Der kom nogle tågede og triste dage sidst i oktober og i begyndelsen af november. Alting så vådt og uldent ud. Det var, som om der var hængt et gråt slør ned foran vinduerne.
I skolen sneglede timerne sig af sted. Lysstofrørene var tændt hele dagen. Lærerne så trætte og sure ud. Diktaterne var fyldt med svære ord, og regnestykkerne myldrede med store tal, som man måtte glo længe på, før man kunne læse dem. Og hvis der var noget, der skulle divideres, gik det aldrig op.
Heldigvis har vi fået et sted, hvor vi godt må være i frikvartererne. Inde altså. Det er i en gammel gymnastikbarak, som ikke bliver brugt til gymnastik mere. Det var også noget svineri, for der stod en tyk, gammel kakkelovn. Den gyngede, når vi hoppede, og så blev den utæt og kom til at ose. Men barakken er god nok til kantine. Vi kalder det kantine, men man kan altså ikke købe noget endnu. Kakkelovnen blev pillet ned. Der kom en oliekamin i stedet for.
I kantinen har vi en hel masse gamle skoleborde, som vi selv har malet i alle mulige farver. Der er røde, grønne, gule, blå og orange borde. Det ser festligt ud. På ribberne er der hængt hessian med malerier på. Hver klasse malede så meget, at det kunne dække et par ribber. I vores klasse blev der trukket lod om, hvem der skulle male. Vi kunne jo umuligt komme til alle sammen på en gang. Selvfølgelig var det Yrsa og Nete, der vandt. Man skulle tro, det gik til ved snyd, for det er altid Yrsa og Nete, der er de heldige. Tænk - at stå og male, mens vi andre sidder i klassen og pukler!
Mig og Hans havde ellers fået sådan en god idé med at male nogen, der sad og spillede kort. Det ville også have passet smaddergodt til kantinen. Mange af ungerne sidder og spiller kort i hvert eneste frikvarter. Men nej - det blev selvfølgelig Yrsa og Nete, der kom til at male for vores klasse. De gad ikke engang høre om Hans' og mit forslag, men snakkede kun om yndige små blomster. Og de har ikke spor forstand på blomster. De blomster, de har malet, er i hvert fald nogen små, underernærede blå nogen. Hvis de groede i vores have, ville jeg skynde mig at hive dem op. Hans og jeg sætter os altid et sted, hvor vi ikke kan se Yrsas og Netes syge blomster.
Det er meget godt med sådan en kantine, men man må skynde sig som bare pokker, hvis man vil have en god plads. De store tror, de ejer det hele. Tit jager de os små - jeg mener mindre - væk, selv om vi har nået at give kort. Hvis man så gør vrøvl, tæver de. Undtagen Per, som er kommet sammen med min storesøster Stine i flere år. Jeg tror nok, han elsker hende, selv om hun fnyser og sprutter, når man spørger hende om det.
Per er med i elevrådet. Han er en af dem, der går rundt i kantinen og sørger for, at der ikke bliver ballade. De er fire store om det, og de har et rødt bind om armen, som betyder, at man skal rette sig efter dem. Ellers bliver man smidt ud. Man må hverken slås eller kaste med papir eller æbleskrog eller appelsinskaller eller madder, som man ikke kan lide og kun har taget en bid af.
Det bedste er, hvis nogen af de halvstore vil smide en væk fra et godt bord, og så Per er i nærheden. Han kommer altid med det samme, når jeg kalder på ham. Hvis de så ikke er ordentlige - dem, der vil hugge vores plads - skriver han dem op i en bog og jager dem ud i gården.
Jeg er kun selv blevet smidt ud en eneste gang af Per og de andre. Det var, fordi jeg havde tændt et gammelt bundt en-øreskinesere fra sidste nytår, som Hans havde glemt inderst i en skuffe.
Vi troede kun, det var fisere. På ære! Amager! Men ville prøve dem for en sikkerheds skyld. Det var Hans, der holdt dem, og mig, der tændte. Så snart de gav det mindste sprut, kylede Hans dem ind under det bord, som Yrsa og Nete og et par andre duller sad og strikkede ved. Der lød nok over tyve skud, og Yrsa og Nete og de to andre blev borte bag blå røg.
Hans og jeg blev så forbavsede - eller forskrækkede - at vi glemte at spæne. Så blev vi smidt ud. I tre dage.
Per er god nok alligevel. Han sagde ikke et ord til far. Eller til Stine. Det ville ellers lige have været noget, hun kunne bruge. Hun samler altid sammen mod mig. Der mangler ikke meget i, at hun har hadet mig i et helt år. Kun dengang jeg reddede Per - sammen med Tom - fra de her sorte knallertbisser ovre i parken, holdt Stine op med at hade mig i næsten en hel uge. Men Per glemmer det bestemt aldrig. Om han så bliver 99 år, 9 måneder, 9 dage, 9 timer, 9 minutter og 9 sekunder - så vil han aldrig nogen sinde holde op med at huske, at jeg var med til at befri ham, så han ikke blev klippet korthåret af de sorte fyre. I virkeligheden kan Stine altså takke mig for, at hun i det hele taget har en kæreste - endnu. Endnu, ja, for jeg tror ikke, Per bliver ved med at stå model til den. Men måske er Stine kun mopset, når hun er sammen med sin familie.
Per kan man stole på. Det ved jeg. For den dag Hans og jeg kom til at tænde de enøreskinesere og smide dem ind under Yrsas og Netes bord, da var Per hjemme hos os om eftermiddagen. Mens vi sad og fik kaffe, fortalte far om, at han havde hørt, der var et par rødder, som var blevet vist ud af kantinen i tre dage på grund af noget fyrværkeri.
Det gav sådan et spjæt i mig, at jeg kom til at vælte min kaffe.
- Idiot! råbte Stine med det samme og lynede med øjnene.
Jeg skulle nok holde min mund. Skyndte mig bare ud efter karkluden. da jeg kom ind igen, sad Per og far og snakkede om elevråd og kantine.
- Det irriterende er jo, sagde far, - at sådan et par udblæste fjolser kan ødelægge det hele, ikke! Gad for resten vide, hvem det var.
Per rejste sig og hjalp mig med at løfte dugen, så jeg kunne tørre bordet. Vi kom til at se hinanden i øjnene. Per kneb sit ene øje i og smilede en lille smule.
- Det kunne såmænd ligne Mads at være med til den slags barnepjat, kom det fra Stine.
- Årh, protesterede far, - nu gør du ham alligevel dummere, end han er.
- Per, du er jo vagt, du må da vide det, fortsatte Stine. Hvem var det?
Per tog kluden fra mig. På vej ud til køkkenet sagde han:
- Så vidt jeg ved, var det et par småfyre fra tredje eller fjerde klasse.
Far sukkede:
- Ja, de begynder tidligt nu om stunder.
Heldigvis ringede det på vores dør. Jeg sprang ud og lukkede op. Det var mor og Grunk - min lillebror, som for resten nu kan sige både hva'det og nej. Måske er han normal.
Jeg hjalp mor med at tage frakken af Grunk, og jeg stillede alle hendes pakker ud i køkkenet.
- Ih dog, Mads! sagde mor forbavset. - Ih dog! Gad vide, hvad du har lavet i dag!
Da jeg kom ind i stuen igen, sad far og læste avis. Stine og Per var forsvundet ind på Stines værelse.
Det dér våde, mørke vejr - man bliver trist af det. Eller det mor og far kalder depri-et-eller-andet, som betyder, at man er sur og skal behandles som en hel kasse rådne æg. Vi har det fra far. Det siger mor i hvert fald. Selv er hun for det meste glad og synes, vi har det godt, bare vi er raske. Men far og Stine - mest Stine - de oser ligefrem af surhed somme tider. Og især om efteråret.
- Uf, man bliver så bleg og grim og bumset på denne her klamme årstid, sukker Stine og vrænger ad sig selv i spejlet.
Får hun den mindste bums, tror hun, at resten af verden ikke har andet at lave end at gå og glo på den.
Man skal aldrig spørge hverken far eller Stine, om de er sure. For hvis de ikke er det, men kun ser sådan ud, så bliver de det i samme øjeblik, man spørger. Det har mor forklaret mig. Jeg har prøvet det flere gange. Den er sikker hver gang. Underligt nok smitter dårligt humør. Når Stine og far ser ud i hovedet, som om de skiftes til at gå til hinandens begravelse, kan jeg også mærke, hvordan jeg lidt efter lidt begynder at synes, at alting er håbløst. Så kan vi til sidst alle tre sidde længe og gøre os umage med at komme til at se surest ud. Vi siger ikke noget. Skæver kun til hinanden nu og da. Bøjer hovedet. Stikker underlæben frem. Lukker øjnene halvt i. Stønner.
Der sidder vi i stuen. Far er sunket langt ned i lænestolen. Hovedet hænger. Panden er fuld af rynker. Nu og da glipper han sløvt med øjnene og stønner svagt. Armene hænger slapt ned på hver side af stolen. Stine krummer sig sammen på sofaen. Trækker sine knæ helt op til hagen. Jo mindre man fylder, jo sværere er man at ramme. Og mig! jeg ligger på maven på gulvet med mit hoved støttet mod den bøjede højre arm. Sukkene kommer med faste mellemrum. Vi prøver ligesom at overgå hinanden. Det bliver en slags sukkekonkurrence. Far har mest øvelse. Man kan træne sig op. Det gælder om at spare på luften. Og så få det hele med. Den sidste del af sådan et langt suk kan godt komme til at blævre lidt. Det bliver det kun sørgeligere af.
Pludselig hører vi en nøgle i entrédøren. En hurtig, veloplagt nøgle. Rasle, rasle! Det ringer også på. Nogen lange ring. Vi rører os ikke. Der bliver måske kortere mellem sukkene. Far sætter højere lyd på. Vi ved alle tre, det er mor og Grunk, som kommer hjem fra børnehaven. Det er Grunk, der ringer på.
Han er vild med det. Hvis han er ked af noget, lader vi ham komme ud og ringe. Det hjælper.
Nu hører vi dem i entreen. Kors, hvor de larmer! Grunk tramper, så hårdt han kan. Mor låser skabet op. Rumsterer med bøjler. Ler højt. Skrapt! Hun ler, skønt vi tre er i vores sorteste humør.
- Mon der slet ikke er nogen hjemme! siger mor derude.
Lidt efter ryger døren op. Drøner ind i stopklodsen og er nær ved at vælte Grunk, da den slår tilbage.
Grunk tumler ind i stuen. Styrter lige hen og smider sig på maven over mig. River mig i håret og dunker mig i ryggen med sine små, knyttede hænder.
Så bliver lyset tændt. Mor står i døren. Gennem en snæver øjensprække aner jeg hende. Hun sætter hænderne i siden. Trækker vejret dybt ind og puster langt ud gennem næsen.
- Sig mig engang, kommer det så, - hvad er I for en flok sløve padder at komme hjem til!
Grunk joller rundt og siger hva'det hundrede gange.
Vi tre sure rører ikke på os.
- Nå, fortsætter mor, - I har altså fået et af jeres sædvanlige anfald af efterårskuller!
Først går hun hen til far:
- Hvad er det så, der er gået dig imod i dag, lille Jens?
- Ungerne på skolen, stønner far.
- Og dig, lille Mads?
- Lærerne på skolen, sukker jeg tungt.
- Og dig, lille Stine?
- Det hele, lyder det fortvivlet fra min storesøster.
- Nå, nå, siger mor, - nå, det er sådan, det er fat. Næh, mine søde venner, nu skal jeg sige jer noget. Jeg ved nemlig, hvad der er i vejen med jer. Hvis I ikke snart tager jer sammen, ender det med, I kommer til at lide af efterårskuller hele året. Det bliver kronisk. Og så flytter jeg. I er for sløve. I er for slappe. 1 forsømmer jeres kondi, og det må vi se at få gjort noget ved.
Far rettede sig op i sin stol. Stine kom på højkant i sofaen. Jeg vendte mig om på ryggen og løftede hovedet. Vi stirrede på mor, og som med én stemme udbrød vi alle tre:
- Kondi? Sagde du kondi?
Næste dag havde mor fridag, og far skulle kun være i skole til tolv. Det blev mine sidste timer fra tolv til tre ikke kortere af. Det var mørkt, når man gik i skole om morgenen, og det var også næsten mørkt, når man skulle hjem om eftermiddagen. Man syntes, hele ens liv gik med at gå i skole. Hvis jeg var minister, ville jeg bestemme, at børnene om vinteren - nej, også om efteråret - kun skulle i skole fra ni til tolv hver dag. Det ville alle skolebørn stemme for. Også Stine, selv om hun siger, det er forkert at stemme. Man skal blive ved med at snakke, til man er enig. Det har de indført i hendes klasse. Godt det ikke er hos os. Jeg kunne aldrig blive enig med Yrsa og Nete om noget som helst. Hvis vi har haft en diskussion i klassen, og jeg er kommet til at sidde og drømme - og ikke har hørt ordentligt efter - og der pludselig skal stemmes, så holder jeg altid øje med, hvad Yrsa og Nete stemmer for, og så stemmer jeg imod.
Men altså sidste time fra to til tre er vel nok tung at komme igennem. Heldigvis har vi kun timer til tre én gang om ugen. Om torsdagen. Fra to til tre har vi kristendom med hr. Jansen. Han er også tit træt i den time. Det strammer i hans ansigt hvert andet øjeblik, fordi han sidder og passer på ikke at komme til at gabe. Det smitter alligevel. Man kan jo se, at han presser læberne sammen, så musklerne på halsen bliver hårde. Han får også tårer i øjnene, og hans stemme kommer til at lyde forkert et lille øjeblik.
En dag smittede det så meget, at jeg faldt i søvn på sidste bord bag ved Erik, som er bred. Mit hoved kunne nemt være på bordet bag hans ryg.
Troede jeg. Jeg ville bare lukke øjnene i to minutter. Måske har jeg lavet en sovelyd. Ikke snorken, for jeg snorker ikke endnu.
Det forfærdelige var, at jeg først vågnede, da hr. Jansen stod og ruskede i mig. Der var stille i klassen. På skolen. Jeg gned mine øjne længe. For hvad skulle jeg sige? Hvor katten var alle de andre unger blevet af? Jeg skævede op til uret over tavlen. Det viste et kvarter over tre.
- Nå, Mads, sagde hr. Jansen, - du fik dig nok en lille en på øjet.
- Jamen, hviskede jeg, - jamen - eh - hvor er de andre?
Hr. Jansens hånd lå på min skulder.
- De er da gået hjem, sagde han. - Det er jo et kvarter siden, det ringede.
- Nej, altså ...
- Vi hørte, du sov, blev hr. Jansen ved, - og så blev vi enige om at liste stille ud. Dine kammerater syntes, det var synd at vække dig, men - eh - nu går jeg altså, så ...
Jeg flåede min taske til mig, sprang op og styrtede ud af klassen. Bag mig hørte jeg hr. Jansen le. Tarveligt. Var det måske ikke hans egen skyld, man blev så søvnig! Han kunne bare lade være med at sidde og vride fjæset skævt for at skjule, hvor søvnig han selv var.
Da jeg kom i skole næste dag, var Yrsa og Nete selvfølgelig parate med det samme.
- Nå, er du vågnet, Krumme? skreg Yrsa, så det skingrede i skolegården.
- Du nåede måske lige hjem og få morgenkaffe! galede Nete.
- Knyt bylden! truede jeg. - Ellers får I bank.
Nå, men dagen efter, mor havde skældt far, Stine og mig ud på en gang, kom jeg hjem ved halv firetiden. Persiennerne var allerede tippet ned. Jeg låste mig selv ind. Der lød musik fra Stines værelse.
Idet jeg lukkede døren til stuen op, så jeg et mærkeligt syn. Far gik op og ned ad gulvet i sutsko, strømper, korte underbukser og skjorte. Hans ben så hvide ud med sorte hår på.
Jeg blev stående i døren. Far havde ikke set mig. Han dansede lidt til den musik, der lød inde fra Stines værelse. Ved bordet i spisekrogen havde mor fuldt knald på symaskinen.
- Hva' laver I? råbte jeg.
Far steppede sidelæns tværs gennem stuen. Han så lidt forvirret ud.
Henne hos mor stod Grunk og hoppede op og ned med begge hænder om bordkanten.
Jeg gik helt hen foran mor:
- Hva' laver I?
Nu kunne jeg godt se, at mor var ved at sy noget på fars bukser. Hun standsede maskinen et øjeblik og så fast på mig:
- Hvad jeg laver? Det skal jeg såmænd sige dig, lille Mads. Jeg er i gang med det værste, jeg ved, nemlig at sætte en kile i din fars bukser.
- En kile?
Mor nikkede og strammede sine mørke bryn endnu mere.
- En kile? gentog jeg. - Hva' er en kile?
- Ehm - det - eh, begyndte far, - det er bare sådan et lille stykke stof, man sætter bag i bukserne, når de bliver for små.
Jeg forstod stadig ikke:
- Bag i bukserne?
Far nikkede:
- Ja, altså, du ved, bag ved livremmen.
- Jamen, du går jo slet ikke med livrem, far.
- Nå, nej, men hvis jeg gjorde.
Nu løftede mor bukserne op, så jeg kunne se, hvad det var, hun sad og nørklede med. Hun så hovedrystende på far:
- Hørte jeg rigtigt? Sagde du virkelig, at bukserne var blevet for små?
- Ja! De bliver da lidt mindre, hver gang de bliver renset. Sådan føles det i hvert fald.
Nu fnøs mor hånligt:
- Og den tror du, vi hopper på? Næh, min fine ven, det er ikke bukserne, der bliver for små. Det er din mave, der bliver for stor. Basta!
Når mor først siger basta, kan man godt opgive al diskussion. Hun gav symaskinen alt, hvad den kunne tage. Hele stuen rystede.
Med ét stoppede hun igen:
- Men husk! Det er sidste gang, jeg sætter kile i dine bukser.
