Vi skændes temmelig meget i vores familie, som er på fem personer. Det er værst, når vi bliver hidsige på én gang - som den morgen, da mor ville have, at far skulle købe sig et par ny hverdagsbukser, fordi de gamle var blanke i enden og posede foran knæene.
- Du kan ikke være bekendt at gå i skole i de bukser, sagde mor.
- Hvad tror du ikke, de andre lærere og alle børnene tænker!
Nu er far en af dem, der tænker meget på alt det, der sker rundt om i verden, så hvis han sidder og læser et eller andet i avisen om politik, er det ikke sikkert, han opfatter, hvad man siger til ham.
Er der noget, der kan få mor til at blive vred, så er det, hvis folk ikke hører ordenligt efter, når hun taler dl dem.
Hun kan godt finde på at stille sig op midt på gulvet i stuen med hænderne i siden og råbe så højt, at det kan høres langt væk.
Det gjorde hun også den dag, da far ikke ville have nye bukser.
- Jens! Jeg taler til dig!
Mor lynede med øjnene mod far.
Det hjalp ikke. Det eneste, vi kunne se af far, var hans hænder, de grimme bukser og hans store fødder i fodformede sko. Resten var gemt bag avisen, for der var sket meget.
- Jeg vil ikke se dig mere i de gamle bukser! blev mor ved. Langt om længe begyndte far at brumme hult, så vi kunne høre, der var liv i ham. Langsomt sænkede han avisen, og hans hoved kom til syne:
- Hvad er der dog i vejen med mine bukser?
Mor trådte et skridt hen mod far:
- Der er det i vejen, at du ikke kan være bekendt at gå i skole med dem mere. De er som et spejl bagi. Jeg er sikker på, børnene snakker om det.
- Snakker! protesterede far. - Ikke i mine timer. Og for resten sidder jeg jo ned det meste af tiden.
- I sløjdtimerne kan du da ikke sidde ned.
- Da har jeg kittel på. Den dækker meget.
Nu lagde far avisen, rejste sig og kikkede ned ad sine bukser:
- Hm! Just kønne er de vel ikke, men de kan godt holde lidt endnu.
- Ja, jeg vil altså ikke følges tre skridt hen ad gaden med dig, så længe du ser sådan ud.
Far gik hen ved vinduet og stod med hænderne på ryggen og kikkede på vejret.
- Vi skal jo heller ikke følges ad, min ven, sagde han lidt efter. - Du skal hen i børnehaven, og jeg skal i skole.
Fars blide stemme fik mor til at ryge i flint:
- I stedet for at bruge alle de penge til papir og skind og andet bogbinderbras, skulle du hellere sørge for at komme til at se anstændig ud i tøjet.
Den sad.
Far vendte sig og lagde nakken tilbage:
- Blander jeg mig måske i dit sypjat! Her går man og spinker og sparer, og så skal man høre for, at man binder en smule bøger ind i sin fritid.
- Og hvad så med mig! ivrede mor. - Sypjat, siger du. Er du klar over, hvor mange penge jeg tjener ved at sy til mig selv og børnene?
Der var ved at komme gang i den, og Stine og jeg ville gerne være med. Stine er min storesøster på fjorten. Lidt efter dukkede vores lillebror op i sin natdragt. Han er en efternøler på to år.
Vi kalder ham Grunk, fordi det er det eneste, han kan sige, så man forstår, hvad han mener. I virkeligheden hedder han Bertel.
Mor og far stod over for hinanden.
- Dine idiotiske bøger! sagde mor mellem tænderne.
- Og dine latterlige nørklerier! snerrede far.
- På ham, mor! lød det fra Stine. - På ham, mor!
- Heja, far. Heja, far! råbte jeg.
Far fattede ud efter Stine:
- Pas dig selv, tøs!
Mor truede ad mig:
- Klap i, knægt!
- Grunk, grunk! pludrede Grunk. Han sad midt på gulvet og smilede til os.
Stine puffede til mig, fordi jeg holdt med far, og jeg gav hende et knæ i bagenden, fordi hun holdt med mor.
På den måde kom vi til at skændes højt alle sammen, lige til fru Jensen nedenunder begyndte at banke på varmerørene.
Det fik far til at se på uret, som var fem minutter over halv otte.
Han sendte os alle et sort blik - også mig, skønt jeg havde holdt med ham - greb sin taske og for ud ad døren, som han hamrede i efter sig, så hele karreen rystede.
Der var stille lidt. Det vil sige, Grunk sagde stadig grunk. På den tid af dagen betyder det mælk.
Mor løftede ham op.
- Pyha! stønnede hun og pustede luft op på sin næse.
Også Stine og jeg fik samlet os sammen og kom af sted til skole.
Far havde morgengårdvagt, så han skulle være der ti minutter i otte.
Lige da jeg forsvandt ud ad døren, ringede telefonen. Når vi har taget sådan en morgentur, standser far ved den første telefonboks og ringer hjem og fortæller mor, at selv om hun er en værre havgasse, så skal hun ikke regne med, at han vil skilles alligevel.
Og så skynder han sig at smække røret på, inden mor når at finde på noget at svare.
En morgen ville mor være vaks.
Da telefonen ringede, tænkte jeg nu godt på, at far måtte have kørt med speederen i bund hele vejen hen dl telefonboksen. Det var ikke mere end et par minutter siden, han var buldret ned ad trapperne.
Mor greb røret og råbte:
- Det er godt med dig! Du kan lige vente, til du kommer hjem, så skal jeg ...
Pludselig blev mor helt bleg og tav stille med munden på vid gab. Jeg måtte skynde mig at sætte en stol hen til hende.
Så sagde hun med pæn damestemme:
- Ih, altså, pastor Olsen, det må De virkelig meget undskylde. Jeg regnede bestemt med, det var min mand, der ringede ... forstår De ... eh ...
Pastor Olsen har noget med mors børnehave at gøre. Han ringer somme tider for at give besked om et eller andet.
Mor og far er ikke så hidsige i børnehaven eller på skolen. De påstår begge to, at de bruger al deres tålmodighed på fremmede folks børn. Der bliver ikke spor tilovers til deres egne.
Selvfølgelig sker det også, far bliver gal i timerne. Så råber han og tramper i gulvet. I en gammel skole som vores kan den slags høres både ved siden af og nedenunder.
For resten er det ikke altid lige rart at gå i den skole, hvor ens far er lærer. Nu hedder vi Krumborg, og det stod der altså på døren til vores lejlighed tredje sal til højre. For en lærer er det nemmest at hedde Jensen eller Hansen eller noget andet almindeligt. Det kan der nemlig ikke laves så meget om på.
Hele mit liv er vi blevet kaldt Krumme hver for sig - og Krummerne, når det gælder os alle sammen. Man vænner sig til det, men jeg vil nu hellere kaldes Mads, for det er mit rigtige navn, som jeg har fået efter min morfar. Han var opkaldt efter sin far, der engang havde været hyrdedreng langt ude på heden i Jylland som syvårig.
Hvis far har skældt ud nede i sløjdsalen, fordi drengene har fumlet i det, kan det godt ske, jeg bliver taget dl fange i frikvarteret og pint henne i krogen under halvtaget.
Pludselig som man kommer gående i sine egne tanker, er der et par store klepperter, der river fat i en, og så bliver man slæbt med. Somme tider har de måske bare fået tag i ens trøjeærme, men de haler i det, så det bliver dobbelt så langt.
- Nå, lille Krumme, lyder det, - nu skal du have nogen bank, for vi har lige haft din skøre far, og han sagde, vi ikke kunne slå en pind i en bronzeret noksagt uden at ødelægge begge dele.
- Det er løgn, stønner jeg, mens de store giver mig nødder og trælår og begmænd.
- Gu er det ej løgn, Krumme!
Og jeg ved godt, det næsten passer, for hvis de fjolser har høvlet lige ned i jerndupperne på høvl bænken, kan far ikke undgå at komme til at bruge bandeord. Det tager nemlig mange timer at slibe høvljern til en hel klasse.
Flere gange har jeg tænkt på at sige til far, at han skal sørge for at være pæn og flink på skolen, fordi det ellers let kommer til at gå ud over mig. Men far holder på, at det ikke er så slemt at komme til at bande i en sløjdtime som i en dansktime. Værst er det selvfølgelig, hvis det sker i en religionstime. Derfor har far heller ikke den slags timer.
Somme tider, når vi sidder i klassen og har et stille fag, regning eller stil, hører man pludselig et drøn et eller andet sted i skolen.
Alle de andre ser hen på mig og griner, og de to, der sidder ved bordet bagved, prikker mig i ryggen og hvisker:
- Hej, Krumme! Kan du høre, din far er i stødet!
Den dag, far ikke ville købe nye bukser, kom jeg op at slås i sidste frikvarter.
En dreng fra femte jokkede mig langt op ad skinnebenet og ned igen, så det kom til at bløde, og min strømpe hang i.
Jeg nåede ikke at opdage, hvor langt det fjols var, før jeg havde stukket ham en, som skulle have siddet mellem øjnene, men nærmest ramte ham i maven.
Øjeblikkelig var der mindst hundrede børn rundt om os, som gav sig til at hoppe op og ned og råbe hej a-hej a-hej a. Ham den lange dansede på tæerne og smilede og holdt sine arme strakt helt ud, så jeg ikke kunne nå ham, men stod og slog buler i luften.
Det fik alle ungerne til at grine og hyle:
- På ham, Krumme! På ham, Krumme!
Mest grinede den sorthårede Yrsa fra min egen klasse. Hun bor på anden til højre i vores blok - altså under os - og er altid forfinet og siger, at der ikke er til at være i deres lejlighed, fordi vi laver en værre larm ovenpå.
Larm? Har man måske ikke lov til at have hobbyer?
Heldigvis ringede det lidt efter, men jeg var forpustet langt ind i regnetimen og godt gal på Yrsa, og kunne slet ikke finde ud af at dividere. Det var vi lige begyndt at lære, og jeg blev forvirret af alt det, man skulle huske - først dele, så gange, så trække fra og til sidst hive ned.
Jeg svedte, og mit hjerte kunne ikke falde til ro. Alting filtrede sig sammen i mit hoved ligesom sejlgarn, der er gået i kludder.
- Krumborg! råbte regnelæreren. - Krumborg, hvad er det, vi først skal gøre?
Selvfølgelig sad jeg og bed i blyanten og kunne ikke hitte rede på noget som helst.
- Eh -joh - eh - vi - skal - eh -! hakkede jeg og blev vist rød i hovedet.
Læreren trak vejret dybt ind, holdt det lidt og fik hele panden fuld af rynker.
- Dele, gange, trække fra, hive ned! råbte han og for frem og tilbage foran tavlen. - Gentag, Krumborg! Dele, gange, trække fra, hive ned!
Fem gange måtte jeg sidde og sige dele, gange, trække fra, hive ned, før læreren var tilfreds.
Yrsa grinede igen højest og hviskede til Nete ved siden af, om hun ikke også syntes, jeg var en dum lille dreng.
I det øjeblik bestemte jeg, at Yrsa skulle have vandbomben, og jeg løb hele vejen hjem fra skole for at komme først. Dum lille dreng, dum lille dreng, sagde det inde i mit hoved.
Heldigvis var Stine ikke kommet hjem endnu.
Ude på badeværelset tog jeg den plasticpose, som mor har vat i, og hev vattet ud. Hvor er sådan noget vat langt! Nok over to meter.
Vand i posen.
Hen til vinduet.
Ha, der kom Yrsa svansende og spillede fin dame.
Jeg listede vinduet lidt højere op og var klar til at droppe bomben.
Så! Tre, to, en, nul - NU!
Kan jeg måske gøre for, at hende fru Olsen nede i stuen til venstre kom ud ad døren i samme øjeblik!
I et glimt så jeg en stor våd plet på cementen med fru Olsen midti og Yrsa ved siden af.
Så stille jeg kunne, lukkede jeg vinduet.
Da det et stykke tid efter ringede på vores dør, lå jeg inde under min seng og holdt mig for begge ører. Jeg sagde til mig selv, at der bestemt ikke var nogen hjemme hos os.
Det lød også, som om den klokke ringede i en helt anden lejlighed.
Ikke ret længe efter kom Stine hjem fra skole, jeg kunne let høre, det var hende, inden hun nåede helt op på tredje sal.
Hun slæbte på benene. Det var på grund af skoletræthed, som vil sige, at man næsten ikke kan holde ud at gå i skole mere.
Stine slæbte tit på fødderne. Det lød omtrent, som om hun sleb trappen langsomt med groft sandpapir. Når hun kom ind i entreen, puffede hun døren i, og hun stillede ikke skoletasken fra sig, men gav bare slip på hanken, så tasken faldt på gulvet med et mægtigt bump. Det bump kunne somme tider få loftet nede hos Yrsas til at drysse småhvide kalkstykker i maden, hvis de ellers sad og spiste på den tid, hvor Stine kom skoletræt hjem.
Det med kalken kom Yrsas mor frem med hver gang, hun var oppe og klage over os.
Der blev klaget mange gange. Mest af fru Olsen og Yrsas mor. Somme tider fik de også viceværten til at gå op til os og sige, at vi ikke var stille nok til at bo i nærheden af andre mennesker.
Viceværten snakkede på to måder. Lige når man havde åbnet døren og hentet far, sagde han alt det ubehagelige om støj og banken og høj musik på en hurtig måde ligesom en tabel eller et vers, mens han kikkede ned i vores måtte.
Når remsen var overstået, så han op på far og nikkede venligt til ham:
- Davs, Krumborg!
- Davs, Svendsen! Sku' vi ha' os en bajer?
Svendsen var altid på vej ud i køkkenet, inden far fik talt ud.
Jeg ved såmænd ikke, om vi larmede meget mere end andre mennesker, når vi lige ser bort fra vores hobbyer
Nu om dage skal man helst have sig en hobby. Der er i hvert fald mange, som siger, at det er sundere for folk at have et eller andet at pusle med end at gå og drysse og få dårlige nerver. Jeg har selv læst om det i en søndagsavis. Ved siden af var der billeder af mænd og damer og børn, som så lykkelige ud med ting, de havde lavet af noget, som alligevel skulle have været smidt væk.
Mor siger tit, man let bliver sur, hvis man ikke gider interessere sig for nogen ting.
Mor kan lave en masse forskelligt. Det lærer man, når man skal være børnehavelærerinde. Men hendes vigtigste hobby er syning. Alting syr hun. Skjorter og bluser og gardiner og kjoler og pyjamasser med striber ned ad benene til far og mig hver jul. Engang satte hun nyt betræk på to af vores lænestole. Det sidder flot endnu.
Til at begynde med havde mor en gammel symaskine med håndsving, men så fik hun mormors trædemaskine, som er endnu ældre. Mor ville ellers hellere have købt sig en elektrisk symaskine, men nu kunne hun ikke nænne det, for så ville mormor måske blive bedrøvet. Hun havde nemlig betalt af på den trædemaskine i flere år og altid sagt, at den skulle mor nok få engang.
Mormors maskine syr også fint, men laver altså en del spektakel. Vi kalder den tærskeværket, fordi den rumler, så det kan høres helt ud på trappegangen. Når den rigtig får lov til at drøne, snurrer alting i stuen. Hvis man går på strømpesokker, kan man mærke, hvordan det ligesom kilder i tæerne, og henne på skabet danser billederne af vores familie omkring, så de kommer til at stå med bagsiderne ud i stuen.
Far har også haft sin hobby temmelig længe. Det er bogbinding. Han har selv lært sig det.
- Jeg var nødt til at finde på noget, siger han. - Mor er jo ikke til at råbe op, når hun har startet tærskeværket.
Selv om det var besværligt at binde bøger ind i en lejlighed, gik far i gang næsten hver dag. Mens mor passede symaskinen, sad far ved spisebordet og havde travlt med at sprætte gamle bøger op, som skulle gøres fine.
Indimellem smilede de til hinanden.
Efter at bøgerne er skilt ad, skal de sys sammen igen - eller hæftes, som det hedder. Senere bliver de limet i ryggen og høvlet på kanterne med en mærkelig bogbinderhøvl, og det ser svært ud. I det hele taget er bogbinding vist en vanskelig hobby, som kræver, at man er tålmodig og fingernem. Der går lang tid med at få bare én bog færdig.
Der er ikke ret meget af bogbinderarbejdet, der er lydløst.
Så kommer vi til Stine.
Hun kan bedst lide at spille plader og sidde og rokke i takt til musikken. Hun holder på, at det lige så godt kan være en hobby, som det far og mor roder med.
Stine har mange plader. Flere af dem kan jeg også godt lide at høre. Pladespilleren står på hendes kommode.
En gang imellem får jeg lov til at komme ind og høre plader, men jeg kan næsten aldrig holde ud at være ret længe derinde, fordi der lugter ad Pommern til af alt det, Stine smører sig med for at komme til at se dejlig ud. Hvis det så endda hjalp!
