik ham til at afvise alle forslag om udsættelse, og min skrækkelige prøvelse blev således uden mit vidende fastsat til samme aften.
Ved middagsbordet bestilte mrs. Brown og Phoebe ikke andet end at rose denne vidunderlige fætter til skyerne og sige, hvor lykkelig den kvinde ville blive, som fandt nåde for hans øjne; kort sagt, de to sludrechatoller udtømte al deres veltalenhed for at overtale mig til at acceptere ham. Herren var ”hårdt angrebet” ved det første syn af mig … Han ville sørge for min lykke, hvis jeg ville være en god pige og ikke stå i vejen for mig selv … Jeg skulle stole på hans ære … Jeg ville gøre min lykke for altid og få ”en karet at køre ud i …” Al den slags sludder, som kunne fordreje hovedet på en stakkels, uvidende pige, hvad jeg dengang var. Men heldigvis havde min modvilje allerede slået så dybe rødder i mig, og mit hjerte var så stærkt forsvaret mod ham ved mine sansers hjælp, at jeg var ude af stand til at skjule mine følelser, og jeg gav dem intet håb om, at deres arbejdsgiver ville få held hos mig, i hvert fald ikke let. Der blev også skænket flittigt i glasset, formodentlig med henblik på at alliere sig med mit varme temperament, nu hvor angrebet var umiddelbart forestående.
Således holdt de mig ved bordet temmelig længe, og omkring klokken seks om aftenen, efter at jeg havde trukket mig tilbage til mit eget værelse, og tebordet var dækket, kom min ærværdige frue ind tæt fulgt af den satyr, som kom ind med et særegent grin og ved sit modbydelige nærvær bekræftede mig i alle de følelser af afsky, som det første syn af ham havde givet anledning til.
Han satte sig ned over for mig, og under hele tebordet blev han ved med at overbeglo mig på en måde, som voldte mig den største smerte og forvirring, hvilket han alt sammen stadig bortforklarede ved min generthed og det, at jeg ikke var vant til at se fremmede.
Da teen var overstået, foregav den forekommende gamle dame at have uopsættelige forretninger (hvilket faktisk var sandt), så hun kunne gå ud. Hun bad mig indtrængende om at underholde hendes fætter venskabeligt, til hun kom tilbage, både for min egen skyld og for hendes. Og så gik hun ud af værelset med et ”Jeg beder Dem, herre. Vær meget god og meget øm over for dette søde barn.” Hun efterlod mig stirrende med åben mund og ude af stand til at modsætte mig, at hun gik, fordi det skete så pludseligt.
Vi var nu alene, og ved denne tanke blev jeg grebet af en pludselig skælven. Jeg var så bange, uden nogen klar forestilling om hvorfor og hvad jeg havde at frygte, at jeg sad på sofaen ved kaminen, ubevægelig og lammet, uden liv eller ånd og uden at vide, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle se hen.
Men det var ikke længe, jeg fik lov at forblive i denne tilstand af lammelse. Bæstet satte sig på hug ved siden af mig, og uden yderligere omstændeligheder eller indledning slog han armene om min hals, og idet han trak mig temmelig voldsomt imod sig, nødsagede han mig trods min kamp for at slippe fra ham til at modtage hans forpestede kys, som helt overvældede mig. Da han dernæst så, at jeg næsten var fra mine sanser og ikke gjorde modstand, rev han tørklædet bort og blotlagde alt dér for sine øjne og hænder. Jeg udholdt stadig det hele uden at vige tilbage, indtil han, dristig på grund af min overbærenhed og tavshed, for jeg havde ikke kræfter til at tale eller skrige, forsøgte at lægge mig ned på sofaen. Jeg følte hans hånd på den nederste del af mine nøgne lår, der var lagt over kors, og som han forsøgte at åbne. Men da blev jeg vækket af mit passive tålmod, og idet jeg sprang op med en kraft, som han ikke var forberedt på, kastede jeg mig for hans fødder og bønfaldt ham på den mest rørende måde om ikke at være grov og ikke at gøre mig fortræd. ”Gøre dig fortræd, min kære?” sagde bæstet. ”Jeg agter ikke at gøre dig fortræd … Har den gamle dame ikke fortalt dig, at jeg elsker dig? At jeg vil behandle dig pænt?” ”Det har hun, hr.,” sagde jeg, ”men jeg kan ikke elske Dem, det kan jeg virkelig ikke … Vær rar at lade mig være i fred. Ja, jeg vil elske Dem ømt, hvis De vil lade mig være i fred og gå …” Men jeg talte for døve øren, for hvad enten det var mine tårer, min holdning eller den uorden, mine klæder var i, der gav ham frisk tilskyndelse, eller om han nu var i sit begærs vold, så kunne han ikke holde sig tilbage, men fornyede sine angreb. Mens han fnyste og prustede af lyst og raseri, forsøgte han igen at lægge mig ned og holde mig fast på sofaen, hvilket han for så vidt fik held med så langt, at han lagde mig ned og endog kastede mine skørter over hovedet på mig og blotlagde mine lår, som jeg hårdnakket holdt tæt sammen. Ej heller kunne han, selv om han forsøgte at sprede dem med sit knæ, gennemføre det, så han havde håb om at bemægtige sig hovedindkørslen. Han havde knappet sit tøj op, både vest og bukser, og alligevel følte jeg kun vægten af hans krop på mig, mens jeg kæmpede indigneret og var ved at dø af skræk. Men lige pludselig stoppede han og rejste sig, mens han åndede tungt, pustede, bandede og gentog ”gammel og grim!”, for det havde jeg meget naturligt kaldt ham under kulminationen af mit forsvar.
Bæstet havde tilsyneladende, hvad jeg senere forstod, i sin iver og kamp fremprovokeret klimaks af sin hede lyst, som han ikke havde kræfter til at forlænge, og hvis resultat nu flød ud på mine lår og mit linned.
Da det var overstået, befalede han mig i en tone, der vidnede om hans mishag, at rejse mig og sagde, at han ikke ville gøre mig den ære at tænke på mig mere … Den gamle tæve kunne se sig om efter et andet fjols … Han ville aldrig i den grad igen lade sig narre af påtaget landlig dydsirethed i England … Han formodede, at jeg havde efterladt min jomfrudom hos en eller anden bondeknold på landet og var kommet for at sælge min skummetmælk i byen. Herpå fulgte endnu en salve af lignende ukvemsord, som jeg lyttede til med mere behag, end kvinder lytter til de hedeste kærlighedserklæringer, da det blot bidrog til at forstærke mit udtalte had til og modvilje mod ham. Jeg så denne spot som min sikkerhed for, at han ikke ville forny sine afskyelige kærtegn.
Men selv om mrs. Browns hensigter nu havde vist sig ganske tydeligt, havde jeg stadig hverken hjerte eller mod til at åbne mine øjne for dem alle. Jeg kunne stadig ikke lade være med at føle mig afhængig af denne gamle kone, i den grad betragtede jeg mig selv som hendes med legeme og sjæl. Eller snarere søgte jeg at narre mig selv ved fortsat at have høje tanker om hende og valgte at vente det værste fra hendes hånd hellere end at blive smidt ud for at sulte på gaden uden en penny eller en ven, jeg kunne vende mig til, selv om det var tåbeligt af mig at have denne frygt.
Mens disse forvirrede tanker rumsterede i mit hoved, sad jeg tankefuld ved ilden, hvor mine øjne flød over af tårer. Min hals var stadig nøgen, og min kappe faldet af i kampen, så mit hår var så uglet, som man kan forestille sig. Men snart begyndte slynglens lyst, formoder jeg, at flyde igen ved synet af den blomstrende ungdom, som frembød sig for hans blik. En blomst, der endnu ikke var plukket og naturligvis endnu ikke var ligegyldig for ham.
Efter en pause spurgte han mig i en tone, der nu var meget blidere, om jeg ikke ville slutte fred med ham, før den gamle dame kom tilbage, så alt ville blive godt. Han ville igen være kærlig over for mig, og samtidig prøvede han at kysse mig og beføle mine bryster. Men nu påvirkede min store afsky, min frygt, min indignation mig på én gang og gav mig en styrke, der ikke var naturlig for mig, så jeg rev mig løs fra ham og løb hen til klokken og ringede voldsomt med den, før han blev opmærksom på det. Det bragte straks pigen op for at høre, hvad der var galt, eller om herren ønskede noget; før han kunne gå til yderligheder, for hun ind i værelset og blev selv forvirret, og hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, da hun så mig udstrakt på gulvet med håret i uorden og blødende næse, hvilket gjorde scenen endnu mere tragisk. Desuden var min hæslige forfølger stadig optaget af at gennemføre sit brutale forsæt uden at lade sig bevæge af mine skrig og min smerte.
Men hvor meget Martha end var forberedt på og hærdet over for den slags tildragelser, måtte enhver kvindelighed have forladt hendes hjerte, hvis hun havde kunnet se dette uden at blive bevæget. Desuden forestillede hun sig ud fra, hvad hun så, at sagerne havde udviklet sig videre, end de faktisk havde, og at han allerede havde benyttet sig af, hvad huset tilbød, og således havde kastet mig ud i den tilstand, jeg befandt mig i. Ud fra denne overbevisning tog hun straks mit parti, rådede herren til at gå ned og lade mig komme til mig selv og sagde, at det snart ville være overstået … At når mrs. Brown og Phoebe, der var gået ud, kom tilbage, ville de sørge for, at alt blev arrangeret til hans tilfredshed … At der ikke var noget at miste ved lidt tålmodighed med det stakkels, lille lam. Selv var hun i hvert fald forskrækket. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til den slags, men hun ville blive hos mig, til min frue kom tilbage. Da pigen sagde alt dette i en bestemt tone, og uhyret selv begyndte at forstå, at situationen ikke blev bedre af, at han blev i værelset, tog han sin hat og gik ud, mens han mumlede og rynkede panden som en gammel abe, så jeg blev befriet for rædslen ved hans rent afskyelige nærvær.
~ Mr. Crofts’ forsøg på at forføre Fanny ~
Så snart han var gået, tilbød Martha mig meget elskværdigt sin hjælp til alt og ville skaffe mig nogle hjortetaksdråber og lægge mig i seng; det sidste afviste jeg først bestemt af frygt for, at bæstet kunne vende tilbage og drage fordel af min position. Men efter megen overtalelse og forsikring om, at jeg ikke ville blive forulempet den nat, fik hun mig overtalt til at lægge mig, og jeg var faktisk så svækket af min kamp, så nedslået af min forfærdelige frygt, så rædselsslagen, at jeg ikke havde kræfter til at sidde op og næppe til at besvare de spørgsmål, som den nysgerrige Martha stillede og forvirrede mig med.
Sådan og så grusom var også min skæbne, at jeg frygtede synet af mrs. Brown, som om jeg havde været synderen og hun den skadevoldte. Dette er en fejltagelse, som De ikke vil finde så mærkelig, når De tænker på, at hverken dyd eller principper havde den mindste andel i det forsvar, jeg havde stillet op, men derimod kun den særlige modvilje, jeg havde fået mod den første brutale og frygtelige indtrænger i min ungdommelige uskyld.
Jeg tilbragte tiden, indtil mrs. Brown vendte tilbage, med al den ophidselse forårsaget af frygt og fortvivlelse, som man let kan forestille sig.
Omkring klokken elleve om aftenen kom de to damer hjem og fik en temmelig positiv redegørelse fra Martha, der var løbet ned for at lukke dem ind, for mr. Crofts (det var bæstets navn) havde forladt huset efter at have ventet på mrs. Browns tilbagekomst, indtil han blev træt af det. Så kom de buldrende op ad trappen, og da de så mig, bleg med blodigt ansigt og sporene efter den mest fuldstændige nedslåethed, bestræbte de sig mere på at trøste mig og give mig mod igen end på at gøre mig bebrejdelser, som jeg var svag nok til at frygte; jeg, der havde mange langt mere retfærdige og stærke bebrejdelser at gøre dem.
Da mrs. Brown havde trukket sig tilbage, kom Phoebe kort efter op i sengen til mig, og halvvejs på grund af de svar, hun fik ud af mig, og halvvejs ved sin egen metode til håndgribeligt at overbevise sig selv ved at føle sig frem opdagede hun snart, at jeg snarere var blevet skræmt end såret. Jeg formoder, at hun herefter selv blev søvnig og gemte sine gardinprædikener og instrukser til næste morgen. Således overlod hun mig faktisk til min egen uro, for efter at have vendt og drejet mig størstedelen af natten og pint mig selv med de mest falske forestillinger og med frygt, faldt jeg af bare træthed i en slags feberdøs. Den vågnede jeg først op af sent på formiddagen, og det med en voldsom feber, hvilket i høj grad tjente til i det mindste for en tid at befri mig for angreb fra en slyngel, der var langt frygteligere end døden selv.
Den omhu, som de i egen interesse havde med mig under min sygdom for igen at gøre mig så rask, at jeg kunne hjælpe med at opfylde rufferskens aftaler eller udholde yderligere prøvelser, havde imidlertid sådan en effekt på min taknemmelige sjæl, at jeg ligefrem følte mig i gæld til dem, der arbejdede for min ødelæggelse. Men jeg påskønnede deres anstrengelser for at fremme min helbredelse og frem for alt, at de holdt den brutale voldtægtsmand, der havde forårsaget min sygdom, væk fra mig, da de fandt ud af, at jeg blev stærkt ophidset, blot man nævnte hans navn.
Ungdommen kommer sig hurtigt, og et par dage var tilstrækkeligt til at overvinde den værste feber, men hvad der bidrog mest til min fuldstændige helbredelse og til at forsone mig med livet, var den kærkomne nyhed, at mr. Crofts, der var en købmand, som gjorde betydelige forretninger, var blevet anholdt på kongens ordre for at have handlet med visse forbudte varer for næsten fyrre tusind pund, og at hans situation var så desperat, at selv hvis han havde haft lyst til det, ville han ikke have været i stand til at forny sine angreb på mig; for han blev straks kastet i fængsel, og det var ikke sandsynligt, at han hurtigt ville komme ud af det igen.
Mrs. Brown, der havde taget de halvtreds guineas, som med så ringe resultat var blevet betalt forud, og havde mistet alt håb om de hundrede, der manglede, begyndte at se mere velvilligt på min behandling af ham. Og da de havde bemærket, at jeg var meget nem at have med at gøre, og at jeg var tilbøjelig til at gå ind på deres synspunkter, fik alle de piger, der udgjorde hendes flok, lov til at besøge mig med besked på ved deres samtale at overtale mig til fuldt ud at overlade min skæbne i mrs. Browns hænder.
Følgelig blev de lukket ind til mig, og al den muntre og tankeløse lystighed, som disse tomhjernede skabninger henlever deres fritid i, fik mig til at misunde dem en tilstand, som jeg kun så den pæne side af. Jeg fik ligefrem lyst til at blive en af dem; en holdning, som de alle omhyggeligt bestyrkede. Jeg manglede nu blot at blive fuldstændig helbredt, så jeg kunne gennemgå indvielsesceremonien.
Samtale, eksempel, kort sagt alt, bidrog i dette hus til at korrumpere min medfødte renhed, som ikke havde rod i opdragelse. Og det i min alder så let antændelige lystprincip udrettede mærkelige ting i mig, så al den ærbarhed, jeg var opdraget med gennem vane snarere end belæring, begyndte at forsvinde som dug for solen; for ikke at nævne, at jeg gjorde en last af nødvendigheden ved den stadige frygt, jeg nærede for at blive smidt ud, så jeg måtte sulte.
Jeg kom mig snart temmelig godt og fik på visse tidspunkter lov til at bevæge mig rundt i hele huset, men blev forsigtigt holdt fra at se nogle gæster, før lord B… skulle komme fra Bath. For ham agtede mrs. Brown på grund af hans velkendte gavmildhed ved sådanne lejligheder at tilbyde undersøgelsen af denne lille ting, jeg havde, og som har så stor en indbildt værdi. Da Hans Nåde ventedes til byen om mindre end fjorten dage, mente mrs. Brown, at min skønhed og friskhed ville være helt fornyet til den tid, hvilket gav hende chance for en bedre handel end den, hun havde gjort med mr. Crofts.
I mellemtiden blev jeg så grundigt omvendt, som de kaldte det, så tam over for deres fløjte, at hvis døren til mit bur var blevet åbnet, ville jeg ikke have haft nogen tanke om at flyve nogen steder hen, men snarere være blevet hvor jeg var. Ej heller havde jeg mindste idé om at beklage min tilstand, men ventede meget roligt på, hvad mrs. Brown ville bestemme angående mig. Hun på sin side gjorde selv og ved hjælp af sine hjælpere mere, end der krævedes, for hos mig at neddysse og døve alle rimelige overvejelser angående min skæbne.
Moralprædikenerne blev således viftet bort, og et liv henlevet i glæde blev udpenslet i de lyseste farver. Jeg fik løfter og blev behandlet med venlighed og overbærenhed. Kort sagt, der manglede intet, der kunne hjælpe med at vænne mig helt til situationen og forhindre, at jeg gik andre steder hen for at få bedre råd. Ak, jeg drømte ikke om noget sådant.
Hidtil havde jeg kun været henvist til pigerne i huset, når det gjaldt om at nedbryde min uskyldighed. Deres liderlige snak, hvor ærbarhed på ingen måde blev respekteret, deres beskrivelser af, hvad de havde haft for med mændene, havde givet mig en helt god indsigt i, hvad deres profession drejede sig om, samtidig med at det i høj grad fremkaldte en kløe i mit blomstrende og varme blod i hver en åre. Men frem for alt udnyttede min sengekammerat, Phoebe, hvis elev jeg først og fremmest var, sine talenter til at give mig de første fornemmelser for lyst, mens naturen, der nu var opvarmet og gjort lysten ved så interessante opdagelser, æggede en nysgerrighed. Og Phoebe skærpede den listigt og førte mig fra spørgsmål til spørgsmål, som hun selv fandt på, og forklarede mig alle Venus’ mysterier. Men jeg kunne ikke længe forblive i et sådant hus uden at blive øjenvidne til mere, end jeg kunne fatte ud fra hendes beskrivelse.
En dag omkring tolv middag, da jeg igen var helt rask efter min febersygdom, var jeg tilfældigvis i mrs. Browns mørke værelse. Jeg havde næppe hvilet mig en halv time på stuepigens sofa, før jeg hørte en rumsteren i soveværelset, der kun var adskilt fra kammeret af to døre med vinduer, foran hvis glas to gule damaskgardiner var trukket, men ikke så tæt, at det spærrede for fuldt udsyn til værelset for enhver, der befandt sig i kammeret.
Jeg krøb straks stille frem og anbragte mig, så jeg ikke kunne ses, samtidig med at jeg selv kunne se alt nøje. Og hvem kom så ind, andre end den ærværdige moder abbedisse selv ledsaget af en høj, stærk, ung hestegardist, der havde skikkelse som en Herkules? Kort sagt, det ypperligste valg, som den mest erfarne dame i disse sager i hele London havde truffet.
Åh, hvor stille jeg holdt mig på min udkigspost, for at ingen støj skulle komme i vejen for min nysgerrighed eller bringe fruen ind i kammeret.
Men jeg havde ikke megen grund til at frygte nogen af delene, for hun var så helt optaget af sit store forehavende, at hun ikke havde sans for noget andet.
Det var pudsigt at se den klodsede, fede skikkelse lade sig falde ned på fodenden af sengen over for døren ind til kammeret, så jeg havde fuldt udsyn til forsiden af alle hendes ynder.
Hendes elsker satte sig ned ved siden af hende. Han så ud til at være en mand af få ord og med stor appetit, for han gik straks til sagen og gav hende nogle kraftige smækkys og stak sin hånd ned på hendes bryster og gjorde dem fri af korsettet. Da det var sket, trodsede de deres fængsel og brød løs og hang ned mindst til navlen. Et større par havde mine øjne aldrig set og heller ikke et par, der havde en værre farve; de var bløde og hang kærligt ved siden af hinanden. Men hvordan de end var, syntes denne grove karl, der ikke var nogen kostforagter, at gramse på dem med den største lyst, mens han forgæves søgte at omslutte eller dække det ene af dem med en hånd, der næppe var mindre end en fårebov. Efter at have leget med dem i nogen tid, som om de havde været det værd, lagde han hende rask ned og halede hendes skørter op, så han næsten dækkede hendes brede, røde ansigt, der ikke blussede af andet end cognac.
Da han trådte til side et øjeblik for at knappe sin vest og sine bukser op, lod han hendes fede, kødfulde lår hænge ned, og hele det fedtede landskab lå temmelig åbent for mit blik. Et stort åbent gab overskygget af en grålig busk syntes holdt frem som en tiggerpose, som han skulle fylde.
Men jeg fik snart mine øjne bortledt af en mere slående genstand, som helt optog dem.
Hendes vælige hingst havde nu knappet alt op og fremdrog en nøgen, stiv og strittende vidunderlig maskine, som jeg aldrig havde set før, men som jeg begyndte at stirre på med alle de øjne, jeg havde i hovedet, på grund af den interesse, mit eget lystorgan fattede for den. Men mine sanser var så ophidsede og alt for koncentrerede om det sted i mig, der nu brændte, til at jeg kunne se mere end den overordnede form af instrumentet. Et naturligt instinkt belærte mig nu stærkt i langt højere grad end noget, jeg havde hørt om dette instrument, om, at jeg skulle forvente mig den største glæde fra mødet mellem disse organer, der efter naturens orden passer så smukt til hinanden.
Men den lystige, unge karl forblev ikke længe i den stilling. Han rystede instrumentet to-tre gange, som om han svingede det i luften, og kastede sig så over hende. Da hans ryg nu vendte mod mig, kunne jeg ud fra den retning, han bevægede sig i, og umuligheden af at ramme ved siden af så tydeligt et mål kun antage, at han var opslugt. Og nu rystede sengen, og gardinerne raslede, så jeg knap kunne høre de suk og den mumlen, de tunge åndedrag og den stønnen, der ledsagede handlingen fra begyndelsen til slutningen; men lyden og synet af dette henrykkede min sjæl og fik hver åre i min krop til at fyldes af flydende ild. Følelsen blev så voldsom, at den næsten forhindrede mig i at trække vejret.
Med en sådan forberedelse og en indstilling som den, mine kammerater havde bibragt mig, samt Phoebes minutiøse beskrivelse af det hele er det ikke underligt, at et sådant syn gav min medfødte ærbarhed dødsstødet.
Mens de var midt i det, lod jeg udelukkende vejledt af naturen min hånd krybe op under mine skørter, og med fingre, der brændte som ild, angreb jeg og opflammede endnu mere centret for alle mine sanser. Mit hjerte bankede, som om det skulle sprænge sig vej gennem mit bryst. Jeg åndede med møje. Jeg klemte lårene sammen, trykkede og sammenpressede læberne i den jomfruelige spalte og fulgte mekanisk det eksempel, som Phoebes håndarbejde havde vist mig, så vidt som jeg kunne komme ind. Til sidst frembragte jeg ekstasen, den smeltende flodbølge, hvori naturen opløses og dør hen, når den har udtømt sine kræfter ved et overmål af lyst.
Derefter genvandt jeg så megen kølighed i mine sanser, at jeg kunne iagttage resten af, hvad der foregik mellem de lykkelige to.
Den unge fyr var lige stået af, og den gamle dame sprang straks op med hele ungdommens kraft, der uden tvivl skyldtes den forfriskning, hun lige havde fået. Hun bad ham sætte sig og begyndte at kysse ham og at klappe og knibe hans kinder og lege med hans hår, hvilket han alt sammen modtog med ligegyldighed og kulde, der viste, at han nu var meget ændret i forhold til, hvordan han havde været, da han først kastede sig i brechen.
Men min fromme guvernante var imidlertid ikke hævet over at indkalde hjælpetropper, så hun åbnede en lille kasse med hjertestyrkninger, der stod nær ved sengen, og fik ham til at skåle med sig i en velskænket dram. Efter lidt kælen parlamenteren satte madame sig så på samme sted ved fodenden, og da den unge fyr stod ved siden af hende, knappede hun med den største frækhed, man kan forestille sig, hans bukser op, og efter at have fjernet skjorten trak hun kalorius frem. Men den var så skrumpen og formindsket i størrelse, at jeg ikke kunne undlade at bemærke forskellen nu, hvor den hang med næbbet eller bare akkurat løftede hovedet. Ved at gnide den med hænderne fik vor erfarne kone den dog snart bragt til at svulme igen til samme størrelse og erektion, som jeg havde set tidligere.
Jeg beundrede derfor igen og med en nøjere betragtning opbygningen af denne herlige del af manden: det flammende røde hoved, som det stod nøgent frem, det hvide skaft og den stærke vækst af krøllede hår, der gjorde den brun ved roden, samt den runde pose, der hang ned fra den. Alt dette krævede min største opmærksomhed og fornyede min flamme. Men da hovedsagen nu var kommet dertil, hvor den flittige dame havde arbejdet for, at den skulle arrivere, var hun ikke i humør til at udsætte betalingen for sin umage, men lagde sig ned, trak ham blidt ned over sig, og således gjorde de sig færdige på samme måde som før med den velkendte sidste akt.
