Det var næsten sommer helt ind i oktober måned. Vi sad henne i skolen og boblede af varme. Hver dag var der flere, der spurgte lærerne, om vi ikke godt kunne få lidt varmeferie, for det var alligevel umuligt at samle vores tanker.
Peter havde en gammel lighter, som fik ham til at lugte langt væk af benzin. Den tændte han, og så holdt han flammen op under vores termometer. Det hænger ved siden af tavlen. Læreren stod med hovedet inde i et skab, hvor han ikke kunne finde en bog. Det dér blå inde i termometerrøret skød helt op over 40.
- Se selv, lærer! råbte Peter og prikkede hr. Jansen i ryggen, så han bakkede ud af skabet. - Se selv! Hvis det termometer havde været noget længere, ville her have været mindst 100 grader.
- Der er aldrig nogen, der har fået varmefri i oktober, sagde læreren træt, tørrede sveden af panden og stak sit hoved ind på næste hylde i skabet.
Han ledte efter en meget vigtig bog, som vi ikke kunne undvære til vores gruppearbejde om Grønland. Der skulle stå noget om Knud Rasmussen og alle de andre berømte mænd, som har sejlet til Grønland og kørt over indlandsisen på slæder med mange hunde for.
Selv om alle vi andre - i hvert fald drengene - sad og gispede af varme, skrev Yrsa og Nete, så blyanterne fløj hen over siderne i deres bøger. Man blev dobbelt så træt og dobbelt så svedt af at se på de to fedtelopper.
Hver gang en eller anden snakkede om varmen, og om hvor skønt det ville være bare at få fri klokken tolv, kikkede Yrsa og Nete kort på hinanden og rystede på deres hoveder.
Når vi har gruppearbejde, bliver bordene stillet sammen, sådan at hver gruppe har to borde. Heldigvis kom jeg til at sidde med ryggen til Yrsa og Nete. Min hjerne skrumper ind, hvis jeg bliver anbragt i nærheden af de to.
For resten var jeg meget heldig, for jeg kom i gruppe sammen med Dan og Lone og Hans. Dan er lige så dygtig som Yrsa og Nete, men han praler aldrig med det. Lone er den skrappeste i klassen til at skrive hurtigt og alligevel pænt. Hans og jeg behøvede slet ikke lave noget. Dan og Lone klarede vores opgave om sæler og isbjørne og alle de andre dyr på Grønland meget hurtigere, når vi ikke blandede os i det. Somme tider ville læreren høre, hvor langt vi var nået, og så læste vi op af det, Lone havde skrevet.
Der er mange fordele ved at have plads i et hjørne af klassen. Man kan have det fredeligt. Læreren går rundt og hjælper, eller også har han travlt med at holde orden på alle de bøger, vi bruger. Yrsa og Nete sidder langt væk. Hvis man dukker sig lidt, skulle man slet ikke tro, de gik i vores klasse.
Hans og jeg fik ordnet både regnestykker og andre lektier, mens Dan og Lone tog sig af dyrene i Grønland. Somme tider havde Hans tasken fuld af tegneserieblade. En dag så jeg også alle de farvebilleder, han selv har taget med sit nye fotografiapparat, da han var på sommerferie på Bornholm.
Så var det, Hans tog et spil kort med i skole. På hylden under bordet lærte han mig et nyt spil. Det hedder Nikodemus. Vi spillede halvøres, for ellers ville det blive for dyrt. Pengene lagde vi i låget på vores madkasser. Nikodemus er et spændende spil. Man kan let blive ivrig. Det gælder om at komme af med kortene på en bestemt måde. Når man lægger det næstsidste, skal man sige nik, og når man smider det sidste, siger man odemus. Den, der først kan sige odemus, har vundet.
Den dag, det gik galt, havde Hans vundet næsten alle mine penge - over to kroner, som jeg havde lirket ud af min sparegris med en kniv. Hver gang, han hviskede nik, sad jeg med mange kort tilbage, og når han så et øjeblik efter kom med odemus, måtte jeg betale for alle de kort, jeg havde tilbage. Pludselig vendte lykken sig. Jeg blev så glad, da jeg kunne sige nik, at jeg helt glemte, vi sad i klassen og havde gruppearbejde om Grønland. Jeg råbte nik, lige så højt jeg kunne. Og odemus! Hans fik nærmest et chok. Det gav et ryk i ham, og han kom til at rive madkassen med pengene på gulvet.
Der blev stille i klassen. Alle så hen på os. Yrsa og Nete rejste sig op fra deres pladser. Jeg skyndte mig at stikke kortene ind under min skjorte med den ene hånd og blade i en Grønlandsbog med den anden. Desværre røg klør konge på gulvet og flagrede lige hen foran læreren. Han var på vej ned til os med lange skridt.
Hans var resten af timen om at samle sine penge op. De var trillet ud over hele gulvet.
I frikvarteret snakkede læreren med os på en stille og alvorlig måde, der fik os til at se ned på hans sko, skønt han har haft dem i flere år.
- Og din far er endda lærer, Mads!
Jeg vidste, den ville komme. Hver eneste gang, jeg er uheldig med noget på skolen, får jeg stukket den ud.
Først bagefter kom jeg i tanke om, at Hans aldrig nåede at betale det, jeg havde vundet.
Det værste var, at jeg nu blev sat i gruppe med Yrsa og Nete.
- Yrsa og Nete, sagde læreren, - nu kan I to nok holde øje med Mads, for vi kan ikke have, han sidder og pjatter alle timerne væk.
Yrsa og Nete smilede sødt til læreren.
- I får bank, hviskede jeg så truende, jeg kunne. - Nej, hvor får I bank!
Min nye gruppe arbejdede ikke med Grønlands dyr, men skulle finde ud af alt det svære om klima og planter. Jeg fik ikke engang lov til at se noget af det, de andre havde tegnet og skrevet. De gav mig bare en hel stak bøger, så måtte jeg selv klare resten.
I flere dage gik jeg stille rundt og så nedtrykt ud. Der var bare ingen i min familie, der lagde mærke til det. De havde travlt med deres eget. Far sad nede i sit bogbinderværksted i kælderen flere timer hver dag. Når han høvlede sine bøger, stillede han en taburet foran olietanken, og så støttede han bogbinderpressen mod den. På den måde kom det til at gungre i hele huset, når der var rigtig gang i høvleriet. Far kan godt lide, det kan høres, når han laver noget. Indimellem synger han en høj melodi, som han selv digter.
Jeg gik ned og stillede mig over for far og så trist ud. Han opdagede mig slet ikke.
Mor sad og syede i stuen, så snart hun kom hjem fra børnehaven. Hun var i gang med noget dukketøj, som de skulle bruge til en basar, eller hvad det nu hedder. Hun havde ikke engang tid til at lave ordentlig mad. I det meste af en uge levede vi af ymer og spejlæg med brasekartofler.
- Jamen, er det ikke det, jeg siger, udbrød far, - det er slet ikke nødvendigt at give alle de penge ud til mad! Dette her smager jo glimrende.
Det kan han sagtens sige. Han er for tyk i forvejen.
Når mor endelig fik tidligt fri, styrtede hun ud i byen for at købe billige rester til alt det, hun skulle sy til børnehaven.
Jeg plantede mig lige på den anden side af symaskinen. Den snurrede og summede. Mor var glad. Mig lagde hun overhovedet ikke mærke til, skønt jeg var øm i kinderne og mundvigene af at se bedrøvet ud.
Stine var også komplet ligeglad med mig. Når hun ikke havde besøg af Per, sad hun og hæklede store net, som hun gik med. Hun havde hæklet et rødt et. Nu var hun i gang med et gult. Somme tider kunne jeg sidde længe på gulvet foran hende, før hun så mig. Hun gad aldrig sige andet end sure ord.
- Hvad sidder du og glor efter? Skrid! Der er ingen, der har sendt bud efter dig.
Stine har lavet helt om på sit værelse. Briksen er sat ned i kælderen. Hendes madras ligger på gulvet nu. Hos vores grønthandler har hun fået nogle appelsinkasser. Dem har hun malet blå og orange. Det ser smart ud. Et par af kasserne bruger hun som bord. De andre er stablet oven på hinanden, så de ligner en bogreol. Imellem bøgerne har Stine anbragt sin pladespiller.
Stine vil helst ikke have os ind på sit værelse. Hun siger, at ethvert menneske har ret til et privat sted, hvor ingen andre har noget at gøre.
Lige da hun havde lavet sit værelse om, låste hun døren og tog nøglen med, hver gang hun skulle ud. Det blev der hurtigt ballade over ved middagsbordet. Jeg kan huske, vi fik ristede pølser den dag, for jeg nåede at æde fem, mens mor og far og Stine sagde høje ord i munden på hinanden. Der var ellers kun tre pølser dl hver.
- Det er sgu da mit værelse! råbte Stine.
- Men det er fanden galeme' mit hus! tordnede far.
- Det er også mit! protesterede mor.
- Vores! sagde far opgivende.
Mor nikkede:
- Det er os, der bestemmer.
Stine rimpede mund, slog med nakken, rejste sig, gik ind på værelset, smækkede døren og låste den. For første gang i mit liv fik jeg spist fem ristede pølser, uden der var nogen, der blandede sig i det.
Stine er slem til at låne ting og tage dem med ind til sig selv. Hver gang vi savner et eller andet - saksen, øljernet, tepotten, eller hvad det nu er - leder vi først inde hos Stine. Det kan man jo ikke komme til, hvis hun har låst døren.
Det var nok, fordi Stine aldrig ville have os ind på sit værelse, at jeg godt kunne lide at sidde derinde, når hun ikke var hjemme. På væggene hænger der flere store plakater af berømte folkesangere.
Jeg passer altid meget på ikke at flytte rundt med noget inde på Stines værelse. Hun ville blive rasende, hvis hun opdagede, jeg somme tider sad derinde.
En eftermiddag, jeg var træt og i skidt humør, faldt jeg i søvn på Stines madras. Jeg havde bare lagt mig for at hvile et minut eller to. Der var ingen andre hjemme. Pludselig vågnede jeg ved, at entrédøren blev åbnet, og i det samme hørte jeg Pers og Stines stemmer. Jeg røg op i en fart. Hva' søren skulle jeg gøre!
Stine var næsten altid gal på os alle sammen. Hun ville blive edderspændt, hvis hun fandt mig på værelset. Især da når Per var med.
Mine øjne fløj rundt over det hele. Kravle ud ad vinduet? Nej, det var umuligt. Hængslerne sidder foroven. Man kan ikke komme den vej uden at have en til at holde det store vindue.
Stemmerne var væk derude et øjeblik.
- Du, Per, hørte jeg så Stine sige, - sæt dig ind på mit værelse, så laver jeg lige en kop te!
Skabet. Det gamle skab. Hurtigt kravlede jeg ind i det og trak døren til. Det var meget godt, den ikke kunne lukkes helt, for det er sikkert ikke let at trække vejret gennem et nøglehul.
I det ene hjørne af skabet lå alle Stines sko i en stor bunke. I det andet var der en stabel udenlandske dameblade med kjoler i. Dem satte jeg mig ovenpå og prøvede at trække vejret så stille som muligt. Selvfølgelig dunkede mit hjerte helt idiotisk.
Per kom ind på værelset, jeg kunne se noget af hans cowboybukser og hans blå sømandssweater gennem nøglehullet. Heldigvis satte han en plade på pladespilleren og skruede helt op for styrken. Nu kunne det umuligt høres, at jeg rumsterede lidt i skabet, så jeg kom til at sidde nogenlunde godt. Det var en god plade, Per spillede.
Ha! Stine skulle lige ane, hvor jeg var blevet af, tænkte jeg og kom til at snappe lidt efter vejret. Hvis hun nu fik brug for noget af det, der var i skabet! Bladene for eksempel. Vrøvl, hun kunne vel ikke finde på at vise Per de gamle mønsterblade! Jamen, så skoene! Måske trængte Stine til at få et par andre sko på. Jeg rakte ud efter den øverste sko. I lyset fra sprækken ved døren kunne jeg let se, det var en af de tyksålede, som Stine havde gået med i vinter. For tiden rendte hun med nogen spanske sutter af blåt lærred og med sejlgarnssåler, lige meget hvordan vejret var.
Skabet er mest til pynt. Der hang ikke ret meget tøj i det. Bare nogle bluser og så en lang stribet maxikjole, som Stine selv havde syet.
Jeg fik hevet den hen til mig, så jeg kunne gemme mig under den, hvis Stine alligevel...
Så, nu holdt pladen op. Jeg sad helt stille.
- Hvor meget kan du æde? råbte Stine fra køkkenet.
Jeg var lige ved at svare, at jeg gerne ville have tre fransk-brødder med honning. Jeg nåede nemlig ikke at spise noget henne i skolen, og så havde jeg givet Karlo Albertsen - altså fru Albertsens hund - min madpakke. Han stod ved havelågen og så sulten ud, da jeg kom forbi.
Per bad om to ostemadder.
Kort efter hørte jeg klirren cif kopper. Forsigtigt bøjede jeg mig frem og fik mit højre øje hen til nøglehullet i skabsdøren.
Stine var kommet ind, og hun havde sat tebakken på madrassen. Per vendte pladen på pladespilleren. Godt det samme, for jeg var nødt til at flytte mig en smule, hvis jeg ikke ville have hold i nakken af at spejde gennem det nøglehul.
Nej, hvor de smovsede den på Stines madras med lammeskind og mindst ti puder! Stine sad og vuggede i takt til musikken, mens hun kværnede den ene honningmad i sig efter den anden. Tre af de store - fra midt på franskbrødet - havde hun smurt sig. Hun troede sikkert, hun så forfinet ud med lukkede øjne og snuden i vejret. Hun havde sparket de spanske lærredssutter af. Nå, der kunne man bare se! Hendes fødder var sorte som jorden nedenunder.
Per spiste sine to stykker med ost på en fjern og langsom måde. Det så nærmest ud, som om han egentlig ikke var klar over, hvad det hele gik ud på.
Min mave begyndte at rumle. Det gør den tit, når jeg er sulten. Jeg trak hovedet tilbage og sad lidt og hvilede mig under Stines maxikjole. Den lugtede så meget af Stine, at jeg var nødt til at puffe den til side. Det gav en lille lyd fra bøjlen. Mon de hørte det? Jeg spændte mine muskler.
Da musikken holdt op, kikkede jeg ud igen. Bakken med tekopperne var stillet ud på gulvet.
Per var flyttet hen midt på madrassen nu, og Stine havde anbragt sig på knæ bag ved ham. Hun sad og nulrede ham i håret og hviskede et eller andet, jeg ikke kunne høre.
Nej, altså, at Per fandt sig i det der! Han så for resten ud, som om han var ved at falde i søvn. Nu tog Stine sin stålkam og begyndte at rede hans lange hår. Det blev værre og værre. Per er ellers en frisk fyr. Ikke spor åndet. Måske var han ikke rigtig rask. Det ragede Stine en pind. Hun redte bare videre. Og ikke på en ordentlig måde. Pers hår kom til at hænge ned hele vejen rundt. Ned foran ansigtet, ned over ørerne og ned ad nakken. Langsomt løftede Per sit hoved. Han havde ikke noget ansigt mere. Hans hoved var kommet til at ligne en rund hytte uden døre og vinduer.
Stine tog fat i siderne på hårhytten og ruskede den frem og tilbage. Indimellem lo hun. Jeg syntes, Per så mere og mere sløj ud med alt det hår hængende på den måde.
Han havde det bestemt ikke godt. Stine kunne ikke være bekendt at sidde der og flå i ham, hvis han var skidt tilpas. Hun kunne da i det mindste spørge, om han ville have en lille tår vand eller en halv albyl. Men sådan er Stine. Hun tænker kun på sig selv.
Jeg har engang hørt, at hvis man ser nogen, der er kommet noget til - kørt over eller faldet i vandet, eller hvad det nu kan være - så skal man hjælpe. Man må ikke bare rende sin vej. Det står vist i en lov, at man skal sørge for hjælp. Ellers kan man få en bøde eller måske endda komme i fængsel.
Stine blev ved med at sidde og ruske i Per, og han kom til at se sløjere og sløjere ud. Hans hoved dinglede slapt frem og tilbage, som om han var nær ved at besvime. Stine - det fjols - så ingenting, for hun havde lukket øjnene igen. Hvis hun ikke snart...
Pludselig gav Stine Per et puf, så han tumlede om på madrassen, og så begyndte hun at bokse ham på armene og på maven.
Jeg havde aldrig set noget lignende. Per rørte sig ikke mere. Mit hjerte slog vildt igen. Stine måtte simpelt hen være gået fra forstanden.