En dag havde Stine besøg af Per. Det er en af de store fra tiende klasse. Han skulle høre en af Stines nye plader. Da jeg ville ind på hendes værelse og høre med, opdagede jeg, at hun havde låst døren. Så stod jeg ude i entreen og hørte pladen, mens jeg kikkede gennem nøglehullet.
Stine og Per sad henne på sovesofaen og rokkede, og pludselig tog Per fat i Stine. Først troede jeg, han var blevet gal og ville slås, men så opdagede jeg, at han kyssede Stine lige på munden. Det varede en halv plade. Altså en single.
Da pladen var færdig, gik jeg ind i stuen og fortalte mor, at Stine endelig havde fået sig en ordentlig hobby, som man kunne se gennem nøglehullet. Så var mor også ude at kikke. I lang tid kaldte vi Per for Stines hobby.
Selv har jeg altid haft mange forskellige hobbyer. De fleste af dem er stille og indendørs. Jeg samler på frimærker og tændstikæsker og biler. Min bedste hobby er både beregnet til ude og inde. Den har noget med dyr at gøre - altså skeletter af dyr, kranier og forstenede søpindsvin og vættelys. jeg ville måske nok helst have haft forskellige levende dyr, men den slags duer ikke i en lejlighed.
Den eftermiddag, da fru Olsen havde fået vandbomben i stedet for Yrsa, lå jeg længe under min seng og spekulerede. Så snart ringeriet hørte op, tog jeg hænderne væk fra ørerne og sundede mig. Til sidst faldt jeg i søvn.
Da jeg vågnede igen, var de kommet hjem alle sammen.
Jeg hader mest Stine, når hun herser. Hun elsker at herse. Se så at få ryddet op! Skrub hen efter en liter sødmælk! Og meget mere.
Stine er værre end mor, når ungerne i børnehaven har været umulige en lang regnvejrsdag.
Først hørte jeg godt, de gik og spurgte hinanden om, hvor jeg mon var henne i verden, men så opdagede Stine, at jeg lå under min seng. Hun stak nemlig hovedet ind på mit værelse, lige som jeg nøs på grund af et hul i madrassen, som der dryssede støv ud af.
- Jeg kunne lugte, du var her, sagde Stine.
- Nej, hvor er du fuld af løgn!
- Kom frem! Du skal ned med skraldeposen!
Det var min tjans at smide skraldeposen i skakten, som var lige ved siden af Yrsas dør. Det fik jeg en femmer for om ugen.
Samme aften kom fru Olsen og klagede over det med vandbomben.
Hun havde ganske vist ikke fået den i hovedet, men den var eksploderet lige foran hendes sko.
Inde på mit værelse stod jeg og holdt vejret.
- Jeg vil sige Dem, hr. Krumborg, råbte fru Olsen, - jeg fik et alvorligt chok, og jeg var, nødt til at gå op og skifte sko og strømper og tage to nervepiller. I disse tider - man ved jo aldrig!
Indimellem kunne jeg høre min far stønne.
- Deres søn er en rigtig uartig slubbert, hr. Krumborg, og De er endda skolelærer.
Far bliver altid irriteret, når folk kører frem med det. Han siger, at han er helt sikker på, at der både findes skomagerbørn med huller i skoene og bagerbørn, som er sultne.
- Og De er skolelærer, råbte fru Olsen igen.
Det var ikke mærkværdigt, hvis far blev mere og mere sur. Jeg stod inde på mit værelse og kom til at synes, det var synd for ham, at fru Olsen sagde skolelærer så mange gange, når han nu ikke brød sig om det.
- Mads! Kom lige herud et øjeblik! kaldte far med den alvorlige stemme, han bruger, når nogen beklager sig over os.
Først prøvede jeg på at skjule mig bag ved far, men han trak mig helt frem i døren.
Fru Olsen pegede på mig:
- Nå, der er du! Ved du, hvad du er, min fine ven?
Hvad skulle jeg svare? Heldigvis behøvede jeg ikke sige noget, for far var allerede parat med en tale.
- Fru Olsen, sagde han med et suk, - jeg beklager dybt, at min ældste søn har opført sig så forkasteligt over for Dem. Han vil nu give Dem en uforbeholden undskyldning og love aldrig at gøre sligt mere.
Far puffede mig frem mod den vrede dame:
- Nå, Mads! Giv så fru Olsen en undskyldning og sig, at du aldrig vil gøre sligt mere!
Jeg bøjede mit hoved og så på fru Olsens lyserøde tøfler med hvide skindkanter:
- Undskyld! jeg vil aldrig gøre - eh - gøre - eh ...
Far gav mig et ekstra puf:
- Sligt mere.
- Sligt mere! gentog jeg.
Fru Olsen kom med en vrisselyd, vendte sig om og slubrede ned ad trappen.
Sligt! Det var første gang i mit liv, jeg brugte det ord, og jeg gik ind på mit værelse og sagde det flere gange for mig selv. Det var et roligt ord.
Der gik vist ikke mere end ti minutter, før dørklokken ringede igen. Nogle dage er værre end andre.
Far kaldte med samme stemme som før:
- Mads! Kom herud et øjeblik!
Ude på måtten stod Yrsas mor og så fornærmet ud. Bag hende rimpede Yrsa. Og hende havde jeg engang syntes var pæn! I første klasse bar jeg tit hendes taske hele vejen hjem fra skole.
Far tog fat i mit hår:
- Mads, har du smurt noget ækelt sukkervæsen på fru Jensens dørhåndtag?
- Mig? Nej, det ve'grød jeg ikke har!
Yrsas mor vendte øjnene mod loftet, og Yrsa stak sin spidse snude frem og pegede på mig ligesom en hel fru Olsen:
- Jo, det var selv dig, Krumme, for håndtaget bevægede sig, og så kikkede jeg ud ad brevsprækken og så dig.
- Hm! lød det fra far.
- Noget - eh - ækelt sukkervæsen? spurgte jeg og tænkte mig om.
- Nemlig! sagde Yrsa og hendes mor i kor.
Jeg rystede på hovedet:
- Nix! Det er ikke mig.
Far så virkelig ked ud af det. Så skred de to madammer, men de lovede at ringe til viceværten, for de syntes virkelig, der måtte være grænser.
Inde i stuen stirrede både far og mor og Stine på mig, og Grunk kom kravlende og satte sig foran mine sko. Jeg kunne ikke komme til at se nogen steder hen.
- Nå! brummede far.
- Øh! begyndte jeg.
- Nå!
- Altså, jeg var nede med skraldeposen - ikke, og så røg der en tom honningdåse ud, og da jeg samlede den op for at putte den ned igen, var den alligevel ikke helt tom - vel! Og så kom jeg til at smøre lidt på Yrsas dørhåndtag. Honning - altså! Og sligt kan man da ikke kalde for noget ækelt sukkervæsen.
Foruden Yrsas nedenunder og Olsens i stuen dl venstre var der fire familier til i vores opgang, som godt kunne finde på at komme op og fyre en hel masse sure ord af. Hansens, som boede på tredje sal over for os, var tunghøre og rare. De smilte altid venligt, når man mødte dem på trappen. Fru Hansen var også flink at gå i byen for. Hun gav mig tit en krone for det.
Selv Grunk, som kun var to år, blev der klaget over en dag, da vi var alene hjemme en times tid, fordi Stine var henne hos Lise og skrive nogle regnestykker af.
Grunk kan skrige meget højt. Den dag skrålede han, så det måtte kunne høres rundt om jorden.
Det kan være, det er noget med tænder, sagde jeg til mig selv, mens Grunk lå og kom til at ligne et rødkålshoved mere og mere. Jeg bøjede mig ned og prøvede at komme til at kikke ham ind i munden. Det var umuligt. Så stak jeg en finger i munden på ham for at føle på hans gummer. Der var vådt derinde. Grunk blev stillere, men mere rød i hovedet. Da jeg hev min finger ud igen, kom der et sammensparet hyl.
Et minut efter ringede det på døren.
Grunk skreg videre alene, mens jeg gik ud for at lukke op. Det var fru Bertelsen første sal til højre. Hun er en tyk dame med en stor hylde oppe foran, som gynger, når hun skælder ud.
Grunks skrig fløj ud i opgangen og gav genlyd. Derfor var det ikke let for mig at høre, hvad fru Bertelsen sagde, men hun gyngede mere og mere med sin hylde, så jeg blev bange og smækkede døren i.
Inde i soveværelset skyndte jeg mig at finde på forskelligt, man kan gøre ved små børn, der bliver ved med at vræle, når de har sovet til middag.
Først hentede jeg nogle klementiner i køkkenet. En af dem passede lige til Grunks mund. Den sad som en prop, og de lyde, han nu kom med, var ikke noget at tale om. Til gengæld begyndte han at slå med armene og sparke med benene.
Min fidus duede kun et øjeblik. Pludselig lød der et vådt svup, og så røg klementinen ud af Grunks hoved og landede helt henne i vindueskarmen.
Nyt skærende Grunk-hyl.
Min hjerne arbejdede, så den var lige ved at koge. Jeg så mig om i værelset for at få en ny idé.
I mors skuffe fandt jeg en rulle hæfteplaster, klippede hurtigt et stykke af og fik det anbragt over Grunks mund. Nu måtte han da for søren tie stille.
Plasteret sad kun et halvt minut, jeg blev nødt til at hive det af igen og klippe et lille hul i det, for at der kunne komme luft ud og ind. Grunk var nemlig for snottet til, at han kunne trække vejret gennem næsen.
Grunk er en dygtig dreng. For første gang i sit liv lå han og fløjtede. Det passer. Han fløjtede gennem plasterhullet. En kort tone ganske vist, men tydelig nok.
I det samme satte mor nøglen i døren, og jeg skyndte mig at fjerne plasteret og stikke det i lommen, for hun kan ikke fordrage, vi roder i hendes skuffer.
Mor havde i lange tider gået og sagt, at det var meget godt med frimærker, tændstikæsker og den slags som hobby, men drenge har bedst af hobbyer, hvor de skal ud på lange ture i frisk luft for at få fat i det, de samler på.
Derfor var jeg glad, da jeg fandt på min ny hobby. Ganske vist kom den til at lugte i begyndelsen, men det var ikke med vilje.
En dag skulle der graves ud til et nyt stort hus ikke ret langt fra, hvor vi boede. Der havde stået næsten en hel side om det hus i avisen.
Gravemaskinen tog sig nogle ordentlige mundfulde. Den lignede en sulten kæmpe, der ikke har lært at spise pænt, for den proppede sig for meget, og så røg det halve ved siden af.
Lars og jeg sprang rundt på jordbjergene og kikkede på alting. Lars bor i nr. 12.
Indimellem blev vi skældt ud af mændene, fordi vi kom for nær på gravemaskinen. Det kan også være farligt. Tænk, hvis den satte sine blanke stål tænder i en!
Det var mig, der først fik øje på den døde kat. Jeg så den i samme øjeblik, den smuttede ud ad gabet på gravemaskinen. Skønt der stod en mand og truede ad mig, fik jeg hevet katten til side med en kæp.
- Hvad er det, du bakser sådan med? råbte Lars.
- En meget død kat, sagde jeg. - Den er skelet flere steder.
- Føj, hvor ser den led ud!
- Den skal være min hobby.
- Hvordan det?
- Jeg vil samle på kranier af alle mulige dyr og have dem stående på en hylde og se flotte ud.
- Puha! Det der bliver aldrig til et kranium.
Jeg snusede op et par gange og pirkede til katteliget:
- Man kan bare koge hovedet et stykke tid i en gryde. Så skal det nok blive hvidt og pænt.
Det gjorde jeg så en dag, mor havde fri fra børnehaven og var kørt hen til tante Oda med Grunk for at vise ham frem.
I en uges tid havde jeg haft kattehovedet liggende i en plasticpose nede i vores kælderrum. Det kunne let være i en almindelig gryde.
Selv om alle køkkenvinduer stod på vid gab, kom der til at lugte underligt i hele lejligheden.
Det var ikke ligefrem nogen behagelig lugt.
Jeg proppede vat i begge næsebor og trak vejret gennem munden. Der var ikke så rart i køkkenet, mens hovedet kogte, men jeg turde ikke gå ind i stuen. Jeg var nødt til at holde øje med gryden. Den skulle ikke så gerne koge over.
Lugten blev værre og værre.
Da det ringede på døren, stillede jeg kogepladen på nul og listede ud og kikkede gennem brevsprækken for at se, hvem det var.
Tiden var fløjet fra mig.
Ude på trappen stod mor og Grunk foran tre koner. De holdt sig alle sammen for næsen og så stramme ud. Mor måtte have glemt sin nøgle, siden hun ringede på.
Der var ikke andet at gøre end at lukke op. Mor gav sig ikke engang tid til at sætte Grunk ned på gulvet. Hun skyndte sig ud i køkkenet. De tre andre damer lå lige i hælene på hende.
Hurtigt smuttede jeg ind på badeværelset.
Lidt efter blev der banket hårdt på døren.
- Sig mig, hvad er det dog, du laver? spurgte mor med høj stemme.
- Mig? Jeg er på wc.
- Vrøvl! Jeg mener selvfølgelig i køkkenet. Her stinker jo i hele huset.
~ Jeg ~ eh ~ koger bare en - eh - død kat - altså kun hovedet.
Nu skreg mor nærmest:
- En død kat! I min bedste gryde!
Hold da op! Sikke en panik! Og det hjalp ikke det mindste, at jeg sagde dl mor, at hun selv flere gange havde bedt mig om at samle på noget, som man skal tage langt ud i naturen for at finde.
Resten af dagen gik jeg rundt og troede, jeg var forkølet.
Først om aftenen kom jeg i tanke om, at jeg midt i al balladen havde glemt at pille vattet ud af næsen.
Det endte med, hele opgangen kom og klagede over os. Undtagen Hansens, som vi altid har været gode venner med. De var ældre rolige folk og flinke til at passe Grunk, når vi skulle ud om aftenen uden ham.
Yrsa nedenunder havde besøg af sin oldemor.
- Fru Jensen får alt, sukkede mor, når der var et eller andet, hun gerne ville have, men som far sagde, vi ikke havde råd til.
- Fru Jensen får alt. Sorte lædermøbler, farvefjernsyn og opvaskemaskine.
- Ja fortsatte jeg, - og Yrsa er den mest forkælede i hele blokken. Hun har både minicykel og en oldemor med hvidt hår.
Lars kom op til mig om eftermiddagen. Far var henne på skolen og slibe værktøj, mor var i børnehaven, og Stine havde slæbt Grunk med hen til Per.
Mig og Lars var altså helt alene i lejligheden.
Mens jeg lavede kaffe og smurte honningmadder, havde Lars fundet mors soyaflaske - det er sådan en plasticfidus. Køkkenvinduet stod på klem, og så fik Lars lyst til at prøve, hvor langt man egentlig kan sprøjte soya ud fra tredje sal.
Ikke ret langt. Det meste ramte muren og løb lige ned på fru Jensens køkkenvindue.
Selvfølgelig blev jeg gal på Lars og sagde, han var et fjols, fordi han havde svinet på fru Jensens vindue, og jeg fortalte ham om alle de gange, Yrsa og hendes mor havde været oppe og skælde ud over mig.
Lars blev også helt forskrækket.
- Guus, nej! udbrød han. - Tror du ikke hellere, vi må stikke af! Så tror de måske bare, det er en solsort.
Jeg kikkede ned på fru Jensens vindue:
- Så store solsorte findes ikke til.
- Vi spæner alligevel, vedblev Lars, og han stod allerede og trippede ved døren med en honningmad i hver hånd.
- Nej, vi gør ej, sagde jeg, for siden jeg kogte katten, har jeg lovet min mor at være en, som folk aldrig bliver gale over, og der er kun gået tre dage.
Først stak vi vores kost ind under den varme hane, og så lå jeg på maven i vindueskarmen og prøvede at feje soyaen væk, mens Lars klamrede sig til mine ben.
Snart var hele fru Jensens køkkenvindue brunt.
Man bliver hurtigt træt af at hænge med hovedet nedad, og jeg stønnede til Lars, at han skulle hale mig op igen. Det var sværere, end vi havde regnet med.
- Jeg tror, jeg skal hjem nu, gispede Lars. - Klokken er vist mange.
- Du bliver her! sagde jeg og spærrede ham vejen til døren. - Er det måske ikke dig, der har været dum med den soyaflaske?
Et stykke tid stod vi og tænkte hver for sig.
- Du, ivrede Lars med ét, - jeg har engang læst om en mand, der flygtede fra et værelse, nogle banditter havde spærret ham inde i, ved at hejse sig ud i et lagen. Hvis du nu ...