Da det var overstået, gik de kærligt ud med hinanden, efter at den gamle dame først havde foræret ham, så vidt jeg kunne se, tre eller fire pengestykker. For han var ikke bare hendes særlige yndling på grund af sine evner, men boede også i huset, selv om hun hidtil omhyggeligt havde sørget for at skjule mig for ham, ifald han måske ikke ville have haft tålmodighed til at vente, til min herre arriverede, men i stedet for ville have insisteret på selv at smage, hvilket den gamle dame var for underkuet af ham til at have kunnet nægte ham. For han fik efter tur alle piger i huset, og den gamle dame fik så af og til sin tur som betaling for al den service, han fik, og som han næppe kunne beskyldes for ikke at have tjent hos hende.
Så snart jeg hørte dem gå ned, sneg jeg mig stilfærdigt op til mit værelse, hvor jeg heldigvis ikke var blevet savnet; der begyndte jeg at ånde mere frit og at lukke op for de varme følelser, som synet af et sådant møde havde vakt i mig. Jeg lagde mig på sengen og strakte mig ud, idet jeg inderligt ønskede og krævede ethvert middel til at bortlede eller slukke det fornyede raseri og den uro, som mit begær havde bragt mig i, hvilket alt sammen pegede stærkt imod polen for alle disse følelser, manden. Jeg følte mig for på sengen, som om jeg søgte efter noget, som jeg greb fat i her i min vågne drøm, og da jeg ikke fandt det, kunne jeg have grædt af ærgrelse. Hver en del af mig glødede af en stimulerende ild. Endelig benyttede jeg igen det eneste middel, der var for hånden, til at gøre et forgæves forsøg på at bruge fingeren der, hvor den smalle skueplads ikke gav plads nok til, at der kunne gøres noget. Den smerte, mine fingre forvoldte mig, når jeg prøvede at få adgang, skønt de gav mig en liden tilfredsstillelse i nuet, startede en frygt, som jeg ikke roligt kunne udholde, før jeg havde fortalt det til Phoebe og fået hendes forklaring på det.
Men der var ikke nogen lejlighed til det før den følgende morgen, for Phoebe kom ikke i seng før længe efter, at jeg var faldet i søvn. Så snart vi begge var vågne, var det til gengæld helt i overensstemmelse med vor sengesnak, at vi gik over til emnet for min uro, som jeg indledte med at fortælle om den kærlighedsscene, jeg tilfældigt havde været tilskuer til.
Phoebe kunne ikke høre mig til ende uden flere gange at afbryde med lattersalver, og den snilde måde, hvorpå jeg fortalte historien, bidrog ikke så lidt til at forbedre spøgen for hende.
Men da hun udspurgte mig om, hvordan synet havde påvirket mig, fortalte jeg hende uden at fortie eller skjule de behagelige følelser, det havde vakt hos mig, at en iagttagelse havde forvirret mig og det ganske betydeligt. ”Jaså?” sagde hun. ”Hvad var det?” ”Jamen,” sagde jeg, ”efter at jeg omhyggeligt og opmærksomt havde sammenlignet størrelsen på det enorme apparat, som ikke forekommer min frygtsomme indbildning at være i omkreds mindre end mit håndled og mindst tre håndflader langt, med den spæde del af mig, som er udformet til at modtage det, kan jeg ikke forstå, at det er muligt at få det ind, uden at jeg dør, måske under de største smerter, siden selv en finger, der bliver stukket ind der, hvad du godt ved, forvolder mig mere smerte, end jeg kan holde ud … Hvad angår min frues og din, kan jeg klart se den anderledes størrelse, de har i forhold til min, hvilken er tydelig at føle og synlig for øjet; så kort sagt hvor stor den fornøjelse, der er udsigt til, end kan være, er jeg bange for den smerte, der vil følge med.”
Det fik Phoebe til at fordoble sin latter, og mens jeg ventede en seriøs forklaring vedrørende min tvivl og frygt angående denne sag, fortalte hun mig bare, at hun aldrig havde hørt om, at nogen havde fået et dødeligt sår i de dele af dette skrækkelige våben. Desuden havde nogle, hun kendte, der var yngre og lige så fint byggede som jeg, overlevet operationen, og hun mente, at der selv i værste tilfælde skulle meget til at slå mig ihjel. Sandheden var, at der var stor forskel på størrelsen af disse organer på grund af naturlige forskelle, barnefødsler eller hyppig overbelastning fra skånselsløse maskiner, men at når det gjaldt en vis alder og legemlig udvikling, kunne selv de mest erfarne i disse sager ikke godt skelne mellem en mø og en kvinde, hvis man gik ud fra, at der ikke blev brugt nogen kunstfærdige hjælpemidler, og at tingene blev overladt til sig selv. Hun tilføjede, at da tilfældet havde ladet mig se ét syn af denne slags, så kunne hun skaffe mig et andet, hvor jeg kunne glæde mig over noget finere og således blive hjulpet godt på vej til at få kureret min frygt for den disharmoni, som jeg forestillede mig.
Derefter spurgte hun mig, om jeg kendte Polly Phillips. ”Javist,” sagde jeg, ”den lyse pige, der var så sød mod mig, da jeg var dårlig, og som du har fortalt mig, kun har været to måneder i huset.” ”Netop hende,” sagde Phoebe. ”Du må derfor vide, at hun holdes af en ung købmand fra Genua, som hans onkel, der er umådelig rig, og hvis yndling han er, har sendt herover med en engelsk købmand, der er hans ven. Påskuddet er, at han skal ordne nogle regninger, men i virkeligheden er det for at lade ham tilfredsstille sin lyst til at rejse og til at se verden. Han mødte tilfældigt Polly engang i et selskab, og da han kom til at synes om hende, har han betalt hende for at holde sig helt til ham. Han kommer her to eller tre gange om ugen, og hun tager imod ham i et lyst, lille værelse en etage oppe, hvor han nyder hende på en måde, som jeg formoder svarer til hans eget lands hede eller luner. Jeg vil ikke sige mere, men da det er hans dag i morgen, vil du få at se, hvad der sker imellem dem, fra et sted, som kun din frue og jeg kender.”
De kan være sikker på, at jeg i den tilstand, jeg nu befandt mig i, ikke havde noget imod dette forslag, men var meget utålmodig efter, at det skulle blive opfyldt.
Klokken fem om eftermiddagen næste dag kom Phoebe, som hun havde lovet, til mig, da jeg sad alene på mit værelse, og vinkede ad mig, at jeg skulle følge med.
Vi gik meget stille ned ad bagtrappen og åbnede døren til et mørkt værelse, hvor der blev opbevaret nogle møbler og nogle kasser med drikkevarer, og hun trak mig ind efter sig og lukkede døren igen. Vi havde intet andet lys end det, der kom igennem en lang revne i skillevæggen mellem vort kammer og et lyst værelse, hvor skuespillet skulle finde sted. Derfor satte vi os på disse lave kasser, hvorfra vi med den største lethed kunne se alt blot ved at holde øjnene tæt til sprækken, hvor kantlisten på et panel havde slået sig lidt på den anden side.
Den unge herre var den første, jeg så. Han sad med ryggen direkte imod mig, mens han så på et tryk. Polly var ikke kommet endnu, men efter mindre end et minut åbnedes døren, og hun kom ind. Ved den støj, som døren lavede, vendte han sig om og kom frem for at møde hende med en mine, der vidnede om den største ømhed og tilfredshed.
Efter at have hilst på hende førte han hende hen til en sofa, der vendte imod os, hvor de begge satte sig, og den unge genueser skænkede hende et glas vin med nogle biskuits fra Neapel på en lille bakke.
Kort efter, da de havde udvekslet nogle få kys og spørgsmål på gebrokkent engelsk fra hans side, begyndte han at knappe sin skjorte op og endelig at tage den af.
Som om dette var et signal, de havde aftalt, om at tage tøjet af, hvilket var en plan, der passede godt til den varme årstid, begyndte Polly at trække sine nåle ud, og da hun ikke havde noget korset at tage af, var hun på et øjeblik med velvillig bistand fra sin kavaler klædt af lige til chemisen.
Da han så det, løsnede han straks sine bukser i livet og ved knæene, og han trak dem helt af over anklerne. Hans flip blev også knappet op. Så stjal han sig til at tage chemisen af Polly efter først at have givet hende et opmuntrende kys. Jeg formoder, at hun var vant til denne idé, skønt hun rødmede, men mindre end jeg gjorde ved synet af hende, hvor hun stod splitternøgen, som hun var leveret fra naturens hånd, med sit sorte hår hængende løst ned over sin skinnende hvide hals og sine skuldre, mens den dybe nellikefarve på hendes kinder gradvis falmede til snehvid; for sådan var hendes huds forskellige farver og glans.
Pigen kunne ikke være over atten. Hendes ansigt var regelmæssigt og med kønne træk, hendes form udsøgt. Ej heller kunne jeg lade være med at misunde hende to modne, fortryllende bryster, runde og faste, så de kunne holde sig selv oppe og ikke behøvede noget korset; så var der deres brystvorter, der pegede hver sin vej og markerede den nydelige måde, de var adskilt på. Under dem lå hendes vidunderlige mave, der endte med en adskillelse eller kløft, der knap kunne ses, og som ærbart syntes at trække sig nedad og søge skjul mellem to runde, faste lår. Det krøllede hår, der bredte sig over denne herlige facade, beklædte den med det smukkeste, sorte pelsværk i verden; kort sagt, hun var helt klart et emne, som malere ville bejle til for at få hende som model for skildringer af kvindelig skønhed, når den stolt udfolder sig frit i fuld nøgenhed.
Den unge italiener (der stadig var i skjorte) stod og stirrede henrykt på de yndigheder, som kunne have fyret op under en døende eneboer. Hans ivrige øjne slugte hende, efterhånden som hun skiftede stilling, sådan som han ønskede det. Ej heller gik hans hænder glip af deres del af denne herlige forestilling, men vandrede på jagt efter lyst over enhver del og tomme af hendes krop, der var så velegnet til at skænke den på den mest udsøgte måde.
I mellemtiden kunne man ikke undgå at se, hvordan hans skjorte løftede sig foran og viste, hvordan det forholdt sig med tingene bag gardinet, men han fjernede den snart ved at trække den over hovedet, og nu havde de ikke noget at lade hinanden høre med hensyn til nøgenhed.
Den unge herre var, efter hvad Phoebe gættede, omkring toogtyve, høj og med gode lemmer. Hans krop var fint formet og så meget stærk ud med brede skuldre og ditto bryst. Hans ansigt var ikke på nogen måde bemærkelsesværdigt, men han havde en næse, der nærmede sig den romerske, store, sorte og strålende øjne og en rødme i kinderne, der var så meget mere klædelig, fordi hans ansigtsfarve var temmelig brun – ikke den grålige, mørke farve, som udelukker tanken om friskhed, men den klare, olivenskinnende hud, som gløder af liv og måske imponerer mindre end en lysere farve og alligevel for det meste behager mere. Hans hår var for kort til at binde op og faldt ikke længere ned end til nakken i korte, naturlige krøller, og nogle få hår prydede hans bryst, så det så stærkt og mandigt ud. Hans store lem, som syntes at rejse sig fra et krat af krøllet hår, der bredte sig fra roden hele vejen rundt om lårene og maven op til navlen, stod stift og opadrettet, men var af en størrelse, der forskrækkede mig på vegne af den lille, bløde del, som var genstanden for dets raseri, og som nu lå helt åben for mit blik. For han havde straks, da han trak skjorten af, blidt skubbet hende ned på sofaen, der stod bekvemt, så den kunne afbøde hendes villige fald. Hendes lår var spredt så meget, som det var muligt, og mellem dem afslørede kønnet sig, den kødfulde kløft med det røde center, hvis læber, der ind mod midten gik i retningen af det lilla, viste en lille, sød, rubinfarvet linje, som Guidos pensel eller farvelægning aldrig ville have kunnet gengive så smukt og fint som hos den levende model.
Her gav Phoebe mig et lille puf for at forberede mig på et spørgsmål, hun hviskede: Om jeg troede, at min lille jomfrudom var meget mindre? Men min opmærksomhed var alt for optaget af det, jeg så, til, at jeg kunne give hende noget svar.
På dette tidspunkt havde den unge herre flyttet hende, så hun lå på langs og ikke på tværs af sofaen; men hendes lår var stadig spredte, og målet lå klart tilgængeligt for ham, så da han nu knælede mellem dem, viste han os fra siden sin voldsomme, strittende maskine, der truede med intet mindre end at splitte det stakkels offer ad. Men hun lå smilende og ventede på det opadrettede stød, som hun ikke syntes at have noget imod. Han så igen på sit våben med nogen tilfredshed, og idet han med hånden styrede det mod den usynlige revne, trak han læberne til side og anbragte det (efter nogle stød, som Polly ligefrem syntes at hjælpe ham med) cirka halvvejs inde. Der sad det fast, formodentlig på grund af den voksende tykkelse, så han drog det ud igen og vædede det med spyt, hvorefter han trængte ind og nu let fik det i skeden op til hæftet. Herved udstødte Polly et dybt suk, der var i en helt anden tone end af smerte. Han stødte, hun løftede sig først lidt og regelmæssigt, men snart begyndte ekstasen at være for voldsom til at overholde nogen orden eller mål. Deres bevægelser var for hurtige, deres kys for voldsomme og inderlige til, at naturen længe kunne udholde et sådant raseri; for de syntes mig begge at være ude af sig selv, og deres øjne skød lyn. ”Åh, åh, jeg kan ikke holde det ud, det er for meget … Jeg dør, jeg kommer …” lød Pollys ekstatiske udbrud. Hans glæde var mere stille, men snart hørtes en brudt mumlen, dybtfølte suk og til sidst kom et endeligt stød, som om han ville have tiltvunget sig adgang helt op i kroppen på hende, og derefter en ubevægelig slaphed af alle hans lemmer, hvilket alt sammen viste, at det yderste øjeblik var over ham, hvilket hun tilsluttede sig ved den ubeherskede måde, hun bevægede sine hænder på, lukkede øjnene og udstødte et dybt, dybt suk, hvori hun syntes at dø i en smertefuld lyksalighed.
Da han var færdig, frigjorde han sig fra hende, mens hun lå stille uden mindste bevægelse, åndeløs, forekom det, af lystfølelse. Da hun var ude af stand til at sidde op, anbragte han hende igen på tværs af sofaen med spredte lår, hvorimellem jeg kunne se en slags hvidt skum omkring de ydre læber af det sår, der lige havde åbnet sig, og som nu glødede med en dybere rød farve. Endelig rejste hun sig, slog armene om ham og syntes langtfra utilfreds med den prøvelse, han havde udsat hende for, i det mindste at dømme efter den kærlige måde, hvorpå hun så på ham og hang ved ham.
Hvad mig angår, vil jeg ikke påtage mig at beskrive, hvad jeg følte over hele kroppen under denne scene. Men fra det øjeblik var det farvel til enhver frygt for, hvad en mand kunne gøre ved mig. Den var nu ændret til et så glødende begær, en så ustyrlig længsel, at jeg kunne have grebet fat i den første af hankøn, som viste sig, og tilbudt ham den lille ting, som jeg nu forestillede mig, det ville være en gevinst at miste, hvilket efter min mening ikke kunne ske for hurtigt.
Phoebe, der havde mere erfaring, og for hvem sådanne syn ikke var så nye, kunne dog ikke være uberørt af en så lidenskabelig scene; og idet hun stille trak mig bort fra kighullet af frygt for, at man skulle høre os, førte hun mig så tæt hen til døren som muligt, helt passiv og lydig mod hendes mindste signal.
Der var der hverken plads til at sidde eller ligge, men hun lod mig stå med ryggen mod døren, løftede mine skørter, og med sine travle fingre begyndte hun at besøge og undersøge den del af mig, hvor heden og irritationen nu var så voldsom, at jeg nærmest var syg og næsten ved at dø af begær. Hendes fingres blotte berøring af dette kritiske sted havde samme virkning som ild, der sættes til en lunte, og hendes hånd lod hende straks forstå, i hvor høj grad jeg var ophidset og smeltet af det syn, hun således havde skaffet mig. Tilfreds med sin succes bragte hun mig igen tilbage til kighullet, der var så gunstigt for vor nysgerrighed, efter at have tilfredsstillet en hede, der ville have gjort mig utålmodig, så jeg ikke ville have været i stand til at se fortsættelsen af, hvad der foregik mellem det forelskede par.
Vi havde kun været borte nogle få øjeblikke, og alligevel så vi ved vor tilbagekomst, at alt var i god gænge med en fornyelse af den kælne krig.
Den unge italiener sad med front mod os på sofaen med Polly på det ene knæ; hun havde armen om hans hals, mens hendes huds blændende hvidhed dannede en ikke ubehagelig kontrast til hendes elskers glatte og skinnende brune lød.
Men hvem kunne tælle de utallige hede kys, som blev givet og taget? Jeg kunne se, at de ofte udvekslede et fløjlsblødt stød, når begge munde havde to tunger, og at de syntes at glæde sig over den gensidige indtrængen med den største fornøjelse og fryd.
I mellemtiden var den helt, som så nyligen overvældet og skamfuld var flygtet fra kamppladsen, kommet sig og havde genvundet sin fulde styrke. Den begyndte at rejse sig og stikke sit røde hoved frem mellem Pollys lår, og hun på sin side undlod ikke at kæle for den og holde den i godt humør. Hun strøg den med hovedet nedad og modtog endog den fløjlsagtige spids mellem læber, der ikke var bestemt for den. Om hun gjorde det, fordi hun fandt særlig fornøjelse ved det, eller for at gøre den mere glat, så den lettere kunne trænge ind, ved jeg ikke, men det havde sådan en virkning, at den unge herre at dømme efter hans øjne, der funklede af endnu mere ophidset glans, og hans rødmende ansigt fandt forøget glæde derved. Han rejste sig og tog Polly i sine arme, omfavnede hende og sagde noget, der var for sagte til, at jeg kunne høre det, samtidig med at han førte hende hen til enden af sofaen og morede sig med at slå på hendes lår og bagdel med det stive instrument, han havde. Det ramte dem med et svirp, som han satte gang i med sin hånd, hvilket fik dem til at give genlyd; men det gjorde ikke mere ondt, end hun kunne lide, for hun syntes at have en lige så lystig smag som han.
Men forestil Dem min overraskelse, da jeg så den dovne, unge slambert lægge sig ned på ryggen og blidt trække Polly ned over sig. Og hun gav efter for hans lune og satte sig overskrævs på ham, mens hun med hænderne førte hans blinde yngling til det rigtige sted og så fulgte sin impuls og gik direkte løs på den flammende spids af hans forlystelsesvåben, som hun spiddede sig selv på, så det trængte helt ind og blev fastholdt til den yderste hårsbred. Sådan sad hun på ham nogle få øjeblikke og nød situationen, mens han legede med hendes provokerende bryster. Somme tider bøjede hun sig ned for at møde hans kys, men snart ansporede lystens pil dem til voldsommere aktivitet. Så begyndte en storm med hævninger, som fra den underste af de kæmpende samtidig var stød, idet han foldede hænderne omkring hende og trak hende ind til sig med blid voldsomhed. De omvendte slag af ambolt på hammer frembragte snart den kritiske stund, hvor alle tegn på en samtidig ekstase fortalte os, hvortil de var nået.
~ Polly Philips og den unge italiener ~
Hvad mig angik, kunne jeg ikke tåle at se mere. Jeg var så overvældet, så opflammet af anden del af samme skuespil, at jeg uudholdeligt vanvittig omfavnede og knugede Phoebe, som om hun havde det, der kunne bringe mig lindring. Men da hun var tilfreds med (og følte medynk med) den besættelse, hun kunne mærke, at jeg befandt mig i, trak hun mig hen imod døren og åbnede den så stille som muligt, så vi begge kunne slippe bort uden at blive opdaget. Derefter førte hun mig igen til mit værelse, hvor jeg ude af stand til at stå på benene i den ophidselse, jeg befandt mig i, straks kastede mig på sengen og blev liggende i ekstase, skønt jeg skammede mig over mine følelser.
Phoebe lagde sig ved siden af mig og spurgte skælmsk, om jeg nu, hvor jeg havde set fjenden og nøje studeret ham, stadig var bange for ham. Eller troede jeg, at jeg kunne vove at komme i nærkamp med ham? På alt dette svarede jeg ikke et ord. Jeg sukkede og kunne knap ånde. Hun tog fat i min hånd, og da hun havde rullet sine egne skørter op, tvang hun den halvt med magt hen imod de dele, hvor jeg, nu da jeg var blevet mere erfaren, manglede det vigtigste mål for mine ønsker og ikke engang fandt skyggen af, hvad jeg ønskede, for alt var så fladt og hult, at jeg i den ærgrelse, jeg befandt mig i, ville have trukket min hånd tilbage, hvis ikke jeg havde frygtet at mishage hende. Jeg overgav den derfor helt til hendes styring, og hun benyttede den, som hun fandt det for godt, til at skaffe sig skyggen snarere end realiteten af en lystfølelse. Hvad mig angik, længtes jeg nu efter mere solid føde og lovede i tavshed mig selv, at jeg ikke ville nøjes ret meget længere med dette pjatteri fra kvinde til kvinde, hvis mrs. Brown ikke snart skaffede mig den specielle genstand, der var absolut nødvendig. Kort sagt kunne man se på mig, at jeg ikke kunne vente på lord B…s ankomst, selv om han nu forventedes i løbet af meget få dage, og jeg ventede heller ikke på ham, for kærligheden tog sig selv af, hvordan det skulle ende med mig trods egennytte og grov lyst.
Det var mindre end to dage efter scenen i kammeret, hvor jeg stod op omkring klokken seks om morgenen og efterlod min sengekammerat tungt sovende. Jeg sneg mig ned uden anden tanke end at trække lidt frisk luft i en lille have, som vor bageste stue åbnede sig imod, og hvorfra min indespærring afskar mig, når der kom fremmede til huset. Men nu herskede der søvn og stilhed over det hele.
Jeg åbnede døren til stuen og blev meget overrasket over ved siden af en halvt udgået ild at se en ung herre i den gamle dames armstol med benene over kors og i dyb søvn, efterladt der af sine tankeløse kammerater. De havde nok drukket ham fuld og var derpå gået med hver sin elskerinde, mens han blev tilbage takket være den gamle matrones elskværdighed, idet hun ikke ville forstyrre ham eller lukke ham ud i den tilstand klokken et om natten. Og det er mere end sandsynligt, at der ikke var nogen senge til overs. På bordet stod punchbowlen stadig med glas rundt om i den sædvanlige uorden efter et drikkegilde.
Men da jeg kom nærmere for at se den sovende skikkelse, himmel, hvilket syn var det så ikke! Nej, ingen afstand i tid, ingen skæbnens omskiftelser kunne nogensinde udslette det indtryk, hans skikkelse lynsnart gjorde på mig … Ja, kæreste genstand for min lidenskab, jeg husker for evigt, hvordan du først så ud for mit henrykte øje … Det fremmaner dig, så du bliver nærværende, og jeg ser dig nu!
Forestil Dem, kære frue, en smuk knøs mellem atten og nitten år med hovedet lænet mod den ene side af stolen, håret i uordentlige krøller, som uregelmæssigt kastede skygger over et ansigt, der var præget af hele ungdommens rosenskær, og hvor alle mandige dyder forenedes om at fængsle mit øje og mit hjerte. Selv den sløvhed og bleghed, der karakteriserede hans ansigt, hvor liljen midlertidigt triumferede over rosen, skyldtes nattens excesser og gav en uudsigelig sødme til de fineste træk, man kan forestille sig. Hans øjne, der var lukkede i søvnen, afslørede, hvordan øjenlågenes rande, der hvor de mødtes, var smukt kantede af lange øjenvipper, hvorover ingen blyant kunne have tegnet to mere regelmæssige buer end dem, der prydede hans pande, der var høj, helt hvid og glat. Så et par dybrøde læber, der svulmede op ved berøring, som om han lige havde stukket dem, og som syntes at udfordre mig til at nærme mig denne herlige, sovende mand, hvis ikke den blyhed og respekt, der hos begge køn er uadskillelig fra den ægte lidenskab, havde holdt mig tilbage.
Men da jeg så en opknappet skjorteknap og et bryst, der var hvidere end en snedrive, kunne fornøjelsen ved at se på det ikke få mig til at forlænge denne nydelse på bekostning af et helbred, der begyndte at blive af afgørende betydning for mit liv. Kærligheden, der gjorde mig frygtsom, lærte mig også at være øm. Med skælvende hånd tog jeg fat i en af hans, og da jeg vækkede ham så blidt som muligt, for han sammen og så først lidt vildt på mig, mens han med en stemme, der sendte sin harmoniske lyd direkte til mit hjerte, sagde: ”Sig mig, mit barn, hvad er klokken?” Jeg fortalte ham det og tilføjede, at han kunne forkøle sig, hvis han blev ved med at sove med åbent bryst i den kølige morgenluft. For det takkede han mig med en elskværdighed, der helt svarede til hans træk og øjne, som nu var vidt åbne og ivrigt så på mig, og hvis muntre ild gik direkte til mit hjerte.
