Jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt på, da jeg sagde, at jeg ville blive hjemme. Jeg fortrød det fra det øjeblik, jeg stod op. Solen skinnede, så det føltes som en fornærmelse mod mit dårlige humør. Klokken var kun halv ni, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle få dagen til at gå med. Det eneste, jeg havde lyst til, var at snakke med Fardin og sige, at jeg var ked af, at vi var blevet uvenner. Men Fardin var i skole, og det var Cecilia selvfølgelig også.
Jeg gik på bare tæer ned i køkkenet, hvor mor havde dækket morgenbord til to. Teen var blevet kold, men det var desværre ikke noget, jeg kunne give hende skylden for. Hun havde også købt den forkerte slags ost. Men først, da jeg heller ikke kunne finde mine cowboybukser, blev jeg for alvor sur på hende. Vasketøjskurven var fyldt til randen. Der var alt for mange ting, hun ikke længere havde styr på. Jeg åbnede lågen på vaskemaskinen og proppede mit tøj ind i tromlen. Der var en hel masse, men alligevel ikke nok til at fylde maskinen. Jeg blev nødt til at rode mors snavsede tøj igennem. Jeg valgte en hvid bh, som hun var glad for, og hendes uldtrøje fra Island, som skulle vaskes i hånden. Jeg stoppede begge ting i tromlen, fyldte vaskepulver på, satte temperaturen på 40 grader og trykkede på startknappen. Da den gik i gang, og vandet strømmede ind, fik jeg det en lille smule bedre.
Jeg drak lidt af den kolde te, fordi jeg ikke havde lyst til at lave ny. De tørre skiver toast, som mor havde lagt frem til mig, smed jeg i skraldespanden. I stedet hentede jeg en isvaffel fra dybfryseren og satte mig udenfor. Jeg prøvede at nyde solen, og jeg prøvede at glæde mig over, at jeg boede på den rigtige side af vejen, den med de små huse og de store haver. Samtidig var jeg godt klar over, at jeg ville have kedet mig ihjel, hvis der ikke havde været den anden side, hvor der i det mindste skete lidt. To mænd i grimme korte bukser sad på det lave jernrækværk foran cykelskuret med en gul Netto-pose mellem sig. De tømte den ene dåse øl efter den anden og så ud til at have det bedre end mig. De havde i det mindste nogen at snakke med. En lille mørkhåret dreng kom forbi og bad om de tomme dåser. Han fik to stykker, men så fik han også skældud af sin mor, der kom skubbende med en barnevogn. En gammel dame rodede i containeren med storskrald. Hun fik pillet et strygebræt frem, som hun lagde på tværs over sin rollator for at transportere det hjem.
Mit eneste tidsfordriv på vores side af vejen var lusen i mors kontaktlinseholder. Det var en utrolig sej fætter. Jeg havde givet den lidt vand at svømme i, og som belønning for, at den klarede opgaven, fik den to hår og lidt skæl fra mit hoved.
Ellers var der kun mobiltelefonen. Jeg havde lagt den ved siden af mig, men ikke engang mor ringede. Vores gamle nabo Mogens humpede hen til Netto. En halv time senere kom han tilbage, uden at der var kommet så meget som én sms i mellemtiden.
Jeg havde syv gamle sms’er fra Fardin på min mobil. Hver eneste af dem havde givet mig hjertebanken. Jeg havde læst dem igen og igen, og jeg læste dem også nu.
I den første spurgte han mig, om vi skulle være i gruppe sammen i projektugen. Det var kommet som et chok for mig. Jeg havde været forelsket i Fardin, siden vi gik i første klasse. Han havde altid været sød mod mig, men ikke mere end mod alle andre. Og pludselig spurgte han om dét? Selvfølgelig havde jeg svaret ja, og jeg havde været vildt glad i to dage. Så kom hans næste sms, hvor han skrev, at det alligevel ikke kunne lade sig gøre, fordi han skulle være i gruppe med Ahmed. Det, der havde trøstet mig, var hans tredje: Håber ikke, du er sur. Det er noget, Trine har sagt, fordi Ahmed har brug for hjælp.