I et nu forstod jeg, at det var min pligt at hjælpe Per mod det skøre pigebarn. Inden det var for sent.
Jeg trak vejret dybt ind et par gange, og idet jeg udstødte et forfærdeligt brøl - omtrent som en sulten tiger - sparkede jeg skabsdøren op og sprang ud på gulvet.
Der lød et skærende skrig fra min storesøster. Det var lige, så det snurrede i mine ører. Hun røg op i et spring - og Per også. Så kunne han alligevel ikke være så sløj. Stine kastede sig ind til Per, og han slog begge armene om hende.
Jeg stod og så på dem. Det så ud, som om de var smeltet sammen. Stine hev efter vejret, og Per var også lidt forpustet.
- Jamen - eh, stammede jeg, - jeg tro-troede - jeg mener, Per var ...
Mere fik jeg ikke sagt.
Langsomt gjorde Stine sig fri af Per. Hendes øjne blev smalle, og hun krummede sig let sammen.
- Din lille, lede abe! hvæsede hun og løftede sine hænder med strittende fingre.
Nej, hvor jeg strøg af sted! Sprang ud ad døren, pilede ned ad kældertrappen, så mine sko sagde burrr mod trinene. Om i baghaven. Op i æbletræet bag garagen. Videre over på det flade garagetag. Der smed jeg mig på maven og gjorde mig så flad, jeg kunne. På et øjeblik var al luft væk. Jeg pressede min kind hårdt mod det ru tagpap. Mit hjerte var en lille hammer, som bankede hurtigt mod brædderne i taget.
Selvfølgelig kom Stine stæsende efter mig, men hun havde ikke nået at se, hvor jeg var rendt hen. Garagetaget var mit nyeste hemmelige gemmested.
Ingen tænkte på, at der kunne ligge et levende menneske deroppe.
Vores havelåge peb. Så var Stine altså ude på vejen for at se efter mig. Lidt efter kom hun om i haven sammen med Per. De stod vist henne ved kældertrappen. Nu kom de nærmere, gik op langs garagen og blev stående.
- Hvor katten er den lille idiot blevet af? sagde Sune.
Det var let at høre, hun var livsfarlig at komme i nærheden af.
Per lo stille.
- Nej, for et chok jeg fik, da han buldrede ud af det skab:
- Ja, jeg er, så jeg ryster endnu, sagde Stine. - Lad mig lige få fat i nakken på den møgunge! Sådan en snusemikkel! Tænk, at luske ind på mit værelse - mit private værelse - og så gemme sig i skabet - mit private skab - og så sidde der og lure!
- Årh, hva', mumlede Per, - han har vel bare leget et eller andet. Jeg synes da, han er en skæg fyr.
- Skæg fyr! protesterede Stine. - Man kan godt høre, du ikke aner en kæft om, hvordan det er at have små søskende. Man har overhovedet ikke noget privatliv. Skæg fyr! Han er en rigtig lille modbydelig luskefis, ja, han er. Og jeg har efterhånden mange høns at plukke med ham. Han kan lige vente sig, til jeg...
Stine og Per var gået om på den anden side af huset. En masse forvirrede tanker siksakkede gennem mit hoved. Far og mor havde aldrig tid til at snakke ret meget. Grunk - min lillebror - som mor var begyndt at tage med i børnehaven, sagde stadig væk bare grunk, lige meget hvad man fortalte ham. Og Stine - ja, der var ingen tvivl om, at hun hadede mig nu.
I næsten en halv time lå jeg og var ulykkelig på garagetaget.
Da vi var mindre, gik mor ikke så meget i børnehave. Hun havde nok at gøre med at passe Stine og mig. Dengang fortalte mor tit historier. Eller hun læste eventyr i en gammel bog, som hun har haft, siden hun selv var barn. Den slags har hun aldrig tid til mere.
Et af eventyrene handlede om en skifting. Skifting - man kan godt høre, det har noget at gøre med at skifte. Altså - hvis nu der bliver født et menneskebarn og et troldebarn på samme tid, ikke, så lister trolden måske hen og hugger menneskebarnet og lægger troldebarnet i stedet for. Så længe de er små, er der ikke stor forskel på menneskebørn og troldebørn. Og så har de dér mennesker fået en skifting.
Som lille var jeg meget dummere, end jeg er nu. Når jeg hørte historier om børn, gik der aldrig ret lang tid, før jeg syntes, det var mig selv, de handlede om. Hver gang mor havde læst noget om trolde, skyndte hun sig at sige, at jeg endelig ikke skulle tro på den slags. Det var bare en gammel historie. Alligevel var der noget inde i mig, der sagde - jamen, når der i forvejen er så meget andet mærkeligt til, så findes der nok også skiftinger.
Det var mest om aftenen - i mørke, jeg kom til at tænke på den måde.
- Mads, hviskede jeg så til mig selv, - måske er du en skifting. Selvfølgelig var det noget værre vrøvl, men når jeg følte på mine ører, syntes jeg bestemt, de var lidt lodne, og de var også større end andre børns ører. Det skete også, jeg stod op og listede ud i entreen og stillede mig op foran spejlet.
Men så snart lyset blev tændt, lignede jeg et almindeligt barn.
Der var også en anden historie, der handlede om en, som blev kaldt et udskud. Hvis man er et udskud, er der ingen, der vil have noget med en at gøre før på sidste side.
Efter den historie tænkte jeg ikke på skiftinger mere, for nu var jeg sikker på, jeg var et udskud. Vi boede i lejligheden dengang, og alle folk kom og klagede over mig, undtagen Hansens inde ved siden af, som ikke hørte så godt.
Mens jeg lå og gjorde mig flad oppe på garage taget, kom jeg igen til at føle mig som et udskud. Det havde jeg ellers ikke gjort, siden vi flyttede ind i huset. Der kunne i hvert fald ikke være tvivl om, at Stine syntes, jeg var et udskud. Hun ville såmænd kun blive glad, hvis jeg lå heroppe på garage taget og døde. Af alt det, hun sagde til Per lige før, kunne man let høre, hun helst ville være enebarn. Gjorde hun måske ikke også altid vrøvl, når hun skulle passe Grunk!
Det var mindre end en uge siden, Stine hadede mig sidst. Hans snakkede meget om, at han ville lære mig at spille Nikodemus under bordet om penge. Derfor ledte jeg efter et eller andet til at føre regnskab i. Der lå ikke noget i mors eller fars skuffer, jeg kunne bruge, og så kom jeg til at gå ind på Stines værelse. Måske lå der en lille kasseret notesbog.
Langt inde på en hylde fandt jeg en rød lommebog. Den var fra sidste år, så jeg var sikker på, at Stine bare havde glemt at smide den ud. Hun har aldrig været vild med at rydde op. Bag i bogen var der nogle sider, som var beregnet til at føre regnskab på. Det var lige, hvad jeg havde brug for, når jeg skulle til at føre regnskab over, hvor meget jeg vandt fra Hans. Hist og her havde Stine skrevet lidt i bogen, men det gjorde ikke noget.
Jeg nåede kun at have den røde lommebog i to dage.
En aften, jeg stod ude i køkkenet og var ved at smøre mig en mad med brunt sukker, kom Stine lige pludselig farende bagfra og flåede den røde lommebog op af min baglomme. Med et svirp bladede hun bogen igennem. Hun var helt hvid i hovedet.
Hurtigt løb jeg ind i stuen, hvor mor som sædvanlig sad og syede. Stine fulgte efter mig med bogen højt løftet i den ene hånd.
- Din lille forbryderspire! råbte hun. Hvor har du hugget den bog?
Stine var så rasende, at hun næsten ikke kunne finde på noget at sige.
- Sådan en ... sådan en ...! blev hun ved at gentage.
Jeg gik i dækning bag ved mor, som langt om længe så op fra symaskinen:
- Hva' er der nu?
Stine stod stadig og fægtede med lommebogen:
- Den ækle møgunge har hugget min lommebog.
Mor sukkede:
- Herregud, Stine! Er det da noget at tage så tungt! Du har jo fået den igen.
- Jamen, han har stjålet den inde i mit skab - og ...
Stine pegede på mig med mord i øjnene:
- Hvor længe har du haft den?
- Kun i to dage, svarede jeg stille, - kun i to dage, og jeg troede, det var en, der skulle smides væk, fordi den er fra sidste år.
- Har du vist den til nogen?
Stine bøjede sig langt ind over bordet nu:
- Svar! Har du?
- Eh - nej, kun til Hans.
Stine sank ned på en stol:
- Hvor er du led!
Nu rystede mor opgivende på hovedet:
- Sig mig, hvad er det for noget med den lommebog?
Stine var nær ved at tude af raseri:
- Den unge er også alt for forkælet. Nu har han gået og vist min lommebog til alle og enhver, og der står en hel masse om Per og mig i den.
- Har du da ført dagbog? spurgte mor.
Stine snøftede:
- Ja, og også skrevet meget andet, altså noget jeg bare sådan tænkte. - Det har jeg slet ikke læst, skyndte jeg mig at sige, og Hans heller ikke, for der var ingen af os, der kunne hitte ud af dine kragetæer. Jeg skulle bare bruge bogen til at føre nikodemus-regnskab i.
Da jeg havde forklaret mor og Stine, hvad et nikodemus-regnskab var, sad vi stille lidt alle tre.
Så rejste Stine sig:
- I siger altså ikke et ord til Per om denne her bog!
Lidt efter gik hun. I døren vendte hun sig og pegede igen på mig:
- Og du sørger for at holde snuden fra mine sager, ellers skal jeg vride halsen om på dig!
Jeg skyndte mig at nikke meget.
Alt sådan noget uhyggeligt noget lå jeg og tænkte på oppe på garage taget. Stine blev farligere og farligere at være i familie med. Tænk - at vride halsen om på sin egen bror! Og for lidt siden stod hun og sagde til Per, at hun havde mange høns at plukke med mig. Nå, på den måde! Først fanger man hønsene, så vrider man halsen om på dem, og til sidst plukker man dem, til de er helt nøgne og lugter som våde vinterfrakker. Et øjeblik lukkede jeg øjnene og forestillede mig vores køkkenbord fyldt med plukkede høns. Alle hovederne var hugget af, og halsene lå og strittede med størknet blod på,
Jeg kom til at ryste, så mine sko dunkede i garagetaget, og et eller andet vred rundt nede i min mave. Det hjalp lidt, da jeg åbnede øjnene igen.
Jo, Stine kan blive meget hidsig. Jeg havde selv hørt mor og far snakke om det.
Det var den dag, Stine var gal over, at hun ikke måtte låse døren dl sit værelse, når hun gik sin vej.
Stine sad inde på værelset og skumlede. Jeg lå under sofabordet i stuen og læste i et wild-west-blad.
- Som hun dog hidser sig op! sukkede far. - Man tør snart ikke sige et ord til hende.
- Det er bare overgangsalderen, sagde mor. -1 den alder kan man finde på hvad som helst. Da jeg var fjorten, havde jeg nær slået fætter Olfert ihjel med et skuffejern. Han grinede ad en soldragt, jeg selv havde syet. Den strammede lidt rigeligt hist og her. Hvis han ikke var sprunget over hækken, havde jeg langet ham en med skuffejernet. Jeg glemmer aldrig hans forundrede udtryk i øjnene, da han stod der på den anden side af hækken.
- Det var sørens! lo far. - Tja, så er det altså dig, Stine har alt det dynamit efter.
Jeg havde ikke spor lyst til at smile, når jeg tænkte på, hvor hidsig Stine kunne blive. Man måtte hellere sørge for at komme af vejen, inden hun begyndte at lede efter en igen.
Det ville være alt for farligt at kravle ned i vores egen have. Garagen ligger klos op ad hækken ind mod vores naboer - hr. og fru Jakobsen, som ikke har nogen børn boende hjemme mere, men tit rejser væk for at besøge dem. Jeg syntes ikke, jeg havde set noget til Jakobsens i flere dage. De var nok ikke hjemme.
Fra garage taget kunne jeg nå over i et af Jakobsens pæretræer. Hvis jeg kravlede den vej ned, ville Stine aldrig opdage mig. Og så bare ud af haven, hen til Hans eller Lars og først komme hjem igen, når jeg var sikker på, at mor eller far var dukket op.
Tomme for tomme mavede jeg mig hen til tagkanten. Dér blev jeg liggende et minut eller to. Så løftede jeg hovedet og spejdede ned mod vores eget hus. Hvis Stine stod ved sit vindue, kunne hun godt få øje på mig, når jeg rejste mig op.
Alt var roligt. Hurtigt kom jeg op på knæ. Et øjeblik efter sad jeg ovre i Jakobsens pæretræ og sundede mig.
Her kunne Stine ikke opdage mig, og lidt efter lidt begyndte jeg at føle mig bedre tilpas.
Ha! Stine ville aldrig være i stand til at lange mig en med et skuffejern. Hun aner slet ikke, hvordan sådan et ser ud, for hun har aldrig rørt så meget som spidsen af en lillefinger for at holde vores have pæn. Ikke i drømme kunne hun finde på at slå græsplænen eller hive noget ukrudt op. Det er ikke, fordi hun ikke bryder sig om haven. Om sommeren ligger hun og vrider sig på en drømmeseng, så snart solen skinner. Og hun smører sig med en hel masse for at blive brun på fem minutter. Tit prøver hun på at ligge og læse bøger i solen, men hun siger, det er svært at samle sig om en bog, når man hele tiden ligger og tænker på, hvor brun man mon bliver.
Det var en god tyk gren, jeg sad på. Jeg bestemte mig til at holde mig skjult i hr. og fru Jakobsens pæretræ, til jeg hørte mor eller far komme hjem. Man kunne godt sove lidt i sådan et pæretræ.
Jeg flyttede mig helt ind ved den tykke stamme, hvor jeg let kunne sidde uden at holde fast nogen steder, og så lukkede jeg mine øjne i.
Vel faldt jeg i søvn, og det værste af det hele var, at jeg først vågnede igen, da jeg hørte voksne stemmer nede i haven under mig. Hr. og fru Jakobsen var kommet hjem, og de gik rundt i deres pæne tøj og så efter, om alting var, som det skulle være. Jakobsens har den flotteste have på vejen. Der er ikke et græsstrå, der vender den gale vej. Ukrudt er slet ikke til hos dem, men de går også og piller i den have altid.
Jeg nåede lynhurtigt at tænke, at efterhånden var det lige meget, hvad jeg foretog mig - hvornår og hvordan - alting endte på en eller anden måde galt. Du er et udskud, sang det gennem mit hoved.
Det er klart, at jeg kom til at ryste lidt og snappede luft i små mundfulde, mens jeg gjorde mig så lille som en syg gråpære, ingen havde gidet plukke.
Da hr. og fru Jakobsen var forsvundet om hjørnet på huset, begyndte jeg at kravle ned. Først nu kunne jeg mærke, at mit venstre ben og det halve af min ende sov, så det snurrede, og at jeg var blevet helt skæv i ryggen af at krybe sammen i træet.
Det var mit søvnige ben, jeg fik stukket først ned. Jeg fik det anbragt lige i det hak, hvor stammen delte sig. Men da resten af mig skulle følge efter, kunne benet slet ikke bære, og så var det, jeg skvattede ned. Med den ene hånd greb jeg fat i en gren over mit hoved. Den var for tynd og knækkede med en grim lyd. Sekundet efter lå jeg i græsset under træet. Jeg pressede øjnene i og åbnede munden lidt, for det gjorde forbistret ondt i min ryg, og også i den søvnige fod, som var blevet hængende lidt for længe i grenkløften.
Det knasede i småstenene i havegangen. Jeg lavede en sprække ved det ene øje og så både hr. og fru Jakobsen komme hen imod mig. Pokkers også! Det bankede i min krop, min ryg var skæv, og det stak og prikkede i mit ene ben, skønt det var vågnet igen. Med det ben og den ryg kunne jeg umuligt nå at spæne hjem. Jakobsen er en høj mand. Han ville fange mig på halvandet skridt. Alting kunne også være lige meget. Når man er et udskud, kan man alligevel aldrig klare sig. Hr. og fru Jakobsen var sikkert børnehadere ligesom Yrsas mor og alle de andre ude i ejendommen, hvor vi boede før.
- Jamen, det var dog rædsomt! hørte jeg fru Jakobsen sige. - Hvordan kan der pludselig falde en dreng ned i vores have? Han er vel ikke kommet noget dl! Jeg synes, han - Anton, så gør da noget:
- Jeg mener, jeg skulle kende ham, sagde hr. Jakobsen. - Er det ikke ...