Tilsyneladende havde han drukket rigeligt, før han gik på pigesjov med nogle af sine unge venner, og således havde han gjort sig selv ude af stand til at afprøve alle våbenarterne sammen med dem og som kronen på værket få fat i en elskerinde. Da han så mig i negligé, tvivlede han derfor ikke på, at jeg var en af pigerne fra huset, der var sendt til ham som kompensation for den tid, han havde spildt. Men selv om han uden tøven greb den idé, der jo var meget nærliggende, henvendte han sig til mig på en måde, der ikke var uhøflig, hvad enten min skikkelse gjorde et mere end almindeligt indtryk på ham, eller det skyldtes naturlig høflighed, selv om han stadig betragtede mig som en af husets piger, der var kommet for at underholde ham. Så gav han mig det første kys, som jeg i hele mit liv nogensinde havde sat pris på fra en mand, og spurgte mig, om jeg ville være så elskværdig at holde ham med selskab, idet han forsikrede mig, at han ville gøre det umagen værd for mig. Men havde ikke den nyfødte kærlighed, der i den grad forfiner lysten, modsat sig en sådan overgivelse, ville frygten for at blive overrasket af nogen fra huset have været en tilstrækkelig hindring for, at jeg kunne indvillige.
Jeg fortalte ham da i en tone, som kærligheden selv indgav mig, at jeg af grunde, som jeg ikke havde tid til at forklare, ikke kunne blive hos ham og måske ikke engang ville få ham at se igen. Ved disse sidste ord brød et suk løs fra bunden af mit hjerte. Min besejrer fortalte mig senere, at han var blevet slået af mit udseende og syntes så godt om mig, som han overhovedet kunne forestille sig at kunne synes om nogen i det erhverv, som han formodede, at jeg havde, og han spurgte mig derfor straks, om jeg ville lade mig holde af ham. Han sagde, at han straks ville finde et logi til mig og løsgøre mig fra enhver forpligtelse, som han formodede, at jeg kunne have over for dette hus. Uovervejet, pludseligt, uden eftertanke og endda farligt som dette tilbud kunne være fra en fuldkommen fremmed, og denne fremmede kun et brushoved af en dreng, havde den voldsomme kærlighed, jeg var ramt af for hans skyld, i den grad forlenet hans stemme med fortryllelse, at jeg ikke kunne modstå ham, og den gjorde mig blind for enhver indvending. Jeg kunne i dette øjeblik have døet for hans skyld. De kan så forestille Dem, om jeg kunne modstå en indbydelse til at leve med ham! Således dikterede mit hjerte, der bankede heftigt ved hans forslag, efter mindre end et minuts pause mit svar, at jeg ville tage imod hans tilbud og flygte hen til ham, på hvilken måde han end ønskede det, og at jeg ville være helt til hans disposition, hvad enten den var god eller dårlig. Jeg har ofte siden undret mig over, at en så stor eftergivenhed ikke frastødte ham eller gjorde mig billig i hans øjne. Men min skæbne havde bestemt det sådan, at han i sin frygt for byens farer i nogen tid havde set sig om efter en pige, som han kunne tage til sig, og da jeg tilfældigvis behagede ham, var det et af de mirakler, som er forbeholdt kærligheden, at vi øjeblikkeligt afsluttede aftalen, som vi beseglede med en udveksling af kys, som håbet om mere uafbrudte nydelser fik ham til at nøjes med.
Men aldrig har den skønne ungdom i sin skikkelse haft mere, hvormed den kunne retfærdiggøre, at hovedet blev fordrejet på en pige, så at hun trodsede enhver risiko for at følge med en ung mand.
For ud over alle de fuldkommenheder af mandlig skønhed, som var samlet i hans person, havde han et udseende af orden og respektabilitet, en vis elegant måde at føre sig og holde hovedet på, der endnu mere udmærkede ham. Hans øjne var muntre og fulde af mening. Hans udseende havde noget på en gang sødt og bydende over sig. Hans ansigtsfarve var smukkere end den smukkeste rose, mens dens uforlignelige ømme og levende glød klart frelste den fra den bebrejdelse at mangle liv eller at være rå som dej, hvilket man ofte fremfører mod dem, der er så utrolig lyse, som han var.
Vor lille plan var, at jeg skulle gå ud omkring klokken syv næste morgen (hvilket jeg let kunne love, da jeg vidste, hvor jeg skulle få fat i nøglen til gadedøren). Så ville han vente for enden af strædet med en vogn, der kunne føre mig sikkert bort. Derefter ville han sende bud og dække enhver gæld, som jeg havde pådraget mig hos mrs. Brown, som, bedømte han, i det store og hele nok ikke ville være glad for at skilles fra en, som han fandt så velegnet til at trække kunder til huset.
Jeg antydede dernæst bare over for ham, at han af grunde, som jeg ville forklare ham, når vi havde bedre tid, ikke burde nævne i huset, at han havde set mig. Så rev jeg mig løs, men med blødende hjerte, af frygt for, at det skulle gå galt, hvis vi blev set sammen, og sneg mig stille op til mit værelse, hvor Phoebe stadig sov tungt. Efter hastigt at have taget mine få klæder af lagde jeg mig ved siden af hende med en blanding af fryd og bekymring, som man lettere kan føle end udtrykke.
Risikoen for, at mrs. Brown skulle opdage min hensigt, og alle risici for skuffelser, elendighed og ødelæggelse forsvandt alle for min nyligt tændte flamme. At se, at røre, at være, om så kun for en nat, sammen med dette mit kærlige jomfruhjertes idol forekom mig at være en lykke, som der ikke kunne betales for med min frihed i livet. Han kunne behandle mig dårligt, lad ham bare! Han var herren, og jeg var lykkelig, alt for lykkelig, selv ved at modtage døden fra så kær en hånd.
Sådan tænkte jeg hele dagen, hvor hvert minut forekom mig at være en lille evighed. Hvor ofte så jeg ikke på uret! Nej, jeg var fristet til at stille den kedsommelige viser frem, som om det ville have fremskyndet tiden med det samme! Hvis husets beboere på mindste måde havde iagttaget mig, ville de have bemærket, at der var noget usædvanligt på færde, ved den uro, jeg ikke kunne lade være med at afsløre, især da man ved aftensmaden nævnte, at den mest charmerende unge mand havde været der og var blevet til morgenmad: ”Åh, han var så smuk … Jeg kunne have døet for ham! … De ville lægge an på ham” og lignende pjank, som imidlertid var som at kaste olie på det bål, jeg kun med største møje kunne neddæmpe.
Mine tankers vandringer i løbet af dagen frembragte én god virkning, nemlig at jeg af bar træthed sov rimelig godt til klokken fem om morgenen, hvor jeg stod op og efter at have klædt mig på ventede på det aftalte tidspunkt under den dobbelte pine af frygt og utålmodighed. Det kom endelig; den kære, kritiske, farlige time kom, og nu vovede jeg mig listende på tæer og støttet af det mod, som kærligheden gav mig, ned ad trappen, idet jeg efterlod min kiste for ikke at blive overrasket med den, når jeg gik ud.
Jeg kom til entredøren, hvortil nøglen altid lå på stolen ved vor sengekant, betroet til Phoebe, der ikke på nogen måde skjulte den for mig, da hun ikke nærede mindste mistanke om, at jeg havde planer om at slippe fra dem (og det havde jeg heller ikke haft så sent som dagen før). Jeg åbnede meget let døren, og kærligheden, der gav mig mod, beskyttede mig også. Og nu, hvor jeg sikkert var kommet ud på gaden, så jeg min skytsengel, der ventede ved døren til kareten, som stod åben og parat. Hvordan jeg kom hen til ham, ved jeg ikke; jeg formoder, at jeg fløj. Men jeg var i en fart inde i vognen, og han var straks ved siden af mig med sine arme om mig, mens han gav mig et velkomstkys. Kusken havde sine ordrer og kørte af sted.
Mine øjne blev straks fyldt med tårer, men det var tårer af den lifligste fryd. At finde mig selv omfavnet af den skønne yngling var en fryd, som mit lille hjerte badede i. Fortid og fremtid var begge ligegyldige for mig. Nutiden var alt, hvad mine kræfter kunne bære, uden at jeg besvimede. Ej heller manglede de ømmeste omfavnelser og mest beroligende ord fra hans side for at forsikre mig om hans kærlighed og om, at han aldrig ville give mig grund til at fortryde det dristige skridt, jeg havde taget ved så fuldstændigt at overlade mig selv til hans ære og gavmildhed. Men ak, det var ikke nogen fortjeneste fra min side, for jeg blev drevet til det af en lidenskab, der var for voldsom til, at jeg kunne modstå den, og jeg gjorde, hvad jeg gjorde, fordi jeg ikke kunne lade være.
På et øjeblik, for jeg havde nu ingen fornemmelse for tid, kom vi til en pub i Chelsea, som gæstfrit var åben for modtagelse af små selskaber på to personer til forlystelse, og her blev en morgenmad med chokolade lavet klar til os.
En lystig, gammel rotte, der drev denne pub og udmærket forstod sig på livet, spiste morgenmad med os og blinkede skælmsk til mig, mens han ønskede os begge tillykke og sagde, at vi var et smukt par. Faktisk benyttede en mængde herrer og damer hans hus, men han havde aldrig set så smukt et par … Han var sikker på, at jeg var ganske ny … Jeg så så landlig og uskyldig ud! Min ægtemand var en heldig fyr … Hvilket alt sammen var almindelig kroværtssnak, som ikke blot behagede og beroligede mig, men hjalp mig med at bekæmpe min forvirring over at være sammen med min nye hersker, som jeg, nu da tiden nærmede sig, begyndte at være bange for at være alene med; en frygtsomhed, som sand kærlighed havde større andel i end selv jomfruelig blusel.
Jeg længtes og ønskede, jeg var vildt forelsket, jeg kunne have døet for hans skyld. Alligevel, og jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, frygtede jeg det punkt, der havde været målet for mine hedeste ønsker. Min puls bankede som udtryk for min frygt, samtidig med at jeg var opflammet af den dybeste længsel. Denne kamp mellem lidenskaberne, denne konflikt mellem ærbarhed og forelskelse fik mig imidlertid til at briste i gråd igen! Dette tog han, som han havde gjort tidligere, som en følge af den bekymring og ophidselse, der skyldtes mit hurtige skift ved at overlade mig selv til hans varetægt. Som følge heraf gjorde og sagde han alt, hvad han troede, bedst kunne trøste mig og indgive mig nyt mod.
Efter morgenmaden tog Charles (jeg må tage mig den frihed fra nu af at kalde min Adonis ved dette kære og velkendte navn) mig blidt ved hånden med et meget sigende smil og sagde: ”Kom, min ven. Jeg vil vise dig et værelse, hvorfra der er en fin udsigt over nogle haver.” Og uden at vente på svar, hvilket var en stor lettelse for mig, førte han mig op til et værelse, der var luftigt og lyst, og hvor der ikke kunne være tale om at se på andre udsigter end sengen, som så ud, som om det var den, der havde anbefalet værelset til ham.
Charles havde knap låst døren, før han løb hen og tog mig i sine arme, og idet han med sine læber klæbet til mine løftede mig fra gulvet, bar han mig skælvende, stønnende, døende af blid frygt og ømme ønsker hen til sengen, hvor hans utålmodighed ikke tillod ham at klæde mig af ud over blot at tage nålene ud af mit tørklæde og min kjole og løsne mit korset.
Mit bryst var nu blottet og frembød både for hans øjne og hans følesans den faste, hårde svulmen af et par unge bryster, som hævede sig med de varmeste pulsslag, som man kan forestille sig dem hos en pige, der endnu ikke er fyldt seksten og lige er kommet fra landet, og som aldrig før er blevet befølt. Men selv deres stolthed, hvidhed, form og behagelige modstand ved berøring kunne ikke formå hans rastløse hænder til ikke at vandre rundt. Han slap dem og fik snart mine skørter og min chemise af, og det stærkeste center for tiltrækningen lå nu åbent for hændernes blide indtrængen. Men min frygt fik mig mekanisk til at lukke lårene sammen. Kun berøringen af hans hånd, som han havde anbragt imellem dem, åbnede dem og dermed en vej, ad hvilken hovedangrebet kunne føres.
I mellemtiden lå jeg helt blottet for undersøgelse både fra hans øjne og hænder, stille og uden at gøre modstand, hvilket bestyrkede ham i den opfattelse, han så rask var gået frem efter, at jeg ikke var en novice i disse anliggender, siden han havde taget mig fra et almindeligt bordel. Ej heller havde jeg sagt noget, der ville forberede ham på min jomfruelighed, og hvis jeg havde, ville han snarere have troet, at jeg regnede ham for et fjols, der ville sluge en sådan usandsynlighed, end at jeg stadig sad inde med denne kære skat, denne skjulte mine, som mændene så ivrigt søger efter, og som de aldrig graver efter uden at ødelægge den.
Da han nu var for opstemt til at tåle nogen udsættelse, knappede han op, og idet han fremdrog den maskine, hvormed kærligheden angriber, drev han den rask frem som mod en breche, der allerede var åben … Da! Da følte jeg for første gang denne stive brusk, hård som horn, slå imod de ømme dele, men forestil Dem hans overraskelse, da han efter adskillige voldsomme stød, der gjorde mig meget ondt, opdagede, at han ikke havde gjort mindste indhug.
Jeg klagede, men kun blidt, over, at jeg ikke kunne holde det ud … Han gjorde mig virkeligt ondt! … Stadig tænkte han ikke andet end, at det var, fordi jeg var så ung, og at størrelsen på hans rambuk (for få mænd kunne konkurrere med ham med hensyn til størrelse) var grunden til alle vanskelighederne, og at jeg muligvis ikke havde været sammen med nogen, der var så veludrustet på det område, som han selv var. For det faldt ham stadigvæk ikke ind, at min jomfrublomst endnu ikke var plukket, og han ville have anset det for spild af tid og ord, hvis han skulle have udspurgt mig om det.
Han prøvede igen, stadig uden at få adgang, uden at trænge igennem; men han havde gjort mig endnu mere ondt, mens min meget store kærlighed fik mig til at udholde den meget store smerte næsten uden nogen stønnen. Endelig, efter gentagne forgæves forsøg, lagde han sig tungt åndende ned ved siden af mig, kyssede de tårer, der faldt fra mine øjne, og spurgte mig ømt, hvad det kunne skyldes, at jeg klagede så meget, og om jeg ikke havde tålt det bedre fra andre end fra ham. Jeg svarede med en enfoldighed, der ikke kunne undgå at overtale, at han var den første mand, der nogensinde havde behandlet mig sådan. Sandheden er stærk, og det er ikke altid, at vi ikke tror det, vi så inderligt ønsker.
Charles, der allerede på baggrund af vidnesbyrdet fra sine sanser var tilbøjelig til at mene, at mit krav på jomfruværdighed ikke var helt falsk, kvalte mig i kys, bad mig i kærlighedens navn om at have lidt tålmodighed og lovede, at han ville være så forsigtig med at gøre mig ondt, som hvis det var ham selv, det gjaldt.
Ak, det var nok, at jeg vidste, hvad han gerne ville have, til at jeg med glæde indvilligede i det, hvad smerte jeg end forudså, at det ville koste mig.
Han genoptog nu sine forsøg endnu en gang. Først lagde han en af puderne under mig for at give det mål, han sigtede efter, en bedre højde og en anden under mit hoved for at lette det. Så spredte han mine lår og placerede sig stående imellem dem, mens han lod dem hvile på sine hofter. Så anbragte han spidsen af angrebsmaskinen i revnen, som han søgte at trænge ind i, men som han fandt så lille, at han næppe kunne være sikker på, at hans maskine var korrekt anbragt. Han kiggede, han følte efter og overbeviste sig selv om, at han var på rette vej, og drev den så fremad med et sandt raseri, og dens store stivhed, da den angreb som en kile, brød forbindelsen mellem disse dele og lod lige netop spidsen af den trænge ind mellem læberne. Da han blev opmærksom på dette, udnyttede han sin fordel bedst muligt og fulgte godt op på slaget i en lige linje, så han med magt uddybede sin indtrængen. Men han voldte mig en så skrækkelig smerte på grund af sønderrivningen af den bløde passages sider af et hårdt og tykt legeme, at jeg kunne have skreget. Da jeg ikke ville alarmere hele huset, holdt jeg imidlertid vejret og stoppede mine skørter, der var lagt over mit ansigt, ind i munden og bed igennem dem på grund af smerten. Endelig, da det bløde stof i det område gav efter for den voldsomme flænsning og stikken, kom han noget længere ind i mig. Nu hvor han var desperat og ikke længere herre over sig selv, stødte han frem med en vildskab og en iver i dette lem, der nu hævdede sig i en slags medfødt raseri, så han brød ind og fejede alt væk foran sig. Et enkelt voldsomt, ubarmhjertigt stød sendte det vædet og rygende af jomfrublod ind i mig op til skæftet … Da! Da forlod al min faste vilje mig; jeg skreg højt og besvimede grundet den voldsomme smerte. Da han, hvad han bagefter fortalte mig, trak sig ud efter at have udtømt sig, blev mine lår straks indsmurte i blod, der flød fra den sårede og sønderrevne passage.
Da jeg kom til mig selv igen, opdagede jeg, at jeg var klædt af og lå i sengen i armene på min jomfrudoms kære, angrende morder, der var fuld af medlidenhed med mig. I sin hånd holdt han en styrkedrik, som jeg ikke kunne afslå, når den kom fra den stadig kære ophavsmand til så megen smerte. Men mine øjne duggedes af tårer og vendte sig smægtende mod ham, idet de syntes at bebrejde ham hans grusomhed og spørge ham, om dette var kærlighedens belønning. Men Charles, for hvem jeg nu var langt mere kær på grund af hans fuldkomne sejr over en jomfrudom, hvor han ikke havde ventet at finde en, kvalte af ømhed for den smerte, som han havde voldt mig ved at skaffe sig selv den højeste fryd, sin hoveren og gav sig til med stor kærlighed, stor varme, at berolige, kærtegne og trøste mig under min spagfærdige klage, som faktisk vidnede mere om kærlighed end modvilje. Således druknede al fornemmelse af smerte kort efter i glæden over at se ham og tænke på, at jeg tilhørte ham, som nu absolut kunne herske over min lykke og kort sagt var min skæbne.
Såret var dog meget ømt og blødte for meget til, at den af natur så rare Charles kunne sætte min tålmodighed på endnu en prøve lige med det samme. Så da jeg ikke kunne bevæge mig eller gå tværs gennem værelset, bestilte han middag, der skulle bringes op til sengen, hvor det ikke kunne være anderledes, end at jeg naturligvis måtte spise en hønsevinge og drikke to-tre glas vin, siden det var min tilbedte unge mand, der både serverede dem og pånødede mig dem med den søde, uimodståelige autoritet, som kærligheden havde givet ham over mig.
Efter middagen og da alt andet end vinen var blevet taget ud, bad Charles meget frækt om lov til noget, som han straks kunne se i mine øjne, at jeg indrømmede ham: at komme op i sengen til mig. Og han begyndte derfor at tage tøjet af, hvilket jeg ikke kunne se på uden mærkelige følelser af frygt og af fryd.
Han var nu i seng med mig for første gang og det midt på dagen; men da han havde trukket sin egen skjorte og min chemise op, lagde han dernæst sin nøgne, glødende krop ind mod min … Åh, ubærlige fryd! Åh, overjordiske henrykkelse! Hvilken smerte kunne stå imod en fryd, der var så henrivende? Jeg følte ikke længere smerten fra mine sår længere nede, men viklede mig rundt om ham som klatretrådene på en vinranke, som om jeg frygtede, at nogen del af ham skulle forblive uberørt og uomfavnet af mig, og jeg gengældte hans voldsomme omfavnelse og kys med en iver og lyst, som kun den sande kærlighed kender, og som det rene begær aldrig kan opnå.
Men selv nu, hvor hele lidenskabens tyranni er overstået, og hvor blodet ikke længere bruser i mine årer, men blot flyder køligt og roligt, opmuntres og forfriskes jeg stadig af erindringen om de øjeblikke, der mest påvirkede mig i min ungdom. Lad mig da gå videre. Min smukke unge mand var nu limet til mig på alle de steder, hvor vi kunne få vore kroppe til at mødes. Da han ikke længere var i stand til at tøjle sit voldsomme, genopvakte begær, gav han hesten frit løb og pressede blidt sine lår ind mellem mine, stoppede min mund med fugtige, flammende kys og foretog et nyt angreb. Idet han genoptog sine stød, gennembrød og flåede han sig vej op mellem de sønderrevne og ømme folder, der tilstod ham adgang med en smerte, der ikke var meget mindre end den, der var opstået, da det første gennembrud blev gjort. Men jeg kvalte mine skrig og bar over med ham med en heltindes passive mod. Snart forkyndte hans stød, der blev mere og mere rasende, hans kinder, der flammede med en dyb purpurfarve, hans øjne, der stirrede opad, glødende af lidenskab, nogle suk som fra en døende samt en frygtelig skælven, at den ekstatiske fryd nærmede sig, som jeg stadig havde for store smerter til at opnå min del af.
Det var først efter, at nogle få nydelser havde dæmpet og mildnet følelsen af smerte og givet mig mulighed for at føle de pirrende stænk af balsamisk sødme, at jeg var i stand til at gøre gengæld, da min lidenskab var vakt, så jeg nåede til et overmål af fryd gennem et overmål af smerte. Men da gentagne elskovsmøder havde tilvænnet og hærdet mig, begyndte jeg at mærke den sande, ublandede glæde ved denne største fryd af alle, når den varme flod bruser gennem alle de hærgede indre organer: hvilken flodbølge af lykke! Hvilken henrykkelse! Hvilke pinsler af fryd, for voldsomme, for mægtige til, at naturen kan bære dem. Det er utvivlsomt derfor, at den har givet lindring i form af en sød, midlertidig opløsning, hvis komme forkyndes af et kært delirium, en sød skælven, når den flydende nektar udgydes, hvori nydelsen selv drukner, når man strækker sig udmattet ud og dør ved udladningen.
Hvor ofte, når mine sansers raseri og tumult er faldet til ro efter denne smeltende strøm, har jeg ikke under øm eftertanke køligt stillet mig selv det spørgsmål, om det var foreneligt med naturen, at en af dens skabninger skulle være så lykkelig som jeg? Åh, hvad var alle farer for konsekvenserne vejet op imod en nats nydelse af noget så overjordisk frydefuldt for mine øjne og mit hjerte som den herlige, forelskede, uforlignelige unge mand?
Således tilbragte vi hele eftermiddagen, til det blev tid til aftensmad, i en stadig hvirvel af frydefulde kærlighedsoplevelser, hvor vi kyssedes som turtelduer, legede med hinanden og alt, hvad der hører hertil. Endelig blev aftensmaden serveret, og forinden havde Charles, jeg ved ikke hvorfor, taget sit tøj på. Vi satte os ved siden af sengen og gjorde denne til et bord og lagnerne til en dug, mens han ikke fandt sig i, at andre end han selv gik til hånde eller serverede. Han spiste med god appetit og syntes betaget over at se mig spise. Hvad mig angår, var jeg så henrykt over mit held, så henrevet ved sammenligningen mellem den fryd, jeg nu nød, og kedsommeligheden ved hele mit tidligere liv, at jeg fandt min nuværende glæde tilstrækkelig billig, selv hvis prisen var min egen ødelæggelse eller risikoen for, at den ikke ville vare ved. Den øjeblikkelige besiddelse var alt, hvad mit lille hoved kunne finde plads til.
Vi lå sammen den nat, da naturen, overanstrengt og tilfredsstillet, efter at vi havde nydt hinanden flere gange, lod os hvile i Morfeus’ arme. Min kære unge mand omfavnede mig, og bevidstheden herom gjorde, at selv søvnen blev mere vidunderlig.
Sent om morgenen vågnede jeg først, og da jeg så, at min elsker sov dybt, gjorde jeg mig blidt fri af hans arme. Jeg turde næppe ånde af frygt for at forkorte hans hvile. Min kappe, mit hår, min chemise var i uorden efter al den tumlen, jeg havde været ude for, og jeg benyttede denne lejlighed til at rette på dem og sætte dem så godt, jeg kunne, mens jeg hvert andet øjeblik så på den sovende yngling med ubeskrivelig kærlighed og fryd, mens jeg tænkte over al den smerte, han havde udsat mig for, og tavst indrømmede, at nydelsen rigeligt havde betalt mig for mine lidelser.
Det var nu helt lyst. Jeg sad op i sengen, hvor sengeklæderne alle var krøllet sammen eller rullet af på grund af vore urolige bevægelser og det varme vejr. Ej heller kunne jeg nægte mig den fornøjelse, der uimodståeligt meldte sig ved denne glimrende lejlighed til at fryde mine øjne med alle de skatte af ungdommelig skønhed, som jeg havde nydt, nu hvor han lå næsten helt nøgen, idet skjorten var krammet uordentligt op. Men værelsets og årstidens varme gjorde mig ikke bange for følgerne deraf. Jeg hang ind over ham og var virkelig meget forelsket! Og jeg slugte alle de nøgne tillokkelser ved ham med begge mine øjne, selv om jeg kunne have ønsket at have mindst hundrede for bedre at kunne nyde synet.
Åh, kunne jeg male skikkelsen, som jeg ser den nu, stadig levende i min henrykte erindring! En fuldkommen, mandig skønhed, helt synlig i sin fulde længde. Forestil Dem et ansigt uden fejl, der gløder af hele den blomstring og forårsfriskhed, der hører til en alder, hvor skønheden findes hos begge køn, og hvor de første dun på overlæben knap var begyndt at karakterisere ham som mand.
~ Charles plukker Fannys jomfrublomst ~
Adskillelsen mellem hans to rubinrøde, fyldige læber syntes at udånde en luft, der var sødere og renere end den, han drog ind. Åh, hvilken overvindelse kostede det mig ikke at afstå fra et fristende kys!