Hurtigt for jeg ind på mit værelse og flåede lagenet af min seng. Ude i køkkenet bandt vi det ene hjørne af det fast i den stang, der går midt i vinduet.
Lars rakte mig en våd karklud. Han skulle passe på knuden, mens jeg hang i lagenet.
Der var ikke tid til at være bange.
Det var let nok at komme ned til den brede gesims - eller hvad det nu hedder - ved Jensens køkkenvindue. Der stod jeg meget godt.
Oppe fra vores vindue smilede Lars opmuntrende ned til mig og sagde, at knuden så stærk ud. For en sikkerheds skyld holdt han godt fast i snippen.
Det var ingen kunst at tørre ruden med den ene hånd og holde fast i lagenet med den anden.
Jeg har hørt noget om, at man kan undgå at blive svimmel, hvis man lader være med at se ned. Jeg ved ikke, om jeg har let ved at blive svimmel, men jeg havde så travlt med at vaske soya af det vindue, at der slet ikke var tid til at nyde udsigten.
Der må være meget farvestof i soya. Det er vel derfor, det også hedder kulør. Selv om jeg tørrede og tørrede, blev vinduet ved med at se brunt ud.
Hvis ikke Yrsa havde haft den oldemor, skulle jeg nok have fået al farven væk. Pludselig kom hun ud i køkkenet. Og der hang jeg og dinglede i mit lagen.
Da hun fik øje på mig, stod hun helt stille med åben mund og så ud, som om hun troede, hun havde mødt et spøgelse for første gang i sit liv.
Jeg skyndte mig at vinke med karkluden til den gamle dame.
- Det er bare mig, råbte jeg. - Krumme - oppe fra tredje sal til højre.
Det hjalp ikke. Yrsas oldemor begyndte at skrige højt og kalde på folk.
Den aften var det så hele opgangen - på nær Hansens - kom og klagede i en lang række med Yrsa og konerne forrest og mændene hele vejen ned ad trappen.
Mens Yrsas mor råbte en forfærdelig masse om mig, stod de fleste af mændene og tændte piber eller pillede ved et eller andet, de havde opdaget på væggen.
Oppe hos os fyldte mor og far hele døren. Der var slet ikke plads til Stine og mig. Jeg satte mig på hug og spejdede ud mellem fars ben.
Det var ikke småting, Yrsas mor fik revet af sig, og Yrsa stod selvfølgelig ved siden af hende og nikkede.
- Fordi De er skolelærer, hr. Krumborg, skal De ikke tro, De kan tillade Dem alting, begyndte Yrsas mor.
- Skolelærer, skolelærer, skolelærer! rungede det i opgangen.
Nu måtte far da sige noget.
Men nej, han tog det roligt og lod fru Jensen rase ud. Hun gav den også hele armen.
Yrsas oldemor var nær død, da hun så mig hænge uden for vinduet. Hun nåede aldrig at få lavet kaffe. Og nu kunne det være nok med vores råben og skrigen og banken i gulvet og dans døgnet rundt.
Det sidste syntes jeg, var for frækt, og jeg stak hovedet ud mellem benene på far og råbte:
- Mig og Stine danser aldrig, nej vi gør ej! Vi slås kun.
Pludselig blev der helt stille på trappen, og jeg hev mit hoved ind igen og rejste mig op.
Mor vendte sig om og gjorde noget mærkeligt. Hun strøg mig over håret. Endnu mere forbavset blev jeg, da jeg lagde mærke til, at hun stod og gjorde sig umage med at passe på ikke at komme til at le.
Da der havde været stille lidt, hørte jeg far trække vejret dybt.
- Kære fru Jensen, sagde han så, - hvis De ikke har mere at sige, har De forhåbentlig ikke noget imod, at vi trækker os tilbage nu. Jeg vil gerne tale lidt med min søn, inden tv-avisen begynder, forstår De. God aften, fru Jensen! God aften, de damer og herrer!
Far nikkede høfligt til Yrsa og fru Jensen og alle de andre koner og mænd og lukkede døren ganske stille.
Inde i stuen roste mor, Stine og jeg far meget for, at han næsten aldrig bliver hidsig over for fremmede mennesker.
Også den aften dukkede vicevært Svendsen op og stod foran far og stirrede ned i måtten, mens han leverede sin klageremse i en vældig fart, fordi han var mere tørstig, end han plejede at være.
Mens far og Svendsen drak øller i køkkenet, sad mor, Stine og jeg inde i stuen og fandt ud af, hvor meget dårligt man kunne sige om vores lejlighed. Vi havde ellers tit snakket om, hvor heldige vi var i forhold til så mange andre mennesker, at vi boede i en god, lun lejlighed på et værelse og tre kamre. Men hvad kan det nytte, en lejlighed er god og billig, hvis man skal gå på strømpesokker og hviske til hinanden hele sit liv, fordi alle de andre i huset ikke kan tåle, at man rører lidt på sig.
Mor syntes, det kedeligste ved lejligheden var, at badeværelset og toilettet lå lige ved siden af stuen, så man let kunne høre lyde derudefra.
Til daglig kunne det nok gå, men når vi havde gæster, blev mor underlig, hvis en af dem gik på toilettet. Enten gav hun sig til at snakke meget højt om sin børnehave, eller også begyndte hun at synge. Det kom an på, hvor meget vin eller snaps, vi havde drukket til maden. Mor kunne altid komme i tanker om en skæg historie fra børnehaven lige i det rigtige øjeblik, og børnesange kan hun mindst hundrede af udenad.
Engang vi havde besøg af onkel Otto og tante Oda, fandt mor på, at vi skulle råbe hurra, mens onkel var ude, og så kunne vi endda ikke overdøve ham alligevel.
Både mor og Stine og jeg var enige om, at det lyder jollet at råbe hurra midt i kaffe med småkager, når der ikke er noget at råbe hurra for.
Nu vi er ved det med badeværelset, så er man faktisk nødt til at have to, når man er i familie med sådan en som Stine, fordi hun er derinde næsten altid. Hvis vi skal lede efter hende, tager vi først i døren til badeværelset. Skal mor til at vaske op efter middagen, er Stine med garanti midt i at vaske sit lange hår eller noget undertøj, som skal hænge og tørre på radiatoren.
Hos Stine betyder et øjeblik mindst en halv time, og så kan resten af familien ellers danse stepdans foran døren til badeværelset.
Om morgenen skal Stine have smurt sit ansigt i en masse forskelligt, som alligevel bliver dækket af hendes hår. Det allerlangsomste er at sætte sorte streger ved øjnene for at komme til at se gammel ud. Om aftenen skal det hele gnides af igen. Det kan også godt tage en farlig tid.
Hvis jeg skulle vaskes hver dag, ved jeg ikke, hvordan jeg skulle nå at komme i skole.
- Bare vi havde nogen penge! sagde mor. - Så kunne vi købe et stort, gammelt, billigt hus.
- Med to toiletter, nikkede Stine.
- Tre, sagde jeg, - så kunne du smøre blå øjenskygge over hele kroppen hver morgen, hvis det skulle være.
Stine drejede hovedet mod mig:
- Skæppeskønt at høre en loppe gø.
- Øv! Tror du ikke, jeg ved, at du maler dig så meget, fordi du har bildt Per ind, at du er femten!
- Vel har jeg ej.
Stine smed en avis efter mig, men jeg nåede lige at gribe den.
- Så, så, så! sagde mor. - Kan I nu holde fred! Det er da nok, alle de andre i huset skælder os ud. Vi behøver ikke gøre det selv.
Stine snøftede hånligt:
- Møgunge!
- Sminkedulle!
- Så er det godt! Mor så vred ud nu.
Jeg begyndte igen at tænke på et stort, gammelt hus. Mægtigt - hvis man kunne få sig en hund og en kat, to hamstere og et par hvide, rødøjede kaniner, som hurtigt fik masser af unger.
Efter den anden øl lovede far Svendsen, at vi skulle gøre os umage med at være stille altid, og Svendsen sagde tusind tak og undskyld og listede ned ad trappen.
Til sidst blev det sådan, at der overhovedet ikke var nogen, der kunne lide os mere. I hvert fald ikke mig. Selv om jeg sagde pænt goddag, fru Jensen, og hej, Yrsa, når jeg mødte dem, kikkede de lige forbi mig, som om jeg var luft.
Henne i skolen knejsede Yrsa mere, end hun nogen sinde havde gjort, og jeg er sikker på, hun bildte de andre tøser en bunke løgn ind om os. Der er altid et par af dem, der er helt vilde med at gå med Yrsa under armen i frikvarteret. De vil hellere gå og dame den, end de vil lege med os andre.
I flere dage var vi lydløse. Mor lod tærskeværket hvile og nøjedes med at strikke. Far pillede kun bøgerne fra hinanden og hæftede dem. Det er det mest stille ved bogbinderi. Stine skruede ned for pladespilleren og lod være med at slå takt med foden i gulvet. Hobby-Per gik på tåspidserne hele vejen op ad trappen, når han skulle besøge os. Det var en af grundene til, at mor sagde til far, at hun syntes, Per var sådan en tiltalende ung mand.
- Per? sagde far. - Hvem er Per?
- Jamen, ham kender du da, Jens. Per er Stines ven.
Far rystede på hovedet.
- Har aldrig hverken hørt eller set ham, men jeg er jo også vant til at blive holdt uden for alting her i huset.
- Mor mener Stines hobby, sagde jeg.
- Nå ham, gryntede far og rakte ud efter hæftetråden. - Selvfølgelig kender jeg ham. Hedder han Per?
Man kan vist blive mærkelig af at binde bøger ind. Far går tit i sine egne tanker, og selv om han svarer nogenlunde fornuftigt på det, man spørger ham om, kan man ikke være sikker på, han har hørt ordentligt efter alligevel.
- Jeg synes, vi skulle prøve, om vi kan finde et gammelt, billigt hus, sagde mor en aften og klirrede med strikkepindene.
- Hm! sukkede far og hæftede videre på sin bog uden at se op.
- Der står nogen i avisen hver dag, fortsatte mor.
Far så på mor:
- Hvad står der i avisen, siger du?
- Huse.
Nu rystede far på hovedet:
- Huse?
- Ja, huse, som er til salg.
Med ét var far opmærksom:
- Du siger ikke, at vi skal til at køre hele den hussnak en gang til!
- Jamen, du sagde jo næsten ja lige før - i hvert fald hm!
Far virrede med hovedet:
- Umuligt! Jeg har ikke vidst, hvad jeg hm-ede til. Du må virkelig tale noget højere, når det er den slags rædsomme problemer, du kører frem med.
- I et hus kunne du få dig en hobbykælder, hvor du kunne binde bøger ind uden at behøve at rydde det hele til side hver dag.
- Ja, det er godt med dig, mumlede far. - Og du har vel pengene, vi skal købe det hus for, ikke? Dem har du lige så stille lagt til side af dine børnehavepenge og husholdningspengene, kan jeg regne ud.
Der var stille lidt. Far sad og kløede sig på hagen.
- Stik mig lige avisen! sagde han så, - og lad mig se, hvad det er for huse, du sidder og fabler om.
De næste dage brugte far meget tid til at ringe rundt til hele vores familie. Han var også inde i flere banker. Mindst en uge havde han travlt med at låne penge af alle dem, der godt ville. Derfor gemte jeg min store røde sparegris i min ene gummistøvle.
Huse koster mange tusinde kroner, men man behøver ikke betale alle pengene på en gang. Det havde far heller ikke tænkt sig.
Vi var ude at se på mange. Der stod om dem i avisen, at de var store og flotte og havde nok af værelser og wc-er. Når vi så kom ud og skulle se dem, var de små og grimme. Hvis der var gammeldags gardiner eller en hund, der gøede tæt ved lågen, ville mor ikke engang indenfor.
Et stykke uden for byen så vi på et helt nyt hus. Det var en meget tyk mand, der viste os det. Han havde dobbelt så mange hager som far og blev ved med at gentage, at huset var så billigt, at man skulle tro, det var løgn.
Hver gang den tykke mand så den anden vej, blinkede mor til far og rystede på hovedet.
På vejen hjem sagde mor, at hun ikke kunne tænke sig at købe så meget som et blækhus af den mand. Han så alt for lumsk ud.
Hver gang, vi havde været ude at se et eller andet dårligt, dyrt hus, blev vi så glade for vores lejlighed, når vi kom hjem.
Alligevel købte vi til sidst et hus af en rar dame. Det var hverken stort eller billigt, men til gengæld heller ikke særlig gammelt. Der var kun ét toilet, men solen skinnede, og ude i haven voksede der pæretræer og æbletræer med mange pærer og æbler på, og der groede flotte blomster fra fremmede lande. Flere af dem hedder noget på latin.
Vi var henne at se på det hus mange gange. Per var også med, og damen troede, han og Stine var rigtige kærester, og Stine blev rød i hovedet inde under sit lange hår, fordi jeg fortalte damen, at Per kun var Stines hobby.
Grunk har også været med ude at se på huse. Ham kunne man bare ikke regne med. Han sagde grunk til det hele, lige meget hvordan det så ud.
Femte gang vi var henne at se den rare dames hus, skrev far sit navn på et stykke papir. Det var tegn på, at han havde købt huset. Bagefter gik han rundt og bankede med knoerne på murene for at være helt sikker på, at huset var solidt nok.
Hjemme i gården ved blokken havde ungerne skrevet med kridt om os på fliserne. Krummerne er dumme, stod der. Ud med Krummerne. Til at begynde med tævede mig og Lars nogle af de mindste, men vi gad ikke blive ved. Jeg er sikker på, det var Yrsa, der fik dem til at gå og skrive den slags.
Den dag, vi flyttede, kom alle børnene også og stillede sig rundt om flyttebilen og gloede på vores møbler, som så små og afrakkede ud i solskinnet.
Hver gang jeg kom bærende ned med noget, råbte mange af ungerne:
- Krummerne flytter! Krummerne flytter! Heja, heja, heja!
Som om vi var en landskamp.
Jeg gad ikke blive gal, men skyndte mig at tænke på alle de forskellige dyr, man ikke må have i en lejlighed, men godt kan få plads til i et hus med en have udenom.
De flyttemænd vi havde, var ikke så gamle, men stærke alligevel. For resten kom Per også og hjalp til.
Begge flyttemænd kunne drikke bajere uden at synke. Øllet løb lige ned og gav kræfter med det samme.
Det sidste, vi skulle have ned i flyttebilen, var vores store skab. Da mændene fik halet det ud fra væggen, gik de først rundt om det et par gange og kikkede det efter i alle kroge og kanter.
- Det er for stort til at kunne komme ned ad trappen, mente den ene.
- Vi skiller det ad, sagde den anden.
- Er du vild, mand! Der skal pilles mindst tusind skruer ud.
Pludselig fik den yngste af dem et nyt glimt i øjnene.
- Du, sagde han så, - vi hejser det sgu ud ad vinduet.
- Nej, protesterede mor, - det kan man da ikke.
- Rolig, lille frue, rolig! sagde flyttemændene i kor. - Det er vores bedste nummer. Vi har hejst både klaverer og flygler ud. Nu skal De bare se!
Først blev der bundet et reb om skabet både på langs og på tværs. Et langt tov blev smidt ud ad vinduet. Det skulle den ene flyttemand stå og hale i for at holde skabet ud fra muren.
Far, Per og jeg tog fat i det tykke hejsereb sammen med den anden flyttemand, mens mor og Stine tog Grunk med ud i køkkenet. De sagde, de ikke kunne tåle spænding.
Nede i gården blev alle børn jaget hen på den anden side af sandkassen.
- Så er jeg klar, råbte flyttemanden dernedefra.
Vi begyndte at fire. Forsigtigt. Små nyk. Støn og suk. Flyttemandens øjne strålede og fløj rundt over det hele.
- Hej! råbte han til sin makker i gården.
- Hej! lød det tilbage.
Skabet lå på den ene side i vindueskarmen.
- Vi vender det i luften! jublede vores flyttemand. - Langsomt! Los! Langsomt!
Vores dyre skab dinglede ud i sommersolen. Ovre bag sandkassen stod alle børnene stille med sammenknebne øjne.
- Så vender vi dyret!
Flot.
- I kan sgu jeres kram, stønnede far og tørrede lynhurtigt sveden af panden.
Jeg skævede til Per. Han så sammenbidt ud.
Jo, skabet kom godt nok ud. Det nåede også pænt og roligt ned foran Yrsas vinduer.
Men!
Men - med ét sagde rebet noget. Det knagede tørt.
- Pas! skreg flyttemanden.
Et halvt sekund efter lød der et kæmpebrag nede fra gården. Jeg blev kold som is på ryggen.
Mens alle sandkasseungerne hylede som vilde, kikkede flyttemanden, far, Per og jeg ud ad vinduet.
Vores fine skab var blevet til et puslespil for viderekomne.
Rundt om i ejendommen var der koner i alle vinduer. Også mænd hist og her.