- Basta! røg det ud af munden på mig.
Far så ked ud af det. Langsomt bakkede han midt ud i stuen igen, mens han kikkede ned på sin mave. Da han nåede hen på siden af mig, sagde han et eller andet.
- Hva'? råbte jeg gennem spektaklet.
- Når jeg trækker den ind, er den da ikke så stor, vel? skreg far.
- Jo, den er! skingrede mor.
Hun hører og ser alting. Det bliver man trænet op i, når man arbejder i en børnehave.
Far var efterhånden nået helt ud i entreen. Der stillede han sig foran spejlet med siden til.
- Jo, sagde han træt, - gu' er den mave for stor.
- Prøv at trække den ind igen! foreslog jeg.
- Jeg trækker, alt hvad jeg kan, gispede far.
- Så prøv og strut!
Han åndede langt ud:
- Jeg kan ikke forstå det. Jeg spiser jo som en fugl.
I det samme gik døren til Stines værelse ganske stille op, og Per kom ud i entreen. Han standsede, brat, da han fik øje på vores far i underbukser og flagreskjorte. Far stod med ryggen til. Han lagde slet ikke mærke til Per, som hurtigt trak sig tilbage igen. Sekundet efter hørte vi Per og Stine grine højt.
Med et sæt vendte far sig, så kort mod Stines dør og skyndte sig ind i stuen.
- Gud, nej! mumlede han. - Jeg havde helt glemt, Per var her. Hvad ville han dog ikke tænke, hvis han så sin lærer spankulere omkring i hjemmet uden bukser!
Jeg sagde ikke noget.
Inde i stuen smed mor bukserne hen til far:
- Værs'go', Slanko!
- Årh, nej, hold nu op! bad far. - Så tyk er jeg da heller ikke.
- Du er for tyk i forhold til din højde, blev mor ved.
Så snart far havde fået bukserne på, følte han sig bedre tilpas.
- Du, sagde han til mor, - tak for kilen! Sådan set kan man lige så godt sige, at jeg ikke er for tyk. Jeg er bare for lille. Altså i forhold til min tykkelse.
Mor rystede på hovedet:
- Ja, den er god med dig! Du tror, du kan vrøvle dig fra det, men den går ikke. I morgen starter vi vores kondiprogram.
- Skal jeg også være med? fløj det ud af mig.
Mor nikkede bestemt:
- Vi skal være med alle sammen.
- Jamen, jeg er da ikke for tyk.
- Nej, ikke endnu, men du er slap.
- Slap? Jeg kan da tæve både Per og Lars og Jan og ...
Jeg var lige ved at nævne Yrsa og Nete, men havde på fornemmelsen, at det ikke rigtig egnede sig til at tælle med.
Mor var ikke spor imponeret.
- Var der måske ikke en lille fyr, der faldt i søvn hos hr. Jansen i sidste time, hvad? Var der ikke?
- Jeg var træt og uoplagt, forsvarede jeg mig.
- Hvis man passer sin kondi, er man aldrig træt og uoplagt.
- Hva' med Stine? spurgte jeg.
- Hun skal også være med.
- Så Grunk da, han er ikke - jeg mener, han er ikke stor nok til at have kondi.
Mor lo:
- Grunk! Det kan du tro, han er. Du skulle lige se ham i børnehaven.
Jeg vidste godt, hvor mor fik alle sine kondi-ideer fra. Hun havde gået på et kursus i børnehaven, hvor de hoppede og sprang og krøllede sig sammen til musik. Da jeg hørte om det første gang, tænkte jeg på, at det kunne være skægt at være med til den slags.
Når jeg er alene hjemme, skruer jeg somme tider helt op for radioen, hvis de har smidt en fed skive på, og så danser jeg rundt i stuen. Op på stolene. Og på bordet. Hen over sofaen. På strømpesokker eller bare ben. Måske tager jeg en af de store sofapuder og danser med den og leger, det er en sød pige. Hende den lyshårede i vores parallelklasse. Hun hedder Lisa. Jeg har engang danset med hende til et skolebal. Det var skønt. Desværre var det den sidste dans, for hun havde ikke været til at få fat i før. Vi råbte ikke noget til hinanden. Dansede bare. Hver gang, jeg turde se hende ind i øjnene, smilede hun til mig. Jeg kunne godt tænke mig at komme sammen med Lisa, men jeg er ikke pæn nok. Hun går også for det meste og snakker og griner sammen med drengene fra sjette og syvende.
Mor havde fundet et målebånd frem i sit sybord og stod og viftede med det.
- Kom her! sagde hun til far, der havde lagt sig på sofaen.
- Hvad er der nu? gabte han.
- Du skal måles.
- Måles?
Med et opgivende støn kom far på benene igen. Mor tog hans hånd og trak ham midt ud på gulvet i stuen. Så lagde hun målebåndet om hans mave.
- Du må hellere få fat i et målebånd til, sagde far. - Det der er jo kun på halvanden meter.
- Så! Nu ikke så kæphøj! skændte mor. - Tænkte jeg det ikke nok! Du måler 92 cm om livet.
Mor trådte et par skridt baglæns og så vurderende på far:
- Du må da vist være den tykkeste lærer på jeres skole.
- Næ, næ! protesterede far. - Må jeg nu lige være her! Både Poulsen og Jalner vejer bestemt mere - noget mere, skulle jeg mene.
- Det kan ikke være mange gram.
Så var det min tur. Mor lagde målebåndet om min mave.
- 62 cm.
- Hvad skal det måleri gøre godt for? spurgte far henne fra sofaen.
- Det skal du nok få at se.
Mor åbnede døren ud til entreen.
- Stine! råbte hun. - Stine! Kom lige et øjeblik!
Lidt efter dukkede Stine op. Hun så slap ud. Stod på sine bare tæer og gloede sløvt på os:
- Hva' ska' jeg?
Mor gik hen mod hende med målebåndet parat, men Stine rev det ud af hånden på hende:
- Hva' er du ude på?
- Så, Stine, bad mor, - giv mig nu det målebånd! Jeg vil bare måle dig.
Stine holdt begge hænder med målebåndet på ryggen:
- Vi kan vel snakke om det:
- Årh, Stine! Mor lød helt ked af det.
Nu var Per også kommet frem. Han stod lige bag ved Stine, og han lagde sine arme omkring hende.
- Du ved godt, sagde far, - at når mor har sat sig noget i hovedet, er det bedst for os alle sammen, at vi retter os efter hende.
Stine gjorde sig fri af Per:
- Nå, er der pludselig noget her i huset, mor får lov til at bestemme. Så er det sikkert en eller anden komplet ligegyldig bagatel, det drejer sig om.
- Kondi, skyndte jeg mig at sige, for jeg så allerede små lyn knitre i Stines øjne.
Nu vendte Stine sig mod mig og nikkede:
- Tænkte det nok.
Far rejste sig:
- Hvad mener du med alt det, du står der og vrøvler om? Vil du påstå, at vi ikke har demokrati i hjemmet? Snakker vi måske ikke om tingene?
Tit sidder vi ved middagsbordet og diskuterer så meget, at vi dårligt nok aner, hvad vi gafler i os.
Mor så over på far og løftede den ene hånd:
- Så, Jens! Hids dig nu ikke op! Vi er ikke døve. Du behøver ikke råbe så højt.
- Råbe! skreg far. - Jeg råber sgu da ikke.
Stine lavede sine øjne så store, at der kom dybe furer i hendes pande, og hun rystede på hovedet, så hendes lange hår svingede fra side til side.
- Hvad er det, du mener, vi gør forkert? spurgte mor stille.
Der var det igen. Så snart Stine kommer ind og begynder at bralre op, tager mor sin søde og tålmodige stemme på.
Det er møgirriterende. Hvis Stine gik imod det der med kondi, ville jeg i hvert fald stemme for.
Nu satte Stine sig ned på gulvet i skrædderstilling. Hun bøjede sit hoved fremover, så håret faldt ned og skjulte hendes tæer. Man kunne heller ikke se ret meget af hendes ansigt. Per anbragte sig på samme måde ved siden af hende.
- Der er noget forrygende galt ved den måde, vi lever på, kom det omsider fra Stine.
- Hvordan skal det forstås? spurgte far skarpt.
Mor vinkede med den ene hånd mod ham, uden Stine opdagede det.
- Hvad er det, der er så galt? spurgte mor.
Stine trak vejret dybt ind:
- For det første lever vi - eh - i en - eh - såkaldt kernefamilie, ikke, og - det - ja, så er der også noget galt med kønsrollemønsteret.
Kernefamilie? Køns-et-eller-andet? Jeg spekulerer på, hvor Stine havde hørt alle de underlige ord. Man lærer vist meget i niende klasse.
- Kernefamilie? Mor smilede til Stine, men det kunne hun ikke se, for håret hang helt ned for hendes ansigt nu.
Per sad og flyttede sig frem og tilbage.
Pludselig gav Stine et kast med hovedet, så alt håret fløj om på hendes ryg.
- Ja, sagde hun så, - I må da vide, at en kernefamilie det er netop sådan en som vores med en mor og en far og tre unger, der bor i en lejlighed eller et hus, og som kun interesserer sig for sig selv og er skideligeglade med alle andre.
Stine snakkede så hurtigt, at hun nær havde glemt at trække vejret.
- Ligeglade med andre? sagde far. - Vil du påstå, jeg er ligeglad med de børn, jeg har i skolen?
- Og hvad med alle mine små børnehaveunger? føjede mor til.
Stine rokkede frem og tilbage:
- Nej, altså? I forstår ikke en pind. Vi mangler fællesskab -fællesskab med andre. Ligesom de har i kollektiverne.
- Vorherre bevar's! sukkede far og sank om på sofaen igen.
- Jamen, lille Stine, sagde mor, - vi kan da ikke lige pludselig lave et kollektiv her. Det er huset alt for lille til. Og hvem skulle vi også få til at bo her?
- Per! røg det ud af Stine. - Vi kunne begynde med Per.
Der blev stille i stuen. Kun Grunk kom med en pludrelyd.
- Ehm - ja, nå, sagde mor så, - jo! Og hvor havde du så tænkt dig, Per skulle - skulle - bo - sove? Oppe hos Mads?
Nu rejste Per sig og gik ud af stuen.
- Han skulle selvfølgelig bo inde hos mig, kom det stille fra Stine.
Far greb avisen og gav sig til at blade i den.
Mor satte sig på gulvet foran Stine:
- Du er kun fjorten år, Stine. Er det ikke lige lovlig tidligt at flytte sammen med en ung mand?
Ung mand. Det lød så alvorligt, at mor pludselig kaldte Per for en ung mand.
Stine virrede bare med hovedet:
- Vi kunne prøve det, ikke! Og hvis det ikke går, kan han jo flytte igen.
- Nul! lød det fra far.
Mor rømmede sig:
- Det må vi vist have tid til at tænke over. Og hvad tror du, Pers forældre ville sige?
- De er ligeglade. De har for lidt plads i forvejen.
- Hm!
Der var underligt i stuen. Hvor mon Per var blevet af? Far raslede med avisen. Det kunne ellers være skægt, hvis Per boede hos os. Stine er mindre tosset, når han er i nærheden. Mange gange holder han også med mig.
- Per må gerne være på mit værelse, skyndte jeg mig at sige. - Så kunne vi ligge og snakke hyggeligt om aftenen, når lyset var slukket.
- Pas dig selv! vrissede Stine. - Der er ingen, der har spurgt dig.
- Stine, sagde mor blidt, - jeg synes, du brugte ordet fællesskab før. Så må Mads vel også have lov til at sige noget! Du var også inde på noget med kønsroller. Der tror jeg snarere, vi to kan blive enige.
- Nå, da da! lød det fra far.
- Hva' er kønsroller for noget? spurgte jeg.
Stine lagde hovedet lidt tilbage og lukkede øjnene:
- Kønsroller - det er - er, ja, altså, hvis kvinderne altid skal lave det hele og rette sig efter mændene, ikke, så er der noget i vejen med kønsrollemønsteret.
Jeg var ved at få ondt i mit hoved af at tænke.
- Jamen, vi går da alle sammen og retter os efter dig, fik jeg sagt.
- Altså, den unge! eksploderede Stine.
- Fællesskab! formanede mor.
Nu havde far lagt avisen over sit hoved ligesom om sommeren, når han sover i en liggestol i haven.
Stine sad og pillede i gulvtæppet:
- Det er altid kvinderne, der pukler derhjemme, ikke! Køber ind, laver mad, vasker op, gør rent, passer børn og alt det.
- Jeg dækker da tit bord og tørrer af, sagde jeg.
- Det gør jeg også, brummede far hult under avisen, så den løftede sig lidt.
- Ja, ivrede Stine, - det er typisk, det her. Bare mænd tørrer halvanden kop af hver syttende fredag, så går de og hyler op om, hvor meget de hjælper til.
- Hørt! kom det fra mor. - Hørt!
I et sæt rejste far sig igen. Avisen fløj ud over gulvet i flere afdelinger.
- Næh, må vi nu lige være her! råbte far. - Må vi nu lige ...
- Stine har ret, afbrød mor med rivende fart, - vi har lige diskuteret alt det her henne i børnehaven, og alle pigerne derhenne har i virkeligheden to arbejdspladser, nemlig børnehaven og så det derhjemme.
- Det er også altid mændene, der bestemmer over pengene, fyrede Stine løs.
- Det er vel også vores - eh - jeg mener, det er vel også os, der tjener dem, sagde far. - I hvert fald de fleste af dem.
Nu rejste mor sig op fra gulvet:
- Hov, du! Du glemmer vist, at i ethvert ordentligt hjem er der ikke noget, der hedder mine penge, men vores. Din løn er vores alle sammens. Nemlig!
- Også min? spurgte jeg, men det var der ingen, der hørte.
Far var kommet på benene.
- Såh! Den er ellers god - den. Mine penge er jeres, men dine penge har fanden lyneme' altid været dine.
Mor trak vejret så langt ind, at hun voksede lidt, og rystede på hovedet:
- Langt det meste af min løn går til mad og tøj til børnene og den slags.
- Som om min ikke gør det, kom det omgående fra far.
Inde på Stines værelse havde Per sat en plade på pladespilleren. En god en.
- Skal vi nu ikke slappe en smule af! foreslog far og lagde sig igen. Hvad skal vi have til middag?
- Ha! fnøs Stine. - Der har du kønsrollemønsteret i en nøddeskal.
- Hvad mener du?
- Jo, du spørger mor, hvad vi skal have til middag, selv om hendes arbejdsdag er længere end din. Du ville sgu glo en omgang, hvis mor kom hjem og smed sig på sofaen med avisen og spurgte dig om, hvad vi skulle ha' til middag.
- Hørt! råbte mor og klappede i hænderne.
- Årh, I er så kloge, gryntede far og vendte sig på sofaen, så han fik ryggen ud mod stuen.
- Du, Stine, hviskede mor, - vi skal nu have lavet en plan over arbejdsfordelingen her i huset, ikke! Og så skal de to der nok få deres sag for.
Stine trak på skuldrene og blinkede lidt til mor. De lignede to piger, som var gode veninder. Så næsten yrsaede og netede ud.
- Nå, sagde mor højt, - vi kom væk fra vores kondi. Lad os stemme om det!
- Protest! råbte Stine.
Det spjættede i fars ryg.
- Protest! gentog Stine.
Mor stod med halvt åben mund:
- Hvad er der nu galt?
Stine fugtede sine læber med tungespidsen.
- Det er forældet at stemme, mor, forklarede hun. - Man skal blive ved med at snakke om tingene, til man finder en løsning. Det kaldes palaverdemokrati.
- Pa-hva'-for-noget? spurgte jeg.
- Palaverdemokrati, svarede Stine. - Palaver betyder at snakke.
Mor sukkede. Og så snakkede hun og Stine i mere end en time. Far sov, og jeg gik ind til Per.
Blandt andet blev mor og Stine enige om, at far og mor og mig skulle i gang med at dyrke kondi. Stine gad ikke, men hun lovede at passe Grunk, mens vi andre tog på løbetur.
Da jeg kom i seng den aften, kunne jeg ikke få ordet palaver ud af mit hoved. Det var et godt ord at ligge og sige for sig selv under dynen.
Det med kondi må jeg vente lidt med, for jeg er nødt til først at fortælle om alt det, mor og Stine fandt på. Mens far og jeg så fjernsyn, holdt de møde på Stines værelse.
Næste morgen var de meget hemmelighedsfulde og vigtige, da vi spiste morgenmad. Stine plejer ellers altid at være mopset og tvær om morgenen, men denne her morgen var hun frisk med det samme. Mor behøvede ikke at kalde på hende mere end to gange. Anden gang stod hun op. Hun var heller ikke nær så længe på badeværelset, som hun plejer. Far og jeg stod kun i kø et par minutter.
Mens vi spiste morgenmad, sad Stine og mor og småblinkede til hinanden og gjorde tegn. Far så ingenting. Han er en af dem, der vågner langsomt.
Jeg kunne ikke spise ret meget morgenmad, når Stine og mor hele tiden skar ansigter. Først bestemte jeg, at jeg slet ikke ville glo på dem, men jeg kunne ikke lade være.
- Skal vi ikke snart sige det? spurgte Stine endelig.
Mor lo til hende:
- Tror du, de kan tåle at få chokket allerede her om morgenen?
Nu nikkede Stine alvorligt:
- De kan lige så godt se sandheden i øjnene med det samme.
Far sad og drak sin kaffe og gumlede på et stykke ristet franskbrød.
Måske har det knaset så meget, at han ikke kunne høre, hvad mor og Stine sagde. Han så i hvert fald bare lige ud i luften.
- Sig det nu! sagde Stine.
Mor bed sig i underlæben:
- Synes du virkelig? Du ved, hvordan far er om morgenen.
Stine jog sin kniv ned i smørret:
- Vi aftalte, vi skulle sige det her til morgen.
Jeg så fra den ene til den anden:
- Hva' er det, I skal sige?