Så en hals, der var så smukt formet, bagtil og på siderne prydet af hans hår, der faldt frit i naturlige lokker, og som forbandt hans hoved med en krop, der var fuldkomment formet og af den mest energiske art, hvor al mandens styrke var skjult og gjort blidere for synet ved hans rene teint, hans glatte hud og hans faste kød.
Hans snehvide bryst udgjorde et underlag, der var udformet med mandige proportioner, og hvorpå den dybrøde top på hvert bryst lignede en rose, der netop skal til at springe ud.
Ej heller hindrede hans skjorte mig i at bemærke symmetrien i hans lemmer, deres fine form, faldet ned imod lænderne, hvor livet ender, og hofternes runding begynder, hvor den glatte, jævne og blændende hvide hud strækker sig over fast og modent kød, der dannede folder og smilehuller ved den mindste berøring, eller som en berøring ikke kunne ramme uden at glide over en overflade, der var som det fineste polerede elfenben.
Hans velskabte lår, runde og med en rødmende glans, blev gradvis smallere ned mod knæene og syntes at være værdige piller til at støtte denne smukke skikkelse, hvor jeg hernede ikke uden skælven, men heller ikke uden ømme følelser, nødvendigvis måtte fæstne blikket på den skrækkelige krigsmaskine, der ikke længe forinden med et sådant raseri var brudt ind i, havde sønderrevet og næsten ødelagt de bløde dele i mig, som endnu ikke var hørt op med at smerte af eftervirkningerne af raseriet. Men se den nu! Indskrumpet, hvilende sit halvt dækkede, mørkerøde hoved på et af hans lår, stille, lydig og, efter hvad det så ud til, ude af stand til at volde al den skade og grusomhed, som den havde udøvet. Så den smukke vækst af hår i korte og bløde krøller rundt om dens rod, dens hvidhed, forgrenede årer, den smidige blødhed i skaftet, som det lå i forkortet perspektiv, rullet sammen og indskrumpet til en tyk klump, som virkede udmattet og blev holdt oppe fra stedet mellem lårene af dens runde vedhæng, denne vidunderlige skatkiste med naturens goder, som sammenkrøllet i de eneste rynker, der kan give fornøjelse, gjorde synet fuldkomment. Tilsammen formede alt dette det mest interessante og mest bevægende i naturen, som bestemt var langt overlegent i forhold til de grove ting, som malerne kan levere eller billedhuggere eller nogen kunstart, som købes til enorme priser. Nej, synet af virkeligheden kan kun virkelig nydes af de få, som naturen har givet en ildfuld indbildningskraft, der bliver vejledt med varme af en sund dømmekraft på vejen frem mod kildespringet, oprindelsen til skønheden i naturens uforlignelige sammensætninger, som langt overgår kunstens evner til efterligning eller rigdommens formåen til at betale derfor.
Men alt får en ende. En bevægelse fra den englelignende unge mand, som lå slap i søvnen, bevægede hans skjorte og sengeklæder, så de kom i en stilling, der forhindrede, at man længere kunne se på herlighederne.
Jeg lagde mig derfor ned, og idet jeg førte hænderne til den del af mig, hvor de genstande, jeg lige havde set, begyndte at starte et oprør, der herskede over smerten efter dem, åbnede mine fingre nu selv en let adgang. Men jeg havde ikke lang tid til at overveje den store forskel mellem pigen og den nu færdigudviklede kvinde, før Charles vågnede og vendte sig imod mig, mens han venligt spurgte, hvordan jeg havde hvilet, og knap gav mig tid til at svare, før han pressede et af sine brændende, henrykte kys mod mine læber. Dette fik en flamme til at blusse op i mit hjerte, og derfra strålede denne ild ud til alle dele af mig. Inden længe sparkede han sengeklæderne til side og trak min chemise så højt op, som den kunne komme, som om han stolt ønskede at hævne sig for den undersøgelse, jeg havde foretaget af alle hans nøgne dejligheder. Og nu var det hans tur til at fryde sine øjne ved alle de gaver, naturen havde givet mig. Hans flittige hænder strejfede også umådeholdent over hver del af min krop. Den søde strenghed og hårdhed i mine endnu ikke modne, men spirende bryster, mit hvide og faste kød, mine ansigtstræks friskhed og regelmæssighed og harmonien i mine lemmer syntes alle at bekræfte ham i tilfredsheden med sin handel. Men da han var nysgerrig efter at undersøge den ødelæggelse, han havde forårsaget i centret for sit alt for voldsomme angreb, førte han ikke bare sine hænder dertil, men med en pude under anbragte han mig, så det var let for ham lystent at inspicere det. Og hvem kan da udtrykke den ild, der skinnede i hans øjne, og som hans hænder glødede af! Men suk af velbehag og ømme, afbrudte udbrud var al den lovprisning, han kunne udtale. På dette tidspunkt åbnede hans apparat, der havde rejst sig stift imod mig, en mulighed for at se det i sin fulde pragt og stolthed. Han følte selv på det, syntes tilfreds med dets tilstand, og med et kærligt og yndefuldt smil greb han en af mine hænder og førte den med blid magt hen til denne naturens stolthed og dens rigeste mesterstykke.
Jeg kæmpede lidt imod, men kunne ikke undgå at føle, hvad jeg ikke kunne begribe, en søjle af det hvideste elfenben med smukke striber af blå årer og et helt afdækket hoved i den kraftigste dybrøde farve. Intet horn kunne være hårdere eller stivere, men intet fløjl glattere eller mere behageligt at røre ved. Lidt efter fik han min hånd til at glide lidt ned til den del, hvor naturen og lysten opbevarer deres fælles forrådskammer så passende fæstnet og hængt op ved roden af deres vigtigste instrument og minister, som ikke upassende også kan tituleres bærer af deres pung. Der fik han mig under det bløde dække til tydeligt at føle indholdet, et par runde kugler, som syntes at lege indenfor og vige for ethvert andet pres end det ømmeste udefra.
Men nu havde mine bløde, varme hænders besøg på disse følsomme steder fået alt på dem bragt i et utæmmeligt raseri, så han uden yderligere indledning, og idet han drog fordel af min bekvemme stilling, lod stormen finde sted, hvor jeg næppe med tålmodighed havde ventet den, og hvor han var sikker på snart at kunne gennemføre den. Jeg følte, at noget stift blev ført ind mellem de delte læber ved såret. De gav efter og var nu åbne for altid, idet forsnævringen ikke voldte mig uudholdelig smerte og ikke voldte min elsker flere vanskeligheder, end hvad der forøgede hans fryd i direkte angreb på denne bløde, varme skede rundt om det instrument, som den så fint var tilpasset, og som, da det nu var sat på plads, i den grad fyldte mig med fryd, at det næsten kvalte mig og gjorde mig åndeløs. Så kom de dræbende stød, de utallige kys, hvoraf hvert eneste var mig til uudsigelig glæde, og den glæde druknede i endnu større lyksaligheder. Men det var en forstyrrelse, der var for voldsom til, at naturen længe kunne holde den ud. De kar, der således var ansporet og umådeligt ophedede, kogte snart over og slukkede for denne gang ilden, mens hele formiddagen i den grad var gået med denne kærlige leg og forlystelse, at det blev nødvendigt at slå morgenmad og frokost sammen.
I vore mere rolige øjeblikke gav Charles mig følgende forklaring angående sig selv, hvoraf hvert et ord var sandt. Han var eneste søn af en fader, der havde en lille post ved toldvæsenet, men nærmest havde levet over evne og givet denne unge herre en meget mangelfuld uddannelse. Han havde ikke oplært ham til noget erhverv, men haft til hensigt at skaffe ham underhold i hæren ved at købe ham en bestalling som fændrik, det vil sige, hvis han kunne rejse pengene eller låne dem mod renter, og begge disse ting var snarere noget, man kunne ønske end forvente ville ske for ham. Men den uforsigtige fader havde imidlertid uden nogen bedre plan og under lediggang ladet denne meget lovende yngling vokse op til mand eller tæt derpå i det mindste. Han havde desuden ikke gjort noget for at give ham bare almindelige formaninger mod byens laster og alle de farer, der ventede den uerfarne og uforsigtige i den. Han boede hjemme og, som han selv ønskede det, sammen med sin fader, der selv havde en elskerinde. Hvis Charles ikke bad ham om penge, var han i øvrigt venlig mod ham på en lad måde, så han kunne overnatte ude, sammen med hvem han ville. Enhver undskyldning blev godtaget, og selv hans bebrejdelser var så få, at de snarere indebar en medviden om fejlene end nogen alvorlig kontrol eller tvang. Men til at tilfredsstille sit behov for penge havde Charles, hvis moder var død, på hendes side en bedstemor, der forgudede ham. Hun havde en betydelig årlig indkomst at leve af og gav regelmæssigt hver skilling, hun kunne undvære, til sin lille skat. Dette var til ikke ringe fortvivlelse for hans fader, som var ærgerlig, ikke over at hun på denne måde forledte hans søn til at spilde penge, men over at hun foretrak Charles frem for ham selv. Vi vil snart få at se, i hvilken uheldig retning en sådan grisk jalousi kunne udvikle sig i en faders bryst.
Charles var imidlertid ved hjælp af sin bedstemors ødsle godhed meget vel sat i stand til at holde en elskerinde, der var så let at tilfredsstille, som min kærlighed gjorde mig. Og mit store held, for sådan må jeg kalde det, førte mig sammen med ham på den måde, som jeg har fortalt om ovenfor, netop som han var på udkig efter en.
Hvad angår hans temperament, syntes han skabt til huslig lykke på grund af dets regelmæssighed og sødme. Han var af natur høflig og havde gode manerer. Det ville aldrig være hans fejl, hvis skænderier eller modsætninger forstyrrede en ro, som han på enhver måde var så godt kvalificeret til at opretholde eller genoprette. Uden at have de store eller strålende egenskaber, som udgør geniet, eller som vækker opsigt i verden, havde han alle de ydmyge egenskaber, der er velegnede for en fredsommelig omgang i samfundet. Almindelig sund fornuft, fremhævet af alle beskedenhedens og venlighedens dyder, fik ham til at være om ikke beundret, så afholdt og agtet af alle, hvad der er langt lykkeligere. Men da intet andet end hans gode udseende først havde tiltrukket mig og vakt min lidenskab, var jeg heller ikke i stand til at dømme om de indre dyder, som jeg senere fik fuld lejlighed til at opdage, og som måske lige i den årstid af pjank og letfærdighed ville have rørt mit hjerte meget lidt, hvis de havde befundet sig hos en person, der i mindre grad frydede mine øjne og mine sanser. Men lad os vende tilbage til vort forhold.
Efter middag, som vi spiste i sengen i en yderst sanselig uorden, stod Charles op og tog lidenskabeligt afsked med mig for et par timer, hvor han tog til byen, og hvor han ordnede sagerne med en ung, dygtig sagfører. De gik sammen til min tidligere ærede frue, hvorfra jeg kun dagen før var løbet bort, og med hvem han var fast besluttet på at afslutte sit regnskab på en måde, der ville afskære alle yderligere regninger fra den side.
Derfor tog de derhen. Men da sagføreren, hans ven, undervejs havde tænkt over de oplysninger, han havde fået af Charles, så han en grund til at give deres besøg et andet formål og at forlange en erstatning i stedet for at tilbyde en.
Da de blev lukket ind, flokkedes pigerne fra huset om Charles, som de kendte. Og fordi jeg var sluppet bort for så kort tid siden, og de ikke vidste noget om, at han nogensinde så meget som havde set mig, og ikke nærede mindste mistanke om, at han havde bistået mig ved min flugt, forsøgte de på deres måde at indynde sig hos ham og hans kammerat, som de formentlig antog for en ny kunde. Men sagføreren gjorde hurtigt en ende på deres fremfusenhed ved at spørge efter den gamle dame. Med en dommers ansigtsudtryk fortalte han, at han havde forretninger at ordne med hende.
Der blev straks sendt bud efter fruen, og damerne blev bedt om at forlade værelset, mens sagføreren strengt spurgte hende, om hun kendte en ung pige, der lige var kommet ind fra landet, ved navn Frances eller Fanny Hill, og om hun ikke havde forledt hende under påskud af at hyre hende som tjenestepige. Samtidig beskrev han mig i så mange detaljer, som han kunne på grundlag af Charles’ beskrivelse.
Det er karakteristisk for lasten, at den skælver ved retfærdighedens undersøgelser. Og mrs. Browns samvittighed var ikke helt ren, hvad mig angik. Hvor vidende hun end var om, hvordan det gik til her i byen, og hvor vant hun end var til at kæmpe sig gennem de farer, hendes erhverv medførte, kunne hun dog ikke lade være med at blive urolig over spørgsmålet, særligt da han gik over til at tale om fredsdommere, Newgatefængslet, Old Bailey, anklager for at drive bordel, gabestok, bortkørsel på kærre og al den slags. Hun, som sandsynligvis forestillede sig, at jeg havde angivet hendes hus, så helt tom ud i hovedet og begyndte på tusind forsikringer og undskyldninger. Men for hurtigt at afslutte dette tog de i triumf min kiste med sig. Dette kunne hun have diskuteret med dem om, hvis hun ikke havde været overvældet. Og ikke alene den, men en erklæring og kvittering for alle krav, som huset kunne stille, for så ringe en udgift som en bowle arrak-punch, der blev tilbudt sammen med et valg mellem husets bekvemmeligheder, hvilket blev afslået. Charles fungerede hele tiden som en tilfældig ledsager for sagføreren, der blot havde bragt denne derhen, da han kendte stedet, og han syntes på ingen måde interesseret i udfaldet. Men han havde ekstra fornøjelse af at høre alt det, jeg havde fortalt ham, bekræftet, så vidt som rufferskens frygt – der, hvis man må gætte ud fra den fredsslutning, hun så villigt indgik, ikke var ringe – kunne tillade hende at gå ind på min historie.
Phoebe, min kære lærerinde Phoebe, var på det tidspunkt gået ud, måske for at søge efter mig; ellers ville den historie, de havde brygget sammen, måske ikke have passeret så glat.
Forhandlingen havde imidlertid taget noget tid. Denne tid ville have forekommet mig længere, da jeg var ladt alene tilbage i et fremmed hus, hvis ikke værtinden, der var en moderlig kvinde, som Charles havde anbefalet mig kraftigt til, var kommet op for at holde mig med selskab. Vi drak te, og hendes snak hjalp mig med at fordrive tiden på en meget behagelig måde, siden han var vort emne. Men da det blev længere ud på aftenen, og det aftalte tidspunkt for hans tilbagekomst var overskredet, kunne jeg ikke fordrive den utålmodige nedtrykthed og frygtsomhed, som samlede sig om mig, og som vort frygtsomme køn let føler i forhold til deres kærlighed.
Men jeg led ikke længe, og synet af ham mere end betalte mig for mine kvaler. Den blide bebrejdelse, jeg havde forberedt til ham, døde hen, før den nåede mine læber.
Jeg lå stadig i sengen, men kunne ikke rigtig støtte på mine ben, og Charles for hen til mig, tog mig i sine arme og løftede og udbredte mine, så jeg kunne møde ham i en kær omfavnelse. Han gav mig en redegørelse for det, han havde gennemført, afbrudt af mange søde parenteser, som var opfyldte af hans kys.
Jeg kunne ikke lade være med at le ad den frygt, den gamle kone var blevet udsat for, og som min uvidenhed og uskyldighed slet ikke havde forberedt mig på. Det så ud til, at hun havde forstået det således, at jeg havde søgt tilflugt hos en slægtning i byen, som jeg var kommet i tanker om, fordi jeg ikke syntes om den måde, de behandlede mig på, og at dette initiativ kom fra denne slægtning. For som Charles korrekt havde bedømt, var der ikke én af naboerne, der i den stille time havde set, hvordan jeg undslap ind i vognen, eller på mindste måde lagt mærke til ham. Ej heller havde nogen i huset den mindste anelse eller mistanke om, at jeg havde talt med ham, og endnu mindre at jeg var gået ind på en sådan handel med en vildfremmed. Således er det mest usandsynlige ikke altid det, som vi skal nære størst mistillid til.
Vi spiste med al den munterhed, man kan finde hos to overgivne unge mennesker, der befinder sig ved deres ønskers mål. Da jeg glad havde overladt til Charles at sørge for hele min fremtidige lykke, tænkte jeg ikke på andet end den udsøgte glæde, det var at besidde ham.
Han kom med tiden i seng, og denne anden nat, hvor smerten næsten var ovre, smagte jeg i fulde drag al den fryd, som fuldendt nydelse kan give. Jeg svømmede og badede i lyksalighed, indtil vi begge faldt i søvn som en naturlig følge af tilfredsstillet lyst og neddæmpet flamme, og vi vågnede kun for at forny vor henrykkelse.
Således blev vi i dette logi i Chelsea i omkring ti dage, hvor vi fik det meste ud af kærligheden og livet. Charles sørgede for at give en gunstig forklaring på sine udflugter hjemmefra og at holde sig gode venner med sin overbærende mormoder, fra hvem han hele tiden fik tilstrækkelige forsyninger til at dække de udgifter, jeg forvoldte ham, som dog var meget små sammenlignet med hans tidligere og mindre regelmæssige fornøjelser.
Så flyttede Charles mig til et nyt møbleret logi i D***gade, St. James’. Her betalte han en halv guinea om ugen for to værelser og et kammer på anden sal, som han i nogen tid havde været på udkig efter, og som var mere bekvemt for hans hyppige besøg, end der hvor han først havde anbragt mig. Dette første hus kan jeg dog ikke nægte, at jeg forlod med beklagelse. Det var blevet mig utroligt kært på grund af, at jeg der først havde haft min Charles, og de omstændigheder, hvorunder jeg her havde mistet den juvel, der aldrig kan mistes to gange. Men værten havde ingen grund til at klage over noget, for Charles var så rundhåndet, at han ikke havde grund til at beklage, at han mistede os.
Da vi var kommet til vort nye logi, kan jeg huske, at jeg fandt det overordentligt fint, selv om det var ganske almindeligt selv til den pris. Men om det så havde været et fangehul, Charles havde bragt mig til, ville hans tilstedeværelse have gjort det til et lille Versailles.
Værtinden, mrs. Jones, førte os til vor lejlighed og begyndte med rivende tungefærdighed at forklare os alle dens bekvemmeligheder – at hendes egen pige ville opvarte os … at de fornemmeste mennesker havde boet i hendes hus … at hendes førstesal var udlejet til en ambassadesekretær og hans frue … at jeg så ud til at være en meget elskværdig dame … Ved ordet dame rødmede jeg, fordi min forfængelighed var smigret; det var for stærkt for en pige i min stilling. For selv om Charles havde taget de forholdsregler at klæde mig i en mindre vulgær stil end i de klæder, jeg havde haft på, da jeg flygtede til ham, og at udgive mig for at være hans kone, som han havde ægtet i hemmelighed og holdt skjult (den gamle historie) på grund af sine venner, så tør jeg sværge på, at dette virkede ret usandsynligt på en dame, der kendte byen så godt, som hun gjorde. Men det var den mindste af hendes bekymringer. Det var umuligt at have færre skrupler, end hun havde, og da det eneste, hun brød sig om, var at få udlejet sine værelser, ville sandheden selv næppe have forarget hende eller have fået hende til at aflyse aftalen.
En skitse af hendes personlige historie vil gøre det muligt for Dem at forstå den rolle, hun kom til at spille for mine anliggender.
Hun var omkring seksogfyrre år, høj, mager, rødhåret og med et af de kedelige, almindelige ansigter, som man kan finde hvor som helst, og som går omkring, uden at nogen lægger mærke til dem. I sin ungdom havde hun været holdt af en herre, der, da han døde, efterlod hende fyrre pund om året, så længe hun levede, fordi han havde fået en datter med hende. Denne datter solgte hun i en alder af sytten for en ikke særlig stor sum til en herre, der skulle sendes ud af landet og tog sit indkøb med sig. Han var meget god ved hende, og man mener, at han i hemmelighed giftede sig med hende. Men han havde hele tiden lagt vægt på, at hun ikke på nogen måde skulle korrespondere med en moder, der var lavsindet nok til at udbyde sit eget kød og blod til salg. Da denne kvinde dog ikke havde nogen følelse endsige nogen lidenskab, der ikke angik penge, var hun ikke mere besværet af dette, end at hun derved mistede en mulighed for at tiltvinge sig gaver eller andre fordele, efter at selve handlen var indgået. Da hun af natur eller konstitution var ligegyldig over for enhver anden glæde end at forøge sin formue, på hvilken måde det end kunne være, begyndte hun som en slags privat rufferske, hvilket hun ikke var dårligt egnet til på grund af sit alvorlige og anstændige udseende. Undertiden bidrog hun derefter også til, at et ægteskab kunne indgås. Kort sagt, der var ikke noget, som forekom hende økonomisk fordelagtigt, som hun ikke ville have påtaget sig. Hun vidste det meste af, hvad der var at vide om byen, da hun ikke blot selv havde boet i den, men til stadighed holdt sig informeret om, hvad der foregik, og desuden ud over sin praksis som fremmer af harmoni mellem kønnene gav sig af med private pantelån og andre profitable hemmeligheder. Hun lejede det hus, hun boede i, og fik mest muligt ud af det ved at fremleje værelser. Selv om hun ejede mindst tre-fire tusind pund, ville hun ikke engang tillade sig det mest nødvendige, men levede udelukkende af, hvad hun kunne presse ud af sine lejere.
Da hun så sådant et ungt par komme under sit tag, var hendes første tanke utvivlsomt, hvordan hun skulle få det højest mulige beløb ud af os ved at anvende alle de metoder, hvorved man kunne tjene penge, og som hun med rette bedømte, at vor situation og uerfarenhed snart ville give hende anledning til at praktisere.
I dette håbefulde asyl og i kløerne på denne heks opslog vi vort paulun. Det er næppe af stor betydning for Dem eller særlig behageligt for mig at gå i detaljer med alle de små nedrige metoder, som hun benyttede til at flå os, og som Charles alle sammen passivt valgte at finde sig i frem for at gøre sig den ulejlighed at flytte. Stigningen med hensyn til udgifter var næppe noget, som den unge herre lagde mærke til, eftersom han ikke havde nogen ideer om at holde igen eller bare at være økonomisk, og desuden var han i selskab med en ung pige fra landet, der ikke vidste noget om slige sager.
Under min højt elskedes beskyttende vinger tilbragte jeg dog nu de dejligste timer i mit liv. Jeg havde min Charles, og i ham havde jeg alt, som mit kærlige hjerte kunne ønske eller begære. Han tog mig med til teaterforestillinger, operaer, maskerader og enhver forlystelse, som byen kunne byde på. Det behagede mig alt sammen meget, men gjorde det så meget mere, fordi han var med mig og kunne forklare alting for mig. Måske de naturlige udtryk for overraskelse og beundring, som alting af den slags i begyndelsen vækker hos en uerfaren pige fra landet, morede ham. Men for mig beviste de tydeligt den magt og det fulde herredømme, mit hjertes eneste lidenskab havde over mig. En lidenskab, hvori både sjæl og legeme var berørt, og som ikke gav plads for nogen anden fornøjelse i livet end kærlighed.
Hvad angår de mænd, jeg så på disse steder eller alle andre steder, stod de så meget tilbage i den sammenligning, mine øjne foretog af dem med min fuldkomne Adonis, at jeg ikke engang var utro med en eneste vandrende tanke, som jeg kunne bebrejde mig selv. Han var hele universet for mig, og alt, hvad der ikke var ham, var mig ligegyldigt.
Min kærlighed var kort sagt så voldsom, at den også ødelagde enhver antydning eller gnist af jalousi, for blot en enkelt tanke i den retning gav mig en sådan smerte, at min egenkærlighed og frygt for det, der var værre end døden, fik mig til for altid at afvise og trodse den. Ej heller havde jeg nogen anledning dertil, for hvis jeg her skulle opregne de lejligheder, hvor Charles til fordel for mig havde ofret kvinder, der var mere betydningsfulde, end jeg tør antyde (hvilket hans situation taget i betragtning ikke var så mærkeligt), kunne jeg virkelig give Dem et bevis på hans ubrudte trofasthed over for mig. Men ville De så ikke anklage mig for igen at søge at opvarme et festmåltid, som min forfængelighed for længst burde have været tilfredsstillet af?
Da vi ophørte med vore aktive fornøjelser, skaffede Charles sig en ny fornøjelse ved at undervise mig så langt, som han var i stand til, på mange forskellige områder, som jeg som følge af min manglende uddannelse var helt uvidende om. Og jeg sørgede for, at min herlige lærer ikke spildte sin tid. Jeg indprentede mig hver stavelse, han ytrede, og modtog alt, hvad han sagde, som orakelsvar og tålte ingen anden afbrydelse end kys, som jeg ikke ville nægte mig selv den fornøjelse at give mulighed for at modtage fra læber, hvorfra der kom en sødere vellugt end fra alle Arabiens parfumer.
Jeg blev på kort tid i kraft af de fremskridt, jeg gjorde, i stand til at vise, hvor omhyggeligt jeg havde hørt efter alt, hvad han sagde til mig, ved at gentage det for ham næsten ord for ord. For at vise, at jeg ikke kun var en papegøje, men havde tænkt over, hvad jeg lærte, tilføjede jeg mine egne kommentarer og stillede uddybende spørgsmål.