- Du, far, sagde jeg med hjertet i halsen, - det er sagomelme det bedste rabalder-drøn vi har lavet, mens vi har boet her! Se, hvor de glor alle sammen!
De første dage havde vi flyttekasser i alle værelser. Hele huset lignede en rodebutik. Det var ikke til at forstå, at der nogen sinde skulle kunne blive hyggeligt.
- Hvornår skal vi have den hund? spurgte jeg mor.
- Hvad for en hund! sagde hun med underlig stemme, fordi hun stod med sit hoved inde i køkkenskabet. - Vi skal ingen hund have.
- Så bare en kat.
Det gav et ryk i mor. Hun havde nær tabt en hel stabel kopper fra det fine stel.
Jeg havde glemt, at hun har det med katte, som mange andre damer har det med mus eller edderkopper eller kålorme med hår på ryggen. Blot mor ser et billede af en kat, er hun parat til at ryste og få gåsehud.
Far fik ikke tid til at binde bøger ind i sin kælder lige med det samme. Huset var nemlig i stykker hist og her. Der gik også flere uger, før mor kom videre med sin syning. Tærskeværket havde måske også godt af at hvile sig. Det havde ikke haft ferie i flere år.
Mor malede køkkenet lyseblåt, mens Stine og jeg skændtes om, hvem der skulle holde Grunk på afstand.
Det er et held, far er sløjdlærer, for så kunne han selv lave mange af de fejl, huset havde.
Vores badeværelse var mystisk. Det så pænt nok ud, efter at far havde hvidtet loftet og malet væggene i en grøn farve og givet alle rørene sølvbronze. Det virkede bare ikke så godt.
Hver gang, vi tog bad, sivede der vand ned i kælderen og ud i garderobeskabet i entreen.
Til sidst kravlede far ind mellem alle frakkerne i det skab og slog hul i væggen med en mejsel og en murerhammer, så man kunne se badekarret, når man lyste med en lommelygte. Jeg blev sat til at fylde badekarret med vand og hive bundproppen op.
- Aha! hørte jeg far råbe inde i skabet. - Aha! der har vi skandalen.
Jeg satte mig ind ved siden af ham med min egen lommelygte. Afløbsrøret fra badekarret var rustent, og to steder piblede vandet ud og lavede en hel lille sø, som et par spåner sejlede rundt i.
- Badekarret ser sundt nok ud, mumlede far, - men røret er sygt, meget sygt.
Mor, Stine og Grunk kom og kikkede på det syge rør. Når frakkerne blev puffet til side, kunne vi lige netop være i skabet alle sammen på en gang.
- Kan vi nu slet ikke tage bad? spurgte jeg, da far og jeg igen var alene.
- Glæd dig ikke for tidligt, sagde far. - Jeg skal susme nok få tættet det møgrør.
Det var lettere sagt end gjort.
Først måtte hullet i væggen hugges større, så far kunne komme til at skrubbe rust af røret med en stålbørste. Da det var gjort, købte han en tube med noget plastic, som blev smurt på de utætte steder.
Det er ikke nemt for en stor mand at arbejde inde i et skab gennem et hul i en væg. Far kom til at svede, og han bandede rædsomt for sig selv flere gange. Jeg tørrede sveden af hans pande og bandede lidt med, uden at han opdagede det. Vi var to mænd på svært arbejde.
Spændende var det, da jeg hældte vand i badekarret igen.
- Er du klar, Mads?
- Ja! Så lader vi bundproppen gå!
Allerede inden jeg nåede ned ad trappen og ind i skabet, havde jeg hørt fars opgivende stønnen.
- Der er saftsuseme også hul på bagsiden af det elendige rør, sagde han med et dybt suk.
De huller, vi først havde opdaget, var tættet nu, men det var umuligt at komme til at se bagsiden af røret.
Vi satte os i hver sin ende af skabet og trak dørene til. Hvis ikke det badekar havde været i stykker, kunne vi have siddet og snakket hyggeligt om vores barndom. Jeg lyste på far med min lygte. Han så bedrøvet ud. Det er også ærgerligt at låne mange penge både af sin familie og i en bank og så bruge dem til et hus med utæt badeværelse.
Endelig rejste far sig og åbnede skabsdøren. Ude i entreen ledte han efter noget i den øverste skuffe i kommoden. Lidt efter sad han igen foran hullet i muren. Han havde hentet et lille lommespejl. Når det blev anbragt inderst under badekarret, skulle man bare lyse på det med en lommelygte, så kunne man se bagsiden af rustrøret. Mægtig smart, ikke! Det er vist ikke alle fædre, der kan regne den slags ud.
Heldigvis var røret kun utæt et sted til, men der gik alligevel en halv times tid med at få det ordnet. Vi kaldte på mor, for at hun skulle komme og se, hvor dygtige vi var til at kurere syge afløbsrør. Mor sad imellem os, og far og jeg lyste med begge lommelygter på en gang. Ikke en dråbe vand kom der den forkerte vej ud nu.
Både mor og jeg roste far meget. Han sad i bunden af skabet og så stolt ud.
Hullet i væggen blev ikke muret til igen. Far satte en lille karm i. Hver gang nogen har været i bad, går han ud og lyser på røret under badekarret for at se, om det bliver ved med at holde tæt. Hvis vi en dag vinder mange penge i et lotteri eller i tipning, kan vi gemme dem under vores badekar. Ingen tyve vil finde på at lede der.
Da jeg et par dage senere kom hjem fra skole, stod der en lille, sort kat foran vores dør og mjavede. Den var ikke spor bange for mig, men spandt og gned sig op ad mit ben, selv om jeg sagde, at den nok hellere måtte skynde sig hjem.
I samme øjeblik, jeg lukkede døren op, smuttede katten indenfor. Måske var den ensom. Katten og jeg var de eneste i huset. Mor var ikke kommet hjem fra børnehaven endnu, og Stine havde lovet at køre tur med Grunk.
Jeg viste den lille sorte kat, hvor pænt vi bor, og den mjavede høfligt flere gange. Efter at have været rundt i hele huset - undtagen krybekælderen - drak vi noget kold mælk i køkkenet og sad lidt og så hinanden i øjnene. Den sorte kat havde ildøjne. Det var, som om de brændte igennem én. Jeg blev underligt tilpas, men hver gang, jeg drejede hovedet væk, fik jeg lyst til at se ind i kattens øjne igen.
Vi snuppede os en tår mælk til og kikkede videre på hinanden. Jeg prøvede også at spinde. Det er en god måde at snakke med en kat på. Vi skulle nok have blevet gode venner, hvis ikke mor var dukket op ude på fortovet.
Som et lyn slog det ned i mig, at mor jo er mere bange for en kattekilling end for det værste uhyre.
Hvad nu?
Fat i katten! Ud af køkkenet! Op med garderobeskabet og katten ind under badekarret!
Det er lige ved at være det dummeste, jeg nogen sinde har gjort
Da mor kort efter skulle hænge sin frakke ind i skabet, holdt jeg mig for ørerne. Alligevel var hendes skrig som en syl i begge mine trommehinder, så rædselsslagen blev hun, da katten sprang ud i hovedet på hende som en ildøjet sort raket.
Nu får vi sikkert aldrig andre dyr end fluer, myg og stankelben.
Det er skægt at flytte ind i et brugt hus. Sikke meget, man skal have ordnet! Man føler sig som en nybygger.
Nede i kælderen står oliefyret. Det giver et lille snøft, når det sætter i gang. Der sidder forskellige dimser på det. Blandt andet en rød knap, som lyser, hvis der er noget galt. Måske kan der komme forstoppelse et eller andet sted. I dysen for eksempel. Dysen, ja. Inden vi flyttede, anede jeg ikke, at der var noget, der hed en dyse. Nu ved jeg, at det er en lille metaltingest, som olien skal komme ud af - så den kan brænde.
Allerede en uge efter, vi var rykket ind i huset, lyste den røde lampe på fyret. I næsten en halv time stod far og jeg og ventede på snøft. Der kom ikke noget.
Far bankede på fyret hist og her og lyste ind i det med lommelygten. Det så sort og dødt ud.
Vi snakkede lidt om, at den røde knap - som blev ved med at glo på os - vist var beregnet til at trykke på, altså ved mindre uheld. Men hvem sagde, det her var et mindre uheld! Ingen af os turde trykke på den knap. Måske kunne sådan et fyr ryge i luften og vælte det meste af huset, som slet ikke var betalt og nymalet flere steder.
Det endte alligevel med, far tog mod til sig, trak vejret godt ind, kneb øjnene sammen og satte sin tommelfinger på den røde knap. I tide havde jeg gemt mig bag vores gamle kommode, som mor fik af mormor sammen med tærskeværket.
Sikke et supersnøft fyret kom med!
Det lød som en forkølet elefant. Og det pustede en masse sort røg ud, klaprede med lågen og rystede sig, som om det ville sætte af og flygte ud af kælderen.
Far sprang hen til kontakten på væggen og slog strømmen fra. Han lå på det nærmeste vandret i luften, selv om det er flere år siden, han har gået til gymnastik sammen med nogle andre mænd for ikke at få bilmave.
- Sådan et hysterisk fyr! gispede far. - Hvad mon det bilder sig ind! Nu kan det få lov til at køle af, ja, det kan.
Da far kom hjem fra skole næste dag, havde han snakket med en fysiklærer om fyret. Han mente, at vi godt kunne prøve at starte det igen. Hvis der ikke var noget særligt i vejen, ville det sikkert gå i gang. Men vi måtte hellere være forsigtige, for man vidste jo aldrig. Måske fløj renselemmen af skorstenen. Det havde ham fysiklæreren selv engang været ude for, og sådan en jernlem er ikke rar at få i hovedet
Hverken far eller jeg var spor ivrige efter at pille for meget ved det oliefyr.
For en sikkerheds skyld tog vi vat i ørerne og skindhuer på. Ganske vist havde far ikke selv nogen skindhue, men han fik lov til at låne mors. Den kunne godt dække det vigtigste af hans hoved.
Ude i haven fandt vi en lang kæp. Far drak en øl - jeg fik en cola - og vi så hinanden i øjnene og skålede. Med kæppen kunne vi nå kontakten henne fra krogen bag mormors kommode. Vi sad i dækning lidt og tænkte alt igennem. Jeg kunne se, far sagde noget, men først da jeg fik smøget skindhuen op og taget vattet ud af ørerne, kunne jeg høre ham.
- Mads! råbte han, - jeg tror, det er bedst, du går op og får kvinder og børn ud af huset, jeg mener, hvis ...
Jeg skyndte mig op og fik mor, Stine og Grunk bragt i sikkerhed. Mor huskede at tage sin cigarkasse med husholdningspengene med ud på græsplænen.
Igen lå vi to mænd på lur bag kommoden. Kun det ene øje havde jeg åbnet, men mit hjerte bankede også temmelig hurtigt.
Far bed tænderne sammen. Hans hånd med den lange kæp rystede lidt. Det var slet ikke så ligetil at ramme kontakten henne over fyret.
Så! Nu!
Nej, det var en smutter.
Men nu!
Jeg krummede mig sammen og holdt vejret.
Lidt efter tog far fat i min arm. Jeg løftede hovedet og så op på ham. Han smilede stolt. Da jeg havde fået skindhuen af og fjernet ørevattet, kunne jeg høre, at fyret summede på en venlig måde.
Far slog mig på skulderen:
- Den klarede vi to sørme godt, Mads, hva'! Gå du bare op og kald kvinder og børn ind igen!
Siden har vi haft krammet på vores fyr. Somme tider går vi ned og klapper det på ryggen. Det er varmt og levende at røre ved - som et stort dyr, der ikke gør noget.
AIle huse har lyde. I små huse til én familie er der flere lyde end i en lejlighed. Gulvet knirker. Det siger noget i vandrørene. Måske står der træer så tæt ved vinduerne, at grenene kan banke på, når det blæser. Der skal ikke meget vind til, før det lyder, som om nogen lusker rundt i vores have.
Allerede inden vi flyttede, sagde mor og Stine, at de altså ikke kunne tænke sig at være alene hjemme i et hus. I aviserne står der også somme tider om underlige mænd, der kravler ind i folks huse.
Det er godt, vi har Grunk. Han går jo aldrig nogen steder om aftenen, men sover kun.
En død murer er slet ikke noget menneske, men et eller andet, der hænger oppe under taget.
Det fortalte far en af de første aftener i huset. Mor syntes bestemt, hun havde hørt en mystisk lyd oppe fra loftslemmen i entreen. Ligesom trin.
- Nå, sagde far, - måske har vi en død murer deroppe.
Mor og Stine kom straks til at se bange ud, og jeg var heller ikke selv helt rolig.
Far lo ad os og fortalte, hvad en død murer er.
Når et hus bliver bygget, laver man rejsegilde, så snart bjælkerne til taget er sat op. Rejsegilde vil sige, at alle de mænd, der bygger huset, skal have mange øller, pølser, vin og kransekage. Hvis nu ham, der skal bo i huset, er fedtet og kun giver en sodavand og et stykke vandkringle, binder mændene et eller andet - et par tomme flasker eller sådan noget - fast et skjult sted under taget.
Det skal helst hænge i nærheden af en luftventil, så det kan rasle og klirre, når det blæser.
Hver gang, vi hører en ny lyd i huset, snakker vi om den døde murer, som sikkert hænger og dingler oppe ved siden af skorstenen.
Den værste lyd kommer kun en gang imellem. Somme tider går der så mange dage, uden vi har hørt den, at vi glemmer, den er til, og bliver meget bange, når den pludselig bryder ud.
Den lyd er nærmest et brag, og det er så stort, at huset ryster lidt. Man mærker det mest inde i Stines værelse, som ligger lige over olietanken.
Første gang, vi hørte det drøn, var en aften, hvor vi sad og så fjernsyn. BUMM - sagde det med ét nede i kælderen. Ruden i havedøren klirrede, og billedet på fjernsynet gav sig til at rulle.
Mor og Stine trak benene op i sofaen og så forskrækkede ud, og far og jeg listede hele huset rundt for at finde ud af, om der var brudt nogen ind til os.
Nede ved kælderdøren stod vi helt stille, og først da far havde talt til tre, rev vi døren op og sprang ind i fyrkælderen, lyste med vores lommelygter og råbte - er her nogen - indtil jeg kom i tanker om, at vi lige så godt kunne tænde lyset i loftet.
Tredje gang opdagede vi, hvad det brag kommer af, og det var fordi, det lød i samme øjeblik, far kom ned i kælderen efter en hammer, som lå på olietanken. Lige som han tog den hammer, tordnede det i tanken, og den ene side af den bevægede sig.
Far fandt ud af, at pladerne, tanken er lavet af, presses ud, når der fyldes olie på. Efterhånden som olien bruges, smutter de på plads igen, og så er det, rabalderet kommer. Det kunne den gamle dame bare have sagt, da vi købte huset.
En aften skulle far til møde, mor og Stine ville i biografen, og så måtte jeg blive hjemme og passe Grunk. Jeg blev ikke sur, for det var kun en kærlighedsfilm, de skulle se. Den slags har mor altid interesseret sig for, og Stine er også begyndt, siden hun har lært Per at kende.
Det kan jo også godt være, de skal giftes.
Da jeg var alene i huset - Grunk sov allerede - kom jeg til at tænke på alle lydene og begyndte også at høre forskellige. Derfor ringede jeg dl Lars og spurgte, om han ikke kunne tænke sig at komme hen og se vores hus og få en cola.
Han kom ti minutter efter, og vi gik først rundt og så køkkenet og stuen og mit værelse og mors og fars værelse. Inde hos Stine spillede vi et par plader for fuldt drøn, mens vi skyllede colaer ned, og vi skiftedes til at ryge en cigaret, som vi fandt i hendes skuffe. Den smagte ikke godt, for den var så tør, at det meste af tobakken var raslet ud.
I skuffen lå der også et brev fra Per til Stine. Det må være et, hun fik, da Per var ude at rejse i sommer. Der var nemlig tysk frimærke på. I brevet havde Per skrevet, at han elskede Stine meget højt, og at han næsten ikke kunne vente med at komme hjem og give hende en hel masse kys.
Lars grinede meget ad det brev. Jeg tog det fra ham og lagde det ned i skuffen igen og sagde, at han ikke måtte sige til et eneste menneske på hele jorden, at vi havde læst det.
Lidt efter gik vi ud i haven for at se den, selv om det var halvmørkt.
Først klatrede vi op i pæretræet, som er det største træ, vi har. Vi sad godt gemt mellem grenene og prøvede også at smage på pærerne, men de var for hårde endnu.
Oppe fra træet kunne vi se ind til naboen. De havde ikke trukket for. Manden derinde tændte for fjernsynet. Konen gik rundt og ryddede op. De skulle bare vide, vi sad og holdt øje med dem.