Mor rejste sig og gik ud af stuen. Lidt efter vendte hun tilbage med et stort papir i den ene hånd. Der var skrevet en hel masse på det papir.
Jeg skulle lige til at spørge om, hvad det var for et regnskab, men mor slog på sin kop med en teske, som om hun ville holde tale.
Far spiste videre. Nu slog mor på sin kop igen. Både Stine og jeg så på far. Han proppede den sidste bid ristet franskbrød i munden og knasede den.
- Hallo! råbte mor og vinkede med sit store papir. - Hallo!
Langt om længe kikkede far op på hende. Han slikkede sig om munden. Så nikkede han mod mor:
- Ehm - hvorfor står du der og råber hallo hele tiden? Skal du ikke have noget morgenmad?
Mor blev forvirret.
- Jeg slog også på min kop, sagde hun.
- Slog du på din kop? Lad os nu få et roligt morgenmåltid!
Mor satte sig med et opgivende suk:
- Du er håbløs. Sig mig, er du i det hele taget vågen?
Far kløede sig med pegefingeren på næsen:
- Vågen? Jeg er vel så vågen, som jeg plejer at være på denne tid af dagen.
Ved siden af ham var Stine nær ved at ryge i luften.
- Mænd! hvæsede hun. - Mænd!
Nu kom mor op at stå igen:
- Hør her, I to! sagde hun. - Stine og jeg har bestemt, at vi ikke vil finde os i det mere.
Far havde smurt sig et nyt stykke ristet brød og havde netop taget den første bid. Han stirrede ned i sin kop.
Mor pegede på ham med den frie hånd. I den anden blafrede det store dokument:
- Stine og jeg har vedtaget, at her i huset vil kvinderne ikke mere være mændenes slaver.
Nu sad far og kikkede ud ad vinduet.
Mor holdt sit papir ind over bordet:
- Vi har lavet en ugeplan, og på den har vi skrevet, hvornår I to skal købe ind og lave mad, og hvornår I skal passe Grunk.
- Skal I slet ikke lave mere?
Nu tjattede mor efter mig med papiret:
- Jo, selvfølgelig skal vi da det. Vi har ordnet det sådan, at i den ene uge gør vi rent og passer Grunk - og I køber ind og laver mad, og i den næste uge bytter vi.
- Ak, ja! sukkede far og så på sit ur. - Gud, nej! Er klokken blevet så mange!
- Hørte du i det hele taget, hvad jeg sagde? råbte mor.
Far rejste sig:
- Ja, ja, min ven.
- Og du - du - eh - synes, det er i orden?
- Jo, jo, såmænd!
Stine kikkede på far, satte sin pegefinger op mod panden og sagde bssss.
Klokken var et kvarter i otte, og vi måtte alle sammen have fart på. Stine og jeg kørte med far. Ingen af os sagde et ord hele vejen.
Da jeg kom hjem fra skole den dag, var jeg meget træt. Vi havde haft seks timer og regneprøve i sidste. Der var femten stykker. Jeg havde ikke nået at regne mere end fem, da Yrsa stak en hånd i vejret:
- Hr. lærer, jeg er færdig.
Det føltes, som om mine sidste ti stykker pludselig blev til hundrede.
To minutter senere var det Nete, der sad og viftede og kikkede rundt til alle os andre med et blæret fjæs. Skønt jeg sidder flere borde fra Yrsa og Nete, skyndte jeg mig at dække over mit papir, for at de ikke skulle opdage, at jeg kun var nået til stykke seks.
Det skulle være forbudt at sige, at man er færdig. Jeg kan slet ikke samle tankerne, når der sidder nogen og glor og strækker sig. Heldigvis var der to af Yrsas stykker, der var forkerte. Det hjalp lidt, så jeg manglede kun det sidste stykke, da klokken var to.
Jeg løb hele vejen hjem. Strøg lige op på mit værelse og smed mig på sengen. Der var stille i huset, for jeg var først hjemme. Min hjerne var udmattet. På et halvt sekund faldt jeg i søvn.
Far kom sent hjem den dag. Han dukkede ikke op før ved femtiden. Jeg vågnede, da han smækkede med entrédøren.
Nede i stuen sad mor og Stine på gulvet og legede med Grunk. De lo til både far og mig, da vi kom ind.
Med en lang gaben satte far sig i lænestolen ved vinduet.
- Hvad skal vi have til middag? spurgte han.
Hverken mor eller Stine svarede. De var ved at bygge et højt klodsetårn sammen med Grunk. Hver gang, tårnet var færdigt, væltede han det med et tjat med den ene hånd og jublede højt.
- Hvad skal vi have til middag? gentog far.
Mor og Stine var i gang med et nyt Grunktårn. De så hverken far eller mig.
Nu rettede far sig op i lænestolen. Med sine hænder lavede han en tragt foran munden, trak vejret dybt ind og råbte:
- Hvad skal vi have til middag?
Både mor og Stine kikkede op på far og også på mig. De så begge to forbavsede ud.
- Er det mig, du spørger? spurgte mor endelig og pegede på sig selv.
- Eller er det mig? lød det fra Stine.
Far pustede langt ud med store bulekinder:
- Skal det nu gøres til noget mystisk, at en mand spørger sin kone om, hvad han skal have til middag?
Jeg begyndte at ane noget. Stine og mor var i gang med deres plan. Stine plejede jo også at mure sig inde på sit værelse på denne her tid af dagen. Hun var næsten ikke til at drive til at se lidt efter Grunk, mens mor lavede mad. Nu sad hun der midt på gulvet og var helt opslugt af at bygge tårne af alle hans røde, gule, grønne og blå klodser.
Mor nikkede mod far:
- Det er ikke os, du skal spørge om, hvad vi skal have til middag, lille Jens.
- Hva'ba'? Far forstod ikke et pluk. - Hvem skal jeg så spørge?
- Dig selv! råbte Stine og bankede hårdt i gulvtæppet med en stor, rød klods.
- Mig - eh - selv? Far sank tilbage i stolen. Sad med åben mund og øjnene spærret vidt op.
- Mig selv! Sig mig, har I mistet den lille bitte smule fornuft, I havde tilbage?
- Det er din uge, kom det fast fra Stine.
- Din og Mads', understregede mor.
Nu var det, som om et eller andet dæmrede for far. Et øjeblik sad han med lukkede øjne, så strøg han sig flere gange over panden med højre hånd, rejste sig og gik langsomt ud i køkkenet. Jeg skyndte mig efter ham. Bag os væltede Grunk et nyt tårn og lo, så det boblede.
- Den hænger på indersiden af kosteskabsdøren, råbte Stine efter os.
På indersiden af kosteskabsdøren?
Forsigtigt åbnede vi døren til kosteskabet. Som om der kunne sidde et farligt, underernæret rovdyr derinde.
Der hang den. Mors store plakat. Eller skema.
- Aha! mumlede far, som om det først nu gik op for ham, hvad mor og Stine havde fået ham til at sige ja til ved morgenbordet.
Med dirrende fingre fiskede han sine læsebriller op af skjortelommen:
- Lad os så se da! Lad os så se da!
November - stod der øverst til venstre. Og så 4. til 11. - indkøb, madlavning, opvask: far og Mads. Rengøring, vask og Grunkpasning: mor og Stine. 12.
-19. - indkøb, madlavning, opvask: mor og Stine. Rengøring, vask, Grunkpasning: far og Mads. osv.
Skemaet var lagt til langt ind i det nye år. Det så ud til, at far og jeg skulle lave mad juleaften, men mor havde skrevet med rødt, at hun nok skulle hjælpe os.
- Uha, uha! sagde far. - Det ser skrapt ud.
- Jo, men mor hjælper os juleaften, skyndte jeg mig at sige.
- Hm, ja! Hvis vi ellers lever så længe.
Far så på sit ur.
- Skal jeg rende hen og købe ind? spurgte jeg. - Hva' skal vi lave til middag?
Nu strammede far sin overlæbe og kløede sig under næsen. Han stod og kom til at se mere og mere lumsk ud.
- Du - eh - Mads, sagde han så, vi kan lige så godt prøve på at tage pippet fra dem med det samme.
- Ja, og lave noget smadderlækker mad. Engelsk bøf eller forloren hare eller andesteg og så rombudding med kirsebærsovs eller is - denne her med alle farverne eller den med chokolade eller...
- Hov, hov, hov! Far lagde sin ene hånd på min skulder. Med den anden lukkede han døren fra køkkenet til stuen.
- Sysss! hviskede han. - Ikke råbe! Næh, du - jeg tror ikke, det er nogen god idé at give sig til at lave søndagsmad hele ugen. For det første bliver det for dyrt, og for det andet ville vi aldrig slippe ud af det her igen.
- Slippe ud af, udbrød jeg, jamen, det er da skægt, at vi to skal lave mad. Altså bare Stine og mor holder snuden væk.
- Madlavning er kvindearbejde, sagde far kort.
- En kok er da næsten altid en mand. Hedder det for resten også en kok, hvis det er en dame?
- Det hedder en kokkepige, forsøgte far.
- Da ikke på et stort hotel eller sådan noget.
Vi gik ned i kælderen for at se, hvad vi havde i huset. Der stod et par dåser forloren skildpadde. Dem tog jeg:
- Hva' med de her?
Far rystede på hovedet.
- Jamen, du plejer da at sige, de smager meget godt med en slat sherry i og så nogen hårdkogte æg.
- Det er for flot, sagde far og tog dåserne fra mig og satte dem hen på hylden igen. - Det er for flot. Vi skal lave noget nemt, så de bliver så kede af vores mad, at de selv overtager tjansen igen.
- Det må da være sjovere at lave mad end at gøre rent og vaske og passe Grunk.
Et øjeblik stirrede far lige frem for sig. Han havde et udtryk i ansigtet, så man skulle tro, han havde allermest lyst til at gå op og pakke sin kuffert og rejse langt, langt væk.
- Her! sagde han tungt og rakte mig en pakke med æg. - Tag den! Så tager jeg kartoflerne.
- Hva' skal vi lave?
- Brasekartofler med spejlæg, du. Og det laver vi hver eneste dag. Så bliver de to rappedasker nok snart trætte af at lade os være kokkepiger.
- Kokke:
- Hm!
- Skal vi så også selv æde brasere en hel uge?
- Ja, selvfølgelig. Og det bliver dejligt billigt. De to derinde har for resten også godt af at opdage, at det slet ikke er nødvendigt at bruge så mange penge til mad.
- Hvad får jeg ud af det?
Far stirrede på mig:
- Får ud af?
- Ja, når vi nu sparer så meget, så må jeg vel kunne få forhøjet mine ugepenge?
- Det skal jeg tænke over.
- Nej, jeg vil vide det nu.
- Nå, så siger vi en femmer mere om måneden, men vi må jo ellers først have regnet ud, hvor meget vi sparer.
Det var, som om tanken om, at vi kunne spare nogen penge, satte far i bedre humør.
Oppe i køkkenet begyndte han at fløjte, mens vi skrællede kartofler. Inde i stuen kunne vi høre mor, Stine og Grunk le.
Mor kom ud og lagde en pakke hæfteplaster og en saks på køkkenbordet.
- Hvad skal vi med det? spurgte far.
- Årh, svarede mor, - jeg tænkte bare - hvis I skulle komme galt af sted med kartoffelknivene.
Far pegede med sin kniv på døren til stuen:
- Ud! Vi vil ikke have nogen til at snuse her, mens vi tilbereder dagens middag.
- I er måske bange for, vi skal skrive jeres luksusretter af?
- Ud!
Da kartoflerne var kogt og vandet hældt fra, skar jeg dem i stykker og lagde dem på stegepanden sammen med en stor klat margarine. Imens fandt far alt muligt frem i køkkenskabet. Salt, peber, engelsk sovs, ketchup, soya og en hel masse, som jeg ikke kan huske navn på.
Far hældte noget af det alt sammen ud over vores kartofler. De kom til at se brune og lækre ud, men når man fik næsen for nær på, kildede det i den, og det sved også i øjnene.
Vi fik spejlet fem æg. Kun tre gik i stykker, så blommen flød ud.
På et øjeblik fik vi dækket bord med isvand og det hele og sagde værs'go' til mor og Stine og Grunk.
Midt på bordet stod stegepanden med vores brasere. Spejlæggene havde vi fordelt på tallerkenerne. Mor og Stine nærmede sig med Grunk imellem sig.
Far og jeg smilede til dem.
- Nå, spurgte mor, - hvad lyder middagen så på?
- Superbrasere, svarede far.
- Super? Hvorfor super?
- Fordi der er kommet alt muligt godt i.
- Jeg synes, de river i snuden på flere meters afstand, sagde Stine.
Far slog ud med hånden:
- Brasekartofler skal smage af noget. Her i Danmark er vi alt for bange for at komme lidt krudt i maden, og ...
- Krudt? afbrød Sune. - Sagde du krudt? Så er det måske derfor, jeres brasere er næsten sorte, og derfor man ikke kan få vejret inden for tre meters afstand?
Far hostede og tørrede sine øjne. Hurtigt - som om ingen måtte se det.
- Så, så, lille Stine! Nu skal du ikke kritisere på forhånd, vel! Brasere bør være lidt - eh - lidt mørke i det. Den engelske sovs - der var desværre kun en halv flaske - og soyaen og ...
- En halv flaske hvad? råbte mor.
- Engelsk sovs, sagde far.
- Du vil da vel ikke fortælle os, at du har hældt en hel halv flaske engelsk sovs ud over kartoflerne?
Mor stod bøjet forover og pegede med en dirrende finger på vores pæne middagsbord.
Far hostede igen.
- Engelsk sovs er altid godt, sagde han så. - Det giver smag.
- Jamen, en halv flaske, blev mor ved. Jeg har jo haft den flaske engelsk sovs i mindst fem år.
Nu smilede far til mor:
- Vi bruger også gennemgående alt for lidt engelsk sovs her i huset.
Mor puffede Grunk over til Stine og gik langsomt helt hen til bordet. Hun bøjede sig ind over stegepanden, snusede forsigtigt, snappede omgående efter vejret, hostede og vendte sig igen mod far:
- Du er sikker på, det var engelsk sovs, du hældte på, og ikke salmiakspiritus?
Far kikkede fra den ene til den anden, så satte han sig på sin plads ved bordenden, tog sin gaffel, spiddede mindst fem kartoffelstykker på en gang og stak dem i munden.
Et kort nu sad han fuldkommen stille med store bulekinder. Så glippede han lidt med øjnene, gispede så meget, som der nu var plads til for kartoflerne, og begyndte at gumle ganske langsomt og forsigtigt.
Vi andre stod og holdt vejret.
Da far havde sunket sine kartofler, nikkede han imod os og forsøgte at smile. Lyset fra lampen over bordet glimtede i svedperlerne på hans pande.
- De - eh - de - eh - smager - faktisk af - eh - noget, stønnede han hæst. - I skulle prø...
Længere kom han ikke. Lynhurtigt rakte han ud efter kanden med isvand, skænkede sit glas helt fuldt og tømte det i et par mægtige slurke.
- Ah! sagde han og gik i gang med sit spejlæg.
Også det fik han ned i to mundfulde. Og derpå skyllede han endnu et glas vand ned.
Med ét begyndte mor at le. Hurtigt gik hun hen til bordet, greb stegepanden med brasekartoflerne, gik ud af stuen, ned ad kældertrappen og ud ad kælderdøren. Et øjeblik efter hørte vi låget til skraldeposen i kælderhalsen smække.
Da mor kom tilbage, havde far tømt vandkanden. Mor klappede ham på håret:
- Jeg turde ikke risikere, du åd flere superbrasere. Tænk, hvis du gik hen og sprængte lydmuren!
Nu grinede Stine, og så kunne jeg heller ikke lade være.
Far gik ud og smurte nogle skiver rugbrød til os andre. På den måde kom der alligevel en nem middag ud af det. Som dessert fik vi kaffe og franskbrødsmadder med jordbærmarmelade.
Mens vi sad ved kaffen, begyndte mor at le igen.
- Nå, I to, spurgte hun, - hvad har I så tænkt jer at lave til middag i morgen?
Jeg kikkede over på far. Han rømmede sig og tog en slurk kaffe.
- Tja, sagde han lidt efter, - det kunne I lide at få at vide, men det skal være en overraskelse.
- Nå, javel, svarede mor, - men bare vi kan slippe for dine superbrasere, så går det vel også nok.
Det har altid været mor, der kommer først ud af sengen om morgenen. Hun bruger en god fidus. Inden hun går i seng om aftenen, trækker hun det gamle, store vækkeur med dobbeltalarmer op og stiller det henne i vindueskarmen. Når så uret drøner løs og begynder at danse bag gardinet, bliver hun nødt til at springe ud af sengen for at stoppe det. På den måde er hun oppe, før hun når at tænke nærmere over det.
Da mor havde været i bad en morgen, kom hun hoppende ind i mit værelse.
- Så er det nu, Mads! Ud af kanen! råbte hun og blev ved med at hoppe og danse.
Jeg glippede med øjnene mod det skarpe lys, men blev ellers hurtigt vågen, for jeg er aldrig før blevet vækket på den måde.
Mor dansede rundt midt på gulvet i mit værelse. På en afslappet slaskemåde. Skuldrene gik op og ned, armene dinglede. Der gik flere sekunder, før jeg lagde mærke til, at der var musik til. Grunk kom jollende og begyndte at danse med. Han kunne ikke finde takten. Stod og jumpede med enden bagud.
- Op, op, op! kommanderede mor. - I dag begynder vores kondiprogram.
- Ja-ah, ja-ah! gabte jeg. - Man må vel lige ha' tid til at få lidt tøj på!
- Tøj! Mor fandt et par rene underbukser i min skuffe og smed dem hen til mig. - Du kan nøjes med dem der.
Der var ingen vej udenom. Jeg måtte ud af fjerene. Kunne ellers godt have nået at mørne en halv times tid til.
Lige når man vågner, kan man ikke finde på ret meget at sige.