- Anton! Vi må hjælpe ham. Måske har han slået sig slemt. Du står bare der ...
- Jo, ja, selvfølgelig - vi må - vi må vel have båret ham ind - og så ...
Hverken hr. Jakobsen eller hans kone lød som onde mennesker. Ikke et ord havde de sagt endnu om den knækkede pæregren. Der kunne vist ikke ske noget ved at åbne øjnene.
Jeg prøvede med det ene og nåede at se, at både hr. og fru Jakobsen stod og så meget bekymrede ud. Det gav et lille sæt i dem, da de opdagede, jeg lå og blinkede. Jeg slog begge mine øjne op, men virrede lidt med hovedet og stønnede. Til sidst smilede jeg til hr. og fru Jakobsen - og nikkede, så godt jeg kunne, når jeg lå under et træ og havde brækket alting i kroppen.
- Goddag, hr. og fru Jakobsen! hviskede jeg. - Undskyld, jeg er faldet ned i Deres have!
Jeg skar lidt ansigt og tog mig med den ene hånd til ryggen.
- Hjælp ham nu, Anton! hviskede fru Jakobsen igen.
Jeg så op på hende og smilede:
- Hvis jeg bare må blive liggende et øjeblik, så ...
- Jo, jo, min lille ven, nikkede fru Jakobsen med tårer i øjnene, men skal vi da ikke...
Først nu genkendte hr. Jakobsen mig:
- Jamen, det er jo - det er jo ...
- Ja, skyndte jeg mig at sige, - det er bare mig - Krumme - inde fra ved siden af. Jeg var oppe på vores garagetag, og så gled jeg og faldt lige ned i Deres pæretræ. De må meget undskylde.
Mens jeg lå høfligt i Jakobsens have, hørte jeg far komme i bilen og køre ind i garagen.
Nu turde jeg godt være hjemme. Straks jeg begyndte at samle mig sammen til at komme på benene, tog både hr. og fru Jakobsen fat i mig. Fru Jakobsen snakkede om doktor, men jeg bed tænderne sammen og rystede på hovedet og stønnede, at jeg bestemt ville få det bedre, bare jeg kom ind at ligge på min seng.
Der var ikke spor at mærke i ryggen mere, og min fod var kun en lille smule øm. Jeg kunne let støtte på den. Men hvis Stine og Per var derinde endnu, måtte jeg hellere for en sikkerheds skyld gå med skæv ryg og humpe. Stine ville vel ikke være bekendt at dreje halsen om på en såret! Mellem hr. og fru Jakobsen vaklede jeg ud af haven og hen ad fortovet. Vi mødte far i indkørselen. Han havde nær tabt sin skoletaske, som han har med for et syns skyld. Der er nemlig kun nøgler og madkasse i den.
Far løb hen og tog fat i mig.
- Det er ikke så slemt, sagde jeg med feberstemme. - Jeg skal bare ind at ligge lidt.
Hr. Jakobsen fortalte hviskende, hvordan han og hans kone havde fundet mig under pæretræet.
Far skyndte sig at takke hr. og fru Jakobsen mange gange, og så hjalp han mig ind.
Døren var lige netop lukket op, da Stine kom springende:
- Nå, der er du endelig, din lille ...
Stine tav brat ved synet af mig, men jeg gjorde mig også meget skæv og kunne slet ikke bruge mit ene ben.
Far fortalte hende, hvad der var sket, og bad hende lægge et par puder til rette på sofaen. Det var Stine ikke meget for, men hun gjorde det. Hun stirrede hele tiden på mig med mistroiske øjne, og da jeg omsider lå på sofaen med et tæppe over mig, snerrede hun:
- Du skal ikke tro, du slipper, fordi du har slået dig lidt. Så snart du får det bare en lille smule bedre, vanker der. Jeg skal nok holde øje med dig.
Far hørte ingenting. Han sad og bladede i vores lægebog. Måske stod der noget om, hvad man kommer til at fejle, når man ryger ned fra et pæretræ. Bagefter spurgte han mig, om jeg havde ondt der eller dér eller dér.
Mor kom hjem med Grunk. Hun blev ikke ret forskrækket, for hun er vant til at have med børn at gøre, der falder ned alle mulige steder fra.
Da mor havde følt lidt på mig, hev hun en pakke flødeboller frem af sin store taske. Det var nemlig hendes lønningsdag, og så snolder hun altid. Min flødebolle blev anbragt på sofabordet lige ved siden af mig. Jeg vil gemme den, til de andre havde spist deres. Stine åd sin i én mundfuld. Hver gang, hun kom i nærheden af mig, hviskede hun:
- Du skal ikke tro, du slipper.
Bare jeg kunne få min skæve ryg og min forvredne fod til at vare et par dage! Alting drejede sig om mig nu. Hvordan går det, lille Mads? Har du meget ondt i ryggen, lille Mads? Du har vel ikke kvalme, lille Mads? Tror du ikke, vi skulle lægge et elastikbind om din fod, lille Mads?
Desværre gik det galt til sidst. Bare fordi jeg glemte at passe på i to sekunder. Stine havde siddet og læst i et blad. Lige med ét lagde hun bladet, bøjede sig ind over sofabordet, snuppede min flødebolle og sagde:
- Denne her kan du ikke æde, vel?
Hun var omgående henne ved døren og havde allerede taget den første bid.
- Dumme tøs! råbte jeg og sprang op. Først ude i entreen kom jeg i tanke om alle mine livsfarlige sygdomme.
Mor og far og Grunk kom løbende. Døren til Stines værelse stod åben. Stine sad henne ved vinduet og slikkede min flødebolle i sig.
- Nå, sagde hun spydigt, - det er rart at se, at du er ved at være rask igen, lille Mads. Med den fart, du røg op, kan der vist ikke være noget alvorligt i vejen med dig.
Stine proppede resten af flødebollen i munden, slikkede sine fingre en for en og tørrede dem af på sin bukseende. Pludselig udstødte hun et skringrende hyl, krummede sig sammen og sprang hen imod mig.
Jeg fik vendt mig om, smuttede op ad trappen og ind på mit værelse. I samme øjeblik, jeg drejede nøglen om i døren, ramlede Stine imod den.
Hun ruskede i håndtaget og dundrede på døren.
- Du troede, du var snu, råbte hun, - men jeg fuppede dig alligevel. Vent bare, til jeg næste gang får kløerne i dig! Du kan lige så godt begynde at tude med det samme.
- Tror du måske, jeg er bange for dig, dit skæve læs! råbte jeg tilbage.
Stine blev ved med at ruske og banke. Mindst ti minutter.
Hun fik brugt alle de gale ord, hun kunne komme i tanke om. Jeg smed mig på min seng og trak puden godt ned om ørerne.
Endelig holdt Stine op med at rase. Jeg blev liggende på sengen, for jeg var så træt så træt. Det udmatter meget at blive forskrækket og ked af det på samme tid.
Stine kom til at hade mig mere og mere. Der var ingen tvivl om det. Jeg kunne se det på hendes øjne og høre det på hendes stemme. Selv når jeg ikke havde gjort noget som helst, vrissede hun ad mig, og lige meget hvad jeg gjorde, rystede hun opgivende på hovedet.
For ikke ret længe siden skulle Stine holde møde på sit værelse om en klassefest henne på skolen. Værelset var fyldt med piger og drenge, og de drak te og åd to franskbrød med birkes. Jeg stod uden for vinduet for at se, hvad de lavede. Med det samme, Stine så mig, skyndte hun sig at råbe, at jeg skulle skrubbe af, for der var ingen af hendes kammerater, der kunne holde ud at se mit grimme fjæs. Alle pigerne og drengene grinede.
Tit skulle man tro, at mor og far holdt med Stine, når hun sagde ting til mig. Eller at de var bange for hende. Det var i hvert fald meget sjældent, de skældte hende ud. For det meste lod de, som om de slet ikke hørte alt det, Stine fyrede af. Til nød kunne far begynde at tromme lidt i bordet. Hvis Stine så ikke skruede ned, satte han sig til at stirre på hende med store, forbavsede øjne.
Det kunne Stine ikke lide. Flere gange blev hun så gal, at hun rejste sig fra middagsbordet og løb tudende ind på sit værelse.
- Du kunne da også lade være med at drille hende, sagde mor til far.
Men Stine skulle altså have lov til at skælde alle os andre ud - og mest mig - fra morgen til aften.
Hvis Grunk rabler noget sludder af sig, mens han sidder i sin høje stol, ser både far og mor lykkelige ud. Men mig er der aldrig nogen, der gider høre på. Bare jeg åbner munden, bliver der blinket og vinket og tysset fra mor og far. Jeg har da ellers flere gange hørt dem snakke om, hvor vigtigt det er, at folk giver sig tid til at høre på deres børn og snakke med dem om alt muligt.
Den aften lå jeg længe med hovedet under puden. Der gik nok over en time, før jeg hørte banken på døren igen. Denne gang blev der banket på en blød måde.
Jeg satte mig op i sengen.
- Mads, hørte jeg mor sige udenfor, - Mads, sover du?
- Ja, sagde jeg.
- Mads, blev mor ved, - luk nu op, hører du! Jeg vil tale med dig.
- Jamen, Stine vrider halsen om på mig.
- Sludder, dreng, hun er her slet ikke.
- Måske kommer hun igen om et øjeblik.
- Nej, hun gør ej. Hun er gået hen til Lena for at skrive engelsk stil.
-1 vil bare narre mig, ja, I vil. Stine er slet ikke gået. Hun har bare fået dig til at prøve på at lokke mig ud.
Mor rømmede sig på den anden side af døren.
- Mads, fortsatte hun så med indtrængende stemme, - sådan kan du ikke være bekendt at tro om din egen mor.
- I er da altid imod mig alle sammen, råbte jeg meget højt, for at mor ikke skulle høre på min stemme, at jeg var nær ved at tude over, så ondt jeg havde det.
- Mads, dit lille fjols! Luk nu den dør op!
Jeg blev stående lidt endnu med hånden på nøglen, før jeg lukkede op.
Mor smilede til mig og strøg mig over håret.
Vi sad ved siden af hinanden på min seng og snakkede. Det var mest mor, der sagde noget. Stine havde fortalt hende hele historien med skabet.
- Du kan da nok forstå, Stine ikke bryder sig om at have nogen til at ligge og lure inde i det skab, mens hun har besøg af Per, begyndte mor.
- Lure, udbrød jeg, - jeg lurede ikke, jeg kunne bare ikke nå ud af værelset, da Stine kom hjem.
- Mads, fortsatte mor, - Stine er snart voksen.
- Voksen! Hende?
- Hun er fjorten år, Mads, og en pige på fjorten år er næsten voksen. Og når Per og Stine er sammen, sidder de somme tider og kæler for hinanden, og måske kysser de også hinanden.
- Puha! At Per gider!
Mor puffede lidt til mig med skulderen:
- Vent du bare, til du selv finder dig en sød pige, så får du også lyst til at kæle med hende og kysse hende!
- Mig? Så skal det i hvert fald ikke være en som Stine.
- Stine er slet ikke så slem, som du tror. Hun har det bare ikke så nemt for tiden.
- Hvad har hun ikke! protesterede jeg. - Får hun måske ikke lov til at råbe op og brokke sig, så tit hun gider, uden at der er en eneste, der siger en lyd til hende?
- Jo, jo, jo, sagde mor, - men det er jo netop, fordi hun er i en vanskelig alder.
- Min alder er da heller ikke let.
- Mads hør nu! Stine er i overgangsalderen - eller i puberteten, som det også hedder - det har vi snakket om før. Der sker så meget med en pige i de år - og da for resten også med en dreng. Men piger er nu engang en hel del forskellige fra drenge.
- Ja, mon ikke!
Mor ruskede blidt i mig:
- Nu skal du prøve at høre, hvad jeg siger, ikke!
Vi sad og snakkede længe. Mor fortalte meget om, hvor svært det kan være både for drenge og piger, når de bliver næsten voksne. Jeg havde hørt om den slags flere gange før, men aldrig tænkt ret meget over det.
- Hvornår er Stine færdig med den dér overgangsalder? spurgte jeg, da mor tav.
- Det er ikke let at sige, sukkede hun, - men jo mindre vi blander os i, hvad hun siger og gør, jo lettere får vi det alle sammen.
- Hun har råbt, hun vil vride halsen om på mig. Ligesom på en høne, der skal plukkes.
- Årh, det er kun noget, hun kommer til at sige, fordi hun er gal og irriteret og ked af det på én gang. Hun kunne da aldrig finde på at gøre dig fortræd.
- Hva' så dengang du selv var i overgangsalderen og ville slå din fætter Olfert ihjel med et skuffejern?
Mor lo højt:
- Han havde drillet mig med, at jeg var for tyk, og jeg hadede ham i lange tider, men det var da kun for at forskrække ham, at jeg løb efter ham med skuffejernet.
- Hvor længe hadede du ham?
- Det kan jeg ikke huske, men det var vist ikke ret længe.
Vi gik ned i stuen til far. Grunk var kommet i seng.
Den aften fik mor ikke syet på sin maskine, og far kom heller ikke længere med sit bogbinderi.
- Hadede du også nogen, da du var i overgangsalderen? spurgte jeg far.
Far rokkede lidt frem og tilbage:
- Hadede og hadede - jeg kan da huske, jeg sagde hold kæft til en af mine lærere, fordi han blev ved med at drille mig med en af pigerne i klassen. Hun hed Asta, og jeg var meget forelsket i hende, men jeg turde ikke fortælle hende det.
- Hva' så, far? Fortæl noget mere!
- Der blev en farlig ballade, fordi jeg havde sagt hold kæft til lærer Holgersen. Jeg blev sendt over til inspektøren, og jeg fik et brev med hjem. Min far måtte skam stille på skolen.
- Fik du så tæv?
- Næh, jeg slap med at give læreren en undskyldning, mens alle de andre hørte på det. da jeg luskede ned på min plads, så
Asta på mig med et overlegent smil. Jeg kan se hende for mig endnu.
- I virkeligheden var det læreren, der burde have givet dig en undskyldning, sagde mor.
Vi sad lidt og tænkte på vores barndom alle tre. Til daglig går man ikke og husker på, at ens far og mor også har været børn engang. Vi har nok et par gamle albummer med billeder, men de ser ud, som om de var taget for hundrede år siden.
Inden vi gik i seng, lærte jeg mor og far at spille Nikodemus. De kunne næsten ikke finde ud af det, så jeg vandt hele tiden.
Jeg var glad, da jeg gik i seng den aften. Alligevel vågnede jeg midt på natten og var helt våd af sved.
Jeg havde drømt, at vores have var fuld af høns, som skulle have vredet halsen om og bagefter plukkes. Selv var jeg både en af hønsene og også med til at fange dem. Oppe på garagetaget stod hr. og fru Jakobsen og så bekymrede ud. Fra sit vindue dirigerede Stine det hele, mens mor, far og Per sad og spillede Nikodemus.
Det er svært at holde styr på sine tanker om natten. I mørke løber fantasien let løbsk. Selv om man er sikker på, man er lysvågen, og alt det, man har drømt, er noget sludder, kan man godt ligge længe efter og være bange. Falder man hurtigt i søvn igen, sker det tit, man drømmer videre på den samme fjollede drøm.
Derfor stod jeg op af min seng og låste døren. Bagefter gik jeg frem og tilbage på gulvet, indtil jeg var sikker på, at den sidste lille hønsefjer var fløjet ud af min hjerne. Resten af natten sov jeg roligt.
Jeg nåede at spise morgenmad, inden Stine var færdig med sit hår og alt det andet, hun skal have ordnet, inden hun vil vise sig for andre mennesker. Ude i entreen kom jeg til at puffe lidt til hende, da jeg var på vej op på mit værelse for at hente min taske. Jeg mødte hendes øjne i spejlet over kommoden. Det var let at se på dem, at selv om Stine havde lovet mor og far, at vi alle sammen skulle prøve at holde fred i vores hus, så havde hun ikke tænkt sig at finde sig i noget som helst alligevel.
- Husk nu at holde snuden fra mine sager! hviskede hun.
Den dag kørte jeg med far i skole.
Vi kommer ad en smutvej, hvor vi ikke møder ret mange af skolebørnene, og så bliver jeg sat af ved det sidste hjørne.
Selvfølgelig ved alle på skolen, at min far er en af lærerne, men jeg vil helst lade som ingenting.
