STORHED & FALD
Endelig er det blevet Store Bededag. I aften skal Børste og Ludvig se Tanja, Volcan og alle de andre optræde i Cirkus Vita.
Og det er sidste chance, for i morgen rejser artisterne videre. Så Børste og Ludvig skal have det hele med.
Lige nu trasker Børste rundt i haven og kan næsten ikke vente. Hun ender med at kravle op i sit træ for at fordrive tiden og se, om der skulle være flere cirkusdyr, der er undsluppet.
Der er ingen dyr i sigte, men hun kan se elefant-domptør Benhja stå uden for fru Blomster-Skal-Soves hæk. Han har en stor buket farvestrålende blomster under armen, men han ser noget tynget ud.
Det er, som om han næsten ikke tør gå ind.
Så trækker han vejret dybt, åbner lågen til fru Blomster-Skal-Soves ødelagte have og banker forsigtigt på hoveddøren.
Efter en halv evighed bliver døren åbnet på klem, og efter en masse utydelig snak frem og tilbage bliver Benhja lukket ind med blomsterne først.
Resten af eftermiddagen spejder Børste efter løsslupne søløver, elefanter og cirkusduer, men uden held.
Til gengæld er der fest i hendes fuglehus. Fugle fra hele byen tager sig en tur i bassinet.
”Kommer du, Børste?” lyder det endelig fra far. ”Hvis vi skal nå at spise, inden vi skal gå, så må du komme ind nu.”
Hr. og fru Potersen skal med i aften, og Bella følges med sin fnisende veninde Miriam. De går bagved og hvisker noget hemmeligt sammen. Ludvig og hans far er der også.
”Skal din mor ikke med?” hvisker Børste.
”Nej, hun er tilbage på Oslofærgen. Men hun og min far nåede vist at blive gode venner igen. De kyssede i hvert fald i morges, inden min mor tog af sted,” mumler Ludvig.
Hundredvis af små, farvede pærer lyser pladsen og cirkusteltet op, og den heftige polkamusik gjalder ud over plænen. Udenfor er der en lang, snoet kø. Den snor sig helt over til cirkusvognene, og Børste og de andre stiller sig for enden.
”Bare rolig. Vi har billetter til os alle sammen,” siger far til Børste.
”Hej,” siger Børste, for hun har fået øje på Knalbert, der også står i køen. ”Har du fundet din skildpadde?”
Han ryster på hovedet.
Så får Børste øjenkontakt med Tanja, der stikker hovedet ud af sin cirkusvogn.
”Pssst! Hej. Kan du ikke lige komme herhen?” siger hun og vinker Børste over.
”Mor, jeg kommer tilbage om lidt. Jeg skal vist hjælpe med noget. Okay?”
”Ja, men bliv nu ikke væk.”
”Kan du ikke lige hjælpe mig med mine støvler igen?” siger Tanja.
”Jo, hvornår skal du og søløverne da på?” spørger Børste, mens hun knapper de lange støvler helt til.
”Først efter pausen,” svarer Tanja. ”Men jeg gør mig klar nu. Så du skal altså ind og se os optræde rigtigt i aften?”
”Ja, sammen med min familie, min nabo og så Ludvig!”
”Ludvig?” Tanja ser drilsk på hende, mens hun retter på sit opsatte hår. ”Det er ham med det sorte hår og de brune øjne, ikke?”
”De er ikke brune! De er karryfarvede med grønt i midten. Som en skovsø med et par efterårsblade i,” siger Børste alvorligt.
”Nå … og I er så … forelskede?” smiler Tanja.
”Hmm. Jeg har nu ikke så travlt med at blive forelsket. Jeg synes, at anden klasse er skrap nok,” svarer Børste.
Men så ser hun alligevel op på Tanja:
”Hvordan ved man da, om man er forelskede?”
”Hmm, har han givet dig blomster? Eller sagt, du er smuk?” Tanja stopper et kort øjeblik op og betragter nysgerrigt Børste.