Lidt efter hoppede jeg med mor ind i soveværelset til far. Han lå med ryggen til og dynen trukket helt op over hovedet. Man så kun en tot strithår.
- Hop, hop, hop! kommanderede mor. - Slap af! Lad armene daske! Du skal fjedre i knæ og ankler.
Der stod vi og hoppede ved siden af hinanden.
- Hej, så er det nu! råbte mor.
- Jep! galede jeg. - Op med dig, far!
Vi måtte råbe mange gange, før far begyndte at røre på sig. Jeg smuttede ned i stuen og skruede højere op for styrken på grammofonen.
Da jeg kom hoppende tilbage, havde far vendt sig om på ryggen. Han strakte sig, så det knagede både i ham selv og sengen, åbnede først det ene øje og så det andet. Straks han opdagede os, skyndte han sig at lukke dem begge to igen.
- Han er vågen, mor, stønnede jeg.
Mor nikkede i takt til musikken, dansede hen til skabet, tog et par rene underhylere til far og smed dem hen i hovedet på ham.
- Kan du så komme i gang! lød det.
Langsomt stak far sine ben ud af sengen, famlede med fødderne efter sutskoene, men mor nåede at sparke dem væk:
- Næh, næh! På bare ben, min ven!
Nu rystede far lidt på sit store hoved, som hang ned foran brystkassen, løftede det lidt efter lidt og så gennem smalle øjensprækker hen på os.
- Sig mig, kom det hæst, - er I blevet komplet vanvittige?
- Kondi! råbte mor. - Du skal op og passe din kondi.
- Skynd dig nu! gispede jeg. - Vi har allerede været i gang længe.
Han var ikke meget for det, men omsider fik han viklet sig ud af pyjamassen og kom i underbukserne.
Mor dansede ned ad trappen, og jeg fulgte med. Far jokkede tungt efter os. Nede i stuen blev han stående lige inden for døren og så opgivende på mor og mig.
Vi var begyndt at lave andre ting nu. Variationer hedder det. Mens vi hoppede, prøvede vi på at løfte knæene så højt op som muligt.
Aldrig har far set mere fortvivlet ud.
Mor dansede hen og puffede lidt til ham:
- Nårh, er det virkelig så slemt for dig, at du skal til at røre dig en smule om morgenen?
- Jeg tror slet ikke, det er sundt, det der. Ikke for b-mennesker i hvert fald.
Jeg stoppede hopperiet og stod og hev efter vejret:
- Hvad er b-mennesker?
- Det er sådan nogen som mig, sagde far. - Altså mennesker, der tænker alvorligt over tingene, og som derfor skal have ro til at tage hul på en helt ny dag. B-mennesker har bedst af at tage det ganske stille og roligt om morgenen.
- Findes der også a-mennesker? spurgte jeg.
- Ja, nikkede far træt, - din mor.
Mor var ikke til at standse. Hun vendte pladen på grammofonen:
- Nå, I to slapsvanse, nu går den ikke længere. Se nu på mig og gør det samme!
Mor lagde sig på ryggen på gulvet, løftede benene og cyklede med dem i luften.
Nu kom far med. Han syntes nok ikke, det var så slemt at gøre morgengymnastik, når han fik lov til at ligge ned.
Lidt senere drejede vi om på maven og lavede spændbøjninger bagud. Løftede både armene og benene. Det var hårdt. Far pustede og stønnede. For mor var det ikke noget at tale om, men hun havde jo også været på kursus.
- Vi slutter af med to minutters konditionstræning! jublede hun og sprang op igen.
- Nu sætter jeg en god plade på, og så kan I danse og hoppe og springe, lige som I vil. I skal bare digte noget selv.
- Jeg er allerede dødtræt, protesterede far og blev siddende på gulvet. - Og jeg skal have syv timer i dag.
Både mor og jeg rakte ham en hånd og fik hevet ham på højkant.
Lidt efter dansede vi. Mor og jeg hurtigt. Far langsomt.
To minutter er længe, når man skal springe omkring og anstrenge sig. Jeg blev svedt og forpustet. Far holdt op, da der var gået et halvt minut. Han tørrede sig over panden:
- Pyha! Det er sgu hårdt for en gammel mand.
Mor var der ikke det mindste at se på. Hun smilede til os, mens hun snoede og vred sig i sin sorte gymnastikdragt.
- Man bliver li'godt noget forpustet, klagede far.
- Det er skam også meningen, sagde mor. - Hjerte og lunger har godt af at komme til at bestille lidt ekstra.
- Hm! lød det fra far. - Nu går jeg i bad.
- Så må du skynde dig, råbte mor efter ham, - for det er dig og Mads, der skal lave morgenmad og smøre madpakker.
Far vendte sig i døren:
- Vi lavede jo middagsmad i går.
- Det er jeres uge. Mor var ubøjelig.
Vi fik da lavet både kaffe og te. Heldigvis gav Stine Grunk mad.
Madpakkerne. Far og jeg stod alene i køkkenet og kikkede på, hvad vi havde af pålæg. En stump kødpølse og en klat leverpostej.
Far rakte ud efter kødpølsen. Stod lidt med den i hånden og lagde den så igen.
- Næh, du, hviskede han og så snu ud, - vi må hellere fortsætte, som vi begyndte, ellers kommer vi aldrig ud af det her.
- Hvad mener du?
- Jeg mener, at vi smører et par skiver rugbrød til mor og Stine med smør på og ikke så meget som en stump pålæg.
- Jamen, forsøgte jeg, men far blev ved.
- Når de har fået sådan en flad pakke et par dage, bliver de hurtigt kede af deres rødstrømper!
- Hva' så med vores egen mad?
Nu tog far kødpølsen igen:
- Der må kunne blive et par stykker til os med kødpølse og leverpostej.
Jeg havde det nu ikke rart, da jeg spiste min frokost den dag. Madderne så forkerte ud. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på mor og Stine. De blev nok sure.
Næh, de gjorde søreme ej. De smilede meget både til far og mig, da vi mødtes om eftermiddagen.
Den aften lavede vi brasekartofler og spejlæg igen. Denne gang smagte kartoflerne godt nok. Mor og Stine sagde ah mange gange og spurgte om, hvordan vi dog bar os ad med at lave sådan en lækker middag. Grunk spiste også mange af kartoflerne.
Efter opvasken kaldte mor os ind i stuen. Far havde ikke engang nået at tage sit forklæde af.
- Kom skal I se! råbte mor. - Jeg har noget til jer.
Henne på spisebordet lå tre blå træningsdragter med hvide striber på ærmer og bukser.
- Hvad er den af? spurgte far. - Har du nu brugt penge til nyt tøj igen?
- Også til dig, min egen ven, lo mor og tog den største af træningsdragterne og holdt den op foran far.
Uvilkårligt trådte han et skridt baglæns:
- Hvornår har du tænkt dig, at jeg skal trække i den klovnedragt?
- Nu! For om lidt skal vi løbetræne.
- Løbetræne?
- Du tror vel ikke, den smule spjætteri, vi laver om morgenen, er nok? Næh, hvis man skal holde blodpropper og forkalkning på afstand, må man øve en indsats.
- Øve en indsats! Øv! Du har fået kondi på hjernen. For resten er det kluns også alt for stort til mig.
- Min passer lige bestemt, sagde jeg. Jeg havde hevet dragten på, uden mor og far bemærkede det.
- Det gør fars også, sagde mor, - jeg tog jo selv mål af jer forleden dag.
- Nå, det var derfor, vi absolut skulle måles, udbrød far.
Mor smed bukserne hen til ham:
- Prøv dem nu!
Han var ikke meget for det, men lidt efter stod vi alligevel alle tre ude i entreen og puffede til hinanden for at komme til at se os selv i spejlet.
Far var lige ved at smile til mor:
- Den er egentlig meget rar at have på. Jeg tror, jeg vil bruge den til at gå og slappe af i herhjemme.
- Den er til at løbe i, sagde mor bestemt.
- Hvornår skal vi løbe? spurgte jeg.
- Nu!
- Nu? Far stirrede rædselsslagen på mor.
Hun nikkede bare:
- Nu, ja. Jeg kender dig jo godt nok til at vide, Jensemand, at jeg aldrig vil få dig slæbt med på løbetur ved højlys dag.
Efterhånden måtte far opgive al yderligere modstand.
Jeg stak en albue i ryggen på ham:
- Det kan da blive meget skægt, far.
- Skægt?
- Ja, skyndte mor sig at sige, - vel er det da skægt. Og så bliver vi så friske og veloplagte af det.
Inden far kunne nå at finde på mere at sige, var mor danset ned ad kældertrappen.
-1 skal denne vej, sang hun, - denne vej. Jeg har fundet jeres gummisko fra i sommer.
Vi traskede med. Jeg syntes, jeg var blevet ligesom lettere af at få træningsdragt på. Far var i hælene på mig. Han lignede næsten en fodboldspiller, der skulle på banen for at varme op. En stor en.
Et øjeblik efter stod vi ude ved lågen. Mor forrest.
- Vi smutter over i parken, sagde hun. - Bare en halv times tid.
- En halv times tid! protesterede far. - Hvis jeg skal løbe så længe, kommer I til at bære mig hjem.
- Sludder! Du er en rigtig gammel piverøv! Kom nu her!
I samme nu satte mor i rend hen ad fortovet. Jeg stak efter hende. Lidt henne vendte jeg mig og kikkede efter far. Han stod endnu ved lågen og kikkede sig om til alle sider. Så kom han endelig fra start.
Mor holdt et roligt tempo. Luntetrav. Jeg løb op på siden af hende og spurgte, om vi ikke skulle sætte mere drøn på. Hun rystede på hovedet og sagde, at vi skulle starte stille og roligt. Det havde hun selv lært på sit kursus, som hed trim.
Få minutter efter drejede vi ned ad en kort vej, som fører over til parken. Inde på den asfalterede sti langs plænerne stoppede mor. Det vil sige, hun blev ved med at løbe på stedet
- Man skal holde sig varm, sagde hun.
Så hoppede jeg med ved siden af hende.
Far nåede hen til os. Han hev efter vejret. Stillede sig med kroppen bøjet forover og støttede hænderne på knæene:
- Det - er - da - ehe - ehe - ehe - skørt - at - flintre - sådan af sted, når der ikke er nogen efter en.
- Så rend du først, svarede mor, - så skal jeg komme efter dig.
Vi tog en tur til. Far luntede foran. Jeg hev også efter vejret nu.
Hjemme i kælderen så mor på sit ur:
- Tyve minutter. Vi skulle gerne op på en halv time. Trim er sundt.
Ugen gik dag for dag. Far og jeg lavede morgenmad, smurte flade madpakker uden pålæg og serverede brasere og spejlæg til middag. Stine og mor fortrak aldrig en mine. De sagde oven i købet, at brasere var deres livret. De snakkede også om, at når det blev deres maduge, så skulle vi sandelig også nok få noget spændende til middag.
Sidst på ugen var vi oppe på en halv times løbetur om aftenen. Hver aften prøvede far på at pjække den, men mor var ikke til at rokke.
- Når jeg selv bliver mere og mere trimmet, sagde hun, - vil jeg ikke have en mand med slaskemuskler og hængevom. Du må da også kunne mærke, hvordan den lille løbetur hver aften tager al træthed!
- Træthed? mumlede far. - Jeg er dødtræt hver eneste aften, når vi kommer hjem. Kan dårligt nok holde mig oprejst under bruseren.
- Vent, til du kommer i form! Om en uges tid skal du bare se.
Da ugen var gået, skulle pigerne overtage madlavningen, og nu var det fars og min tur til at passe Grunk, gøre rent og vaske tøj.
Vi måtte slide hårdt i det. Madugen var ikke noget at snakke om i sammenligning med Grunk- og vaskeugen.
For resten vedtog far og jeg, at det var på tide, vi fik lært Grunk at sidde på potte. Det ville spare os for en masse blevrøvl. Vi prøvede på forskellige måder. Først oppe på badeværelset. Grunk strittede imod. Jeg måtte holde ham fast på potten, mens far sad foran ham og sagde tsss-tsss.
Det virkede ikke. Hver gang, vi løftede ham, var potten tom.
Så forsøgte vi med at lade vandhanen løbe. Det skulle kunne hjælpe, mente far. Men nej! Grunk var for dum til at forstå det. Han tissede først, når vi havde givet ham bleen på igen.
Pludselig kom far i tanke om, at han havde hørt om en lille dreng, der kun ville bruge sin potte, når den stod på en avis med et stort billede af en mand - inde i stuen.
Det var et forsøg værd. Mor og Stine gloede en omgang, da vi kom slæbende med Grunk og potte og en gammel avis. Vi fandt et stort billede af Amerikas præsident og anbragte potten med Grunk foran det.
- Sig mig engang, udbrød mor, - hvad i alverden har I tænkt jer med det arrangement?
Far vendte sig mod mor:
- Vær venlig og bland dig udenom:
- Ja, sagde jeg, - er det måske ikke vores uge?
Mor rystede på hovedet:
- I får ham aldrig til det.
- Det er vores uge, gentog jeg.
Med ét kunne vi se på Grunks ansigt, at noget var ved at ske. Han blev fjern i øjnene, som om han skulle se ud over hele verden på en gang. Lidt efter krummede han sig let sammen, og hans ansigt blev nærmest mørkerødt.
- Den er god nok, hviskede far til mig.
Mor og Stine, som var dukket op i døren, fulgte processen med tilbageholdt åndedrag.
Da det hele var overstået, slog far ud med hånden mod mor:
- Så fik vi lært ham det.
Det gjorde vi sådan set også, men det viste sig senere, at vi kun kunne få Grunk til at bruge potten til det, den var beregnet til, når han blev anbragt på sin avis med udsigt til Amerikas præsident.
Både far og jeg var meget spændt på, hvad vi skulle leve af i pigernes maduge.
- Måske skal vi til at æde mikro-makro, sagde far den første dag.
Der skete nu ikke så meget. Morgenmaden var den sædvanlige, og madpakkerne var nøjagtig mage til dem, far og jeg havde opfundet. Derfor brugte jeg de fleste af mine lommepenge til pålægschokolade. Det lagde jeg så på madderne henne i skolen.
Den første middag var ymer med revet rugbrød og brunt sukker. Sådan blev den næste også. Og den næste. Og den næste. Selv om vi også fik masser af appelsiner og æbler, kunne jeg alligevel efterhånden ikke lade være med at tænke på bøffer og bjerge af kartofler med brun sovs.
Hver aften sad Stine og mor ved middagsbordet og så fornøjede ud. Far og jeg var også nødt til at holde masken.
Vi løb vores konditure. Far kom så småt i form.
- Herligt, herligt! sagde han, når han havde fået sit brusebad.
Allerede første dag i mors og Stines maduge blev han så ivrig, at han ville løbe mere end vores normale halve time. Da vi nåede hjem til lågen, tog han sig en ekstra tur alene. Smuttede ned ad vores vej og forsvandt om hjørnet. Det gjorde han også de følgende aftener.
En aften, Per var med på løbeturen, fandt vi på, at han og jeg skulle stikke efter far, som allerede var ude af syne. Det kunne være sjovt at se, hvor meget han gjorde ud af det.
Da vi nåede enden af vejen, så vi far løbe hen mod stationen. Jeg kunne ikke rigtig forstå det. Her på vejen gik der jo mange folk til og fra S-toget.
Per og jeg holdt os et stykke bag far. Ved stationen slog han over i gang. Standsede. Jeg standsede også. Med et sæt. Far stod henne ved pølsevognen.
Langs stationsmuren listede Per og jeg nærmere. Der var flere kunder hos pølsemanden. Det lykkedes os at smutte i dækning på den anden side af vognen, uden far opdagede os. Da det blev hans tur, hørte vi pølsemanden sige:
- Davs, Krumborg! Skal vi snuppe de sædvanlige to ristede med tilbehør?
- Ja, tak, Karlsen, den er i orden.
Aldrig i mit liv har jeg følt mig så lækkersulten, som da jeg - skjult bag pølsevognen - så far sætte tænderne i en tyk, brun, glinsende ristet pølse. Han åd sådan en pølse i tre mundfulde. De to, han havde bestilt, var væk på et øjeblik.
- Skulle det ikke være et par til? spurgte pølsemanden. - Alt det renderi må give en mægtig appetit.
Far slog sig med knyttede hænder i brystkassen:
- Det er sundt, Karlsen, man bliver frisk og - eh - stik mig bare to til, men uden brød denne gang!
Da far stak sin tredje ristede pølse i munden, kunne jeg ikke holde ud at se på det mere. Skønt Per holdt fast i min træningsdragt, fik jeg revet mig løs og sprang lige hen foran far.
Han hoppede næsten en halv meter op i luften, da han fik øje på mig, og skyndte sig at stoppe resten af pølsen i munden. Der stod han så med udspilede kinder og stirrede på sin egen søn.
- Eh - høhm, prøvede han at sige, - jeg står bare og - eh - snakker lidt med Karlsen.
Jeg så lige op i fars øjne. Han begyndte at glippe meget med dem.
- Man må ikke snakke med munden fuld af pølse, sagde jeg så. - Vel far? Må man vel?
Nu dukkede Per også frem. Far var nær ved at hoppe én gang til.
- Nå, nu har vi snart hele kondiholdet samlet, lo pølsemanden. - Skal de to unge mennesker ikke også smage på retterne?
- Jo, jo - jo, selvfølgelig, sagde far med tyk stemme og hev sin pung op af baglommen. - Hvad vil I have, drenge?
- Fire ristede med tilbehør, svarede jeg.
- Fire? råbte far.
- Har du måske ikke fået fire? spurgte jeg.
- Tre, svarede far, - jeg har fået tre. Den fjerde ligger der. Jeg startede med to.
- Skidt! Så starter vi også med to, ikke Per?
- Jo, tak! sagde Per.
Hvor var jeg dejlig mæt, da vi gik hjem fra pølsevognen!