Far har mest de store i sløjd og regning. Hvis nogle af dem fra ottende eller niende er blevet sure på ham, kan det let komme til at gå ud over mig. Det er da ikke sært, far bliver gal, når nogle drenge med vilje ødelægger træ eller værktøj på sløjdsalen. Sker det, holder han ikke op med at skælde ud, før timen er forbi. Han siger, han er nødt til at have luft.
Jeg får næsten altid at vide, når far har været vred i en time. Indimellem kan de store godt finde på at banke mig. Det er nu ikke sket ret tit. Men det er heller ikke særlig rart, hvis sådan fire-fem lange fyre bare stiller sig op ved siden af en og begynder at sige en hel masse om ens far.
- Du, ham Krumborg, han er sgu da en gammel idiot.
- Om han er! Han er den sureste lærersnude på hele denne her møgskole.
Det hjælper ikke, jeg går min vej. De følger efter mig. Somme tider fanger de mig også og står og giver mig nødder, mens de siger mere om far.
Da jeg kom i skole den morgen efter alt det med Stine, stod Hans og Lars og ventede på mig lige inden for porten. Jeg kunne med det samme mærke på dem, at der var sket et eller andet. Det var, som om de ikke rigtig kunne lide at se på mig. De lagde bare begge to en hånd på min skulder.
- Hva' er der? spurgte jeg.
Inden Hans og Lars kunne nå at svare, kom Yrsa og Nete svansende lige forbi os. De pegede på mig og var ved at knække over på midten af fnis.
I den modsatte ende af gården masede en stor klump unger sig sammen. Det så ud, som om de på én gang ville ind i de stores hjørne.
- I er så underlige, sagde jeg til Hans og Lars, hvad er der sket?
Hans klappede mig let på ryggen:
- Der står noget om din far nede på væggen under halvtaget.
- Hvad står der?
- Krumborg er en dum skid.
Hans og Lars sagde det i kor.
I det samme ringede det ind. Jeg stod som lammet et øjeblik. Så satte jeg i rend hen mod trappen for at komme op, før de store fik øje på mig. Med Hans og Lars lige i hælene styrtede jeg ind i klassen.
Vi skulle videre med vores gruppearbejde om Grønland i de to første timer. Jeg var altså tvunget til at sidde sammen med Yrsa og Nete. Inden de nåede at komme ind, hentede jeg bøger og papir og det hele i skabet. Det var første gang, jeg havde alting parat, før læreren dukkede op. Han så også meget overrasket ud.
Jeg kunne ikke undgå at mærke, at alle de andre vidste, hvad der stod nede i skuret. De gloede alle sammen på mig og hviskede til hinanden. Yrsa og Nete var mere irriterende end nogen sinde.
Først snakkede de om, at det var fantastisk, så vild jeg var blevet med Grønlands klima og planter. Senere sad de og blinkede til hinanden, hver gang jeg rørte mig. Til sidst begyndte de at fnise igen.
Jeg blev gloende varm over hele kroppen ved tanken om, at jeg var alene mod hele klassen, ja, mod hele skolen. Der havde før stået noget om lærere nede i skolegården, men aldrig om min far. Jeg troede ikke, det kunne ske. Et øjeblik håbede jeg, at det slet ikke var far, der var skrevet om, men mig. Men nej - så ville der have stået Krumme - ikke Krumborg.
Tiden stod stille. Jeg hørte ikke meget af, hvad der foregik rundt om. Ville ikke høre det. Sad kun og lod, som om jeg var helt opslugt af mine Grønlandsbøger.
Men Yrsa og Nete holdt øje med mig.
- Hr. lærer, Krumme sidder og driver, hørte jeg Yrsa sige. - Han har ikke skrevet et eneste ord endnu og heller ikke tegnet noget.
Der var stille i klassen. Jeg løftede hovedet De andres øjne borede sig ind i mig. Aldrig havde der været så uhyggeligt stille. Læreren så også helt utilpas ud.
- Kom nu i gang, Mads! sagde han. - Du er jo bagefter i forvejen. Hvis der er noget, du ikke kan finde ud af, skal du bare spørge de andre i gruppen. De vil sikkert gerne hjælpe dig.
Yrsa og Nete? Hjælpe mig?
- Jamen, kom jeg til at sige, - jeg sidder - eh - bare - lidt - og - eh - spe - spe - tænker.
Der lød et brøl af grin fra de andre i klassen. Læreren kom også med et par små trætte ha-haer.
Med ét kunne jeg ikke holde ud at være i klassen. Jeg måtte væk. Ikke bare fem minutter. Resten af dagen. Altid. Men hvordan?
Øv, jeg skulle snyde dem, skulle jeg, alle de dumme grineaber! Ingen af dem kunne spille syg på en ordentlig måde. De havde sikkert ikke engang prøvet det. Men det havde jeg. Jeg var i træning. Hvis ikke Stine havde snuppet min flødebolle, kunne jeg have ligget hjemme i sengen endnu med skæv ryg og forvredet fod. Der var heldigvis andre sygdomme til.
Jeg begyndte at trykke indvendig, så jeg blev rød i hovedet. Og jeg stønnede også.
Yrsa var på sin post.
- Hr. lærer, sagde hun et øjeblik efter, - Krumme ser så underlig ud.
Igen stirrede hele klassen på mig, men nu var jeg ligeglad.
- Er du ikke rask, Mads?
Jeg rystede svagt på hovedet og pressede og pressede.
Nu rejste hr. Jansen sig og kom ned og lagde sin hånd på min pande:
- Du er sandelig også meget varm. Måske har du lidt feber.
Ingen skulle komme og lære mig noget.
- Jeg har også ondt i hovedet, hviskede jeg. - Og jeg har kvalme. Jeg tror, jeg skal kaste op.
Yrsa og Nete rykkede længere væk fra bordet.
- Nej, hvor er han også rød i knolden! sagde Yrsa.
Læreren nikkede:
- Jeg tror hellere, du må gå hjem i seng, Mads! Ikke! Så bliver du sikkert snart frisk igen. Jeg skal nok fortælle din far, at jeg har sendt dig hjem.
Hurtigt fik jeg tasken pakket. Med hånden for munden løb jeg ud ad døren.
God bedring, Mads! råbte hr. Jansen efter mig.
Der var ingen, der grinede mere nu.
Så snart døren var lukket bag mig, spænede jeg hen ad gangen. Heldigvis mødte jeg ikke en eneste. Der var vel gået en halv times tid, siden det ringede ind.
Jeg styrtede ned i gården og standsede ikke, før jeg var henne under halvtaget i de stores krog.
Der stod det. Med skæve bogstaver.
Krumborg er en dum skid.
Jeg smed tasken på bænken og løb over på toilettet og huggede en stak papirhåndklæder. Dem gjorde jeg pjaskvåde i håndvasken og fløj tilbage til skuret. For en sikkerheds skyld begyndte jeg at vaske ordene væk bagfra. De var skrevet med kridt på de gråmalede brædder. Det var let at få dem væk. Alligevel blev jeg ved at skure løs, så væggen til sidst kom til at se nymalet ud.
På det store ur kunne jeg holde øje med tiden. Der var endnu fem minutter tilbage af første time, da jeg greb min taske og pilede hjemad.
Nu kunne alle ungerne sidde i klassen og grine ad sig selv. Der stod i det mindste ikke noget om min far i det læskur mere. Alle de store idioter kunne vade hele skolegården igennem på kryds og tværs hundrede gange uden at se så meget som fodsporene af mig.
Hele vejen løb jeg og tænkte på det underlige i, at jeg var den dreng i hele landet, der var mest uheldig. Sådan havde det været, så længe jeg kunne huske. Aldrig fik jeg lov til at være i fred ret længe ad gangen.
Midt i al forvirringen havde jeg glemt, at mor havde fridag. Lige da jeg satte min nøgle i låsen, lukkede hun døren op for mig.
- Mads dog! Hvorfor kommer du hjem nu?
Jeg var forpustet og svedt.
Mor halede mig ind i entreen:
- Du er da vel ikke syg?
Jeg nikkede og lod mit hoved hænge lidt.
Grunk kom jollende fra stuen. Mens mor følte mig på min pande, fortalte jeg om min kvalme og om, hvordan hr. Jansen selv havde sagt, at jeg hellere måtte skynde mig hjem.
- Du er også helt våd af sved, sagde mor. - Gå du op i seng, så skal jeg komme med en halv albyl!
- Og en cola! bad jeg.
- Du kan lige tro, jeg skal hente colaer.
Nu løftede jeg hovedet igen:
- Og nogle blade. Jeg vil også gerne have nogle blade.
Mor sagde ja til det hele. Dengang hun læste til børnehavelærerinde, lærte hun, at det vigtigste er at være god ved børn. Især når de er syge.
Så lå jeg og slappede af i min seng.
Mor havde travlt med at ordne hele huset. Hun løb fra det ene rum til det andet. Grunk jollede bagefter. Ned i kælderen, op igen, ind i stuen, ud i køkkenet, op til mig. Når mor har fri, er hun tit forvirret, for det må man ikke være i en børnehave.
Børnene kan ikke tåle det. De bliver nervøse og slås mere.
Et øjeblik lå jeg med lukkede øjne og triste tanker. Min mor er forvirret, tænkte jeg, min storesøster hader mig, og der er nogen, der skriver, at min far er en dum skid. Min lillebror har ikke for mange brikker at flytte med. Han er over to år og kan ikke sige andet fornuftigt end grunk.
Far og mor gider slet ikke lære Grunk at tale ordentligt. De regner med, det kommer af sig selv. Hver gang Stine og jeg begynder at snakke om, hvor dum Grunk måske er, fortæller far, at han også selv var længe om at komme i gang med at tale. Han var næsten fire år. Men så kunne han altså også sige, hvad det skulle være. Nogle af de første ord, han brugte, var sildekasser og dynamolygte. Når de fik gæster, skulle han altid ind i stuen og sige Doktor Hassenkamps Medikatus. Det var et lille apparat, som farfar brugte til at sætte op i næsen, fordi han havde så meget snue.
Mor tog Grunk med ud at købe ind. Da de kom hjem igen med colaer og blade, havde jeg det allerede meget bedre. Mor kunne let se det. Jeg bestemte mig til at blive helt rask ved et-tiden, for jeg skulle nemlig kun have fem timer på skolen den dag.
Præcis klokken et var jeg helbredt og stod op og trak i tøjet Mor protesterede lidt, men da jeg sagde, at jeg trængte til frisk luft og gerne ville slæbe Grunk med en tur i parken, skyndte hun sig at rulle klapvognen frem.
Vi kørte over i den del af parken, der ligger længst væk fra vores vej. Jeg ville helst ikke møde nogen af dem fra skolen. På en almindelig dag er der ikke ret mange mennesker i parken. Vi mødte kun nogle ældre damer, som gik tur med deres hunde, og et par koner med barnevogne.
Jeg gik og fortalte Grunk om alt det, der var sket i den sidste tid. Han forstod selvfølgelig ikke en pind af det, men det lettede at snakke med ham alligevel.
Hver gang jeg tav stille, kom han selv med noget af sit eget vrøvl, som om han ville have mig til at fortælle mere.
Det var dejlig varmt vejr endnu. Mange af træerne i parken var begyndt at se flotte ud med røde, gule og brune blade.
Længst ovre - næsten hvor parken holder op - går der en smal vej. Den snor sig ud og ind mellem buske og træer, og flere steder er der små pladser med bænke.
Jeg prøvede de fleste af bænkene, og på den sidste, som var anbragt lige foran et tæt buskads, blev jeg siddende et stykke tid. Solen varmede, som om det var midt på sommeren. Jeg lagde nakken tilbage og lukkede øjnene. Det var skønt
Nu og da puslede det lidt i krattet bag mig. Det var nok bare nogle gråspurve eller måske et pindsvin på tur inde i mørket.
Langt borte kunne jeg høre en svag summen af bilerne på hovedvejen.
Pludselig rumsterede det meget bag mig. Jeg blev lidt forskrækket, slog øjnene op og vendte mig om. I det samme kom der nogle lyde - akkurat som når Anders And snakker. Jeg rejste mig op for at finde ud af, hvad det var. Lydene begyndte igen, og denne gang lød det, som om Anders And skældte ud.
Det er da klart, at jeg sprang op og tog fat i styret på Grunks klapvogn for at komme væk. Man bliver så underlig, når man sidder fredeligt på en stille bænk og har ansvaret for sin lillebror, som ikke engang ved, hvad han hedder, og hvor han bor, og så pludselig hører Anders And sige mange gale lyde inde i en busk.
Jeg fik kun startet vognen. Så tog Anders And fat igen lige ved siden af stien. Denne gang sang han, og jeg kunne let høre, hvad det var for en melodi. Det var „Den sømand han må lide". Er der noget at sige til, at jeg satte farten op! Inden jeg var nået ret mange meter væk, skete der mere.
- Hej, Krumme! lød det bag mig.
Den stemme havde jeg hørt før. Da jeg standsede og vendte mig om, ruskede og raslede det meget i en busk, og et lyshåret hoved med et stort grin på dukkede frem.
- Hej, Krumme!
Det var Tom.
Jeg havde ikke set noget til ham, siden den dag, vi blev opdaget af en mand inde i en have med alle tiders blommer, som vi aldrig nåede at smage.
- Hej, Tom! sagde jeg og trak vejret lidt hurtigere, end jeg plejer, fordi jeg var forbavset.
Tom kravlede helt ud af sin busk og kom hen til mig.
- Nå, du er nok ude at køre med din lillebror:
- Jo, sagde jeg.
- Jeg lå inde mellem buskene, inden I kom. Nej, hvor blev du forskrækket, da Anders And begyndte at rappe løs!
Det gav sgu et helt spjæt i dig, mand.
- Årh, sagde jeg, - det var nu mest, fordi der var kommet en flue ind i mit øre.
- Gu' var det ej, Krumme! Var der måske også en flue i dit øre, da Anders And begyndte at synge?
- Hvor har du lært det? spurgte jeg.
- Af mig selv. Jeg opdagede pludselig, jeg kunne, engang jeg var forkølet. Det lyder bedst, når man er lidt snottet.
- Prøv en gang til!
Vi satte os hen på bænken igen, og Tom sagde mere på Anders Andsprog. Han kunne sige mange ord. Dav, Krumme! Hvad vil du! Man kunne næsten godt forstå det. Jeg prøvede også selv, om jeg kunne snakke på den måde, men det lød ikke ægte. Tom forklarede ellers, at det var let nok. Man skulle bare holde fortænderne sammen og så få det inderste af kinderne til at snurre.
- Syng en til! bad jeg.
Tom satte sig på hug foran Grunk, og så rap-sang han „Skorstensfejeren gik en tur". Anders And selv kunne umuligt have gjort det bedre. Grunk så også meget overrasket ud. Jeg kom til at tænke på, at han måske ville have lettere ved at lære Anders And-sprog end menneskesprog.
Da Tom holdt op med at synge, sad vi og snakkede om alt muligt. Bare ikke om Blommebanden. Toms hår var blevet meget længere, end da jeg så ham sidst. Jeg skulle lige til at sige, at det så smart ud, men så rejste Tom sig og holdt en hånd bag sit ene øre.
- Hvad er der? spurgte jeg.
- Skynd dig! Kom! svarede Tom. - Vi må væk.
Hurtigt greb han Grunks vogn. Nu kunne jeg også høre noget. Motorlarm. Knallerter.
Tom masede Grunk med klapvogn og det hele ind mellem buskene bag ved bænken og trak også mig med.
Larmen kom nærmere og nærmere.
Vi var lige nået i dækning, da tre store drenge kom fræsende forbi for fuldt drøn ude på stien. Jeg så i et glimt, at de alle tre var i sorte skindjakker med billeder på ryggen.
Så snart de var væk, ville jeg rejse mig og trække Grunk ud af buskene igen, for der var flere små grene, der strittede lige ind i hovedet på ham.
Tom holdt mig tilbage.
- Vent! hviskede han. - De kommer igen om lidt.
Det var rigtigt nok. Et øjeblik efter fløj de tre sorte racere forbi - i modsat retning - ude på den smalle vej.
Jeg fik befriet Grunk. Det var lige før, han blev gal. Han havde allerede trukket mundvigene ned og var begyndt at spare luft sammen til en større tur.
Ude på bænken igen spurgte jeg naturligvis Tom, hvorfor vi skulle gemme os, fordi der kom nogle store drenge kørende på deres knallerter.
- Er du vild, mand! De er edderfarlige, de tre banditter der.
Tom bøjede sig helt hen mod mig, kneb øjnene sammen
- og han hviskede, som om han var bange for, at der lå spioner under bænken.
- Jo, du, det er de værste rødder i hele parken. De må slet ikke køre her på Kærlighedssiden, og ...