”Næ,” svarer Børste. ”Men i vinters gav Ludvig mig verdens bedste vasker. Han har også foræret mig et par bakteriefri vinger og reddet mig fra at drukne i mosen. Og så har vi mødt en svensk elg …” Børste er helt forpustet.
”Hold da op! Det er bedre end blomster!” udbryder Tanja.
”YEEES!” svarer Børste.
Alt med Ludvig står med sommerbogstaver og kilder i hele kroppen.
Da Børste og de andre endelig kommer ind i cirkusteltet, hænger der en tung duft af popcorn, og der er fyldt til bristepunktet med pludrende publikummer. Hun når lige at sætte sig ind på rækken, så bliver lyset dæmpet, og trompeterne starter.
Først vælter de to klovner rundt og falder i deres egne sko.
Det kender Børste godt fra sig selv. Men de er alligevel sjove at se på.
Og det er grævlingedamen, der præsenterer hvert eneste nummer. Hun har en rød silkehat på, og man kan stadig ikke rigtig forstå, hvad hun siger.
De små kinesere står på hovedet af hinanden, mens de jonglerer med tallerkner, der drejer rundt med lynets hast på lange, tynde pinde.
Til sidst springer de op og laver pyramiden, som Børste og Ludvig har set dem øve sig på.
Børste rykker begejstret far i ærmet. Det er næsten, som om det også er hendes cirkus, for nu kender hun jo dem alle sammen.
Volcan bryder ud af en beholder med tyve jernkæder og hængelåse, og folk klapper højt.
”De var nok slet ikke låst,” hvisker Ludvig til Børste.
Bagefter er der trapezartister, og så kommer linedanseren, som får folk til at gispe. Børstes mor kan ikke få øjnene fra den lille, spinkle skikkelse deroppe, højt over manegen, og nu er det mor, der knuger Børstes hånd hårdt.
Sabelslugeren sluger tre gyldne sabler, og så marcherer Odon ind i manegen til slangetæmmermusik i den lange, sorte jakke og med sit blege ansigt. Han styrer lige hen mod det sted, hvor Børste og hendes familie sidder. Hun bliver helt kold. Måske har han opdaget, at det var dem, der tog hans tryllejakke på?
Men Odon fortrækker ikke en mine, han ser blot på far og siger med høj stemme: ”Må jeg låne Deres ur et øjeblik, hr.?”
Far nikker.
”Det skal du altså ikke gøre,” hvisker Børste og hiver far hårdt i jakken. Men før hun får stoppet far, har Odon fået fat i uret, som han lægger på et lille bord. Han breder omhyggeligt et lille silketørklæde ud over det. Og nu giver Dorrit ham en kæmpe hammer, som han løfter højt over hovedet. Åh nej, nu smadrer Odon fars ur til atomer, så glasset flyver til alle sider.
Et forfærdet og forarget suk går gennem publikum. Hvad bilder han sig ind?
Mor ser nervøst på far, der lægger armen om hende.
”Jeg sagde det jo.” Børste ser op på sin far og håber ikke, han bliver alt for ked af det. Det var jo uret fra farfar.
Odon pakker det smadrede ur ind i et lommetørklæde, og efter nogle mystiske ord og en trommehvirvel åbner han silketørklædet igen.
Voila, der ligger fars ur helt perfekt og uden en skramme. En anerkendende mumlen fylder teltet.
”Wauuv, hvor er han dygtig!” siger Ludvig.
Hmm, det er Børste nu ikke meget for at indrømme.
Indimellem giver orkestret den ekstra gas, og musikken brager ud over alle rækkerne.
”Hør ham på trompeten!” udbryder hr. Potersen, mens han slår takten med sine slangeskindssko.
Så kommer alle hestene ind. Parret, der træner dem, står inde i midten. De har fint tøj på, og han har høj hat på. Det går gudskelov lidt bedre, når der er publikum på. Hestene er også pyntede med høje fjerduske oven på hovederne, der vajer og vipper, når de tripper rundt i manegen. Det er, som om de godt selv ved, at nu gælder det altså. Parret i midten råber korte ordrer til dem, og hestene løber på kryds og på tværs. Løber og stopper … og løber igen.