Lige før vi nåede vores låge, stoppede vi op alle tre og tørrede os en ekstra gang om munden.
- Ikke et ord om det her til pigerne, sagde far.
Vi var alle tre enige om, at vi hellere måtte tage os en ganske lille løbetur, så vi kunne være forpustede, når vi kom ind.
Mor og Stine modtog os nede i kælderen. De stirrede undersøgende på os, mens vi hev efter vejret. Ingen af os kunne tage sig sammen til at se dem i øjnene. Far blev ved med at stå og slaskehoppe. Per kikkede lige op i loftet. Jeg bøjede mig ned og pillede ved mine snørebånd.
- Det er dog besynderligt, som de tre fyre er blevet vilde med at løbetræne, sagde mor halvhøjt til Stine.
- Fantastisk, svarede Stine. - Gud ved, hvad de træner til!
- Tja, fortsatte mor, - bliver de ved på den måde, skal de i hvert fald nok nå at komme først.
- Uden tvivl, nikkede Stine.
- Du, sagde mor så og greb Stine i den ene arm, - jeg tror, jeg har en anelse om, hvad de træner til. Prøv at se lidt nærmere på ham den store der!
Nu pegede mor på far.
Jeg rejste mig op igen. Mor og Stine gik langsomt hen mod far, og mor holdt pegefingeren foran sig - næsten som en revolver, der sigtede mod fars bryst.
Det gav et ryk i mig. Far var holdt op med at hoppe. Kun et lille spjæt kom der nu og da.
Han stirrede på mors revolverfinger. Den kom nærmere og nærmere.
Per havde også opdaget det nu. Midt på fars træningsbluse - på begge sider af lynlåsen - sad en stor klat, som enhver kunne se var en blanding af sennep og ketchup.
- Jeg skal sige dig, Stine, hvad de tre banditter træner til, sagde mor fast. - De træner til at komme først hen til pølsevognen ved stationen.
- Nemlig! understregede Stine.
Far stod bomstille. Hans øjne fulgte mors finger, og da han fik bøjet sit hoved lidt, kunne han ikke undgå at se pletten.
Et kort nu pressede han sine øjne tæt i, så trak han vejret dybt ind, åbnede øjnene igen og åndede langt ud.
- Ha-ha-hø-ehm! forsøgte han, snusede kraftigt op og slog lidt med hovedet.
Foran ham stod mor og Stine og så strengt på ham.
- Skammer du dig ikke! I din alder! sagde mor.
Nu hev far trøjen af og studerede sin pølseplet. Det slog ned i mig, at jeg godt havde lagt mærke til, at han tabte en klat blandet sennep og ketchup, dengang jeg var sprunget frem fra mit skjul bag pølsevognen.
- Alder og alder, begyndte far, - så - eh - ja, altså når man løber så meget, ikke, så må der sgu også noget brændstof til. Du siger selv, man bliver yngre, ikke, og når man er sulten, ikke ...
Far tav og så fra mor til Stine og fra Stine til mor. De stod begge to og klemte munden hårdt sammen for ikke at komme til at sprutte af grin.
- Årh, hold kæft! vrissede far og smed sin trøje lige i hovedet på mor.
Han skyndte sig ind i vaskekælderen, og lidt efter hørte vi ham give bruseren fuldt drøn på.
Da han var færdig, blev det min tur.
Bagefter forlangte mor og Stine, at vi skulle holde møde oppe i stuen.
- Palavermøde eller almindeligt? spurgte far.
- Bare møde, sagde mor.
Far smed sig på sofaen, men den gik ikke.
- Næh, beordrede mor, - vil du værs'go' pænt komme herhen til bordet, så vi kan se på dig!
- Den fornøjelse kan jeg vel nok unde jer, mumlede far og satte sig.
Mor og Stine sad på den ene side af bordet. Far og jeg på den anden. Per var lusket ind på Stines værelse.
Jeg gider ikke rigtig fortælle om det møde. Det endte med to bestemmelser. Den første var, at vi skulle lave forskellig mad.
- Nul brasere! krævede mor og Stine.
- Nul ymer! svarede far og jeg.
Den anden bestemmelse gik ud på, at far og jeg lige på stedet skulle hente en gang pølser til pigerne. Ellers ville de ikke have noget som helst at gøre med os mere.
- Kvinder! mumlede far.
- Mænd! vrængede Stine.
Så snart vi havde hentet pølserne, gik jeg op på mit værelse, for jeg var kommet i tanke om, at vi havde stil for til næste dag. Det har vi ellers ikke ret tit. Vi laver det meste af vores arbejde henne på skolen.
Denne her stil havde vi fået for for fjorten dage siden. Læreren sagde, at så kunne vi gå og tænke på den hver dag og let finde på noget. Det passer slet ikke. Jeg havde overhovedet ikke haft tid til at tænke på stil, selv om det var frit emne.
Mange lærere tror, at børn har mere fritid end andre mennesker. Og det har vi slet ikke. Man skal vel også lege en gang imellem!
Frit emne? Det er ikke spor frit. For man skal jo skrive. Og så alt det med indledning og slutning og sådan noget. I kan bare lave en historie, siger læreren.
Bare? Når man så spørger, hvad den historie skal handle om, kan han heller ikke selv finde på andet end noget om en hund eller en kat eller en gråsenollike eller en tur på landet eller min fødselsdag eller fortæl om en god bog eller om en film.
Yrsa og Nete er selvfølgelig altid helt vilde med frit emne. De grifler løs, så de må spidse blyant hvert andet øjeblik.
For resten skal man være oplagt til at skrive stil. Det kan ikke gøres på kommando. Hvem siger, man er oplagt til det mandag aften klokken godt halv otte! Når der kommer krimi i fjernsynet.
Jeg tænkte på at sige til hr. Jansen, at jeg slet ikke havde været oplagt til frit emne de sidste fjorten dage, men så var det, der pludselig dumpede en tanke ned i mit hoved. Man kunne måske godt skrive noget om alt det, mor, far, Stine og jeg havde gået og lavet i den sidste tid. Om det med, at pigerne ikke skal ordne alting med mad og tøj og gøre rent og passe børn, bare fordi de er piger. Men at mændene også skal have lov til at prøve at stege bøffer og bage pandekager og vende dem i luften.
Et stykke tid sad jeg og bed i min gule blyant. Jeg rynkede også panden og lukkede øjnene for at tænke.
Sådan en stil skal hedde noget. Helst noget smart. Det var nemt nok, dengang jeg skrev om fru Albertsens hund, for da skulle stilen bare hedde Karlo Albertsen. Det blev ellers en god stil. Da hr. Jansen havde læst den, sagde han, at det kunne være hyggeligt at hilse på Karlo Albertsen. Derfor kunne ham Jansen heller ikke være bekendt at blive sur, da jeg tog Karlo med i skole en morgen, hvor vi havde kristendom i første time.
Karlo sad pænt på gulvet ved siden af mit bord. Alle de andre syntes, det så flot ud. Også Yrsa og Nete. Nu er hr. Jansen tit lidt klatøjet om morgenen. Måske er han for længe om at komme ud af sengen, så han ikke har tid nok til at vaske sig vågen. Eller også kniber det med hans kondi. Han opdagede ikke Karlo, før vi var et stykke inde i andet vers af „I østen stiger solen op". Og det var, fordi Karlo begyndte at gø med.
Det var der vel ikke noget underligt ved. Han har altid været en from hund.
Det hjalp slet ikke, jeg sagde til hr. Jansen, at han selv havde sagt, at han gerne ville hilse på Karlo Albertsen. Jeg blev sendt hjem med ham med det samme.
Karlo var ikke let at trække ud af klassen, for han kan godt lide børn. Til sidst fik jeg Hans til at hjælpe mig. Vi reddede os en fritime på den måde.
Nå, men jeg måtte se at komme i gang med den stil. Den kunne godt hedde noget af det, Stine havde snakket om. Demokrati - eller det andet ord, som betyder snakke - nej, det kunne jeg ikke huske. Demokrati var også godt nok til mig. Det er der mange, der snakker om i radioen og i fjernsynet. Eller skriver om i aviserne.
Man kunne kalde en frit-emne-stil for - eh - demokrati i hjemmet - eller - eh - vores demokrati eller et eller andet i den retning. Men det kunne jeg finde på senere. Somme tider kommer overskrifterne af sig selv, mens man sidder og skriver. Lige med ét - midt i at man tænker på andre ting - kan en overskrift komme dumpende ned i hjernen.
Altså - bare i gang! Hvad var det nu, de hed, de to første? Dem man hører om i bibelhistorie i første klasse? Han hed i hvert fald noget med A. Anton? Var det ikke Anton og Ebba? Eller var det Abraham og Emma?
Jeg rejste mig, lukkede døren ud til trappen op og råbte:
- Mor! Far! Hva* var det nu de hed, de to første?
Nede på Stines værelse gik pladespilleren. Fra stuen kunne jeg høre fjernsynet.
Midt på trappen råbte jeg igen:
- Mo-ar! Fa-ar!
Stine kom farende ud med Per i hælene. Mor dukkede op i døren til stuen - og lidt efter også far.
- Gud, hvad er der dog sket, Mads? Mor så ængstelig ud.
- Hvad hed de to første? spurgte jeg. - Jeg skal skrive en stil til i morgen.
- Idiot! hvæsede Stine, vendte sig og puffede Per ind i værelset igen. - Hvad ligner det at hyle op, så man skulle tro, du havde skåret en halv arm af!
- De to første? Mor rystede på hovedet.
- Ja, dem i den der have, du ved nok, og som blev smidt ud?
- Nå-årh! Mor smilede til mig. - Er det Adam og Eva, du tænker på?
- Nemlig! Jeg kunne bare ikke huske, hvad de hed.
- Skal du skrive stil om dem? spurgte mor.
- Nej, men hr. Jansen snakker altid så meget om, at man skal lave en indledning.
Klokken var ved at være mange. Jeg havde travlt, hvis jeg skulle nå at få den stil færdig. Der var i hvert fald ikke tid til at skrive kladde, så jeg fiskede indskrivningsbogen op af tasken og slog op på en ren, ny side.
Første linie lod jeg stå fri til overskriften, og så begyndte jeg at skrive på næste linie:
Lige siden Adam og Eva har der været mange mænd og damer på jorden. Da de fik børn, kom der også drenge og piger. Først skulle de ikke lave noget, men fik alting gratis af Vorherre og gik og kedede sig. Så kom de til at æde et forkert æble og blev smidt ud af haven, som hed paradiset. Nu skulle de lære at stå på egen hånd. Dyrke jorden og lave mad. Og alt sådan noget.
Jeg læste igennem, hvad jeg havde skrevet. Det lød meget godt. Jeg kom til at tænke på en dreng, jeg gik sammen med i første klasse. Han sagde, at alt det med Adam og Eva var løgn. Menneskene nedstammede fra fiskene. Så skrev jeg det. Sådan:
For resten nedstammer menneskene fra fiskene, men vi har lært meget siden, og det, vi ikke har lært, er der ingen, der kan tage fra os.
Nu syntes jeg, indledningen var god nok. Måske ville hr. Jansen læse den op for de andre.
Videre:
Før har damer næsten bestemt alting hjemme, og mændene gik kun på arbejde. Det var måske også meget sjovt i gamle dage. Hvis de skulle bygge et hus, fiske med en hjemmelavet krog af fiskeben fra en fisk, som de havde været heldig at fange med hænderne. Eller skyde en ulv med bue og pil. Eller en kongeørn, som var ved at stjæle et lille barn, som jeg selv har set på et billede i en gammel bog. Sådan er det ikke mere. Nu kan kvinden købe alting og stå og lave mad. Som er sjovt.
Hjemme hos os vil min far og jeg ikke finde os i det mere.
Først var det altså Stine og mor, der ikke ville finde sig. Nu har vi indført uger. Far og jeg laver mad i en uge. Stine og mor laver mad i den næste uge. Vi skiftes også til at gøre rent og vaske og passe min lillebror, som vi har lært at bruge potte på en avis med et billede af en mand, der er præsident i Amerika. Jeg synes, det er demokrati. For på den måde får man lov til at bestemme. I næste uge skal jeg prøve at lave hakkebøffer og arme riddere og boller i selleri. Måske også is. Det er ikke svært, for vi har en bog om det.
Sørme - stilen fyldte allerede to sider. Så var der ingen grund til at skrive ret meget mere. Nu skulle jeg lige have fundet på en slutning. Den behøvede ikke være ret lang. Heldigvis kom jeg i tanke om mere af det, Stine havde sagt:
Som slutning vil jeg skrive, at rødstrømperne har ret. Der er ingen mening i, at kvinderne og pigerne skal lave så meget hjemme. Vi andre vil også gerne prøve at bage pandekager. Man kan vende dem i luften.
Punktum. Færdig. Jeg læste stilen igennem og syntes, den lød godt. For en sikkerheds skyld satte jeg nogle boller og krydser og et par kommaer hist og her. Det vil hr. Jansen så gerne have. Så var der kun overskriften tilbage. Den kom af sig selv på et øjeblik:
Et demokratisk hjem.
Der kom meget ud af min stil om et demokratisk hjem.
For det første blev hr. Jansen meget overrasket og glad over, at jeg i det hele taget havde stilen med den dag, vi skulle aflevere den. Det sker nemlig ikke så tit. Man kan ikke altid sidde og skrive den halve nat. For det andet kunne jeg også se på hr. Jansen, at han syntes, min stil var god. I hvert fald smilede han over hele femøren, da han delte de rettede stile ud - og kom til min. Nej, ikke rettede, for når vi har frit emne, så bruger vores lærer ikke sin røde kuglepen. Han ser kun på indholdet.
Først stod hr. Jansen og viftede med min stil, og så spurgte han, om han måtte læse stilen op for de andre. Det havde jeg aldrig i livet været ude for før. For det meste er det pigernes stile, vi skal høre. Yrsas og Netes og Lones. Af drengene plejer det at være Dan, der skriver bedst.
Jeg nikkede op til hr. Jansen. Han måtte skam gerne læse min stil højt.
- Nu skal I høre, sagde han, - Mads har skrevet om noget meget interessant noget, som hedder demokrati.
Alle i klassen vendte sig om og gloede ned på mig med forbavsede øjne. Mest forbavsede var Yrsa og Nete.
Hans stak mig en albue i siden:
- Orv, mand! Hvor har du fået det der med demokrati fra?
- Fra mig selv, svarede jeg. - Det er noget, vi bruger derhjemme.
Da der blev stille nok i klassen, begyndte hr. Jansen at læse op.
Han læste langsomt og meget tydeligt, og han havde hele Uden et smil siddende på lur i øjnene.
Mens han læste, sad jeg og nød det. Jeg syntes, min stil lød godt. De andre lyttede også meget, og indimellem blev de ved med at kikke på mig. Der var ikke mange af dem, der havde regnet med, at jeg kunne skrive på den måde.
Yrsa og Nete var helt stive i ryggen af misundelse, fordi min stil var den eneste, hr.
Jansen ville læse op. Måske var det alligevel ikke misundelse, for så snart han var færdig med at læse, klappede de begge to meget, og Yrsa vendte sig helt omkring og nikkede til mig og råbte:
- Den var vel nok god, Krumme!
Resten af timen kom vi til at diskutere det, jeg havde skrevet om. Det er skægt at diskutere. Bare man kan finde på noget. Hr. Jansen siger, det er sundt. Man skal nemlig helst lære at få sig en mening om livet.
Først valgte vi en ordstyrer. Det blev Dan. Han satte sig op ved lærerens bord, og så spurgte han, om der var nogen, der ville have ordet.
Jane stak en finger op.
- Jane har ordet, sagde Dan.
- Ja, begyndte Jane, - jeg mener altså, at det er bedst, når ens mor går hjemme og passer ens far og små søskende og laver mad og gør rent. Ellers bliver ens far let sur, og så bliver de - mo'ren og fa'ren - tit skilt.
Nu var der tre-fire stykker, der sad og ville sige noget.
- Hans har ordet, lød det fra Dan.
- Det, Jane siger, synes jeg passer, sagde Hans, - for når mig og min far er alene hjemme, så får vi aldrig ordentlig mad, og min mor bliver altid gal, når hun kommer hjem igen, fordi der er beskidt. En far er bedst til at gå på arbejde. Mo'ren skal være hjemme, ellers bliver der ballade.
Yrsa, som sidder ved første bord, stak en lang finger lige op i hovedet på Dan.
- Yrsa har ordet.
Yrsa plejer altid at se på hr. Jansen, når hun siger noget Det gjorde hun også nu, men indimellem vendte hun sig om og kikkede ned på mig. Og hun kikkede på en helt anden måde, end jeg var vant til.
- Jeg vil gerne sige noget, sagde hun, - og det er, at det er skønt, det - Krumme har skrevet.
For hvorfor skal det altid være os kvinder, som skal gå og pukle, og mændene, der kan lægge sig hen på sofaen og falde i søvn under en avis!
- Mændene har hårdt arbejde, råbte Erik. - Min far arbejder lige fra klokken seks om morgenen og til klokken fem om aftenen, og så ...
- Du har ikke fået ordet, Erik, afbrød Dan. - Vent til Yrsa er færdig!
- Nej, kørte Yrsa på, - min mor siger selv, at nu har mændene bestemt alting i tusindvis af år og lavet krige og alt sådan noget. Det ville være meget bedre, hvis kvinderne kom til at bestemme noget mere, ja, og mange kvinder er bare slaver for deres mænd, ja, og deres børn, ja, og når jeg engang skal giftes eller bo sammen med en, så vil jeg gøre ligesom i Krummes stil, for man skal lave lige meget.
Yrsa tav. Hun var helt stakåndet.
Nete var parat til at afløse hende:
- Jeg vil bare lige sige, at det med at vende pandekager i luften, som Krumme skriver om, det er ikke så let for mænd. Engang min far skulle prøve, fløj der en pandekage op og satte sig fast på lampen over vores komfur.