- Kærlighedsstien? afbrød jeg. - Hvorfor hedder den Kærlighedsstien?
Tom svingede med hovedet, så det lange lyse hår var lige ved at daske ind i mit ansigt:
- Det har den altid heddet, og det er vel fordi her kommer så mange kærestepar om aftenen. Somme tider gemmer jeg mig bag en af bænkene og ligger og hører, hvad de snakker om. Pigerne er altid ved at dø af skræk, når jeg begynder at sige som Anders And. Nå, men de her tre fyre ...
- Hva' så, hvis de fanger dig?
- Banditterne?
- Nej, kæresterne.
- Nå, dem! Det kan de ikke, for jeg kender alle gemmestederne.
- Det ku' jeg sgu godt tænke mig at være med til.
- Den er i orden, sagde Tom, - den er i orden. Vi går herhen en aften. Bare vi sørger for at komme af vejen, hvis de tre sorte dukker op, kan der aldrig ske os noget.
- Hva' gør de da?
Tom kunne slet ikke sidde stille nu. Han sparkede med benene i asfalten, og han fægtede med armene:
- For det første kører de som død og djævel. De har også været meldt til politiet, og deres knallerter blev taget, fordi de var boret. Men nu har de alle tre fået nye. Engang var de også lige ved at fange mig - de kan nemlig ikke lide langhårede, men så kom parkbetjenten, og så slap jeg væk.
- Kan parkbetjenten da ikke forbyde dem at komme i parken?
- Jo, det har han sgu da også gjort, men det er de ligeglade med.
Han joller jo kun langsomt rundt på cykel og holder opsyn, og når han er ude i den anden ende af parken - fem kilometer væk - så drøner de bare herned.
- Hvad tror du, de ville have gjort ved dig, hvis ham parkbetjenten ikke var kommet?
- Tævet mig vel, sagde Tom og slog sin knyttede højre hånd hårdt ind i den åbne venstre. - Eller klippet mig. Sådan nogen kan finde på alt.
- Sgu sikkert nok, sagde jeg og spyttede hen over hovedet på Grunk og ind i buskene på den anden side af stien.
Det var dejligt at møde Tom igen. Gode gamle Tom. Jeg glemte alt det kedelige, som jeg havde gået og ærgret mig over.
- Er du aldrig bange for noget, Tom? spurgte jeg. - Altså for alvor.
- Mig? Hva' skulle det være? Jeg stikker bare af eller forsvinder i et af mine smuthuller, hvis nogen begynder at lugte farligt.
- Hvor har du de smuthuller henne?
- Det ku' du li' at vide, hva'?
- Ja, hvis jeg selv skulle få brug for dem.
- Du siger det ikke til en eneste på hele jorden!
- På ære, nej!
- Sværg ved din mors brækkede arm!
- Hvordan gør man det?
Tom rejste sig og så meget alvorlig ud. Så løftede han sin højre hånd og sagde:
- Du skal gøre sådan og så sige - gid min mor må brække en arm på langs, hvis jeg fortæller noget som helst om Toms smuthuller til nogen!
Jeg kunne ikke lide det dér med mors brækkede arm, for hvordan skulle hun så klare børnehaven, symaskinen og os. Derfor spurgte jeg Tom, om jeg ikke kunne sværge ved noget andet.
- Hva'? kom det fra Tom.
- Ehm - min cykel eller sådan noget, mumlede jeg.
- Man kan da ikke sværge ved en cykel. Tom rystede på hovedet.
- Så kan jeg sværge ved min storesøster, for hun hader mig alligevel, skyndte jeg mig at sige.
Det gik Tom med til.
- Lad mig så høre, Krumme!
Jeg stod foran Tom med min højre hånd løftet, og jeg hviskede det, jeg skulle sige, meget hurtigt, for så syntes jeg ikke, det var så slemt:
- Hvis jeg fortæller noget om Toms gemmesteder til nogen, så gid Stine må brække sin ene arm.
- På langs! kom det fra Tom.
- På langs! gentog jeg.
Et øjeblik stod Tom og tænkte sig om:
- Jeg ved for resten ikke, om det gælds, hvis man sværger ved nogen, man er uvenner med.
Det må det alligevel have gjort, for Tom begyndte at gå, og jeg fulgte efter med Grunk. Et par minutter længere henne ad stien standsede Tom, krummede sig sammen, så sig om til alle sider og lyttede et øjeblik.
- Kom! sagde han. Lad bare ungen blive herude på stien!
Vi borede os ind i krattet og nåede frem til et højt birketræ.
- Se! sagde Tom stolt og pegede på træet.
På bagsiden af det fik jeg øje på et tyndt tov med knuder på. Det sad fast højt oppe i træets krone.
Jeg nikkede. Tom behøvede ikke forklare mig noget. Ved hjælp af det tov var det ingen sag at komme til tops i birketræet.
Vi gik videre. Tom viste mig et sted, hvor man hurtigt kunne smutte gennem et hul i en hæk og ind i en baghave, der stødte op til parken. Han havde selv lavet hullet. Fra haven kom man så ud på vejen, der går langs parken.
- Her er det bedste sted, hviskede Tom og trak luft ind gennem næsen. Vi havde hentet Grunk igen og var kørt helt ned til enden af parken. Herfra kunne vi tydeligt høre støjen fra hovedvejen.
- Hvor? spurgte jeg ivrigt. - Hvor?
Tom pegede på tre gamle, mægtig tykke piletræer.
- Har du også et tov hængende i et af dem? spurgte jeg.
- Nix, du! Prøv at gå om bag det midterste træ, så skal du bare se!
Mens Tom holdt vagt ved Grunk, masede jeg ind til de tre gamle kæmper. Da jeg nåede om bag dem, opdagede jeg, at det midterste og tykkeste af dem var hult helt nede ved jorden.
Jeg kravlede ind i træet. Hvis man satte sig tæt sammen, skulle der nok kunne være to drenge af Toms og min størrelse derinde.
Et øjeblik efter kom Tom. Han havde Grunk med. Vi sad alle tre inde i det hule træ. Der ragede kun lidt Grunk udenfor.
Vi havde det rart - Tom og mig og Grunk. Der var ingen i hele byen, der kunne finde os her. Et gammelt hult træ. Måske over hundrede år. Engang havde det været så lille, at selv en mus kunne skræve over det. Det var vokset og vokset, og tusindvis af mennesker var gået forbi det. Det var sært at tænke på.
- Om hundrede år sidder der måske et par andre drenge og gemmer sig her, sagde jeg stille.
- Gu' gør der ej, svarede Tom.
- Det kan man da aldrig vide.
- Jo, for parkbetjenten siger, at de tre gamle kæmper skal fældes.
- Nårh!
Tom sang en lille Anders And-én, og så kravlede vi ud igen. Ikke langt fra træerne er der lavet sådan en slags muret ovn. Den er åben foroven, og så er der et hul forneden til at fyre op i. I den slags ovne brænder man papir og andet affald.
- Der kunne man også gemme sig, sagde jeg og pegede på ovnen.
- Ja, nikkede Tom, - men man bliver møgbeskidt, for den er helt sodet til indvendig.
Tom skal man ikke komme og lære noget. Ovre i parkens næste hjørne har man bygget ligesom en kæmpestor skraldespand af cement. Den er nok mindst fem meter lang og et par meter bred, og så dækkes den af nogle store lemme af tykke brædder. Man kalder sådan et monstrum for en container. Det sagde Tom selv. I den bliver der smidt alt muligt parkmøg.
Endelig nåede vi hen til parkbetjentens lille grå skur. Der stod en gammel knallert bag ved det.
- Hvem ejer den? spurgte jeg.
- Parkbetjenten. Vil du have en tur?
- Jamen, hvis han nu kommer?
Tom så på sit ur:
- Han viser sig ikke her den første halve times tid.
- Hvor kan du vide det?
- Jeg har udspioneret ham.
Tom gik hen til knallerten:
- Det er kun et gammelt Velolig. Låsen er i stykker. Se!
Han er strid, ham Tom. Uden videre trak han parkbetjentens Velo ud på stien. Først ruskede han lidt i den for at høre, om der var benzin på. Det skvulpede godt nok.
- Man skal jokke som bare pokker for at få den i gang, sagde Tom.
Så jollede han af. Puklede løs. Motoren snøftede træt, men tog sig så sammen og gik i gang. Tom strøg af sted. Langt nede ad stien kom en dame med en barnevogn, men Tom var allerede skjult af de nærmeste buske. Et øjeblik efter dukkede han op igen, slog et slag ud over plænen og styrede tilbage mod Grunk og mig. Han bøjede sig ned over styret på samme måde, som de tre sorte havde gjort. Det lyse hår stod lige bagud.
Forhjulet rørte næsten ved Grunks vogn, da Tom bremsede helt op. Han lod motoren snurre, gav gas et par gange - hele håndtaget. Det var noget, der flåede i den gamle jernseng.
- Vil du prøve en tur? skreg Tom.
Det var jeg ikke så meget for. Hvis nu ham parkbetjenten kom alligevel! Man kunne da ikke vide, om han pludselig fik brug for noget i sit skur. Damen med barnevognen var også nær ved os nu.
Tom sprang af Veloen og begyndte at råbe alting om, hvordan den virkede - kobling, bremser. Som om jeg ikke vidste det i - forvejen.
Jeg fik et dunk i ryggen:
- Kør nu, mand!
Der var ikke noget at stille op. Tom ville ikke have regnet mig for noget, hvis jeg kun var klapvognskører.
Op på raceren. Jeg kunne lige nå jorden med tåspidserne. Tom holdt fast i min venstre arm.
- Du skal sparke den godt i gang, før du slipper koblingen! hylede han ind i mit øre.
Damen med barnevognen var næsten henne ved os nu. Det snurrede og sitrede i knallertens styr og videre op i mine arme og mine skuldre. Også mit hoved kom til at ryste. Jeg ville sige noget til Tom om, at vi skulle vente, til damen var kommet forbi, men min stemme var ikke til at bruge i alt det rysteri.
Tom havde slet ikke opdaget damen.
- Kom så af sted! råbte han og gav mig et skub.
Af forfjamskelse kom jeg til at slippe koblingen med et smæk.
Den gamle rustne Velo sprang frem. Mit hoved var nær trillet ned ad ryggen. Damen med barnevognen skreg, da jeg skar tæt forbi hende. Hvem kunne også vide, der var så meget kraft tilbage i en Velo fra oldtiden! Styret hev og flåede i mig. Buskene var en mur langs stien - træerne et plankeværk. Vandet sprang af mine øjne, og jeg fik den skøre tanke, at bæstet var løbet løbsk og først ville standse, når den sidste dråbe benzin var brugt.
For fulde hørm fløj jeg om det første hjørne. Det hvislede og knitrede, når buskenes grene svirpede hen over mig og køretøjet.
Først langt nede ad stien fik jeg den gode idé at tage gassen fra uhyret. Den rasende snerren blev til en fredsommelig plutten. Jeg gispede efter luft. Det føltes, som om jeg havde glemt at trække vejret i flere minutter.
Lidt længere fremme styrede jeg ind over plænen og kørte tilbage til Tom. Man kan godt blive stakåndet af at køre knallert, selv om man ikke skal træde.
Tom stod og grinede, da jeg standsede ved siden af ham.
Jeg stoppede motoren:
- Der er ikke meget liv tilbage i det gamle vrag.
Min stemme lød så underligt.
- Nårh, sagde Tom, - du havde da mas nok med at styre uden om damen med barnevognen. Nej, hvor hun brokkede sig!
Jeg tog fat i klapvognen og begyndte at køre:
- Klokken er, vist mange. Vi må hellere stikke hjemad.
- Jeg kommer og henter dig en dag, råbte Tom efter os.
- Den er fin, råbte jeg tilbage uden at vende mig om.
Underligt - men mine hænder blev ved med at dirre. Det kunne også mærkes langt op i armene. Jeg klemte hårdt om klapvognens styr og begyndte at løbe for at komme ud af parken.
Man må vænne sig til Tom, hver gang man møder ham. Han ligner ikke de andre drenge, jeg kender. Der sker altid noget, når man har været sammen med ham bare et kort stykke tid. Den er sikker nok. Tom kan slet ikke holde ud at være til, hvis hans liv ikke er farligt. Mens jeg kørte, så Grunk nær var trimlet af i svingene, men så glad ud alligevel, tænkte jeg på, hvad Tom ville have gjort, hvis han var mig, eller hvad det nu er, man siger. Altså - hvis han var blevet hadet af sin storesøster, hvis han var skvattet ned i Jakobsens have, eller hvis nogen havde skrevet dum skid om hans far med kridt. Tom kunne ikke i sin vildeste fantasi finde på at slutte fred. Han var uden tvivl blevet hængende oppe i det pæretræ. De dumme unger, der skrev noget om hans far, skulle ikke regne med at slippe godt fra det. Tom ville hurtigt finde ud af, hvem det var - og få taget hævn. Bare man var lige så smart som Tom! Og lige så modig!
Mor var glad, da vi kom hjem. Vi mødte hende ude i forhaven. Hun sagde, jeg så sund og rask ud igen med røde kinder, og at det var vældig pænt af mig at køre så længe med Grunk. Far rev mig lidt i håret. Han syntes også, det var skønt, jeg ikke var spor syg mere.
- Hvor er Stine? spurgte jeg.
- På sit værelse, svarede mor. - Hun sidder og hygger sig med Per.
- Er hun gal på mig endnu?
- Nej da.
Jeg gik lidt om i haven. Det var ved at være tusmørkt. Jeg skævede hen mod Stines vindue. Hun havde allerede trukket gardinerne for.
Kort efter listede jeg ind. Far sad med avisen, og mor var begyndt at lave mad. Der lød høj musik fra Stines værelse, og jeg kunne ikke lade være med at bøje mig ned og kikke gennem nøglehullet.
Stine og Per sad i mørke derinde, men der var et eller andet, der glødede ligesom en cigaret. Noget de skiftedes til at sidde med. Efterhånden mærkede jeg en sødlig lugt. Jeg stak min næse helt hen til nøglehullet og snusede. Hvad var det, de sad og osede med derinde? Det var i hvert fald ikke nogen almindelig cigaret eller pibe.
Med ét slog det ned i mig - Stine og Per røg hash. Jeg blev hed over hele kroppen. Tit havde jeg hørt mor og far tale om, hvor forfærdeligt det var, at så mange unge mennesker røg hash. Der havde også stået meget om det i aviserne. Og fjernsynet lavede somme tider udsendelser om den slags.
Jeg snusede kraftigt igen. Der var ingen tvivl. Stine og Per skiftedes til at suge på et eller andet med hash i. Måske havde Stine røget hash i lang tid. Så var det vel derfor, hun ikke var til at have med at gøre!
Jeg skyndte mig ud til mor.
- Mor, sagde jeg med rystende stemme, - jeg tror, Stine og Per sidder derinde og ryger hash.
Mor havde nær væltet den kasserolle, hun stod og rørte i:
- Hvad er det dog, du siger, dreng! Stine og Per - hash - jamen, nej ...
- Kom selv og snus en gang! hviskede jeg. - Der lugter underligt ud gennem nøglehullet.
Grunk lå på køkkengulvet og bankede med en træske. Mor begyndte allerede at snuse, inden vi nåede ud af køkkenet.
Så sad vi på hug foran Stines dør. Mor snusede og snusede, og indimellem så hun på mig med ængstelige øjne. Jeg syntes, der lugtede sødligt i hele entreen nu.
Langsomt rejste mor sig op og gik ind i stuen til far.
- Jens, sagde hun stille, - kom lige her et øjeblik. Jeg er bange for, Stine og Per sidder og ryger hash.
Far var opslugt af avisen. Det varede et øjeblik, før det gik op for ham, hvad det var, mor stod og sagde lige ved siden af ham.
- Hash! udbrød han så. - Stine og Per! Næh, nu skal I ellers snart have tak!
Efter tur snusede vi igen ved Stines nøglehul. Først far, så mor og til sidst mig.
- Kan du ikke lugte det, Jens? spurgte mor og tørrede sig over panden.
- Jo, det lugter sødligt.
Musikken var hørt op inde på værelset, uden at far og mor bemærkede det.
- Ved du, hvordan hash lugter? spurgte mor hviskende.
Igen havde far næsen helt henne ved nøglehullet:
- Jeg tror nok, det har en vammel, sødlig lugt, men jeg ved da ikke ...
I det samme blev døren revet op. Far var nær faldet på hovedet ind i Stines værelse.
Stine stod lige foran os:
- Sig mig engang, hvad foregår der her?