Trine var vores klasselærer, og jeg blev sur på hende, fordi hun først sagde, at vi selv måtte vælge grupper, og så blandede hun sig alligevel. Fardin var ikke engang venner med Ahmed! De var ikke uvenner, Fardin var ikke uvenner med nogen, men venner var de heller ikke.
Jeg bladrede videre. Der var to sms’er, hvor Fardin skrev noget om sin helt Ali Daei fra Irans fodboldlandshold. Den næste handlede om en anden iransk fodboldspiller, som hed Mehdi Mahdavikia, og som var blevet hyret af en tysk fodboldklub. Jeg havde ikke vidst, at jeg kunne blive glad over sms’er, der handlede om fodbold, men jeg havde læst dem mindst hundrede gange, bare fordi de var fra Fardin. Og så var der dén, hvor han spurgte, om jeg ville komme for at se dem spille mod holdet, der lå på andenpladsen i serien. Han spurgte mig! Af alle netop mig! Det var den dag, hvor jeg for alvor blev forelsket i ham. Den dag, vi begyndte at mødes ved skurvognen.
De vandt nemlig ikke, men tabte 0:6, og efter kampen grinede Ahmed og Khaled så meget over Fardin og hans hold, at Fardin blev sur på dem. De kom op at skændes, og på et tidspunkt skød Ahmed Fardins sølvgrå bold med Ali Daeis autograf i buskadset. Vi var flere, der ledte, men ingen kunne finde den. De andre opgav til sidst. Kun Fardin og jeg blev ved med at lede, og det var mig, der fandt bolden. Den lå i en brombærhæk. Jeg fik blodige skrammer på armene og benene, da jeg klatrede ind for at hente den, men hvad var et par skrammer mod Fardins glæde? Jeg svævede af stolthed. Fardin klemte bolden fast på bagagebæreren, han cyklede langsomt, og jeg gik hurtigt, og pludselig havde han så meget at fortælle, at vi gik to gange rundt om søen bag fodboldbanen uden at lægge mærke til det. Han snakkede om Mehdi Mahdavikia og om Ali Daei, og han fortalte, hvordan han sammen med nogle andre drenge i Iran havde spillet fodbold med sokker, der var rullet sammen til bolde. Eller med helt lette plasticbolde, som de skulle skære op og sætte ind i hinanden, så de fik en vist vægt. En rigtig bold havde de ikke.
Han havde været fire gange i Iran for at besøge sin farmor. Fardins brune øjne lyste, mens han fortalte om hende: om hendes ansigt med de mange dybe rynker og om hendes hænder, der hele tiden rørte ved ham, fordi hendes øjne var så dårlige, at hun næsten ikke kunne se ham mere. Han fortalte om de persiske sange, hun sang, mens han lå med hovedet i hendes skød, og som handlede om gensynsglæde, og om at hun elskede ham. Men når afskeden nærmede sig, og Fardin skulle hjem til Danmark, blev hendes sange triste. Også Fardins ansigt blev trist, da han fortalte om dét.
Jeg var til gengæld glad. Han så så sød ud, mens han snakkede om sine besøg i Iran, at jeg fik lyst til at give ham et kys. Alt i mig dansede, for hvorfor var det lige mig, han fortalte de ting? Og da han spurgte, om jeg ville se hans farbrors skurvogn, sagde jeg selvfølgelig ja.