Da vi havde grinet af Netes fars flyvende pandekage, var der flere andre, som sagde noget, men jeg glemte at høre efter. Det var underligt, at Yrsa syntes, min stil var god, og at hun havde smilet meget til mig flere gange.
Jeg kikkede på hende, og pludselig opdagede jeg, hvor pænt hendes hår så ud. Det er langt - går ned til midt på ryggen. Og så er det næsten sort. Skinner meget. Jamen, plejede Yrsa da ikke at have strithår og spidstud? Jeg så mig omkring i klassen. Der var vist ingen af de andre piger, der havde sådan et flot hår.
Dybt inde i mig var der ligesom noget, der begyndte at snurre. Var det i maven? Nej, snarere i nogen muskler. Jeg blev urolig. Flyttede mig frem og tilbage.
Sært, at jeg aldrig før havde lagt mærke til, at Yrsa havde pænt hår. Hendes øjne var vist også mørke. Og store. Næste gang, hun vendte sig om mod mig, ville jeg kikke efter.
Jeg kom i tanke om, at engang i første klasse - altså for mange år siden - da havde jeg vistnok sagt til mor, at Yrsa var pæn. Selv om vi boede i samme opgang, tænkte jeg først på det, da jeg så hende mellem alle de andre piger. Et stykke tid bar jeg hendes taske både til skole og hjem igen hver dag.
Jeg spekulerede på, hvornår det var, Yrsa begyndte at blive - eh - sådan - eh - dum. Det måtte være i slutningen af første eller begyndelsen af anden klasse. For resten havde jeg måske selv været ude om det. Med larm i opgangen og trampen i gulvet. Når jeg nu tænkte rigtigt over det, var det sådan set heller ikke så meget Yrsa selv, vi fik ballade med. Det var hendes mor.
Man kan jo også blive klogere. Var jeg måske ikke selv klogere nu end for bare en måned siden? Når ens stil bliver læst op, kan man vel ikke være helt udblæst!
Jeg var sikker på, Yrsa lige så stille havde forandret sig. Det var bare først nu, jeg opdagede det.
Nede i frikvarteret kom Yrsa og Nete sørme hen til mig. De svansede ikke, som de plejede. Stod ikke og blinkede til hinanden eller knækkede sammen af fnis. Jeg kunne let se dem lige ind i ansigtet.
Det var mest Yrsa, jeg så på. Nete så ud, som hun plejede. Jo, Yrsas øjne var mørke som hendes hår. Det hvide i dem var hvidere end alt andet hvidt, jeg kendte. Hun havde slet ikke spids tud mere. Hendes næse var pæn - og kinderne - og munden. Læberne var temmelig store og ligesom blanke. Måske havde hun lige slikket sig om munden.
- Hvad glor du sådan for? spurgte Yrsa.
- Mig? Ikke for noget - eh - jeg - eh - står bare og tænker lidt.
Et sekund var det, som om Yrsa og Nete skulle lige til at fnise, men så skyndte jeg mig at sige mere:
- Jeg står og tænker på mad. Hvad man kan lave, ikke!
- Hvad kan du da lave? spurgte Yrsa.
- Så meget.
- Hvad for eksempel?
- Nårh - eh, brasekartofler, spejlæg, ymer og koge ...
- Ymer gælds ikke, afbrød Nete, - for det laver man jo ikke. Det køber man.
- Nå, jo, men ...
- Kan du stege en engelsk bøf? spurgte Yrsa.
- Ja, det kan jeg.
- Hvordan gør man så?
- Man steger den bare, fløj det ud af mig. - På den rigtige måde. Så den bliver mør, ikke!
Jeg var nødt til at dreje hovedet nu, for Yrsa kikkede mig lige ind i øjnene.
- Altså - eh - jeg er jo lige begyndt på at lære at lave mad, stammede jeg, - og det - eh - jeg - eh ...
Yrsa nikkede alvorligt:
- Ja, Krumme, der er meget at lære. Men hvis du øver dig, tror jeg bestemt, du bliver god engang.
Nete gav Yrsa et puf:
- Så vil du måske giftes med ham?
- Jeg tror ikke, jeg skal giftes, sagde Yrsa, - men det kan godt være, jeg skal bo sammen med en.
Nu var Nete lige ved at sprutte af grin. I et ryk vendte jeg mig og stak efter Hans, som netop kom løbende tæt forbi. Min hals var tør, og tungen lå som en underlig fremmed, tyk klump i munden.
Resten af frikvarteret rendte jeg rundt sammen med Hans og et par af de andre drenge. Flere gange var jeg henne ved vandposten og tage mig en tår vand. Hele tiden holdt jeg øje med, hvor Yrsa og Nete var.
På vej op efter frikvarteret sørgede jeg for at komme til at gå lige bag efter Yrsa og Nete op ad trappen.
Yrsa løb op. Jeg løb også. Hendes lange, mørke hår kom flere gange til at vifte lige hen forbi min næse. Det duftede rart. Hun bruger nok noget edderdyrt noget til at vaske det i. De har altid været lidt fine på det hos Yrsas. Mest hendes mor. Hun taler også med sådan en langsom damestemme - og med hovedet bøjet lidt bagover. Det gør Yrsa i hvert fald ikke.
I den time kunne jeg ikke lade være med at holde øje med Yrsa. Indimellem kom jeg igen til at tænke på, hvor underligt det var, at hun slet ikke var nogen dum tøs mere. Måske var det kun Nete, der var dum. Måske var det hende, der altid havde fået Yrsa til at drille og gøre nar.
Eller havde Yrsa virkelig forandret sig? Hun så også større ud. Var lidt højere end Nete.
Bare hun ville vende sig om - Yrsa! Jeg kunne godt lide at se hendes hår bevæge sig i lyset. Man var næsten nødt til at knibe øjnene lidt sammen. Sådan skinnede det.
Jeg for sammen, da Yrsa endelig drejede sig om og kikkede ned til mig. Hun nikkede ganske lidt og smilede.
Kunne det være derfor, jeg kom til at ryste? Ikke udenpå. Inde i arme og ben. Og i kroppen. Blev også lidt forpustet. Næsten som efter vores kondi tur om aftenen. Der havde for resten ikke stået et ord om kondi i stilen. Det måtte jeg se at få fortalt Yrsa om.
Da jeg kom hjem den dag, var der ikke en sjæl i huset. Mor havde skrevet en seddel til mig. Den lå på køkkenbordet.
Mads, stod der, Grunk og jeg kommer først hjem ved sekstiden. Der er personalemøde i børnehaven. For resten skal far også til et eller andet, så du må selv finde ud af, hvad vi skal have til middag. Det er jo jeres uge.
Den sidste sætning var understreget med to tykke streger.
Hvor katten mon Stine var henne? Hos Per vel. Eller på tøjjagt inde i byen med Lene eller en anden fra hendes klasse.
Stine har klude på hjernen. Bare hun skal købe en bluse, moser hun ind i tyve forskellige butikker. Det tager en hel eftermiddag, og hun får mange gange slet ikke købt noget alligevel.
Først lavede jeg mig en kop te og smurte et par amagermadder. Bagefter satte jeg mig til at tænke over, hvad jeg skulle finde på at lave til middag. Det skulle helst være noget spændende - både at lave - og spise. Medisterpølse? Nej, det fik vi så tit. Gule ærter på pose? Det var noget for far. Men mor og Stine ville rynke på næsen.
Pludselig slog det ned i mig. Engelsk bøf. Det var jo det, Yrsa havde spurgt, om jeg kunne lave. Mig? Engelsk bøf? Selvfølgelig kunne jeg det. Om ikke andet måtte der vel stå noget om det i kogebogen.
Jeg glædede mig allerede, til mor og far og Stine og Grunk kom hjem.
- Hvad skal vi ha' til middag? ville Stine hyle, allerede når hun satte nøglen i døren.
- Nårh, vi skal såmænd bare ha' engelsk bøf.
Det skulle siges, som om det var noget, jeg havde lavet mindst en gang om ugen i flere år.
I køkkenskuffen lå vores store, røde husholdningspung med en elastik om. Jeg åbnede den. Der var tre tikronesedler og nogle småpenge i. Et hav af penge. Kartofler havde vi i kælderen - og løg, så jeg puttede pungen i lommen og stak hen til slagteren på den anden side af stationen.
Der var kun en kone, som købte leverpostej og noget salat, før mig.
- Hvad skulle det være, hr. Krumborg? spurgte slagteren, svingede sin store, skarpe kniv og stak den i bæltet. Hans hvide kittel var fuld af blodpletter. Det så uhyggeligt ud. Måske havde han lige slagtet en gris. Eller en ko. Eller et lille lam. For der er da også noget, der hedder lammesteg.
- Nå, Krumborg! Har du mistet stemmen? Eller kan du ikke huske, hvad du skal have?
- Jo, skyndte jeg mig at sige, - jeg vil gerne ha' engelsk bøf.
- Engelsk bøf? Bare én?
- Nej - eh - fire. Jeg mener fem.
Der skulle vel også være en til Grunk.
- Nå, nå - nå, nå! gryntede slagteren og gik ud bag butikken.
Lidt efter kom han tilbage med et stort stykke rødt kød. Han smed det på sin huggeblok. Det landede med et tæt svup.
Nu stod han igen og viftede med den skarpe kniv. Pegede lige på mig med den:
- Skal vi snuppe fem regulære mandebøffer, eller skal det bare være nogen tynde damenogen?
- Mænd er vel lige så gode som damer! fløj det ud af mig.
Slagteren sænkede kniven lidt og så undrende på mig:
- Jo, da, Krumborg! Jo, da! Jamen, så snupper vi fem damebøffer.
- Nej, mandebøffer!
Nu rystede slagteren på hovedet, og så jog han sin kniv i det blodige kød.
- Skal vi stikke dem en på skallen? spurgte han.
Uvilkårligt trådte jeg et skridt tilbage:
- Hvem?
- Bøfferne. Det plejer at være godt.
Jeg nikkede.
Lidt efter stod jeg med pakken. Den var tungere, end jeg havde ventet.
Bag disken regnede slagteren:
- Det bliver - lad mig nu se - jo, det bliver 61 kroner og 85 øre.
- Hvad?
Jeg havde nær tabt min pakke. Hvor meget?
- 61 kroner og 85 øre.
Aldrig i livet havde jeg anet, at mad kunne være så dyrt.
- Jamen - eh, sagde jeg, - jeg har kun 30 kroner, for min mor og far er ikke hjemme.
Slagteren virrede med hovedet:
- Så skriver vi resten, Krumborg. Der står sgu nok noget i forvejen.
- Tak! sagde jeg stille og smuttede ud af butikken.
Hjemme i køkkenet pakkede jeg mine fem bøffer ud og lagde dem ved siden af hinanden på køkkenbordet. De så slaskede og væmmelige ud. Jeg kunne heller ikke lide at røre ved dem.
61 kroner og 85 øre! Mon slagteren havde snydt mig? Man kunne aldrig vide det, sådan som han så ud med alt det blod på forklædet. Et øjeblik var jeg lige ved at få lyst til brasekartofler i stedet for. Hvordan skulle der kunne blive lækker mad ud af de blodige klumper?
- Pjat! sagde jeg til mig selv. - Mor og Stine vil gøre nar mindst et halvt år, hvis jeg ikke klarer det her. Kødet kommer vel også til at se bedre ud, når jeg får stegt lidt på det.
Inde i stuen begyndte jeg at undersøge reolerne. Jeg var sikker på, vi havde en kogebog. Frk. Olsens eller Frk. Jensens kogebog. Men hvor pokker havde mor stillet den? Frk. Jensens kogebog hed den. Nu kunne jeg huske det. Da jeg var lille, hørte jeg somme tider mor snakke om Frk. Jensens kogebog, og jeg forstod ikke, hvorfor vi havde den. Jeg spurgte vist også mor, hvem Frk. Jensen var, og om hun ikke snart skulle have sin kogebog igen.
Frk. Jensens kogebog. Frk. Jensens kogebog. Med pegefingeren gik jeg alle reolhylderne igennem. Rørte ved hver eneste bogryg. Kogebogen var der ikke. Måske havde Frk Jensen alligevel hentet sin bog.
Hvad skulle jeg gøre?
Det dyre kød. Jeg prøvede at slå op i vores gamle leksikon under engelsk bøf. Det stod der slet ikke.
Et stykke tid rodede jeg også alle Stines bøger igennem. Det kunne jo være, hun havde lånt Frk. Jensens kogebog. Men nej.
Klokken var efterhånden blevet mange. Det var, som om de fem røde bøffer lå og grinede ad mig, hver gang jeg så på dem. Måske skulle de bare smides på panden, og så ... Om ikke andet ville de vel holde op med det dumme blodgrin.
Da var det, en idé slog ned i mig. Yrsa. Havde hun måske ikke selv sagt noget om engelske bøffer?
Hurtigt fandt jeg Yrsas telefonnummer. Heldigvis var det hende selv, der tog røret.
- Yrsa Jensen, sang det i mit øre.
- Hva! røg det ud af mig, for hun lød nøjagtig som en dame.
- De taler med Yrsa Jensen.
- Nå, ja, hej! Det er bare mig - Krumme.
- Åh, sagde Yrsa, - jeg kunne slet ikke kende din stemme, men vi har vist heller aldrig telefoneret sammen før.
Telefoneret! Sikke et forfinet ord! Jeg var nær ved at fortryde, at jeg havde ringet til Yrsa.
- Hvad vil du? spurgte hun.
- Jeg - eh, ja - eh - du kan nok huske min stil, ikke?
- Jo, den var mægtig god.
- Og så, altså - det er min uge - og fars - ikke! Og nu er jeg alene hjemme, og så skal jeg lave mad ...
- Hvad vil du lave?
- Engelsk bøf.
- Engelsk bøf? Yrsa råbte de to ord så højt, at det stak i mit øre.
- Og nu kan jeg ikke finde vores kogebog, men ...
- Har du købt bøfferne?
- Ja, fem.
Der blev stille i den anden ende af ledningen, eller hvad det nu er, man siger. Jeg kunne høre, Yrsa trak vejret dybt.
- Du, Krumme, sagde hun så, - jeg smutter lige hen til dig, så skal vi snart få ordnet de bøffer.
- Ehm, begyndte jeg, - det - eh ...
- Jeg er der om et øjeblik. Hej så længe!
Så lagde hun røret på.
- Hej! sagde jeg lige ud i stuen.
Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Sikke noget pjat!
- Hold op med det åndssvage dunkeri! sagde jeg.
Men det hjalp ikke. Ude i køkkenet lå de fem bøffer på køkkenbordet, men ellers så alt nogenlunde pænt ud. I entreen fik jeg øje på lidt fnuller på den røde løber. Jeg samlede det op. Inde i stuen kikkede jeg alting efter. Glattede sofapuderne og stillede dem over en plet, som Grunk engang havde lavet med en chokoladekiks.
Jeg tørrede støv af hist og her med mit lommetørklæde. En avis lå og flød henne på radioen. Væk, Der skulle se orden digt ud, når Yrsa kom, for de har selv både sorte lædermøbler og glasbord med blanke stålben.
Da det ringede på døren, blev mit hjerte helt skørt. Jeg var slet ikke sikker på, jeg kunne snakke, når det slog på den måde. Foran spejlet standsede jeg et sekund og kikkede på mig selv. Jeg så almindelig ud. Lidt bleg måske.
Det ringede igen.
Jeg lukkede op.
Der stod Yrsa og lo til mig med sine brune øjne. Hun hev efter vejret, trak underlæben frem og pustede luft op over sit ansigt.
- Hej! pustede hun.
- Hej! fik jeg svaret.
Vi stod og så på hinanden. Det her var en hel ny slags Yrsa. Hun lignede slet ikke hende den - eh - gamle, irriterende Yrsa. Hende her var i gule fløjlsbukser og brun bluse, og så havde hun en hvid skindfrakke med lammeskind hele vejen rundt.
Den gamle Yrsa! Nej, jeg gad ikke tænke på hende mere.
- Du Krumme, sagde Yrsa, - jeg satte min cykel henne ved jeres nabo, for det rager jo ikke nogen, at vi skal stege de bøffer, vel?
- Bøffer? Jeg kom til mig selv igen. - Rager nogen? Hvordan...
- Jo, du! Yrsa puffede mig til side og gik ind i entreen. Vi steger bøfferne, men din mor og far og Stine behøvs ikke få at vide, at jeg har hjulpet dig, vel?
Jeg var stadig ikke med:
- Hvorfor ikke det?
Yrsa havde taget sin frakke af. Hun var på vej ud i køkkenet med den:
- Det er da meget skæggere, mand, hvis de tror, du selv har stegt dem.
Nu var tiøren ved at falde:
- Ja, for søren! Hold da kæft! Nej, hvor vil de blive forbavsede!
Yrsa nikkede. Det mørke silkehår viftede. Man kunne næsten høre en stille hvislen.
Hun var alligevel kvik, Yrsa. Jeg vimsede i hælene på hende og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige.
- Jeg lægger min frakke her på taburetten, sagde hun. - Hvis den hænger ude i gangen, kan de jo se, jeg er her.
Hun tænkte på det hele.
Døren fra køkkenet til stuen stod åben. Yrsa kikkede ind i vores stue:
- Her er skidehyggeligt. Jeg kan godt lide de orange puder på den gamle, grønne sofa.
Gamle sofa? Den var da vist ikke ret gammel. Nå, jo! Vi havde haft den hele mit liv. Skidehyggeligt! Yrsa sagde skidehyggeligt!
- Nå, men vi må hellere se at komme i gang, lød det så. - Har du et forklæde?
Jeg fandt et i kosteskabet, og kort efter stod Yrsa og prikkede til mine dyre bøffer med sin pegefinger:
- Kødet ser ud til at være godt nok. Har sikkert hængt lige tilpas.
- Hængt?
- Ja, oksekød skal være velhængt, ellers bliver bøfferne ikke møre.
Velhængt! Yrsa vidste alting.