Den søde lugt bølgede ud til os og fyldte entreen. Henne på gulvmadrassen sad Per. Han holdt en lille pind i hånden. Den glødede - og osede.
- Stine! begyndte far. - Stine ...
- Kan jeg da aldrig få lov til at være i fred! råbte Stine og trampede i gulvet.
- Stine, kom det meget bestemt fra far, - Stine, vi må tale med dig!
Far sad stadig på hug. Det så ejendommeligt ud. Mor trak i hans skjorte:
- Rejs dig dog op, Jens!
Med besvær kom far op at stå, og mor tændte lyset på Stines værelse.
Stine var gået hen til vinduet. Der stod hun med ryggen mod os og stirrede lige ind i gardinerne.
Mor og far tog hinanden i hånden og kikkede hen mod Per. Han lagde den lille brændende pind fra sig i hundeskålen på gulvet.
Far trak vejret dybt ind flere gange:
- Sig mig, hvad i alverden er det, I ryger?
Per rejste sig og puffede håret væk fra øjnene.
- Ryger? udbrød han overrasket. - Vi ryger skam ikke noget, vi har bare brændt et par røgelsespinde.
- Et par hva' for noget? kom det i kor fra mor og far.
- Røgelsespinde, gentog Per. - Man kan købe dem inde i byen.
Lydløst trak jeg mig baglæns. Stine havde vendt sig om. Hun stod med bøjet hoved.
Far og mor knugede hinandens hænder.
- Nå, ja, sagde mor så og forsøgte at smile, - det må du sørme undskylde, Stine, men vi var bange for, at I sad og røg hash! Mads kom jo og sagde, at her lugtede mærkeligt...
Nu løftede Stine hovedet og så på mig:
- Jeg tænkte nok, det var den lille idiot, der var på spil igen. Jeg kunne myrde ham.
- Stine! bad mor med klumper i halsen. - Stine, sådan må du ikke sige! Vi blev bange. Man, hører så meget, ikke!
Mor gik hen og tog Stine om halsen. Far nikkede mod Per og prøvede på at le lidt:
- Hø, hø, Per! Hvordan skær' den ellers?
- Meget godt, sagde Per bag ved håret, som var faldet ned igen.
Uden nogen bemærkede det, luskede jeg op på mit eget værelse. Jeg følte mig tung og sløv. Måske var jeg alligevel ikke rigtig rask. I hvert fald rystede jeg over hele kroppen, som om jeg havde mindst fyrre i feber. Min puls skulle nok være oppe på næsten 200. Jeg sank ned på stolen ved bordet foran vinduet.
Nu kunne jeg umuligt bo i samme hus som Stine længere. Det sikreste ville være, hvis vi blev anbragt i hver sin ende af verden. Jeg kunne myrde ham, havde hun sagt.
Røgelsespinde! Jo, vel havde jeg set dem før! Ved vores sidste skolebal var der flere, der sad og brændte den slags af, imens de så deprimerede ud. Far måtte også, have lagt mærke til dem. Han glemmer altid sådan noget med det samme.
Inderst inde havde jeg hele tiden vidst, hvad det var, der lugtede ud ad Stines nøglehul. Pludselig havde jeg fundet på det med hashen. Det var dukket op i min hjerne. Jeg nåede ikke at stoppe det.
Andre børn bliver klogere og klogere. Det regner de fleste med. Jeg blev dummere og dummere og var snart ikke til at have.
Der lå en blyant på bordet. Jeg fandt et stykke papir i min skuffe og begyndte at skrive en liste over mine dumheder.
Syv uheld lige oven i hinanden! Det var ligesom de syv dødssynder, man snakkede så meget om i gamle dage. Syv! Hvis det fortsatte på den facon, ville jeg komme op på 100 inden jul. Ingen kunne holde til det.
Jeg lagde mit hoved lige oven i sedlen på bordet, og sad med lukkede øjne. Tag dig sammen, Krumme! sagde det inden i mig. Tag dig sammen! Det kan ikke blive ved at gå på denne her måde. Til sidst vil alle mennesker hade dig.
Men hvordan tager man sig sammen? Der er aldrig nogen, der har prøvet på at lære mig det. Man siger det bare til folk. Tag jer nu sammen! Ingen ved, hvordan de skal bære sig ad.
Jeg spekulerede meget, og lidt efter lidt gik det op for mig. At tage sig sammen betyder at rette sig efter det, de andre siger, og så ellers resten af tiden passe på, at man ikke bliver rodet ind i noget.
Det bestemte jeg mig til at forsøge. Der var ikke andet at gøre. I skolen ville jeg høre godt efter i alle timerne. Det kunne da også have sine fordele. Nu blev jeg sikkert i stand til at svare rigtigt, hver gang jeg blev spurgt om noget. Sidde med fingeren i vejret altid. Mor ville komme til at glo en omgang, når vi skulle have forældredag næste gang. Det var sket med at spille kort i timerne, læse blade, skyde med papirskugler, sprøjte Yrsa og Nete i nakken med vandpistol og meget, meget andet. Nede i gården måtte jeg prøve at holde mig for mig selv. Lade være med at spille bold på lokummerne og sige ting til de store, når de kom vadende og var gale på far.
Jeg løftede hovedet og sukkede dybt. Det blev en streng måde at leve på. Herhjemme var jeg også nødt til at gøre noget. Eller snarere lade være med at gøre noget. Aldrig gå ind på Stines værelse. Aldrig gemme sig under rabarberne i baghaven, når mor kalder, fordi man skal rende i mejeriet eller til købmanden. Aldrig svare igen. Aldrig sige nej til at passe Grunk. Aldrig være sammen med Tom og aldrig meget, meget mere.
Alt det, jeg sad og bestemte, lød svært, men jeg kunne allerede mærke, at det begyndte at hjælpe. Jeg følte mig bedre og bedre tilpas. Feberen var væk og pulsen normal.
Roligt rejste jeg mig og gav mig til at rydde op på mit værelse. Bøgerne i reolen blev anbragt lige og pænt. På bordet lagde jeg alle mine småting til parade ved siden af hinanden. Puderne på sengen rystede jeg og satte dem på række op ad væggen. Det tøj, der lå og flød, kom på bøjle i skabet. Mine sko blev stillet bag ved døren. Et øjeblik tænkte jeg på at hente støvsugeren for at fange nullermænd under sengen.
Jeg var en ny Krumme, da jeg langsomt gik ned ad trappen og fortsatte ind i stuen.
Far så op fra sin bog, men bemærkede ikke noget. Mor var næsten færdig med maden - stegt flæsk og stuvede kartofler. Af mig selv begyndte jeg at dække bord. Fandt dugen i skuffen, stillede tallerkener rundt, lagde knive og gafler ved, hentede vand og glas, og hvad vi ellers kunne tænkes at få brug for.
- Mads! Gider du lige dække bord? råbte mor fra køkkenet.
Jeg gik ud til hende:
- Det har jeg skam gjort, mor.
Mor vendte sig mod mig. Hun så helt forskrækket ud. Hun gik ind i stuen, og da hun kom tilbage, stirrede hun på mig med åben mund. Det eneste, hun langt om længe sagde, var:
- Jamen, Mads dog! Tak skal du sandelig have!
- Det er så lidt, sagde jeg.
Jeg kunne godt selv høre, det lød underligt, men mor lod som ingenting.
Lidt senere sad vi ved bordet. Mor med Grunk ved den ene bordende, far ved den anden og Stine og jeg ved hver sin side.
Stine så kort på mig, lige da vi havde sat os:
- Fra nu af er du luft for mig.
- Ja, sagde jeg og bøjede mit hoved.
- Forurenet luft, blev Stine ved.
- Jo, svarede jeg høfligt.
Et øjeblik så de andre undrende på mig - selv Grunk. Stine ville vist sige noget mere, men far gjorde tegn til hende om at de stille.
- Åh, sagde mor og rejste sig halvt, - måske skulle vi have lidt sennep til flæsket.
Hurtigt sprang jeg op:
- Javel, nu skal jeg hente det.
Vi spiste videre, uden at der blev sagt noget, men jeg mærkede hele tiden, hvordan mor og far og Stine holdt øje med mig. Jeg blev først færdig. De andre sad og stak til maden.
- Undskyld, far, sagde jeg, da jeg havde tørret mig omhyggeligt med servietten om munden, - du ville vel ikke være så venlig at række mig vandet!
Far tabte en kartoffel og fægtede lidt i luften med sin gaffel:
- Hva'! Nårh, vandet! Jo, værs'go'! Værs'go', Mads!
Jeg hældte op, drak uden slubren og tørrede mig igen med servietten.
Ovre på den anden side af bordet hørte jeg Stine trække vejret langt ind gennem næsen. Med et smæk lagde hun kniv og gaffel:
- Næh, nu kan det fandme' være nok ...
Som på tælling rejste mor og far sig op:
- Sune!
Min storesøster så fra den ene til den anden med ild i øjnene:
- Jamen, kan I da ikke se, den lille slyngel er ude på et eller andet! To dage i træk har han simuleret syg, og nu begynder han gudhjælpeme' at simulere velopdragen ...
- Stine! nærmest råbte mor og far nu.
Resten af middagen foregik i tavshed. Stine skulede ondt til mig for hver eneste bid, hun tog.
Lige da Stine var færdig med at skrabe sin tallerken ren, skyndte jeg mig at sige:
- Stine, du behøvs, ikke hjælpe mor med at vaske op. Det skal jeg nok gøre. Jeg mener - hvis du har travlt.
De ord tog vejret fra mor og far. Stine sprang op, så hendes stol nær var væltet.
- Nej, råbte hun, - det her er for skrapt!
Som et vindstød for hun ud af stuen og smækkede døren efter sig.
Far hostede og så hen på mor. De sad lidt og kikkede hinanden i øjnene, og så sukkede de dybt begge to, som om de var meget trætte.
- Børn! mumlede far hen for sig.
Jeg var lige ved at sige voksne, som vi plejer, men nåede at lade være.
Mens mor lagde Grunk i seng, klarede jeg hele opvasken alene.
Der var en cowboyfilm i fjernsynet. Alligevel satte jeg mig op på mit værelse.
Far kom op til mig:
- Filmen begynder om et øjeblik, Mads! Skynd dig lidt:
- Jeg har desværre ikke tid, svarede jeg. - Jeg skal ordne lektier.
Et minut eller to blev far stående bag mig, så listede han ud og lukkede døren lydløst efter sig.
Der var ikke noget med at ligge og læse i sengen den aften, for jeg faldt i søvn med det samme. Jeg anede ikke, man kunne blive så udkørt af at tage sig sammen.
Den nat drømte jeg om, hvor dejligt det var at kunne gå omkring alle vegne uden at blive skældt ud. Jeg var et smut ude i vores gamle lejlighed. Yrsas mor smilede til mig med hovedet på skrå, og hun stak mig en krone, hver gang jeg mødte hende på trappen. Hun kunne ikke se mor uden at fortælle hende, hvor lykkelig hun var over, at Yrsa gik i skole sammen med sådan en som mig. Også fru Olsen nede i stuen drømte jeg om. Hun stod parat i sin dør hver dag, når jeg kom fra skole, for at give mig et stykke lagkage med marcipanovertræk. Det bedste ved drømmen var, at Stine og Per slet ikke gad sidde inde på Stines værelse og spille plader, hvis jeg ikke også var der.
Heldigvis vågnede jeg i god tid og lå lidt med foldede hænder på dynen og tænkte alting igennem. Når man vil være en ordentlig en, er der meget, man skal huske. Det vigtigste er at passe på ikke at blive hidsig.
Jeg bestemte mig til at prøve den fidus, far bruger henne på skolen. Engang var der en, der sad og røg pibe nede under en høvlebænk. Midt i alle spånerne. Far kan mærke i sin ryg, hvis der er et raseri på vej. Og oven i hovedet. Først prikker det ligesom med små bitte nåle op langs rygraden, og lidt efter er det, som om huden i nakken trækker sig sammen. Inden håret begynder at rejse sig, knytter far hænderne i lommerne og siger et vers inden i sig selv - „Glade jul" - eller en anden sang, han kan komme i tanke om. Hvis det ikke er nok til at få raseriet væk, går han i gang med at tælle, uden nogen hører det.
Engang måtte han blive ved til 56, men da var der også en dreng, der havde ramt ham i nakken med en papirskugle.
Jeg stod op før nogen af de andre. Først og fremmest gjaldt det om at komme før Stine. På mindre end et minut havde jeg børstet tænder og vasket mig i det meste af ansigtet. Fra vatposen, der hang på radiatoren, tog jeg en tot vat og stak den i lommen.
Nede i stuen fandt jeg en af fars piberensere. Den snoede jeg om hanken på min skoletaske. Det er også noget, jeg har lært af far. Han sætter altid en piberenser på sin taske, hvis der er et eller andet vigtigt, han skal huske. Denne her dag skulle jeg huske at tage mig sammen.
Jeg havde sat vand over til kaffe, da mor kom ned i køkkenet. Hun strakte sig og gabte, før hun fik øje på mig.
- Gud nej! Er du dér, Mads! sagde hun. Hendes stemme lød noget grødet.
Far kom vappende på bare tæer og stod i køkkendøren og kløede sig på maven.
Inden Stine dukkede op, havde jeg spist morgenmad og var klar til at gå i skole, skønt klokken kun var lidt over syv.
Mor og far drak kaffe i stuen. Ude i køkkenet hentede jeg den madpakke, mor var færdig med, og stak den i tasken. Jeg tænkte på, at pakken var lidt tungere, end den plejer at være, men mor havde vel givet mig en tyk, frisk rugbrødsskorpe med. Det er noget af det bedste, jeg ved.
Far vinkede til mig, da jeg gik. Mor fulgte mig helt ud til lågen.
På hanken af min taske sad piberenseren og stak mig i hånden for at huske mig på min nye måde at være på. Jeg mødte ikke ret mange skolebørn. Det er lettest at tage sig sammen, når man er alene.
Jo nærmere jeg kom skolen, jo sværere blev det. Flere unger viste sig på vejene. Både små og store. Nogle af dem, jeg kendte, råbte hej, men jeg sagde bare godmorgen. Et par af de store fra ottende kom spurtende på én cykel.
De må have sagt et eller andet om mig, for lige idet de var ud for mig, begyndte de at grine, så cyklen slingrede fra side til side.
Mit hjerte bankede lidt hurtigere. Jeg havde bestemt, at jeg ville lade som ingenting, lige meget hvad der blev råbt om mig eller far. For en sikkerheds skyld tog jeg alligevel vattet op af lommen og puttede lidt i begge mine ører. Nu kunne alle de fjolser, der var til, skabe sig så meget de gad. Jeg var heldigvis ligeglad.
Over for skolen ligger der et hus med små lejligheder, som er beregnet til gamle mennesker. Der bor ikke et eneste barn i det hus. Gårdmanden - altså ham, der passer huset og fejer fortovet - er en sur rad. Han har tit klaget til vores inspektør over, at nogle af skolebørnene render over i hans hus og sviner på trapperne. Der er nemlig hver dag nogen, der sniger sig på snoldetur i frikvartererne. For ikke at blive snuppet af gårdvagten, gemmer de sig i en af opgangene over for skolen. Der står de så og æder deres is, eller hvad det nu er, de har været henne at købe. Bagefter flyder trappen med papir.
Jeg regnede ikke med, den gale gårdmand var oppe så tidligt, så jeg smuttede ind i den opgang, der var nærmest skoleporten. Fra krogen bag døren kunne jeg holde øje med alting og først gå op i klassen, når de sidste var forsvundet fra gården. På den måde kunne jeg undgå at blive uvenner med nogen inden klokken otte.
Der kom mange forbi, som jeg nok ville have råbt et eller andet efter, hvis jeg ikke havde haft den piberenser på tasken.
Jeg havde kun holdt udkik en fem minutters tid, da jeg mærkede et hårdt greb om min højre arm. Den gale gårdmand sov alligevel ikke længe. Inden jeg nåede at gøre modstand, begyndte han at slæbe mig ud på fortovet.
Der var fyldt med børn ved skoleporten nu. Jeg skævede op til gårdmanden. Hans grå overskæg vippede op og ned, og han så meget vred ud, men jeg kunne ikke høre, hvad han sagde.
Ungerne rundt om skreg vist meget højt.
Mit hoved var mærkeligt. Alt det, der foregik, fik mig til at tænke på et fjernsyn, hvor man har skruet næsten ned for lyden.
Manden klemte hårdere og hårdere om min arm. Min hjerne var tom.
Gårdmanden jokkede lige ind i børneklumpen foran skoleporten - og trak mig med.