Den lå et sted, hvor jeg aldrig havde været før, selvom man egentlig kun skulle gennem den lille skov bag fodboldbanen og så et stykke langs med nogle jernbaneskinner, som ikke længere var i brug. Vi kravlede gennem et hul i et trådhegn og kom til noget, der lignede en nedlagt kolonihave, hvor alt havde fået lov til at vokse vildt. Der stod sjove, gamle skure og små træhuse, og haverne var fyldt med alt muligt skrammel. Der var gamle sofaer i stedet for havemøbler, parasoller med ølreklamer, der beskyttede bunker med brænde imod regnen, og persille og stedmorblomster, som voksede i udtjente bildæk. Også indgangen til et hundebur var et gammelt bildæk.
»Min farbror har givet mig en nøgle, så jeg kan komme her, hvis jeg har lyst.« Fardin låste en skurvogn op, som var malet rød, hvid og grøn, og pludselig stod vi midt i et maleratelier. Et stykke af taget var blevet erstattet med noget gennemsigtigt, så der var overraskende lyst. Den var langt større, end jeg havde forestillet mig en skurvogn indenfor. Et arbejdsbord under et af de små vinduer var fyldt med farvelader og marmeladeglas med pensler, og det flød med billeder. De hang på væggene og stod på gulvet. Alle, også et halvfærdigt på staffeliet, viste det samme motiv: En støvet, solrig vej i en landsby med flade, hvide huse og med et træ, i hvis skygge der stod et æsel. Bortset fra størrelsen af de enkelte billeder var det kun detaljer, der adskilte billederne fra hinanden: solens stilling på himlen og skyggernes retning og længde – men frem for alt farverne.
»Det er altid den samme vej med de samme huse, bare på forskellige tidspunkter af dagen,« sagde jeg.
Fardin nikkede. »Han har ikke lyst til at male noget andet. Det er dér, min farmor bor, og hvor min far og min farbror voksede op.« Han pegede på træet på et af billederne. »Oliventræet er præcis lige så gammelt som min farmor. Hun fylder 90 i år.«
»Og hvad laver du så, når du er her?« spurgte jeg. Det var mærkeligt at forestille sig, at Fardin havde sådan et helt anderledes sted, som ingen af os vidste noget om. Og hvor følte jeg mig stolt over, at han viste det til netop mig! Han gik hen til et bord fyldt med værktøj, tog en træplade på størrelse med et skærebræt og sagde til mig: »Luk øjnene og prøv, om du kan mærke, hvad det er.«
Han havde snittet et mønster ind i træet, men jeg kunne ikke gætte mig til, hvad det var. »En bold?« prøvede jeg. »Et æble?«
»Nej!« Fardin lød skuffet. »Kan du ikke mærke, at det er et ansigt? Det skal være en gave til min farmors fødselsdag. Det bliver Ali Daeis ansigt. Jeg har kopieret det fra et foto over på brættet. Hun er jo næsten blind, og hun ved ikke, hvordan Ali Daei ser ud. Men når jeg snitter hans ansigt ind i brættet, kan hun se ham med hænderne.«
Jeg måtte anstrenge mig for ikke at smile. Jeg troede ikke, at en 90-årig bedstemor var interesseret i en fodboldspiller, men jeg vidste, at hun ville blive glad. Ideen var så typisk Fardin, og den var så sød, at jeg fik lyst til at røre ved hans ansigt også. Det var rigtig, rigtig svært at modstå, fordi han stod så tæt ved siden af mig, at jeg kunne lugte hans hår.
»Jo, nu kan jeg alligevel mærke et ansigt,« sagde jeg, stadig med lukkede øjne, fordi jeg af en eller anden grund håbede, at Fardin ville give mig et kys.
Men ingenting skete. Han tog bare træpladen og sagde, at jeg godt måtte åbne øjnene igen, og så spurgte han, om jeg havde lyst til at drikke en sodavand. Der skete heller ikke noget de andre gange, når vi kom efter hans fodboldtræning. Men det var lige meget, det var godt, som det var. Vi sad ved siden af hinanden i den smalle dør, drak sodavand, der stod i en kasse under skurvognen, og jeg var så hoppeglad dér sammen med Fardin, at jeg havde svært ved at sidde stille.