Vi prøvede alle træerne, men pæretræet var det bedste.
Henne i garagen har vi en stige. Den tog vi ud, og så var det let at komme op på garagetaget. Derfra så vi ind til naboen til den anden side, men de havde altså tippet deres persienner.
Lars synes, det er en god have, vi har. Om aftenen er den stor nok dl at lege skjul i, men det duer ikke rigtig, når man kun er to.
Til sidst gik vi ned i kælderen, og jeg fortalte om, hvordan vores olietank kan buldre. Den slags havde Lars aldrig hørt om før, og han syntes, vi havde været heldige med huset.
Lars fik også at vide, at en krybekælder er en slags kælder, som man kun kan kravle i, men alligevel kan der være meget derinde. Han kunne godt tænke sig at komme ind i sådan en kælder. Derfor hentede jeg både min egen og fars lommelygte.
Måske var det fordi, jeg havde fortalt Lars om alle lydene i vores hus, at vi fandt på at lege spøgelser på indbrud. Først slukkede vi alt lyset i huset og brugte kun lommelygterne.
Så lydløst som muligt listede vi omkring og lyste alle vegne. Sært - som et hus forandrer sig, når man bruger lommelygte! Det er, som om man ikke har lov til at være der mere. Alting kommer til at se fremmed ud.
Nede i kælderen standsede vi igen foran lemmen, der fører ind til krybekælderen. Den sidder omme bag ved olietanken. Uden et ord lukkede jeg den op og kravlede først ind. Jeg havde aldrig været ret langt inde før. Lige ved lemmen har vi nogle papkasser stående med gamle ting i, som er for gode til at blive smidt væk.
Der var koldt derinde, og man blev øm i knæene af at kravle på cementen. Rundt om er der muret små søjler af mursten, som bærer de tykke gulvbjælker.
Et stykke inde lå en stabel brædder og et par gamle ski med møre remme på. Underligt! Mon den gamle dame havde løbet på ski?
Henne i et hjørne til venstre for lemmen fandt vi en madras. Der var et par huller i den, og der stak lidt træuld ud, men den var tør nok.
Der lagde vi os. Det var et godt sted.
Selv om der skulle komme nogen og lyse ind gennem lemmen, ville de ikke kunne opdage os, hvis vi ellers kunne ligge stille.
- Jeg synes, sådan en kravlekælder er meget bedre end en rigtig kælder, hviskede Lars og lyste rundt med lygten.
- Den ville være god til at gemme fanger i.
- Yrsa, udbrød Lars, - vi kunne fange Yrsa og så spærre hende inde her og sende hendes mor et brev og kræve 100 kr. i løsepenge.
- Der er ingen, der vil give 100 kr. for Yrsa. Ikke engang hendes mor, for hun er en fedtsyl. En dag jeg var i byen for hende, stak hun mig en femøre.
Vi lå et stykke tid og mumlede alt det værste, vi vidste om Yrsa.
Jeg ved ikke, hvor længe vi havde ligget på madrassen i hjørnet af krybekælderen, men det gav i hvert fald et sæt i os begge to, da vi hørte en dør smække og trin lige over vores hoveder.
- Syss! Hvad var det? sagde Lars stille.
- Min mor og Stine. Sluk lygten!
Der var buldermørkt omkring os. Vi holdt vejret og lyttede. Snart lød trinene lige over os, snart fjernede de sig igen.
- Mads! kaldte mor langt borte. - Ma-a-ads!
Lars begyndte at fnise.
- Kæft, mand! snerrede jeg.
Hurtige trin på gulvet deroppe. De jokkede vel nok omkring. Tænk, at man egentlig går så meget!
Et par minutter efter blev der tændt lys ude i fyrkælderen.
- Hvor søren mon han er blevet af? hørte jeg mor sige. - Han kan da ikke bare slukke alt lys og forsvinde, når, han har lovet at passe Grunk.
- Mads! Den lille forbryderspire! Han gør, hvad der passer ham, skingrede Stine.
Jeg skulle lige til at råbe, at hun selv kunne være en forbryderspire, og at Per måtte være godt tosset, siden han gad skrive kærlighedsbreve til hende.
Heldigvis fik jeg ikke råbt noget. Der skete nemlig det, at min ene arm sov, og da jeg så ville vende mig om på den anden side, kom jeg til at sparke til en stabel dumme urtepotter. De væltede med et brag, og det var let at høre, at flere af dem smadrede.
- Stine! råbte mor ude i kælderen. - Hvad var det?
- Det ved jeg ikke, skreg Stine. - Måske er der tyve i huset, måske har de bortført Mads, måske ...
De råbte en hel bunke ord i munden på hinanden, så smækkede kælderdøren, og alt var stille.
- Lad os hellere komme ud! sagde jeg til Lars og tændte min lygte. - Vi må have fat i min mor og Stine, inden de er nået for langt væk.
- Måske ringer de til politiet.
Allerede på vej op ad kældertrappen begyndte jeg at kalde på mor og Stine, for at de ikke skulle blive endnu mere bange, når de så mig og Lars komme styrtende med tændte lommelygter.
Vi fandt dem nede i hjørnet bag æbletræet. Der stod de og skændtes om, hvem af dem der skulle gå ind og redde Grunks liv.
Mor greb min lygte og lyste både på Lars og mig. Hun ville være helt sikker på, at det virkelig var os.
Jeg skyndte mig at fortælle om de væltede urtepotter.
- Jeg troede bestemt, der var en tyv et eller andet sted i huset, sagde Stine med blævrende stemme.
Mor begyndte at le:
- Jeg tænkte nu mest på den døde murer.
Da jeg fulgte Lars ud til lågen den aften, sagde han:
- Du, Krumme, en anden dag, når du er alene hjemme, skal vi så ikke lægge os ind på madrassen nede i jeres kravlekælder med en lommelygte og et franskbrød med birkes?
- Den er i orden! Hej med dig!
-Hej!
Efter at vi er flyttet, skal jeg passe Grunk alt for meget. Mor har fået flere timer i børnehaven for at være med til at tjene penge dl huset, og Stine er længe om at komme hjem fra skole, når hun går med Per i hånden.
Tit må jeg hente Grunk henne hos fru Sørensen, hvor han bliver passet om formiddagen, og køre ham hjem i barnevognen. Det er der ikke noget ved. Hvis man møder et par unger, der kender en, begynder de altid at råbe:
- Hej, Krumme! Er du kommet ud at køre med barnevogn?
- Nej, siger jeg så, - jeg kører med flyttebus.
Hver dag ligger der også sedler på køkkenbordet med besked om det, der skal købes i brugsen. Jeg er den, der laver mest. Det eneste, Stine efterhånden sørger for, er opvasken.
Det hjælper ikke, jeg brokker mig til mor eller far. De siger, at når vi nu har fået det hus, må vi sandelig alle sammen hjælpe til.
Hvis vi så bare havde en hund, ville det være meget sjovere at være alene hjemme med Grunk.
For resten er jeg begyndt at lære Grunk nogle flere ord, fordi jeg synes, grunk er for lidt. Han er bedst til at huske de frække.
En dag stod vi ved vinduet og kikkede ud i haven. Grunk øvede sig på et nyt ord.
I det samme kom en stor hund gående hen over græsplænen. Det var vist en jagthund. Den var hvid med sorte pletter og gik og snusede alle steder i vores have, trampede ind mellem blomsterne og skrabede i jorden.
Jeg bankede på ruden og truede ad den frække køter. Grunk stod ved siden af mig.
Han begyndte at hoppe op og ned og råbe flere af de ord, jeg har lært ham.
Hunden stod stille, løftede ørerne og gloede på os med sørgmodige øjne. Lidt senere gik den i gang med at grave et stort hul under pæretræet.
Den slags skal man vel ikke finde sig i! Derfor åbnede jeg også havedøren og råbte:
- Kan du så se, du skrubber af, din store møgkø...
Det blæste lidt. Døren røg fra mig, og hunden kom farende med et par høje, skarpe vuf.
Jeg kunne umuligt nå at få fat i døren. Kæmpedyret spurtede lige forbi mig og midt ind i stuen.
Først stod den og så sig om, men da den opdagede Grunk, luntede den langsomt hen til ham. Dens lange, røde tunge hang ud af munden, og jeg kunne se alle de spidse, hvide tænder.
Måske troede hunden, Grunk var et levende kødben, der lugtede af øllebrød.
På en eller anden måde fik jeg taget mig sammen og fløj hen og halede Grunk væk lige for snuden af den største hund, der nogen sinde har stået i vores stue.
Ud i køkkenet.
Op på køkkenbordet.
Hunden fulgte efter os, mens den knurrede en sulten mavelyd og piskede frem og tilbage med sin lange hale. Når den ramte taburetten, var den lige ved at vælte.
Grunk og jeg var i sikkerhed, selv om uhyret satte sine forpoter op på kanten af køkkenbordet og pustede varmt på os. For resten måtte jeg holde godt fast på Grunk. Han rev og sled for at komme hen og klappe rovdyret.
Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, før jeg hørte nogen rumstere ude ved havedøren. Når jeg bøjede mig lidt frem, kunne jeg lige se den.
En lille, tynd dame stod og kikkede ind dl os. Det vil sige, det var ikke Grunk og mig, hun så på, men den store hund.
- Nå, der er du, lille Karlo! Kan du så komme med mor hjem!
I et langt spring var hunden ude af huset.
- Karlo, dog! Skammer du dig ikke! Jeg har jo sagt, at du ikke må gå ind til fremmede.
Da Karlo fulgte med den lille dame ud ad lågen, havde han halen mellem benene.
Et par dage senere opdagede jeg, at Karlo kun bor fem minutter fra os.
Han må være noget af en strejfer, eller også keder han sig hjemme hos den gamle dame, for han er slem til at rende sig en tur alene.
Der havde stået på sedlen, som mor skriver, inden hun går om morgenen, at jeg skulle købe et kilo medisterpølse hos slagteren. Jeg løb hele vejen derhen og ønskede, at vi skulle have grønlangkål og brunede kartofler til.
Et kilo medisterpølse er et temmelig langt stykke, så pakken blev stor.
På vejen hjem kunne jeg pludselig mærke, at der var nogen lige bag mig. Jeg blev lidt forskrækket, da jeg så, det var Karlo, men jeg kendte ham jo heller ikke ret godt på det tidspunkt.
- Karlo, sagde jeg og hev lidt efter vejret, - Karlo, gå hjem til din mor!
Men Karlo kikkede bare på mig med sine store, brune øjne, brummede sin mavelyd og piskede med halen, så der fløj sand og grus op om ørerne på os begge.
Uden at tænke mig om begyndte jeg at spæne, alt hvad jeg kunne. Selv om jeg fik god fart på, kunne jeg selvfølgelig ikke løbe fra en jagthund. Karlo lå lige bag mig. Han sprang af sted. Indimellem hoppede han så højt, at hans hoved kom helt op ved siden af mit.
Først blev hans brummen til knurren, og så begyndte han at gø.
Jeg tror også nok, han snappede efter min pølsepakke.
Jeg kunne ikke holde dl at løbe ret langt på den måde, for mit hjerte dunkede, og jeg kunne næsten ikke få luft.
I sådan et tilfælde gælder det om at bruge sin hjerne. Det gjorde jeg. Lige da jeg ikke havde luft til at rende længere, rev jeg hul i pakken, fik fat i pølsen og flåede et stykke af, som mindst var på størrelse med det, far plejede at spise. Mens jeg for af sted, var jeg nemlig kommet i tanker om en historie, der handler om sultne ulve, som forfulgte en slæde om vinteren nordpå i Sverige. Ham der kørte slæden, havde brugt alle patronerne til sit gevær, så til sidst kastede han noget kød ud til de tudende uhyrer. På den måde slap han levende væk.
Så snart jeg havde smidt pølsestykket til Karlo, stoppede han op og sagde haps. Selv skyndte jeg mig videre.
En stor hund som Karlo er bare ikke ret længe om at få gnasket et stykke pølse i sig. Det tog højst to sekunder, før han var oppe på siden af mig igen.
- Kar-lo! Kar-lo! lød det med ét.
Lidt længere henne ad vejen stod den gamle dame og kaldte. Karlo så kort på mig og stak i forvejen.
Damen fik Karlo med ind i sin have. Da hun havde lukket lågen, gik jeg derhen. Karlo rejste sig på bagbenene, og jeg er sikker på, han smilede til mig.
På lågen sad et lille skilt, hvorpå der stod Albertsen. Det måtte Karlo vel så hedde til efternavn.
Fru Albertsen nikkede venligt til mig. Måske kunne hun kende mig fra den dag, hun hentede Karlo hos os.
- Jeg tror, Karlo er glad for dig, sagde hun.
Jeg løftede min pakke:
- Jeg har også lige givet ham lige så meget pølse, som min far æder - eh - jeg mener spiser, når han er sulten.
Karlos mor kikkede på pølsepakken. Den var kommet til at se lidt mishandlet ud.
- Jamen, dog! Det skulle du da ikke gøre, sagde fru Albertsen. - Hvad tror du, din mor siger til det?
- Ingenting, svarede jeg, - for jeg begynder selv at stege pølsen, inden hun kommer fra børnehave. For resten kan hun ikke lide hunde, og katte er hun dødbange for.
Nærmest uden at tænke over det stod jeg og strøg Karlo over panden. Han lukkede sine øjne halvt i og kom med et langt suk.
- Bider han? spurgte jeg. - For han er da en jagthund, ikke?
Fru Albertsen tog Karlo om halsen.
- Bider? udbrød hun. - Karlo? Nej, nej - det kunne han ikke finde på, men han er en værre byrender.
- Byrender?
- Ja, han render i byen uden at have fået lov.
Hver gang jeg holdt op med at klappe Karlo, stak han sit hoved længere ud over lågen for at få mig til at blive ved.
Jeg skævede til den rare dame:
- Ehm - går De på jagt?
Fru Albertsen smilede og rystede på hovedet:
- Nej, min ven, men min mand gjorde. Han døde for fire år siden. Da var Karlo to år.
Lidt efter sagde jeg farvel til Karlo og hans mor.
Mens vi spiste til middag, begyndte mor og far at skændes. Det havde de ellers ikke gjort ret meget, efter at vi var flyttet ind i huset. Mor ville have far til at købe et lille bord til køkkenet, men han sagde som sædvanlig, at han ikke havde flere penge.
- Købe, købe, købe! råbte far og svingede med sin gaffel, som der sad et stort stykke medisterpølse på. - Altid købe. Nu har vi købt det her elendige hus og gardiner og måtter og græsslåmaskine og skuffejern og rive og fanden og hans ... hans ...
- Oldemor! foreslog Stine.
- Sludder! vrissede far. - Pumpestok.
- Pumpestok? spurgte jeg. - Hvor har du købt den, og hvordan ser sådan en ud, og hvad bruger man den til?
Mor, som hele tiden blot havde passet sin mad, blinkede til mig og begyndte at le.
Far rakte ud efter sovsen:
- Der er aldeles ikke noget at grine ad.
- Nå, sukkede mor, - må vi nu heller ikke le mere?
- Jamen, jeg kan jo da ikke grave pengene op ude i haven, vel? mumlede far.
- Han var allerede ved at blive god igen.
- Nej, det kan du vel ikke, kom det stille fra mor. - Ikke engang med fandens oldemors pumpestok. Men jeg vil nu altså have det bord.
Så skar den igen.
Først sagde far, at han selv kunne lave sådan en smule bord henne i sløjdsalen, og mor svarede, at det vidste hun godt, men der ville gå mindst et halvt år, før han fik taget sig sammen til at begynde på det.
- Kan I ikke snart holde fred! bad Stine. - Man er ved at få maden i den gale hals af at høre på jer.
Da vores forældre endelig tav et øjeblik, skyndte jeg mig at sige noget.
- Jeg har fået mig en ny ven.
- Det var da morsomt, sagde mor. - Hvad hedder han så?
- Karlo Albertsen, svarede jeg. - Han er seks år.
Jeg ville gerne have fortalt noget mere om Karlo, men de tre andre hørte ikke ordentligt efter.
Nu går jeg forbi nr. 21 på Palmevej, hvor fru Albertsen bor, hver gang jeg skal i byen og købe ind. På den måde har jeg fået lært både hende og Karlo bedre at kende. Jeg fortalte også vores slagter, at jeg var blevet gode venner med en hund. Det sker tit, at han stikker mig et ben til Karlo.
En dag sagde jeg til fru Albertsen, at selv om jeg hed Mads, måtte hun gerne kalde mig Krumme.
Det var dejligt, Karlo blev min ven, for så lærte jeg noget om hunde. Vel er han en byrender, men det fik jeg også gavn af en dag.
Er man flyttet til en ny vej, får man lyst til at finde ud af, hvordan der ser ud rundtomkring.