Langt borte anede jeg råbene:
- Avra for Krumme! Avra for Krumme!
Jeg svømmede over et hav af røde, grinende hoveder.
- Avra for Krumme! Han skal til tør'far! Han skal til tør'far!
Måske kunne jeg have revet mig løs. Og måske kunne jeg have langet et par af de mindste, der skreg lige ind i fjæset på mig, nogen på snuden, men jeg holdt så fast på min taske, at piberenseren fik min hjerne i gang igen. Inden jeg nåede at blive hidsig, begyndte jeg at tælle, for jeg kunne ikke huske noget vers.
Lige før inspektørens kontor var jeg oppe på 107.
Gårdmanden bankede på, åbnede døren og puffede mig ind.
Inspektøren stod med ryggen til henne ved vinduet. Da han vendte sig om, så han overrasket ud. Den vrede gårdmand skældte ud. Det var let at se. Hans skæg gik op og ned som vingerne på en gråspurv. Ordene fik jeg ikke fat i.
Et stykke tid senere nikkede inspektøren alvorligt, og så gav gårdmanden mig et ekstra lille puf og gik sin vej. Inspektøren kikkede på mig over sine briller. Han sagde også et eller andet, men far siger også selv, at han altid taler på sådan en stille måde. Jeg troede, det var derfor, jeg ikke rigtig kunne høre ham.
- Hva' røg det ud af mig.
Inspektørens pande var fuld af rynker lige fra øjenbrynene og op til håret.
Næste gang, han sagde noget, kunne jeg se, han råbte. Nu gik det også bedre med at forstå ham.
- Sig mig, Mads, er du pludselig blevet tunghør?
Først da kom jeg i tanke om vattet i mine ører og fik pillet det ud.
Inspektøren tog sine briller af og satte dem på igen.
- Hvad fejler dine ører, Mads? spurgte han.
- Ikke noget.
- Hvorfor har du så vat i dem?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
- Mads, blev inspektøren ved, - ingen normale mennesker går med vat i ørerne, hvis der ikke er noget i vejen. Har du dårlige ører, min dreng?
- Næh, svarede jeg, - de er såmænd gode nok.
Nu begyndte inspektøren at gå op og ned ad gulvet. Endelig standsede han lige foran mig:
- Fortæl mig nu, Mads, hvorfor du går med vat i dine ører, når der ikke er noget i vejen med dem!
- Deet - eh, begyndte jeg, det - eh - det var bare for sjov.
Inspektøren trådte et skridt tilbage og så længe på mig.
Han glemte at skælde mig ud, fordi jeg havde været inde i den gale gårdmands opgang.
På vejen op til klassen spekulerede jeg over, om jeg havde været god til at tage mig sammen den morgen. Der var i hvert fald ikke sket mig noget endnu. Det var sikkert bedst at blive ved.
Jeg begyndte at tælle allerede uden for døren til klassen. Der lød nemlig larm derindefra. Læreren var vel oppe på biblioteket og hente bøger til os.
I samme øjeblik, jeg åbnede døren, blev larmen dobbelt så høj. Alle, der havde set gårdmanden komme trækkende med mig, grinede og pegede på mig og råbte:
- Krumme har været hos tør'far! Krumme har været hos tør'far!
- Syv, otte, ni, ti, elleve, tolv, tretten! talte jeg videre for mig selv, mens jeg gik på plads.
Det var ikke hele klassen, der grinede. Hans og et par stykker til kom hen og klappede mig på ryggen. De spurgte også, om inspektøren havde været meget gal, men jeg kunne ikke svare dem. Jeg turde ikke holde op med at tælle. Hidsigheden lå på lur.
Aldrig har vores lærer været så længe om at komme tilbage. Til gengæld blev han meget forbavset, da han omsider stod i døren. Der var dødstille i klassen. Alle børnene stod rundt om mig og holdt vejret.
Jeg ved ikke, hvad det kom af, men det må vel have været på grund af spektaklet, at jeg var begyndt at tælle højt.
- 488, 489, 490, 491, 492, mumlede jeg, men fik så øje på hr. Jansen.
De andre gik på plads, men de blev ved med at sidde og stirre på mig, som om jeg var et mærkeligt dyr, der ved et uheld var sluppet ind i klassen. Læreren sad også og holdt øje med mig.
Aldrig har jeg troet, man kunne blive så mat, klokken halv ni om formiddagen. Jeg lagde mit hoved på armene.
Rundt om begyndte de andre at hviske om mig. Også læreren hviskede. Det blev en rigtig modbydelig hvisketime. Når jeg åbnede lidt på det ene øje, kunne jeg se halvdelen af klassen. De gloede på mig endnu. På en anden måde, end de plejede. Jeg kunne ikke lide det. Der var ikke noget forkert ved mig. Man har vel lov til at tælle.
Mit hjerte dunkede mod bordkanten. Jeg havde på fornemmelsen, at bordet flyttede sig et lille bitte stykke for hvert dunk.
Hvorfor kom læreren ikke ned og skældte mig ud, fordi jeg ikke fulgte med?
Hvorfor var der ingen, der råbte:
- Hr. lærer, Krumme sidder og sover!
Yrsa og Nete kunne vel i det mindste have sagt et eller andet dumt om mig!
Var jeg måske ikke en almindelig dreng? Troede de, der var noget i vejen med mig?
Der er ikke frikvarter mellem de to første timer. Jeg blev siddende med hovedet på armene. Efterhånden snakkede de andre lidt højere. De var begyndt at glemme mig. Jeg gik snart ikke i den klasse mere.
Da det ringede ud, rejste jeg mig langsomt. Alle lod, som om jeg ikke eksisterede. Ingen fulgtes med mig. Ikke engang Hans. Også nede i gården fik jeg lov til at stå for mig selv.
Næste time begyndte. De andre gad ikke engang glo på mig mere. Tiden sneglede sig af sted. Jeg følte mig mere og mere tilovers.
Vi havde regning. Et par gange stak jeg fingeren op, men læreren lagde ikke mærke til det.
Efter tredje time skulle vi spise. Jeg var ikke sulten, men fiskede alligevel min tunge madpakke frem og åbnede den uden at se på den.
Med et suk rejste jeg mig for at gå op efter min mælk.
Da skete det.
Yrsa og Nete var fløjet op fra deres pladser, og de stod og hoppede op og ned ved siden af deres stole, mens de pegede på min madpakke og råbte:
- Krumme har en ost med! Krumme har en ost med!
Ungerne i klassen myldrede sammen om mit bord.
Jeg nåede aldrig op efter den mælk. Der blev en dansen og hujen rundt om mig. Læreren rejste sig fra sin stol og ville sige noget, men han havde lige taget en stor bid af en mad.
Jeg stod stille som en pæl, der er hamret langt ned i jorden.
- Krumme har en ost med! Krumme har en ost med! gjaldede det højere og højere.
Yrsa og Nete var sprunget op på hver sin stol, og de svingede begge to med armene, som om de dirigerede hylekoret.
Det sydede i mig. Begyndte i hjernen, boblede ud i armene og videre gennem brystet og maven og helt ned i tæerne. Jeg trak vejret hurtigere og hurtigere.
- Pokker i vold med alt det tælleri! mumlede jeg.
Så satte jeg af. Masede mig ned i børnemylderet, greb fat i Yrsa med den ene hånd og i Nete med den anden. Ungerne rundt om fløj til side, og i næste nu lå Yrsa og Nete og jeg og sloges på gulvet.
- Heja, Krumme! Heja, Krumme! sang det skønt i mine ører.
Jeg nåede at få givet Yrsa en fed begmand og stukket Nete en lammer på den ene overarm, før læreren kom og hev mig op.
Yrsa og Nete hvæsede og spruttede. Selv tørrede jeg sveden af panden. Der var mange, der smilede til mig, og Hans kom hen og klappede mig på ryggen igen.
Læreren blev stående ved mit bord, da jeg satte mig ned. Foran mig lå osten. En firkantet en med rød skorpe. Jo, den havde facon som en madpakke. En stor madpakke.
Med højre hånd greb jeg min ost, løftede den op, satte tænderne i den og gnavede mig en ordentlig bid.
Står der måske nogen steder, at det er forbudt at have en ost med i skole?
På vej hjem fra skole mødte jeg Karlo - fru Albertsens store hund. Vi legede lidt i haven og satte os til sidst hen i min private krog mellem ribsbuskene og de store rabarber. Jeg fortalte Karlo om alt det, jeg havde været ude for. Han lå og pustede med sin lange violette tunge ud af munden, og han så mildt på mig med sine store brune øjne.
Inde i køkkenet havde jeg skåret resten af osten pænt firkantet igen, pakket den ind og lagt den på plads i ostekassen i køleskabet. De stumper, jeg filede af, delte Karlo og jeg. Han holder nemlig også meget af mild børneost.
Karlo har ikke tålmodighed til at ligge stille og snakke i en lun krog ret længe ad gangen. Bare der kravler en jordloppe forbi, begynder han at puste og snøfte og nyse og regere.
Derfor gik vi en tur. Jeg var ikke vild efter at være hjemme, når Stine dukkede op.
I udkanten af parken mødte vi Tom. Han trådte bare ud af buskadset. Karlo nåede ikke engang at gø.
- Hej, Krumme! sagde Tom. - Jeg skulle lige til at gå hen og hente dig.
- Hej! svarede jeg.
Tom klappede Karlo på alle de gode steder. Han har skam også forstand på store hunde.
- Vi kan ikke have ham her med, sagde han så.
- Hvorhen?
- Til Kærlighedsstien. Han kan sikkert ikke holde kæft, mens vi ligger og lurer bag bænkene.
Der gik en slags lynsignal gennem min hjerne. Var der ikke noget med, at jeg engang havde sagt til mig selv, at jeg skulle holde mig fra Tom? For længe siden. For meget længe siden. Dengang jeg var skør med at tælle. Skør med at tage mig sammen.
Vi fulgte Karlo hjem. Inden vi sagde farvel til ham, lavede Tom flere af sine Anders And-lyde. Dem kunne Karlo godt lide at høre på. Han logrede med hele bagkroppen.
Mens vi gik tilbage mod parken, fortalte Tom mig alt om, hvordan man bedst lurer på en kærlighedssti.
- Vi skal være der i god tid, forklarede han. - Helst inden det bliver tusmørkt.
- Nå, sagde jeg.
- Jo, for kærlighedssider bruges mest i tusmørke.
Der var ikke mange i parken. Mest koner med små tykke hunde i snor. På en af plænerne løb fire-fem drenge og spillede fodbold. Vejret var godt nok. Det betød også meget, sagde Tom. Folk sætter sig ikke på bænke i parker, hvis det ikke er lunt.
Vi løb hen til den bænk, hvor Grunk og jeg havde siddet, da jeg første gang hørte Tom sige som Anders And.
- Her er buskene tættest, sagde Tom, - og vi kan hurtigt stikke af, hvis det skulle blive farligt.
Farligt?
Ja, mand, somme tider render de efter en.
Nå, sagde jeg, - jeg troede da, de blev bange.
- Det gør de fleste også, men man ved aldrig.
Inde mellem buskene sad vi og hviskede om, hvordan vi ville bruge Toms smuthuller, for man må være forberedt på alt.
Den bænk, vi lå bagved, var en af dem, der havde sol længst.
Et par ældre damer kom gående. For resten uden hunde. Men med stok. Foran bænken standsede de, og inden de satte sig, viftede den ene af dem omhyggeligt støvet af bænken med sit lommetørklæde.
Jeg holdt vejret og var parat.
Tom lå på knæ ved siden af mig. Jeg skævede til ham. Hvornår mon han begyndte?
Vi kunne høre de to damer le en gang imellem, men det var ikke let at opfange, hvad de snakkede om. Det har sikkert heller ikke været noget, vi havde forstand på.
Nu sad Tom og kradsede i jorden med en stump gren. Jeg prikkede lidt til ham, og da han kikkede på mig, pegede jeg mod hans mund og nikkede.
Tom virrede bare med hovedet og smilede overlegent til mig.
Lidt senere var solen væk fra bænken, og de to damer rejste sig og gik videre. Der blev hurtigt halvmørkt på stien.
- Hvorfor sagde du ikke en af dine lyde? spurgte jeg hviskende.
Igen rystede Tom meget på hovedet:
- Det gælds ikke at kyse gamle damer på en kærlighedssti. Kun kærestepar dur.
- Nå, på den måde.
Under buskene var det nærmest nat nu. Jeg blev øm i knæene af at sidde på hug, og jeg satte mig ned på enden. Kulden fra den fugtige jord slog gennem mine bukser. Lidt efter lidt vænnede mine øjne sig til mørket. Tom sad stadig og tegnede på jorden. Han lignede en, der kunne få mange timer til at gå med det.
Jeg var begyndt at tænke på, at de to damer såmænd nok var de sidste, der gik tur i parken den dag, da jeg mærkede Toms hånd på min skulder.
- Syss! Stille! hviskede han, skønt jeg ikke havde sagt et ord længe.
Igen satte jeg mig på hug.
Tom må have skarpe ører. Eller også er det, fordi han er vant til at lure. Der gik flere sekunder, før jeg hørte stemmer.
En pige lo stille. En dybere stemme mumlede et eller andet. Pigen lo igen. Nærmere.
Nu var de ved bænken. To mørke skikkelser.
- Lad os sætte os lidt! sagde han.
- Tror du ikke, det er for koldt? lød det fra hende.
Han trak hende hen til bænken:
- Jeg varmer dig, hvis du fryser.
Tom puffede let til mig. Den var god nok. Det var et ægte kærestepar, der sad foran os nu.
Manden så meget stor ud i tusmørket - og stærk. Forsigtigt trak jeg mig længere væk fra bænken. Det gjaldt om at være parat til at spæne.
Skønt jeg satte en hånd bag hvert øre, kunne jeg ikke høre, hvad kæresterne sagde til hinanden derude. De har nok nøjedes med at snakke stille, ligesom de tit gør i kærlighedsfilm i fjernsynet. De sad klemt tæt sammen, og pigen lo hele tiden på en varm måde.
Nu tog manden fat omkring hende med begge arme. Pigen holdt op med at le. Det varede lidt, før det gik op for mig, at de kyssede hinanden. Det var et langt et. Jeg fik en mægtig lyst til at råbe ismand.
Så skete det.
- Wra-a-ap! Wra-a-ap! Tom kom med et par høje Anders And-rap, som endte i en lang, gal hvæsen.
Ude på bænken fløj de to fra hinanden. Med et lille forskrækket hvin var pigen allerede på vej væk. Manden var også sprunget op, og han stod og jokkede frem og tilbage på skrævende ben som en målmand, der skal klare et straffespark.
- Hva' fa'en! udbrød han. - Hva' fa'en var det?
- Det lød som en slags and, hørte jeg pigen sige.
Og lidt efter:
- Kom nu, Erik! Jeg kan ikke lide at være her mere.
- Wra-a-ap! Wra-a-ap! Tom tog en tur til med hvæs og det hele.
Ude på stien var der stille.
- En slags and? hørte vi så manden sige - langsomt, nærmest til sig selv. - Sagde du en slags and? Jeg tror godt, jeg ved, hvordan sådan en and ser ud.
I samme nu, manden rørte ved buskene, var vi væk. Af sted. Kroppen forover. Ned i knæene. Hen ad stien. Der - i udkanten af parken - træet med knudetovet.
Bag os hørte vi pigen kalde og manden bande.
- Der var sgu nogen, råbte han. - Jeg hørte dem stikke af. Lad mig lige få fat i nakken på dem!
Vi sad oppe i træet og hev efter vejret. Jeg havde næsten ingen kræfter tilovers til at holde mig fast med.
Det var ikke ret længe, jeg fik lov til at puste ud i det træ. Jeg havde lige fundet mig en god siddegren, da Tom trak i mit ene ben.
- Fri bane, hviskede han.
Jeg lod, som om jeg ikke hørte det, for jeg ville godt holde mig i sikkerhed lidt endnu.
Tom tog fat i mit ben igen:
- Kom nu!
Forsigtigt sneg vi os på plads bag ved bænken. Et øjeblik havde jeg mest lyst til at stikke hjemad. Jeg kunne altid sige til Tom, at vi skulle spise tidligt. Men jeg var ikke meget for at gå alene gennem den halvmørke park.
Rundt om os puslede det i buske og træer. Nogle visne blade faldt vel ned.
Jeg rykkede helt hen ved siden af Tom.
- Skal vi ikke hellere gå? spurgte jeg. Min stemme bævrede på en irriterende måde.
- Syss! lød det i mit øre.