- Kartofler og løg, sagde hun, hvor har du det?
Jeg sprang ned i kælderen og hentede en pose kartofler og fire store løg.
- Hvornår kommer de hjem? spurgte Yrsa og så på sit ur.
- Ved sekstiden, regner jeg med, sagde jeg.
- Så har vi tre kvarter. Det må være god tid. Gå du bare i krig med kartoflerne! Så klarer jeg løgene.
- Jo, sagde jeg, men jeg rørte mig ikke, for jeg kunne ikke lade være med at se på Yrsas hænder, mens hun pillede de fire store løg.
Hendes fingre bevægede sig så hurtigt, at jeg dårligt kunne se dem. Hun var mindst lige så dygtig som mor.
Yrsa vendte ansigtet imod mig. Hun kneb øjnene sammen, for løgene fik dem til at løbe i vand. Jeg kunne også mærke, det begyndte at rive i mine egne øjne.
- Kom nu i gang med de kartofler! sagde Yrsa. Du ved selv, hvor mange I plejer at æde.
Skidehyggeligt! Æde! Yrsa kunne godt snakke almindeligt. Så skidt med, at hun sagde telefonere.
Da jeg havde sat kartofler over, var Yrsa færdig med at skære løgene i skiver. Der var kommet et helt løgbjerg ud af dem.
- Kors! udbrød jeg. Sikke en masse løg!
- De kryber ind, når de bliver stegt.
- Spækkebræt! kommanderede Yrsa. - Det største I har.
Jeg rakte hende det.
Hun lagde bøfferne på det:
- Nå, slagteren har banket dem lidt, kan jeg se. Stik mig noget salt og noget peber. Og så skal vi have en tør pande.
Tør pande. Tør pande. Jeg havde travlt med at finde alt det, hun skulle bruge.
Yrsa studerede panden med kritiske øjne. Vendte og drejede den i lyset fra lampen. Så kikkede hun igen på sit ur:
- Halv seks. Du holder øje med kartoflerne, ikke?
Jeg vidste godt, at man skal prikke i en kartoffel med en gaffel for at finde ud af, om den er kogt.
- De skal have lidt mere, sagde jeg.
- I har vel ikke en pande til? spurgte Yrsa.
Ned i skabet igen:
- Her! Men den er ikke så tør som den anden.
- Betyder ikke noget. Vi bruger den kun til løgene. Margarine!
Et øjeblik efter sydede og brasede løgene. Yrsa havde bundet et rent viskestykke om sit hår. Ellers ville det komme til at lugte af stegte løg.
Mens kartoflerne kogte færdig, dækkede jeg bord. Hver gang, jeg kom ud i køkkenet for at hente noget, kikkede jeg på Yrsa. Hun så meget sød ud. Det undrede mig ikke mere. Jeg havde sikkert vænnet mig til det.
Da løgene var færdige, hældte Yrsa dem og resten af den smeltede margarine over på en dyb tallerken. De fyldte lige tilpas.
Nu satte Yrsa den tørre pande på komfuret.
Klokken var et kvarter i seks, da vi hørte far komme hjem i bilen. Jeg løb ud til ham. Nåede ham, lige da han kom ud af garagen:
- Hej! Det er vores uge. Men jeg er ved at lave mad, og du skal bare sørge for, at mor og Stine og Grunk ikke kommer ud i køkkenet!
- Hov, hov! sagde far. - Træk vejret! Hvad er der los? Jeg stampede i fliserne:
- Du skal passe på, mor og Stine holder sig væk fra køkkenet! Jeg er nemlig ved at lave en overraskelse.
- Den klarer jeg, sagde far lettet.
Jeg var netop nået hen til døren igen, da mor og Grunk dukkede op.
Uden så meget som at se på dem spang jeg ind, smækkede døren efter mig og var tilbage hos Yrsa.
- De kommer, råbte jeg. - De kommer.
Yrsa havde hentet tallerkenerne inde på bordet:
- Kan du ikke låse dørene?
- For søren, jo!
Nu dryssede Yrsa salt og peber på bøfferne. Selv gik jeg i gang med at pille kartoflerne.
- Se nu, hvordan du skal bære dig ad! hviskede Yrsa. Panden skal være meget varm, ikke! Og endelig tør. Først svitser man bøfferne to-tre minutter på hver side. Det lukker porerne, forstår du, så saften i kødet ikke kan rende ud.
- Nå, på den lumske måde.
De fem bøffer blev nærmest grå af den behandling.
Inde i stuen snakkede mor og far, kunne jeg høre. Grunk var henne og ruske i dørhåndtaget.
Et par minutter senere lukkede Stine sig ind.
- Hvad skal vi have til middag? hørte vi hende råbe.
- Smør! hviskede Yrsa.
Jeg stak hende et halvt pund fra køleskabet, og hun skar det halve af og lagde det på den varme pande.
Der var begyndt at dufte skønt i vores køkken. Jeg skyndte mig at starte ventilatoren, og jeg kom også noget køkkenrullepapir i nøglehullerne i dørene. De andre skulle helst ikke lugte noget.
- Se så! sagde Yrsa. - Nu er smørret brunt, og nu lægger vi bøfferne på. De skal højst have fire minutter på hver side. Endelig ikke mere. Har I et stopur?
Det her var noget andet end superbrasere, ymer og pølsemandens ristede.
Jeg stod ved siden af Yrsa. Hun holdt godt øje med vores bøffer, men indimellem vendte hun sig mod mig, trak skuldrene op og lo stille. Jeg havde det dejligt på en måde, som jeg aldrig havde prøvet før.
Da stopuret ringede, fik vi vendt bøfferne. Kartoflerne var også parate nu.
Endelig. Der lå de fem bøffer på hver sin tallerken og så lækre ud med masser af løg på.
- Det var det, sagde Yrsa og bandt viskestykket af sit hoved og rystede sit lange hår på plads. - Nu smutter jeg lige så stille. Velbekomme, du!
- Tak, sagde jeg. Det var smadderpænt af dig, du ville hjælpe mig.
Heldigvis havde Stine startet pladespilleren, så jeg fik smuglet Yrsa ud, uden nogen opdagede det.
Hun vinkede med den ene hånd:
- Vi ses. Hej med dig:
- Hej!
Så var jeg inde igen og låsede døren til stuen op:
- Nu er maden færdig.
- Uhm, hvor det dufter! sagde mor. - Hvad søren er det, du har lavet?
- Nårh, svarede jeg, - det er såmænd kun engelske bøffer.
Der blev dødstille i stuen. Vi hørte bare Stines musik.
- Engelske bøffer? nærmest råbte mor.
- Jamen, du kan da ikke ...
Far havde rejst sig fra sin stol:
- Sagde du engelske bøffer?
- Ja, nikkede jeg, - sæt jer nu hen til bordet, så kommer jeg med dem!
Far og mor skævede til hinanden. Mor tog Grunk på armen, som om hun var bange for, der skulle ske ham noget.
- Stine! råbte jeg. - Vi skal spise.
Jeg måtte ind at hente hende.
Far og mor havde sat sig, da hun kom.
- Gud, hvad er der dog sket? udbrød hun. -1 ser ud, som om I har fået et chok.
Hverken mor eller far nåede at svare, for nu kom jeg ind med to bøffer. Den største satte jeg foran far. Den anden fik mor.
Gennem øjenkrogene så jeg, at Stine gloede efter mig med stor, dum åben mund. Hun gloede ikke mindre, da jeg kom med de to næste bøffer, nemlig en til hende og en til Grunk.
- Jamen, sukkede mor, - Grunk kan da ikke ... så opgav hun.
- Ja, sagde jeg, da jeg fik sat mig med min egen bøf, nu håber jeg sandelig, de er møre.
- Uhm! brummede far. - Møre? Det er ikke ordet. De er som smør. Jeg tror, man kunne skære dem i stykker med en tommelfinger. Og løgene! Kræs, kræs! Det er som at blive aet indvendig.
Mor og Stine blev ved med at stirre på mig.
- Spis dog! sagde far med munden fuld af bøf. Han fægtede med både kniv og gaffel. - Spis dog, det er de bedste bøffer, vi længe har fået.
- Det siger nu ikke så meget, rimpede Stine, - for det er over et år siden, vi har fået engelsk bøf sidst.
Der blev stille ved bordet. Man hørte kun knivene og gaflerne gnubbe sig mod tallerkenerne. Min egen bøf var også fin. Ikke tale om, man blev træt i kæberne af at tygge den. Yrsa var faktisk alle tiders.
I begyndelsen sad mor og Stine og stak til deres bøf, men da de opdagede, at den var god nok, fik de snart guffet den i sig.
- Altså, Mads! Mor kunne slet ikke hitte ud af nogen ting. - Hvordan har du dog båret dig ad?
- Båret mig ad, sagde jeg, - jeg har da bare stegt dem. Altså, I ved, først skal de jo svitses på en tør pande et par minutter, ikke, så porerne lukkes, og så ...
Jo, jeg kunne let huske, hvordan Yrsa havde båret sig ad.
Selv Stine måtte indrømme, at der ikke var noget i vejen med den middag. Far fik næsten hele Grunks bøf. Det var lige noget, der passede ham.
- Jamen, Mads, sagde mor til sidst, - du ved ikke, hvor jeg er imponeret!
Men jeg begriber ikke, hvor du har lært det her. Og så netop engelsk bøf. Det er jo noget af en kunst...
- Ikke hvis kødet er velhængt, afbrød jeg.
- Der kan I se, piger, hoverede far, - vi mænd er nu slet ikke så dumme, som I går og tror.
- Næh, lo mor, jeg må indrømme, at dette her er lige ved at tage pippet fra mig. Hvad mener du, Stine?
Stine stirrede mig lige ind i øjnene:
- Bøfferne var tip-top, men jeg er stensikker på, der gemmer sig noget lusk i det her foretagende et eller andet sted.
Den næste morgen kom Yrsa styrtende hen til mig, så snart jeg var kommet inden for skoleporten. Hendes øjne strålede lige imod mig. Det varede lidt, før jeg opdagede, at Nete også var med.
Jeg vendte ryggen til Nete og fortalte hviskende Yrsa om, hvor fantastisk gode bøfferne havde været. Hun bøjede sit hoved helt hen mod mit, og jeg kom til at snappe luft i flere små gisp.
- Hvad står I to og hvisker om? spurgte Nete og masede sig tæt ind på os.
- Ikke noget, der kommer nogen ved, skyndte jeg mig at sige.
Nete rynkede på næsen:
- Dem, der hvisker, lyver.
Jeg trak Yrsa væk fra Nete, men hun jokkede efter os.
- Øv! sagde hun. - Man skulle tro, I var kærester.
- Nå, og hva' så! kom det rapt fra Yrsa.
Jeg kunne slet ikke stå stille, mens jeg fortalte hende resten. Det var helt umuligt at lade være med at jokke frem og tilbage.
På en eller anden mærkelig måde mødte vi hinanden flere gange i hvert frikvarter. Det er ellers en stor skolegård, vi har. Yrsa blev ved med at gå sammen med Nete.
I det første frikvarter snakkede vi kun om bøfferne. Men uden at bruge ordet bøffer. Nete skulle ikke vide det. Vi sagde kun de og dem.
- Var de møre alle fem? spurgte Yrsa.
- Som smør, svarede jeg. - Man kunne have skåret bidder ud af dem med en forstuvet tommelfinger.
- Og du fortalte ikke, hvem der havde lavet dem?
- Nixen bixen.
- Hvad sagde Stine?
- Ikke så meget. Hun åd bare.
- Pyha! I tror, I er så hemmelige, vrængede Nete. - Jeg ved da godt, hvad det er, I snakker om.
- Hvad er det så? spurgte jeg.
- Det siger jeg ikke.
- Nej, du kan nemlig aldrig i livet regne det ud, sagde Yrsa.
I de næste frikvarterer begyndte vi at snakke om andre ting. Plader og film og den slags.
Da vi skulle op til sidste time, ventede jeg på Yrsa henne ved døren.
For en gangs skyld kom hun alene. Nete var henne at tage sig en tår vand.
- Skulle vi følg's ad hjem? spurgte jeg. - Så kan jeg bære din taske. For det med bøfferne, ikke:
- Jamen, vi skal jo slet ikke samme vej, lo Yrsa, - og jeg er også på cykel.
- Nå, ja, fik jeg sagt, men den er da nemmere at træde - jeg mener - ja - og styre, hvis - eh - hvis - eh - jeg kører med din taske.
Yrsa løftede sin ene hånd og strejfede min kind med en finger:
- Du er egentlig meget sød, Krumme.
Jeg blev stående midt på trappen. Havde med ét glemt, hvad det er for muskler, man bruger til at flytte ben med.
Mange unger rendte ind i mig og skubbede til mig.
- Fjern dig, mand!
Der var aldrig andre end min mor, der havde sagt, at jeg var sød. Og det var meget længe siden, hun havde sagt det sidst.
Du er egentlig meget sød, Krumme!
Egentlig?
Mon Yrsa ville vente på mig? Hun havde ikke sagt hverken ja eller nej. Jeg kunne også telefonere - sludder - ringe - til hende. Men kun, hvis jeg var alene hjemme.
Efter sidste time gav jeg mig god tid. De andre måtte godt forsvinde først. Da jeg trak min cykel ud ad porten, stod Yrsa med sin hvide minicykel ovre på den anden side af gaden. Sammen med Nete. Hun snusede op, så snart hun så mig.
- Gider du også tage Netes taske? spurgte Yrsa.
Det var jeg vel nødt til. Så kørte vi. Først Yrsa. Så Nete. Til sidst mig.
Med tre tasker på bagagebæreren. Jeg måtte styre med den ene hånd og holde fast på taskerne med den anden.
Vi snakkede ikke om noget, men Yrsa vendte sig flere gange om og smilede til mig.
Ude ved vejen, der fører hen til karreen, hvor vi har boet før, standsede jeg. Jeg ville ikke køre med helt ind til opgangen. Der løb så mange unger.
- Tak, Krumme! sagde Yrsa, da jeg rakte hende tasken. - Hej! Vi ses!
Nete snøftede bare.
Vi ses! Nu var det anden gang, hun sagde det.
Langt inde i mit hoved var der vist noget, der smuttede frem og sagde - øv, tøser! For at få det til at forsvinde satte jeg fuldt drøn på cyklen. Lagde mig hen over styret. Jokkede løs. Spurtede af sted. Der var nemlig ikke noget at sige øv til. Yrsa havde forandret sig. Bestemt. Man kunne snakke med hende. Hun gjorde ikke nar. Og så var hun dygtig. Men Nete! Hvad så med hende? Hun havde som sædvanlig hele tiden sit dumme fnis parat.
Der gik flere dage. Jeg snakkede tit med Yrsa henne på skolen. Om svære regnestykker og den slags. Eller om mad, jeg gerne ville prøve at lave. En omelet.
I et frikvarter stod der en hel flok fra vores klasse henne under halvtaget og hylede op. Hans kom hen og svansede rundt om mig og pegede og grinede.
- Hva' er der? spurgte jeg. - Hvorfor er du så fjollet?
Han dansede væk. Hen mod klumpen i læskuret. Jeg gik efter ham. Først var jeg bange for, at der var en eller anden idiot, der havde skrevet dum skid om far med kridt på brædderne. Ligesom for ikke så længe siden. Derfor gik jeg langsomt.
Da de andre fra klassen fik øje på mig, flyttede de sig, så jeg kunne se væggen i skuret. Der var tegnet et stort hjerte på den. Med gult kridt. Tværs igennem hjertet gik en pil. På den ene side af den stod der Yrsa, og på den anden side stod der Krumme.
Mens jeg så på tegningen, var der stille et øjeblik. Jeg mærkede, hvordan det trak i musklerne omkring min mund og mine øjne. En varmeflod kom skyllende nede fra tæerne, strømmede op gennem benene og kroppen og op i hovedet, hvor kinderne blev gloende.
Pludselig begyndte en af drengene at råbe:
- Yrsa og Krumme! Yrsa og Krumme!
Med melodi på.
De andre skreg med. Flere kom løbende til. Yrsa kunne jeg ikke se nogen steder, men Nete. Hun råbte, så hendes mund blev mægtig stor, og øjnene lukkede sig helt i. Hans hylede lige i øret på mig:
- Yrsa og Krumme! Yrsa og Krumme!
Alle de røde ansigter vendte lige imod mig. Jeg hev efter vejret. Hjertet dunkede. I min hjerne hvirvlede det hele rundt. Hvor var Yrsa? Hvis hun hørte det her, hvad ville hun så tænke? Måske blev hun gal på mig. Måske troede hun, det var mig, der havde tegnet det hjerte og skrevet i det.
Hans trådte mig næsten over tæerne. Hver gang han råbte, pustede han mig lige i ansigtet. Det var væmmeligt.
- Hold så kæft, dit dumme svin! skreg jeg.
I samme øjeblik slog jeg armene om ham, fik overtag og væltede ham om på asfalten. Han er ellers stærk. Men når jeg bliver hidsig, vokser mine muskler, og så tør jeg meget.
Nu sad jeg oven på Hans' mave og stak ham nogen med knyttede næver på overarmene. Han sprællede og sparkede, men jeg klemte mine knæ ind i siderne på ham. Han kunne ikke komme løs.
- Heja, heja, heja! lød det rundt om os.
- Heja, Hans!
- Heja, Krumme!
Lidt senere blev jeg taget i nakken og trukket op. Det var gårdvagten.
Han tog også fat i Hans og så hev han os med hen til væggen ved siden af døren.
- I to gale hankatte må vist hellere stå her og køle af resten af frikvarteret, sagde han. - Vi kan ikke have, I ligger og sviner vores pæne skolegård til.
De andre unger stillede sig rundt om os. Heldigvis råbte de ikke mere, men gloede bare. Jeg fik øje på Nete, men Yrsa så jeg stadig ikke noget til.
Det hjerte med pilen igennem og så Yrsas og mit navn fik mig til at tænke på alt det med piger.