Parret springer op på ryggen af hver sin hest, hvor de slår ud med armene, mens resten af hestene nejer for publikum på en lang række.
”Jaaah!” lyder det fra Bella og Miriam.
Da aftenen skal til at slutte, kommer Tanja ind. Der går et suk gennem publikum. Hun er klædt i noget stramt, skinnende, sort stof og ligner en af sine egne søløver. Hun har sat sit lange, sorte hår op som et springvand , og der er bændler af sølv om hendes arme og ben.
Tanja knalder med den lange pisk, hun har, og søløverne kommer ind gennem bagtæppet. En efter en rokker de sig frem til midten af manegen, hvor hun venter på dem med en godbid, som de hurtigt hapser i sig.
Hun får dem til at stå på hænder på forlufferne, og de kaster bolde frem og tilbage imellem hinanden. Hver gang søløverne har gjort noget særlig flot, slår de lufferne sammen og klapper begejstret af sig selv.
Børste er helt betaget. Tanja er vant til beundrende blikke, men det her er da for fantastisk.
Det er elefanterne, der lukker showet.
De er klædt på til fest med rubinrød perlebesætning og silkebændler på hovedet. Sikka og Siam holder hinanden i snablerne og løfter sig op på to ben, mens Benhja roligt går rundt og taler til dem.
”Bravo!” råber fru Potersen med hånden nede i en stor æske popcorn. Så læner hun sig frem og hvisker højt til Børste: ”Men var de ikke større, da de raserede fru Blomster-Skal-Soves have?”
”Jo.”
Da aftenens show slutter, rejser Børste sig op og klapper som en gal.
”Ekstranummer, ekstranummer!” råber hun.
Folk på rækken foran vender sig om og glor på hende.
”Det er Sikka og Siam!” siger hun og peger. ”Og Tanja … ekstranummer!”
Alle artisterne er inde og bukke for publikum.
Lige inden de forsvinder ud bag bagtæppet, vender Tanja sig om en sidste gang og sender et smil lige mod Børstes række.
Så er de væk.
På vejen hjem taler de alle sammen i munden på hinanden.
”Mand, hvor var de flotte. Det var ægte araberhingste,” siger Bella, og Miriam nikker.
”Ja!” siger Børste, da de står uden for deres eget hus.” Og så gjorde de bare sådan her!” Hun kravler op på den højeste skraldespand, for at vise hvordan parret stod oven på hestene.
Børste breder armene ud, står et øjeblik og råber: ”Ta-dah!”
Så får hun overbalance og rammer fliserne med et smæld.
”Åh nej,” kan man lige høre mor sige, ”ikke i aften.”
Av … det bløder jo fra ansigtet … Børste bliver så forskrækket, at hun begynder at græde højt.
”Jeg starter bilen,” siger far med et suk. Og så drøner de endnu en gang af sted mod skadestuen. Mor og far står over hende, og Bella holder hende i den anden hånd.
”Du har fået en flænge lige over læben, skat. Nu får du noget beroligende, så det ikke gør ondt.
Og så skal du ind og syes af lægen. Vi er lige her,” siger far. Så falder Børste i søvn.
Da hun vågner op igen, sidder de alle fire og venter på at lægen igen kommer ud. Det murrer i læben og dunker i hovedet. Børste har fået en ordentlig bule.
”I må godt tage hjem,” siger lægen. ”Du har fået seks sting, og de skal fjernes i næste uge.” Så giver han Børste hånden.
Hjemme sidder de og sunder sig lidt i sofaen.
”Vi skal jo snart have klippekort til skadestuen, hvis du fortsætter sådan,” sukker mor.
”Hende Tanja var nu god med sine søløver,” siger far for at skifte emne.
”Ja, og så I, hvor florlet linedanseren bevægede sig?” spørger mor.
”Ja, det nåede vi da heldigvis, inden du skvattede ned, Børste,” fniser Bella.