Den første tid, vi boede i huset, var der nok at lave hjemme, men efterhånden begyndte jeg at gå på opdagelse i vores kvarter.
Somme tider var Lars med, men tit gik jeg bare en tur alene. Det skete også, jeg havde Grunk med i barnevognen. Hvis han ikke sov, øvede vi os på nye ord.
En eftermiddag nåede vi helt over i en park, som ligger et temmelig godt stykke fra vores hus. Den park er smal, men flere kilometer lang. Midti er der græsplæner, og ude ved siderne er der brede gangstier.
Solen skinnede lige i nakken på mig. Det var hedt. Grunk var faldet i søvn, og jeg gik selv og hang ind over styret på vognen. Ikke et menneske var at se nogen steder.
Vi var lige kommet forbi en af udgangene fra parken, da jeg pludselig hørte motorlarm. Jeg vågnede op og så mig tilbage. To fyre på knallerter kom fræsende for fuldt tryk lige hen imod mig.
Med nød og næppe fik jeg drejet Grunks vogn ud i græsset lige i det øjeblik, de to store drenge strøg forbi. Hvis jeg ikke havde været så god til at køre barnevogn, var de braset lige ind i os. Måske ville vognen have væltet, og så kunne Grunk godt have fået et chok for livstid.
Jeg blev både forskrækket og rasende, og jeg satte hænderne for munden og råbte:
- Sådan et par knallertbisser! I er ikke rigtig kloge, og I har slet ikke lov til at køre her.
Det skulle jeg bestemt ikke have råbt. De to banditter må have hørt det, for de slog et mægtigt slag ind over plænen, drejede rundt og styrede tilbage mod mig.
Lige foran barnevognen bremsede de så hårdt op, at forhjulene løftede sig.
- Var du fræk, søster? sagde den mindste af fyrene og spyttede lige ved siden af Grunks vogn.
Inden jeg fik tænkt over, hvad jeg skulle svare, var han hoppet af knallerten og havde stukket mig en knytnæve i det venstre øje, så det ikke kunne lukkes op igen.
Heldigvis kunne jeg se med mit andet øje. Og det jeg så, var nok til, at jeg ikke nåede at blive ret bange.
Ud af buskene et stykke henne kom en stor sort-hvid jagthund springende.
Karlo.
- Karlo! skreg jeg, så mine lunger var ved at blæse ud af halsen. - Karlo! Kom her!
Som en lyn torpedo var Karlo hos mig.
Med en fægtende arm pegede jeg på de to forbavsede drenge:
- På dem, Karlo! På dem!
Og Karlo viste sine tænder og gøede som en rasende og hoppede og sprang, snart omkring de to knallerister og snart om Grunk og mig.
- Puds dem, Karlo!
De to idioter var ikke længe om at få givet gas. Med Karlo halsende efter sig spurtede de videre gennem parken.
Lykken er at kende en stor hund, som kommer, når man bliver overfaldet.
Hjemme foran spejlet undersøgte jeg mit øje. Det så ud, som om det havde fået blåt rullegardin.
Jeg fortalte far, mor og Stine om, hvordan Grunk og jeg nær var blevet kørt ihjel af de to knallerter. Mor undersøgte Grunk i alle ender og kanter, selv om han havde sovet som en stud, mens det hele foregik.
- Det var skam godt, Karlo kom og hjalp dig, sagde mor.
- Hvor gammel er det nu, han er?
- Seks år.
- Seks år? Jamen, hvordan kunne han så ...
- Han er meget stærk.
Mor, far og Stine så på hinanden og rystede på deres hoveder.
- Ham kunne jeg altså godt tænke mig at se, fortsatte mor.
- Kan du ikke tage ham med hjem en dag?
- Jo, på lørdag, ikke!
Mor nikkede:
- Den er fin. Så bager jeg boller og laver kakao.
- Karlo vil hellere have medisterpølse, sagde jeg. - Han elsker faktisk medisterpølse.
Mor så endnu mere forbavset ud:
- Nå, ja, men han må da også godt komme til middag.
Næste dag snakkede jeg med fru Albertsen og spurgte hende, om Karlo måtte komme med hjem om lørdagen, fordi min mor og far og Stine gerne ville hilse på ham. Det var der ikke noget i vejen for.
Lørdag eftermiddag hentede jeg så Karlo. Han havde sin ny, røde søndagsrem på og gik pænt ved siden af mig hele vejen. Mor lukkede selv op, da vi ringede på.
Hun gloede rigtignok en omgang, da hun så den store hund stå lige foran sig med tungen ud af halsen.
- Fy, Mads, hvad er det dog for en stor ækel hund, du kommer med! gispede hun og trådte et skridt tilbage.
Jeg klappede Karlo på den ene side:
- Det er aldeles ikke nogen ækel hund, det er Karlo Albertsen.
- Jamen, jamen ...jeg troede, du sagde ... så kan jeg bedre forstå ...
Mor var helt forvirret.
Karlo spadserede ind i huset.
Stine blev også meget forbavset, da hun så min ny ven. Far tog det mere roligt, men han havde vist også allerede glemt alt det, jeg havde fortalt.
Jeg tror, Karlo syntes godt om min familie. Han så i hvert fald glad og tilfreds ud, da han havde snuset til dem alle sammen.
Mor tog mig i armen:
- Hvorfor i alverden fortalte du ikke, at Karlo er en hund?
Jeg kløede Karlo mellem øjnene:
- Fordi du ikke bryder dig ret meget om hunde, og så måske du ikke ville lære ham at kende.
Mor virrede med hovedet.
- Børn!
Jeg virrede også med hovedet:
- Voksne!
Karlo fik sin medisterpølse. Far sagde, han åd en halv meter, men det passer altså ikke.
Nu har Karlo snart besøgt os mange gange. Mor synes bedre og bedre om ham. Når folk snakker om hunde, siger hun, at den eneste hund, hun kan lide, er Karlo.
Det er svært at lære Grunk at sige Karlo. Han siger kun Kar, men så kan man jo selv være parat til at føje et -lo til.
Der er mange fordele ved at komme til at bo i eget hus med en have udenom. Fra en lejlighed skal man hele vejen ned ad trapperne - og risikerer at møde alle dem, der er gale på en - når man trænger til at slippe væk og bare gå og snakke lidt med sig selv.
De, der bor i hus, kan hurtigt komme ud i haven, hvis de ikke bryder sig om at høre på alt det, resten af deres familie diskuterer eller skændes om.
Indimellem er Stine ikke til at have med at gøre. Hun bliver sur og gal på os alle sammen. Værst er det, hvis hun er blevet uvenner med Per over et eller andet. I flere dage kan hun gå omkring og ligne et tordenvejr, der ikke kan finde ud af, hvad det skal bruge lynene til. Hun smækker med dørene og smider med alting og gider ikke svare, selv om man snakker pænt og forsigtigt til hende.
Det er ikke ret længe siden, der var skolebal på vores skole. For de små om eftermiddagen og for de store om aftenen. Jeg var der om eftermiddagen, og mig og Lars havde det skægt, fordi gulvet i gymnastiksalen var så glat, at man kunne lave glidebaner.
Yrsa kom i en af de her afdansningskjoler, der strutter. Hun har gået til dans, siden hun blev født. Lars og jeg gad selvfølgelig ikke danse med hende, men flere gange kom vi med vilje til at glide ind i hende, når hun svansede forbi og så forfinet ud. Vi dansede heller ikke med nogen af de andre. Da vi fik lyst til det, var ballet forbi. Alligevel er det det bedste af de to skoleballer, jeg har været med til, for jeg fik to sodavander og to colaer og tre store ispinde.
Om aftenen vågnede jeg ved, at gadedøren blev smækket så hårdt, at døren dl mit værelse sprang op.
Det var Stine, der kom hjem fra ballet længe før, det var forbi. Hun var rasende, det var let nok at høre, sådan som hun trampede.
Jeg stod op for at høre, hvad der var i vejen. Så snart jeg viste mig på trappen i min grønne pyjamas, stirrede Stine ondt på mig.
- Hvad glor du på! råbte hun. - Skrid ind i seng med dig! Der er ingen, der har sendt bud efter dig.
- Kæft tøs! sagde jeg. - Jeg har vel lov til at stå op.
- Så, så, børn! tyssede mor og trak Stine med ind i stuen.
Piger er næsten altid mærkelige. Stine er i hvert fald.
Nede ved døren til stuen stod jeg lidt for at høre, hvad mor og Stine snakkede om.
Først tudede Stine længe. Højt. Gennem nøglehullet kunne jeg se, at hun tværede de sorte streger ved øjnene mere og mere ud med sit lommetørklæde.
- Er det noget med Per? spurgte mor omsider.
Stine pudsede næse og snøftede.
Så nikkede hun:
- Jeg hader ham. Han er dum, er han.
Det var koldt at stå i entreen, så jeg gik op på mit værelse og trak en sweater på. Da jeg et øjeblik efter igen lå foran nøglehullet, havde mor og Stine sat sig i sofaen lige inden for døren, jeg kunne ikke se dem mere, men tydeligt høre, hvad de snakkede om.
- Både far og jeg synes da, Per er sådan en flink dreng, sagde mor.
Stine sukkede dybt:
- Han er led.
- Nå, nå! kom det fra mor. Det var ellers ikke småting. Jamen, har I da ikke moret jer i aften?
Der var stille lidt derinde, men så begyndte Stine at fortælle i en rivende fart:
- Først gad Per ikke danse, vel, og man går da ikke dl bal for at sidde og glo. Så dansede jeg et par gange med Jens, som er meget sød, og da jeg kom tilbage, var Per væk. Lidt efter så jeg, at han dansede rundt midt ude på gulvet med Helle. Hun er en værre dum tøs, som altid render efter Per. Det lyser ud af hende, at hun er brændt varm på ham.
Jeg kunne høre på mors stemme, at hun smilede:
- Jamen, du dansede jo selv med-eh, hvad er det nu, han hedder?
- Jens, sagde Stine. - Det er da noget helt andet. Jeg så selv, hvordan Per og Helle dansede kinddans.
- Herregud, lød det fra mor, - det var vel ikke så slemt!
Stine begyndte at tude igen:
- Jo, det er, for den dumme kælling er ude på at hugge ham. Derfor skred jeg med det samme. Så kan de danse deres kinddans i fred.
Tøser! tænkte jeg og listede tilbage til min seng.
Den næste morgen så Stine bleg og syg ud, selv om det var søndag, og solen skinnede.
Mor blinkede meget til far. Alligevel begyndte han at sige noget til Stine.
- Hvad er det med dig, frøken Krumborg? Jeg synes, du ser noget blegnæbbet ud. Er du træt af livet og kærligheden?
Mor skar flere ansigter. Far så ikke noget og kørte bare løs.
- Se nu lidt glad ud, Stinepige! Smil lidt til din gamle, forslidte far!
Med et ryk rejste Stine sig fra morgenbordet:
- Kan man da for fanden aldrig få lov til at være i fred! råbte hun og for ud af stuen og ind på sit værelse og låsede døren.
Lidt efter begyndte mor og far at diskutere, hvordan man skal behandle sådan en som Stine. Først hviskede de, men efterhånden snakkede de højere og højere.
Da jeg havde spist to rundstykker - Stine var jo gået fra sit - gad jeg ikke høre mere på alt det, men gik ud i haven.
Også dér havde vi haft travlt med at få alting til at se pænt ud. Hækken var blevet klippet, og far og jeg havde brugt en hel eftermiddag til at gå træerne efter og save alle de tørre og visne grene af. De lå nu i en stor bunke nede bag stikkelsbærbuskene. Når man stiller sig der, kan man ikke ses fra nogen af husene rundt om.
Jeg satte mig på hug og kikkede mig omkring. Det var næsten ligesom at være i en skov langt væk fra byen.
Tæt ved stikkelsbærbuskene har vi rabarber. De er meget store. Inde i garagen hentede jeg en gammel sæk. Den lagde jeg på jorden langs med rabarberne. Når jeg kravlede ind under dem, blev de til saftige jungleplanter. I det skarpe sollys kunne jeg tydeligt se alle de fine ribber i de store blade. Hist og her kravlede der snegle på undersiden af dem. De var på en langsom søndagstur.
Jeg løftede hovedet og holdt mit ene øje lige foran en snegl. Den standsede. Dens to små øjenfingre bevægede sig en lille smule frem og tilbage. Måske prøvede sneglen at se ind i mit øje. Måske kunne den se sig selv og sit hus derinde og troede, den havde mødt en anden snegl.
Med et græsstrå kildede jeg sneglen lidt mellem øjnene. Den blev vist forskrækket, for den trak sig ind i sit hus. En våd, stribe på rabarberbladet viste, hvor den havde gået.
Der kravlede flere andre smådyr rundt i rabarberskoven. Myrer og den slags. Edderkopper. Hvis jeg gad, kunne jeg let slå dem alle sammen ihjel, for jeg var en kæmpe.
Jeg brækkede en tynd, rød rabarberstilk af og spiste den. Mine tænder blev underlige af det, så jeg rejste mig og gik hen og tog en dusk persille og et par salatblade.
Hvis det skulle være, kunne man godt holde sig i live i lang tid i en have.
Da jeg igen lå på sækken langs rabarberne for at hvile lidt oven på alle de havevitaminer, jeg havde slugt, tror jeg nok, jeg faldt i søvn et øjeblik.
Jeg vågnede ved, at jeg kunne mærke, der var nogen, som kikkede på mig. Først stirrede jeg op mellem rabarberbladene mod den blå sommerhimmel med tynde, hvide skyer på. Der var ingen af min familie i nærheden. De havde nok travlt med at skændes endnu.
Underligt! Der blev set på mig. Jeg var sikker på det, og jeg kunne ikke finde ud af, hvem der så. Sneglen sad stadig gemt i sit lyserøde perlemorshus. Måske rystede den endnu af skræk, hvis der ellers var plads til det.
Det var ikke rart at have nogen til at kikke på en, når man ikke ved, hvem det er. Jeg mavede mig længere ind under rabarberne for at være i fred.
Der sad den. En stor, brun tudse. Runken og vortet at se på. Svedt var den vist også, og den hev så meget efter vejret, at kinderne og det meste af siderne gik ud og ind på den. Man skulle tro, den havde løbet om kap hele formiddagen.
Den sad med siden til og så på mig med sit ene store øje. Det var ikke godt at vide, om den syntes om mig, men den sprællede i hvert fald ikke ret meget, da jeg tog den.
- Nå, det er dig, der sidder og glor på mig, Tudsela's! sagde jeg stille og satte den store skrubtudse på jorden lige foran mit hoved.
Da den prøvede på at vralte væk, greb jeg den bare og satte den på plads igen.
- Hov, hov! Du har vel ikke så travlt, at du ikke har tid til at snakke lidt med mig! Nå, du er måske sulten?
Jeg kikkede mig omkring. Det kunne vel ikke være så vanskeligt at finde noget tudsemad i en have som vores.
Et par småbiller fik jeg fat i og lod dem dratte ned for næsen af tudsen. Den så dem slet ikke.
- Hvad er den af! Er du kræsen?
Med et langt skridt dl siden forsøgte tudsen at stikke af igen, men jeg nåede at få fat i den. Den var klam at røre ved.
Jeg bar den med på en tur rundt i haven, og den faldt til ro, mens jeg fortalte den om vores hus og hele familien.
Mon en tudse også har en slags familie? Det må den vel have. Måske har denne her været på vej hjem og trængte bare til at hvile sig lidt i skyggen under rabarberne!
Nede i baghaven ligger der et par store sten i et bed, hvor der for resten også står en mærkelig plante, som hedder fandens spadserestok, fordi den er en kæp med mange spidse torne på.
Den ene af de sten væltede jeg til side uden at tænke noget videre over det. Sikke et mylder, der viste sig! Nemlig af de her små, sorte fyre, som kan rulle sig sammen og blive til kugler. De hedder vist bænkebidere eller sådan noget. Mindst tyve var der, og de for om mellem hinanden. Så den ene vej og så den anden vej.
Jeg satte tudsefar midt i hullet, hvor stenen havde ligget, og nu viste det sig, at han var hurtigere til at æde, end jeg havde drømt om.
En skrubtudse har en slags smæktunge, som ligger foldet sammen inde i munden. Når den smækkes ud, sker det med sådan en fart, at man ikke når at se noget som helst. Tungen er så fedtet, at smådyr bliver hængende i den.
Det nyttede ikke noget, at bænkebiderne rullede sig sammen. Tudsen snuppede dem alligevel. De røg lige ned. Tudser har ikke tid til at tygge deres mad.
Jeg tænkte på, hvor godt det var, at man var blevet en dreng og ikke en bænkebider.
Oppe på terrassen var døren gået op, og Grunk sad på dørtrinnet og kikkede ud i haven. Han råbte forskellige ord.