Vi hørte skridt ude på stien. Jeg gjorde mig umage for at trække vejret langsomt og roligt. Alligevel kom jeg til at lave nogle små hurtige gisp.
Tom tog fat i min ene arm. To mørke skikkelser var standset foran bænken.
De var næsten lige høje. Langhårede vist - begge to. Piger? Nej, kun den ene. Hun havde en gul poncho på.
Nu satte de sig. Ingen af dem sagde noget. Jeg kikkede på det der gule sjal. Det var, som om det lyste i mørket.
- Smøg? hørte jeg manden spørge.
En tændstik blev strøget. Et kort nu lyste flammen, så jeg kunne se de to hoveder derude.
Hvis ikke Tom havde boret fingrene ind i min arm, ville jeg være tumlet omkuld. Det var ikke en mand og en dame, der sad på bænken. Det var Per og Stine. Der var overhovedet ingen tvivl. Jeg havde tydeligt set Pers ansigt, da han tændte sin cigaret.
Blodet gav sig til at buldre vildt gennem min krop, og jeg kunne næsten ikke få vejret. Tankerne snublede over hinanden oppe i min hjerne. Hvis nu Tom startede på sine wraplyde, og vi ikke nåede at komme væk og ...
Af bare skræk var jeg lige ved at begynde at tælle igen.
Per havde lagt sin arm om Stines skulder. Ingen af dem snakkede. De sad kun og røg. Skiftedes til at suge på cigaretten.
Jeg satte min mund helt hen til Toms øre:
- Du - du - må - ikke - si-si-sige en l-l-lyd. Det er mi-min sø-ø-ster!
Det gav et sæt i de to på bænken. Selvfølgelig ville jeg kun hviske, men det var, ligesom jeg slet ikke kunne styre min egen stemme. Et par af ordene sprang fra mig.
Per havde drejet hovedet mod buskene.
- Hva' katten var det? udbrød han. - Jeg synes, jeg hørte noget.
Også Stine vendte sig om. Hun havde cigaretten hængende i munden, men sugede ikke på den.
- Syss! sagde Per.
Nu tog Stine et langt hiv på cigaretten. I lyset fra gløden så jeg, hun smilede lidt:
- Du er vel ikke mørkeræd, lille Per?
- Gu' er jeg ej! Der var sgu et eller andet.
I mit skjul klamrede jeg mig til Tom. Jeg turde ikke hviske mere til ham. De ville opdage os med det samme.
Da hørte jeg noget. Motorstøj. Tom løsnede sit greb om min arm. Larmen kom nærmere. Knallerter. Skærende lys over stien. I et nu så jeg Stine og Per helt klart. De sad tæt sammen.
To sorte skikkelser racede forbi side om side. Drønet fra motorerne skar i mine ører, og osen fra udstødningen blev hængende mellem buskene og sved i næse og hals.
- Du, det var de to sorte, hviskede Tom.
- Fandens til måde at komme brasende på! hørte vi Per sige. - De leger nok vilde engle.
Stine havde rejst sig:
- Kom, lad os gå hjem!
Per blev siddende:
- Skal vi ikke lige snuppe en smøg til!
Stine stod og trippede:
- Nej, kom nu, Per! Her er også ved at blive køligt.
Med armene om hinanden begyndte de at gå. Jeg åndede lettet op. Tom havde ikke sagt noget som helst. Jeg puffede til ham med albuen:
- Det var søren sus'me' godt, du ikke ...
Tom lagde en hånd over min mund. Igen hørte vi trin på stien. Nogen kom løbende. De to sorte.
- Hvor fa'en er de langhårede bavianer nu blevet af? stønnede den ene. Nu skulle vi lige have snakket lidt med dem.
- De kan ikke være nået langt væk, sagde den anden.
Så var de forsvundet.
Tom hev mig med ud af buskene. Et øjeblik blev vi stående i dækning og spejdede hen ad stien.
- Hvad tror du, de ville snakke med Stine og Per om? spurgte jeg.
- Snakke! svarede Tom. - Jeg er ikke sikker på, de vil nøjes med at snakke. Kom, vi må efter dem!
Inden jeg fik spurgt om mere, var Tom igen forsvundet i krattet. Jeg skyndte mig efter ham.
Vi sneg os af sted helt ude ved hegnet langs parken. Passede på ikke at træde på tørre grene.
Ret langt var vi ikke nået, før der lød råben et stykke fremme ad stien.
- Hold op! hørte jeg Stine råbe. - La' vær'! Per, hjælp mig!
Stønnen og banden. Trampen og masen.
- Bare rolig, søster! grinede en af de sorte. - Vi skal nok få fat i dukkedrengen. Han vil sikkert se nuttet ud med fletninger.
Nu var Tom og jeg lige ud for det sted, hvor Stine og Per var blevet overfaldet. Jeg rystede over hele kroppen. Mine knæ gik fra side til side. Blodet dunkede så voldsomt i mine ører, at stemmerne lød, som om de kom langt borte fra, skønt der højst kunne være fire-fem meter ud til Stine og Per og de to sorte banditter.
Tom kravlede længere frem mod Stien. Jeg fulgte lige i hælene på ham. Det var forfærdeligt, hvis der skete noget med Stine. Eller med Per. Tænk - hvis de fandt på at klippe hans lange hår af!
De to sorte havde kastet sig over Per nu. Den ene af dem klemte hans hoved fast under sin højre arm. Den anden havde vredet begge Pers arme om på ryggen. Stine rev og flåede snart i den ene, snart i den anden af bøllerne.
- Slip ham! skreg hun. - Hvor er I lede! Slip ham, siger jeg.
Stine kæmpede som en vildkat. Den fyr, der holdt Pers hoved låst fast, slog ud efter Stine, og han ramte hende så hårdt på skulderen, at hun faldt ind i buskene.
I det samme trak de to sorte af sted med Per.
- Hjælp! råbte Stine. - Hjælp!
Det lød ikke ret højt, for hun tudede af angst og raseri.
Så stod vi foran Stine. Tom og jeg. Hendes gule poncho hang fast i buskene. Hun hev og sled i den og hørte os først, da vi var helt henne hos hende.
Hun for sammen ved synet af os.
- Stine, hakkede jeg, - du - du - skal ikke være bange! Det er mig - Krumme - jeg mener Mads - og så Tom. Stine, vi hørte ...
Stine havde ikke tid til at være overrasket ret længe over at se Tom og mig. Med et ryk flåede hun ponchoen fri af busken.
- De har fanget Per, rasede hun og stampede i asfalten. - De har fanget Per.
Stine begyndte at løbe hen ad stien for at hjælpe Per, men Tom sprang foran hende:
- Kom med mig! sagde han.
Og så fulgte vi en af Toms smutveje ud og ind mellem buske og træer. Nu og da standsede vi op, og Tom gjorde tegn til Stine og mig, at vi skulle være helt stille.
- Du kan roligt rette dig efter Tom, hviskede jeg til Stine. - Han kan finde rundt i denne her park med lukkede øjne i buldermørke, og han tør meget.
Stine greb min hånd og klemte den. Det har hun vist aldrig nogen sinde gjort før.
Omtrent nede ved parkens fjerneste hjørne lå Stine og jeg i dækning bag en tæt hæk, mens Tom kravlede videre alene for at hitte ud af, hvad der var blevet af Per og de to andre.
Stine blev ved med at holde mig i hånden, og hver gang hun havde lidt luft tilovers, fortsatte hun med at skælde ud over de to knallertbisser.
- Sådan et par tilklistrede anderumper ... sådan et par gangstere ... sådan et par ...
Vi hørte ikke Tom, før han var lige bag os.
Han satte sig:
- Jeg har fundet ham.
Stine slap min hånd og greb fat i Toms bluse:
- Hvor, Tom! Hvor er han?
Tom løftede sin ene hånd:
- Syss! Ikke så højt! Måske kan de høre os.
Nu fortalte Tom, at han havde sneget sig videre gennem parken, og henne ved det næste hjørne havde han hørt stemmer igen.
- Henne ved containeren? spurgte jeg.
Tom nikkede:
- De har proppet Per ned i den, og så står de ved siden af og holder vagt. Det ser ud, som om de har lagt en stor sten op på lemmen.
Stine rejste sig:
- Lad os komme derhen!
Både Tom og jeg trak i hende for at få hende til at sætte sig igen.
- Hvad skal vi gøre, Tom? spurgte jeg.
Uden at sige mere vinkede Tom os efter sig, og så listede vi videre. Vi var vel nået halvvejs hen mod containeren, da Tom igen holdt os tilbage.
- Kik ud mellem buskene her! sagde han.
Med hovederne tæt sammen spejdede Stine og jeg ud på stien. Lige foran holdt to knallerter.
- Mægtigt! udbrød Stine. - Vi lukker luften ud af dem.
- Av, ja! sagde jeg.
Men Tom havde en meget bedre idé.
- Nu sniger I jer videre herinde i mørket, forklarede han, - mens jeg bliver her. Når I er ud for containeren, bliver I stående dødstille!
Tom tænkte sig om et øjeblik.
- Hva* så? Hva' så? Hva' så ? ivrede Stine.
- Jo, fortsatte Tom, - når jeg regner med, I er nået frem, springer jeg ud og starter den ene knallert og kører et stykke på den, ikke!
Så snart de to sorte hører mig fise af sted, vil de styrte hen til den anden knallert, og så kan I...
- Jamen, Tom, afbrød jeg, - så fanger de jo bare dig også.
- Gu' gør de ej, vedblev Tom. - Jeg spurter kun et lille stykke - hen i nærheden af den have, du ved, jeg viste dig i går.
- Orv, ja, mand!
- Og så lader jeg knallerten stå med motoren i gang, futter gennem hullet i hækken, videre gennem haven og kommer ud på vejen på den anden side.
- Du kunne også gemme dig i det hule træ, foreslog jeg.
- Ja, men det er nok klogest at komme helt af vejen med det samme.
- Og mens alt det der foregår, har Mads og jeg befriet Per, kom det fra Sune.
- Nemlig! sagde Tom.
- Nemlig! gentog jeg.
Først nu gik det helt op for mig, hvor smart Tom havde regnet det hele ud.
- Vi mødes hjemme ved jeres hus, sagde han til sidst.
Lidt efter var Stine og jeg på vej gennem buskadset. Vi holdt hinanden i hånden igen. Selv om man er meget påpasselig, kan man ikke undgå at lave små lyde, når man skal liste gennem et krat, hvor man aldrig har listet før. Bare en af os kom til at træde på et eller andet, der knækkede eller knasede, for vi sammen og stod stille og holdt vejret. Efterhånden var jeg øm i min venstre hånd, sådan som Stine klemte den.
Sært nok var jeg ikke så bange mere. Jeg var sikker på, Toms plan var god nok.
Engang vi stod som et par døde træer mellem buskene, kom jeg til at tænke på, hvor mærkeligt det var, at jeg luskede rundt her med Stine i hånden. Enten havde hun glemt sit had, eller også var det gået over.
Endelig var vi bag den bænk, der stod en otte-ti meter fra containeren. Vi kunne tydeligt se de to skikkelser, som lænede sig op ad cementen. Indimellem snøvlede de et eller andet til hinanden, som vi ikke kunne få fat i.
Det var ikke godt at vide, hvad de havde tænkt sig at gøre ved Per. Måske ventede de på den tredje sorte fyr. De plejede jo at være tre sammen.
Stine og jeg var parate. Jeg begyndte at blive lidt bange igen. Hvis nu Tom ikke kunne få startet knallerten? Fordi han kunne få liv i parkbetjentens gamle Velo, var det jo ikke sikkert, han kunne klare denne her. Hvordan skulle vi så bære os ad med at lokke de to vogtere væk fra containeren? Det værste ville være, hvis den tredje sorte dukkede op, inden Tom ...
Så! Der var den! En knallertmotor gik i gang for fuldt fræs. Gashåndtaget blev drejet i bund. Det var ikke til at tage fejl af. Motoren skreg nærmest. Nu så vi også lys. Og - hej! Der for lyset af sted.
De to ved containeren rettede sig op i et ryk. Så hørte vi den ene bande højt, og i næste nu styrtede de begge to hen mod det sted, hvorfra Tom var startet.
Stine og jeg var ikke sene til at mase os ud fra vores skjul. Vi fløj hen til containeren. Jeg har aldrig anet, Stine kan rende så stærkt. På samme tid klaskede vi vores hænder mod den store sten, der lå på containerlåget, og fik vippet den ned.
Et sted bag os startede knallert nummer to. Tom var for længst ude af syne.
Containerlemmene er meget tunge. Stine og jeg sled og masede, pustede og stønnede for at få den ene af dem lukket op.
- Per! kaldte Stine. - Per! Det er os - Mads og mig. Skub selv på nedefra!
Pyha! Det var en drøj omgang, men endelig gav lemmen sig, og vi lod den falde tilbage med et brag.
Per kravlede ud i friheden. Uden at spilde tiden med snak og forklaringer, satte vi alle tre i løb hen mod parkens nærmeste udgang.
Først langt nede ad villavejene stoppede vi op. Da havde jeg også på fornemmelsen, at mit hjerte var på vej ud ad begge ører, og at mine lunger kunne eksplodere hvad øjeblik, det skulle være. Jeg måtte klamre mig til en lygtepæl for ikke at synke sammen midt på fortovet.
Per var den første, der orkede at sige noget.
- Nej - hvor - var - det - godt -1 - kom! stønnede han. Han var så udaset, at han blev nødt til at hive luft ind, hver gang han havde sagt et ord.
Med ét greb han fat i nakken på mig:
- Hvor pokker kommer du for resten fra?
Stille og roligt fortsatte vi hjemad, og efterhånden, som jeg kunne få vejret igen, fortalte jeg om, hvordan Tom og jeg havde ligget og luret bag bænken på Kærlighedsstien.
- Det er vel nok frækt! sagde Stine og jeg var helt bange for, at hun skulle komme i tanke om at hade mig igen.
Per havde ikke taget skade af sin tur i containeren. Han var havnet lige oven i en bunke visne blade. Men - hvor Per bandede over de to sorte! Og Stine hjalp godt til.
Da vi drejede ind på vores egen vej, havde vi det nogenlunde normalt igen alle tre. Vi skiftedes til at foreslå, hvad der skulle gøres af forfærdelige ting ved den slags fyre, som ikke kan lade ordentlige folk være i fred.
Foran vores låge blev vi stående og ventede på Tom.
- Wra-a-ap! Wra-a-ap! lød det på én gang bag hækken.
- Gud, nej, Per! sagde Stine. - Nu er den underlige and kommet helt over i vores have.
- Wra-a-ap! Wra-a-ap!
- Hvad for en and? spurgte jeg og trak i Stines poncho.
- En syg en, jeg har mødt ovre i parken - eller hørt. Vi har aldrig set den, kun hørt den. Den plejer at lyde, som om den er rasende.
- Wra-a-ap! sagde det igen, og så kom der en lang arrig hvæsen.
- Nej, altså! råbte Stine og løb væk fra lågen.
Jeg var nær omkommet af grin, da Tom rejste sig op bag vores hæk.
Stine og Per fattede ikke et suk af det hele. Jeg skyndte mig at fortælle dem, at Tom også kunne synge som Anders And.
Tom sagde, han havde ventet længe bag hækken. Han kørte næsten hele parken igennem på knallerten, for der var ti gange så meget skud i den som i parkbetjentens gamle velo. Først ved den udgang, der var nærmest vores vej, standsede han, men lod motoren gå. Og så havde det ellers været om at få skankerne på nakken. De to sorte fik han ikke set mere til.
- Det kan godt være, jeg er dum, sagde Stine til Tom, - men er det virkelig dig, der har været and, når Per og jeg har siddet ovre i parken?
- Wra-a-ap! svarede Tom.
Den aften havde vi det smadderhyggeligt. Mor og far blev så overraskede over at se Stine og mig komme hjem sammen, at de helt glemte at skælde os ud, skønt klokken var næsten syv.
Hverken Stine eller jeg fortalte noget om alt det, der var hændt os. Forældre skal ikke vide alting om deres børn. Vi får vel heller ikke alt at vide om dem.
Vi snakkede om så meget andet, mens vi spiste. Hver gang jeg havde sagt noget, kikkede jeg over på Stine:
- Ikke også, Stine!
Stine smilede til mig:
- Jo, det skal nok passe, Mads!
Far og mor kunne slet ikke hitte ud af nogen ting. Til sidst så de bare på hinanden, rystede på hovedet og mumlede i kor:
- Børn!
Og så rystede Stine og jeg på vores hoveder og svarede:
- Voksne!