FORÅRS-RENGØRING
”BELLAAAAAAA!”
Børste braser ind på sin storesøsters værelse. Det er lørdag morgen, og Bella er endnu ikke stået op.
Hun ligger i sin sædvanlige Bella-sovestilling med den gule og rødstribede dyne trukket op over hovedet og de lange, blege ben strittende ud som en Tvillingeis med to ispinde.
Oppe på væggen hænger en ny plakat af en dreng med store, brune øjne og en skinnende, elektrisk guitar. Det er ham Donny, som de spiller i radioen hele tiden.
”I dag kan man løbe rundt uden strømper,” siger Børste. ”Kommer du ikke med ud i haven?”
Hun prøver forgæves at hive dynen af sin søster.
Bella grynter bare, trækker rasende dynen til sig og vender sig om på den anden side.
”Skrid, og luk døren efter dig,” lyder det fra sengen. Der er en grund til, at der står: ”Ingen adgang! 10000 volt!” på Bellas dør. Kun hendes flødefarvede hest Carmen kan få hende tidligt ud af dynerne og ned i stalden.
Ligegyldigt hvad Børste prøver, lykkes det ikke. Til sidst stormer Bella op og jagter Børste rundt i værelset. Så er det bare om at fordufte og drøne ud ad havedøren.
Ude i baghaven stopper Børste op helt blændet af lyset og forårssolen. I går lignede træerne nogle, der ikke var vågne endnu. De svajede frem og tilbage i vindstødene og viftede blegt med deres nøgne grene.
Men her til morgen er der kommet et lysegrønt skær over hele haven, og de mindste træer har besluttet sig for at springe ud i det.
Overalt løber der vandpytter på stier og plæner. Indimellem dykker vinden ned og slår smut henover tre små pytter, inden den igen farer videre op gennem trækronerne.
Man kan næsten høre den blæse om kap med lammeskyerne og skubbe til den flyvemaskine, der lige nu suser tværs over himlen med sin hvide stribe bag sig. Flyet ser ud til at sprætte himlen op som et forventningsfuldt brev – et brev, man bare må læse med det samme!
Gad vidst hvad der står? tænker Børste. Måske: ”FORÅRET ER KOMMET! FIND LØBEHJUL OG RULLESKØJTER FREM MED DET SAMME! VÆR PARAT TIL LIDT AF HVERT!”
På sådan en forårsdag, hvor sneen for længst er smeltet, opdager man ting i haven, som man helt havde glemt.
Derovre står fars og Børstes folkevogn.
Den skal de da have bygget færdig i år, og derhenne er fuglebadet igen kommet til syne. Det ligger rustent hen med de brune blade i bunden fra efteråret. Og foran garagen oplyses et sort bed af gule erantis.
Midt på plænen er en stor due i fuld gang med en underlig dans. Han har pustet sig op og står lige over for en hundue.
Hannen slår rytmisk med vingerne i nogle flotte bask. Og tripper rundt og rundt om hunnen, som var han en verdensberømt tyrefægter, mens solen får hans fjer til at skinne i grønt og blåt.
Hunnen kurrer imponeret tilbage. Hun kan åbenlyst lide, hvad hun ser.
De er vist ved at blive kærester, tænker Børste. Også solsortene er i fuld gang med at fløjte foråret i gang.
Chuuuurp piiiiip piipp.
Der er vist stormøde for alle byens fugle i buskene.
”Hej, hvor er I bare heldige, at I kan flyve.
Hvordan føles det at svæve op over det hele? Gid man kunne!” siger Børste og stikker hele hovedet ind i busken. Chuuuurp piiiiip piipp, lyder det derindefra, som om det at flyve da er det letteste i verden.
Børste tænker på Aloshja, den solsorteunge, hun passede, lige indtil den døde sidste sommer. Den kunne heller ikke flyve, men det var nu, fordi den havde brækket vingen.
Til gengæld var solsorteungen byens bedste til at synge, og Aloshja fik den smukkeste begravelse under æbletræet i forhaven.
Det er lang tid siden nu, men på sådan en strålende majdag dukker billedet af Aloshja og dens sorte fjer og orange næb alligevel op og niver lidt i Børstes mave.
”Nå, hvis man ikke kan flyve, så kan man da i det mindste kravle et par etager op,” mumler Børste.
Hun tager fat om den ru bark på det gamle æbletræ og løfter sig op på den første gren. Engang vandt hun mesterskabet i, hvem der kan hænge længst med hovedet nedad fra en gren. Så klatre, det kan hun bare. Også selvom det har kostet et par brækkede arme undervejs.
Hurtigt bevæger Børste sig fra gren til gren, til hun sidder og svajer i den allerøverste top og skuer ud over byen.
Godt, at hverken Bella, far eller mor er vågne endnu. Der er ret langt ned.
Hele byen ser anderledes ud heroppefra.
Børste kan kikke helt op til købmanden og over til fru Blomster-Skal-Sove på den næste tværvej.
Damen står som sædvanlig på sin terrasse og planter tulipanløg, mens hun taler med sine blomster. De er de eneste i verden, hun vil snakke med. Hun aer en lilla krokus, mens hun hvisker noget til dens kronblade.
Blomster, dem forguder hun, men børn og hunde kan hun ikke fordrage. Fru Blomster-Skal-Sove skælder og smælder, hver gang Børste og de andre leger på vejen uden for hendes hus.
Miiiiiav ... lyder det kælent nede under træet. Kastanje er åbenbart vågen. Katten og Børste er ikke altid gode venner. Kun når den gider. Så lige nu lader Børste også, som om hun heller ikke gider. Men det er nu svært ikke lige at stryge fingrene gennem Kastanjes luksuspels. Katten lister rundt under træerne som en spion, så stopper den pludselig op og skæver til fuglene derinde i krattet. Kastanje sætter sig uskyldigt ned med halen perfekt snoet om sig og slikker sirligt sine poter.
Der er vist kommet en dråbe forårsmudder på de pink trædepuder.
Sådan er Tut slet ikke.
Potersens hund, der bor inde ved siden af, kommer netop nu farende ud ad bagdøren. Den går grassat i de nye forårsdufte. Man kan høre halen feje alle grenene fra side til side, mens den har snuden klinet ned i den nydampende jord for at støvsuge alt det lækre, den finder.
”Heeej, Tut, min store hundebasse!” råber Børste og ryster et par af grenene. Tut ser op og bliver elektrisk af glæde, da den får øje på hende. Den rejser sig på bagpoterne og vrikker med hele bagpartiet op ad hegnet.
”Fanofantastiiiisk, du kan jo danse rumba, Tut.” Tut elsker at få ros, så den danser bare endnu mere rumba.
Pludselig lyder de skridt, som Børste kan genkende på hundrede meters afstand. De tilhører ludvig og får altid hendes hjerte til at slå tre kolbøtter. Sådan bruser det i hele kroppen. Oppe fra sin gren kan hun se lige ned i sin allerbedste vens sorte manke, ned i krøllerne, der danser ubesværede rundt i vinden. Han går med et boldtræ i hånden og har lommerne proppet med tennisbolde.
”HEEEEEEJ, Ludvig!” råber Børste oppe fra træet. Ludvigs gyldne øjne lyser op mod hende som en stor krukke karry. ”Hej, Børste,” svarer han og smiler med sit ene smilehul. ”Skal vi gå ned på plænerne og træne noget rundbold? Måske kan vi slå en højder!”
”JAH!” råber Børste og kurer ned ad træet så hurtig som et lyn, smidig som en brandmand og tomatrød i hovedet. Det er, som om det allerede er blevet meget varmere i vejret.