BØNNER & KRABBER

Sent samme eftermiddag ligger Ludvig og Børste på græsset i hendes have. Han er i meget bedre i humør, og mor har stillet et par hindbærbrus til dem i skyggen. Ovre i hjørnet er mor ved at få styr på køkkenhaven, og lidt længere henne ligger Bella på et tæppe og skriver i en silkeindbunden bog. Den har en lille lås på forsiden.

”Hvad er det, du skriver?” spørger Børste. ”Bella skal gå til konspiration til næste år,” hvisker Børste til Ludvig.

”Det hedder altså konfirmation, din odder,” siger Bella og lægger sig med ryggen til dem.

”Det ved jeg da godt,” griner Børste. Bella gider aldrig fjolle mere. Det er hun åbenbart blevet for stor til.

”Hvorfor er der aldrig nogen voksne, der klatrer i træer?” spørger Børste og ryster opgivende på hovedet.

”Aner det ikke. Hvornår begynder man mon at blive kedelig?” Ludvig trækker en af sine sorte krøller om bag øret.

”Det sker åbenbart i det øjeblik, man skal konfirmeres. Og lige den dag man bliver stor nok til selv at bestemme, at man kun vil spise drømmekage, have hunde oppe i sofaen og dressere søheste – ja, så bliver man hypnotiseret til kun at ville rydde op og skrive lister,” brummer Børste.

Bella sukker opgivende, smækker højlydt sin bog i og rejser sig.

”Jeg går ned i stalden og strigler Carmen.”

Så forsvinder hun ud ad havelågen.

En svag polkamusik slanger sig op igennem tværvejene og ind i Børstes have. Det er tonerne fra Cirkus Vitas orkester, som er gået i gang med deres eftermiddagsforestilling.

”Gid der altid blev spillet sådan noget musik ude på vejen,” siger Børste. ”Hvornår skal vi i cirkus, mor? Altså, og se forestillingen rigtigt?”

”På fredag, havde jeg tænkt mig.”

”På fredag? Kan Ludvig så godt komme med?”

”Ja da, og det er endda Store Bededag, så har alle fri!” siger mor fra sit køkkenbed.

”I cirkus på Store Bededag?” Ludvig ser undrende på Børste. ”Der troede jeg da, folk skulle arbejde i deres bede i alle haverne. Det gør min far altid. Er det ikke derfor, det hedder Store Bededag?”

”Aner det ikke,” svarer Børste. ”Nogle ordner deres bede, andre beder, og selv vil jeg allerhelst bade. Jeg ville helt klart kalde den dag for STORE BADEDAG, hvis jeg skulle bestemme.”

”Ja, Børste ELSKER at bade,” lyder det fra mor.

”Det er da klart. Et havbad skyller jo alle ens bekymringer bort, og man dukker op til overfladen igen fuld af salt og bobler.”

Mor vender sig om mod Ludvig. ”Har Børste fortalt dig om sidste sommer, da vi var oppe i sommerhuset? Hun stod som sædvanlig på hovedet på havbunden. Men denne gang dukkede hun altså op igen med en stor, rød krabbe vippende øverst på pariserfrisuren.”

”Er det rigtigt? Det kan du da optræde med i Cirkus Vita!” siger Ludvig og ser på Børste, længere, end han plejer.

Det er, som om han har fået flere fregner de sidste par dage. Hun tager en stor slurk hindbærbrus. Det bruser helt op i næsen og ud i tæerne.

”God ide,” summer hun, ”det må jeg tale med Tanja om! Først kløede krabben lidt i hårbunden, men så var det helt fanofantastisk. Krabben var også helt rundtosset!”

”Ja, det var den! Åh, lad os alle bade!” udbryder mor, der selv er lidt af en havfrue.

Da Ludvig går, kravler Børste op i sit træ. Så kan hun nemlig følge ham hjem med øjnene, uden at han ved det. Han går på sådan en særlig swingende måde, som hun godt kan lide at se på.

Langt væk, på den tredje tværvej, kan Børste pludselig også ane Knalbert. Han ser stadig ud til at lede efter noget. Det er nok skildpadden, der endnu ikke er fundet.

Men går Knalbert ikke sammen med en eller anden pige? Det ligner da ikke hans lillesøster, Fanny.

Hende her er for høj og ligner faktisk mere Bella, men det kan jo ikke passe. For Bella og Knalbert taler aldrig sammen, og hun er jo også nede i stalden og strigle Carmen.

Da Børste råber BELLAAA! så højt hun kan, er der da heller ikke nogen, der svarer. De to skikkelser forsvinder rundt om en hæk.