Grunk har aldrig haft ret meget legetøj, så jeg bar tudsen op til ham. Mor lå og hvilede sig på sofaen. Der var endelig fred i huset.
- Vu, vu! sagde Grunk og så glad ud, da jeg satte skrubtudsen ved siden af ham.
Han var gået over til at sige vu-vu om alle dyr lige fra fluer til hunde. Han sagde det for resten også om biler og flyvemaskiner.
Et par gange trimlede tudsen ned fra det høje dørtrin, men så samlede jeg den op igen.
Grunk sagde vu-vu, så højt han kunne, og jeg hviskede til ham, at han hellere skulle holde bøtte, for hvis mor vågnede, ville hun måske begynde at skælde os ud, fordi vi havde taget en fremmed skrubtudse med ind i stuen. Jeg tror ikke, jeg var klar over, hvad mor mente om den slags dyr. Men jeg vidste, at mor tit kan være træt om søndagen. Hele ugen har hun gået og taget sig af alle børnehavebørnene, som hun ikke må blive gal på, og os herhjemme. Der er næsten aldrig noget videre tålmodighed tilovers om søndagen.
Nu lå mor altså og sov. Den bog, hun havde læst i, var faldet på gulvet.
Tudsen og Grunk kravlede om kap tværs over gulvtæppet. Desværre kunne jeg ikke få Grunk til at lege på en stille måde. Han råbte højere og højere.
Mor rørte på sig, netop da skrubtudsen jumbede over dørtrinnet ud til køkkenet. Heldigvis var jeg hurtig, greb tudsen og stak den i lommen.
Henne på sofaen havde mor sat sig op. Hun gabte og rystede sit hoved lidt, før hun begyndte at stirre på Grunk og mig. Somme tider er hun ikke så nem at have med at gøre, lige når hun vågner op efter en middagssøvn.
- Vu, vu, vu! råbte Grunk og trak i mit bukseben.
Jeg puffede ham væk og gik sidelæns over mod havedøren.
Mor rejste sig:
- Sig mig, hvordan i alverden er det, du ser ud, Svinemikkel! Dit tøj er jo helt smurt ind i jord.
Først nu opdagede jeg, at både mine bukser og min bluse var fulde af jord og snavs fra sækken, jeg havde ligget på.
- Og hvorfor propper du dine lommer sådan! fortsatte mor. - Det ødelægger bukserne. Din ene lomme ser ud, som om den er ved at revne. Hvad har du i den lomme? Lad mig se!
Mor pegede på mig med en gal pegefinger og slog med hovedet.
Der var vel tre skridt hen til havedøren.
- Hvad er det, du har i lommen? råbte mor.
- Ikke noget, sagde jeg.
- Vrøvl! Frem med det!
- Jamen ... !
Så stod mor ved siden af mig og ruskede i min ene arm:
- Nå, hvad bliver det til!
Der var ikke noget at gøre. Forsigtigt halede jeg tudsen frem. Den så nok lidt klemt ud, men kom ellers hurtigt til at ligne sig selv igen.
Mor skreg ikke. Hun gispede kun. Da jeg så op, var hun løbet hen i stuens fjerneste hjørne. Der stod hun og holdt sig om hovedet med begge hænder.
- Få den ud! hviskede hun. - Få den ækle tudse ud! Selvfølgelig skyndte jeg mig at komme af sted. Det havde jeg haft lyst til, siden mor vågnede.
Midt på græsplænen satte jeg tudsen ned. Den begyndte straks at vralte af sted. Jeg stod og så efter den. Et stykke nede vendte den sig og kikkede efter mig. Jeg tror nok, den løftede det ene forben og vinkede lidt.
Siden har jeg tit været nede ved rabarberne. Det er et godt og hemmeligt sted. Ingen kan finde mig, når jeg ligger der.
Vi har altid haft forskellige måder at være uvenner på. De blev højere, efter at vi var flyttet ind i huset. Det nød vi meget i begyndelsen.
Somme tider holder Stine og jeg sammen mod mor og far. Det sker helt af sig selv, hvis det er noget med lektier eller længe ude om aftenen, vi diskuterer. Andre gange er vi mænd mod damer. Så drejer det sig om gammelt tøj eller uorden i stuen, som far og jeg er kommet til at lave uden at tænke over det.
Det værste er, hvis man er alene mod de tre andre og Grunk. Han holder sig altid til mor. Jeg har selv tit holdt med Stine, bare fordi vi er søskende, men i den senere tid er hun begyndt at spille voksen, når det gælder mig.
Hverken mor, far eller Stine kan komme ind på mit værelse, uden de begynder at kritisere. Den første, der viser sig, råber så meget op, at de to andre hurtigt kommer anstigende, hvis de ellers er hjemme.
- Føj for en os, du har! lyder det. Se dog at få lukket et vindue op!
- Sikke et roderi! Se dog at få ryddet op!
- Hvordan er det, du smider dit snavsetøj! Det skal ikke sparkes ind under sengen. Se dog at få det bragt ned i snavsetøjskurven!
Se dog! Se dog! Se dog!
Man kan lige så godt give fortabt med det samme. Det er umuligt at få et ord indført. Selv om man holder sig parat, kan man ikke få ørenlyd, for så snart den ene tier stille, fortsætter den anden. Når de ikke kan finde på mere, går de bare deres vej og ryster på hovederne. Ingen hører efter, mens jeg forklarer, at jeg netop lige havde tænkt mig at åbne et vindue og rydde lidt op og bære mit snavsetøj ned i kælderen.
Jeg er glad for mit skjulested under rabarberne. Min ven tudsen så jeg ikke mere til. Der kom nok en anden rokkende en dag, men da jeg sagde hej til den, skyndte den sig at gå videre. Den så mindre ud end ham, jeg havde gemt i lommen. Måske var det hans lillebror.
Inden vi kom til at bo i huset, troede jeg ikke, der var ret mange dyr til i Danmark. Nu opdagede jeg, hvor meget forskelligt småkravl der findes. Somme tider låner jeg den store lup på fars skrivebord og ligger og kikker på fluer og jordlopper og biller og forskellige orme.
Alene fugle er der en mængde af. Før havde jeg kun kendt gråspurve og svaler. Ude i lejligheden byggede spurvene nemlig rede i en luftkanal, der førte ind til vores køkken, og svalerne havde klinet deres rede op lige over vores stuevindue. En redefuld svaleunger kan klatte et stort vindue til på en formiddag.
I vores have er der foruden gråspurve musvitter, solsorte, bogfinker, drosler og en masse skader, som tit holder generalforsamling i pæretræet, lige når solen står op. De må have meget at spekulere på, for de skræpper alle sammen i næbbet på hinanden.
En morgen, jeg skulle i skole, lå der en skade på fliserne foran lågen. Jeg blev forskrækket. Den så stor ud, og det trak så sært i den. Vingen og halen løftede sig, og også hovedet bevægede sig lidt.
Da jeg kom nær på, opdagede jeg, at der lå lidt blod under fuglens hoved. Jeg bøjede mig ned og strøg varsomt den livløse fugl hen over nakke og ryg.
Den var varm endnu. Pludselig gav det et sidste ryk i den. Død.
Jeg vendte fuglen om. Dens ene sorte øje stirrede, som om det skulle se alting, inden det var for sent. Blodet på fliserne var kommet fra næbbet. Fuglen havde vel været syg.
Uden at sige noget til nogen, bar jeg den døde fugl om bag garagen og begravede den der. Det blev en pæn grav med en morgenfrueblomst på og en halv gul mursten. Ukendt skade, skrev jeg på stenen.
Selv om jeg skyndte mig, kom jeg et kvarter for sent i skole, men læreren sagde ikke noget til det, fordi jeg hviskede til ham, at jeg havde været til skadebegravelse, og at han ikke skulle fortælle det til de andre i klassen.
Først nogle dage efter kom jeg til at tænke på, at jeg måske en dag vil grave skaden op igen. Jeg har nemlig ikke noget skadekranium i min samling.
Huset er bedre end lejligheden. Kan man måske have mus i en lejlighed på tredje sal til højre? Det har jeg i hvert fald aldrig hørt om. Men i vores hus var der mus et stykke tid. Rigtige levende mus, som kradsede og rumsterede om aftenen, uden at vi kunne høre helt nøjagtigt, hvor de var henne.
Jeg var vist den eneste, der var glad for, at der fulgte nogle mus med huset, uden at den gamle dame havde sagt spor om det.
Mindst én gang om ugen var jeg alene hjemme om aftenen sammen med Grunk. Stine var kun en halv dag om at blive gode venner med Per igen, så hende så vi ikke meget til.
Når jeg lå i min seng og ventede på at falde i søvn, lyttede jeg efter musene. Der skulle helst være helt stille i huset, før de begyndte at røre på sig. Det var rart, at der var andre levende væsener end Grunk i nærheden. Så lå man ikke og fantaserede så meget over indbrudstyve og den slags.
En aften, vi sad og så fjernsyn og drak kaffe, for mor pludselig op med et sæt.
- Der var den, råbte hun. - Jeg så den løbe tværs over gulvet ude i køkkenet.
Køkkendøren stod åben, fordi der var sat vand over til Stines te.
- Hvad så du? spurgte far.
- Musen. Den kom ud fra køkkenskabet.
Sune kom dl, men da hun hørte ordet mus, skyndte hun sig ind på sit værelse igen.
- Jeg går ikke derud, råbte mor højt, selv om far og jeg sad lige ved siden af hende.
Far stønnede lidt, rejste sig langsomt og gik ud i køkkenet. Jeg fulgte efter ham.
- Mus har vel også lov til at være til, sagde jeg, men det var der ingen, der hørte.
Midt på køkkengulvet lagde far sig ned og kneb øjnene sammen.
- Måske er der et hul et eller andet sted, mumlede han.
Jeg trippede lidt rundt og håbede, at han ikke ville finde noget hul.
Vores hus var vel stort nok til, at der foruden os kunne bo en mus eller to i det.
Nu havde far sit hoved liggende på gulvet henne foran vasken. Det så stort ud. - Aha! udbrød han. - Der skal vi bare se!
Hurtigt kom jeg også ned at ligge.
- Vi må have fat i en fælde og det allerede i aften, råbte mor inde fra stuen.
Den var god nok. Helt inde ved væggen kunne man se et lille hul nederst i køkkenskabet. Jeg var lige ved at stikke min pegefinger derind, men så kom jeg til at tænke på, at der måske sad en anden mus på lur derinde. Hvis den fik øje på min finger, ville den vel bide i den. Hvor skulle den kunne vide, at jeg godt kunne lide mus!
- Jeg har fundet en fælde nede i kælderen, sagde far. - Den sætter vi i aften.
Det var en smækfælde. En modbydelig en. Der sad en stram fjeder på den, som blev holdt på plads af en lille krog med en plade i enden. På den plade anbragte far et stykke ost. Bare man rørte osten ganske let med spidsen af en blyant, smækkede fjederen i med et hårdt smæld.
Far prøvede flere gange.
- Den er god nok, sagde han.
Jeg trak far i jakken:
- Det er da en ond fælde. Og den er også fej, er den. Kan du ikke se - altså - hvis nu musen er sulten, ikke, og så opdager osten og bliver glad, så ... så ...
- Vrøvl, knægt! Mus er skadedyr. De skal udryddes.
Fælden blev anbragt foran hullet i køkkenskabet.
Da jeg kom i seng, lå jeg længe og lyttede. Ikke den mindste kradselyd hørte jeg. Hvis der var flere mus, sad de nok og holdt vejret, fordi de havde hørt alt det, vi snakkede om.
Jeg bestemte, at jeg ville sove lidt - lige til mor og far og Stine var faldet i søvn - og så liste ned i køkkenet og få fælden til at smække i. Så kunne musen æde sin ost i fred.
Desværre var jeg så træt, at jeg sov som en sten, lige til mor kom og vækkede mig om morgenen.
Jeg satte mig op i sengen:
- Musen? Er der sket noget med musen?
Mor var allerede på vej ned ad trappen.
- Ja, svarede hun, - den sad i fælden i morges. Far har lige smidt den ud i skraldespanden.
- Mordere! sagde jeg halvhøjt. - Mordere! Den havde jo ikke gjort os noget. Bare gnavet lidt i vores hus, hvor ingen kunne se det.
Om eftermiddagen fiskede jeg den myrdede mus op af skraldespanden. Jeg tog den forsigtigt med et stykke silkepapir. Kun et sekund så jeg på den.
Den blev begravet ved siden af skaden, men jeg satte ikke nogen sten på graven.
Bagefter ledte jeg længe efter smækfælden nede i kælderen. Til sidst fandt jeg den på skotøjshylden ved siden affyret. Der var blodpletter på den. En smule ost sad tilbage på den lille plade for enden af bøjlen, som holdt smækkeren på plads, når fælden var ladt.
Jeg lukkede øjnene og var et øjeblik en sulten mus, som listede rundt i et kæmpehus med bjerge af mad på nogen hylder tusind meter oppe. Pludselig tabte jeg vejret af ostelugt. Mit hjerte hamrede vildt. Dér - lige foran min spidse snude - lå en osteklump så stor som et halvt musehoved. Mine knurrehår dirrede, og det var umuligt at holde kæberne i ro. Ah - nu skulle jeg vel nok æ ... SMÆK!
Med det ene skjorteærme tørrede jeg sveden af panden. Lidt efter kravlede jeg ind i krybekælderens fjerneste og mørkeste krog. Der gemte jeg den lede smækfælde.
En halv times tid senere sad jeg godt gemt oppe i pæretræet og var blevet væk af to grunde. For det første, fordi Stine nok ville have mig til at hente Grunk hos fru Sørensen, og for det andet, fordi jeg trængte til at sidde alene og sørge over musen.
Jeg havde ikke været oppe i pæretræet siden den dag, Lars besøgte mig for at se huset og haven. Træet er gammelt og helt tæt. Sidder man stille, kan ingen opdage en. Slet ikke Stine, som altid går med skuldrene oppe om ørerne og glor ned i jorden, som om hun har tabt sin sidste krone. Med den tykke stamme som rygstød sad jeg og faldt til ro.
Pærerne var hårde og grønne endnu, men smagte ellers godt nok.
Fire haver kan man se udover oppe fra vores pæretræ. Hvis man fik sig nogle fjender, ville det træ være godt at holde udkik fra. En eneste vagtpost kunne holde øje med fire fronter på én gang. Mandskabet skulle holde sig parat nede i kælderen.
Fra vagten i træet skulle der så gå en snor ned til en lille klokke. Fjenden dukker op. Vagtmanden rykker i snoren. Klokken ringer i kælderen. Hæren kommer væltende op ad kældertrappen. På et øjeblik er angriberne slået på flugt.
Mens jeg tænkte på alt det, sagde det pludselig piiuw lige under mig.
Et skud?
Hurtigt - men lydløst - kravlede jeg et par grene ned og så mig om. Lige ud for mine øjne svingede en stor pære frem og tilbage.
Jeg stirrede på den. Den havde et lille hul i siden. Skudsår?
Varsomt hev jeg pæren løs og gned det syge sted mod min bluse, til det blev helt blankt. Med min kniv prøvede jeg at operere projektilet ud, men det sad for dybt. Jeg blev nødt til at skære pæren tværsover for at komme ind til det.
Aha! Et lille spidst hagl. Havde jeg allerede fået mig en ægte fjende?
Jeg rensede skudhullet helt rent og spiste pæren. Da det var gjort, tørrede jeg fingrene i håret, ligesom far gør, når han har fået bogbinderlim, på dem, og kravlede langsomt ned fra mit udkikstræ.
Skuddet måtte være kommet fra nordvest, og jeg sneg mig langs hækken hen til hjørnet af haven. Heldigvis var det umuligt for Stine at se mig oppe fra huset.
Nede ved jorden er hækken ikke så tæt. Til gengæld gror der en hel masse ukrudt, som hedder vortemælk. Jeg lagde mig på maven og spejdede ind i nabohaven. Alt var roligt derinde. Og pænt. Græsplænen var nyslået, og der var fint revet mellem blomsterne. Frugttræerne så også gode ud.
Lige ud for, hvor jeg lå, stod et æbletræ med gule æbler. Skønt jeg netop havde spist den sårede pære, var jeg allerede tør i munden. Et saftigt sommeræble ville gøre godt, inden jeg ledte videre efter pæremorderen.
Hvis man nu ormede sig gennem hækken! Og så! Bare et stort, saftigt æble!
Højst to! Var en af vores bedste pærer måske ikke lige blevet myrdet!
Det kunne højst tage et minut at snuppe et par af de der dejlige, gule æbler.
Jeg var gennem hækken.
Så stille som en spegesild lå jeg og kikkede op mod vores nabos hus med det ene øje og mod æblerne med det andet. Alle lokumsgardinerne var lukket til. Altså persiennerne. Mor kalder persienner for lokumsgardiner. Hun siger, de minder hende om de døre, man havde på gammeldags wc'r.