Min landlige udtale og rustikke opførsel, manerer og holdning begyndte nu mærkbart at tage af, så hurtigt var mit nemme og så virkningsfuldt mit ønske om hver dag at blive mere værdig til hans hjerte.
Hvad angår penge, var det kun med vanskelighed, at han kunne få mig til at opbevare dem i mit skrivebord, selv om han hele tiden bragte mig alt, hvad han modtog. Det tøj jeg havde på, kunne han kun få mig til at tage imod, hvis det var for at glæde ham ved en mere elegant påklædning; ud over dette havde jeg ingen ambitioner. Jeg kunne have fundet fornøjelse ved det største manuelle arbejde og slidt mine fingre op med glæde for at hjælpe ham. Forestil Dem derfor, om det kunne falde mig ind at være en byrde for ham. Denne uegennyttige holdning hos mig var så oprigtig og i så høj grad dikteret af mit hjerte, at Charles ikke kunne undgå at lægge mærke til den. Og hvis han ikke elskede mig så højt, som jeg elskede ham (hvilket var den stadige og eneste anledning til sød kappestrid imellem os), lykkedes det ham i det mindste at gøre mig den glæde, at jeg måtte anse det for umuligt for en mand at være mere blid, mere oprigtig og mere trofast, end han var.
Vor værtinde, mrs. Jones, kom ofte op til min lejlighed, hvorfra jeg aldrig under nogen omstændigheder gik ud undtagen sammen med Charles. Ej heller varede det længe, før hun med stor snilde fik ud af mig, hvordan det hang sammen med hemmeligheden om, at vi havde snydt kirken for en ceremoni, og med tiden også med de betingelser, vi levede sammen på; en omstændighed, som ikke vakte hendes mishag i betragtning af de planer, hun havde med mig, og som hun desværre alt for snart fik mulighed for at bringe til udførelse. Men i mellemtiden lod hendes egen erfaring med livet hende se, at ethvert forsøg, hvor indirekte og skjult det end var, på at bortlede eller bryde i det mindste midlertidigt et så stærkt forbund mellem hjerter som vore kun kunne ende med, at hun mistede to logerende, som hun fik meget rimelige fordele af, hvis nogen af os fik færten af hendes ærinde. For hun havde fået et ærinde fra en af sine kunder, nemlig enten at forlede mig eller i det mindste få mig bort fra min beskytter.
Men min barbariske skæbne sparede hende snart for den opgave at skille os ad. Jeg havde nu levet elleve måneder i denne periode af mit liv, som var gået i én fortsat, hurtig strøm af behagelige ting; men intet, der er så overvældende, kan vare ved. Jeg var omkring tre måneder henne med hans barn, en omstændighed, som ville have forøget hans ømhed, hvis han havde givet mig mulighed for at tro, at den kunne forstærkes, da det dødelige og uventede slag i form af en adskillelse ramte os. Jeg vil haste hen over omstændighederne, som jeg endnu gyser ved at tænke på, og jeg kan endnu i dette øjeblik ikke forlige mig med tanken om, hvordan eller på hvilken måde jeg overhovedet kunne overleve det.
Jeg var med besvær kommet gennem to meget lange dage uden at høre fra ham; jeg, der kun åndede, kun eksisterede hos ham og aldrig før havde oplevet, at der gik fireogtyve timer, uden at jeg havde set eller hørt fra ham. Den tredje dag var min utålmodighed så stor og min uro så alvorlig, at jeg blev helt syg, og da jeg ikke kunne udholde smerten længere, sank jeg om på sengen og ringede efter mrs. Jones, der langtfra havde trøstet mig under min bekymring, men nu kom op. Jeg havde knap luft og åndsnærværelse nok til at finde ord til at bede hende, om hun ville redde mit liv ved at finde på noget, hvorved jeg straks kunne opklare, hvad der var blevet af min eneste støtte og trøst. Hun udtrykte medlidenhed med mig på en måde, der snarere forstærkede min lidelse end lindrede den, og gik ud i dette ærinde.
Hun behøvede ikke at gå langt. Charles’ fader boede kun kort derfra i en af de gader, der løber ud til Covent Garden. Der gik hun ind på en pub, og derfra sendte hun bud efter en tjenestepige, hvis navn jeg havde opgivet hende som den, der bedst kunne give hende underretninger.
Pigen kom beredvilligt, og da hun spurgte hende om, hvad der var blevet af Charles, eller om han var rejst fra byen, fortalte hun hende lige så beredvilligt, hvad der var sket med hendes herres søn. Dette var nemlig allerede dagen efter ikke nogen hemmelighed for tjenestefolkene. Faderen havde truffet sikre foranstaltninger til den grusomste straf for sit barn, fordi sønnen havde større indflydelse på sin mormoder, end han selv havde, selv om han benyttede et meget plausibelt påskud for at skille sig af med ham på denne hemmelighedsfulde og bratte måde af frygt for, at hendes kærlighed ville have været en forhindring for, at sønnen kunne forlade England og tage på en rejse, han havde arrangeret for ham. Dette påskud var, at rejsen var uomgængeligt nødvendigt for at sikre en betydelig arv, der var tilfaldet ham efter en rig købmand (faderens egen broder) ved en af handelsstationerne i Sydhavet, hvilket han for nylig havde fået underretning om sammen med en kopi af testamentet.
Som følge af denne beslutning om at sende sin søn bort havde han uden dennes vidende foretaget de nødvendige forberedelser til at udstyre ham, truffet en aftale med en skibskaptajn, hvis hurtige gennemførelse af ordren han havde sikret ved sin indflydelse hos den, der ejede størstedelen af skibet. Kort sagt, han havde koordineret sine anstrengelser så hemmelighedsfuldt og effektivt, at hans søn, mens han troede, han blot skulle ned ad floden nogle få timer, blev bragt om bord på et skib, forhindret i at skrive og strengere overvåget end en politisk forbryder.
Således blev min sjæls afgud revet fra mig og tvunget ud på en lang rejse uden at medbringe en eneste ven eller få en linje til trøst bortset fra tørre forklaringer og instrukser fra sin fader om, hvordan han skulle bære sig ad, når han kom til den havn, han var bestemt for, og dertil nogle anbefalingsskrivelser til nogle der. Alle disse enkeltheder erfarede jeg ikke i detaljer før senere.
Pigen tilføjede samtidig, at hun var sikker på, at denne behandling af hendes kære unge herre ville føre til mormoderens død, hvilket viste sig at holde stik. For den gamle dame overlevede ikke nyheden om det en måned, og da hendes formue bestod i en livrente, som hun ikke havde lagt nogen reserver op af, efterlod hun sig ikke noget særligt til sin fatalt misundte yndling, og hun nægtede pure at se hans fader, før hun døde.
Da mrs. Jones vendte tilbage, og jeg bemærkede hendes udseende, syntes hun så ubekymret og endog nær ved at være tilfreds, at jeg halvvejs nærede det forfængelige håb, at hun ville lette mit forpinte hjerte ved at bringe mig gode nyheder. Men det var virkelig en grusom illusion: Barbaren jog en kniv i mit hjerte ved så køligt og klart som muligt at fortælle mig, at han var sendt bort på en rejse, der ville vare mindst fire år (her broderede hun ondskabsfuldt på kendsgerningerne), og at jeg ikke med rimelighed kunne forvente nogensinde at se ham igen, og alt dette med så vægtige omstændigheder, at jeg ikke kunne lade være med at fæste lid til det. Det var da også i det store og hele kun alt for sandt!
Hun havde næppe afsluttet sin beretning, før jeg besvimede, og efter flere anfald efter hinanden, mens jeg hele tiden var vild og sanseløs, aborterede jeg det søde pant på min Charles’ kærlighed. Men de ulykkelige dør aldrig, når det er mest passende, og kvinder er notorisk sejlivede.
Den grusomme og egennyttige omhu, hun gjorde sig med at pleje mig, reddede et liv, der var blevet mig modbydeligt, og som i stedet for den lykke og de glæder, det havde været så fuldt af, lige pludselig ikke frembød andre udsigter end til den dybeste ulykke, rædsel og de hårdeste pinsler.
Sådan lå jeg i seks uger, mens ungdom og konstitution kæmpede mod dødens venlige bestræbelser, som jeg hele tiden påkaldte for at finde lindring og frelse, men som viste sig for svage til at opfylde mit ønske. Til sidst kom jeg mig, selv om det var i en tilstand af sløvhed og fortvivlelse, som truede mig med tabet af min forstand og anbringelse i et galehus.
Men tiden, den store trøster, begyndte snart at mildne voldsomheden af mine lidelser og at dæmpe smerten ved dem. Mit helbred vendte tilbage, selv om mit udseende stadig var præget af sorg, nedslåethed og mathed, og idet det fjernede mine landlige, røde kinder, gjorde dette mig mere sart og betagende.
I al den tid havde værtinden flittigt sørget for mig og for, at jeg ikke manglede noget. Så snart hun så, at jeg nu atter var i en tilstand, der kunne egne sig til hendes formål, gratulerede hun mig en dag, efter at vi havde spist sammen, med min helbredelse, som hun selv tog hele æren for. Alt dette var en indledning til en forfærdelig og lurvet epilog. ”Du har det nu, miss Fanny,” sagde hun, ”tåleligt vel, og du er velkommen til at blive i logiet, så længe du har lyst. Du ser, at jeg ikke har forlangt noget for denne lange tid, men jeg må nødvendigvis skaffe en sum penge, som snart skal betales.” Herpå præsenterede hun mig for en regning for sit tilgodehavende for husleje, mad, apotekerudgifter, plejerske og så videre, som i alt beløb sig til treogtyve pund, sytten shillings og seks pence, selv om hun udmærket vidste, at jeg ikke havde mere end syv guineas, som tilfældet havde overladt mig fra Charles’ beholdning. Samtidig ønskede hun, at jeg skulle fortælle hende, hvordan jeg ville bære mig ad med at betale. Jeg brød ud i en strøm af tårer og fortalte hende mine omstændigheder og tilføjede, at jeg ville sælge de få klæder, jeg havde. Hvad resten angik, ville jeg betale hende så snart som muligt. Men da min fortvivlelse var gunstig for hendes planer, gjorde den hende kun så meget mere ubøjelig.
Hun fortalte mig ganske upåvirket, at hun virkelig var ked af, at jeg havde været ude for sådanne ulykker, men at hun måtte have, hvad der tilkom hende, selv om det ville gå hende nært til hjertet at sende ”sådan et sårbart ungt menneske i fængsel …” Ved ordet fængsel isnede det i hver eneste blodsdråbe i mig, og min frygt virkede så stærkt på mig, at jeg blev så bleg og mat, som en forbryder bliver ved første syn af sit henrettelsessted. Jeg var lige ved at besvime.
Min værtinde, som blot ville skræmme mig og ikke hensætte mig i en legemlig tilstand, der ikke var befordrende for de hensigter, hun havde med mig, begyndte at berolige mig igen og fortalte mig i en mere medlidende og blid tone, at det ville være min egen skyld, hvis hun blev tvunget til at gå til sådanne yderligheder. Hun mente dog, at der nok kunne findes en ven i verden, der ville ordne tingene til vor begges tilfredshed, og at hun ville hente ham, så han kunne drikke te med os den samme eftermiddag, og at hun håbede, at vi så ville komme til en rimelig forståelse af vore anliggender. Til alt dette svarede jeg ikke et ord; jeg sad stum, lamslået og rædselsslagen.
Mrs. Jones, der med rette mente, at det gjaldt om at smede, mens jernet var varmt, overlod mig imidlertid til mig selv og til alle de rædsler, som en indbildningskraft, der var såret til døden ved tanken om at komme i fængsel, kunne fremmane, og som ud fra selvopholdelsesdrift greb enhver chance for til at undgå det.
I denne situation sad jeg nu næsten en halv time fuld af sorg og fortvivlelse. Men så kom min værtinde ind, og da hun så den dødlignende nedslåethed i mit ansigt, antog hun stadig i overensstemmelse med sin plan en falsk medlidenhed og bad mig være let om hjertet. Hun sagde, at det ikke ville gå så galt, som jeg troede, hvis jeg bare ville tænke på mit eget bedste. Hun afsluttede med at fortælle mig, at hun havde taget en meget respektabel herre med for at drikke te med mig, og at han ville give mig de bedste råd om, hvordan jeg kunne klare mig ud af mine besværligheder. Herefter gik hun ud uden at vente på svar og vendte tilbage med denne meget respektable herre, hvis meget respektable rufferske hun havde været ved denne som ved andre lejligheder.
Denne herre bukkede meget høfligt for mig, da han kom ind i værelset, hvilket jeg næppe havde styrke eller åndsnærværelse nok til at gengælde ved at neje. Men værtinden påtog sig alle besværlighederne ved denne første samtale (for jeg havde aldrig, så vidt jeg kunne huske, set denne herre før) og satte en stol frem til ham og en anden til sig selv. Alt dette uden at der blev sagt et ord fra nogen af dem. En sløv stirren var alt, hvad jeg kunne bidrage med til dette mærkelige møde.
Teen blev lavet, og værtinden, der nok var uvillig til at spilde tiden, bemærkede min tavshed og generthed over for denne fuldkomne fremmede og sagde på en grov, familiær måde og i en bestemt tone: ”Hør nu, miss Fanny. Op med hovedet, barn, og lad ikke sorgen spolere dit kønne ansigt. Sorger varer kun en tid. Op med humøret! Her er der en fin herre, der har hørt om dit uheld og er villig til at hjælpe dig. Du må lære ham bedre at kende. Lad være med at hænge dig i etikettespørgsmål og den slags, men træf en aftale, mens du kan.”
Ved denne elegante, velformede gardinprædiken skældte herren hende ud, da han så, at jeg var skræmt og forbløffet, og at jeg faktisk var ude af stand til svare, fordi hun forelagde tingene så abrupt, så jeg snarere blev chokeret end overtalt til at acceptere de gode ting, han havde til hensigt at gøre for mig. Så henvendte han sig til mig og sagde, at han var helt bekendt med min historie og alle omstændigheder ved min ulykke, som han indrømmede, var et grusomt slag for én, der var så ung og smuk. Desuden sagde han, at han længe havde syntes om min person, og her appellerede han til mrs. Jones, der var til stede. Da han dog havde opdaget, at jeg var så helt optaget af en anden, havde han mistet alt håb om at få succes, indtil han hørte om det pludselige omslag i min skæbne, som jeg var kommet ud for. Herefter havde han givet specifikke ordrer til værtinden om at sørge for, at jeg ikke manglede noget. Han tilføjede, at hvis han ikke havde været nødt til at tage til Haag i forretninger, som han ikke havde kunnet udeblive fra, ville han selv have taget sig af mig under min sygdom, og at han ved sin tilbagekomst, som var sket så sent som dagen før, hvor han hørte om min helbredelse, havde ønsket, at værtinden skulle hjælpe ham med at blive præsenteret for mig. Han var mindst lige så vred, som jeg var chokeret, over den måde, hun havde opført sig på for at opnå denne lykke for ham, sagde han. Men for at vise mig, hvor meget han var imod hendes metode, og hvor langt han var fra at drage nogen upassende fordel af min situation og kræve nogen sikkerhed for min taknemmelighed, ville han her i mit påsyn i dette øjeblik betale min gæld fuldt ud til værtinden og give mig hendes kvittering. Herefter kunne jeg frit bestemme, om jeg ville afvise eller modtage hans tilnærmelser, da han følte sig højt hævet over at tvinge mig på nogen måde.
Mens han redegjorde for sine følelser over for mig, vovede jeg blot at se op på ham og bemærkede hans skikkelse, som var en pæn herre værdig. Han var velskabt, omkring fyrre, klædt i en enkel habit og havde en stor diamantring på den ene finger. Diamantens skin spillede i mine øjne, når han gestikulerede med hånden, mens han talte, og forøgede min vurdering af hans betydning. Kort sagt kunne han have gået for at være, hvad man normalt kalder en fin herre, med en fornem mine, der var naturlig i betragtning af hans fødsel og forhold.
På alle hans erklæringer svarede jeg imidlertid kun med en strøm af tårer, der i rigeligt mål flød for at lette mit hjerte og kvalte min stemme og derved undskyldte mig fra at tale. Dette var heldigt, for jeg ville ikke have vidst, hvad jeg skulle sige.
Men synet rørte ham, hvad han senere fortalte mig, uimodståeligt, og for at give mig en grund til at være lidt mindre påvirket trak han sin pung frem, forlangte pen og blæk, som værtinden var parat til at levere, og betalte hver en penny af hendes krav ud over en rundhåndet godtgørelse, som ville følge senere, uden at jeg vidste det. Derefter tog han den samlede kvittering og tvang mig meget blidt til at modtage den ved at føre min hånd, som han havde stukket den ind i, så jeg passivt lagde den i lommen.
Stadig fortsatte jeg med at være i en lammet tilstand eller melankolsk fortvivlelse, da min ånd ikke endnu kunne komme sig over det voldsomme chok, den havde været udsat for. Værtinden havde faktisk forladt værelset og ladet mig være alene med den fremmede herre, før jeg lagde mærke til det, og nu bemærkede jeg det uden frygt, for jeg var livløs og ligeglad med alting.
Herren, der dog ikke var nogen novice i den slags anliggender, kom nærmere, og under påskud af at trøste mig tørrede han først med sit lommetørklæde mine tårer, hvor de løb ned ad mine kinder. Snart efter vovede han at kysse mig. For min del ydede jeg hverken modstand eller indvilligede. Jeg sad stiv som en støtte. Jeg begyndte nu at se på mig selv som købt med den betaling, som var foregået for mine øjne. Jeg var ligeglad med, hvad der blev af min stakkels krop, og da jeg hverken havde liv, energi eller mod til at kæmpe den mindste smule imod, selv for så vidt det angik mit køns ærbarhed, fandt jeg mig tamt i, hvad herren fandt på. Med umærkelige skridt tog han sig da den ene frihed efter den anden, stak hånden ind mellem mit tørklæde og brystet, som han så kunne håndtere, som han ville. Da han ikke blev vist tilbage, og alt langt over forventning var gunstigt for hans hensigt om at få opfyldt hele sit begær, tog han mig i sine arme og bar mig livløs og uden bevægelse hen til sengen, hvor han forsigtigt lagde mig ned. Da han således havde mig i en fordelagtig stilling, vidste jeg ikke, hvad han foretog sig, før jeg vågnede op fra min livløse ufølsomhed og opdagede, at han var begravet i mig, mens jeg lå passiv og uden at føle den mindste lyst. Et koldt lig kunne næppe have indeholdt mindre liv eller følelse. Så snart han således havde tilfredsstillet en lidenskab, som kun alt for lidt respekterede den tilstand, jeg var i, trak han sig ud, og efter igen at have bragt orden i mine klæder gav han sig til med den største ømhed at dæmpe de anfald af anger og raseri rettet mod mig selv, som jeg må indrømme, at jeg for sent blev grebet af. For efter på denne seng at have udholdt en vildfremmeds favntag flåede jeg i mit hår, vred mine hænder og slog mig for brystet som en gal. Men da min nye herre, for det var, hvad jeg nu betragtede ham som, gav sig til at berolige mig, bad jeg ham, da hele mit raseri var rettet mod mig selv, idet jeg ikke mente, at jeg havde lov til at rette det mod ham, mere ydmygt end vredt om at lade mig være i fred, så jeg i det mindste kunne føle min smerte i ro. Det nægtede han pure, sagde han, af frygt for at jeg skulle gøre en ulykke på mig selv.
Voldsomme lidenskaber varer sjældent længe, og kvinders mindst af alt. En dødlignende stilhed efterfulgte denne storm, der endte i en strøm af tårer.
Havde nogen bare få øjeblikke forinden fortalt mig, at jeg nogensinde ville lære nogen anden mand end Charles at kende, ville jeg have spyttet ham i ansigtet. Hvis man havde tilbudt mig en langt større sum penge end den, jeg så betalt for mig, ville jeg koldt have afvist forslaget. Men vor dyd og vore laster afhænger for meget af vore omstændigheder. Pludselig overvældet som jeg var, forrådt af en bevidsthed, der var svækket af for lange og for hårde plager og lammet af frygten for fængsel, vil mit nederlag forekomme så meget desto mere undskyldeligt, siden jeg bestemt ikke var involveret i det eller på nogen måde medvirkede til det. Men da den første nydelse er afgørende, og han nu var forbi forhindringen, troede jeg, at jeg ikke længere havde ret til at afvise kærtegnene fra en, der havde fået en fordel over mig, ligegyldigt hvordan den var opnået. Jeg rettede mig efter denne grundsætning og betragtede mig selv som værende i så høj grad i hans magt, at jeg fandt mig i hans kys og omfavnelser uden at foregive kamp eller vrede. Ikke at disse kys og omfavnelser endnu gav mig nogen fornøjelse eller kunne overvinde min sjæls aversion imod at involvere mig i nogle følelser af denne slags. Hvad jeg led, led jeg ud fra en følelse af taknemmelighed og som noget selvfølgeligt, efter hvad der var sket.
Han tog imidlertid det hensyn ikke at forsøge at gentage de excesser, som lige forinden havde gjort mig så opbragt. Da han nu var sikker på sin stilling, nøjedes han med langsomt at bringe mig i humør og vente på, at tiden skulle bringe de frugter af generøsitet og kurmageri, som han siden ofte bebrejdede sig selv at have høstet alt for tidligt, da han havde givet efter for sin tilskyndelse, mens jeg ikke kunne stå imod ham, og overvældet af begær havde ladet sin lidenskab gå ud over en liv- og åndløs krop, der var død for al fornemmelse for glæde, siden den ikke burde kunne give nogen, når den ikke modtog nogen. Men dette er i hvert fald sikkert: Mit hjerte tilgav ham aldrig helt den måde, hvorpå jeg var tilfaldet ham, selv om jeg af egoistiske grunde måtte være tilfreds med, at han i min person havde fundet det, der kunne forhindre ham i at forlade mig lige så let, som han havde vundet mig.
Aftenen var imidlertid så langt fremskreden, at pigen kom ind for at lægge dugen på til aftensmaden, hvor jeg med glæde forstod, at min værtinde, som det nu var en ren gift for mig at se, ikke skulle være sammen med os.
Snart kom et elegant aftensmåltid, og en flaske bourgogne blev sammen med andre nødvendigheder anbragt på en buffet.
Da pigen havde forladt værelset, insisterede herren med varm ømhed på, at jeg skulle sidde i lænestolen ved ilden og se ham spise, hvis jeg ikke kunne overtales til at spise noget selv. Jeg adlød med et hjerte, der var fuldt af sorg ved den sammenligning, jeg foretog mellem de herlige møder på tomandshånd med min til evighed kære unge mand og denne tvungne situation, denne nye akavede scene, der var mig pålagt og påtvunget af grum nødvendighed.
Ved aftensmaden fortalte han mig, efter at han havde brugt en masse argumenter til at trøste mig og forsone mig med min skæbne, at hans navn var H…, bror til jarlen af L…, og at han efter at have fået mulighed for at se mig på min værtindes tilskyndelse og fundet, at jeg behagede ham fuldkomment, havde givet hende til opgave at skaffe mig for enhver pris. Han var glad for, at han endelig havde haft held med sig, og at dette havde været til lige så stor tilfredsstillelse for ham, som han håbede det ville blive for mig. Herefter tilføjede han yderligere nogle smigrende forsikringer om, at jeg ikke ville få grund til på nogen som helst måde at angre mit bekendtskab med ham.
Jeg havde nu fået højst en halv agerhøne ned og tre-fire glas vin, som han tvang mig til at drikke for at styrke mig. Men om der nu var kommet noget særligt i vinen, eller om der ikke skulle mere til for at genoplive den naturlige varme i min konstitution og sætte ild til den gamle lunte, begyndte jeg nu ikke længere at se så tvunget eller med så stor afsky på mr. H…, som jeg hidtil havde gjort. Men på trods heraf var der ikke mindste gnist af kærlighed blandet ind i denne blødgøring af mine følelser. Enhver anden mand ville have været den samme for mig som mr. H…, om han havde stået i samme forhold til mig og havde gjort det for mig og ved mig, som han havde gjort.
Der findes ikke, i det mindste ikke på jorden, evige sorger. Mine var om ikke forbi, så i det mindste midlertidigt afbrudt. Mit hjerte, der så længe havde været overbebyrdet af sorg og græmmelse, begyndte at ånde og åbne sig igen for den mindste udsigt til adspredelse og underholdning. Jeg græd lidt, og mine tårer lettede mig. Jeg sukkede, og mine suk syntes at lette mig for den byrde, der hvilede på mig. Mit ansigt blev om ikke muntert, så i det mindste mere behersket og frit.