Jeg kunne vist godt lide Yrsa. Nu. For det første havde hun sagt, at min stil om demokrati i vores hjem var god, og for det andet havde hun hjulpet mig med engelske bøffer, regnestykker og flere andre ting. Hun var også pæn. Mindst lige så pæn som Lisa i vores parallelklasse. Hende, jeg dansede med til skoleballet.
Nete havde sagt, Yrsa og jeg lignede kærester. Hvis man synes, at en pige er sød - og hun også er flink og hjælper, er man så kærester? Der er mange ord, man kan bruge i stedet for. Det havde jeg hørt tit. Man kan være varm på en pige. Eller lun. Varm er mere end lun.
Jeg spekulerede på, om jeg var forelsket i Yrsa. Varm eller lun. Det er ikke nemt at vide det, når man aldrig har prøvet det før. Man kan ikke læse om det i en bog. For bogen kender jo ikke mig. Måske kunne man spørge nogen. Men hvem? De fleste griner. Stine ville omkomme. Hun kunne heller ikke holde mund.
Per? Per var en flink fyr. Han snakkede tit med mig uden at gøre nar. Det værste er, hvis folk griner, når man siger et eller andet alvorligt. Noget, man mener.
Måske skulle jeg prøve at spørge Per. Hvis man er varm eller lun på en pige, hvad siger man så? Eller gør? Skal man helst købe noget til hende? Det er ikke let, når man ikke ejer en rød øre. Yrsa har vist også alt. Hun får sikkert mindst 50 kroner om måneden.
Næste aften var Per med på vores konditur i parken. Jeg løb ved siden af ham og sagde, at han skulle sætte farten ned, for jeg ville spørge ham om noget.
Lidt efter var mor og far forsvundet i mørket. Jeg holdt op med at løbe. Per stoppede også.
- Hvad er det, du vil vide? spurgte han.
- Det er ikke så nemt at sige, svarede jeg.
- Bare spyt udi
- Du må ikke grine!
- Nej, nej! lovede Per.
- Og heller ikke fortælle det til et eneste menneske i verden. Heller ikke Stine.
- Amager! Per førte pegefingeren hen over sin hals.
Jeg vendte mig halvt om:
- Det er noget med en pige.
- Nårh?
- Ehm - du - eh, hvordan mærker man, om man er varm på en pige?
- Mærker og mærker, begyndte Per, - det ved jeg sgu ikke.
- Jamen, er du da ikke varm på Stine?
Nu brummede Per et eller andet utydeligt.
- For så må du vel vide, hvordan det føles, fortsatte jeg.
- Det har jeg såmænd aldrig tænkt over, sagde Per langsomt. - Men - eh - man synes vel, hun er pæn - og - ja, så tænker man meget på hende, ikke! Kan godt lide at være sammen med hende, ikke! Og man savner ...
- Så er jeg bestemt varm på Yrsa, fløj det ud af munden på mig, - for hun er pæn, og jeg kan godt lide at være sammen med hende, og jeg tænker på hende næsten hele tiden.
- Yrsa? næsten råbte Per. - Du plejer da at sige, at hun er en lille led radise.
- Hun har forandret sig, sagde jeg. - Meget endda.
Nu lo Per ganske stille. Det gjorde ikke noget.
- Nå, så du er varm på Yrsa:
- Ja, sagde jeg, - men hva' gør man?
- Gør? Hvordan mener du?
- Ja, altså, hvis hun nu ikke ved det?
- Ved hvad?
- At jeg er varm på hende. Det lyder dumt bare sådan at sige det.
Vi begyndte at gå hen ad stien.
- Du kan da sige noget om, at hun har pænt hår eller pæne øjne eller...
- Hun har også en smadderpæn mund. Og tud - jeg mener næse.
- Der kan du selv se! Sig du det!
Et stykke tid gik vi bare. Det var en dejlig fornemmelse at gå her i den mørke park og snakke med Per om Yrsa.
- Du kan også skrive det til hende, foreslog Per.
- Hvordan?
- Ja, at du synes, hun er sød og godt kan li' hende.
- Jeg skriver ikke så pænt, mumlede jeg.
- Nå, nej, men så kan du spørge hende, om hun vil med ud at gå en tur.
- Hvor?
- Her i parken.
- Tror du, hun vil?
- Bestemt. Hvis hun altså også kan li' dig.
Nu fortalte jeg Per om de engelske bøffer, og han sagde, at han i hvert fald aldrig havde hørt om en pige, der stegte bøffer til en dreng, hun ikke brød sig om.
Så drønede vi efter mor og far.
I sidste frikvarter dagen efter fik jeg spurgt Yrsa, om vi skulle køre en tur i parken om eftermiddagen. Hun så lidt forbavset ud, men hun nikkede da.
Vi aftalte, at vi skulle mødes klokken tre ved den hvide bom. Jeg var der allerede et kvarter i. Heldigvis havde jeg nået at pudse min gamle cykel, så den ikke lignede en rusten jernseng ved siden af Yrsas hvide mini.
Tiden sneglede sig af sted. Hver gang, jeg så på mit ur, var der kun gået et halvt minut. Klokken blev tre. Den blev fem minutter over. Ingen Yrsa. Otte minutter over. Ingen - jo, der kom hun kørende. Men - hvad var det? Hun var ikke alene. Nete kørte lige bag hende.
Først tænkte jeg på at jolle væk, alt hvad jeg kunne, men Yrsa havde allerede set mig og vinkede ud med den ene hånd.
- Hej! råbte hun. - Du må altså undskylde, vi er lidt for sent på den, men Nete skulle først pumpe sin cykel, og så kunne vi ikke hitte pumpen.
- Nå, sagde jeg.
Inderst inde tænkte jeg, at det ville have været skønt, om Netes cykel ville punktere på begge hjul så hurtigt som muligt.
- Hvad skal vi? spurgte Yrsa.
- Køre en tur i parken, svarede jeg.
- Så lad os komme af sted!
Yrsa og jeg kørte foran, men jeg kunne mærke Nete lige i mit baghjul. Det var ikke til at finde på noget at sige, når hun var så tæt på os. Lige meget, hvad jeg tænkte på at sige, syntes jeg, det ville lyde åndssvagt. Så holdt jeg mund.
En gang imellem skævede Yrsa til mig. Jeg kikkede også på hende. Det var, ligesom hun så pænest ud, når vi var alene. Som den dag i vores køkken. Med viskestykket om håret.
- Er du sur? spurgte Yrsa.
- Næh, sagde jeg og var allerede ved at blive det.
- Du - eh - er - eh - pæn, hviskede jeg.
- Hva', råbte Yrsa.
- Ikke noget.
Mere blev der ikke snakket på den tur. Da vi nåede tilbage til den hvide bom, sagde Yrsa farvel. Nete sagde ikke et ord. Hun fulgte bare efter Yrsa.
De to piger forsvandt ned ad gaden. Jeg kørte mig en langsom tur alene. Indvendig sagde jeg alt det, jeg gerne ville have sagt til Yrsa. Om at hun var sød og havde pænt hår og den slags. For bedre at kunne forestille mig at Yrsa var med, lukkede jeg øjnene en gang imellem.
Pludselig - mens jeg kørte mellem buskene med lukkede øjne - lød der et brøl foran mig:
- Stop i lovens navn!
Jeg blev så forskrækket, at jeg nær var drejet lige ind i en stor tørnebusk.
Da jeg slog øjnene op, stod Tom - ham fra blommebanden og kærlighedsstien - lige foran mig.
- Hej, Krumme! grinede han. - Hvordan pokker er det, du kører! Du slingrer jo som en fuld mand.
- Hej, Tom! sagde jeg. - Det er bare, fordi jeg er ked af det.
Ordene slap ud. Jeg nåede ikke at stoppe dem.
Selvfølgelig ville Tom have at vide, hvad jeg var så ked af, at jeg dårligt kunne styre min gamle cykel.
Skønt det var halvkoldt, satte vi os på en bænk. Det var slet ikke meningen, jeg ville have fortalt Tom om Yrsa, men jeg har sikkert været ligeglad med det hele. Han hørte både om min stil og om bøfferne. Ja, og så om den dumme tur i parken med Nete i baghjulet. Jeg syntes, det hjalp lidt at fortælle om det. Mit humør blev bedre.
Da jeg omsider tav, så Tom længe på mig og nikkede langsomt og alvorligt.
- Du ved nok, Krumme, sagde han så og blinkede en lille smule med sit ene, øje, - at her på Kærlighedsstien i parken er det svært at få lov til at være i fred med sin pige, ikke!
Jo, jeg huskede godt, dengang Tom og jeg lå på lur bag kæresteparrene. Og hvor bange pigerne blev, når Tom sagde ligesom Anders And.
- Altså, Krumme, kom det lidt efter fra Tom, - jeg sidder faktisk og får en idé, hvis nu hende dullen der, hva' var det nu, hun hed:
- Nete.
- Ja, hvis hende Nete altid skal storke i hælene på jer, men jeg gør det sgu ikke gratis.
Tom er smart. Han har lynhjerne. Jeg vidste ikke, hvad det var, han sad og spekulerede ud.
- Nu skal du høre, sagde han.
Og så fortalte han om den plan, der var smuttet frem i hans hoved på mindre end et sekund. Den lød godt.
- Men, sluttede Tom, - jeg vil ha' noget for det.
- Hvor meget? spurgte jeg.
- En tier.
- En tier? udbrød jeg. - Så kan det ikke nytte noget, for så meget har jeg ikke.
- Hvor meget har du da?
- En femmer.
- Stik mig den! Men så skal jeg ha' en til til den første.
Længe sad jeg og tænkte. Måske kunne Per låne mig en femmer. Altså hvis jeg kom helt på spanden inden jul. Nok var mine månedspenge sat op til 30 kroner, men de forsvandt i løbet af et øjeblik alligevel.
Nede i min lomme knugede jeg den femkrone, som skulle have været brugt til at købe et eller andet til Yrsa for. Hvis ...
Jeg rakte min femmer frem mod Tom:
- Her! Du får en til, når jeg får månedspenge. Men så skal det også være i morgen.
- Okay! sagde Tom og stak femmeren i baglommen. I morgen klokken tre. Men husk nu, det skal være midterbænken på kærlighedsstien:
- Javel!
Tom rejste sig og slog mig let på skulderen:
- Nå, du, så skrider jeg igen. Hej med dig, Krumme!
- Hej, Tom!
Dagen efter holdt jeg øje med Yrsa og Nete i hvert eneste frikvarter. De legede ikke. Gik bare rundt i skolegården med hinanden under armen. Klokken tolv tog jeg mod til mig. Jeg vadede lige hen foran dem, så de blev nødt til at standse.
- Skal vi køre en tur til i dag? spurgte jeg.
Nete puffede til Yrsa og begyndte at fnise, men Yrsa puffede igen og nikkede til mig:
- Det kan vi da godt.
- Skal vi sige samme sted klokken tre?
- Ja, den er fin, du.
- Og du kommer også med, ikke Nete? spurgte jeg.
- Se'fø'lig! svarede Nete og snusede op.
Den eftermiddag var de der lige på slaget tre. Efterårssolen skinnede sørme. Det var heldigt.
- Skal vi ikke hellere gå i det fine vejr? foreslog jeg.
Det ville de gerne begge to. Vi stillede cyklerne ved et træ og gik ind i parken. Jeg drejede over mod kærlighedsstien. Yrsa og Nete holdt hinanden i hænderne og svingede med armene. Det var ærgerligt. Jeg ville helst have gået ved siden af Yrsa.
Da vi nåede ind mellem buskene, vendte jeg mig om imod dem:
- Det kan somme tider være farligt at gå her i parken. Lige pludselig kommer der måske nogen minirokkere drønende.
Uha, fy! sagde Yrsa. - Skal vi ikke hellere vende om?
Nete slog med nakken:
- Jeg er ikke bange for minirokkere.
- Somme tider maser der også nogen almindelige bisser ud af buskene, blev jeg ved. - Pludselig står de lige foran en.
- Nej, altså! Yrsa greb fat i min arm. - Nu skal du tie stille! Ellers vil jeg ikke med længere.
- Bangebuks! drævede Nete.
Vi gik videre. Yrsa blev ved med at holde fast i min arm. Hun havde givet helt slip på Nete.
Solen kunne godt varme lidt, selv om vi var langt henne i november. Der var ikke mere end en måneds tid til jul.
- Jeg er hverken bange for minirokkere eller bisser, råbte Nete og masede uden om mig og Yrsa.
Der blev varmt på min arm, der hvor Yrsas hånd lå. Det var dejligt. Men jeg havde ikke tid til at finde på noget at sige. Jeg tænkte hele tiden på, om Tom nu huskede vores aftale. Han kunne da vel ikke finde på at snyde mig?
Henne ved midterbænken på kærlighedsstien standsede jeg. Jeg kikkede mig omkring. Alt var roligt.
- Skal vi ikke sætte os og nyde solen et øjeblik! foreslog jeg.
Nete plantede sig omgående midt på bænken.
Yrsa stod først og trippede uroligt, så satte hun sig også. Hun trak lidt i min arm, og på den måde kom jeg til at sidde ved siden af hende.
- For ikke så længe siden sad Stine - altså min storesøster - og Per på denne her bænk, fortalte jeg, - og så kom der to store fyre på knallerter. De overfaldt Per og slæbte ham med, men mig og ...
Jeg nåede aldrig at fortælle færdig, for i det samme lød der en knasen i buskene lige bag os, og lidt efter kom Tom farende med et mægtigt brøl:
- Hva' fanden laver I her?
Som vi havde aftalt, skyndte jeg mig at holde fast på Yrsa, så Tom kunne se, hvem af pigerne, han skulle jage på flugt. Han strøg også lige hen til Nete og ville gribe fat i hende. Hun sprang op og for hen ad stien, alt hvad hun kunne.
Tom styrtede efter hende og blev ved med at råbe:
- Skrub hjem med dig, tøs! Du har ikke noget at gøre i min park.
Nete benede af sted. Indimellem kom der et lille hvin fra hende. Et par sekunder senere var både hun og Tom borte mellem buskene.
Ved siden af mig stod Yrsa og rystede. Hun var helt hvid om kinderne, og hendes brune øjne var spærret meget op.
- Jamen, jamen, hviskede hun, - hvad var det for en væmmelig fyr?
- Har aldrig set ham før, sagde jeg roligt. - Desværre kunne jeg ikke nå at slå ham ned. Jeg var nødt, til at passe på dig.
- Hvad med Nete! klynkede Yrsa. - Hvad med Nete!
Jeg trykkede Yrsas hånd:
- Nete havde god fart på. Jeg tror, hun slipper fra ham.
Yrsa hev i mig:
- Kom! Skynd dig! Vi må væk. Måske kommer han tilbage.
Hun blev ved med at ryste over hele kroppen. Jeg var nødt til at holde fast på hende. Ellers ville hun måske være dejset om af skræk. Det dér med at holde bruger man også, når man er varm på en pige.
- Du skal slet ikke være bange, Yrsa, hviskede jeg med min mund tæt ved hendes øre. - Jeg skal nok ordne den bandit, hvis han viser sig igen.
- Der er han! gispede hun.
Jo, det var sandt nok. Et stykke nede ad stien kom Tom løbende. Han svingede med begge arme og udstødte en hel masse uhyggelige lyde. Han kan mange forskellige.
- Stil dig bag ved mig! sagde jeg hurtigt til Yrsa.
Jeg knyttede mine hænder og gik i boksestilling. Sådan med hovedet fremover, let bøjede knæ og den ene fod foran den anden. Dér stod jeg og gyngede.
Tom kom nærmere og nærmere.
- Sagde jeg ikke, I skulle skrubbe af! hylede han.
- Kom an, hvis du tør! snerrede jeg.
Det sidste stykke gik Tom hen imod os. Langsomt.
- Nej, Krumme! råbte Yrsa. - Pas på! Ih, altså!
Nu stod Tom og jeg og lurede på hinanden. Jeg blinkede meget til ham, for nu skulle han snart begynde at se bange ud.
- Skrid med dig, eller du får bank! sagde jeg mellem tætte tænder.
- Krumme! kaldte Yrsa.
Jeg gik frem mod Tom. Slog ud efter ham. Bare ikke hårdt altså, men det kunne Yrsa ikke se.
- Der fik du den! råbte jeg. - Og den!
Med ét gav jeg Tom et puf, så han røg på enden ind i en busk. Med vilje selvfølgelig. Han huskede præcis alt, hvad vi havde aftalt.
Hurtigt bøjede jeg mig ned over ham, tog fat i hans trøje helt oppe under hagen og trak ham op igen.
Tom måtte bide sig selv hårdt i underlæben for ikke at komme til at grine.
Jeg ruskede ham frem og tilbage. Han rullede med øjnene og slaskede med armene af skræk.
- Hvis du ikke møffer af lige på sekundet, råb te jeg, - skal jeg slå dig så flad, at man må ligge på knæ med en lup for at få øje på dig.
- Slip mig! jamrede Tom. - Slip mig! Jeg skal nok gå! Jeg skal nok ...
Det var meget svært at holde masken.
- Stik så af med dig da! rasede jeg og slap Tom.
Han klynkede som et lille barn og satte i løb mod parkens udgang.
Da jeg vendte mig om, stod Yrsa og stirrede på mig med store øjne og munden halvt åben. Hun klappede i hænderne og hoppede lidt op og ned på samme sted.
Så - med et langt hop - var hun henne hos mig og slog armene om min hals:
- Nej, Krumme, hvor er du mægtig! Altså, at du turde! Jeg vidste slet ikke, du var så stærk.
Hun begyndte at trykke sig ind til mig. Jeg kom til at stå med næsen nede i hendes hår. Det duftede bedre end nogen sinde.
Derhenne løb Tom. Først da stien drejede, stoppede han og vendte sig om. Han satte begge hænder for munden og råbte:
- Krumme! Glem nu ikke, du skylder mig den femmer!