Det gjorde godt at tænke lidt på mor. Jeg blev modigere af det og spændte de fleste af mine muskler.
Nu!
I et spring kom jeg op, flåede et par store æbler af, proppede dem i hver sin lomme og spurtede tilbage til hækken.
- Hænderne op! lød det med skarp stemme bag ved mig.
Jeg isnede, da jeg mærkede et gevær i ryggen.
Langsomt - næsten ligesom på film - løftede jeg mine hænder, drejede hovedet og så en dreng med langt, lyst hår og smalle øjne.
- Den er ladt, sagde han og nikkede mod sin luftbøsse. - Hagl. Har du våben?
Jeg rystede på hovedet og så måske lidt dum ud.
- Luk munden! sagde han. - Det trækker. Hit med æblerne! Og så - ind i din egen have, men la' vær' og lav numre!
Jeg kom ned på knæ og kravlede hen mod hullet i hækken.
Knagerne om han ikke smuttede efter mig med geværet klar til skud. Nede bag fyrretræet i hjørnet stod vi over for hinanden. Han sigtede lige på mit hjerte.
- Du må betale for din frihed, snerrede han ud gennem mundvigen.
- Hva'? spurgte jeg.
- Hva'! grinede han. Det kan du slå en bondemand i nakken med.
- Jamen, hvad skal jeg betale?
Han pegede hurtigt med geværet mod pæretræet:
- To af de største og modneste pærer.
Da jeg igen kravlede rundt oppe i træet for at finde de to pærer, tænkte jeg på, om jeg skulle lade mig dumpe ned på ryggen af pæremorderen og afvæbne ham. Det ville Robin Hood bestemt have gjort, men han har også prøvet den slags så mange gange.
Omsider var jeg nede igen. Da ham geværfyren havde fået sine pærer, satte han sig i græsset, smed et æble over til mig og gnaskede selv løs på en pære.
- Jeg hedder Tom, sagde han gumlende. - Hvad hedder du?
- Mads.
I løbet af en halv pære og et halvt æble blev vi gode venner, og jeg sagde til Tom, at han gerne måtte kalde mig Krumme.
Tom havde slet ikke sigtet efter mig, da han skød vores pære, men efter en jetjager, som tegnede hvide piberenserstreger på himlen. Han er ikke vores nabo og bor på en helt anden vej. Jeg tror bestemt, han er danmarksmester i at gå på æble- og pæreskud, for han har brugt mange dage til at finde ud af, hvornår der ikke er nogen hjemme i de forskellige huse.
- Du, Krumme, hviskede Tom, - henne på Agavevej 21 har de et blommetræ, og det er katten-lyne-me blommer, du. Jeg ved sgu ikke, hvad de hedder, men jeg ved, hvordan de smager. Om et par dage skulle de være lige tilpas modne.
Jeg fortalte ikke mor og far og Stine om min nye ven.
Da jeg næste dag kom trækkende med min cykel, fordi den var punkteret, holdt Tom uden for vores låge.
- Hej, Krumme!
- Hej, Tom.
Vi stod lidt og kikkede på hinanden uden at nogen af os sagde noget. Jeg kunne ikke lade være med at skæve efter Toms lommer for at finde ud af, om han havde været inde og hugge pærer i vores have.
- Har du ikke været i skole? spurgte jeg omsider.
Tom grinede, tog sit lommetørklæde frem og pudsede næse med stort rabalder. Han anstrengte sig også for at hoste lidt og se lidende ud.
- Jeg var sløj i morges, sagde han så. - Forkølet. Men her kl. to fik jeg det pludselig bedre.
Jeg nikkede.
- Forstår du, vedblev Tom, - de sygdomme, jeg har, går næsten altid over ved to-tiden.
Jeg lod min cykel stå op ad hækken og satte min taske inden for lågen:
- Hvad siger din mor, når du pjækker den?
- Ikke en lyd. Både mor og far tager på arbejde allerede kl. syv.
- Hvem skriver så dine sedler?
- Mig selv.
Der er ingen tvivl om, at Tom er en værre en. Jeg er ikke sikker på, mor og far vil synes om ham.
- Vil du med hen i parken? spurgte han.
Jeg pegede på mit flade baghjul, men Tom sagde, at jeg bare kunne hoppe op på hans bagagebærer, så skulle han nok sørge for transporten.
Kort efter strøg vi ned ad villavejene. Tom kørte til, så jeg måtte holde godt fast i hans bluse.
Han var ligeglad med, at stierne i parken kun var beregnet til at gå på. Tom kørte, hvor det passede ham.
Ved den bedste bænk bremsede han op, så baghjulet skreg, og jeg nær var røget op i nakken på ham. Cyklen smed han i en busk, og så sad vi ved siden af hinanden på bænken og missede med øjnene mod solen.
Jeg fortalte Tom om Karlo og de to knallertbisser. Han syntes, det var stærkt af mig at råbe alt muligt efter to store drenge, og han kikkede undersøgende på mig for at finde ud af, om der var noget tilbage af mit blå øje med rullegardin.
- Hvorfor har du ikke luftbøssen med? spurgte jeg.
Tom rystede på hovedet:
- Jeg tager den kun med, når jeg skal i aktion.
- Aktion? Hvad er det for noget?
- Ja, altså, når jeg skal på skud.
- Skud?
Nu så Tom nærmest lidt gal ud:
- Er du tungnem, mand! Æbleskud, pæreskud, blommeskud. Ligesom i går, ikke!
Tom kan det hele.
- For resten, sagde han, da vi havde nydt solen et stykke tid, - for resten har jeg bestemt, at vi to skal lave en bande.
- Hvad skal den bande hedde?
- Blommebanden.
- Nå, på den måde.
- Sgu nemlig.
Han har også sin egen måde at bande på - ham Tom.
Et øjeblik efter rejste han sig og hentede cyklen i busken:
2- Jeg kører dig hjem nu, og så kommer jeg og henter dig, når blommerne på Agavevej er modne.
- Sgu nemlig! sagde jeg.
Igen spurtede vi gennem parken. De par damer med barnevogne, vi mødte, nåede ikke at finde på noget at sige, før vi var forbi dem.
Ved udgangen fra parken bremsede Tom. Mit hoved klaskede ind i hans ryg. Da jeg fik rettet mig op, så jeg en mand med kasket og sort tøj med blanke knapper komme hen mod os.
- Parkbetjenten, hviskede Tom.
Det var en stor, bred mand. Han stod lige foran os, og jeg kom dl at fryse, fordi han skyggede for solen.
- For det første må man ikke færdes på cykel i parken, sagde han og borede sine øjne snart i Tom og snart i mig, - og for det andet er det forbudt at køre to på én cykel.
Jeg kunne ikke lide den mands øjne og gav mig dl at se på hans mave i stedet for. Langsomt knappede han sin brystlomme op og tog en lille sort bog og en blyant frem.
- Nå, knurrede han og prikkede til Tom med blyanten, - hvad hedder så du, og hvor bor du?
Tom strøg håret væk fra panden og så lige på betjenten:
- John Pedersen med d, Stokrosevej 27.
Jeg blev så forbavset, at jeg nær havde glemt, hvad jeg selv hedder, og hvor vi bor, da det blev min tur dl at svare.
Parkbetjenten skrev os op i sin sorte bog, og han sagde, at han nok skulle komme hjem og tale med vores forældre.
Vi måtte trække cyklen resten af vejen ud af parken.
Tom blinkede til mig.
- Hvorfor fortalte du ham, at du hedder John? spurgte jeg.
- Fordi jeg ikke gider at have ham rendende.
- Bor du heller ikke på Stokrosevej?
- Nej, mand!
Man kan lære meget af Tom.
Uden for parken sagde jeg farvel dl ham. Et sekund efter var han forsvundet om det nærmeste hjørne.
På vejen hjem tænkte jeg på, hvad mor og far ville sige, hvis ham parkbetjenten virkelig kom og klagede. Nu var vi næsten lige sluppet af med alt det gamle klageri. Men det ville have været værre, hvis det var en rigtig politibetjent, der havde stoppet os.
Sådan en ringede på hos os en dag ude i lejligheden. Det var mig, der lukkede op, og betjenten spurgte mig, om der var kommet en mand med hat og frakke og stok løbende op til os. Jeg svarede, at der ikke var kommet andre løbende op til os end min far. Jamen, så ville betjenten da gerne tale med ham.
På den tid havde far en mani med at gå lange ture og løbe indimellem. Selvfølgelig ser det mystisk ud, når en mand kommer løbende med hat og frakke og stok, uden der er nogen efter ham. Mange mennesker vendte sig også om og kikkede efter far dengang, og de troede vel ikke, han var rigtig klog.
Vi fik aldrig at vide, hvad den politimand egentlig ville. I et par minutter stod han og snakkede med far om at gå ture og få motion og frisk luft, og så gik han sin vej igen.
Mor sagde, hun var sikker på, betjenten troede, far var en farlig børnelokker.
Et par dage efter holdt Tom igen og ventede udenfor, da jeg kom hjem fra skole.
På en måde var jeg ikke særlig glad for at se ham, og det var, som om jeg kom til at ryste lidt indeni.
- De er fine nu, hviskede Tom og smækkede med tungen.
Jeg var klar over, det var blommerne, han hentydede til.
- Jeg ved ikke rigtig, sagde jeg og så den anden vej.
- Min mave ... du ved ...
- Sludder! sagde Tom. - Kom nu! Jeg har geværet med.
Han trak sin vindjakke til side.
Da jeg var på vej ind med min taske, tror jeg nok, jeg håbede, at far eller Stine var hjemme, og at de ville sige, jeg skulle hente Grunk hos fru Sørensen.
- Du kan roligt gå ind, råbte Tom efter mig. - Der er aldrig nogen hjemme hos jer på denne tid om fredagen.
Jeg vendte mig om og så på ham. Han så kold og rolig ud. Vi kørte hen til hjørnet af Agavevej. Der stillede vi cyklerne og gik videre side om side, til vi nåede nr. 21.
Tom spadserede lige ind ad lågen og op til døren og ringede på.
- Hvad nu, hvis der er nogen hjemme? spurgte jeg med svag stemme.
- Så spørger vi bare, om de har nogle gamle aviser til spejdernes avisindsamling.
Det var ikke let at hyle Tom ud af den. Et par gange trykkede han på klokken. Vi kunne høre den larme inde i huset.
- Fri bane! hviskede Tom. - Kom med, så skal du se alle tiders blommetræ!
Vi listede om i baghaven. Der stod træet. Det så fantastisk ud. Blommerne var rødgule - på størrelse med hønseæg - næsten - og der var så mange af dem, at flere grene ville være brækket af træet, hvis der ikke havde været stivere under dem. Aldrig i mit liv havde jeg set så mange og så store blommer. Tom var allerede henne ved træet. Han vinkede mig nærmere med geværet.
Da skete det.
Jeg så Tom stivne. Hurtigt gemte han geværet bag ryggen. Mit hjerte var i gang med at galopere, allerede inden jeg fik vendt mig om, og jeg snappede efter vejret, som om jeg havde glemt at trække det i flere minutter. Oppe ved huset kom en mand gående.
- Af sted! hvæsede Tom.
Så stak jeg af. Spænede for fuldt tryk. Tog hjørnet på ét ben, ligesom Chaplin i de gamle film i fjernsynet. Tom var i hælene på mig. Bag os råbte manden et eller andet forfærdeligt. Fængsel, politi og parkbetjente jog rundt i min hjerne, og efter dem halsede far med hat, frakke og stok.
Væk! Bare væk!
Foran lågen holdt en grøn bil. Manden måtte lige være kommet. Jeg havde ikke tid til at se mig tilbage, men hørte Tom gispe i nakken på mig.
Ud ad lågen. Tom til venstre. Jeg til højre. Hen ad vejen. Til højre ad næste vej.
Et stykke nede stod en hvid varevogn med bagdøren åben. Den sprang jeg ind i og gemte mig under et gammelt uldtæppe bag et par kasser.
Der lå jeg og prøvede på at få styr på min vejrtrækning, mens blodet dunkede løs i alle ender og kanter af min krop.
Jeg lukkede øjnene og anstrengte mig for at opfange, om der løb nogen forbi på fortovet. Alt var vist stille. Først nu mærkede jeg, at jeg var helt våd afsved. Mine kinder brændte, og jeg skulle lige til at rive uldtæppet til side, da der lød skraben og bumlen oppe fra bil taget. Et øjeblik efter blev der smidt noget ind i varerummet, døren smækkede i, og en eller anden satte sig på førersædet og startede bilen.
Nej, hvor blev jeg bange! Alt det med Yrsa og fru Jensen og fru Olsen og alle de andre - selv blommemanden - var ingenting nu.
Hvad var det for en mand, der kørte bilen? Hvor kørte han hen? Måske mange, mange kilometer væk. Når han opdagede mig, ville han sikkert tro, jeg var en tyv. Og så havde jeg endda ikke nået at smage en eneste blomme.
Der var fart på. Hver gang bilen bremsede, rutsjede jeg op mod gitterværket bag chaufføren. Tankerne piskede gennem mit hoved i håbløs forvirring.
Og bilen kørte og kørte.
Endelig fik jeg presset en idé frem.
Jeg ville begynde at stønne og klage. Når manden opdagede det, måtte han tro, jeg var en syg dreng, der havde været nødt til at kravle ind under hans tæppe for ikke at dø af for høj feber. Man kunne også ryste lidt til at begynde med.
Næste gang, bilen holdt, var jeg parat til at gå i gang med mine syge lyde. Heldigvis nåede jeg kun en lille tynd en. Motoren blev nemlig standset, og min chauffør steg ud og smækkede døren efter sig.
Igen skramlede han på bilens tag. Jeg var øm i kroppen af at ligge på et jerngulv, men var helt stille, da bagdøren blev lukket op.
Manden tog et eller andet. Så var han væk.
Døren til varerummet stod på vid gab.
Endnu et minuts tid lå jeg under det mugne tæppe og lyttede. Der lød børnestemmer i nærheden.
Først nu kikkede jeg mig om i vognen. I kasserne ved siden af mig stod et par blå plasticspande. Der var også forskellige børster og klude og vaskeskind.
Jeg satte mig op. Foran kasserne fik jeg øje på noget tov og et par tykke læderremme, og helt ude ved siden lå en af de her gummidimser med skaft på, som man bruger, når man pudser vinduer.
Forsigtigt begyndte jeg at kravle ud af bilen. Lige før døren sad jeg stille lidt, for mine øjne skulle vænne sig til lyset Så kravlede jeg baglæns ud.
Inden jeg satte mine ben til jorden, havde jeg nær fået et nyt chok. Jeg fik ikke sagt gisp eller noget andet, men stod kun og sank spyt og blev alligevel mere og mere tør i halsen. Mine øjne må have været nær ved at trille ud af hovedet, og jeg glemte i hvert fald at blinke.
Bilen holdt i gården ved vores gamle lejlighed.
Deroppe på tredje sal til højre var vores vinduer med forkerte gardiner for.
Ovre ved sandkassen og gyngerne larmede småungerne. Jeg dukkede mig bag bilen. Det var bedst at komme væk.
Så pilede jeg af sted, alt hvad jeg kunne.
- Hej, Krumme! lød det i det samme bag mig.
Jeg blev ved med at løbe.
- Hej, Krumme! Kender du vinduespudseren?
Den stemme var ikke til at tage fejl af.
Yrsa.
Jeg behøvede ikke at vende mig om.
Yrsa kom på sin hvide minicykel, og hun kørte ved siden af mig:
- Kender du vinduespudseren, Krumme?
- Gu' gør jeg ej! gryntede jeg.
- Hvorfor kører du så med ham?
Hvor kan man være et kæmpefjols! Med alle de spande og klude og vaskeskind og remme og sager, måtte manden selvfølgelig være vinduespudser. Det, der skramlede på biltaget, må have været hans stige.
- Skal du ikke køre med tilbage? blev Yrsa ved.
Jeg rystede på hovedet og prøvede på at sætte farten op.
- Hvorfor ikke?
Kunne den dumme tøs da ikke tage og jolle videre på sin møgcykel og lade mig rende i fred!
Mit hjerte fyldte snart hele brystkassen, og lungerne sad krøllet sammen oppe i halsen. Jeg stoppede og stod foroverbøjet med hænderne på knæene og pustede ud.
Yrsa sprang af cyklen:
- Hvorfor skal du ikke køre med vinduespudseren tilbage igen?
Jeg trak vejret langt, langt ind:
- Fordi - jeg - eh - hellere - vil - løbe. Man - man - har - nemlig godt af motion og frisk luft.
Yrsa kikkede interesseret på mig, rystede på hovedet og vendte cyklen:
- Du er lige så skør, som du altid har været. Jeg småløb resten af vejen hjem.