Mr. H…, der havde iagttaget og måske bidraget til at tilvejebringe denne forandring, vidste kun alt for godt, hvordan han skulle udnytte den. Han skubbede umærkeligt bordet væk fra dets plads imellem os og trak sin stol hen, så han sad over for mig. Han begyndte nu snart efter at have forberedt mig med alle de forsikringer og løfter, han kunne, at gribe mine hænder, kysse mig og endnu en gang at tage sig friheder på mit bryst, som, da det var befriet på grund af mit løstsiddende negligé, nu åndede og pulserede mindre af indignation end af frygt og undseelse, fordi det blev håndteret så familiært af en, der stadig var en fremmed. Men han gav mig snart større anledning til at protestere ved at bøje sig ned og stikke hånden ind oven over mine strømpebånd, hvorfra han forsøgte at genvinde adgangen til det pas, som han tidligere havde fundet så åbent og ubeskyttet. Men nu kunne han ikke få mine sammenpressede lår fra hinanden. Jeg klagede blidt og bad ham om at lade mig være alene. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde det godt. Men da han så, at der var noget i min modstand, der var mere formelt og konventionelt end alvorligt, gjorde han det til en betingelse for at afstå fra at gå videre, at jeg straks skulle gå i seng, mens han gav visse ordrer til værtinden, og at han ville vende tilbage om en time, hvor han håbede at finde mig mere modtagelig for hans lidenskab for mig, end jeg syntes at være i øjeblikket. Jeg sagde hverken ja eller nej, men min mine og den måde, jeg modtog dette forslag på, lod ham se, at jeg ikke følte, at jeg var tilstrækkeligt herre over situationen til at afslå det.
Herefter gik han ud og forlod mig, men et minut eller to senere, før jeg kunne få tid til at tænke mig om, kom pigen ind med sin frues service og en lille sølvskål med, hvad hun kaldte en brudeforfriskning, og bad mig spise den, når jeg gik i seng. Det gjorde jeg derfor, og jeg følte straks en hede, en ild løbe igennem hver del af min krop. Jeg brændte, jeg glødede og var tæt på at ønske mig en hvilken som helst mand.
Så snart jeg havde lagt mig, tog pigen stearinlyset og ønskede mig godnat, forlod værelset og lukkede døren efter sig.
Hun havde næppe fået tid til at komme ned ad trappen, før mr. H… forsigtigt åbnede min dør og kom ind, nu afklædt og i natskjorte og hue og med tændte vokslys. Han låste døren og gav mig, selv om jeg ventede ham, en vis uro. Han kom listende hen til sengekanten og sagde med en blid hvisken: ”Bliv ikke bange, min ven … Jeg vil være meget forsigtig og venlig mod dig.” Han skyndte sig så at tage tøjet af og sprang i seng efter at have give mig muligheder nok, mens han tog tøjet af, til at iagttage hans muskuløse kropsbygning, stærke lemmer og kraftigt behårede bryst.
Sengen rystede igen, da den modtog sin nye byrde. Han lagde sig yderst og lod lysene brænde, utvivlsomt for at tilfredsstille alle sine sanser, for så snart han havde kysset mig, rullede han sengetøjet væk og syntes henrykt over udsigten til hele min krop i fuld længde, som han dækkede med mangfoldige kys over det hele. Så lagde han sig på knæ mellem mine ben, trak sin skjorte op og blottede sine behårede lår og den stive, strittende knippel med det røde hoved. Den var begravet i et krat af krøller, der dækkede hans mave op til navlen, hvilket fik den til at ligne en kødfuld hårbørste. Snart mærkede jeg, at den kom ganske tæt på mig, thi han havde slået sømmet i op til hovedet og ikke ladet nogen anden adskillelse blive tilbage end vor behåring.
Jeg havde nu fået den og følte den, og idet han begyndte at presse på, gav han snart naturen en så kraftig kalden på dens foretrukne sted, at den ikke længere kunne nægte at være til stede der. Alle mine sanser blev da mekanisk vakt i centret for tiltrækningen, og kort efter mistede jeg al selvbeherskelse, opvarmet og ophidset, som jeg var, ud over hvad jeg kunne bære, så jeg gav efter for kraften af følelsen og udstødte de rent kvindelige skrig af fryd, som jeg på grund af min stadig trofaste kærlighed kunne have ønsket, at jeg havde kunnet holde tilbage.
Men hvor var det dog en umådelig forskel, jeg følte mellem denne rent dyriske fryd, der opstod ved det blotte sammenstød mellem kønnene, og den søde galskab, det raseri af aktiv glæde, som kroner nydelsen af en gengældt, lidenskabelig kærlighed, hvor to hjerter ømt og sandt forenet samles for at forøge glæden og give den en ånd og sjæl, der trodser den slutning, som en blot midlertidig lystfølelse i reglen ender med, når den dør af overmættelse!
Mr. H…, som ikke syntes forstyrret af nogen skelnen af denne art, gav næppe sig selv eller mig tid til at ånde efter det sidste møde, før han, som om han havde givet sig selv den opgave at vise, at hans tilsyneladende kraft ikke var et skilt, der var hængt op forgæves, efter få minutter var i stand til at forny angrebet, hvor han efter en byge af kys fulgte samme kurs som før med usvækket iver. Og således holdt han mig ved gentagne anfald konstant beskæftiget til daggry. I al denne tid gjorde han mig helt opmærksom på de gode egenskaber ved hans faste lemmer, brede skuldre og bryst og tætte, hårde muskler. Kort sagt, han var et mandigt system, der ikke var nogen ringe illustration af vore gamle kraftfulde baroner, når de svang stridsøksen, de hvis efterkommere nu er så forfinede og jammerligt svækkede i mere fint og moderne byggede legemer – de rene flødeskæg, der er lige så blege, som de er kønne, og næsten lige så maskuline som deres søstre.
Men mr. H…, der var tilfreds med at se dagen bryde frem over hans triumf, overlod mig til en forfriskende hvile, som vi begge trængte til, og vi faldt snart i en dyb søvn.
Selv om han var vågen noget før mig, ville han dog ikke forstyrre en hvile, som han i så høj grad havde skabt behov for, men så snart jeg rørte på mig, hvilket ikke var før efter ti om formiddagen, måtte jeg udholde endnu en prøve på hans manddom.
Omkring klokken elleve kom mrs. Jones ind med to skåle kraftig suppe, som hendes erfaring med disse sager havde fået hende til at tilberede. Jeg springer de fade komplimenter over, det sludder, som den på skrømt ærbare rufferske altid taler, og hvormed hun hilste os begge. Men selv om mit blod brusede ved synet af hende, undertrykte jeg min lidenskab og koncentrerede mig om at overveje følgerne af dette nye engagement.
Men mr. H…, der forstod min uro, lod mig ikke længe lide under den. Han fortalte mig, at eftersom han havde fattet en dyb hengivenhed for mig, ville han begynde med at give mig et hovedbevis på den ved at fjerne mig fra et hus, der af mange grunde måtte være kedeligt og ubehageligt for mig, og tage mig til et passende logi, hvor han ville passe på mig på alle måder. Han bad mig om ikke at indlade mig på forklaringer til værtinden eller blive utålmodig, inden han vendte tilbage. Så klædte han sig på og gik ud, efter at han havde overladt mig en pung med toogtyve guineas i, hvilket han sagde, var alt, hvad han havde på sig, og som jeg kunne beholde, indtil der kom yderligere forsyninger.
Så snart han var gået, følte jeg de almindelige følger af det første skridt ad lastens vej (for min kærlighedsforbindelse med Charles forekom mig aldrig at være noget sådant). Jeg blev straks revet med af strømmen uden at kunne komme tilbage til bredden. Mine skrækkelige, tvungne omstændigheder, min taknemmelighed og frem for alt, for at sige sandheden ligeud, den udsvævelse og adspredelse, jeg begyndte at finde ved dette nye forhold i forhold til de sorte og sviende tanker, mit hoved havde været bytte for, lige siden min kære Charles forsvandt, forenede sig nu om at lamme alle overvejelser, der gik i anden retning. Hvis jeg nu tænkte på min første og eneste elskede, så var det stadig med den ømhed og følelse af tab, der knytter sig til den inderligste kærlighed, men det blev forbitret af bevidstheden om, at jeg ikke længere var værdig til ham. Jeg kunne have tigget mit brød sammen med ham i hele verden, men ulykkelig som jeg var, havde jeg ikke dyd eller mod nok til ikke at overleve min adskillelse fra ham.
Ja, havde mit hjerte ikke været således optaget, kunne mr. H… sandsynligvis være blevet enehersker over det. Men pladsen var besat, og det var kun omstændighederne, der havde gjort ham til herre over min person. Det var i øvrigt dens tiltrækning, der havde været hans eneste mål og lidenskab, og det var naturligvis ikke noget grundlag for en kærlighed, som kunne blive særlig forfinet eller varig.
Han vendte ikke tilbage før klokken seks om aftenen for at tage mig med til mit nye logi. Da min bagage snart var pakket og overført til en droske, kostede det mig ringe fortrydelse at tage afsked med en værtinde, som jeg syntes, jeg havde så megen grund til ikke at være alt for tilfreds med, og hvad hende angik, gjorde det ingen forskel for hende, om jeg blev eller rejste, foruden så vidt det angik hendes profit.
Vi ankom snart til det hus, der var blevet udvalgt til mig, og som tilhørte en jævn håndværker, der af økonomiske årsager var mr. H… aldeles hengiven og for to guineas om ugen lod ham leje førstesalen, der var meget net udstyret. Her blev jeg installeret som herskerinde med en pige til at bistå mig.
Han blev hos mig om aftenen, og vi fik aftensmad fra en kro i nærheden, hvorefter pigen, da vi havde fået os et glas eller to, fulgte mig i seng. Mr. H… fulgte snart efter, og trods den foregående nats anstrengelser fandt jeg ingen skånsel eller efterladenhed fra hans side. Som han sagde til mig, så var det ham en ære at indvie min nye lejlighed.
Da det var godt op ad formiddagen, gik vi i gang med vor morgenmad, og da isen nu var brudt, begyndte mit hjerte, der ikke længere var helt optaget af kærlighed, at føle lindring og at finde behag i sådanne småting, som mr. H…s gavmilde forkærlighed fik ham til at komme med for at indynde sig ved at bejle til vort køns sædvanlige forfængelighed. Silketøj, kniplinger, ørenringe, perlehalsbånd, et guldur, kort sagt alle slags nipsting og beklædningsgenstande blev ødselt dynget op hos mig. Jeg følte dette sådan, at skabte det ikke gengældt kærlighed, så fremtvang det dog en slags taknemmelig forkærlighed, der kunne minde om rigtig kærlighed. Hvilket i øvrigt er en skelnen, som det ville spolere fornøjelsen for ni tiendedele af dem, der holder elskerinder i byen, at foretage, og det er formentlig den meget gode grund til, at så få af dem nogensinde gør det.
Jeg var nu blevet etableret som holdt elskerinde, vel anbragt med yderst tilstrækkelige nålepenge og opmuntret af al den glans, fint tøj kunne kaste over mig.
Mr. H… fortsatte med at være venlig og øm imod mig. Til trods for alt dette var jeg alligevel langtfra lykkelig, for bortset fra min længsel efter min kære unge mand, som, skønt tankerne om ham ofte blev afbrudt eller bortledt, stadig vendte tilbage i visse melankolske øjeblikke med fordoblet voldsomhed, ønskede jeg mere selskab, flere fornøjelser.
Hvad angår mr. H…, var han mig i så høj grad overlegen på alle måder, at jeg følte, at det var for meget i forhold til den taknemmelighed, jeg skyldte ham. Således vandt han min agtelse, selv om han ikke kunne forbedre min smag. Jeg var kun kvalificeret til én form for samkvem med ham, og det er en tilfredsstillelse, som efterlader trættende mellemrum, hvis de ikke kan fyldes af kærlighed eller andre fornøjelser.
Mr. H…, der var så erfaren og så lærd med hensyn til kvinders nykker, eftersom store mængder af dem utvivlsomt var gået gennem hans hænder, mærkede snart denne uro, og uden at billige den eller at synes bedre om mig på grund af den var han dog elskværdig nok til at føje mig.
Han holdt middage i mit logi, hvortil han bragte adskillige bonkammerater med deres elskerinder. På denne måde kom jeg ind i en bekendtskabskreds, som snart hjalp mig af med resterne af den undseelse og ærbarhed, som måtte være tilovers fra min landlige opdragelse, og som for den gode smag måske var den største af mine tillokkelser.
Vi aflagde formelle besøg hos hinanden og efterabede, så godt vi kunne, alle de elendigheder, tåbeligheder og uforskammetheder, der karakteriserer fornemme damer, hvorunder de spilder deres tid, uden at det nogensinde falder dem ind, at der ikke kan findes noget mere tåbeligt på jorden, noget mere fladt, smagløst eller værdiløst end den måde, de i almindelighed lever på. De burde betragte mændene som deres tyranner, hvis de fordømmer dem til det.
Men selv om jeg blandt de holdte elskerinder (og jeg kendte nu en hel del, foruden nogle nyttige matroner, der levede af deres forbindelser med dem) næppe kendte en, som ikke afskyede den, der holdt hende, og naturligvis ikke gjorde sig nogen skrupler med hensyn til utroskab, hvis det kunne ske sikkert, havde jeg endnu ingen idé om at gøre min elsker uret. For bortset fra, at intet tegn på jalousi fra hans side tilskyndede mig til at begære dette eller provokerede mig til at spille ham puds af denne art, og at hans bestandige gavmildhed, høflighed og ømme opmærksomhed for at glæde mig tvang mig til at agte ham, hvilket uden at røre mit hjerte dog sikrede ham min troskab, havde der endnu ikke vist sig nogen genstand, der kunne overvinde den vanens sympati, jeg havde fået for ham. Faktisk var jeg lige ved på grund af hans generositet at få en beskeden livrente, da der skete et uheld, som brød alle de foranstaltninger, han havde forberedt med hensyn til min fremtid.
Jeg havde nu boet hen ved syv måneder sammen med mr. H…, da jeg en dag vendte tilbage til mit logi fra et besøg i nabolaget, hvor jeg plejede at blive længere. Jeg fandt gadedøren åben og pigen i huset stående i den i samtale med nogle af sine bekendte, så jeg kom ind uden at banke på, og da jeg gik forbi, fortalte hun mig, at mr. H… var ovenpå. Jeg gik ovenpå til mit eget soveværelse uden anden tanke end at tage min hat med videre af og så at opsøge ham i spisestuen, hvortil der var en dør fra soveværelset, som det er almindeligt. Mens jeg var ved at tage hatten af, syntes jeg, at jeg hørte min pige Annas stemme og en slags kamp, som vakte min nysgerrighed, så jeg stjal mig stille hen til døren, hvor en knast i træet var faldet ud og gav et meget godt kighul ind til den scene, der var i gang, og hvis deltagere havde været for ivrigt optagede til at høre mig åbne min egen dør fra trappeafsatsen ind til mit soveværelse.
Det første syn, der mødte mig, var mr. H…, der trak og halede dette grove, landlige fruentimmer hen imod sofaen, der stod i et hjørne af spisestuen, hvortil pigebarnet kun gjorde nogle klodsede, tøsede forsøg på modstand og så sagte, at jeg, der lyttede ved døren, knap kunne høre hende, udbrød: ”Nej, hr., gør det ikke … Lad mig være … Jeg er ikke noget for Dem … De kan da ikke nedværdige Dem til at tage sådan en stakkels én som mig … Åh, Gud, herre, fruen kan komme snart … Jeg må virkelig ikke … Jeg skriger …” Alt dette hindrede hende ikke i gradvist at tillade, at hun blev slæbt hen til foden af sofaen, som hun med et ikke særlig kraftigt puf let blev bragt til at falde om på. Og da herren havde fået hænderne op i nærheden af fæstningen for hendes dyd, mente hun nok, at det var på tide at holde op med at diskutere, og at alt yderligere forsvar ville være forgæves. Han kastede hendes skørter over hendes ansigt, som nu var pæonrødt, og afslørede et par kraftige, plumpe, fede lår, der var nogenlunde hvide. Han anbragte dem rundt om sine hofter, drog sit våben og anbragte det i kløften, hvor han syntes at finde en mindre vanskelig indgang, end han måske havde smigret sig selv med (for denne taske havde forladt sin plads på landet på grund af et uægte barn). Faktisk viste alle hans bevægelser, at han var meget godt anbragt. Da han var færdig, rejste hans lille skat sig, lod skørterne falde ned og glattede sit forklæde og tørklæde. Mr. H… så lidt fjollet ud. Han tog nogle penge, gav dem til hende med en nok så skamfuld mine og bad hende være en god pige og ikke sige noget.
Hvis jeg havde elsket manden, ville det ikke have været i min natur at se hele scenen til ende. Jeg ville være brudt ind og have spillet den jaloux prinsesse, så det forslog. Men det var ikke tilfældet. Det var kun min forfængelighed, der var såret, ikke mit hjerte, og derfor kunne jeg så meget lettere vinde over mig selv og se, hvor langt han ville gå, indtil jeg var helt sikker i min sag.
Da den mindst delikate af alle affærer af denne art nu var forbi, trak jeg mig stille tilbage til mit kammer, hvor jeg begyndte at overveje, hvad jeg skulle gøre. Min første tanke var naturligvis at fare ind og anklage dem. Det ville ganske vist tilfredsstille mine følelser og min irritation lige for øjeblikket, da det ville have gjort det muligt straks at give luft herfor. Men ved nærmere overvejelse fandt jeg, at jeg ikke var klar over de følger, der kunne frygtes af et sådan skridt. Jeg begyndte at spekulere på, om det ikke var bedre at skjule min opdagelse til et bedre tidspunkt, når mr. H… havde fået ordnet den livrente, som han havde fortalt mig om. Det var nemlig ikke tænkeligt, at en så voldsom anklage, som jeg næppe ville være i stand til at styre, på nogen måde kunne fremme denne livrente, men derimod ødelægge den. På den anden side forekom provokationen så grov, så åbenlys, at det var umuligt, at den ikke skulle vække tanker om hævn. Selve påbegyndelsen på disse tanker gjorde mig helt rolig igen, og tilfreds som jeg var med den tågede plan, jeg havde i hovedet, blev jeg let i stand til at beherske mig så meget, at jeg kunne spille uvidende, som jeg havde foreskrevet mig selv at gøre. Og da alle disse overvejelser straks var overstået, stjal jeg mig på tæerne hen til mellemdøren, som jeg åbnede med al mulig larm, så det virkede, som om jeg først i dette øjeblik var kommet hjem. Efter en kort pause som for at tage overtøjet af åbnede jeg døren til spisestuen, hvor jeg fandt denne flane optaget af at holde gang i ilden og min trofaste hyrde, der gik omkring i stuen og fløjtede afslappet og ubekymret, som om intet var sket. Men jeg må mene, at han ikke havde meget at prale af med hensyn til at have overgået mig i forstillelse; for jeg forsvarede værdigt det ry, vort køn har for underfundighed, og gik hen til ham med samme åbne og ærlige mine, som jeg altid havde modtaget ham med. Han blev ikke ret længe, men kom med en undskyldning for, at han ikke kunne tilbringe aftenen med mig, og gik så.
Hvad tøsen angår, var hun nu spoleret, i det mindste som tjenestepige for mig, og der gik næppe otteogfyrre timer, før hendes uforskammethed, i anledning af hvad der var sket mellem mr. H… og hende, gav mig en så udmærket lejlighed til at smide hende ud med et minuts varsel, at det ville have været besynderligt ikke at gøre det. Det blev gjort på en sådan måde, at han hverken kunne misbillige det eller finde den mindste grund til at nære mistanke om mit egentlige motiv. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende senere, men så generøs som mr. H… var, har han utvivlsomt betalt hende erstatning, selv om jeg nok tør sige, at han ikke opretholdt nogen yderligere forbindelse med hende af samme slags. Det at han havde nedværdiget sig til så grov en mundfuld, var kun et pludseligt udbrud af liderlighed, da han så en sundt udseende, kraftig tøs fra landet, og ikke mere mærkeligt end den sult eller besynderlige trang, der får én til en gang imellem at spise oksenakke for afvekslingens skyld.
Hvis jeg ikke havde taget mig mere af mr. H…s eskapade end det og havde været tilfreds med at smide tøsen ud, havde jeg tænkt og handlet rigtigt. Men jeg var ophidset over den uret, jeg bildte mig ind, at der var overgået mig, og jeg ville have syntes, at det ville have været for billigt for mr. H… at slippe, hvis jeg ikke var gået videre med min hævn og havde betalt ham tilbage med samme mønt, så godt jeg kunne.
Denne retfærdighedsgerning blev da heller ikke udsat længe. Dertil lå den mig for meget på hjerte. Mr. H… havde cirka fjorten dage forinden taget en bondesøn i sin tjeneste, der lige var kommet fra landet. En ganske pæn, ung fyr på knap nitten, frisk som en rose, velskabt og med gode lemmer. Kort sagt en udmærket undskyldning for enhver kvindes interesse, selv hvis der ikke havde været tale om hævn. Enhver kvinde, siger jeg, der var uden fordomme og havde forstand og ånd nok til at foretrække sin tilfredsstillelse frem for sin stolthed.
Mr. H… havde trukket et liberi på ham, og det, der især blev hans opgave, efter at han havde fået forevist mit logi, var at bringe breve eller beskeder frem og tilbage mellem hans herre og mig. Da alle holdte kvinder er i en situation, der ikke er den bedst egnede til at indgyde respekt, selv over for de laveste eksemplarer af menneskeheden og måske mindst fra de mest uvidende, kunne jeg ikke lade være med at bemærke, at denne fyr, skønt jeg formodede, at han var bekendt med mit forhold til hans herre via sine medtjenere, plejede at se på mig på den generte og forvirrede måde, som er mere udtryksfuld, mere bevægende og lettere at gribe efter fra vort køns side end nogen form for erklæringer. Min skikkelse havde tilsyneladende slået ham, og da han var beskeden og uskyldig, vidste han ikke selv, at den fornøjelse, han fandt ved at se på mig, var kærlighed eller snarere begær. Men hans øjne, der fra naturen var kærlighedsfulde og nu opflammede af lidenskab, sagde en hel del mere, end han turde have troet, at de gjorde. Hidtil havde jeg faktisk kun taget notits af den unge mands skønhed, men uden de mindste bagtanker. Min stolthed alene ville have bevaret mig fra tanker i denne retning, hvis ikke mr. H…s nedværdigelse sammen med min pige, hvor der dog ikke var det halve af den fristelse med hensyn til personen, som der var her, havde givet mig et farligt eksempel. Men nu begyndte jeg at se på denne unge fyr som et i enhver henseende velegnet instrument for den gengældelse, som jeg havde besluttet at øve mod mr. H… En pligt, som det var en æressag for mig at opfylde.
For nu at bane vejen for gennemførelsen af mine planer lykkedes det mig to-tre gange, hvor den unge fyr kom med beskeder til mig, at få ham til at komme hen til min sengekant, uden at det virkede søgt, eller at få ham hen til mig, når jeg var ved at gøre toilette og skødesløst vise eller lade ham se, som om det ikke betød noget, lidt af mit bryst og måske en smule mere, end jeg burde. Somme tider mit hår, som var meget smukt og faldt naturligt, når det blev redt. Somme tider et pænt ben, hvor strømpebåndet desværre var gået løs, hvilket jeg ikke gjorde mig nogen skrupler ved at binde, mens han så på, hvilket gav ham indtryk, der var gunstige for min hensigt, som jeg kunne fornemme ved lyset i hans øjne og hans kinders gløden. Derefter fulgte visse lette håndtryk, når jeg tog brevene fra ham, hvilket satte kronen på værket.
Da jeg så ham således bevæget og opflammet til mit formål, ansporede jeg ham endnu mere ved at stille adskillige ledende spørgsmål, såsom om han havde en kæreste, var hun kønnere end mig, kunne han elske sådan en som mig og lignende. Og til alt dette svarede det rødmende fæ, som jeg ønskede: helt naturligt og præget af fuldstændig intakt uskyldighed, men med al den klodsethed og enfoldighed, der kommer af en landlig opdragelse.
Da jeg mente, jeg havde modnet ham nok til det rosværdige formål, jeg havde i tankerne, sørgede jeg en dag, hvor jeg ventede ham på et bestemt tidspunkt, for, at kysten var klar til den modtagelse, jeg havde planlagt for ham. Og mens jeg var beskæftiget hermed, kom han til døren til spisestuen og bankede på. Da jeg bød ham at komme ind, gjorde han det og lukkede døren efter sig. Jeg bad ham skyde slåen for indefra, idet jeg foregav, at døren ellers ikke kunne forblive lukket.
Jeg lå da i min fulde længde på den samme sofa, hvor mr. H… så høfligt havde forlystet sig, i et negligé, der var arrangeret med al den kunstfærdighed, det tilsyneladende tilfældige kan rumme, løst hængende og i en meget fristende uorden, uden korset eller fiskebensskørt og således uden nogen som helst hindring. Han stod derimod lidt borte og gav mig udsigt til en sund, ung mand fra landet med fine træk, velformet, og som åndede al den sødme, man kan finde hos en frisk, blomstrende yngling. Hans hår, der var fuldstændig skinnende sort, lagde sig om hans ansigt i naturlige krøller ved siden og var redt smart op bagtil. Han var iført nye, tætsiddende skindbukser, der fremhævede hans buttede, velskabte lår, hvide strømper og liberi, der var snøret med strømpebånd, og en skuldersløjfe. Alt dette udgjorde en skikkelse, hvor indtrykket af legemets skønhed ikke blev vanæret af en ydmyg dragt, og hvortil en vis pyntelig sirlighed syntes særlig passende.
Jeg bød ham komme hen til mig og give mig brevet, idet jeg samtidig ligegyldigt kastede den bog bort, som jeg havde i hænderne. Han rødmede og kom så tæt på, at han kunne række mig brevet, som han holdt frem på en meget klodset måde, så jeg kunne tage det. Samtidig klæbede hans øjne til mit bryst, der på grund af mit tøjs uorden var tilstrækkeligt bart og snarere beskygget end skjult.
Jeg tog brevet, mens jeg smilede til ham. Idet jeg straks tog blidt fat i hans skjorteærme, trak jeg ham imod mig, mens han rødmede og næsten skælvede. For hans store generthed og fuldkomne mangel på erfaring krævede sandelig alle de initiativer til at opmuntre ham, som jeg kunne tage. Hans krop var nu bekvemt lænet ind imod mig, og idet jeg blidt dikkede ham under hans glatte, skægløse hage, spurgte jeg ham, om han var bange for en dame … Og idet jeg tog hans hånd og førte den hen imod mine bryster, pressede jeg den blidt imod dem. De var nu fint udstyret og svulmende, så de rejste sig og faldt i hurtige åndedrag, mens de åndede af begær under hans berøring. Drengens øjne begyndte at lyse af al den ild, der kendetegner en ophidset natur, og hans kinder rødmede i en dyb skarlagensfarve, hvormed han tavst gav udtryk for sin glæde, henrykkelse og generthed. Han kunne ikke tale, men hans blikke, hans bevægelse overbeviste mig derimod tilstrækkeligt om, at lunten var antændt, og at jeg ikke behøvede at frygte nogen skuffelse.
Mine læber, som jeg sørgede for, at han ikke kunne undgå at kysse, koncentrerede og opflammede ham og gjorde ham dristig. Nu kiggede jeg i retning af den del af hans påklædning, der dækkede det essentielle nydelsesobjekt, og jeg opdagede tydeligt, hvordan det svulmede og rørte sig der. Da jeg nu var gået for langt til at standse, når vejen var så farbar, og faktisk ikke længere var i stand til at beherske mig eller at vente på de langsommere fremskridt, som hans jomfruelige generthed ville diktere, stjal jeg mig nu til at lægge hånden på hans lår, hvor jeg på det ene kunne både se og føle en stiv, hård genstand, der var indespærret af hans bukser, og som mine fingre ikke kunne finde nogen ende på. Jeg blev derfor nysgerrig og ivrig efter at opklare et så alarmerende mysterium. Mens jeg foregav at lege med hans knapper, der var parate til at springe på grund af den aktive kraft indenfor, fløj knapperne i hans linning og forstykke op, da jeg rørte ved dem, og ud for den. Og nu hvor den var fri af skjorten, så jeg med undren og overraskelse ikke en drengs legetøj eller en mands våben, men en majstang af så umådelig størrelse, at skulle den have været proportional med resten af hans krop, ville den have tilhørt en ung kæmpe. Dens enorme størrelse fik mig igen til at vige tilbage, og dog kunne jeg ikke uden behag se og driste mig til at røre en sådan længde, en sådan bredde af levende elfenben! Fuldstændig velformet og med en hud, der var udspilet af dens stolte stivhed. Dens glatte overflade og fløjlsagtige blødhed kunne kappes med det, man finder hos de sarteste af vort køn, og dens udsøgte hvidhed blev i høj grad fremhævet af den bevoksning af sorte, krøllede hår, der var rundt om roden. Gennem disse hårs kulsorte spirer viste den lyse hud sig, ganske som man på en smuk aften kan bemærke det klare lys gennem grenenes fletværk på fjerne træer, der står på en bakketop. Dertil kom det brede, blålige hoved og de blå slyngninger, der udgjorde dens årer, og som på den mest slående måde lignede naturens former og farver. Kort sagt stod den der som en genstand for frygt og fryd.
Men hvad der var endnu mere overraskende, var, at ejeren af dette naturens kuriosum på grund af sin strenge opdragelse hjemmefra, der ikke havde givet ham nogen lejlighed dertil, og ligeledes på grund af den ringe tid, han havde været i byen, som heller ikke havde givet ham nogen anledning, indtil nu var fuldkommen fremmed, i det mindste i praksis, over for brugen af den manddom, han så ædelt var udstyret med. Det faldt nu i min lod at kunne deltage i hans første afprøvning af den, hvis jeg kunne beslutte mig for at løbe risikoen ved, at den var så meget større end den følsomme del af mig, som en maskine i en sådan overstørrelse let kunne lægge i ruiner.
Men dette var det nu alt for sent at overveje. For på dette tidspunkt var den unge fyr, der var overophedet af de genstande, der her fandtes omkring ham, og nu for dristig til længere at lade sig kue af den ærbarhed og ydmyghed, som hidtil havde holdt ham tilbage, helt i sine følelsers vold. Kun ledet af naturen stak han sine hænder, der skælvede af ivrige og påtrængende behov, ind under mine skørter. Da han så, at jeg ikke så meget streng ud herved og således kunne standse eller nedslå ham, undersøgte han og greb blidt fat i det centrale mål for sin attrå. Åh! Den brændende berøring af hans fingre gjorde udslaget, og min frygt smeltede for den glødende, uudholdelige hede. Mine lår løsnede sig af sig selv og gav hans hånd al mulig frihed, og nu, da en heldig bevægelse skubbede til mine skørter, lå indkørslen for smuk og for åben til, at man kunne tage fejl af den. Han kastede sig over mig. Jeg havde anbragt mig under ham, så imødekommende og åben som muligt for hans forsøg, der såmænd var klodsede nok. For da hans maskine ikke fandt nogen vej ind, stødte og hamrede den stift imod mig med tilfældige skub, nu over og nu under og nu ved siden af målet, indtil jeg med hånden blidt og brændende af utålmodighed på grund af dens pirrende berøringer styrede den rasende maskine til det sted, hvor min unge novice nu for første gang fik en lektion i sanselig fryd. Således stødte han gentagne gange mod den varme og utilstrækkelige åbning. Men for ham var ingen breche umulig at trænge igennem, og selv om min så ofte var blevet gennemtrængt, var åbningen stadig langtfra bred nok til let at give ham adgang.
~ Fanny opildner William ~
Dog blev hovedet på hans uhåndterlige maskine vejledt af mig nu målrettet så behændigt, at en gunstig bevægelse fra mig mødte hans betimelige stød, da jeg følte ham direkte mod den spæde åbning. Herved blev dens læber stærkt udspilet og gav efter for hans således støttede indtrængen, så vi begge kunne føle, at han havde fundet logi. Han fulgte så op på sin succes, og snart pressede han sig ind ved voldsomme og for mig yderst smertelige stød, indtil han var nået så langt, at han var nogenlunde sikker på at kunne komme helt ind. Her sad han fast, og jeg følte nu en blanding af fryd og smerte, som ikke kan defineres. Jeg frygtede i lige høj grad, at han skulle splitte mig længere op eller trække sig tilbage. Jeg kunne ikke udholde hverken at beholde ham eller at skille mig af med ham. Men da følelsen af smerte fortsat var den kraftigste på grund af hans store størrelse og stivhed, der indvirkede på mig under disse fortsatte hurtige stød, hvormed han rasende fulgte op på sin indtrængen, fik det mig til blidt at sige: ”Åh, min kære, det gør ondt!” Det var nok til at holde den elskværdige og respektfulde dreng tilbage, selv om han var midt i det. Han trak straks den søde årsag til min smerte ud, mens hans øjne med stor veltalenhed på én gang udtrykte hans sorg over at gøre mig ondt og hans modvilje mod at trække sig tilbage fra et sted, hvis varme og snæverhed havde givet ham en fryd, som han nu var vanvittig efter at få mere af. Dog var han for meget en novice til ikke at være bange for, at jeg skulle holde hans belønning tilbage på grund af den smerte, han havde hensat mig i.
Men jeg var selv langtfra tilfreds med, at han havde taget så stort hensyn til min blide klage. For nu, mere og mere ophidset af genstanden foran mig, som den stadig stod stolt erigeret og uden hovedbeklædning, så den viste sit brede, violette hoved, gav jeg først den unge mand et opmuntrende kys, hvilket han tilbagebetalte med en iver, der på en gang syntes at takke mig og bestikke mig til yderligere velvilje. Snart anbragte jeg mig atter i en stilling, så jeg trods risikoen kunne tage imod en fornyet invasion, som han ikke ventede et øjeblik med. Han trængte straks ind, og jeg følte endnu en gang den glatte, hårde brusk tiltvinge sig adgang, hvilket han opnåede noget lettere end før. Men da jeg havde så mange smerter på grund af anstrengelserne for at få den helt ind, hvilket han var så hensynsfuld at gøre ganske langsomt, passede jeg på ikke at klage. I mellemtiden løsnedes den bløde, snævre passage gradvist og gav efter. Udstrakt til sin yderste kapacitet af den stive, tykke maskine, der var drevet ind, og på én gang opmærksom på både den uudsigelige fryd ved følelsen og smerten ved udspilingen gav den adgang for ham omkring det halve af vejen, hvorefter al den nervøse aktivitet, han nu udøvede for at fremme sit mål, ikke kunne give ham en tomme mere. For mens han tøvede der, blev han ramt af frydens krise, og den tætte sammenpresning af de varme folder rundt om ham drog en ekstatisk flom fra ham, endnu før min var parat til at møde den, da den endnu blev holdt tilbage af den smerte, jeg havde tålt under træfningen på grund af den ganske uudholdelige størrelse af hans våben, selv om det dog endnu kun var så langt som halvt inde.
Jeg ventede så, men uden at ønske det, at han ville trække sig tilbage, men blev glædeligt skuffet. For han ville ikke lade sig nøje med det. Den veltrænede unge mand, der var hed af temperament og fuld af herlige safter, var nu fast besluttet på at lade mig kende min rytter. Så snart han derfor havde holdt en kort pause og på en måde var vågnet op fra lyksalighedens trance, holdt han stadig sin post. Han var endnu ikke mæt af nydelser og glædede sig over disse nye vidundere, indtil han genvandt sin stivhed, som næppe var taget væsentligt af, skønt han ikke en eneste gang havde trukket sit våben tilbage. Han begyndte på ny at kløve og åbne en hel indgang i mig for sig selv, hvilket nu blev gjort lettere af den balsamiske indsprøjtning, som han just så rigeligt havde vædet passagens indre med. Han forstærkede derfor sine aktive og energiske stød, der blev begunstiget af den sunde appetit i mine bevægelser, indtil de bløde, smurte låsegange ikke længere kunne modstå så effektiv en dirk, men gav efter og åbnede en passage for ham. Og nu gennemtrængte han endelig forhindringerne kraftigt bistået af naturen og min flid. Han kom tomme for tomme helt ind, indtil et mægtigt stød til sidst drev den ind helt op til hæftet. Da han mærkede dette gennem den tætte sammenføjning af vore kroppe (for så vidt som hårene på begge sider var helt indfiltrede i hinanden), strålede den fyrige ynglings øjne af en mere henrykt ild, og han gav ved hele sit udseende og sine bevægelser udtryk for et overmål af nydelse, som jeg nu begyndte at dele, for jeg følte ham i den mest levende del af mig! Jeg var helt syg af fryd, pirret over måde af den voldsomme ophidselse i mig og fyldt helt til randen, ja, til overmål. Således lå jeg pustende og stønnende under ham, indtil hans uregelmæssige åndedrag, usammenhængende tale, øjne, der blinkede af fugtig ild, endnu mere rasende stød og en atter forøget stivhed lod mig ane, at det andet klimaks nærmede sig. Det kom … Og den herlige, unge mand, der var overvældet af ekstase, døde bort i min arme og smeltede i den flod, der lod sin livgivende varme fordele sig i de inderste afkroge af min krop. Hver kanal i denne krop, der var indstillet på denne glæde, var nu klar til at blande sig med den. Således fortsatte vi i nogle øjeblikke, fortabte, åndeløse, sanseløse af alt og i hver del undtagen i disse herlige steder, som naturen har udpeget, og hvor alt, hvad vi nød af liv og følelse, nu var fuldstændigt koncentreret.
Da vor gensidige trance var næsten overstået, trak den unge fyr det herlige instrument ud, hvormed han så rigeligt havde druknet alle mine tanker om hævn i følelsen af faktisk nydelse. Den udvidede og sårede passage afgav nu en strøm af perlende væske, som flød ned ad mine lår. Denne var blandet med streger af blod, resultatet af den måde, hvorpå hans skrækkelige maskine havde hærget og nu triumferet over en slags anden jomfrudom. Men jeg stak uset mit lommetørklæde ned mod disse dele og tørrede dem af så godt, jeg kunne, mens han var ved at ordne og knappe sit tøj.
Jeg fik ham nu til at sætte sig ved siden af mig, og da han havde samlet mod fra den store intimitet, gav han mig en yderligere glæde ved naturlige udbrud af øm taknemmelighed og glæde over disse nye scener af fryd, som jeg havde åbnet for ham. Scener, der var helt nye, da han aldrig før havde haft mindste kendskab til det mystiske mærke, det kløvede tegn på kvindelighed, skønt ingen var bedre kvalificeret end han til at trænge ind i dets dybeste afgrunde eller til på en mere ædel måde at yde det retfærdighed. Men da jeg ud fra visse bevægelser og en vis uro i hans hænder, der ikke vandrede uden hensigt, fandt, at han længtes efter at tilfredsstille en nysgerrighed efter at se og håndtere de dele, der tiltrækker og koncentrerer de varmeste fantasiens kræfter, tillod jeg ham at gøre, som han ville, uden at sætte mig imod eller søge at kontrollere det, så han fik sin nysgerrighed tilfredsstillet.
Han læste i mine øjne, at jeg fuldt ud tillod, at hele min person stod til rådighed for alle hans ønsker, og han glædede næppe sig selv mere end mig, da han let, efter at have stukket sin hånd ind under mine skørter og underskørter, fjernede disse forhindringer for synet ved diskret at løfte dem op. Imens gav han mig tusind kys, som han måske fandt nødvendige for at bortlede min opmærksomhed fra det, han var i gang med. Da alt mit tøj nu var rullet op til brystet, anbragte jeg mig i en stilling på sofaen, der lod ham få frit udsyn til alle lystens regioner og det frodige landskab omkring dem. Den henrykte unge mand slugte alt med øjnene og prøvede med fingrene at åbne hemmelighederne i dette mørke og herlige dyb endnu mere for synet. Han åbnede de sammenfoldede læber, hvis blødhed, skønt de giver adgang for ethvert hårdt legeme, lukker sig rundt om det og spærrer for synet. Da han følte sig yderligere frem, mødte han og undredes endnu mere over en blød udvækst af kød, der afslappet efter de tidligere nydelser nu under hans berøring og undersøgelsen fra hans ildfulde fingre blev mere og mere stiv og stor. Stimuleringen af dette følsomme organ fik mig til sidst til at sukke, som om han havde såret mig, hvorpå han trak sine nysgerrige, undersøgende fingre tilbage og bad mig om forladelse med et kys, der dog snarere forøgede flammen dernede.
Det nye gør altid det stærkeste indtryk og i særdeleshed, når det gælder fornøjelser. Derfor er det ikke mærkeligt, at han blev opslugt af henrykkelse, mens han beundrede ting, der var så interessante i sig selv og nu blev set og håndteret af ham for første gang. For min del blev jeg rigeligt belønnet for den glæde, jeg gav ham ved at undersøge kraften i de genstande, der således var overgivet til ham, nøgne og frit tilgængelige for hans mest løsslupne ønske. Jeg så nemlig den ukunstlede, naturlige unge mand, hvis øjne strømmede af ild, hvis kinder glødede og var rosenrøde, og hørte hans ivrige og hyppige suk, mens han hænder krampagtigt trykkede, åbnede, atter sammenpressede læberne og siderne på det dybe kødsår eller blidt pillede i det mos, der groede over det, hvilket alt sammen viste det overmål af glæde, den henrykkelse, han følte ved således at få sin lyst tilfredsstillet. Men han misbrugte ikke længe min tålmodighed, for de genstande, han havde for sig, havde nu bragt ham hinsides alt. Idet han da drog sin formidable maskine frem igen, slap han raseriet løs. Han lod den pege direkte mod munden med de svulmende læber, der sødt bød ham trods i en pantomime. Derefter pressede han hovedet ind, og idet han trykkede til med fornyet raseri, brød han frem og tilstoppede hele passagen i den bløde vej til glæden, hvor han igen fik alt til at ryste. Endnu en gang bragte han derved alt i mig i et sådant oprør, at intet kunne stilne det, bortset fra en ny syndflod fra netop den maskine, der frembragte disse flammer, såvel som fra alle de kildespring, som naturen bruger til at oversvømme dette center for glæden, når væskerne er steget til stormflodsmærket.
~ Fannys yndigheder stilles til skue ~
Jeg var nu så øm, så forslået, så udmattet af dette møde med min overmand, at jeg næppe kunne røre mig eller rejse mig. Jeg lå og stønnede, til mit brusende blod gradvis faldt til ro, og den time slog, hvor jeg måtte sende min unge mand bort. Jeg gjorde ham ømt opmærksom på nødvendigheden af at skilles, hvilket jeg følte samme ubehag ved, som han gjorde. Han syntes ivrigt at være tilbøjelig til at blive på kamppladsen og at indlede en ny træfning. Men faren var for stor, og efter nogle kraftige farvelkys og et råd om forsigtighed og diskretion tvang jeg mig selv til at sende ham bort ikke uden forsikringer om, at jeg ville se ham igen så snart som muligt. Jeg gav ham en guinea i hånden, ikke mere, for at der ikke skulle opstå mistanke, hvis han havde for mange penge, da der var alt at frygte fra den farlige indiskretion, der kendetegner den alder, hvor unge fyre ville være for uimodståelige, for charmerende, hvis de ikke havde denne skrækkelige fejl, som man må gardere sig imod.
Svimmel og beruset som jeg nu var af tilfredsstillende drag af glæde, lå jeg stadig på sofaen strakt ud på ryggen i en vidunderlig mathed, som bredte sig i mine lemmer, og godtede mig over, at jeg således havde fået al den hævn, mit hjerte kunne begære. Og det oven i købet på en måde, der nøje svarede til krænkelsen, og på netop det sted, hvor jeg havde modtaget den forulempelse, jeg bildte mig ind at have været udsat for. Ingen tanker om følgerne forvirrede mig et eneste øjeblik; ej heller gjorde jeg mig nogen bebrejdelse for ved dette skridt fuldstændig at være gået ind i den profession, som er mere foragtet end ubrugt. Jeg ville have betragtet det som utaknemmelighed over for den fryd, jeg netop havde oplevet, hvis jeg havde angret den. Siden jeg nu var over forhindringen, tænkte jeg, at jeg ved at kaste mig hovedkulds ud i strømmen ville blive skyllet bort, så enhver følelse af skam eller eftertanke ville drukne.
Mens jeg foretog disse rosværdige dispositioner og hviskede et tavst løfte om ukyskhed til mig selv, kom mr. H… ind. Bevidstheden om, hvad jeg havde gjort, forstærkede mine kinders gløden, der allerede var røde af varmen ved den sidste aktion. Dette drog i forbindelse med mit pikante negligé en kompliment fra mr. H… om mit udseende, som han var parat til at støtte med beviser og det med en så energisk aktion, at det fik mig til at skælve af frygt for, at han skulle opdage, hvilken tilstand disse dele befandt sig i efter den sidste hårde behandling. Åbningen var udvidet og rødmende; læberne opsvulmede efter deres usædvanlige udspiling; krøllerne trykket flade, knuste og uglede efter den overflod af væske, der havde vædet alt rundt om dem. Kort sagt ville den anderledes følelse og tilstand næppe være forblevet upåagtet af mr. H…s opmærksomhed og erfaring. Han ville have gættet den virkelige årsag. Men her reddede det mig, at jeg var kvinde: Jeg foregav en skrækkelig hovedpine og en feberagtig tilstand, der gjorde mig ude af stand til at modtage hans omfavnelse. Han gav efter for det og afstod venligt. Kort efter kom en gammel dame ind som tredjemand, meget apropos i betragtning af den forvirring, jeg befandt mig i. Mr. H… efterlod mig meget lettet efter at have bedt mig om at passe på mig selv og anbefalet, at jeg hvilede mig.
Sidst på aftenen sørgede jeg for at få tilberedt et varmt bad med aromatiske olier og søde urter, og da jeg fuldt ud havde badet og restitueret mig selv i det, kom jeg op herligt forfrisket på legeme og sjæl.
Næste morgen vågnede jeg temmelig tidligt efter en nats fuldkommen hvile og tilfredshed, men det var ikke uden frygt og uro, at jeg tænkte på, hvilken forandring mit sarte, bløde system kunne have været udsat for på grund af angrebet fra en maskine af en størrelse, der kunne ødelægge det.
Slået af denne frygt vovede jeg knap at føre hånden derned for at undersøge, hvordan det stod til.
Men jeg blev snart behageligt kureret for min frygt.
Det silkeagtige hår, der dækkede kanterne, var nu atter krøllet og net, som det plejede. Læberne, der havde stået åbne og havde båret hovedbyrden ved bataljen, var nu ikke længere opsvulmede eller gennemvåde. Hverken de eller den passage, de åbnede for, og som havde måttet tåle den store udspiling, viste den mindste forandring udvendig eller indvendig for selv den omhyggeligste undersøgelse, også selv hvis man tager hensyn til den slaphed, der naturligt følger efter et varmt bad.
Den fortsatte bevarelse af den velsignede forsnævring, som vi har i os, og som er selve kilden til mændenes glæde, skyldte jeg tilsyneladende en god konstitution. Min krop var saftig og buttet, og de nævnte dele bestod af blødt, fjedrende kød, der giver tilstrækkelig efter ved næsten enhver udspiling og derpå snart kommer sig og trækker sig tæt sammen om de mange folder, der udgør siderne af passagen, hvormed det så blidt omfavner og tæt omslutter ethvert fremmedlegeme, der føres ind, sådan som min undersøgende finger.
Da jeg således fandt, at alt var i skønneste orden, huskede jeg nu kun min frygt for at gøre nar af den og af mig selv. Og nu hvor jeg tydeligvis var kvinde for enhver størrelse mand og kunne triumfere ved mit dobbelte resultat med at have fået både tilfredsstillelse og hævn, hengav jeg mig fuldstændig til ideen om al den fryd, jeg havde badet i. Jeg lå og strakte mig, glødede over hele kroppen og kastede mig rundt, brændende af utålmodighed efter en fornyelse af de glæder, der nok havde været syndige, men i så sødt overmål. Ej heller tabte jeg det, jeg længtes efter, for omkring klokken ti om formiddagen kom Will, min nye, ydmyge kæreste, ganske som jeg havde ventet, med et budskab fra sin herre, mr. H…, der ville vide, hvordan jeg havde det. Jeg havde sørget for at sende min pige ud på et ærinde i byen, der, mente jeg, ville vare længe nok, og af folkene i huset havde jeg intet at frygte, da det var brave, jævne mennesker, der var kloge nok til ikke at tage sig mere af andres anliggender, end de var nødt til.
Da jeg således havde truffet alle forholdsregler, ikke at forglemme at jeg lå i sengen for at modtage ham, sørgede jeg for, at en lås, som jeg styrede ved hjælp af en snor, gik ned og låste døren til mit soveværelse, da han var kommet ind.
Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at min yngling var fikset så meget op, som man kunne vente af en i hans stilling. Dette ønske om at behage kunne ikke være mig ligegyldigt, siden det viste, at jeg behagede ham, hvilket jeg kan forsikre Dem om, nu var noget, som jeg bestemt ikke holdt mig for god til at tage hensyn til.
Hans hår var smukt friseret, han havde fået rent linned og havde frem for alt et sundt, rødmosset, landligt udtryk, hvilket gjorde ham til så smukt et stykke sengemad for en kvinde, som man kunne finde. Jeg ville ikke have fundet fejl ved nogens smag, hvis de havde slugt en sådan bid, som naturen syntes at have beregnet til det herligste festmåltid for lysten.
Og hvorfor skulle jeg her undertrykke den glæde, jeg selv fik ved hos denne elskværdige unge mand at lægge mærke til hvert ukunstlet blik, hver bevægelse, der var den rene, uforfalskede natur, og som afsløredes af hans elskovsfulde øjne eller af blodets glød og rødme gennem hans friske, rene hud, når selv hans kraftige, landlige omfavnelser ikke var uden en særlig charme? Åh! Men det var, siger De, en ung fyr af for lav stand til at fortjene en så stor forestilling. Måske, men var min stilling strengt taget meget mere ophøjet? Eller havde jeg virkelig været så meget over ham, hvis ikke hans evne til at give en så udsøgt glæde tilstrækkeligt havde ophøjet og adlet ham i det mindste for mig? Lad for min skyld den, der vil, elske, respektere og belønne malerens, billedhuggerens eller musikerens kunst i forhold til den glæde, de finder derved. Men i min alder og med min smag for forlystelser, en smag, der virkede stærkt i mig, var det talent for at behage, som naturen havde udstyret en smuk skikkelse med, den største af alle dyder for mig. Og sammenlignet med den havde de vulgære fordomme til fordel for titler, udmærkelser, æresbevisninger og lignende meget lav rang. Ej heller ville de legemlige skønheder være så meget udsat for ringeagt, hvis der i deres natur var noget, der kunne købes og leveres. Men jeg, hvis hele naturlige filosofi befandt sig i det foretrukne sæde for følelsen, og som var styret af dets stærke instinkt, når det gjaldt om at finde tilfredsstillelse ved det rigtige håndtag, kunne næppe have truffet et valg, der passede mig bedre.
Mr. H…s højere kvalifikationer med hensyn til fødsel, formue og forstand lagde mig ind under en slags undertvingelse eller tvang, som langtfra harmonerede i kærlighedskoncerten. Ej heller havde han måske fundet det umagen værd at udglatte sin overlegenhed over for mig. Men med denne fyr var jeg mere på det plan, som kærligheden fryder sig over.
Vi kan sige, hvad vi vil, men dem, vi kan være mest frie og utvungne sammen med, er altid dem, vi holder mest af, for ikke at sige elsker.
Med denne unge fyr, hvis hele kærlighedskunst var selve udførelsen af akten, kunne jeg uden at føle mig bundet af ærefrygt eller tilbageholdenhed give plads for min glæde og udføre enhver kærlighedsplan, som min løsslupne fantasi kunne finde på, og hvori han i enhver henseende var en udsøgt deltager. Og nu lå min store fornøjelse i at give efter for alle hans luner, alle de muntre indfald, som man ser hos en ren nybegynder, der er ivrig efter at støve vildtet op, men endnu ikke uddannet i sporten. Og for at fortsætte billedet, hvem kunne så bedre gennemstøve skoven end han eller have større chance for at få det bedste stykke vildt?
Han kom nu hen til min sengekant, og mens han fremstammede sit budskab, kunne jeg se, hvordan blodet fór ham til kinderne, og hans øjne blev oplyst af glæde, da han så mig i en situation, der var lige så gunstig for hans mest elskovsfulde ønsker, som hvis han havde bestilt forestillingen.
Jeg smilede og rakte hånden frem imod ham, som han knælede ned, tog og grådigt kyssede (en høflighed, som kun kærligheden, denne store mester i sand høflighed, havde lært ham). Efter at have udvekslet et par forvirrede spørgsmål og svar spurgte jeg ham, om han ville komme op i sengen til mig i den korte stund, jeg kunne risikere at holde ham tilbage. Det var som at spørge en, der var ved at dø af sult, om han ville spise af sin yndlingsret på jorden. Derfor kom tøjet på et øjeblik af ham uden yderligere overvejelse, og mens han rødmede endnu mere over denne nye frihed, smuttede han under sengeklæderne, som jeg holdt op for at modtage ham, og var nu for første gang i sit liv i seng med en kvinde.
Her begyndte de sædvanlige ømme indledninger, en herlig, måske den bedste, form for nydelse, som ofte fører til en utålmodighed, der tit får glæden til at ødelægge sig selv ved at fremskynde den sidste periode og afslutte den lyksalige scene, hvor de medvirkende er alt for henrykte over de roller, de spiller, til ikke at ønske, at de skal vare evigt.
Da han tilstrækkeligt havde avanceret sine tilnærmelser mod hovedmålet ved at lege, kysse, omfavne og føle på mine bryster, nu runde og fyldige, og beføle den del af mig, som jeg kunne kalde mundingen til ildstedet på grund af den enorme intense varme, hans fyrige berøringer igen havde tændt der, tog han lystent min hånd og førte den til sin enorme maskine. Den stod med en stivhed, en hårdhed, en bøjning opad under erektionen, og sammen med sit vedhæng forneden, denne dejlige pung af juveler for kvinder, udgjorde den en sand udstilling af herligheder. Så fornyede dens dimensioner, der næsten gjorde det umuligt at gribe den eller spænde om den, næsten min frygt.
Jeg kunne ikke forstå, hvordan eller med hvilke midler, som stod til min rådighed, jeg kunne opsluge eller skjule en sådan masse. Jeg strøg den blidt, og herved syntes den oprørske slyngel at svulme op og få en ny vildskab og uforskammethed, så da jeg fandt, at den voksede og ikke længere var til at spøge med, gjorde jeg mig parat til at spille for alvor.
Jeg skubbede derfor en pude ind under mig, så han kunne få den bedst mulige adgang og førte ivrigt med hånden hans rasende rambuk, hvis rubinfarvede hoved, der nærmest lignede et hjerte, jeg anbragte, hvor det hørte hjemme. Dette punkt var hævet så meget, som vi kunne ønske, idet mine hofter blev holdt oppe, og mine lår blev strakt ud så meget som muligt. De strømninger af varme, der udgik fra den, fik mig til at føle, at han var ved mundingen til indtaget, og idet han fór fremad, modtog de med magt delte læber for denne lysthungrende kanal ham. Han tøvede lidt, men da han så var anbragt godt i passagen, banede han sig vej op gennem de snævre dele af den med en vanskelighed, der ikke var meget mere end behagelig, idet han udvidede den, som han drog frem, sådan at hver blød fure blev udspændt og glattet. Vor fryd steg herligt, i takt med at vor gensidige berøring forøgedes i denne vitale del af mig, hvor jeg nu havde optaget ham, drevet helt ind og fuldstændig omsluttet. Fyldt som denne del nu var, strakt og bristefærdig, gav den ham straks en så ligefrem og taknemmelig modtagelse, et sug så voldsomt, at det gav og modtog en uudsigelig fryd. Vi var nu kommet så tæt, som man kan på den fuldendte forening, men da han bakkede for at komme endnu voldsommere frem, snoede jeg, som om jeg havde været bevæget af frygt for at miste ham på højden af mit raseri, mine ben rundt om hans nøgne lænder, hvis faste kød, der var så elastisk ved berøringen, skælvede under presset. Og nu havde jeg omsluttet og omspændt ham på alle måder og efter at have trukket ham helt ind i mig, holdt jeg ham fast der, som om jeg havde forsøgt at forene vore legemer. Dette forårsagede en pause i aktiviteterne, en behagelig standsning, mens den fintfølende grovæder, min nedre mund, så fuld som den kunne blive, med udsøgt nydelse blev ved med at smage på den bid, der så herligt fyldte den. Men naturen kunne ikke længe udholde en fryd, der i så høj grad provokerede uden at tilfredsstille den. Med det foretrukne mål i sigte begyndte rambukkens stød igen med fordoblet anstrengelse. Jeg lå heller ikke passiv, men opmuntrede ham med alle de voldsomme bevægelser, jeg kunne foretage, og nu var den dunagtige beklædning af vore to bjerge, der mødtes, til nytte ved at dæmpe voldsomheden ved turneringen, og snart … ak, alt for snart! … hævede den intense ophidselse, den søde trang og friktionen frem og tilbage pirringen hos mig til det højeste punkt. Da jeg fandt, at jeg var lige ved at komme og var ked af at efterlade mine kære partner i nydelse bagude, anvendte jeg alle de fremskyndende bevægelser og kunster, min erfaring kunne indgive mig, for at bevirke, at han kunne holde mig med selskab til rejsens mål. Ikke alene strammede jeg den lystfulde omspænding af min urolige fange gennem en hemmelig friktions- og sammenpresningskilde, der adlyder viljen i disse dele. Jeg lod også min hånd blidt krybe hen til den forrådspose med naturens bedste, søde sager, som så behageligt er fæstnet til røret, hvorfra vi modtager dem. Da jeg kælede for og meget blidt trykkede på disse bløde, kugleformede reservoirer, virkede den magiske berøring øjeblikkelig, idet den straks fremskyndede og frembragte symptomerne på den blide smerte, det smeltende øjeblik for opløsningen, når fryd dør af fryd, og den mystiske maskine overvinder den pirring, den har opildnet i disse dele, ved at fylde dem med en strøm af varm væske, som i sig selv er den største pirring, og som de tørstigt trykker ud og tager imod som en ivrig igle, der for at afkøle sig vedholdende trækker fugtighed ind i sin sugeskål. I samklang med mig og med udsøgt indvilgelse, da jeg smeltede bort, salvede og døvede hans olieagtige balsamiske indsprøjtning, der herligt blandedes med mine safter, smerten fra alle lystens pile og kastede os ind i en ekstase, der gik over i besvimelser, åndeløse og henrykte. Sådan lå vi, mens en lystfuld mathed bemægtigede sig os og fastholdt os i ubevægelighed, fast sammenføjet i hinandens arme. Ak, at disse herligheder ikke skulle vare længere! For nu dæmpedes fryden, der ikke længere styrkedes af nydelse, sammen med alle de livlige følelser, og vi måtte overgive os til de kolde bekymringer i et kedsommeligt liv. Jeg trak mig bort fra hans omfavnelse og gjorde ham opmærksom på, hvorfor han straks måtte forlade mig. Herefter tog han, omend modvilligt, sit tøj på så langsomt, som han kunne, idet han hele tiden lystent afbrød sig selv med kys, berøringer og omfavnelser, som jeg ikke kunne nægte at deltage i. Han kom heldigvis tilbage til sin herre, før han var savnet, men idet han tog afsked, tvang jeg ham (for han havde følelse nok til at afslå det) til at modtage penge nok til, at han kunne købe et sølvur, den helt store artikel i de unges stads. Han tog omsider imod disse penge som en erindring om min kærlighed, som han omhyggeligt bevarede.
På dette sted, frue, burde jeg måske give Dem en undskyldning for denne minutiøse udpensling af ting, som er så fremtrædende i min erindring efter så dybt et indtryk. Men bortset fra, at disse intriger førte til en stor omvæltning i mit liv, og som den historiske sandhed kræver, at jeg ikke bør forholde Dem, må jeg så ikke driste mig til at mene, at en så ophøjet glæde ikke utaknemmeligt skal glemmes eller undertrykkes af mig, fordi jeg fandt den hos en, der tilhører de lavere klasser? Hvor den i øvrigt oftere ses i renere form og mere enkel end i den falske, latterlige forfinelse, som de store tillader sig selv at blive groft snydt af formedelst deres stolthed. De store, som er mere uvidende end de fleste såkaldt tarvelige personer, og som i mindre grad dyrker kunsten at leve, end de gør. De forveksler altid ting, mener jeg, som er helt fremmede for glædens natur, hvis vigtigste og foretrukne genstand er nydelsen af skønhed, hvor som helst denne sjældne og uvurderlige gave kan findes uden skelen til fødsel eller position.
Ligesom kærligheden aldrig havde haft nogen del i mit samkvem med denne smukke yngling, havde hævnen det nu heller ikke længere. Hele glæden ved nydelsen var nu det, der forbandt os, for selv om naturen havde gjort så meget for ham, hvad hans ydre form angik og særligt med hensyn til det vidunderlige maskineri, som Moder Natur så gavmildt havde stillet til hans rådighed, og selv om han således var kvalificeret til at give sanserne den rigeste nydelse, manglede der noget mere, der kunne fremkalde og vedligeholde en lidenskabelig kærlighed hos mig. Men Will havde dog mange gode egenskaber: Han var blid, medgørlig og frem for alt taknemmelig. Han kunne holde på en hemmelighed og var altid så fåmælt, at det næsten var en fejl. Han talte altid meget lidt, men kompenserede eftertrykkeligt herfor med sine handlinger, og for at yde ham retfærdighed, må jeg sige, at han aldrig gav mig mindste grund til at klage enten over nogen tendens til at være anmassende på grund af de friheder, jeg gav ham, eller over indiskretion ved at sladre om dem. Der er således en skæbne i kærligheden – eller det må jo have været kærlighed, jeg følte for ham, for han var virkelig en skat, en hertugindes mund værdig. For at sige det, som det er, syntes jeg så umådeligt godt om ham, at der virkelig manglede meget lidt i, at jeg elskede ham.
Min lykke sammen med ham varede dog ikke længe, men blev brat afsluttet på grund af min egen uforsigtige efterladenhed. Efter at have taget selv overflødige forholdsregler for ikke at blive opdaget gjorde vort held ved gentagne møder mig så dristig, at jeg undlod selv de mest nødvendige. Omkring en måned efter vort første møde var jeg en skæbnesvanger formiddag (et tidspunkt, hvor mr. H… sjældent eller aldrig besøgte mig) i mit kammer, hvor mit toiletbord stod. Jeg var ikke iklædt andet end min chemise, en slåbrok og underskørter. Will var sammen med mig, og begge var vi alt for oplagte til at forsømme lejligheden. For min del var jeg lige blevet grebet af en fyrig tanke og lyst til elskovsleg, og jeg havde udfordret min unge mand til at eksekvere denne leg på stedet. Han tøvede ikke med at rette sig efter mit ønske. Jeg blev anbragt i lænestolen, min chemise og mine skørter kom op, mine lår blev spredt på vid gab og anbragt over armlænene på stolen, således at Will havde det bedste mål for sit dragne våben, som han stod parat til at støde i mig. Netop da stjal mr. H…, fordi jeg havde undladt at sikre døren til soveværelset, og den til kammeret stod på klem, sig ind på os, før nogen af os var opmærksom på det, og han så os netop i denne stilling, som fordømte os.
Jeg udstødte et højt skrig og lod mine skørter falde ned. Den lamslåede dreng stod bleg og rystende og afventede sin dødsdom. Mr. H… så snart på den ene, snart på den anden med en blanding af indignation og foragt, og uden at sige et ord vendte han om på hælen og gik ud.
Hvor forvirret jeg end var, hørte jeg ham meget tydeligt dreje nøglen og låse kammerdøren for os, så der ikke var nogen mulighed for at slippe ud undtagen gennem spisestuen, hvor han selv vandrede omkring med utålmodige skridt og stampede i gulvet i sin store vrede og utvivlsomt drøftede med sig selv, hvad han skulle gøre med os.
I mellemtiden var stakkels William blevet skræmt fra vid og sans, og skønt jeg havde rigeligt brug for mine åndelige kræfter til at støtte mig selv, var jeg nødt til at anvende dem til at holde hans humør lidt oppe. Den ulykke, jeg nu havde bragt over ham, gjorde ham så meget mere kær for mig, og jeg kunne med glæde have lidt en hvilken som helst straf, hvis han ikke skulle dele den. Jeg vandede med mine tårer rigeligt den forskrækkede unge mands ansigt. Han sad, da han ikke havde kræfter til at stå, så kold og livløs som en statue.
Lidt efter kom mr. H… ind til os igen og lod os gå foran ham ind i spisestuen. Vi rystede og var bange for udfaldet. Mr. H… satte sig på en stol, mens vi stod som forbrydere, der skal afhøres, og idet han begyndte med mig, spurgte han med en jævn og fast tone, der hverken var blid eller streng, men grusomt ligegyldig, hvad jeg havde at sige til mit forsvar, når jeg havde bedraget ham på en så uværdig måde og endda med hans egen tjener, samt hvordan han havde fortjent det fra min side.
~ Mr. H… overrasker Fanny og William ~
Uden på den sædvanlige måde, som et gement holdt fruentimmer anvender, at føje et dristigt forsvar til den skyld, jeg havde pådraget mig ved min utroskab, var mit svar beskedent og ofte afbrudt af tårer. Substansen i mit svar var følgende: At jeg aldrig havde haft en eneste tanke om at gøre ham uret (hvilket var sandt), før jeg havde set ham tage sig de mest ekstreme friheder med min tjenestepige (her rødmede han voldsomt), og at min krænkelse over dette – og jeg var alt for bange for ham til, at jeg kunne give luft herfor ved klager eller forklaringer – havde drevet mig ind på en bane, som jeg ikke ville retfærdiggøre. Men hvad den unge mand angik, så var han ganske uden skyld, da jeg for at gøre ham til redskab for min hævn ligefrem havde forført ham til det, han havde gjort. Derfor håbede jeg, at hvad han end besluttede med hensyn til mig, ville han skelne mellem den skyldige og den uskyldige. Hvad mig angik, var jeg helt overladt til hans barmhjertighed.
Da mr. H… havde hørt, hvad jeg sagde, hang han lidt med hovedet. Men han fattede sig snart og sagde, så vidt som jeg husker det, følgende til mig:
”Jeg skammer mig over mig selv, madame, og indrømmer, at De faktisk har sat mig stolen for døren. Det er ikke med en person af Deres opdragelse og følelser, at jeg bør indlade mig i en diskussion om den meget store forskel på de to former for provokation. Lad det være tilstrækkeligt, at jeg indrømmer, at De har så meget ret på Deres side, at det har ændret min beslutning i betragtning af det, De bebrejder mig, samt at det er smukt og ærligt af Dem at undskylde den slyngel der. Jeg kan ikke genoptage mit forhold til Dem; dertil er krænkelsen for stor. Jeg giver Dem en uges frist til at komme ud af dette logi. Hvad jeg har givet Dem, forbliver Deres. Da jeg ikke agter at se Dem mere, vil værten betale Dem halvtreds guineas på min regning. Når tillige alle gældsposter bliver afholdt, håber jeg, at De hermed vil indrømme, at jeg ikke efterlader Dem i en værre situation, end jeg fandt Dem i, eller som De fortjener fra min side. De kan kun bebrejde Dem selv, at omstændighederne ikke er bedre.”
Så henvendte han sig til den unge fyr uden at give mig tid til at svare:
”Hvad dig angår, unge mand, vil jeg for din faders skyld tage mig af dig. Byen er ikke et sted for sådan et fjols som dig, og i morgen vil du derfor drage af sted til din fader under opsyn af en af mine folk med stærke anbefalinger fra mig om, at han ikke bør lade dig vende tilbage og blive ødelagt her i byen.”
Efter disse ord gik han ud, efter at jeg forgæves havde forsøgt at standse ham ved at kaste mig for hans fødder. Han rystede mig af, selv om han også syntes meget bevæget, og tog Will med sig. Jeg tør sværge på, at Will fandt, at han var sluppet meget billigt.
Jeg drev nu endnu en gang omkring overladt til mig selv af en herre, som jeg bestemt ikke fortjente. Og alle de breve, kunster og bønfaldelser gennem venner, som jeg anvendte inden for den uges henstand, jeg havde fået i mit logi, kunne ikke overtale ham til så meget som at mødes med mig igen. Han havde uigenkaldeligt forkyndt min undergang, og det eneste, jeg kunne gøre, var at underkaste mig den. Snart efter giftede han sig med en velbyrdig dame med formue, som jeg har hørt, at han blev en ulastelig ægtemand for.
Hvad stakkels Will angår, blev han straks sendt ud på landet til sin fader, en velhavende gårdmand. Han havde ikke været der fire måneder, før en kroværts frodige unge enke, der var meget rigt udstyret både med hensyn til penge og handel, fik lyst til ham og – måske efter et forudgående bekendtskab med hans skjulte fortræffeligheder – ægtede ham. Jeg er sikker på, at der i det mindste var ét godt grundlag for, at de kunne leve lykkeligt sammen.
Skønt jeg ville have været glad for at se ham, inden han tog af sted, blev der på mr. H…s ordrer truffet sådanne foranstaltninger, at det var umuligt. Ellers ville jeg sikkert have forsøgt at holde ham tilbage i byen og hverken have sparet tilbud eller udgifter for at skaffe mig den tilfredsstillelse at beholde ham hos mig. Han havde sådan et stærkt greb om mine tilbøjeligheder, at det ikke let kunne rystes af eller erstattes; hvad mit hjerte angik, kunne der ikke være tale herom. Men jeg var sjæleglad over, at der ikke var sket ham noget værre, og sådan som udfaldet blev, kunne der sandsynligvis heller ikke være sket ham noget bedre.
Med hensyn til mr. H… var jeg, selv om bekvemmelighed i begyndelsen fik mig til at gøre mig anstrengelser for at genvinde hans hengivenhed, tåbelig og tankeløs nok til noget lettere at forlige mig med min fiasko, end jeg burde have gjort. Men da jeg aldrig havde elsket ham, og da han ved at forlade mig gav mig en slags frihed, som jeg ofte havde længtes efter, lod jeg mig snart trøste. Og da jeg bildte mig selv ind, at den beholdning af ungdom og skønhed, jeg kunne begynde at handle med, næppe ville undlade at skaffe mig et udkomme, indså jeg, at det var nødvendigt, at jeg prøvede min lykke her med glæde og fornøjelse snarere end med den mindste nedslåethed.
I mellemtiden stimlede adskillige af mine bekendte i søsterskabet, der snart havde fået nys om min ulykke, sammen for at fornærme mig med deres uforskammede trøst. De fleste af dem havde længe misundt mig den velstand og pragt, som jeg var blevet holdt i. Og skønt der ikke var én af dem, der ikke i det mindste fortjente at være i samme situation som mig, og som sandsynligvis før eller senere ville havne heri, var det selv af deres påtagede medlidenhed lige så let at mærke, at de i hemmelighed glædede sig over således at se mig vanæret og forstødt. De sørgede kun over, at det ikke stod værre til med mig. Ak, menneskehjertets uforklarlige ondskabsfuldhed! Og den er ikke begrænset til den klasse i livet, som de tilhørte.
Men da tiden nærmede sig, hvor jeg skulle træffe beslutning om, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg overvejede, hvortil jeg skulle flytte, kom mrs. Cole, en midaldrende, diskret kvinde, som var blevet indført i min bekendtskabskreds af en af de frøkener, der besøgte mig. Da hun havde hørt om min situation, tilbød hun mig sit bedste råd og tjeneste. Og da jeg altid havde syntes bedre om hende end om nogen andre af mine kvindelige bekendte, lyttede jeg så meget lettere til hendes forslag. Som det traf sig, kunne jeg ikke have anbragt mig selv i værre eller bedre hænder i hele London. I værre, fordi der hverken var grænser for, hvad hun, der holdt et berygtet hus, ville råde mig at kaste mig ud i af liderlighed for at tækkes hendes klienter, eller nogen planer om forlystelser eller åben lastefuldhed, som hun ikke ville fremme med stor fornøjelse. Men i bedre, fordi ingen havde mere erfaring med den slette side af byen end hun eller var bedre til at rådgive mig og beskytte mig mod de værste farer i vor profession. Hvad der var sjældent at se hos dem, der hører til denne profession, lod hun sig nøje med en moderat profit, som hun kunne leve af på baggrund af sin flid og sine gode tjenester. Hun havde ikke den sædvanlige grådige, rovgriske indstilling. Hun var i virkeligheden også en fin dame af oprindelse, men på grund af en række omstændigheder var hun blevet nødt til at slå ind på denne levevej, som hun forfulgte dels af nødvendighed, dels af valg, da der aldrig havde været en kvinde, der frydede sig mere over at fremme en hurtig omsætning i handlen for handlens egen skyld eller bedre forstod alle dens mysterier og raffinementer, end hun gjorde. Hun var således helt i toppen af sin profession og beskæftigede sig kun med fornemme kunder. Af hensyn til disse kunder havde hun et passende antal døtre på lager. (Således kaldte hun dem, hvis ungdom og personlige fortrin anbefalede dem til, at hun skulle tage sig af dem og ordne tingene for dem. Adskillige af dem kom med hendes hjælp og gennem hendes oplæring til at klare sig ganske godt i verden).
Denne nyttige dame, hvis beskyttelse jeg nu forlod mig på, havde med hensyn til mr. H… sine grunde til ikke at vise sig for meget under afviklingen af sagen selv. Den dag, der var fastsat til flytningen, sendte hun i stedet en ven for at ledsage mig til mit nye logi hos en børstenbinder i R*** Street, Covent Garden, lige ved siden af hendes eget hus, hvor hun ikke fandt det bekvemt at anbringe mig. Det var et logi, der havde været lejet ud til flere glædespiger efter hinanden, og som havde en vært, der var vant til deres levevis. Hvis lejen blev betalt til tiden, var alt andet så let og bekvemt, som man kunne ønske.
De halvtreds guineas, som mr. H… havde lovet mig, da han skiltes fra mig, blev betalt, som de skulle. Alle mine klæder og mit løsøre blev fyldt i kister, som indeholdt værdier for mindst to hundrede pund. Derefter fik jeg dem overført til en vogn, hvori jeg snart fulgte dem efter at have taget høfligt afsked med værten og hans familie, som jeg dog ikke havde levet intimt nok sammen med til, at jeg kunne beklage flytningen. Men alligevel bevirkede selve det, at jeg skulle flytte, at jeg fældede nogle tårer. Jeg efterlod også et takkebrev til mr. H…, som jeg sluttede, at jeg var uigenkaldeligt adskilt fra, hvilket også var tilfældet.
Min pige havde jeg afskediget dagen før, ikke alene fordi jeg havde fået hende af mr. H…, men også fordi jeg nærede mistanke om, at hun på en eller anden måde havde været årsagen til, at han opdagede mig; måske som hævn, fordi jeg ikke havde stolet på hende i denne sag.
Vi kom snart til mit logi, der ganske vist ikke var så smukt udstyret eller så fint som det, jeg forlod, men alligevel på enhver måde var bekvemt, og det til den halve pris, skønt det var på første sal. Mine kufferter blev vel anbragt og stuvet ind i min lejlighed, hvor min nabo, mrs. Cole, der nu også var min guvernante, var parat til sammen med husværten at modtage mig. Hun sørgede for at fremstille mig i det mest gunstige lys over for ham; det vil sige som én, fra hvem der er al mulig grund til at forvente rettidig betaling af huslejen. Om alle kardinaldyder end var blevet tillagt mig, ville det ikke have haft halvt så megen vægt som denne ene anbefaling.
Jeg var nu anbragt i mit eget logi, overladt til mig selv og sluppet løs i byen, så jeg kunne synke eller svømme, som bedst jeg kunne. Konsekvenserne heraf sammen med et antal eventyr, der skete for mig under udøvelsen af min nye profession, vil udgøre indholdet af endnu et brev, da det sandelig er på høje tid at afslutte dette.
Jeg forbliver, Frue, Deres ærbødigste, etc., etc.